Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Hansen, Mads.; af Mads Hansen.
Titel | Title: Sange
Udgavebetegnelse | Edition Statement: 3. Opl.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Th. Michaelsen & Tillge, 1867 Fysiske størrelse | Physical extent: [4], 85 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.
sM
DET KONGELIGE BIBLIOTEK ? DA1.-2.S 53 8°
1 1 53 0 8 05946 5
I - .i ___ ,! J
. - t & e x
\
\
t'
* 2 *
"i*#:
&
feife
é
«
A F
MADS HANS EN,
UNGKARL.
T R E D I E . O P L A G .
KJØBENHAVN.
TH. M I C H A E L S E N & T 1LLGE.
(C. G. 1VER8ENS BOGHANDEL.)
1861
I n d h o l d .
--- Side
5 Sangen (Mel. Klare stjerne, du som strå ler)... 1.
[ For Kongen (Mel. Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden)... 3.
I Mindesang om Kong Frederik den Syvende (Mel. Dronning Dagmar ligger i Ribe syg)... 5.
I Det danske Folk og dets K o n g e... 7.
p Til Danmarks B øgeskov... 9.
j Fædrelandssang (Mel. Vi Sømænd gjør ej mange O rd)... 10.
I Det andet Dannevirke (Mel. Vort Fødeland var altid rigt) 12. /[ Mindesten og Grændsesten (Mel. Kong Kristian lægger ned sit Sværd)... 14*
j Vort Maal (Mel. af H. Hansen og E. Hornemann)... 16.
g Skytteforeningssang (Mel. Og det var i Aaret 1807)... 18.
g Sang for unge danske Krigere (Mel. af H. Hansen)... 20.
j Hilsen til Skytteforeningerne (Mel. Kong Kristian stod ved højen Mast) ... 22.
' Fyen (Rings Drapa af B. Crusell)... 23.
3 Den femte Juni (Mel. Herr Peder kasted Runer over Spange)... 25.
S t For Folkefesterne (Mel. Danmark dejligst Vang og Vænge) 27. II Til „Hundstrup-Vesterskjerninge Sangforening14 paa Rej- i sen til Flensborg i Anledning af Løve-Gravmælets Afsløring den 25de Juli 1862 ...1... 29.
j L øvern e... ... fj For Nordens Sag (Mel. Frithiofs farvål)... 35.
T Til Nordens Kvinde (Frithiofs vikingabalk samt Mel. af E. Horneman og N. P. Hillebrandt)... 38,
• i,
Side
Prindsesse Alexandra (Mel. af H. H ansen)... 40.
Mod V aaren... 43.
Danmarks V aar... 44.
Danmarks Høst (Mel. Vi Sømænd gjør ej mange Ord) . . . 46.
H østnatten...49.
A ften en ... .'... 51.
De kjære S te d e r ... 53.
V enskab... 55.
Sømandsbrudens Sang (Mel. Du er rig, du er dejlig, o Syd !) 56. Til en Confirmant... 58.
Bryllupssange 1—4. M... 59.
Ved Ligfærd 1 — 8 ... 65.
Sange af utrykte Skuespil. 1. Holger Danske (Mel. Herr Oluf han rider saa vide om L and)... 68.
2. Danmark (Mel. Hvi sjunges evigt om S p artan er?).... 70.
3. Opraab (Mel. Skuden er klar og Kulingen frisk)... 72.
4. Sagn og Syner (Mel. af „Gjøngehøvdingen1*)... 74.
5. Bondens Sang (Mel. Jeg var en lystig Ungersvend)... 76.
6. Kvindens S k a a l... 78.
7. Er skreven til den norske Folkevisetone: „Aa kjøra Vatn aa kjøra Ve“ ... 80.
8. Mel. Hel sjelden rørtes Pen og B og... 82.
9. Mel. Lad dadle Kvinderne hvo v il... 84.
S a n g e n .
Ton min Harpe mildt og stille Gjennem Nattens Taagestrømme
Over Dal og Skov og Vang,
Som en Bæk blandt Roser vilde, Dristigt som en Ynglings Drømme,
Sødt som Nattergalens Sang.
Sus igjennem Bøgelunden,
Hvor min bedste Fryd har hjemme, Som en Elv igjennem D a l ,
Som et Suk i Aftenstunden,
Som en Kvindes bløde Stemme, Som en Luftning let og sval.
Kjender du min stille Længsel?
Kan du om min Attraa tale?
Kan du tolke Hjertets Trang?
1
Kan du sprænge Tankens Fængsel Og min Fryd og Smerte male
I din Tones dybe Klang?
Milde Tone! du som svinger Højt dig over - Bj ergetinder, D u, som ingen Grændse har,
Løft. min" Aand .paa'idine'Vinger -i tA.1 Over Sky, hvor Solen .skinner«ni.o >1 boM .Evig mild^og’lys,1 og klar.f h -sib gO
Ltju'guiajsi'f vished tov tL« natøLS gO oiioi s IT 8i'in/rf«.pCE ‘’n -
, ;r,TOf] yKS^i) le iiiVlb gO
• 9 0 0 7 2 V Q iU S -i r .i ' t ‘>i -V* 1 & i ‘J i M b ( 3
i ge-t? to'rG no g a o g o v li
2rt£fi go ‘Jfi* V ?. trO
i - “• • V , -
•i*...-? i i;i !>’ r- r - ti :1'.-
/muttø aoorttlislA n fl
« d>ojrø£ f’ttyi? ^!- in‘t <iv>i bao'S ma fii gat-w;
- - 1-
a;;,- ^ yj
' L .* :* *O
jTisUj ajftxlo’l liv) boa g3.ia btmS. ,ia g.wisidvHT - v
4. go fx-i./
C'
p . !' 1 /' **
5? ^ grt.w!v.UiJ gé i>»i siiiu *Ht <.-Xi
A i - i . ...
.1
0 Por^Rongei i . ^
i. i— .
Der er en ^hellig Kilde i vort Hjerte Med Kongelys omkring den stille Bred,
__ __ %
Og disse Blomster er vor Troskabs Kjerte, Og Kilden selv vor bedste Kjærlighed.
Hvergang en Drot steg ned af Danmarks Throne Og drak af dette Væld i Folkets Barm,
Da blev ham lettere den tunge Krone, Og stærkere hans Vilje og hans Arm.
Og der er Lægedom i Kildens Vande, Thi Malmets Aarer flyde i dens Grund,
Og den har Tilløb fra de dybe Strande, Og den kan aldrig tømmes til sin Bund.
Hvergang en Drot steg ned til Folkets Hjerte Med aabent Saar, med ømt og trykket Bryst, Da fik han Ro og Lindring i sin Smerte,
Og i sin Kummer fik han altid Trøst,
Vi fatte godt vor Konges dybe Smerte;
Hvad vi har tabt, det tabte ogsaa han,
Men vi vil raabe: «Kom t i l F o l k e t s H j e r t e Og d r i k a f K i l d e n s V æ l d K o n g K r i s t i a n ! Og vi vi l t a a l i g h j æ l p e s g a d at l i d e ,
Ti l S a a i \ o ge N ø d o g ;K i*um$me.r -s vi n d e h e n , Og vi vi l t r o l i g h j æ l p e s ad at stri de^
Ti l S ø n d e r j y l l a n d vundet"'Ter}igjen 4*r nm i9'giø8 joiloT g O
;iboO vng so mos ,n&H
;*y;&Xj3 sJ'ioe. rreo bbcj i5f
.^rorrrnnG oi nnn g h tfc neM
^rgaehol go tgnM nis so *£g uæH
■ ni * ro i b9;Igih-.K|f/f ‘ioV
innM i vfirg JoifoT
;9vnd'onliv nnd *. »- , loc«
..ihBWfanO ibn f\oA g abte gO
. ilcrl d liil. jeb møc ; A v a Æ . éinobiartT jr> ii-nH v-røa ■ bo/ih ►* n bo , mi„"A v:*-v;t mos avl;
‘;.-o i>v
..^vimorvt Y')i; ■ inu‘vi-£v^ o.; : gWMfi »o
O —>p • * ' * V ;' m)' [ A bh , vf- “j
n> o A (Ui‘*
i Y >. nb bi ) j i i<
• i; j-.'+ .1
: j v: • _ ;vrv
a . i ^ ?1I o 1 l i t i iv o %. •■ .‘VY
■ 11> * r ?*. 11 /!. g ii o Å h i h.> V m s**'3 b 11 Jdl i 1 >i * "i b ;g '
? b r i ti> Mi ud e s a u g i«-;**)
>il > b 'om Kong"Frederik den Syvende.
. :j ' ' 1 1 4 t ii b *i *
D
i p r » hK*:. I ; T
£ **■ i l 'en danske Konge er død, saa brat,.
Og Folket sørger saa saare,
Han, som os gav saa meget Godt, Er lagt paa den sorte Baare;
Men aldrig han forglemmes udi Danmark.
Han gav os sin Magt og forlangte kun Yor Kjærlighed for sin Gave;
Folket gav ham i fuldest Maal
Den L ø n , som han helst vilde have;
Og aldrig han forglemmes udi Danmark.
Han var saa fri som det lille Folk, Han løste af Trældoms Lænke,
Fri som hver Mand, han Frihed gav At tale og tro og tæ nke;
Og aldrig han forglemmes udi Danmark.
j ¥¥
Han var dansk; han sagde: «Det skal ej ske, Jeg vil ej mit Rige dele,»
Da Tydsken forlangte en Part deraf For siden at faa det Hele;
Og aldrig han forglemmes udi Danmark.
r r i.'OV ■
r v Vv ' * *._•
Han var saa jevn; han var kjendt saa godt Af Fattige som af Rige; o -
Fattigst Mand binder ham en Krands A f Blomster fra Mark og Dige:
« K o n g F r e d e r i k ? g l e m m e s a l d r i g u d i , SBrns r c ' D a n m a r k. »
# i \ \ .e§g^?ia r-C: - J i'T
Gud signe den Arv, han efterlod, Den tusindaars gamle Krone !
Gud give, Folket maa'altid slaa
En Kreds om den danske Throne! o i
G ud s i g n e D . a n m a r k s F o l k o g L a n d o g K o n g e !
§9[. i--
VN/WWVTv/Vw ‘;s ,
.sjJg tøjte te(L> :£>b'gn& rujil • dénnb %*r/ nnH
« ,9 io h o g iH <iim jo f b g©T,
IbtoI) i%£r[ .19 oJgnnbbl ujrfabyT jsO.
Det danske LFolk o g s dets Konge.
,dTjsmn«BQ ibo. ^.vu.-^g'ioi n£xi ghblfi #gO J eg ved en H ytte, jeg ved et Slot,
ubog Ifibegge »er der saa fritoogogodt■;? nnll I begge lever deri < samme o Aand y jrtT JA I beggéT rører^sig samme bHa&nd^giiir/T
’øgiCI go ;b£M m i retemojfl JA
i b ? Jegi vedoen? Hytte med Tagbaf Straa^o 'Å * Med lave ’ Døre og Ruder smaa,
Der planted’ Køngen et~Frihedstræ
Til Skærm og Skygge, til Ly og Læ.
; boheito und fvxA neb 9figig buQ Jeg kjendernMandenv;sombborideri;>o(T Før vart han’Træb men.i nu er dianbfrb;
Jeg kjender Kvindén ,~T; dg i hun og han«
b > dEr Dannekvinde og ^Dannemand, g i g h n O
! 9 g * o Jt g o
Foruden Hytten jeg ved et Slot, Det Folket byggede til sin Drot;
Jeg kjender Manden, som bor deri, Han er som Folket saa dansk og fri.
Gud sign den H ytte, Gud sign det Slot, Det danske Folk og den danske Drot!
Gud signe Frihedens Træ, der staar Ved Folkets Hytte og Kongens Gaard!
i
Til Danmarks Bøgeskov.
D u friske, danske Bøgelund, Asynjers Tempel, Alfers Bolig,
Med Liv og Aand og -Kraft fortrolig Stod du i Tidens Midnatsstund;
Med slanke Søjler, livalte Buer, I Maanens blege Alterluer
Stod du som Nordens Helligdom.
Er Norges Fjeld i Nordlysgiands, Er Syerrigs snebesaa’de Kuller
Et Sølvmorskrud om Nordens Skulder, Da er du Nordens Brudekrands;
Og naar du Fjeldets Dronning smykker Skal Alfer bo i dine Skygger
Og Aser i din Tempelhal.
gitøB . vi. ’ . i - -y\;
<>9inB .^ a n o r g ^ v /’ •
'99a snabnavnoiæsV r<ro? :-*i
F æ d r e l a n d s s a n g .
sgiii«' ’-T -
D er er et Hegn af Bølgertlblaa
^ ^grfgosv o
Omkring det danske Vænge,
J0g- kun et lille Hul derpaa l HO Hvor Ledet’ dét skal hænge
Vorherre selv har Hegnet^ sat'3^
Omkring denKdanske0 Hare, - g'-' Men^ri ?skal våagev Dag ‘ log N a t, Til Ledet er i Lave. ”
' " » ^ l . ' i l j , , ,
Og indenfor, den } stærke Mur • Af Havets blanke Vove
Der er en{ dejlig* frisk Natur Med Søer og grønne Skove;
•
‘Og Folket har Naturens Præg, Saa frit, saa djærvt ,A saa roligt,
* 0 g Høj og Lav 1 og Lærd og Læg De følges ad fortroligt.
• r.J ■ :
Og Folkets Sprog i Dannevang Er haardt som Bølgens Tale,
Og blødt som Nattergalens Sang I lysegrønne Sale,
Og let som Vestenvindens Leg Med friske Rosenblade,
Og vægtigt som det tungæ Neg I Bondemandens Lade.
j
Og Folkets Tro, den passer godt Med Dannebrog tilsammen,
Og Folkets Fyrste, Landets Drot, Og Hjertetroskabsflammen
Kan aldrig, aldrig skilles ad Saalidt som Mark og Vove,'
Som Bøgen og det unge Blad, Som Fugl og Bøgeskove.-
#
Og denne rige Arv, vi fik, Den vil vi aldrig miste,
Før Nogen skal,os fremmed Skik, Natur og Aand paaliste,
Før vil vi kæmpe Mand ved Mand Og ofre, hvad vi have,
For Frihed og for Fædreland, Til Ledet er i Lave.
i
r
, /
I*
!
;
!
I
I!i
i
fv ■ 1
' ‘V'o^n i tillid? ■";! i*n ;T/ u.
'O •' l ci j y n Ålo'i J *
, u tyjr( J *}& i/i ^£?fg^L^ir i *jO
rv*_:> .;. ‘ '■ f!*.! i ‘1U
1 Det andet'Dannevirket åL
3’^ii'rasf/; j h
Med Sværdet T den ene Haand’
Og Harpen i den anden,
I kristen ‘Tro og’ nordisk Aand, Med Højmods Træk i Panden
• Vi samles i en sluttet Trop
Og bygg*e Dannevirke'1 opui-:*: * ,l ' At Korsets Fane paa d ets1 Top d Igjen med Sejr kan vaje. < (->A
•• ' > " 1 c / . b j/ “H . a'fo At*
Vi bygge os en Grændsevold, ‘ Som Fjenden ej kan jevne;
Til Grund vi sætte Skjold ved Skjold Af Manddoms Mod og Evne;
Vi bygge den af egen Trang, Af Vaabengny og Harpeklang, Af Folkeliv og Folkesang,
Af lutter danske Hjerter,
di
k
«
$r k
? i 1.1
Vi bygge den paa Friheds Grund Af Nordlysblink i Skoven,
Af Folkeviljen stærk og sund, Og tvinges ej af Loven;
Af Heltekraft i Mandens Arm Og Trofasthed i. Kvindens Barm, Af Kjærligheden stor og varm, Og ejj af Jord og Stene.
Kom med,, Giver stærk og kraftig Mand, Der end kan Sværdet« bære; ‘
Kom med, hver Skjald, der synge kan Om Danmarks Ret og Ære;
Kom med Du f gamle Gubbe graa ; Kom med,* I unge'Piger-smaa ; l Kom Alle med, vi bygge paa Det andet Dannevirke!
- - ^ ? ij ^; - /I . J \
J j ' l J ‘ • • . ' M J i : « ;
: vU ^ »'MKU U
. i i - J i 'i mm J i r n * » i
;Vij
* U / i b o a k v i *20V v i k ; i
7 i . ' k
. y~ ' >
. f i .
rr' p- ^ f ■ V* 1 , f i
tsdiT^g 2 ° (1° g ’r iT ■ i'?? .
,V:>d?j£ fTiiri bratyP-• dis -gr > >* nu.
Mindesten og Grændsesten.
'.{ : -t-. . - ' • ' 7 • w - i . ’ ;- , _ •
Den Danske sad ved breden Bord Og drømte kun om Sejr og Ære Og' troede sig selv at være,?
En af de Stærkeste paa Jord; - ■ * - ; - Og Løven laa s aa tryg paa Heden,
Og Sværdet rustede^ i Skeden ,
Og Harpen klang til lystig Dands.
Da trak et Uvejr op fra Syd; ,<
Den ene Væg faldt ind J Huset, Og Fjenden traadte den, i Gruset Og stak en Grændse af med Spyd;
De Danske kæmped ufortrøden,
M en ma n g t e t H j e r t e b r a s t i D ø d e n , Og B r o d e r b l e v f r a B r o d e r s k i l t .
TT1
*
Og Dansken satte sig ved Bord
Med Haanden under Kind og grunded, Til Kampen end hans Attraa stunded, Han mæled ikke mange Ord;
Nu rejser han sig’ op og griber
Sin Harpe, og sit Sværd han sliber, Og der er Højhed i hans Blik.
, # r o i n'u& thmIB Men før han til sin Gjerning gaar:
At stænge ' fast for Hus og :s Hanre,'r u no-J Han dvæler rved de Faldnes nGrave^trrb *§0
Og Taaren i hans Øje staar;*^ obooxi g O Han rejse vil i en S t e n t i l M i n d e lu u3f.
O m H e 11 e ’n ei,» og Danmarks*' Kvinde
Vil krandse den med ^Blomster smaa.f > is O .ab m'J *nb?.v! In i i. ^0*
Saa vender han sit Blik derhen,
Hvor Brødre fremmed Aag maa bære;
Han gaar med - Gud for Ret og Ære Og kommer ikke hjem igjen, J - :"
Før han 1 har rejst en S t e n ' dernede Paa Sønderjyllandsobrune Hede uA^u\r.
■'» i
- 1
T i lb G r æ n d s e m e l l e m Nord* o g S y d .
l i t!
, , T .
' ? : v, /.r;v AJ 'Srø-.w.
•'« • ••;.-..%•• ■ •: V . • ':■•- 1
r . r
-•A zr-r
% * ‘ :
16
... i ■ 0!_-L-: i'fi S1
..£&!?, te vf.T gc* l- Srf.le/t'l ^KTBiHnilG TO
’ i r
i . ■fv■ HL Tv.
jsi’./m Kl
■$\Q o or
. fred :j.o
80 o vig (1/ biix) g O
Vort Maal« ;^i?i Aii& 'liirK'
.eaie-G (Skytteforeningssang). aM i
T il Vaabeh, Brødre! tag Bøssen fat, Vor Bane ved vi, vort Maal er sat,
Og Maalet er Danmarks Frelse.
Vort Blik er skarpt og vor Retning god, Vor Haand er fast, vi har Kraft og Mod,
Og' Maalet er Danmarks Frelse.
Hvad før blev øvet af Frygt og Tvang, Det nu vi øve af Lyst og' Trang',
Og Maalet er Danmarks Frelse.
Hvad før blev gjort under Trældoms Gys, Vi glade gjøre i Friheds L y s ,
Og Maalet er Danmarks Frelse.
Og glade vil vi i Kampen gaa For Ære, Frihed og Liv at slaa,
Og Maalet er Danmarks Frelse.
Og Gud vil give os Sejr igjen, Naar Alle sigte **tir Maalet hen,
Og Maalet* eri Danmarks&Frelse.
...urt negaeH. gi;? ;Orihr>iH. , m-a 1/:b7 IiT ve i.jijsM iiov *iv bov yi.ifcH.uoV ..ealevV 85Prefn!?Srr^^ ieiasM gO , bog gumioH vov go ItrtuAt ve ÆIH vioV
.boM *90 i'iinyi •»-.** d vr J?.på ve voY MubumbCI ve JeinnM g O .'Snur W-* go .ro vi i .ir, n e j? veiJ ve‘1 bnvii
. <-bii> s,, ioo ifcO vwt i V- \mi iv *.o; o?Cl -gVfcj!u]j>f' TO joIobM gUo
f.v-V • :'-r»obIo,:-iT ••'ebni: .noi‘2 ve;J *ioi bnv*03 f r
■ ; ' ?
ovj < bedh’l i suV-g ** . cvZ iV*
■" i noiotofI *v> >»0O
• ;.qS bom go fcsrn rreblfifclS r/mg abyd! gO
Ah sgicu so bero regi*! ab stLs gO
l J 2 i^Toiu b.Bmo'i 'T .rgvfil givTayl ns ts is (I
Skytteforeningssang. (P ^
--- JhoM gob I9b asYorteH Fremad, Kammerater, med Bøssen ivHa&nd! gQ D et gjælder kun en Kamp uden oFjender,b ib5T En Sejr over^ Mænd aaf vort Bldd bog i vor/A and, E t Maal, som vi Allesammen kjender,
Et Skud til-vor Skive , en Krigsfærd fi Fred,gO Og her tør den fEeigeste i selv vafereo med ; tsb gO Her behøves ?ejv eievoft oh øgB[, iv fiv jeb bsM En SkandseepaafTvoraVej^bnog tot aibn^Iq toG Hellera ikke Mod,rj ffiauM evig fiv nobLsyia gO Her flydér intet" Blod;9 ao ebnid liv sinegi*! gO Men træffe vi blot, UgBaiolt/ bBraefl Kan det hænde sig godt, vv°X giJsy] ao xo ie(J At Skudet bliver ikke det sidste, bas reb
, bog iIOOnSL l&BPl Saa vil vi da prøve at rette et Skud aegasi rjg8 Mod Fjenden i de hjemlige Sale, iBbiovd jrrsM Med det vil vi drive det* -Fremmede** ud * riCI InÆ Der findes i vor Sæd og vor Tale,
Og foran gaar Skjalden med Sang og med Spil, Og alle de smaa Piger med os følge vil.
Fremad uforsagt!
Det er en lystig Jagt.
Flyder der ej
Behøves der dog Moi*---
Og træffe.vi blot, £T bom , bmrret Kan deto hænde sig godt,7/ .is nud vøbimfg dreO.
At Kongen vil 'fæsten os som Skytter/ i|jø8 u 3
•Købne^ rv mos (æuM dSL Og saa vilLvi prøve det tredie Skndjl bixd8 ctK Og det ér ,fortD anmark/^vof^Moder. tgt rød gO Med det vil vi jage de Røvere ud, 89VGnecf tøH Der plyndre vor sønderjydskev Broder, stm Æ a3 Og Skjalden vil give Musik til vor Dands^lIeH Og Pigerne vil binde os en: Séjerskrands.yfi toH Fremad uforsagt! -r she&Tl aoM Det er en lystig Jagt. .-»og ‘gia 9bn.9uf jod m i l Flyder der end Blod, jøb o:hl\ Tøvild tei>oj?8 Naar Enden bliver god,
Saa læges vort Saar;røT dj* øvoiq sb h irv &&£
Men hvordan detuendjgaar,ta øfc s aobnoJ,’T £oM Skal Danmark,-rvor Moder, dog leve! rot
bl* ‘1 ?9V b æ s ■JU T3U
"kOH C •> lodjU?, yo ' m ø l i ^»tK
1m > . * »•» iv ;*U
)v ]<-;•{ jj,j iu:*>I i,
0 tsjioiivu >6 VTiaarrl , s>
S a ng
113b 'JO >u., . '{0 / - HTr»ilfai> 1
for unge danske Krigere.
1 vor Barndom vi hørte Kartovernes Brag,
Og vor Drot fik vi kjær og vort Land og vort Flag;
Gjennem Krudtdampens Sky saa vi Frihedens Sol Sprede Lys over Jorden fra Pol og til Pol.
End er Kampen ej endt, end har Friheden ej Overalt til hvert Folk og hvert Land banet Vej, Men for den vil vi trøstige gribe vort Sværd, Vil vi glade os øve i Krigerens Færd!
Langt fra Hjemmet, hvor Bækken sig slynger Gjennem Dale og rolige Søer,
Og hvor Fiskeren sagte sig gynger Over Strand mellem frodige Øer;
Hvor vi hørte Kartovernes Bulder, Hvor vi sang vore dejligste Kvad,
Staa vi nu med vor Bøsse paa Skulder I en lige og tætsluttet Rad.
Fremad Marsch! med lystig Sang Maalet naa vi nok engang
Under Hurra og Jubel og Hornenes Klang.
Rask afsted! vi kan ej koldt S e , Tyranner Sejr beholdt. r
’t Jfe &
Leve Danmark, vor Moder, den Havfrue stolt!
. d i s ø j t ø & B j b
-gjnH 89n,i9Voiifi2 e m d iv mobrrrnH tov iT
:gi?[rT t'iov go bfir>ITTrov^*go^iæ [ A iv Ah <lo‘rCi tov gO Io8 anobeilivTiv sin?. ?(noqinnbibjj,r5? uroanøfjc) JoT fiJ go iocI æt'I nebxot tovo ?,yJ obovqS (o neboiinT mri bno e tbn9 |e noqiWd m biiS.
4?Y tound band irovri go dloT novd lia JtetovO .btosvR hrov odirg ogi-igøTi iv liv nob to*1 ixeM
! ivrøT snotogh/I i 9vr> ?.o fjbjj!*g [V iiY regayb. gr>: nøjbloiSl Tovrl p lommorH m t rgnnJ
ytog3 o'gifoT go ob?U :o*n;*erp TOgllY'g 'gi8 oJgBtf UOTOd';
Tob(ud; jncq 08809 tov faom tin- ■? .f.air*
bnH jsnn'm .ai-j
s.. ^ r s v O (V, * •$o yR ' • o v H
’i ' i- -v
- T it .i UO ; f
Hilsen til Skytteforeningerne.
Naar Nordens gjæve Kæmper drog I Ledingsfærd, **
Tog Skjalden Harpen af dens Krog,
___
Og Mod i Heltens Bryst lian slog, Og begge To de sammen udrog
I Ledingsfærd ? rS •
o y
Og begge To de fulgtes ad*
Med Harpeklang’ og Skjaldekvad Og Sværd. ’Y‘ -•....
, -.-u
Vær hilset I , som,J sætte-Fjed I Fædres Spor,
Lad Brages Sønner være med At bøde paa vort brustne L ed ,
Og lad os sammen sætte Fjed I Fædres Spor,
Og Sværdets Klang og Bøssens Knald Og Sangens Toner lyde skål
I Kor.
go'ib '{9oiriæI[ evesfg ?,si$b'toVi xm Å
F y e 11 . , b-rgr/irgni bovl I
,'goiyl sjwu ‘k ——i;:l neblnj-jlci goT
•nol?, r e r le ,p a a Havets ; [,oM qø
O
t Giindsende. - Vove , Vo-o> ,(j
Vaarfriske, grønne ; bo. [ j Aakandeblad! , 0 p »ggod gO bj;v Sonij, err Naturaand .injsII boM
Prægtig du stiger ,,-s?7B gO Op af det friske,
Kjølige Bad. o, } tæ.y .toci8 ^rrr.-£^- i Yaarsolen daler, ge^vii
Ned J., dit Bæger Æoq 0j,;i fGjemraende gamle - n
» -
•.» s* ^
¥*5 swUb'* i Kræfter i sig;
ki^rua. 8' Guldfiske leg e^ 3jotri^>?8 - Under dit Dække;
Sangfugle bygge Rede paa Dig.
•sgiwiH « 0
< i % 1
' «T> jri • '4. U i*
Mellem de danske, Frodige Lande,
Midt i den friske, Gyngende, S ø ,
Straaler Du som en Perle paa Voyen,
Svømmer D u, Odins Dejlige 0 !
»
Hen f e mt e Juni.
J L * . - - - -?r,. -
Saalænge Danmark har en <Bøg i . Skoven, Og Fuglesangen klinger sødt foroven,
Saalænge Bølgen rinder, Og Vaarens Lillier gro, Og ædle danske Kvinder I Danmarks Dale~bo,
Denne Dag glemmes ingensinde,
Skovens Fugl, Markens blaa Kjærminde Fejrer den.
Da blev det Foraar her i Bøgelunden,
Kornlærken kviddred fro i Morgenstunden, Og Fugl fra høje Sale
Forlod det trange Bur Og sang i dybe Dale Og i den fri Natur;
Sang der blev i de danske Lunde, Fuglesang mellem Sø og Sunde,
Fuglesang.
2
Og hvor kun Drivhusplanter var at skue,
Smaa friske Blomster spired frem paa Tue, «9 Det yar de danske Kyinder
Af Skjoldmøstammen bold, Det yar de gamle Minder Fra Nordens Hedenold;
Duft der bley i den danske Haye, Blomsterduft oyer Kæmpegraye, Blomsterduft.
Skal Fuglen tie, og skal Blomsten visne, Og Kuldegys igjennem Danmark isne?
Jeg ved forvist, der kommer Igjen en dejlig Yaar,
En frisk og fager Sommer, E t godt, velsignet Aar;
Denne Dag glemmes ingensinde,i
Skovens Fugl, Markens blaa Kjærminde Fejrer den.
' V / \ ' N
For Folkefesterne.
Hvordan kan en Fremmed tale For den danske Sag,
Naar vi selv i Vinterdvale Søge Ro og Mag,
Naar det siges trindt paa Jorden:
«Fejg og ræd er Dansken vorden ,
f
Og lians stærke Løver sove Trygt i deres Skove.»
Lille Sangfugl! løft din V inge, Sving dig højt i Sky;"
Lad din Røst paa Marken klinge Og i Skovens Ly,
Saa det liøres trindt paa Jorden, Der er Folkeliv i Norden,
At vi ej har glemt, at sjunge Paa «den danske Tunge.»
Løft din R øst, du stærke, gamle Folkeaand i Nord!
Hvergang vi til Kamp os samle, Væbnede med Ord,
Staar et Slag; og Sværd vi svinger, Naar det danske Hurra klinger,
Og den tydske Aand maa vige
Fra ' dét danfeké Rid’e! i ■ "'-r,'-'- i \ , -4 i l .
vb ’f<? 'giiinbalcÅ ‘ ^sodaitsFi b*
Lad os for -vor „Frihed stride,tii ' • -1 ; ttéliu Med det djærve Ord,
-Kæmpe,, mens det er paatide *jR• v"
v&p. i For vort. gamle. Nord,. n-mfl > * Saa det spørges trindt paa Jorden:
End ej Dansken, feig er vorden, rr . OUlUJ { *• >/li !-:! £»n( I
On‘ de .stærke Løver sove
} ; - P ^ »? ri i 'J '■( j O ; ; > ' VI ! ' V ' . I
Ej i Danmarks Skove.
h* Hi
toDay liviS)- Luren atter -kalder ■ >( rv*f/
Os til blodig D yst, . !m.-‘iy •«-»< -•
Hvis med Vold en Fremmed falder Ind paa Danmarks K^st,
Da har Folket Kraft i Aanden, Mod i Bryst og Sværd i Haanden, Hjerter t r o og Løver s t æ r k e I sit Skjoldémærke. 7
H C ' " . . ‘ . ' ' O
h;> b
.. > t
* r' r>
HT
£«q
L
[
i
*
f t
I
f t
I (ft
a
'T >41 < !. ;*■
1 i; »i) i
!!■* i "
.«‘TV» I;«■}<»: . L‘->?Td-9K
i. tf!
f >1’ • •>i-' z
> v
_j- */-i -
Til ^Huiidstrup-Vesterskjorniiigc Saugforeuing^
*
paa Rejsen til Flensborg i Anledning af Løve-Grav
mælets ‘Afsløring, den 25de Juli 1862.
rmj bcu.i
»■ j-
D rag over det dybe. vildsomme Hav
Med Troen som Skjold og* Haabet som Stav.
f > • *i i i •* 1 ;l ;'}KCl S Drag* ud, hvor Snekkerne Søen pløje.
Med KjærligTieds Ild i det gdade Øje.
. ,.-"i j ‘ ■.}j. i'i j j • -
'I
Med Kjærlighed 'til5 den Drot over Jord.
Der gjorde Danmarks Herlighed stor.
Med Kjærlighed til de Kæmpegrave, Der stande i Danmarks ^grønne* Have.
-t * 'ts : - æv >. ? -jo o 1
Med Kjærliglied til vov gpde; D rot,
Der gav os saa meget, saa meget Godt.
2**
/
Med Kjærlighed til det røde Flag,
Der yinker som Danmarks gryende Dag, Med .Kjærlighed til de danske Kvinder, De Øjne blaa og de friske Kinder.
Drag over Dybet til Slesvigs Strand;
Tag med en Hilsen fra Land til Land.
w'“v .
En Hilsen til Løven paa Kæmpegraven Fra Løven, der hviler i Danahaven.
En Hilsen til det slesvigske Land Fra hver en fribaaren Dannemand.
»
En Hilsen til de fagre Kjærminder Fra Danmarks ædle, dejlige Kvinder.
En Hilsen til Slesvigs Bøgelund Fra Frihedstræet ved Øresund.
En Hilsen til Slesvigs Møer, de unge, # Fra Modersmaalet,* «den danske Tunge».
En Hilsen til Hedelærken, ■» hin graa, * Fra Danmarks-Skjalde, de store og smaa.
Og syng, naar I oyer Søen drage,
Og syng, naar I atter komme tilbage.
m r u r O : - i r ? , s - o,/?-*,t i
hp(;d lo rm« J .fru .'loO'r! m bom 'gb-T
o7£-ig3C[.fitæ^d miu a&voj v j noO;TT a3T
A.x'hm l »teh -O »Tj-gfilT n i bpy 'v t, '4,0’ j\--i’f,np{{!' • V ‘ '* ti . ,
I
*, \•
lLtri.«-
'• O? h ; 0
, nihin : i
> < • - . • • »
Vg;'iZc>\r,
**» •./
UJ 2¥¥f
^ •
. • i
: \ i t ■ t ■
. ’ vi
^ Løverne."
Lad Tyd sken kun true med Overmagt Og Udaad og* Voldsdaad , øve; - •• v;
Hvor Istedheltenes Ben er lagt, Der rejste de Danske en Løve.
"j: i —- Der- s ta ar to Løver i SI es vigs Skjold Og tre i det danske Vaaben^rh.v : f
Og--alle soni en er fra Hedenold,
Omsluttet af Kongekaaben. — ■;- ?
‘-r*. i Jm> -
Lad Tydsvken Tuur huse til Ejderen, For Nordens ‘ Enhed skal- borge
Den Løve i S verrigs Vaaben og den Med Hellebarden fra Norge. -
Lad Ørne kun flyve omkring paa Jord Og’ Boskab og Troskab røve,
Det høres skal, at der er i Nord En s tæ r k og le v e n d e Løve.
Det mærker jeg, naar den danske Mand Gaar bagved Ploven og nynner;
Den er om Frihed og Fædreland.
Den Sang. hvorpaa han begynder.
Det i ser jeg i Kvindenst det høje Blik, Paa Blomsten i Kendes' Lokker;
Naar dansk er al-hendes. Færd og Skik, Os Intet i Verden rokker.
bh Jeg ved.^hvad lian tænker, den lille Pog, Der sid der-^stille i Krogen i/ ^0
Og maler'med Rosenblad Dannebrog Paa Bindet af Skrivebogen. ^ , Hvem skulde tro,' at den Lille kan, Om Tyrfing og Skrep fortælle
Og ved, hvad det er som rigtig Mand For Holger Danske at gjælde.
Jeg hører atter den gamle Sang, Der lød paa Fædrenes Tunge;
— Det er saa dejligt i Skov og Vang, Naar Store og Smaa den sjunge. —
Og1 Dansken griber sit Sværd og Skjold, Som fordum i gamle D a g e ;
— Nu vaagne de Kæmper fra Hedenold, Nu kommer Uffe hin Spage. —
Og disse Toner, vi nynne p aa, Og denne D aad, som vi øve,
Det er den Magt, der skal Tydsken slaa, Det er d e n l e v e n d e L ø v e .
. 5 j b!7^ ' -
For N o r d e n s Sag.
D u ædle Stamme 1 liøje Nord!
Lad Bavnen flamme Fra Fjord til Fjord, Lad Luren gjalde Fra Kyst til K y st,
Før Frænder falde I blodig* L yst
For Nordens Sag.
Len Aand, der lued’
Bag Kongebryn,
Hvad Skjalden skued’
I Lrømmesyn, Hin store Tanke
—- Margrethes Id — Skal Kræfter sanke I I fælles , Strid ,. »’
For Nordens Sag, v rthiLfrrA ■ <;[n' fn ImJ Og- Haabet glimter.
Nu kan det ske; o Hvad Skjalden skimter Skal Folket., s e . {. ^ Naar Brødre trende Staa Bryst ved Bryst Mod fælles Fjende
I blodig Dyst
For Nordens Sag.
Hvad Volmers .Datter Med Sværd betvang,
Skal samles atter Af egen Trang,
Naar Brødre trende Fra Kæmpedands Tilbage vende
Med Sejrens Krands For Nordens Sag.
I stærke Helte ! I Nordens Mænd!
Tag Hjelm o g ‘Belte, Hæng Sværd 'ved Lænd ,
Lad Brynjen krandse Jert ^ædlé B ryst,
Og bryd én Landse, v Og1 rid * én Dyst y: r' For Norderis“ Sagv‘ j
:.r r r i
r l V » '» i, : v
J f c V i r J 5 ^ ii ^ V '
• t r r - H v \-/ v/ v y \ / \ •
/ w v ' \ / V V b « . ! £
; 7 f | ' » b h > ♦ i.
° i; 1
1 i j | U 1 ' r ’ i-, ' i U.: V i \
. > H >'•' , v l j *
r i ? i > ’. i . / i •*'.
• ' At u v 5 r ; i . /
i ^ /
m| ;t-k / i i n ‘i
A‘b n j . , -f'i U H
e . b f l K i s i , r ; i i cV T (; ir-
*nvlrt-.>K 'l
»
1 1O
■» i M 'U ^
Til Nordens Kvinde.
Vi har sagt det saa tidt, og’ Du i ved .det saa godt, Du er mæg'tig, Du Kvinde* i Nordh
Du kan fængsle vort Sind, Du kan trylle os blot Med et Blik, med et eneste Ord. > u
<■_
Du har A lt, livad dér <lrager os efter Dig hen, - Det er næsten for ofte Dig* psag’t —
Maa jeg sige D ig, hvad Du skal give igjen, Og hvortil Du skal bruge Din Magt?
Du skal give din Broder, din Bejler, din Ven, Du skal give din Brudgom, din Mand,
Du skal give det Bedste, det Kjæreste hen For at frelse dit Fædreneland.
Du skal opfostre Drenge med Sener i Arm, Der for Danmark vil kæmpe og d ø;
Du skal lægge den Sæd i Smaapigernes Barm, Der skal bære det ædleste Fro.
G Du skal værne om Sproget i Børnenes Mund, Cl Det er Moderens Maal, det er dit;
»8 Som Guldliarpernes Klang, som de Fugle i Lund [8 Skal det svinge sig* mægtigt og frit.
t
CT D u 0s’kal vogte de Sagn og den dejlige Sang, V Vi i Arv efter Fædrene fik; ,
Cl Du skal- lukke* dit Hjerte for Trældom og Tvang
■ O Og din Dør for de Fremmedes Skik. ''
bL J a — jeg serpaa ditvBlik, hvad saa ofte jeg saa, rH Hvad d i n Gg e r n i n g forlængst mig • har sa g t;
Cl D u v i l s ty r k e ' v or A an d o g v o r H a a n d , n ’ »i n a a r vi s t a a . i'i F or v o r t L a n d o g v or F a n e p a a V a g t .
I r . * ' / 1* 'i t ! ' * C { i M - . I ri ' — i ‘ ! *
‘ '* ■’ ; ' »;
i . i • < ' ' ' 1 i » - i1 >
i >•
I
: ■. * f ' * \
*' f ' I ! ' ' f r '> : !
■A ^
40
'»V -nr, ,» I) bi 1X7 'J*)D g J
1 - n» :;.' •. ' i •»;'»> r> :'n# ‘ ■: V
eaofl i i , '■Piindsesse Alexandra. i,!
r « * . i ■ ' f! I . r u ; I
Og* det var Edvard hin unge, Han >red -sig* • under 0< >1 u u u i i
Fæstedohan'deim danske Prindsesse , Hun varnsaanvæn ’jen »Mø. * . Her sejle dermed em Kong'ebrudJu '■
Hun var s aa* fager en Kvinde pf Som Havfru under 0 $ t
^Høres det skal fil fjerneste' Lande, At dejlig er Nordens Mø. ,;«G ;! * Og det* Skaf aldrig forglemmes ■ I Danmarks Bøgelund, 1 * v 4 ’
Folk og Drot* stod kjærlig-t tilsammen Hin tavse Afskedsstund.
Det danske Folk og'dets Konge Elsked den Lillievand , *
Gav hende hver et Kjærlighedsminde Om hendes Fædreland.
Og det var Bruden hin unge, Hun g*ik til Sjølunds Kyst
Mellem Blomster, men Kjærligheds Rose Var lagt i hendes Bryst.
* OJUJ * J t H b ‘f Ø v ( ' ‘U i : tøj*
Hun gik paaj Tæpperosaa^blødel Til .[Stranden,! hvor Snekken laa v Folkets Bon og i Skjaldenes - Toner
Gik fremmest paa Bølgen blaa, mp (
«Farvel du .dejlige; Pige • . f«u i Af Frejas ædle Slægt!-!;.- .-u; • Gudf Dig »følge ,og tage din Krone
Og Hig i ^Varetægt.» ih
Damphesten ,fnysed ?;øg skummed Henover Bølgen; »blaa; ø\ nmr;;K • Dannebrog og Englands Banner d De lod i Stavnem staa. mi*
Og alle Bølger de, bøjed «? ,h mU Sig for den Kongebrud ; i 2 .Aldrig før paa vildene Ganger •>»
Saa dejlig en tMø fløj ud.'-
Og* det var Edvard hin unge, Han skued over Sø;
Og det var den danske Prindsesse, Hun kom til Englands 0.
Ret ud af Hjertens Grund;
Høres det skal, de holdt deres Bryllup
Og det er Havfruens Datter, ; J Hun synger end bag ; 0 : m r. i
Høres det skal til ijemeste Lande, At dejlig er -Nordens* Mø.
Der sejle'de med en Kongebrud. ^ De elsked ogsaa hinanden'!
Udi saa god en Stund
p. •-
• . ■ -* > * t
Mod Vaar e n.
V i vil synge, vi vil leve
Frit, som Luftens Bølger gaa;
Sind og Aand vi muntert hæve
# i ! i * •; • 0 _ V i r % >
Højere, end Lærker svæve, ;T
Il V- >
Hjertets dybe Stræng maa bæve
1 ! . * ■
Talende om hver Attraa.
Hav, tilskyl os Kraft med Voven, Jord, oplad dit rige Skjød, rLi Himmel^ gyd dig ned fraoven,'
Sangfugl, 1 fløjt igjen i Skoven, Bonde, syng paany bag Ploven
Som en Fugl i Morgenrød.
Duft Fiol ved Bækkens Bredder, Kluk du lille, friske Strøm,
Sol, besøg de dunkle Steder, E ng, flet atter Blomsterkjæder,
Foraar, kom med dine Glæder, Saa er Vintren kun en Drøm.
-iiuuo:A. 5 z : * h * > . egO , ^ø'irH'sr/H ‘t« idswhv) lemrrro# »m m<; ' ; ^ -jr;'? : ->< i
, tsoB -m gn i.uo xO
■'l l * Y « } ' ' I I ' ! ' ! 1 ’«• _• ! ’ i ) g i I
Danmarks Yaar.
JSH] '-»li l COT 70V.H
■> \*~
*. -• Jw f* ; ( f V ' j A f _ r ’ o C H g <
1 Danmarks Bøgelunde
i - / • V l* I w • i i ■ ( 5' *#■ i *-«xriu'^
:K<r - Yt-Jmi'
Der er s aa. godt at bo, Imellem Sø og Sunde
Har Danskens Sind kun Ro:
Saae vi kun Palmeblade Og Pinjer paa vor Jord . Sang vi vist ej s aa glade Som lier. hvor Bøgen gror.
Var her en evig Sommer.
Da var her ingen Vaar,
Men Danmarks Foraar kommer Med Blomster nye hvert Aar.
Se Bølgerne, de flyde,
Hvor før i Baand de la a , Og Træerne, de bryde, De Liv og Sommer spaa.
Og Danmarks Foraar kommer Udraabt af Fuglerøst,
Det varsler om en Sommer Og om saa rig en H øst, Og Ord og Toner flyde, Hvor f ø r X Baaifd" cle"*laa,
Og Blomster smaa fremskyde Selv i den mindste Vraa.
.«><* ifi r, ’ici val
‘*bnif8 yo 0 8 msHoaii : oST unfl brii8 ".n^rÅsiifA i 'tnH
9 l)i?l ( V 9 fil]^
. b*rol< 4iov hj;q *gO
“i b n l g n i u \ s trA i i v ‘g a i ; 8
•urrg ir*>'go9 '»nvrf /.od ifto8
.ru»fjno8 gi*'-) «m Vid tkV
.*irfc»V Mogm *r^fi x*v jul
1'mp;iu-“s>;I ti;R*fO d * /lv»jil/lf>0 n^U,
..‘ibvd -vb . -jiirnjkvfl• * -T>
- å?1> bu.i-mH i -\A* ••'O'/.R
> ’ f *»vtT *oOo
rom/aoo r~ *r: J. ^G.
i ' >
".S
*7 .v »i1
r
w{i
Ul'
: i
n i
-- ■ ■ . - '■ ; . -j v •. • ' .fi: ' ' T T :■ - -.1
t
. < - ' t ^V' " " ^ll.l J
Danmarks Høst. , (
■ — ■■ 1
; i/ >vv
Der var en Tid•, da Bonden gik Og roded i sin 4 Ager, « "' ?
Og altid han den Slutning tik : Den er for sur og mager;
Og naar saa Høstens Time kom , Og Hø og Sæd var bjerget,
Da var den halve Lade tom, Og Høsten neppe mærket.
Der var en Tid , da Bonden gik I Lænker og i Trældom,
Og derfor var hans Færd og Skik Saa tvungen og saa sælsom;
Men nu er Fængselsdøren sprængt
— Dog ej af Staal og Bue — Og Frihedssolens Straale trængt Helt ind i Bondens Stue.
Der var en Tid, da Bonden sang, Saa det var Ynk at høre,
Fordi han gik i Baarid* og Tyang Med stoppet Mund og Øre;
Men dengang Fængselsdøren sprang, Og Fuglen slap, af Buret, r ^
Da rejste i Bonden sig og sang Med Kraft i» Folkekoret.
,J “ - I I ! I i. 1 > i * " - :iit* • ^ _
^ ' f , f t 1 ■
Og Laden staar ej længer tom ,
— Et Hæs staar ved dens Dørre — Og Laden sely er bygget om
Og bleyen meget større;
Men Danmarks allerbedste H øst,.
Den er endnu iyente, I Folkeliv og Folkerøst
Vi Vaarens Luftning kjende.
I
Ji
C .'i
£ li
Og’ unge Helte yoxe op I Frihedstræets Skygge,
Og i dets friske, grønne Top Sangfugleskarer b ygge,
Og Sæden, der fornys er lagt Og spirer frem af Mulde,
Vil engang staa med Høstens Pragt Og bære Kjærner fulde.
. $'
