KAPITEL 22.
sagsbehandlingen vil borgeren endvidere k unne hen v e n d e sig til borgmesteren i hans egenskab af øverste leder af k o m m u nens adm inistration.
B. Klager over udvalgs afgørelser.
Som tidligere n æ v n t e r kom m unalbestyrelsens stå e n d e u d valg i e nhver hen see n d e undergivet kom m unalbestyrelsens beslutninger, dog m ed de begræ nsninger d e r er fastsat i lov
givningen. Sådanne b e græ nsninge r gæ lder imidlertid alene m ed hensyn til det sociale udvalg, d e r på visse o m rå d e r har en selvstændig, altså af kom m unalbestyrelsen uafhæ ngig, k o m pete n c e . De fleste af de afgørelser, d e t sociale udvalg således kan træ ffe, uden at kom m unalbestyrelsen kan gribe ind, kan imidlertid ifølge udtrykkelig lovhjemmel indbringes for h øjere m yndigheder, navnlig a m ts a n k e n æ v n e t og den sociale a n k e styrelse.
De øvrige udvalgs afgørelser kan borgeren klage over til kom m unalbestyrelsen, d e r kan æ n d r e udvalgets afgørelse.
Værdien af d e n n e klageadgang er imidlertid også her a fh æ n gig af kom m unalbestyrelsens indstilling m ed hensyn til reali
tetsbehandling af klager. D et spiller i d e n n e forbindelse en rolle, at de enkelte udvalgs m ed le m m e r ofte har o p n å e t en b e tydelig sagkundskab m ed hensyn til netop de anliggender, d e t på g æ ld e n d e udvalg beskæ ftiger sig med. K o m m u n alb e sty rel
sen vil d erfor ofte væ re tilbageholdende m ed at æ n d r e et u d valgs afgørelse, m edm indre den n e er å b e n b a rt urigtig eller urimelig.
C. Klager over kommunalbestyrelsens afgørelser.
D rejer det sig om tvister angående lovfortolkning eller andre rene retsspørgsmål, er d e r i og for sig ingen afgørende hensyn, der taler m od, at d e r tillægges borgeren ret til at indbringe sa
gen for en statslig eller på a nde n m åde neutral instans. En så
dan klageadgang er da også i vidt om fang hjemlet efter den g æ ld e n d e lovgivning. V anskelighederne i den n e type klagesa
ger består hovedsagelig i, at det undertiden kan være svært at skille sagens juridiske o m stæ n d ig h e d e r fra dens faktiske, f. eks. at finde ud af, om grundlaget for at anvende en bestem t
Uoverensstemmelser vedrørende retsspørgsmål
retsregel overh o v e d e t er til stede. Ud over adgangen til at klage til en anden adm inistrativ instans er d e r efter den g æ l
d e n d e ordning norm alt adgang til at indbringe spørgsm ålet for dom stolene.
Adgangen til at indbringe uoverensstem m elser m ed k o m m unen for dom stolene m å dog ikke overvurderes, idet b o rg e ren – m edm indre han kan få f. eks. en faglig organisation til at føre sagen for sig – vil væ re uforholdsm æ ssigt svagt stillet over for k o m m u n e n både af om kostningsm æssige og tidsmæssige grunde.
Spørgsm ålet om, i hvilket om fang borgeren bør have a d gang til at påklage afgørelser, som kom m unale myndigheder har truffet på et skønsm æssigt grundlag, er vanskeligt, fordi to ind
byrdes modstridende hensyn gør sig gæ ldende. Det ene er h e n synet til borgerens ønske om efterprøvelse af s kønne t hos en neutral instans. D et a n d e t e r hensynet til gennem førelsen af en virkelig decentralisering af afgørelsesmyndighed, således at kom m unalbestyrelsen i videst mulig u d stræ kning kan blive et generelt kom petent organ på det lokale plan m ed den heraf følgende mulighed for at sa m ordne og sam stem m e adm ini
stration og planlægning. En ordning, hvorefter en k o m m u n a l
bestyrelses skøn i alm indelighed skulle kunne u n d e rk e n d e s af centrale organer, ville i hvert fald stem m e dårligt m ed k o m m unalreform ens m ålsætninger.
D ersom de t drejer sig om uoverensstem m elser v e drørende selve sagsbehandlingen er det en ret almindelig frem gangs
m åde, at borgeren klager til v e d k o m m e n d e fagm inisterium el
ler den almindelige kom m unale tilsynsmyndighed. Disse instan
ser vil ganske vist meget ofte savne hjem mel til at træ ffe afgø
relser m ed hensyn til sagsbehandlingen eller til at m eddele kom m unalbestyrelsen pålæ g i så henseende, men efter hidti
dig praksis har man i et vist omfang afgivet vejledende udtalel
ser. Sådanne udtalelser afgives naturligvis norm alt ikke før kom m unalbestyrelsen h a r haft lejlighed til at udtale sig i sa
gen. Til gengæ ld a c ce p tere s eller efterleves udtalelserne i reg
len af kom m unalbestyrelserne.
Også fejl i forbindelse m ed selve sagsbehandlingen kan na turligvis væ re a f en sådan karakter, at spørgsm ålet kan
ind-Uoverensstemmelser vedrørende skønsspørgsmål
Modstridende hensyn
Uoverensstemmelser
vedrørende sagsbehandlingen
bringes for dom stolene, eventuelt m ed den følge, at den trufne afgørelse e rk læ re s for ugyldig.
D. Ombudsmanden og kommunerne.
Klager kan i et vist om fang indbringes for folketingets om
budsmand. O m b u d sm a n d e n s k o m p e te n c e er dog på forskellig m åde begræ nset over for k o m m unale m yndigheder. For det første kan o m b u d sm a n d e n kun behandle sager inden for o m råder, hvor d e r e r hjem m el for rekurs – dvs. mulighed for at indklage sagen til en statsmyndighed. F o r d e t a nde t gælder, at den samlede kom m unalbestyrelses virksom hed ikke er u n d e r givet om b u d sm a n d e n . Endelig er der i om budsm andsloven optaget en noget kryptisk bestem m else om , at o m b u d s m a n den ved udøvelsen a f sine beføjelser skal tage hensyn til de særlige vilkår, h v o ru n d e r det ko m m u n a le styre virker.
D et er et spørgsmål, om ikke k o m m u n a lre fo rm en og den forøgelse af k o m m u n e rn es sagom råder, som følger heraf, må gøre det naturligt, a t om b u d sm a n d e n s k o m p e te n c e udvides på det k o m m u n a le om råde. D et må herved erindres, at o m b u d s m anden ikke kan æ n d re eller om støde trufne afgørelser, men norm alt alene kan tage stilling til og eventuelt rette kritik m od sagsbehandlingen. N ogen indskræ nkning i det kom m u n a le selvstyre vil d e r altså ikke blive tale om.
Spørgsmålet om en udvidelse af o m b u d sm a n d e n s k o m p e tence over for k o m m u n e rn e har bl.a. væ ret berørt i en b e tæ n k n in g fra 1971 fra en arbejdsgruppe vedrø re n d e c e n tra l
adm inistrationens organisation.
Til slut skal nævnes, at en udvidet anvendelse a f begrundelse a f afgørelser over for borgerne sandsynligvis vil kunne r e d u cere antallet af klagesager. Spørgsmålet om offentlige m yn
digheders pligt til at begrunde afgørelser er i øjeblikket g e n stand for overvejelser.
Begrænsninger i
ombudsmandens kompetence
Bør ombudsmandens kompetence udvides?
BILAG