Advokatansvarets størrelse

E fter de erstatn in g sretlig e regler er en sk ad e v o ld e r ansvarlig fo r d et a d æ ­ kvate fo rm u e ta b , h a n h a r forv o ld t ved skad efo rv o ld elsen . B ortset fra kravet om , at et form u etab skal væ re ad æ k v at i fo rh o ld til sk ad e fo rv o l­

delsen, g æ ld er d e r ikke i erstatn in g sretten nogen græ nse for, hv o r stort et a d v o k a ta n sv a r kan blive. M ed den udvikling a f sam fu n d e t, vi h a r oplevet i tid en efter d en an d en verdenskrig, er d en øk o n o m isk e væ rdi a f m ange investerin g er og k o n trak ter, hvori ad v o k a te r m ed v irk er som rå d ­ givende, vokset, og derm ed er også vokset størrelsen a f en ad v o k a tv irk ­ som heds m ulige an sv ar for en skadelig rådgivning eller for en fejlek sp e­

dition.

M ed d en b esk a tn in g som her i lan d et g æ ld er for ad v o k a tv irk so m h e d er, er m u lig h e d ern e for at tilvejebringe en blot n o g en lu n d e sto r eg enkapital

6. Se UfR. 1929.236 H D . og 1948.58 H D .

7. U fR . 1931.1048 S H D . En statsau t. rev iso r h av d e u d en fo rb eh o ld a tte stere t et h a n d e lsfir­

m as d rifts reg n s k ab og statu s, u d en at have fo retag et tilstræ k k elig k o n tro lle re n d e u n d e r­

søgelser. H an blev im id lertid frifu n d et i en e rstatn in g ssag , d e r e fte r at firm aet v a r trå d t i lik v id atio n , an la g d es a f en a f firm aets k re d ito rer, fo rd i v e d k o m m e n d e k re d ito r ikke k u n n e g o d tg ø re at have lidt noget tab ved den urigtige o p g ø relse, se også M ogens C h riste n s e n : R evisors Skriftlige E rklæ ringer. K ø b en h av n 1981 p. 150.

8. A. V inding K ru se: A d v o k a tan s v are t.K ø b e n h av n 1985 p. 63.

9. Se også U fR . 1981.755 Ø L D

m an skal læ gge sig fast på, n å r m an skal o p gøre k lientens k u rstab i et u ro lig t o b lig atio n sm a rk ed , jfr. UfR. 1978.185 H D . U n d la d e r en ad v o k at rettid ig at an k e en ta b t retssag eller i tide at indgive en stæ vning, eller u n d la d e r h an at få a fh ø rt et ce n tralt vidne, er ta b so p g ø re lse n afhæ ngig af, hvilket u d fa ld en end elig dom ville have få et; en viden ingen har.

U a n se t at a d v o k a te n kan have p åfø rt sin klient et tab , lader en økonom isk fo r s k e l im ellem et fa k tis k sagsforløb og et u kendt hypotetisk sagsforløb sig

vanskeligt bevise.

M u lig h ed en fo r i erstatn in g ssag en at få prøvet, om in d h o ld e t a f den d o m eller v o ldgiftskendelse, som ald rig blev afsagt, ville have æ n d ret klien ten s stilling, er i p raksis lille.

H a r en a d v o k a t i fo rb in d e lse m ed en p e rso n sk a d eersta tn in g ssa g glem t at kræ ve f.eks. in v alid ite tse rstatn in g i tillæ g til de øvrige krav, h an fik p å la g t sk ad e v o ld e ren a t betale, er opgaven m ed at o p g ø re k lientens tab ikke så vanskelig som i tilfæ ld e, hv o r en afgørelse b ase rer sig p å en ko m p lic ere t bevisførelse, og p å v u rd e rin g er a f d o k u m e n te r og fo rk la rin ­ ger. Selv om m an k u n n e forestille sig, at alle p a rte r og v id n er i sagen blev in d k a ld t i erstatn in g ssag en , ville allered e den tidsfo rsk el, som ligger im el­

lem fo rk la rin g ern e i sagen og i erstatn in g ssag en , og d et fo rh o ld , at k lien ­ tens m o d p a rt i sagen ikke k an p ro c ed ere sine sy n sp u n k ter i ersta tn in g s­

sagen, gøre, at d et er n æ sten u m uligt at tro på, at b ed ø m m elsesg ru n d la g et i ersta tn in g ssag e n ville svare - blo t n o g en lu n d e - til det b ed ø m m elses­

g ru n d lag , som ville have væ ret til stede fo r de d om m ere, som skulle afsige d en dom , som ald rig blev afsagt. E n d n u vanskeligere bliver det, hvis de forsøm m elser, som a d v o k a te n søges p ålag t an sv ar for, er b egået i fo rb in ­ delse m ed førelsen a f en voldgiftssag h e r i lan d et eller i u d la n d e t, og hvor en o rd in æ r dom stol skal søge at vurd ere, hvilken rolle de fo rh o ld , som ad v o k a te n kritiseres for ikke at have efterlevet, ville have haft fo r v o ld ­ giftssagens u d fald .

Hvem skal i erstatn in g ssag en p ro c ed ere rigtigheden a f de sy n sp u n k ter, som m o d p a rte n fik m ed h o ld i? D et fo rek o m m er ikke troligt, at den ad v o k a t, m od hvem erstatn in g sk rav søges genn em fø rt, skal p åtag e sig m o d p a rte n s p ro c e d u re u n d e r erstatningssagen.

Til d et sagte kom m er, at retsplejem æ ssige og retskraftsm æ ssige hensyn b e g ræ n se r d o m sto len es ad g a n g til i erstatn in g ssag er at prøve og at u d tale sig om d en retsstilling, som gennem d en afsagte dom er skab t om kring k lien ten s m o d p a rt i sagen.

M an m å d e rfo r nok accep tere, at d er b estår sæ rdeles ringe m u lig h ed er for, at d en d o m sto l, som skal d øm m e i erstatn in g ssag en m od

advokatvirk-d en p ro fessio n elle sta n advokatvirk-d a radvokatvirk-d s krav, m å u advokatvirk-d talelsen afgives a f a advokatvirk-d v o k a trå advokatvirk-d e t, jfr. § 19 i a d v o k a tsa m fu n d ets vedtæ gt. E fter v edtæ gtens § 19 stk. 5 kan en såd a n u d talelse fra a d v o k a trå d e t dog ikke kræ ves til b ru g ved sager fo r a d v o k a tn æ v n e t eller for en kredsbestyrelse. D ette betyder, at en a d ­ v ok at, som er in d k lag et for næ vnet, ikke kan få råd ets u d talelse om , h vorv id t h an h a r h a n d le t i overensstem m else m ed d en p ro fessio n elle sta n d a rd s krav. H a r næ v n et tag et stilling til, at en a d v o k a t h a r k ræ n k et kravene til god adv o k atsk ik , og rejses d er efterfø lg en d e erstatn in g ssag for do m sto le n e, fo rh in d re r v edtæ gtens § 19 stk. 5 ikke, at a d v o k a trå d e t afgi­

ver en u d talelse om d en professio n elle sta n d a rd s krav til bru g fo r d o m ­ sto lsb e h an d lin g en . O m det overh o v ed et kan tæ nkes, at ad v o k a trå d e t vil gøre n oget såd a n t, og om a d v o k a trå d e t i en såd a n u d talelse ville d e sa v o u ­ ere næ vnets vurderin g , m å læ seren tage stilling til. D et m å væ re i alles interesse, at ad v o k a trå d e ts u d talelse k om m er fø r n æ v n sb eh an d lin g en .

D isse fo rh o ld sam m en h o ld t m ed ad v o k atn æ v n ets m an g len d e k o m p e­

ten ce til at afgøre erstatn in g sk rav im od a d v o k a tv irk so m h e d er gør, at næ v n et fo r ikke at kom m e til at p ræ ju d icere en d o m sto ls erstatn in g sret- lige afgørelse, b ø r b eg ræ n se sin d iscip lin æ re virk so m h ed til først at virke efter, at ersta tn in g sk ra v er endelig t afgjort, m ed m in d re d e r er tale om sager, hv o r d et er sikret, at erstatn in g sk rav im od a d v o k a te n ikke vil blive frem sat. At næ vnet hidtil ikke h a r efterlevet et så d a n t retssik k erh ed sh en - syn, er beskrevet o v en fo r i kap. 6.2.

F o ru d sæ tn in g e n for, at d e r kan blive tale om at d isk u tere e rsta tn in g s­

an sv a r i fo rb in d e lse m ed en opgaves løsning, er, at a d v o k a te n gennem o p g av elø sn in g en har på fø rt klienten et tab. A d v o k atan sv aret ad sk iller sig fra m ange a n d re p ro fessio n elle rådgiveres an sv a r ved, at d e r n o rm alt a ld rig i fo rb in d e lse m ed løsning a f en ad v o k ato p g av e forvoldes sk a d e på personer eller ting. 4) A dvokatvirksom heders erstatningsansvar vil typisk

være ansvar f o r ren form u eska d e.

O p g ø relsen a f en fo rm u e sk ad e rum m er ofte ikke p roblem er. Er en post o b lig a tio n e r fo rsv u n d e t i et d ø d sb o eller kom m et på afveje, h a r en a d v o ­ kat frigivet en d e p o n e re t købesum i strid m ed vilkårene fo r købesum m ens frigivelse, og bliver ejen d o m sh a n d e le n ikke genn em fø rt, ru m m er d et ikke de store v an sk elig h ed er at gøre ta b e t op.

V anskeligere bliver det, hvis m an ikke h a r noget sæ rligt k en d sk a b til, h v o rd a n det ville væ re gået, hvis klienten hav d e h a n d le t an d e rled es, end h an gjorde. F o rsø m m er en ad v o k a t at fæ rdiggøre en e je n d o m sh a n d el h u rtig t og at hjem tage et lån, kan d et væ re vanskeligt at vide, hvilken d ato

4. T in g sk ad e kan d o g tæ n k es, f.eks. h v o r en a d v o k at o v erser en tin g ly st serv itu t i en byggesag, og en bygn in g bliv er ulovlig og m å bygges om .

S am m en lig n er m an de to d e fin itio n e r er d et vanskeligt at se forskel.

A. Vinding K ruse sam m en lig n er b egrebet god ad v o k atsk ik m ed culpa- b eg reb et fo r ad v o k atan sv ar.

"H vad særligt angår retsstandarden "god a d vo ka tskik " m å det betones, a t den n e fø r s t og fre m m e st tager sigte m o d en m oralcodex f o r a d vo k a tsta n ­ den og ikke im o d de i erstatningsretlig henseende relevante agtsom hedskrav.

Tilsidesæ ttelse a f g o d a d vo ka tskik ... vil ku n n e m edføre disciplinære fø lg er f o r den p å gæ ldende ad vo ka t ... m en vil e.o. ku n n e være afgørende fo r pålæ ggelse a f erstatningspligt, m en overtrædelse a f standarden vil dog kun undtagelsesvis m edføre tab f o r klienten. M en er d ette tilfæ ldet vil der fo r ­ m entlig være fo rm o d n in g fo r erstatningspligten. ”

D er er g ru n d til at tage sk arp t afsta n d fra en o p fattelse, som sæ tter lighedstegn m ellem d et erstatn in g sretlig e cu lp ab e g reb for ad v o k a ta n sv ar og b eg reb et god advokatskik. I kap. 6.2. er b eg reb et god advo k atsk ik b e h a n d le t, og d et er påvist, at det som retlig sta n d a rd er u egnet som g ru n d la g for retlige san k tio n er, så læ nge begrebets in d h o ld hviler på a d v o k a tn æ v n e ts skøn og er frigjort fra fo rm u lered e norm er.

I kap. 6.2. e r gen n em g ået en ræ kke næ vn sk en d elser, hvor ad v o k a tn æ v ­ n et e r gået m eget vidt i retn in g a f at gå in d i spørgsm ålet, som h en h ø re r u n d e r d o m sto len es prøvelse, så tæ t at næ vnets afgørelse i prak sis vil p ræ ju d ic e re d om stolsprøvelse.

S ager om advokaters erstatningsansvar afgøres a f dom stolene, m ed m in ­ d re d e r indgås sæ rlige v o ld g iftsaftaler om sp ørgsm ålets afgørelse. A dvo­

k a tn æ v n et h a r ingen kom p eten ce til at tage stilling til sp ørgsm ålet, om en ad v o k a tv irk so m h e d er erstatn in g san sv arlig fo r en o pgaveløsning. U n ­ d e r fo rb ered e lsen a f revisionen a f retsplejelovens afsnit om ad v o k a te r a n m o d e d e fo rb ru g e rrå d e t retsplejelovsudvalget om at gøre a d v o k a tn æ v ­ net k o m p e te n t til også at k u n n e afgøre erstatningssager. D ette afviste udvalget. 5).

At a d v o k a tn æ v n e ts pro cesfo rm ikke egner sig til at genn em fø re ersta t­

n in g ssag er e r ret klart. D e fo rn ø d n e g a ra n tie r fo r en rigtig afgørelse er ikke til stede, og i hvert fald en del a f ad v o k a tn æ v n e t, som b estår a f ik k e-ad v o k ater, k an ikke påreg n es at have k en d sk a b til in d h o ld e t a f d en pro fessio n elle sta n d a rd s krav. S pørgsm ålet om fastsæ ttelsen a f d en p ro ­ fessionelle sta n d a rd s krav in d e h o ld e r behov fo r et d y b t k e n d sk a b til, h v o rd a n a d v o k a tv irk so m h e d er a rb e jd e r og tæ n k er, n å r de lø ser deres opgaver, og u d viklingen a f d en professio n elle sta n d a rd s krav ru m m er såvel faglige som erhvervspolitiske asp ek ter, som er ad v o k a tn æ v n e t frem ­ m ede. Skal d e r til en erstatn in g ssag afgives en u d talelse om in d h o ld e t a f 5. Betænkning 871/1979 p. 142 og p. 58.

En fastslåen af, om d e r fra en ad vokats side er b egået en uforsvarlig handling eller undladelse, ru m m er ikke de største p ro b lem e r i ersta tn in g s­

sag er im od ad vokater.

O m en a d v o k a t h a r h a n d le t i strid m ed sin klients in stru k tio n e r, om en a d v o k a t h a r k ræ n k et d en professio n elle sta n d a rd s krav fo r en o p g a ­ veløsning, eller om en ad v o k a t i opgavelø sn in g en ikke h a r o p fy ld t den g ennem praksis sk ab te tra d itio n , vo ld er i prak sis n o rm alt kun p ro b lem e r i sager, hv o r sp ø rg sm ålet rejses, om ad v o k a te n b u rd e have fo rm u leret opgav en b re d ere og m ere o m fatten d e , en d h an gjorde, jfr. kap. 3.2. og 6.3., eller hv o r d e r skal tages stilling til g ræ nsen im ellem en forsvarlig og en uforsv arlig skønsudøvelse.

O m en ad v o k a tv irk so m h e d i sin opg av elø sn in g h ar handlet i strid m ed g o d a d vo k a tsk ik h a r kun ringe interesse for en erstatningssag. M ed det in d h o ld , som b eg reb et adv o k atsk ik fik i 1982, b u rd e d et væ re lige så u in te re ssa n t fo r bed ø m m elsen a f en ad v o k ats ersta tn in g sa n sv a r at k o n sta ­ tere, at en a d fæ rd h a r v æ ret i strid m ed god adv o k atsk ik , som d et for en ersta tn in g ssag er at k o n statere, at sk ad e v o ld e ren i fo rb in d e lse m ed ska- d efo rv o ld elsen er blevet straffet fo r overtræ d else a f fæ rd selslo v en eller a f arb ejd s- og fabrikslovgivningens regler. K un i tilfæ ld e hvor d en a d ­ fæ rd , som a d v o k a tn æ v n e t sa n k tio n e re r som væ ren d e i strid m ed god ad v o k a tsk ik , h a r k ræ n k et en fo rm u leret regel, som h a r som form ål at sikre rådgiv n in g en s - eller o pg av elø sn in g en s kvalitet eller, som h a r som form ål a t b eskytte klientens interesser i opgavelø sn in g en s re su ltat, k u n n e m an overveje at lad e en ad v o k a tn æ v n sk en d e lse få b ety d n in g for den e rsta t­

ningsretlige bed ø m m else, m en som påvist i kap. 6.2. findes så d a n n e fo r­

m u lere d e regler ikke fo r ad v o k a tn æ v n e ts afgørelser.

M edens d e r ikke b ø r herske tvivl om rigtigheden af, at d et fo rh o ld , at ad v o k a tn æ v n e t fin d er, at god ad v o k atsk ik er kræ nket, er u d en b ety d n in g fo r b ed ø m m elsen af, om an sv a rsg ru n d lag fo r et e rsta tn in g sa n sv a r fo relig ­ ger, er d et tvivlsom t, om sæ tningen u d try k k er den g æ ld en d e tilstan d .

Som næ v n t i kap. 6.2. defin eres god adv o k atsk ik i betæ nkning 8 7 1 /1 9 7 9 som "den adfæ rd, som gode og om hyggelige fa g lig t kom petente advokater udviser, og som opfylder de fa g lig e og etiske krav, der p å grundlag a f lovgivningens regler m å opstilles. ”

I sin bog om a d v o k a ta n sv are t 3) definerer A. Vinding K ruse culpanor- m en f o r advokaters erstatningsansvar som, a t "advokaten har på fø rt sin klient et fo rm u e ta b som fø lg e af, a t han har udført rådgivningen og øvrige betroede opdrag og ekspeditioner m e d m indre om hu og påpasselighed end en g o d og ordentlig a d vo ka t norm alt ville have gjort i et tilsvarende tilfælde. ”

3. A. Vinding Kruse: Advokatansvaret. K øbenhavn 1985 p. 13 f.

D et p ro fessio n elle an sv a r er an d e t end et helt eller delvis forsikrings- d æ k k et erstatn in g san sv ar. U an set m æ ngden a f sager hos ansvarsforsik- rin g sselsk ab er fo rek o m m er den erstatn in g sretlig e konsekvens at væ re vildt o verdrevet i v u rd erin g en a f d et professio n elle ansvars b ety d n in g for en rådgivning eller for en stand. D et fo rek o m m er u m id d e lb a rt rigtigere at se på d et p ro fessio n elle an sv ar bag en rådgivning, d e r er i o rd e n (og hv o r sp ø rg sm ålet om ersta tn in g sa n sv a r allered e derved er u in tere ssa n t) en d at an sk u e d et p ro fessio n elle an sv a r ud fra en uforsvarlig rådgivning, som h a r p å fø rt klien ten tab. R åd g iv erh o n o rare t er ikke en ansvarsforsik- rin g sp ræ m ie fo r tab, som k lien ter lider, fordi en rådgivning h a r vist sig at væ re uforsvarlig. H o n o ra re t er som påvist i kap. 10.2. v ederlaget for v æ rd iern e i videste fo rsta n d a f alle d e elem enter, som in d g år i løsningen a f d en opgave, som rådgiveren in d e n fo r sit fa g o m råd e sto rt set selv fo rm u lerer og løser u n d e r d en professio n elle sta n d a rd s krav.

D et professionelle ansvar er et udtryk f o r rådgiverens forpligtelse til inden­

f o r sit fa g o m rå d e a t præ stere den rådgivning - ydelse eller opgaveløsning - som er relevant f o r og tilstræ kkelig til a t opfylde det behov, som begrunder, a t klienten har søgt rådgiverens bistand.

D ette ansvar har en rådgiver i enhver opgave, han påta g er sig. Således fo rm u leret u dtrykker det professionelle ansvar rådgiverens pligt til a t opfylde den professionelle standards krav og til a t opfylde den gennem praksis ska b te tradition f o r rådgivningsvirksom hedernes udøvelse.

I d e t følg en d e skal b eh a n d le s enkelte m ere o v e ro rd n ed e spørgsm ål om k rin g ad v o k a tv irk so m h e d en s ersta tn in g san sv ar, som spørgsm ål om an sv a rets g ru n d lag , om ad v o k a ta n sv are ts størrelse, om ad v o k a ta n sv are ts regulering sam t om , hvem d e r h æ fter for et ad v o k a ta n sv ar. En frem stilling a f en egentlig ersta tn in g sre t fo r a d v o k a te r vil ikke blive forsøgt. N oget så d a n t ville væ re m eningsløst så k o rt tid efter, at A. Vinding K ruse i 1985 h a r rev id eret sin bog: Advokatansvaret.