b. Vederlagsbetalinger

Udgangs-punktet

De fleste pengekrav fremtræder som vederlag for en realydelse, f.eks.

købesummen i et køb eller lejeydelsen i et lejeforhold. For sådanne vederlagsprægede pengekrav gælder reglerne for det enkelte kon-traktsforhold. Skal man finde svar på, hvordan og hvornår pengede-bitor kan og skal opfylde sin betalingsforpligtelse, må man altså læse i kontrakten. Ikke sjældent er kontrakten dog tavs eller – hvilket nok er hyppigere forekommende – tvetydig om det spørgsmål, der nu viser sig at have central betydning for parterne. I disse tilfælde må man tage fat i den udfyldende lovgivning samt i forudsætninger og sædva-ner – på ganske samme måde som man i almindelighed supplerer af-taleforhold, jf. herom Bryde Andersen (2008) kap. 5, smh. i relation til løsørekøb Lookofsky & Ulfbeck (2008) afsnit 4.3.

KBL §§ 5 og 72 Visse udfyldende regler herom findes i KBL’s regler om bestem-melse af købesummen (§§ 5-8), hvis § 5 fastslår, at køberen i mangel af særlig aftale skal betale, hvad sælgeren fordrer, »for så vidt dette ikke anses for ubilligt«, jf. a.st. Det princip, der fastslås i bestemmel-sen, har dog ikke gyldighed for hele formuerettens område, jf.

Gomard (2006) s. 27, om end man inden for entrepriseretten ofte ser bestemmelsen citeret som grundlag for betalingskrav rejst ved reg-ningsarbejde, se herved TBB 2001.270 V og TBB 2001.387 Ø. I TBB

3.2. Pengeydelsens indhold

2004.138 V havde betalingskravet støtte i en syn- og skønserklæring.

Alligevel valgte retten at citere § 5.

For forbrugerkøb gælder KBL § 72, der i mangel af fastsat eller af-talt pris giver sælger ret til at forlange, hvad der under hensyn til salgsgenstandens art og beskaffenhed, gængs pris ved aftalens indgå-else samt omstændighederne i øvrigt »må anses for rimeligt« (se Lookofsky & Ulfbeck a.st. afsnit 10.3.). I et civilkøb kan realkreditor ofte med rimelighed forvente, at prisen for en ydelse skal være den sædvanlige på det pågældende marked og ikke – som i § 5 – den »ikke urimelige«, sml. herved U 1995.757 H om et konsulenthonorar.

I U 1977.641 H blev det olieprisindeks, aftalens betalingsvilkår henvi-ste til, midlertidigt ikke ført. Selv om parterne for så vidt havde taget stilling til betalingsspørgsmålet, var det derfor nødvendigt at udfylde aftalen, som om dette ikke var sket. Begge retter fandt (uden henvis-ning til § 5) frem til en pris svarende til markedsprisen, beregnet ud fra gennemsnittet af en række andre fremtrædende olieindekser. U 1994.425 H fandt derimod KBL § 5 uanvendelig på et ophavsretligt ve-derlagskrav på et område dækket af en ophavsretlig tvangslicens. Beg-ge de nævnte domme antyder en velvillighed fra domstolenes side til at søge hen imod afbalancerede resultater, der sigter efter, hvad parter-ne – ud fra et kvalificeret skøn – antageligvis ville have aftalt, hvis de havde skullet indgå forudgående aftale herom.

Den almene målestok I det omfang man afviser at lade pengekreditor bestemme vederlagets

størrelse efter princippet i KBL § 5 opstår spørgsmålet, hvilken måle-stok der da skal anlægges. En nærliggende betragtning kunne her være at konstruere sig frem til en hypotetisk aftale, forstået som det forhandlingsresultat, parterne antageligvis være nået overens om (og dermed »have aftalt«), hvis de havde sat sig dette for. En sådan kon-struktion er dog stærkt problematisk, allerede fordi den må baseres på oplysninger, som er umulige at fremskaffe (hvad ville aftaleparter-ne under forskellige omstændigheder have accepteret?), eller i bedste fald forbundet med stor usikkerhed.

Vanskeligheden ved at vurdere, hvordan aftaleparterne ville have håndteret en uforudset problemstilling i deres aftale, belyses ved Hø-jesterets dom i U 2000.656 H, der drejede sig om en aftale mellem en komponist (Sebastian) og Det Kgl. Teater. Sebastian havde skrevet musikken til en ballet, som imidlertid ikke kunne opføres, da den for-udsatte koreograf sprang fra. Sebastian gik dermed glip af det opførel-sesvederlag, som han havde forventet at oppebære, hvis balletten –

som forudsat – var blevet opført et antal gange. Flertallet i Højesteret fandt, at aftalen ikke tog stilling til den således opståede situation, idet man henviste til, at alle involverede anså det for sikkert, at balletten blev opført. Flertallet udfyldte derfor aftalen, så den tog stilling til ve-derlagsproblematikken i en sådan situation. Resultatet blev et yderli-gere vederlag på 200.000 kr. i supplement til det vederlag på 100.000 kr., som Sebastian havde fået i bestillingshonorar. Mindretallet fandt derimod, at Sebastian havde indkalkuleret denne risiko ved – som sket – at betinge sig en forholdsvis høj tantieme pr. opførelse til gengæld for det mere beskedne bestillingshonorar. Se kritisk til dommen Bryde Andersen (2008) s. 344 f. og i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard (2003) s. 591 ff.

– markedspris De problemer med at »rekonstruere« aftaleparternes hypotetiske vilje til at acceptere forskellige forhandlingsresultater, reduceres, hvis man i stedet objektiverer betragtningen og lægger vægt på, hvilket vederlag der vil være sædvanligt mellem parter som de involverede. På områ-der, hvor der findes en markedspris, lader denne betragtning sig for-holdsvis enkelt omsætte i praktiske resultater, jf. foran om U 1977.641 H og Nørager-Nielsen m.fl. (2008) s. 144. I overensstemmelse hermed fastslår CISG art. 55, at købesummen – i mangel af udtrykkelig eller stiltiende aftale – må fastsættes til »den pris, som på tidspunktet for indgåelsen af aftalen almindeligvis forlanges for en tilsvarende vare, når den sælges i den pågældende branche under tilsvarende omstæn-digheder«, se hertil Lookofsky (2008) § 4.13. Se tilsvarende art. 5.1.7 (1) i Unidroit Principles, hvorefter parterne – »in the absence of any indication to the contrary« – anses for at have »made reference to the price generally charged at the time of the conclusion of the contract for such performance in comparable circumstances in the trade con-cerned or, if no such price is available, to a reasonable price«.

– ingen markedspris

Findes en sådan markedspris ikke, er man nødt til at udøve et skøn, jf. Unidroit Principles art. 5.1.7 (1) hhv. DCFR II.-9:104: »a rea-sonable price«. Et sådant skøn vil selvsagt være behæftet med en vis usikkerhed. I skønnet indgår en række faktorer, herunder hvilket ho-norar, der er sædvanligt, realdebitors tidsforbrug med opgaven og ydelsens værdi for realkreditor. Illustrativ for denne obligationsretlige og bevisretlige afvejning er U 2006.2024 H, hvor en arkitekt krævede betaling for projektarbejde, der var udført uden forudgående aftale, men som realkreditor havde haft nytte af i anden sammenhæng. Par-ternes respektive forhandlingsstyrke kan også spille ind, jf. flertallets afgørelse i U 2000.656 H.

3.2. Pengeydelsens indhold Ifølge KBL § 6 indebærer handelskøbers passivitet over for den pris,

der er angivet i en fremsendt regning, en pligt til at betale »medmin-dre lavere pris oplyses at være aftalt, eller regningen er åbenbart uri-melig«.

Priskontrol I visse tilfælde lægger lovgivningen grænser for, hvorledes vederlaget

for en ydelse må fastsættes. Regler om priskontrol begrænser parter-nes muligheder for at fastsætte den betaling for en ydelse, som de el-lers – i overensstemmelse med det almindelige princip om aftalefri-hed – har ret til at fastlægge.

I tidligere inflationsperioder har man som led i den økonomiske poli-tik gennemført priskontrol, se herved W.E. von Eyben: Monopoler og Priser (1980) s. 197 ff. Sådanne regler kendes i dag kun på områder, hvor lovgiveren har ønsket at undgå misbrug af monopoler mv. eller hvor der i øvrigt er særligt behov for at beskytte den svage aftalepart.

Dette er således tilfældet i lejeretten, hvor der både findes beskyttelses-regler for boliglejere (se herved LL § 47, og kap. II i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 21. ok-tober 2009) og erhvervslejere (jf. kap. 3 i lov om leje af erhvervslokaler, nr. 934 af 20. december 1999 med senere ændringer). Ifølge andelsbo-liglovens § 5 (lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesska-ber, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 19. september 2006) må prisen for en andel i en andelsboligforening, hvortil der er knyttet boligret, ikke overstige, hvad værdien af andelen i foreningens formue, forbedringer i lejligheden og dens vedligeholdelsesstand med rimelighed kan betin-ge.

Mærkning Den, der erhvervsmæssigt udbyder varer til forbrugere (dog ikke ved

auktionssalg), skal ifølge MFL § 13, stk. 1, ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt oplyse om den samlede pris for varen in-klusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter.

Merværdiafgift I relation til angivelsen af moms gælder et tilsvarende krav. Ifølge

momslovens § 52, stk. 8, skal det ved prisangivelser for varer og ydel-ser tydeligt tilkendegives, hvis prisen ikke indbefatter moms. Reglerne herom er ikke i sig selv civilretligt sanktioneret, men inden for deres anvendelsesområde bestyrker de en formodningsregel om, at en aftalt pris i mangel af anden angivelse indbefatter moms. I aftaler mellem erhvervsdrivende gælder denne formodningsregel således ikke. Her er det almindeligt at angive priser uden tillæg af moms. For momspligti-ge erhvervsdrivende udgør momsen ikke en nettoudgift, eftersom den moms de betaler til leverandører, refunderes i den moms, de

op-kræver hos kunderne med henblik på afregning af disse beløb til Skat.

Over for forbrugere gælder derimod en formodning for, at momsbeløb er inkluderet i den opgivne pris, jf. f.eks. JÅF 1992.148 og JÅF 1997.124. Konkrete omstændigheder i aftaleforholdet – herunder re-alkreditors passivitet overfor fremsendte fakturaer – kan dog afkræfte formodningsreglen. Se Nørager-Nielsen m.fl. (2008), s. 151 f.

Fra praksis kan nævnes U 1984.702 Ø om en dagbodsbestemmelse, og i overensstemmelse hermed AB 92 § 1, stk. 4 og U 1982.1195 Ø om opsætning af en håndvask i en restauration, hvor der dog også forelå et element af passivitet. I U 1970.536 V fandtes en opgivet salgspris på entreprenørmaskiner ikke at indbefatte merværdiafgift; begge parter var momspligtige. U 1983.206 V angik opgørelsen af parternes retsfor-hold efter en tilbagetagelse af et lastvognstog. Dommen ville ikke ind-kalkulere de merværdiafgiftsmæssige virkninger, idet den lagde vægt på, at køberen som erhvervsdrivende selv burde have været bekendt med de momsmæssige virkninger af salget. Spørgsmålet giver hyp-pigst anledning til tvivl over for aftaleparter, der ikke er momspligtige, f.eks. finansielle institutter.

En særlig forpligtelse til at informere forbrugere om priser på låne-og kredittilbud låne-og valutakurser følger af bekendtgørelse nr. 193 af 1.

marts 2007. Ifølge § 3 i denne bekendtgørelse skal erhvervsdrivende afgive en række oplysninger om rente og omkostninger på de lånetil-bud, der er mest almindeligt forekommende hos den pågældende er-hvervsdrivende. Oplysningerne skal gives på det sted, hvor lånet ud-bydes med mulighed for bestilling, ved skiltning eller på anden tilsva-rende tydelig måde, jf. § 3. Oplysningerne skal være frit tilgængelige for forbrugerne. Disse regler, der er udstedt i medfør af regler i MFL, pålægger oplysningspligter forud for en eventuel aftaleindgåelse. I til-læg hertil indeholder KAL kapitel 2 (§§ 8-18) en række detaljerede regler om de oplysninger, der skal findes (skriftligt) i den enkelte kre-ditaftale.

I særlige tilfælde kan der være behov for at afrunde det beløb, hvor-med en pengeydelse skal præsteres. Dette problem opstår f.eks., når det er aftalt, at der skal ske en omveksling af et beløb i udenlandsk va-luta til danske kroner: Hvor mange decimaler skal da anvendes, og hvorledes rundes der op eller ned, hvis beløbet skal præsteres i mønter eller sedler? Svaret må udledes ved en fortolkning af parternes aftale i lyset af de sædvaner og forudsætninger mv., der er gældende på områ-det. Som almindelig regel kan man næppe sige meget andet, end at

3.2. Pengeydelsens indhold man vil være mere tilbøjelig til at runde af jo større totalbeløb, der er

involveret. På den decimal, hvor afrundingen finder sted, rundes der almindeligvis opad fra og med cifret 5. I anordning nr. 62 af 8. februar 2002 som ændret ved anordning nr. 727 af 19. august 2003 er der f.eks. givet særlige regler om afrunding af ørebeløb i forbindelse med kontantbetaling med mønter. § 5 heri fastslår, at ørebeløb, som ikke er delelige med 25, afrundes til det nærmeste beløb, der kan deles med 25, medmindre andet er aftalt. Reglerne kan fraviges ved aftale mel-lem betaleren og betalingsmodtageren. De finder ikke anvendelse ved betaling med checks eller betalingskort. Ifølge art. 4 i forordning 1103/97 (EFT 1997 L 162/1), som ændret ved forordning 2295/2000 gennemføres euro-omregning (se herom afsnit 3.4.b.) med seks bety-dende cifre, men denne bestemmelse gør ikke indgreb i parternes rets-forhold, se herved forordningens art. 3. Det er næppe muligt på grundlag af denne bestemmelse eller andre tilsvarende afrundingsreg-ler at opstille noget almindeligt princip for, hvorledes pengeforpligtel-ser skal afrundes.

Løbende betalinger vs.

ratebetalinger Visse kontraktsforhold indebærer en pligt for pengedebitor til at

be-tale løbende, f.eks. for ydelser præsteret i et bestemt interval, der ud-gør vederlag for realdebitors ydelse i den forløbne periode. I mod-sætning hertil står ratebetalinger (også kaldet afdragsbetalinger), der indebærer, at en samlet betalingsforpligtelse er opdelt. Hvor en rate således kan betragtes som en del af den samlede betaling, udgør den løbende betaling i princippet fuld betaling for den enkelte periodes realydelse, smh. afsnit 2.2.c. oven for.