Begreb

I kap. 3 blev b e h a n d le t spørgsm ål om k rin g a d v o k a to p g a v en s in d h o ld og løsning, og i kap. 6 blev b e h a n d le t spørgsm ål om krav, som d en p ro fe s­

sio n elle sta n d a rd sæ tte r til løsningen a f ad v o k ato p g av er. Begge sp ø rg s­

m ål h a r nøje sam m en h æ n g m ed det p ro fessio n elle ansvar. K ravene til a d v o k a to p g a v ers løsning og d en professio n elle sta n d a rd s krav u d try k k er forpligtelser, som a d v o k a tv irk so m h e d ern e m å o p fy ld e i fo rb in d e lse m ed løsning a f deres opgaver, m edens d et p ro fessio n elle an sv a r tra d itio n e lt u d try k k e r de tilfæ ld e, h v o r en ad v o k atv irk so m h ed s o p g av elø sn in g u d lø ­ ser en eller a n d e n retlig sanktion im od en eller flere a f de ad v o k a te r, som virk er i ad v o k a tv irk so m h e d en . D e san k tio n er, som typisk k o m m er p å tale, e r re a k tio n e r b e g ru n d e t i, at opgavens løsning strid e r im od, hv ad kravene til g o d a d vo k a tsk ik tilsiger - p å ta le fra ad v o k a tn æ v n e t, b ø d e, fratagelse a f opgav en eller i sæ rlige tilfæ ld e fratagelse a f ad v o k a tb e sk ik k elsen - re a k tio n e r i form a f p ålæ g a f et erstatningsansvar i tilfæ ld e, hv o r en uforsv arlig opgav elø sn in g h a r p å fø rt klienten et tab , sam t en re ak tio n i form a f nedsæ ttelse eller m å ske bortfald a f advokatvirksom hedens honorar.

Alle fo rm er fo r re a k tio n e r p å en o p g aveløsning u d try k k e r et p ro fessi­

on elt an sv a r fo r ad v o k atv irk so m h ed en .

D et p ro fessio n elle an sv a r opleves tra d itio n e lt som et a f de centrale elem e n te r i al råd g iv en d e b istan d og bliver d erm e d et a f ad e lsm æ rk e rn e fo r de lib erale erhvervs virksom heder.

C rayencour 1) frem h æ v er "at det personlige ansvar i forbin d else m e d fa g e ts udøvelse er et a f de vigtigste grundlag f o r det liberale erhverv."

E n h v er u d ø v e r a f et erhverv er ansvarlig fo r sin faglige virksom hed.

D et k an d e rfo r væ re n atu rlig t at prøve at beskrive, h v o rfo r d et p ro fessi­

o n elle an sv a r b ag liberale erhverv opleves som et væ sentlig m ere ce n tralt elem en t en d en sæ lgers o pfyldelse a f et køb eller en e n tre p re n ø rs o p fy ld ­ else a f en entrep rise.

1. C ra y e n c o u r: D et e u ro p æ is k e F æ llesk ab og d e n frie b e v æ g elig h ed fo r d e lib erale erhverv.

L u x em b o u rg 1981 p. 21.”

En o p fa tte lse , h v o refter rim elighedskriteriet i rpl. § 126 stk. 2 fortolkes i o v erensstem m else m ed aftl. § 36’s in d h o ld , er i overensstem m else m ed lovforslagets b em æ rk n in g er om salæ raftaler.

D et k u n n e overvejes, om u dtryksform en i rpl. § 126 stk. 2 in d e b æ re r en æ n d rin g a f bevisbyrden i fo rh o ld til den n o rm alt g æ ld en d e b evisbyr­

d efo rd elin g . E fter såvel kbl. § 5 som n o rm ale bevisby rd ereg ler er d et den, som vil hæ vde, a t et honorar er (åbenbart) urimeligt, som har bevisbyrden herfor. H avde det m ed rpl. § 126 stk. 2 væ ret m eningen at gen n em fø re en regel om , at en a d v o k a t i m angel a f h o n o ra ra fta le skal bevise det frem satte kravs rim elighed, m åtte m an i d et m indste have p ræ ciseret n o g et s å d a n t i loven eller i hvert fald i b em æ rk n in g ern e til loven. D ette e r ikke sket. E n fortolkning, h v o refter § 126 stk. 2 m åtte fravige no rm ale b ev isb y rd ereg ler i a fta le fo rh o ld m åtte i så fald også o m fatte salæ rafta ler, fo r hvilke b em æ rk n in g ern e til § 126 stk. 2 n eto p h enviser sp ø rg sm ålet om a fta len s in d h o ld og ræ kk ev id d e til de sæ dvanlige oblig atio n sretlig e regler fo r afta lers forståelse og udfyldning.

o m stæ n d ig h e d e rn e kan væ re kræ nkelse a f god ad v o k atsk ik , er d et n a tu r­

ligt at rejse sp ø rg sm ålet om , hvad et rim eligt h o n o ra r er.

S pø rg sm ålet om , h vad et rim eligt h o n o ra r er, h a r b ety d n in g fo r fo rto lk ­ n in g en a f de v ejled en d e regler i relatio n til d en konk rete salæ rfa stsæ ttelse og fo r h o n o ra rfa stsæ tte lse n fo r opgaver, hv o r ingen salæ rre g le r findes.

På læ ngere sigt m å d et antages, at salæ rreg lern e bliver så b elaste n d e fo r ad v o k a tv irk so m h e d ern e , at reglerne m å ophæ v es, i hvilken situ atio n sp ø rg sm ålets b ety d n in g vil vokse. M ed frem hæ velsen i b em æ rk n in g ern e til lo vforslaget kan d er ikke herske tvivl om , at et advokathonorar, som er beregnet i overensstem m else m e d de a f m onopoltilsynet g o d ke n d te salær- regler eller andre a f m onopoltilsynet fa s tsa tte regler, ikke er et urimeligt advokathonorar. D isse regler d æ k k er dog kun en del a f ad v o k a tv irk so m ­ h ed e rn es opgaver.

R etsplejelovens og b em æ rk n in g ern es tav sh ed om , hvad o rd e t ’’rim e­

ligt” b ety d er m å betyde, at sp ø rg sm ålet om a d v o k a th o n o ra re rs rim elighed iøvrigt m å b ed ø m m es efter norm ale obligationsretlige regler fo r fa stsæ t­

telse a f v ederlag i g ensidigt b eb y rd e n d e afta lefo rh o ld .

E r d e r in d g ået afta le om ad v o k a th o n o ra re ts størrelse, er afta len som p åv ist i kap. 10.4. gyldig m ed den beg ræ n sn in g , som følger a f aftl. § 36.

E r d e r ikke in d g ået n ogen aftale, er den obligationsretlige hovedregel m e d grundlag navnlig i kbl. § 5, at klienten m å betale, h vad advokaten forlanger, m edm indre klienten godtgør, at honoraret er åbenbart urimeligt.

Kbl. § 5’s u d try k ’’åb e n b a rt u rim elig t” er for a d v o k a te r form elt æ n d ret a f rpl. § 126 stk. 2 til ’’u rim elig ” eller ’’ikke rim elig” . D et e r dog tvivlsom t, h v o r m eget realitet d e r fo r en d o m stols bedøm m else i dag vil væ re i fo rståelsen i prak sis im ellem de to lovudtryk.

D et e r ikke sandsynligt, at en dom stol i dag selv in d e n fo r købelovsom - rå d e t vil d øm m e en k ø b er til at b etale et vederlag, som d o m sto le n fin d er

’’u rim elig t” m ed henvisning til, at v ederlaget ikke er ’’å b e n b a rt u rim elig t” . F o r en m o d ern e o b lig atio n sretlig tan k eg an g u d try k k e r o rd e n e ’’åb e n b a rt u rim elig t” i kbl. § 5 sn arere en to lera n ce i forståelsen a f u rim elighedskri- teriet, som u d try k k er, at do m sto len først tilsid esæ tter sæ lgerens veder- lagsfastsæ ttelse i tilfæ ld e, hv o r k ø b er har overbevist dom stolen om, at sæ lgerens krav er urim eligt.

D en o b lig atio n sretlig e hovedregel u d fy ld e r d en m an g len d e h o n o ra r- eller v ed e rlag saftale i d et gensidigt b e b y rd e m e k o n tra k tsfo rh o ld m ed en regel om , at d en , d e r p ræ ste re r eller leverer en ydelse, fa stsæ tter v ed e r­

laget eller h o n o ra re t h e rfo r in d e n fo r de g ræ nser, som følger a f lovgivnin­

gens regler om aftalers gyldighed. D en n e græ nse er først og frem m est u d try k t igennem b estem m elsen i aftalelovens § 36.

glæ den over sagens u d fa ld bør have fo rta g e t sig, m en ikke så lang, at udviklingen a f neurotiske aggressioner over sagens resultat eller over m o d ­ p artens procedure har dom ineret klientens personlighed eller tankegang.

Der kan ikke være tvivl om, a t en ret kort klagefrist ka n m edvirke til den endelighed a f afgjorte sager, som m odvirker udviklingen a f neuroser hos klienter. En fr is t p å 6 m åneder fr a det tidspunkt, hvor en klient har m odtaget en a dvokats endelige regning fo r løsning a f en opgave b u rd e k u n n e tilg o ­ d ese forbrugerb esk y ttelsesh en sy n et. E fter rpl. 147 b stk. 2 ska l klager i disciplinæ rsager indgives ”inden 3 m åneder efter, at klageren er blevet bekendt m e d det forhold, som klagen vedrører. ” B estem m elsen fin d e r ikke anvendelse p å salærklager.

U an set tav sh ed herom i retsplejeloven og i salæ rtak stern e m å d et a n ­ tages, at ad v o k a tm y n d ig h ed e rn es adgang til at p åk e n d e salæ rk lag er må begræ nses, dels a f de alm indelige forældelsesregler, dels a f o b lig atio n sret­

tens regler om condictio indebiti. H vorvidt de oblig atio n sretlig e regler om sk y ld an erk en d else og om m an g len d e re k la m atio n fin d er an v en d else på a d v o k a te rs salæ rkrav, er uklart. D er synes dog ikke at væ re g ru n d til at an tag e, at a fta le fo rh o ld e t m ellem en klient og h an s a d v o k a t er så frem ­ m e d a rte t fra a n d re afta lefo rh o ld , at de ob lig atio n sretlig e regler ikke sku lle k u n n e finde anvendelse.