Barrierer i form af arbejdsgiveres deciderede fordomme om etniske minoriteter

m u ligheder for at udføre arbejdet. D enne usikkerhed, som tilsyneladende b under i m anglende konkret viden om etniske m inoriteter, kan ofte føre til, at etniske m inoriteter allerede i første runde a f en ansøgningsprocedure væ lges fra ."" En anden barriere er, at arbejdsgiverne sjæ ldent kan finde ud af, hvad udenlandske videregående uddannelser svarer til i D a n m a rk ." 1

En ingeniør udtaler:

“Jeg ved ikke, hvad de tænker, når de frasorterer en med en anden etnisk baggrund. Jeg tror mest, de tænker, at de ikke kan forudse, hvordan den person med en anden etnisk baggrund tænker, eller hvordan han reagerer på en situation. De er usikre.”

5.3.4. Barrierer i form af arbejdsgiveres deciderede fordomme om

aldrig chanchen for at bevise for arbejdsgiverne, at den tankegang, de har lært, er forkert.”

Han u dtaler i en anden sam m enhæ ng:

“Det er synd, at 1 kan ikke bruge os, det er en kæmpestor resource, som det danske samfund har betalt for. I snakker hele tiden om, at der er brug for ingeniører, at man må importere ingeniører – specielt fra de østeuropæiske lande. Når man hele tiden oplever et krav om, at sproget er nødvendigt, hvordan kan det så være, at folk fra Osteuropa bliver inviteret herover til. Altså vi har ikke noget imod dem, men det er en dobbelt­

moralsk politik. De kan slet ikke dansk, når de kommer her til landet. Men 1 stiller hele liden sprogkrav til ingeniører uddannet herfra. I stiller ikke de samme krav til folk derfra. Hvis folk er fra mellemøsten eller fra tredje-verdenslande, duer de ikke til noget som helst, selvom de er uddannet i Danmark. Den der måde man kigger på folk, den der måde man behandler folk på, det må være forskelsbehandling på en eller anden måde.

Ellers hvorfor er folk fra østeuropa gode nok, selv om de ikke kan sproget? Mens folk fra den tredje verden, de ikke er gode nok, selvom de er meget bedre til sproget.”

En anden ingeniør fortæ ller:

“ Engang havde DANIDA opslået en annonce, hvor de søgte en ingeniør med energibag­

grund, som skulle arbejde i Afrika. Jeg havde både den faglige kompetence og kompe­

tence til at arbejde i Afrika. Jeg skrev ansøgningen og var selv ude med den og mødte ham, der havde med stillingen at gøre. Han spurgte mig, hvor jeg kom fra? Jeg svarede, at jeg kommer fra det afrikanske land Y. Så sagde han, at det overraskede ham, at en [person fra det land] kunne nå så langt.”

En a f læ gerne udtaler:

“Jeg afleverer altid min ansøgning personligt til den relevante overlæge eller afdelings­

læge. Jeg er bange for, at man skærer alle over en kam. Altså et udenlandsk navn er et udenlandsk navn, uanset hvor længe du har boet i Danmark, og hvor god du er til at tale dansk. Derfor må jeg aflevere min ansøgning personligt for at vise, at jeg kan sproget og ser rimelig almindelig ud.”

En anden læ ge har en tilsvarende opfattelse:

“Det er fordi, at jeg har den holdning, at man selv skal ud og aflevere sine ansøgninger.

Dels lige for at sige goddag og vise hvem man er, og vise at man godt kan tale dansk, og at ansøgningen ikke bare er noget, man har skrevet ved hjælp af en ven. For netop at komme fordomme og sprogproblemer i forkøbet."

En tredje læ ge udtaler:

“Jeg tror da også, at det trækker nedad i kvalifikationerne, at man har et navn, der lyder lidt skævt. De vil nok hellere ansætte én, der hedder Anders eller Peter eller Rasmus end én, der hedder Abdullah.”

E ndnu en læ ge fortæ ller:

“Jeg søgte en stilling på infektionsmedicinsk afdeling. Jeg har stor erfaring inden for tropemedicin og alt det der med infektion fra mit hjemland. Jeg ringede så til overlægen

efter den sidste ansøgningsfrist var udløbet, og spurgte, hvad mine chancer var. Han sagde, at der var 50 ansøgere til den stilling. Der var 45 danske læger, så hvorfor skulle han lige lage mig. Det sagde han klart og tydeligt. Han lagde ikke fingrene imellem:

“jeg har mange danske læger, så hvorfor skulle jeg tage dig.” Lægen fortsætter i en anden sammenhæng: “Det er ikke sproget. Man kan ikke længere gemme sig bag den forklaring. Det er klart, som du siger, at man taler dansk med accent. Derfor kan sygeplejerskerne nogen gange ikke forstå lægen, og sekretærerne bruger 3 minutter ekstra på at skrive dikterede notater. Det er ikke sådan, at man ikke kan forstå. Det er ikke sådan, at man ikke kan fungere som læge. Altså det er ikke det sproglige niveau, der er problemet. Det er simpelthen det, at de tænker, åh gud, hvilket tøj vil han have på, når han kommer på arbejde. Eller den her standard: lugter han af hvidløg hver dag.

Det er mere på det niveau, det foregår.” Om sprogets rolle i relation til patienterne fortæller lægen: “ Det er klart, al slandardspørgsmålet fra patienten er: hvor kommer du fra. Det næste spørgsmål, der kommer, er: hvor lang tid du har boet her. Den tredje standardkommentar er: hvor taler du godt dansk. Og du ved, det er den rækkefølge.

Men kan man sproget, så er man kommet forbi en eller anden barriere. Det er meget interessant det med sproget. Sproget vægtes så voldsomt højt i Danmark.”

En ingeniør udtaler:

“Jeg ved jeg ikke, om det var på grund af mit navn eller sådan noget, men jeg blev ikke kaldt til samtaler. Når jeg prøver at spørge arbejdsgiverne, kommer de normalt med nogle undskyldninger. Eksempelvis siger de, at etniske minoriteter har sproglige problemer, at etniske minoriteter har kulturproblemer og alt det der. Men undskyldnin­

gerne gælder ikke mig. Fordi da jeg snakkede med dem i telefonen, fandt de altså ud af, at vi kommunikerede meget godt sammen.”

I m ange tilfæ lde k om m er fordom m ene ikke direkte til udtryk over for de etniske m inorite­

ter, der sø g er jo b . En ingeniør udtaler:

“Når man ved, at de mangler folk, og de ikke tager os, så må det være noget med vores hudfarve. Men der er ting, som de ikke siger ligeud.”

En anden ingeniør siger:

“Det er ikke, fordi jeg ikke kan unde mine klassekammerater de job, som jeg har søgt.

Jeg kan godt unde dem del. Og det var oven i købet nogle, der havde dumpet til SAP- certificeringen. Så kan jeg ekstra unde dem det. Men jeg havde bestået certificeringen, og jeg kom til jobsamtale derovre, o gjeg fik et afslag, fordi jeg desværre ingen erfaring havde. Men vi snakker om 5 år, hvor jeg har været arbejdsløs, hvor jeg har været igennem alverdens sjove ting og projekter, ogjeg ved ikke hvad. De der fik jobbene var lige kommet ud af skolen, og så havde de taget den der SAP uddannelse.”

Til spørgsm ålet om , hvorfor han ikke fik den konkrete stilling, svarer ingeniøren:

“Det er meget vel på grund af oprindelsen. Om den er dansk eller ikke dansk. Det følte jeg, og det er nok også helt sikkert, men altså det går jeg ikke så meget op i. Der er sgu så mange ting, som er gode. Men som jeg begyndte med at sige, jeg kan sagtens unde en stilling som jeg har søgt på til en a f mine gode venner fra klassen. Men det var sådan ekstra bittert, at jeg havde bestået certificeringen, og jeg knoklede røven ud, og jeg havde været flittig på alle tingene. Jeg følte mig rimelig godt udrustet til stillingen og stedel. Så endte det med at være en der havde dumpet certificeringen og måske var knap

så flittig som jeg, der fik jobbet. Han fik jobbet, bare fordi han havde et dansk navn i stedet for et afghansk navn. Det var selvfølgelig det, der var bittert. “

I C O W I-undersøgelsen bliver religiøse forpligtelser frem hæ vet som etp ro b le m i forbin­

delse m ed at b estride et j o b . 113 D er eksisterer m yter om , at for eksem pel alle m uslim er skal b ed e 5 gange om dagen på bestem te tidspunkter, og at der er behov for sæ rlige bederum på arbejdspladsen. På basis a f interview ene m ed de etniske m inoriteter afviser C O W I-rapporten, at dette er en norm , som er generelt gæ ldende for alle m uslim er. M ange har et afslap p et forhold til deres religion og de dertil knyttede ritualer, og de fleste beder uden for arbejdstiden. I den forbindelse udtalte en a f de interview ede m æ nd i C O W I- rapporten: “ I Pakistan skal busserne jo også køre. D er kan man heller ikke gå ud og bede fem gange om d ag en .”

En læ ge fortæ ller i den forbindelse:

“Praksislægen forsøgte at fa byttet mig bort, da han skulle have mig ud i tumus som praksis-reservelæge. Han viste sig efterfølgende at være en flink fyr. Men han gad ikke de praktiske problemer, han troede ville være forbundet med at have en reservelæge, som var fundamentalistisk muslim. Bytteriel lykkedes ikke, og det blev et vældigt godt turnus-ophold, som også efterfølgende udløste et vikariat.”

En ingeniør udtaler:

“Det, som mange kommer med som argument for ikke at ansætte folk med etnisk baggrund, det er udtryk for nogle fordomme. Fordommene går på, at de er muslimer, at de ikke drikker bajere, at de ikke spiser svinekød.”

M ange gan g e er d er fra virksom hedernes side tale om handlem åder, der b u n d er i stan­

dardforestillinger, vaner og trad itio n er.114 O fte er det frygten for forventede reaktioner blandt m edarbejdere eller disses direkte form ulerede m odstand og derm ed ønsket om problem frihed, der afholder virksom heder fra at ansæ tte etniske m in o ritete r.115

En ingeniør fortæ ller:

“Altså det er sådan, som du og mange andre her i landet hører i medierne. Angst og uvidenhed overfor fremmede. Det er generelt det, plus noget andet også. Og så er der navne som Saddam Hussain. De gør det selvfølgelig ikke nemmere for os muslimer, der bor her i landet. Fordi fordommene bliver større: Han stammer fra Afghanistan, født i Pakistan, han må have bedt mindst 10 eller 15 gange om dagen og går nok rundt med en eller anden dolk og ryger tjald i fritiden. Sådan en type kan man ikke bare lige snakke med eller komme med nogle vitser til. Så kan det være, at han river hovedet af en af os.

113. COW I, s 82.

114. AM , Rapport fra arbejdsgruppen om Ledige højtuddannede etniske m inoriteters arbejdssituation, s 14.

115. O ttosen, s 63.

Det er fordomme, ja. Det er angsten. Der er også nogle andre banale ting, som jeg helt sikkert også ved er en del af årsagen. Det er sværere at tage en fremmed, der skal ind i systemet og tilpasse sig. De tror, det er sværere at fa ham til at køre ind i systemet:

Kan han nu kommunikere med resten af afdelingen eller virksomheden? Hvad med e- mail? Hvad hvis vi nu lige skal snakke sammen – altså er lige over for hinanden? Kan han rapportere, kan han komme med en månedsrapport eller et eller andet over, hvad der er sket osv. Der vil sikkert komme nogle misforståelser, og så skal vi sikkert bruge ekstra meget tid på ham. Hvorfor skal vi gøre det? Det er der ingen grund til. Vi ved da godt, at Poul Erik Kristensen på 28 år, som også er uddannet ingeniør, har knapt så gode karakterer fra sit ingeniør-studie, men det er jo heller ikke de karakterer, der betyder noget. Det er lettere, for han er en af os, og så skal vi heller ikke bruge så meget tid på kommunikationen. Han beder ikke 5 gange om dagen eller 10 gange om dagen eller 20.

De tror, de tror, og andet er det ikke. De tror det kun. Som sagt er det ikke andet end fordomme og uvidenhed. Jeg er helt sikker på, at mange af dem der sidder i lederstillin­

ger faktisk meget sjældent har kontakt med nogle fra Nørrebro – fremmede. Det tror jeg ikke. Fordi, vel findes der ballademagere blandt fremmede, det gør der sgu også mellem danskere. Men sådan en lille gruppe fra Blågårdsgade på Nørrebro og andre steder, de skal i hvert fald ikke være skyld i at andre, veluddannde, fornuftige mennesker, der vil noget i livet, at de ikke far mulighed. Jeg synes lederne er nogle stakkels mennesker, fordi der er så uvidende. De tænker, at kvinderne er undertrykte i Afghanistan og ansøgeren er afghaner: Ham skal vi ikke have i virksomheden, der har vi nogle kvinde­

lige ledere. Det kan vi ikke rigtig have, for hvis hun kommer og siger til ham, at han lige skal det og det, så flipper han da ud, og siger at kvinder ikke skal fortælle ham, hvad han skal.

Sådan nogle faktisk meget åndsvage tankegange i år 2000 hos nogle mennesker i sådan et industriland som Danmark – jeg er overrasket.”

En anden ingeniør udtaler:

“Jeg var til jobsamtale hos en dame. Det første hun spurgte mig om, var, hvordan jeg havde det med, at min chef er en dame? Altså helt ærligt, hvis jeg nu gik med noget mærkeligt tøj som nogle muslimer gør, så kunne jeg godt forstå det. Men jeg er lige­

glad, om min chef er en dame. Faktisk er det bare bedre, hvis det er en dame, så dufter hun godt. Så meget kan jeg sige, altså helt ærligt. Jeg forstår ikke det der, den måde de stiller spørgsmål. Man kan jo se med det samme på en, om man er religiøs, om man er sådan en muslim, der ikke vil have noget med damer at gøre. Bare man kunne bytte en danskers og en udlændings hjeme, bare man sådan kunne skifte sjæl et øjeblik. Så kunne vi bedre forstå hinanden og hinandens situation.”

S æ rligt er der stæ rke fordom m e om m uslim er og om ram adanen. En ingeniør fortæ ller om en jo b sa m ta le, at det eneste, arbejdsgiveren fokuserede på, var, om han var m uslim :

“Jeg sidder og fortæller ham i to timer, hvad der er min baggrund. Og han forstod fuldstændig, hvad jeg snakkede om. Jeg sagde til ham mange gange, at jeg ikke er religiøs. Så lige to-tre minutter før vi blev færdige, spurgte han mig, om jeg spiser svinekød. Jeg blev sur, og sagde at jeg ikke gad snakke mere, fordi han ikke lyttede efter. Jeg sagde til at ham, at: uanset hvad jeg siger, så lader du dine fordomme styre dig. For du hører ikke efter, hvad jeg fortæller dig. Jeg har jo fortalt d ig i to timer, at jeg

slet ikke tænker religiøst. Jeg er slet ikke muslim. Jeg har jo fortalt dig, at jeg har været flygtning her i mange år, fordi der har været en islamisk regering i Iran. O gjeg kan ikke lide, at man blander politik med religion. Han lyttede ikke til mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke er muslim. Men hvad så altså hvis jeg nu var muslim? Lever vi ikke i et demokratisk land? Altså hvad rager det egentligt ham?”