Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.
I Hovedkom m ission hos Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, K jøbenhavn,
Sønderjydske Aarbøger
3. Række
1933
<s>
U d g i v e t af
Historisk Samfund for Sønderjylland
vedFrode Gribsvad Hans Lund Thade Petersen H. Lausten Thomsen.
Aabenraa.
Hejmdal’s Bogtrykkeri 1 9 3 3 .
Indhold :
C a r s t e n P e t e r s e n : Søren K ierkegaard og
N ordslesvig ... Side 1— 38 II. H e j s e l b j e r g P a u l s e n : O plysningstiden
i H ertugdøm m erne ... » 39—100 M. H. N i e l s e n : Fattig-, Skole- og K irkevæ
sen i G raasten fra 1699—1769 ... » 101—127 H. F. P e t e r s e n : K irkeligt Sam fund i F len s
borg ... » 128—162 J a n S t e e n b e r g : Slesvig og Risby ... » 163—175 H. H e j s e l b j e r g P a u l s e n : P a u l H ansens
Dagbog fra Løjt 1740—45 ... » 176—190 F. C. l a C o u r : F ra R ationalism ens Dage ___ » 191—205 P a sto r R ü h m a n n : F r a P ietism ens første Tid » 206—225 E r h . Q v i s t g a a r d : Sønderjydske P ræ ste r
fordrevne i Svenskekrigen 1658—59 ___ » 226—227 J o h a n n e s T h o l l e : En P lan telev eran ce fra
1586 til H ansborg i H aderslev ... » 228—232 T h a d e P e t e r s e n : S ønderjylland 1931 ... » 233—250
Af Carsten Petersen.
Blink i det Fjerne. Sm aa, h u rtig e B link; m aaske et M arsvin, d er tu m ler sig i Bølgerne. Folk ved S trand en gør h in an d en op
m æ rksom m e p aa det og g a a r videre.
Men ude over Synsranden d a n n e r sig en m ørk Plet, den vok
ser og n æ rm er sig. V ejrprofeterne b e tra g te r deres fine Red
sk ab er og spørger: E r der U vejr i Vente?
Ja, der er U vejr i Vente. Det er ikke M arsvin i Lillebælt, m en Lyn og Torden. E t Guds Vejr, som det kom m er nu og da i denne Verden, d rager op over H aderslev By. Det kan koste Liv og M enneskelykke.
Søren K ierkegaard h a r re jst sit Angreb mod D anm arks Førstebiskop, den fødte Slesviger H. L. M artensen. S n a rt efter h a r ban udvidet A ngrebet til hele F æ stningen, den danske P ræ stesta n d og den danske F olkekirke. Han, den ene, den en
kelte, uden P arti, uden Skole, uden H æ r sto rm er mod K irkens gam le M ure m ed den M agt og M yndighed, som alene Sandhed og Redelighed kan give. F æ stn in gen faldt ikke, og ingen faldt i den, k u n B elejreren selv segnede i Døden. Men inde i F æ st
ningen oplevede m an A ngsten u n d e r Uvejret. Visse Livets G rundspørgsm aal og G rundforhold blev i de Dage efterset paany.
Hen over H aderslev drog U vejret. H er v ar nok a t slaa ned i:
Den gam le D om kirke, uden T a a rn m en dog højere end noget a n d e t Hus i Staden; den lærde Skole, pro p a tria et litte ris stod d e r paa dens Pande, »for F æ d relan d og Videnskab«, ny opstaaet efter Krigen 1848—50, et A rnested for d ansk A andsliv; det unge D annevirke, D agbladet fra Papegøjegaden, tilh u se i en ringe, Bygning, m en fuldt af Spræ ngstof som et K rudtm agasin.
Her v ar nok at tæ nde i, Mænd og K vinder m ed aabne Øjne og stæ rke Sind, med Mod og Vilje, T em peram en t og Fatteevne, Tæ nkere, Digtere, V idenskabsm æ nd: R ektor Søren Bloch Thrige og hele hans Stab, d erib lan d t Joh. Fibiger, J. A schelund,
i 1
C arsten P etersen.
Ed. Lembcke, P ræ stern e H. P. Kofoed-Hansen og Fr. Helweg, R edaktøren P. C. Koch, og lige uden for Byens Po rte P ræ ste rn e H ertel, Bojsen, M arckm ann o. a. — Navne, som allesam m en s ta a r skrevne i D anm arks H istorie.
To af de h er næ vnte Mænd v a r fortrolige m ed S. K ierke
g aard og stæ rk t prægede af han s Ideer længe før det sidste stæ rke Røre begyndte, nem lig H. P. Kofoed-Hansen og Joh. F i
biger.
H ans P eter Kofoed-Hansen er et af de faa M ennesker, i hvem de K ierkegaard ’ske T an k er genspejler sig i stille K larhed og dyb O prigtighed. Med en tilbageholdende Fornem m else, næ sten som stod m an over for et »Rør m ig ikke«, grib er m an P ennen for a t skitsere hans Billede. I K irkebøgerne i sit P ro vsti h a r han skrevet sit N avn m ed klare, rolige Træk, dog ikke uden Sving, som den d er kender Livet fra sig selv, fra sit H jertes dybe Kilder, og derfor ikke træ n g er sig ind p a a andre. I sine Bøger er h an den rolige og ubestikkelige Iag ttag e r og dog ald rig ube- væget. Af Skum er der k u n lidt, m en B ræ ndingen er der a lli
gevel. Svenskeren W. Rudin, da h an skulde skrive sin Bog om Søren K ierkegaards Person og F o rfattersk ab , kom først til H.
P. Kofoed-Hansen og blev hos ham i otte Dage, og. dette S am væ r h a r uden Tvivl væ ret m edvirkende til, a t denne Bog er blevet et sjæ ldent sm u k t M indesm ærke om S. K. I det Hele tag et e r
kender m an ved a t gennem vandre den om fangsrige K ierke- g a a rd litte ra tu r m ere og mere, hvor vanskeligt det er for de for
skellige F orfattere, a t n a a in d .til N erven uden a t blotte den.
Thi der er noget ved denne sælsom m e Tæ nker, som k u n m aa iagttages gennem det Svøb, hvori det ligger; det ta a le r ikke, a t afklæ des med kolde spidse Fingre. Kun faa, m eget faa, h a r h a ft den Sindets G rebethed og den Sprogets Nænsom hed til a t tale om deres Em ne som W. R udin og H. P. Kofoed-Hansen.
Som A d ju n k t ved Odense K atedralskole blev H. P. Kofoed- H ansen sn a rt Medlem af og derefter S ekretæ r for Fyens S tifts literæ re Selskab. S am tid ig t opstod i ham T rangen til selv a t u d rede sine T a n k e r i Bogform. U nder N avnet Jean P ierre (—
H ans Peter) udgav h an 1840: Dialoger og Skizzer. Af en P hy -
siognom s efterladte P a p ire r udgivne af Jean P ie rre — 1842: Liv af Død. E n F o rtæ llin g af Jean P ie rre — 1845: Kød og A and el
ler de to Veje. En Sjæ lehistorie af Jean Pierre.
Men i A aret 1843 udkom »Enten — Eller, E t L ivsfragm ent af Victor Erem ita«, den første i den lange R æ kke af Bøger, som S. K ierkegaard udsendte u n d er forskellige p aatag n e Navne. Af denne Bog, som vel er og bliver noget E nestaaende i den danske Bogverden, blev A dju nkten s tæ rk t grebet, og inden A aret v a r omme, havde h an skrevet en m eget udførlig og indgaaende An
m eldelse i »For L ite ra tu r og K ritik. E t F je rd in g a a rssk rift udg.
af Fyens Stifts lit. Selskab.« F o rfatteren aab en b arer sig i dette Arbejde som en af de første i D anm ark, der m ed fuld F o rstaaelse opfattede det frem satte E nten — Eller, for saa v id t en Læ ser dengang allerede kund e sæ tte sig ind i S. K ierkegaards H ensig
ter. F ra den Stund af h a r A djun k ten sik k e rt fulgt den nye T æ n ker m ed den stille Lidenskab, som S. K. ønskede a t finde hos sin Læser.
I Odensetiden oplevede den unge M and ifølge sine egne ef
terlad te O ptegnelser nogle tunge Skuffelser — »Jeg h a r tid lig t bildt m ig ind a t kende Livets Sm erter«, sk riv er han — og disse E rfa rin g e r m aa det vel tilskrives, a t han, som af N atu ren v a r ilte r og havde et heftigt Væsen, blev m ere m odtagelig for det U lystvæ kkende og N eddæm pende, vel ogsaa for den Ironi, som h a n m ødte i Søren K ierkegaards Skrifter.
E fter a t have væ ret P ræ st i K ristian sh av n et A ars Tid flyt
tede h a n i 1850 til H aderslev og blev h er H ovedpræ st ved Vor F ru e Kirke. A aret efter viedes h a n i Odense til Kom tesse So
phie Isabella L æ titia Moltke. I 1855 lod h an sig forflytte til G am m elhaderslev. F ra 1854 havde h a n tillige overtaget Provste- forretningerne.
E t p ersonligt B ekendtskab og Venskab m ellem S. K ierke
g aard og H. P. Kofoed-Hansen v a r allerede opstaaet i F y rrerne.
Da sidstnæ vnte rejste til Slesvig, sagde h a n m u n d tlig t F arvel til S. K., og da sagde denne: »De vil In te t høre fra m ig en Tid, m en sa a vil De a tte r høre fra mig«, hvorm ed h an sigtede til sit sidste, forestaaende Angreb i »Øjeblikket«, der først kom fire A ar se-
3
C arsten Petersen.
nere. Men om det indbyrdes Sam kvem h a r S. K. p a a sin egen M aade givet Besked i et Brev, som v a r tiltæ n k t Vennen, m en ald rig blev afsendt. U d k astet fandtes i h ans P a p ire r og in d e
holder bl. a. følgende S æ tninger: »Dersom De levede i Køben
havn, vilde jeg form odentlig en Dag realisere en længe p a a tæ n k t Plan. — Ak, th i der synes a t være en Skæbne over Udfø
relsen af de længe p aa tæ n k te P l a n e r .. . . a t aflægge et Besøg, hilse p aa Den og Den . . . . A ltsaa, dersom De levede i Køben
havn, havde jeg form odentligen ved Hjælp af et Indfald taget Sagen p a a tv æ rt og var kom m en hovedkulds ind af Døren til Dem. M uligen v a r jeg da endog falden ind af Døren og havde ra a b t med Ugelspegel: det H astv æ rk h a r F an d en skabt! De veed form odentligt, at der fortæ lles om U., a t h a n blev sendt i Byen af hans M adm oder for a t købe en Pægel Vin, at han der- p a a udeblev i 4 Aar, in d til h an en Dag kom styrtende ind i Stuen, fald t og slog F lask en i Stykke og raa b te: Det H astvæ rk h a r F an den skabt.
Men da De nu ikke bor i København, saa m aa jeg gøre noget an d et: nem lig ved Hjælp af et Brev se a t realisere en længe p a a tæ n k t Plan. Skønt jeg nem lig (netop for ganske og ganske k on
sekvent a t k u n n e tilhø re den Idee, hvilken jeg h a r den Æ re a t tjene) k u n saare lidet in d la d e r m ig m ed noget Menneske, ja endog u n d g a a r enhver Forbindelse, sa a følger deraf ingen lunde, a t jeg forbliver uvidende om, hvad der sker om mig, ej heller a t jeg, uden Sym pati og uden villig A nerkendelse af v ir
kelig Dygtighed, erfarer, hvad der tild ra g e r sig. Netop i denne A nledning h a r jeg oftere tæ n k t p a a Dem, og tæ n k t paa, u n d e r hvor u tak nem lig e V ilk aar De arb ejd er som F o rfatter.
Som det da er Skik og B rug og re t hensigtsm æ ssigt, a t Sol
d ate rn e p aa de farefulde P o ster i N attens Mørke engang im el
lem ra a b e r til hinanden, saaledes ø n sk er jeg dette lille Brev fra m in Side b e tra g te t som et T ilraab, og skal det glæde mig, om det er Dem kæ rt, a t der raabes saaledes.
. . . . Det h a r ogsaa glæ det mig, a t der dog endeligt kom en Anm eldelse af Deres »Kød og Aand«, en udførlig, en velvillig.
F or m ig h a r denne Anm eldelse tillige betydet noget andet, thi
det h a r m indet m ig om, hvad jeg ikke vil kalde en længe p a a tæ n k t P lan, m en dog et Ønske, jeg h a r haft, selv a t anm elde denne Bog. Det havde jo i en vis F o rsta n d k u n v æ ret Gengæld, Lige for Lige, — m en jeg h aab er, a t dog ogsaa et V enskab k an holde uden dette nøjagtige Lige for Lige.
___jeg h a r i disse Dage holdt F y raften og derved faaet Tid til E t og Andet, og h a r jeg b estan d igt h a ft in m ente, a t et Til- raa b til Dem hørte m ed dertil.
V enskabeligst
S. K ierkegaard.«
1 H aderslev v ar det saa, a t U vejret kom, det Uvejr, hvis stæ r
keste U dladninger k n y tted e sig til S. K ierkegaards Død. Joh.
F ibiger i »Mit Liv og Levned« siger derom : »Bevægelsen i H a
derslev blev saa stæ rk, a t det ku n d e kaldes en aandelig Revolu
tionstid. Byens R edaktør forkyndte stadig i sit Blad, a t K ir
kens sidste T ider v a r kom ne; vor P rov st pakkede ind for a t gaa ud af K irken, og en ung Skolelæ rer sam lede hverand en Aften en v rim lende Mængde i et m eget sto rt Lokale, og udm yntede for A lm uen m ed profetisk T alestrøm K ierkegaards groveste V arer. De Troende sa a forfærdede p a a hinanden, de havde dog m ent, a t de v a r Christne, og de V antro gik i Klubben og gjorde V ittigheder om de P ræ ster, hvis P ræ k m an n u skulde nyde fuld F rih ed for, al den S tund det v a r en Forbrydelse a t gaa i Kirke, en Forbrydelse, m an iøvrigt vidste sig godt nok fri for.«
Vi m aa n u et Øjeblik forlade den Mand, hvis Liv og Tæn- ken vi h a r søgt a t sæ tte os en Sm ule ind i, for a t k a ste et Blik p a a de Tilstande, der er belyst i ovenstaaende E rin d rin g er af en Person, som selv stod m id t i B egivenhederne.
Vi griber Avisen. P e te r K ristian Koch er R edaktør af »Dan
nevirke«, en begavet, ilte r og foretagsom Person. Alt, hvad der g n istre r i denne Verden, giver Genblink i han s Øjne. Og han g a a r ikke længe og b æ rer p aa H em m eligheder. Ind i Avisen m ed det, ud i F olket m ed det — lad det knalde, futte og bruse.
I de københavnske Aviser læ ser h an om Sandhedsvidne- striden. Var Biskop M ynster et S andhedsvidne [som H. L. Mar-
5
C arsten P etersen.
tensen havde k a ld t ham], et af de re tte S andhedsvidner — er dette Sandhed? (Art. af S. K. i »Fædrelandet«). F lu ks genly
der det i »Dannevirke«: »Medens O rdførerne i denne Mængde raab er, a t S. K. er gal, k a n det gerne hændes, a t h an derved la
der sig v irkelig skræ m m e og i Stedet for at vedblive a t oplyse Forholdene »priser Tavsheden«.
»D annevirke«-R edaktøren sidder u roligt p aa sin Stol. Bare ikke Tavshed! Men h an k end er ikke S. K ierkegaard. Lade sig skræ m m e? Nej, som en K æ m pekanon afgiver sine visse be
stem te jo rdrystende Skud, saadan kom m er i regelm æ ssige M ellem rum , m ed fast ög ro lig t Sigte de K ierkegaardske G rana
ter, tilsid st det velkendte Spræ ngstof i B ladræ kken »Øjeblikket«.
»Dette skal siges — sa a være det da sagt«. H vilket? — Dette: Hvo du end er, h v ilk et d it Liv forlæsten, m in Ven, — ved (hvis du ellers deltager i den) a t lade væ re at deltage i den of
fentlige G udsdyrkelse, som den nu er (med P a a sta n d paa a t være det nye T estam entes K ristendom ) h a r du bestandig éen og en stor Skyld m indre, Du d eltager ikke i at holde Gud for N ar ved a t kald e det nye T estam entes K ristendom , hvad der ikke er det nye T estam entes K ristendom .
Og dette: Det Spørgsm aal om h v a d K ristendom er, og d er
med igen S pørgsm aalet om S tatskirk e, Folkekirke, hvad m an nu vil kalde det, Sam m ensm eltningen eller S am m enholdet af K irke og S tat skal bringes til den yderste Afgørelse.
Og dette: Jeg tø r ikke vige, m ig tvin g er en højere Magt, der vistnok giver K ræ fter, m en ogsaa u b etin g et vil lystres, ubetinget, blin d t som Soldaten Com m andoen, om m uligt m ed det Uvil- k aarlig es Præ cision, som R ytter-H esten ly strer Signalet.
Det er de første S ignalskud i København. D erm ed er ogsaa
»Dannevirke» m obiliseret. P. C. Koch begynder a t forstaa.
I Nr. 11 af A argangen 1855 er en A rtikel a f »Sjæ llandspo
sten« aftry k t, som giver S. K. Ret i, a t Biskop M ynster ikke var en sæ rlig frem ragende K risten. H an deklam erede p aa P ræ d ik e stolen og elskede de fine Nydelser. Noget senere gengives en A rtikel om P ræ stern e: de ere ofte brave M ennesker, m en des-
u a g te t lan gt m ere A gerdyrkere, Studefedere, L’hom brespillere og Tobakssm øgere end den k ristn e Rejigions Tjenere.
Og nu boldes Læ serne nøje u n d erretted e om alt, 'hvad der passerer i denne Sag, ja, vi m æ rk er sn art, a t P. C. Koch h a r faaet sig en sæ rlig M eddeler i H ovedstaden, som h a stig st skal forsyne »Dannevirke« med U dpluk af de k ierk eg aard sk e A rtik ler. U nder dette Forspil døde P ræ sten i G am m elhaderslev, P ro v st Janssen, P. C. Koch’s Sognepræst. Om h a n v a r en L’hom- b resp iller og Tobakssm øger, vides ikke, m en i Indberetninger p a a Em bedsvegne er han blevet k a ra k te rise re t som en Mand, hos hvem aan delig Føde ikke v a r a t faa. O gsaa h ans Navn hvirvledes ind i »Dannevirke«s S p alter og fik sit Besyv, m od
sagt af Degnen, der m ente a t skulle væ rne om sin F oresattes Efterm æ le.
E t nyt Navn glider os forbi: Skolelæ rer M. Sommer. Vi h a r h ø rt det engang før. Ifjor henim od Jul skrev sam m e Skolelæ rer en A dventssalm e til »Dv.«, uden O prørstoner og Hanegal, en rig tig køn lille Salme. Nu siges der, a t h a n holder kristelige Kate- k isa tio n e r i sin Skole, hvor ikke blot Børnene faa r deres Søn
dagsopbyggelse, m en hvor ogsaa Voksne er tilstede i H undrede
vis. Kan h an kom m e godt fra det, h a r m an h ø rt sige, saa giver h a n P ræ stern e Dask, dog ikke n a a r nogen af dem er tilstede.
P e ter K ristian Koch synes godt om dette. Ude i L andet g a a r ogsaa S nakken im ellem Bønderne, a t han er en P ræ steh ader, h v ilk et han dog selv benægter.
Mogens A braham Som m er v a r født i Ribe og blev i sit 24.
A ar L æ rer i H aderslev, efter a t have prøvet ad sk illig t andet.
E t Blik p a a han s Billede i D ansk biogr. H aandleksikon giver allerede, et In d try k af P ersonen som noget ikke helt alm in de
ligt. H an præ dikede, siges der, en A rt frik irk elig K ristendom i T ilk n y tn in g til N ordm anden L am m ers . . . . udgav P jecer og virkede som K vaksalver. H an kom gentagne Gange i K onflikt baade m ed M yndighederne og B efolkningen . . . . og fik a d sk il
lige Fæ ngselsstraffe. En ingenlunde ubegavet Mand, hvis Tro p a a sin Mission ikke lad er sig bestride.
Ib lan d t hans S m aask rifter er: »Et evangelisk Foredrag, 7
C arsten Petersen.
holdt i A rresth u set i H aderslev 4. Ju n i 1854 af M. A. Sommer«.
(2. Oplag, Aalborg). H er h a r vi M anden selv, som h a n g a a r og staar, m an kunde m aaske re tte re sige: som han h a s te r og løber i sit og sin H erres Æ rinde. »Verden holder i Dag Pinsedag« — hedder det — »Da jeg v ar hos E der i den tidlige M orgenstund og bøjede m ine Knæ m ed E der i E ders kolde k lam m e Celle, da ta lte jeg til enhver af E der om A andens Udgydelse . . . . Jeg h a r ofte erfaret det, n a a r jeg h a r væ ret ene m ed Eder, a t Eders H jerte h a r slaaet h aard e Slag, og T a a re r h a r perlet i E ders Øjne, jeg vil aldrig glem m e de T a a re r vi m ed h in an d e n h a r fældet her i dette Fængsel, th i ‘H erren h a r ofte besøgt os, og det er vort Haab, h ans N aade h a r ikke væ ret forgæves . . . . Jeg fylder i Dag m it 25. Aar, og da jeg i Morges bøjede m ine Knæ m ed Eder, fo rtalte jeg E der det jo, hvorledes H erren u n d e rlig t h a r ført m ig i disse 25 Aar. Jeg h a r jo skaffet E d er B ø g e r ___og I vide, a t I k unne tale til m ig som Ven til Ven. I Dag h a r jeg taget en Del af m ine V enner h i d ‘for at deltage i Opbyggelsen...
Jeg føler m ig nu træ t, th i den ganske Dag h a r jeg ta lt h e r fra den tidlige M orgenstund, siden i A rbejdshuset, og en dnu eengi.ng skal jeg sam le de hungrige Sjæle, som længes efter at høre om vor dyrebare F relsers Naade, og derfor m aa jeg slu tte denne Gang. Im orgen skal jeg a tte r kom m e til E der og da ville vi fryde os ved h ans Livs Ord igen.
(Derefter en Bøn).
H an sk riv er m ed gam m eldags Høflighed »Eder« stort, selv om det er F an g er og T u g th u sk an d id a te r, han ta le r til, m en deres Navn s ta a r ogsaa skrevet sto rt i h an s store Hjerte. At en ung Mand m ed denne B aggrund k u n d e sam le nogle H undrede a f H aderslev- Borgere om sig — jeg tæ nker, det v a r m ange af de Sm aa — det un'drer m ig ikke.
H ans Tid i H aderslev blev k u n kort. P ræ sten F r. Helweg, der m aaske v a r L æ rerens næ rm este F oresatte, fik ham fjern et efter tre A ars V irksom hed. L ejlighedsvis h a r h an dog holdt Møde i Byen senere.
To Taler, holdt i Had. 14. og 15. Juli 1859, lod h an try k k e sam m e Aar, og h eri læses: »Der v a r en Tid, da jeg m ed megen
B ekym ring vendte m it Blik mod denne Stad. Jeg vidste, a t ligesom T roldkarlene og de æ gyptiske Koglere m ed deres Be
svæ rgelser ku nde gøre de kraftig e G erninger efter, saaledes kunde de gjorte K ongepræ ster [et yndet U dtryk hos Forf.] med deres blinde Iver og store Tale gerne ogsaa forføre Guds ud valgte F o lk ’ . . . . Disse gjorte K ongepræ ster h a r ingen Tro, der
for h a r de h eller ingen K raft, de leve m ed Verden og trag te efter alt, hvad Verden byder dem, Em beder og faste L ønninger og m agelige Dage og derfor k a n de ikke vidne om, at deres Tro er den Sejr, som overvinder V erden’.
Om sig selv siger h an : »Jeg veed, jeg h a r m odtaget et sto rt N aadepant, hvorm ed jeg skal aagre — m aaske b lan d t 7000’
fandtes ikke Een, som H erren havde u d ru ste t med A andens K raft og M yndighed til a t forkynde Ordet, som han h a r k a ste t det i m in Lod, saa h a r jeg ogsaa a t bringe en desto stø rre Rente!
Biskoppen, Provsten og P ræ sten h a r spillet den hellige Mand saa længe i «det hellige Embede«, skrev han allerede A aret iforvejen, «at han virkelig tror, h a n er en hellig Mand i et helligt E m b e d e ---veed ikke andet, end a t han lider, for
sager, bliver bespottet, foragtet og forfulgt, sa a han græ der for sin Kone og fortæ ller hende sin h aa rd e Skæbne, raa d fø re r sig med hende, om det ikke er det bedste, a t de flygte for dog a t frelse Livet, indtil h u n ved fornuftige Ord brin g er M anden til
rette, overbeviser ham om, a t det hele er k u n en Drøm, en Følge af det tykke Blod, der er frem kom m et ved, a t h an h a r g jo rt sin Bug til sin Gud«. — H an tilra a b e r sine Læsere: »Skil
ler E der fra dem, I m it Folk; th i deres Øjne blive opladt for, a t F olkekirken er den Babel, som Johannes ser a t falde«. Og han slu tte r: »Saaledes være disse Ord u d sendte i V orherres Jesu K risti Navn til V ejledning for de Enfoldige, der ønsker at frelses fra denne v a n a rtig e Slægt«.
I et Skrift, som u n d e r N avnet Dr. Johannes T heodorus s a a Lyset i 1864, lod han try k k e m ed store B ogstaver: «I Slanger! I Øgleunger! hvorledes k an I und fly Helvedes Dom — I A arhun- d reder have nu P ræ stern e bedraget F o lk e t--- der vilde ikke
9
C arsten Petersen.
væ re een af H undrede, der vilde føle noget Savn, n a a r G ejstlig
heden ta k k e r a f . --- D anm ark k an tak k e Gud for Dr. Søren Aabye K irkegaard, han er enestaaende i vor Sam tid, og ikke alene i vor m en i de forgangne Slæ gter op til Apostlenes Dage h a r ingen ta lt som han.«
Det v a r den Læsning, som i de Dage laa p a a M enigm ands Bord i H aderslev, og saa »Dannevirke«. H vad fik M enigm and vel ellers at læse? Da m aa u d e n Tvivl de K ierkegaardske Toner være gaaede ind i hver M ands Stue, hos de lærde Tæ nkere og aandelige Førere, ja, og saa hos m ange, m ange sm aa Folk, som ikke h a r megen Tid, m aaske h eller ikke F o rstan d til at gransk e i V idenskabernes dybe M uldvarpeløb, m en som ofte h a r et Hjerte, der um id d elb art fo rstaa r visse G rundsandheder. Hvor m eget der kom ud p aa G ader og S træ d er af disse Bevægelser p aa A andslivets og Sjælelivets O m raade, ved vi ikke.
H vor dybt Sindene v a r grebne, ses af et Brev, som en aand- fuld Kvinde skrev til det lille Kirke-U geblad »Brevbærer m el
lem Kristne«. »Vi h a r i næ sten to Aar«, fortæ ller hun, »haft en overvæ ttes Naade, idet H erren h a r sendt os en Mand, der er sa are sjæ lden begavet med Guds A and og fyldt med hellig Ild --- . At h a n — og jeg tro r ene h a n — k an og er istan d til at virke p a a F olket og føre det til K ristum , er en alm indelig Me
ning her, fordi h an er saa a l s i d i g , navnlig ikke for streng D a n s k , ikke for streng g r u n d t v i g s k eller streng h e r - r e n h u t i s k. E gentlig saa hæ lder h an vel m est til K i e r k e - g a a r d . . . . H an h a r holdt Bibellæ sning og F o rk la rin g h ver Aften over det gam le og ny T estam ente; i lang Tid v a r det k u n for Børn, m en senere blev det saa besøgt af Æ ldre, a t Skolen, d e r dog ru m m e r o m tren t 300 Personer, ingensinde er sto r n o k ...
Man k an vel sige, a t h an p ræ d ik er lige sa a m eget m ed sit Liv som m ed sit Ord, thi han er afholden og forsagende i alle Ting og dog b lan d t Børn ganske selv et B arn. Da vistnok m angen h a a rd Kam p er gaaet gennem h ans H jerte, h a r det e fterlad t dybe Spor i h an s T ræ k; jo læ ngere jeg ser p a a ham , desto sk arp ere blive de mig« . . . .
Mogens Som m er m aa tte a lts a a rejse. H ans Liv, som a ltid
havde v æ ret fuldt af V idtløftighed, blev det end m ere siden.
Men lad ham fare.
Vi er kom ne for lan gt frem i Tiden. E n d n u er Drøftelsen i
»Dannevirke« i sin Begyndelse.
En Maske, U. K—d., d u k k er op og ta le r godt for sig. »Dan
nevirke« gør v istnok Ret i« — siger h an —, »nu og da a t hen
lede sine Læseres O pm æ rksom hed paa Dr. S. K ierkegaards V irk
som hed for a t aabne Øjet for, hvad der er sand K ristendom , og hvad der er S krøm tkristendom . Bedre v a r det, om »Fæ drelan
det« med hele R æ kken af han s T orden-A rtikler kom i alle Huse for a t vidne, a t det h eller ikke s ta a r ret til hos os P ro te sta n te r ... D anm ark er ikke opgivet, det elskes [nemlig: af Gud];
m en det sover og drøm m er, derfor skal det opraabes —«.
En fortørnet P ræ st i N abolavet k om m er farende, riv e r Ma
sken af Personen, og raaber, a t h a n hedder U lrik K jæ rgaard.
Men vi er lige kloge og k en d er ham ikke. M asken ta le r to G an
ge og aldrig mere. Men nu er ogsaa P ræ steskabet, Theologerne, Sandhedsvidnerne, kom ne i Bevægelse.
F. E. Bojsen i V ilstrup h a r sin egen »Budstikke«, et T ids
skrift, i hvilket h an a a n d rig t og veltalende behandler Bibel
tek ste r og vigtige Spørgsm aal efter grun d tv ig sk e Synspunkter. I B ladets m ange og fyldige A argange h a r Søren K ierkegaards Sag ikke fo rsty rret den hyggelige og m enneskevenlige Tone; sjæ l
den t næ vnes den, ald rig med nogen dybere Alvor. Men Udgi
veren giver en enkelt Gang Møde i »Dannevirke«s Spalter ib lan d t de a n d re Stridende og erklæ rer, a t det dog vel ikke kan kræ ves af P ræ sterne, at de skal opgive deres Em beder. »Vi skal være villige til a t bringe Opofrelser, n a a r disse virkelig kræ ves af os, m en vi vil ikke bringe dem for at væ re dem til Behag, der ikke kan unde os vore Indtæ gter, hvad enten vi gør Gavn for dem eller ej. At ville væ re M artyrer, hvor det ikke kræves, a n se r jeg for lige saa daarlig t, som ikke at ville være det, n a a r det kræves«.
Saa tie r den erfarne Mand i V ilstrup. H an glem m es h u r
tigt, th i nu k om m er Ungdom m en. Som en R aket fuser det op i Luften, knitrend e, lysende. Det er unge Hr. P eter C hristian
11
C arsten Petersen.
Zahle, Præ stesø n fra N ørrejylland, K an did at i Theologien, N a
tionaløkonom , Bondeven, R igsdagsm and, a lt i a lt et Uro paa den danske Skueplads. Dengang h an tog Ordet i »Dannevirke«, vidste vel ingen, hvor h a n kom fra, m en senere h a r H istorien godt k e n d t h a n s Navn. H an var B roder til N athalie Z. og Onkel til den forhenv. S tatsm in ister.
De første S ty kk er af »Øjeblikket« v a r udkom ne. S triden og O phidselsen ud over L andet steg fra Dag til Dag. B ladet »Dan
nevirke« er med. Der try kk es næ sten ikke et N um m er, uden a t der høres en Genlyd deri af de store Kampe. P. Chr. Z ahle’s første Em ne hedder: P ræ sten og P ræ dikestolen. R edaktøren gør sine B em æ rkninger dertil, bl. a. denne: »I H enhold til In d
holdet af hans A rtikel da er jeg i m eget ikke enig m ed ham , m en fo rd rer lan g t g rundigere Reform er, navnlig P ræ d iken en s Ophør i K irken og Ordets F orkyndelse frem k ald t ude i selve Sam fundet.«
Dette N um m er af Dv. syntes P o litim esteren ikke om. S aa vidt m aa tte m an ikke gaa, dersom der skulde væ re Lov og Ret i L andet. B ladet blev beslaglagt.
Men den unge K and idat og R igsdagsm and skrev videre. Der var Ild i hans Pen. Om »Den hellige Kæde« skrev han — om
»kristelig Rangfølge« — om »Bisp, Præ st, Degn«, hvilken sidste A rtikel sam m en m ed nogle U dpluk af »Øjeblikket« a tte r blev A arsag til, at B ladet blev beslaglagt.
E n Dag segnede S. K ierkegaard om p a a Gaden, dødssyg. Han m aatte holde inde med »Klem tningen«. H ans G erning v ar gjort. Men i H aderslev og ud over L andet gik K lem tningen videre. P. C. Zahle skrev om »Præ st og P ræ st. Offer og Offer.
Arv og Arv«. H er spørges, hvorfor m an i R eform ationens Dage ikke fejede P ræ stesk ab et ud m ed saa m eget andet. Der svares:
»Læs derom L u th ers H yrdebrev, som K aptajn T h u ra h (Læreren v. T ønder Sem inarium ?) nylig h a r oversat. S taten og F y rstern e sagde som før St. Peders Stol: Nej Stop! P ræ stern e kunne vi godt bruge. De k a n holde os Folket i Ave. Dem k a n vi dreje og vende, som vi h a r Lyst, m od at give dem fede Embeder«. Om Arven siger han, a t nu arves et evigt Liv ved Fødselen, alt-
sam m en i M odstrid m ed det Ny Test. »I Sandhed, K ulturen stiger«. H øjtideligt føjer R edaktøren til: Det Emne, som Hr.
Kand. Zahle ovenfor h a r behandlet, sysselsæ tter i vo r Tid m eget de troende Lægfolk. F or a t paaskynde Spørgsm aalets Afgørelse opfordrer jeg herved dem, som ansee T itelen P ræ st og Præ ste- em bedet overhovedet en sæ rsk ilt P ræ stestand, for k ristelig hjem let, til i Dv. a t m odbevise Hr. Zahle.
P. C. K o c h.
En P ræ st i H aderslev følte S pørgsm aalets og O pfordringens indre Berettigelse og sendte et Svar. Det v a r Jo hannes Fibiger, L æ rer ved L atinskolen og tillige H ospitalspræ st. H vorfor han blev den eneste, der gjorde sig den Umage, enten for sin egen eller for M enighedens Skyld, fristes m an til at gøre sig sine T a n k e r om. S ikkert v a r lan gt ud over de levende K ristnes K reds Sindene i stæ rk Bevægelse. L æ rerne ved Skolen, der hver Dag stod im ellem tæ nkende og spørgende Elever, P ræ ste r
ne, der hv er Søndag stod overfor en T ilhørerskare, ib lan d t hvil
ken de fleste havde læ st alle de drøje A nklager mod P ræ st og K irke; opvakte M ennesker i Mogens Som m ers F o rsam lin g er, som ken dte deres Bibel; Provster, B isper og an d re K irkens Tilsyns- m æ nd — v a r der ingen af dem, som vilde stille sig ind i den aandelige Kam p og tage et Stykke A nsvar p aa sig? De tav vel ikke, sik k e rt ikke. Men P eter K ristian Koch fik ikke Svar af dem. Det er i det hele tag et forbavsende, i hv o r ringe Grad den k ristn e M enighed eller K irkefolket dengang saa vel som senere h er i Slesvig h a r tag et sig af sin K irke og dens aandelige E jen
dom.
Dengang a ltsa a v ar P ræ sten Joh. Fibiger ene om a t give et sagligt og h istorisk F o rsv ar for P ræ stestanden . »Vor Tids Skade«, hæ vder han, »bestaar ikke i, a t vi have lovligt beskikkede P ræ ster, m en i, at vi have saa m ange daarlige Præ ster. Em be
det er helligt, m en selv h a r P ræ sten h v erk en ved Fødsel eller af hellig K a ra k te r noget forud for de an dre Troende. Jeg h a r hel
ler ald rig sporet, at nogen P ræ st hos os i m indste M aade h ar gjort F o rd rin g derpaa«.
13
C arsten P etersen.
E t M ellemspil foranledigedes a tte r af Ungdom m en. I sit M indeskrift om Sognepræ st Chr. H. de T h u ra h fortæ ller F.
H jort: »I den saak ald te S andhed sv idn estrid deltog T h u ra h m eget k ra ftig t og efter m anges Mening p a a en sæ rdeles heldig Maade i sit R iim brev til Jo hannes Forføreren, alias Dr. Søren K ierkegaard«, der blev efterfu lgt af »Hvorfor netop saaledes, P ræ m isser i Sagen C. H. T h u ra h k o n tra Dr. Søren K irkegaard«
og M ester Jakel, en D yrehavsscene gengivet efter V irkeligheden«
(Tre Gange efter h in an d en s ta a r N avnet K. m ed fejl Bogstave
ring).
»Dannevirke« kald te R im brevet et S kam skrift. Men det fik et G ensvar i et a f B ladets N um re, som b aade for Form ens og Indholdets Skyld h er delvist skal m eddeles:
Mit In d try k af stud. T h u ra h ’s Rim brev.
Der s ta a r en F orfæ rdelse over vor Tid!
Kamp og Strid frem ru ller
med døvende B ulder.
H øjt hæ ver sin S kulder F orargelsens Jæ tte a t flæ tte
for Svagheds B arn sit G arn
til F ordæ rvelsens Snare.
Svare lyde de stride
T vedragtens Røster.
B røster
nu fordum s Fred!
Ned
sty rte r i Grus
h in t B indingsvæ rks Hus, baade m ørt
og skørt,
bygt af F o rstan d en og tileg n et Fanden.
Nu gæ lder det for eller mod!
Hvo forhen stod h in an d en saa n æ r saa k æ r
ved F ræ n d sk ab og V enskab —
»Jeg vide det niaa, du svare m ig p aa:
H vorlunde bor H erren i Sinde?«
Da hedder det Ven eller Fjende.
I dit dunkle Skød h vad dølger du, Tid?
H vorhen stu n d e r din Id?
H vad skal m øde vort Øje h ist p a a den høje
straalen d e Bue, n a a r a tte r vi skue M orgengryet?
T æ nder du Nyet b ra t for en bedre A and?
Løser de B aand som en Tid saa lang Guds M enighed tvang?
H væ lver du nu
som hin S tund i lysende F org ru n d B rynet
F o rk larelsessy n et k larlig at skim te?
skulle saa glim te Troslivets Lyn, et Opbyggelsens Syn, som K ornm od a t styrke i Jorderiges Mørke Guds Riges Sæd?
o. s. V.
(undertegnet:) —d—n.
I S lu tn in g sp artiet, Som ikke m eddeles her, fa a r S tudenten sin Dom; m en om S. K. hedder det sm st.:
— ham
A andskæ m pen, m ed T an k en s sk arp este Syn, m ed de glim tende, sælsom t fæ ngende Lyn, m u lig t vor Fjende,
m uligt, n a a r K am pen stu n d e r til Ende:
vor Ven —
Jeg er sik k er paa, a t med disse Ord er m ange ærlige for- staaende M enneskers T a n k e r om S. K. i de Dage re t nøje gen
givne:
15
C arsten P etersen.
M uligt vor Fjende — m u ligt vor Ven.
S aa gik S triden videre. Og inden P. C. Koch tæ nk te sig om, havde han k ø rt sit Blad ud paa A fgrundens Rand. P a a G rund af U dtalelser om forskellige kirkelige A nordninger saa vel som i Forbindelse med de K ierk eg aard ’ske Øjeblikke blev der p aafø rt ham en Proces af M inisteriet. A dvarsler var gaaede forud, m en havde ikke frugtet. A nklagen gik ud paa, at L and s
k irk e n (i H ertugdøm m erne) v a r blevet angrebet sa a stæ rkt, som den overhovedet kunde blive. »Jeg i det m indste«, siger A nkla
geren, »indser ikke, hvad Værre og m ere F ornæ rm eligt, der skulde k u nne siges om den; m en foruden dette er de b rugte U dtry k i højeste Grad utilbørlige og fornæ rm elige for R egerin
g e n og for den hele gejstlige Stand« o. s. v. Der andrages paa A ars Fængsel, eller en følelig M ulkt og B etaling af O m kost
ningerne.
Nu v ar det passende, om P. C. Zahle skrev en A rtikel om at lide for Retfæ rdighed, og den skrev han, uden a t han dog kom til a t lide med.
Dagen efter kom i»Dv.« M eddelelsen om Søren K ierkegaards Død.
»Ja, nu er det forbi«, stod der at læse nogle Dage senere,
»den m æ rkelige Mand m ed den »vidtløftige L itteratu r« og den
»private Religion« er død. Kun en H andling s ta a r tilbage: m ed de tre Spader Jord a t indvi den Afdøde som Alt, hvad der er
kom m et af Jord, til Jord igen — og sa a er det f o r b i.. . .
Men trin d t o m kring i det Folk, h a n tilhørte, hvis Sag han tjente, hvis Sprog han m ed sønlig H engivenhed og m ed næ sten kvindelig Forelskelse v a r stolt af a t have den Æ re a t skrive, trin d t om kring i dette Folk er der Sorg hos de Enkelte, hvem han søgte og fandt, efter hvem h an ligesom u d stra k te sine Arm e — disse Enkelte, der saa fo ru n derlig t føler sig tiltru k n e af, hvad h an s k r e v ---- de se m ed K æ rlighedens hele B eun
d rin g tilbage p a a det Liv, som — hvad der er sa a sjæ lden t i
»Kristenhed« — helt igennem sigtede efter Idealet.
Skulde den, der n edskriv er disse Linjer, sæ tte en In d sk rift
p a a den Hensovedes Grav, da blev det denne: Det er p a a den høje Tid, at vi fa a r vide, hvad det vil sige a t være Kristen.«
(undertegnet:) s.—h.
En M aaned senere sagde P e ter C h ristian Koch F arv el til sine Læsere. H an havde solgt B ladet og rejste til København.
Om denne sidste Begivenhed skal jeg kun kortelig gengive, hvad P. L auridsen h a r u d ta lt i Hist. T idssk rift A. R. 2. B. (om sønderjydske Førere). P. C. Koch v a r imod F o rven tnin g efter T re aa rsk rig en kom m et i et spæ ndt Forhold til det danske Styre, De slesvigske M inisterier havde stan d set hans nationale Væk
kelsesarbejde, og han lagde da dette Arbejde om i religiøs og kirk elig Retning. F ra N ytaar 1855 blev Dv. halvvejs et religiøst Blad. Saa kom K ierkegaardsrøret. P. L auridsen an fø rer føl
gende B rudstykke af et Brev, som P ræ sten Fr. Helweg skrev i dette T idsrum : »Hvad det k ierk e g aa rd ’ske Spektakel angaar, saa skal m in gode Raasløff (som tru ed e m ed a t fratage Dv. Kon
cessionen) vogte sig for Y ttringer, som: Jeg vil ikke have det u d b red t i Slesvig . . . . Koch k a n deri in te t concedere, h an gør det heller ikke, og u a g te t jeg ingenlunde er en K ierkegaardia- n e r som han, finder jeg h e lle r ikke, han bør«.
P. C. Koch skrev selv til Flor: »Forbudt blev det m ig da stre n g t a t optage noget af Dr. S. K ierkegaards Polem ik eller a t om tale denne, fordi Raasløff og Regenburg ikke vilde have d ette Em ne ind i det slesvigske«.
U nder disse tru en de T ræ ngsler tabte P. C. Koch og hans H u s tru Modet og opgav Evret. B ladet »Dannevirke«s Deltagelse i S. K ierkegaards Kam p v a r derm ed tilende.
Men vi h a r u n d er denne K am p nogle Gange m ødt et Navn, som h er m aa frem drages endnu engang. Det er Johannes F ibi
ger. H ans E rin d rin g er er delvist bievne try k te u n d e r Titlen:
»Mit Liv og Levned, som jeg selv h a r fo rstaaet det«. H er faar m an ogsaa et Indblik i h an s S tilling til S. K. Ved sin Afrejse fra K øbenhavn havde h an lagt p aa sin Forlovedes Bord et Bind af S. K. og en Roman, selv førte h a n sam m e Slags Læ sning med sig. »S. K ierkegaards S k rifter af opbyggelig R etning vokser i
2 17
C arsten Petersen.
de Aar, og vi v a r begge lige opfyldte af den. A m alie stjal Her- reg aard en s T oilettetim er for at fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de søvnløse N æ tter i m in Feber og læste K æ rlighedens Gerninger«. Ib lan d t hans digteriske A rbejder er et Skuespil
»Johannes Døberen« og et »Profeten Jerem ias«, der tydeligt nok røber, af hvad A and F o rfatteren er. I »Dannevirke« kom h a n til a t ledsage og belyse den standende S trid m ed en Ræ kke Ar
tikler, som h a n k ald te Løverdags Læ sning og som skulde v æ re en Forberedelse til Søndagen. Hele Vejen h a r h an S. K. i T a n ker, og tilsid st tils ta a r h a n aab ent: «Nu h viler han i sin Grav, og h an s Sjæl er der, hvor h v e rt Ord, baade de tilbørlige og u til
børlige vejes p aa en anden V æ gtskaal end den, vi i vor K ort
synethed og med alle vore jordiske H ensyn p lejer a t bruge. Alle de h a a rd e K nuder, h an k n y tted e for os, skal ikke forvirre den H erre K ristus, m en jeg ved ikke, hvorledes de bliver løste. I hvad jeg h a r skrevet, h a r jeg dog søgt at løse dem efter den Oplysning, der er m ig forundt. Jeg h a r vel k u n en enkelt Gang næ vnt hans Navn, th i jeg vilde, a t stille Folk, der ikke ser sig vidt om i Verden, h eller ikke behøve det, skulde k u nne læse m ine Ord ogsaa uden H ensyn til den S trid der foranledigede mig til a t tage O r d e t--- Derfor ved jeg m in Sam vittighed fri, n a a r K irkens Læ rere er bievne beskyldte for ved denne Lejlighed af M enneskefrygt a t have holdt sig tilbage i Tavshed«.
H an og a n d re P ræ ster m aa tte tage imod adskillige Y tringer, m undtlige saa vel som skriftlige. En af dem slu ttede m ed disse Ord: »Luk De Deres K irkedør og skriv uden paa: H er vrøvles ikke m ere af J. Fibiger, Sjælem yrder«.
Saaledes gik A aret 1855. P eter K ristian Koch er fo rsv u n d et og der bliver stille i »Dannevirke«s Spalter, Søren K ierk egaard ligger i sin Grav, Mogens Som m er er her endnu, m en s ta a r fo r Fald. Men Provsten H. P. Kofoed-Hansen — hvor er h an ble
vet af?
Nu, h a n sidder lu n t inden Døre og sk riv er p a a en Bog, som hedder »Tegnet fra Him melen«, en kristelig-psykologisk Af
han d lin g (trykt 1856). D erefter giver h an sig i Lag m ed en Bog: »Dr. S. K ierkegaard m od Dr. H. M artensen« (ligeledes try k t
1856). H an følger a ltsa a med. Til den fænom enale V erden for
holdt h an sig som den, der bare er p a a G ennem rejse (J. Fibiger), m en han v a r dog m ere end T ilskuer. I A aret 1857 udkom : »Dr.
S. K ierkegaard mod det Bestaaende«, i 1859: »Nyt G am m elt.
Breve over T e rtu llia n fra ux til xu«, 1860: en Sam ling Salm er og Sange, 1863: »Indledninger, givne fra Præ dikestolen« (en P ræ d i
kensam ling) og endeligt i 1864: »En Røst i Ø rkenen fra P ræ d ik e
stolen«, det sidste Arbejde fra h ans H aand, som fuldførtes og ud kom i H aderslev.
Blev der ved S. K ierkegaards Død stille i H aderslev, i h v ert F ald tilsyneladende og p aa Overfladen, saa lagde T ankernes S trid og Tum m el sig ikke hos Provsten, skønt han ved Ju le
tid v a r fly ttet u d til P ræ steg aard en i G am m elhaderslev og fra sin store Have ved D am m en kunde forfriske sin Sjæl ved L and
skabets hele Ynde.
F o r ham vilde T anke og Ord og de try k te Bøger, som han havde m ange af, ikke slaa til. Det g jald t om a t eksistere som en K risten. H ans S am vittighed kom i stad ig t større Pine. N aar h an forestillede sig det Ny T estam entes K ristendom , Apostlenes F æ rd og Evangeliets første F orkyndere i den Belysning, S. K.
havde frem kaldt, saa blev der først Uro, d erefter Selvbebrejdelse og tilsid st en B eslutning: H an ku n d e og burde ikke være Præ st.
H an k unde ikke fyldestgøre de Krav, som m an p a a Idealets Vegne — og p aa R edelighedens Vegne — m aa tte stille til en san d K irkens Tjener.
Hen p a a A aret 1857 indgav P ro vsten sin Afskedsbegæring. I et Brev til Chefen for K irkeafdelingen i det slesvigske M iniste
riu m J. R egenburg u d ta le r h an : »N aar jeg ansøger om m in Entledigelse, saa er det sket ifølge m in S am vittigheds Bydende.
Jeg h a r kæ m pet længe, rnaaske for længe derim od og k a n ikke Andet.« Da m an nødigt vilde slippe den dygtige og begavede Mand, erklæ rede h an sig villig til a t nøjes m ed en Perm ission, og M inisteren indberettede p aa følgende sm ukke M aade til Kon
gen: »Fra Sognepræ sten for G am m elhaderslev M enighed og P rovsten for H aderslev Provsti, H. P. Kofoed-Hansen, h a r M ini
steriet m odtaget et A ndragende, hvori han, hos hvem de senere
2* 19
C arsten Petersen.
A ars k irkelige Bevægelser have frem k ald t en Kamp, der h a r gjort ham det i høj Grad vanskeligt at varetage sit Kald, h a r y ttre t det Ønske, a t der m aa tilsta a s h am en Perm ission, hvortil h a n føler sig træ ngende sjæ leligt endnu m ere end legem ligt og hvorved h an h a a b er a t k u n n e sæ ttes istan d til a t genvinde den F red og aandelige F asth ed, der er nødvendig for a t udøve sit Kald i F o rtrø stn in g til H errens Velsignelse . . . . M inisteriet kan for sit V edkom m ende k u n ønske, at denne dygtige, redelige og sam vittighed sfu lde E m bedsm ands Begæ ring m aa blive op
fyldt —.
E fter at have tilb ra g t en Tid i Stilhed og derefter foretaget en U denlandsrejse, vendte P rovsten tilbage til sin gam le G er
ning i H øjsom m eren 1858. D. 4. Aug. indviede h a n den nybyggede K irke i Som m ersted. Da H ertugdøm m erne frareves D anm ark, opgav H. P. Kofoed-Hansen sin Stilling i H aderslev og blev et P a r A ar senere P ræ st paa Lolland og Stiftsprovst for Lolland- F a lste r Stift. H an skrev endnu: »Et F olk — Folket« (1869) —
»Her og Hisset. Breve til en Afdød fra M. Oriente. U dgivet af Kofoed-Hansen.« (1872) — »Livslænker. En F ortæ lling af Jean Pierre« (1875). Sine sidste A ar tilb rag te h an i København, hvor h an tra a d te over til den rom ersk-katolske Kirke.
Om hans Liv og T æ nken saa vel som hans F o rfattersk ab h a r P. P. Jørgensen skrevet en Bog p aa over 600 Sider med T itel: H.
P. Kofoed-Hansen (Jean Pierre) m ed sæ rligt H enblik til Søren K ierkegaard. Sæ rlig til Belysning af a a n d sk u ltu re lle S trøm nin g er i det 19. A arhun d red es D anm ark. Bogen, der er en Af
h an d lin g for den filos. D oktorgrad, er forsynet m ed en m eget sm u k Tegning af E lsabeth Jerich au.
Som d et ses, udkom h an s S k rifter i K ierk eg aard sstrid en først efter S. K ierkegaards Død. H. P. Kofoed-Hansen h a r selv b ek la
get dette og m ent, a t dersom h an havde n a a et a t faa sagt, hvad h a n vilde sige, et P a r A ar før, da vilde S. K ierkegaards sidste voldsom m e Angreb have form et sig anderledes. P. P. Jørgensen indrøm m er, a t dette H aab m aa tte have nogen B erettigelse: »Den Form odning, at han, hvis h an havde væ ret to A ar tidligere paa Veje, vilde have fo rm aaet i E genskab af redelig gejstlig a t be-
virke om ikke en M etam orphose, saa dog en M odifikation af K ierkegaards sidste Frem fæ rd, tø r næppe forvises fra det Sandsynliges E nem æ rker« (a. St. s. 518).
H erm ed forlader ogsaa vi H aderslev. Ved Afskeden falder v o rt Øje p a a det nyeste N um m er af »Budstikken«, hvor en Ind sender erk læ rer: »De Søren K ierkegaardske Consequentsm age- rie rs heftigste E fterv irk n in g er have n u saa tem m elig lagt sig, og k u n nogle S u rm u lerier lyder endnu h ist og her over, a t denne S kribents T arv elig h edsanv isn in ger ingen F ru g t have h aaret, m en a t m an f. Eks. endnu ser En indbyde sine V enner til et M iddagsm aaltid, en anden at lægge et Gulvtæppe, som gode V enner have foræ ret ham , p aa sit Gulv o. d. 1.«
U vejret er a ltsa a drevet over, og vi k a n tage en T u r p aa Landet.
Ud til en P ræ steg a a rd i Vest. Til en Digter.
Da Mogens Som m er udgav et P a r af sine Taler, opstod der inde i Bogen en tom, ubeskrevet Plads, som den ivrige Læ gpræ d ik a n t rim eligvis d a a rlig t kunde forsone sig med, hvorfor han p a a dette Sted lod try k k e følgende:
E fterskrift. Kjære Læser! Vil du læse noget godt og N yttigt, sa a an sk af dig en Bog, som hedder: Breve fra Hel
vede, udgivet af M. Rowel.
Du vil i al Evigheds Evighed ikke fortryde det.
M. Rowel — det er Digteren. H an hedd er m ed sit rette Navn V aldem ar Adolf T histed og ser k ø n t og tiltalende ud. H an bor heller ikke i Helvede m en i den gam le lavloftede H øjrup P ræ stegaard, som n u er forsvundet. R esterne af et gam m elt Træ s ta a r endnu i Haven, og m an siger, a t det stod uden for S tud ere
stuen s Vindue. Her h a r vel saa D igteren siddet og skrevet Ka
pitel efter K apitel, m ens Bogfinken sang sit Stykke i T ræ ets Krone. Bogfinken er fløjet og D igteren er glem t.
Brevene fra Helvede v a r allerede skrevne i 1846. A ndet Op
lag udkom 1867 sam tid ig t i K øbenhavn og London. De siges a t have v a k t s tæ rk t Røre, ogsaa i T yskland. F ø rst 1855 kom F o r
fattere n til H øjrup som Sognepræst, da v a r K ierkegaardstrid en i fuld Gang. En hel Række F o rtæ lling er og R ejseskildringer
21
C arsten P etersen.
havde set Dagens Lys u n d e r N avnet E m anuel St. H erm idad. Og- saa »Dannevirke« havde lagt- Mærke til dette Navn. Flere af disse V æ rker oversattes p aa Tysk.
I H øjrup hen g ik nogle Aar, uden a t Verden m æ rkede noget til den ellers saa travle F o rfatter. Støjen i H aderslev fristede ham aab en b a rt ikke til a t lade høre fra sig, skønt det Navn, som Alt drejede sig om, forlæ ngst havde faaet sin B etydning for ham ogsaa. Den Bog, han udgav 1859, hed: »Præ stekald. En Sam ling af Breve, udg. af H erodion 2 Dele.« Dens Indhold og M ening er aa b en b a rt et Forsøg paa a t lægge et M enneskeliv til
rette efter de A nvisninger, Forf. havde fundet hos S. K., hovedsa- geligeh med Selvfornæ gtelsen som det store Afgørende. F o rsa gelsen drives efter det givne M ønster saa vidt, a t den unge M and i F ortæ llingen giver A fkald p aa den Elskede. Men m e
dens S. K. ikke fan d t tilbage til Regine Olsen og holdt »Genta
gelsen« i den F o rsta n d for um ulig, saa lader Herodion helt i S lutningen af sin Bog forstaa, a t n u h a r de to elskende M enne
sker læ rt Selvfornægtelsen a t kende til Bunds, og nu m aa de — til Belønning — blive M and og H ustru.
E t P a r københavnske Blade gav sig til a t rak k e ned paa Forf., og han saa sig nødsaget til a t forsvare sig. F ørst skrev han et lille S krift: »Præ stekald, a n sla a et og a n sa t af »Fæ drelan
det« og »Dagbladet«. Nogle T ræ k til Belysning af K ritikens S ta n d p u n k t h e r i D anm ark, ved Herodion«. Senere fulgte: »Til C hristi M enighed fra P ræ sten i Hvilsted«. E n d n u udgav han i H øjrup — for a t tage det m ed det sam m e — nogle Søndagspræ dikener og nogle Digte.
»Præ stekald« — siger han i F o rsv arssk rifte t — er T itelen p a a et Værk, som i den senere Tid, skjøndt optagen og overfyldt (neml. Tiden) endog over det Sædvanlige, h a r v a k t en ikke ringe O pm ærksom hed, saa vel i som uden for det religiøse Livs Kredse. .. H an (Forf.) sk riv e r om det, som er M ennesket helligt, om Gud og h an s Rige og det evige Liv. H an giver det til Bedste, som plejer a t være M ennesket dyrebart, sin egen Ungdom s Min
der, og m an stem pler h am uden videre som en H y k ler og B edra
ger, der ikke m en er eller føler et Ord af, hvad h a n siger.«
En H ykler v ar Herodion nu sik k e rt ikke. H an foretager i
»P rø stek ald « et Opgør m ed sig selv. «Er jeg en Præst« — spør
ger han sig selv —, som i m in k o rte Em bedstid allerede h a r spo
re t hin aandelige Ladhed, som Kjødet begunstiger og Djævelen opelsker, den lune Følelse af a t have sit p aa det Tørre? . . . . E r jeg en Præ st, som finder sto rt Behag i at om gaas m ig selv alene . . . . som tale r højt om a t være Alt for Alle, m en i Stilhed bere
d e r m ig til a t vorde A lt for m ig selv?«
»Nu veed jeg« — sk river h an til den Elskede —, hvad Kjær- lighed er. Kun E et m anglede til en fuldkom m en K jærlighed im ellem os — at den skulde lære a t fornæ gte sig selv. Hvad er K jæ rlighed uden Selvfornægtelse?«
U ndervejs m øder vi da, som forventet, S. K ierkegaard.
»De spørger mig, i h vilket F orhold jeg s ta a r til S. K. Deres Spørgsm aal h a r overrasket mig, dels er det længe siden, jeg h a r tæ n k t paa S. K. Men d esuagtet m aa jeg vedgaa, at jeg unæ g
telig ifølge hele m in senere T an k eretn in g s ta a r i et vist nøje Forho ld til h a m ___ Visselig h an m ente noget med, hvad han talte tilsidst, da han følte, a t han k u n havde faa Ord tilbage at sige i denne Verden! H ans Liv v a r et saare lan g t Ord, m en A kcenten ligger paa den sidste Stavelse. I et Skrig gik han bort, og dette Skrig genlød længe efter ham , genlyder endnu.
O gsaa Gud h a r h ø rt dette hans Skrig; det er n aaet til Him len førend h a n s e l v .... Vi passede ikke for h inanden og adskiltes s n a rt for ald rig m ere a t m ødes... Mit første Værk udkom ik ke længe efter hans E nten — Eller. I deres him m elvide F or
skellighed v akte begge V æ rker O pm ærksom hed. Jeg læste hans Bog, h an læste vistnok aldrig m in. Jeg v ar ham for ubetyde
lig; h an forblev mig uforstaaelig. F ø rst i sine sidste Ord til
ta lte han m ig virkelig i enkelte høje k lare Toner, som sejrende løde gennem vilde D issonantsers C h o r .... H an forekom m ig i disse sidste Øjeblikke a t svæve p a a G rænsen im ellem V anvid og guddom m elig In sp iratio n ; jeg h ørte ham som en Døende, for hvem de alm indelige Begreber begyndte a t forvirres, m en hos hvem de herskende Ideer træ d er frem m ed en forunderlig K larhed og Styrke. I næste, ja i næste Øjeblik m aa tte det
23
C arsten Petersen.
b ris te ___S traks efter a t jeg havde læst Deres Brev, gik jeg hen og opsøgte b lan d t m ine Bøger et lidet Bind, hvor jeg i sin Tid havde ladet K ierkegaards »Øjeblikke« og nogle didhen hørende P jecer indhæ fte. Jeg havde lige saa lidt tæ n k t p aa K ierk egaard som p a a h ans Bog, siden jeg v a r kom m en her til H vilsted. E t Øjeblik stod jeg m ed Bogen i H aand; saa satte jeg den a tte r ro lig t hen paa dens Plads. Det v a r bedre, at jeg for Tiden ikke læste d e ri« .---
Digtere er et eget Slags Folk. Som m etider h a r de ikke helt Rede p a a sig selv. Vi siger høfligt F arvel til H øjrup P ræ ste- g aard og P ræ sten i H vilsted og fo rtsæ tter Rejsen ad Ribe til.
Overhyrde i Ribe Stift er Biskop Jakob D augaard, en M and af » natu rlig Jæ vnhed forenet m ed sto r aan delig O verlegenhed, derhos afholdt af alle, m ed hvem han kom i Berøring«. H an s biskoppelige M yndighed naaede i Syd til Tønder, F ør og Am rum . Men h an s vaagne H yrdeøje naaede længere. Alt, hvad der tonede frem i Tidens Bølgegang fra Nord og Syd kom ind u n d e r Bispens Blik og Dom. I H yrdebreve og R un d sk riv elser talte h an med sine P ræ ster derom.
D atteren K ristine D au gaard h a r nedskrevet en u m aadelig Masse om sin F a d e r og sit Hjem. To Bind er trykte, to a n d re p aa over 1000 skrevne Sider, ligger i Kongeligt Bibliotek. At gennem blade disse E rind ring er, der er skrevne m ed F orstan d, e r det sam m e som a t leve en S tund i Ribe Bispegaard, være m ed i deres Glæder og Sorger, læse deres Breve, kende deres T a n ker og ledsage F aderen p aa h ans V isitatsrejser og Sønnerne p a a deres Rejse til Københavns U niversitet.
Det v a r i A ar et 1850, at S. K ierkegaards Bog: »Indøvelse i Kristendom « udkom . Forf. h a r selv k a ld t den et sidste F o rsv a r for det B estaaende. P a a det T id sp u n k t v ar Biskoppens to Drenge som S tu d en ter i København. P etrus, den yngste, tils ta a r at h a n ikke ken d er noget videre til denne F o rfatter. H ans der
imod, den ældste, læste S. K. i B egejstring for hans F o rfa tte r
skab og m ed K æ rlighedens F o rstaaelse og inderlige Tilegnelse
— som Søsteren fortæ ller. H an ku nd e ikke lade væ re m ed a t m eddele af sin B egejstring i Breve til H jem m et og ved Lejlighed
endog at sende dem en af S. K ierkegaards Bøger. Men F ad e
ren lader ham vide: »Du, Hans, skal ikke anbefale m ig flere a f Mag. K ierkegaards Bøger, thi den Indøvelse er m ig en stor Pine og Plage.«
Dette sm ertede nu Hans. Men senere skrev den gode Bisp- inde, som ellers v a r godt nok enig m ed sin M and: »Du m aa ikke tro, m in elskede Hans, a t vi ganske fo rk aster S. K. Jeg hører, og F ad er læ ser m ed Fornøjelse og Opbyggelse hans K æ rlighe
dens G erninger. Men den m eget o m talte Bog opbygger m ig næ sten aldrig — hvad vindes der ved det Ordbram ?« Im id lertid h a r B ispinden nok alligevel ikke faaet rig tig fat p aa alt, hvad der læstes, th i et P a r A ar efter sk riv er h u n til H ans: »Det vil vist interessere Dig, at jeg nu for Alvor h a r givet m ig til a t læse K æ rligheds Gerninger. F o r en 14 Dage siden v a r her nogle H er
rer: Stiftsprovsten, Koch, Schousboe og d’Origny og der blev ta lt m eget om en Dame, der m ed saa megen K undskab havde u d b red t sig om denne Bog, og jeg kom da til a t ytre m in U ndseelse og Misundelse.« —
Din kjæ rlige Moder T hrine Daugaard.«
Saa m aa tte altsa a T hrine D augaard for Alvor til at stu d ere S. K. H un vidste, hvad h u n skyldte sin Stilling.
H ans v a r svagelig, fik B lodstyrtning og døde efter et P a r A ars Forløb. P e tru s besøgte i 1855 jæ vnligt sin syge T ante paa H ospitalet, h v o r S. K. laa og ventede p aa Døden. Da det oven om talte Rim brev af S tu dent T h u ra h frem kom , m eldte P e tru s hjem : Chr. T h u ra h h a r i disse Dage u d sen d t et Sendebrev mod ham , som jeg s a a henne hos Scharling, og som — jeg læste kün
det allerførste — i det M indste i P la th e d ikke s ta a r tilbage for K ierkegaards egne P ro d u k tio n er — h vortil F aderen sv arer: »Det er en Bog (neml. T hu rah s), som jeg ikke ønskede, Du skulde have skrevet, og over hvilken uden Tvivl hans F ad er vil blive m eget vred; m en den er ikke uretfæ rdig, den giver K. af han s egen Mønt, Snavs og S karn, m en ikke a ttisk Salt.
Saadan v a r L uften i Ribe B ispegaard. V aldem ar Thisted kan med sine Bøger fra dette T id sru m ikke have fundet m egen
25
C arsten P etersen.
F orstaaelse hos sin Biskop. Derim od blev h a n stra k s ved sit første Besøg i Ribe in dtaget i Hans, begribeligt nok. Og da den unge M and døde, skrev D igteren i H øjrup et Sørgedigt, som m an læste med Glæde i B ispegaarden.
H vad Biskoppen i Ribe paa sine Rejser og i sine p rivate S krivelser talte m ed sine P ræ ster i Stiftet om, k a n jeg ikke sige.
Brevene til H jem m et er un d erlig t tavse i den Henseende. Men i sine H yrdebreve h a r han jæ vnligt u d ta lt sine M eninger om S. K ierkegaard, P ræ sten L am m ers i Norge, Mogens Som m er og L æ reren i Mjolden, hvilken sidste vi sn a rt kom m er til at om tale.
S tæ rkest h a r han dog u d ta lt sig, og skrappest lyder h a n s Ord i den O m gangsskrivelse, som han sendte ud i Stiftet den 12. Dec. 1855, efter S. K ierkegaards Død. Skrivelsen k an læses i D atterens Mindebog, m en nogle S ty k k er af den m aa frem drages her.
»Mine elskelige Brødre!
Det er en højst forunderlig og i m ange H enseender sørgelig Tale, der er ført offentlig til os og om' os gejstlige, isæ r i det sidste A ars Tid af en m æ rkelig Mand, en dyb Tæ nker, som nu er hensovet, en Tæ nker, som, m edens h an m aatte antages alvor- ligen at hylde K ristendom m en og at bøje sig for den aabenbare Sandhed, dog og tillige synes a t have villet paa egen H aand og ved egen K raft hæve sig til de Højder, og træ nge ned i de Dyb
der, hvilke den m enneskelige T æ nkning ikke kan naa eller gennem træ nge og ej heller u straffet tø r tilstræ be . . . . Isæ r h a r han vendt sine skarpe, vi k u nde næ sten sige, giftige Vaaben mod L æ restan den (d. e. P ræ stestan d en ) i K irken og benæ vnet alle dens Lem m er uden U ndtagelse Slyngler, Løgnere og med flere slige Navne, som det ikke er værd a t gentage, og offentlige Blade have ikke undset sig ved a t tage h ans og nu hans E fter
følgeres ligesaa plum pe som bitre Angreb op i deres S p alter og a t hjæ lpe til, a t h an s Raab ku n de høres saa v id t m ulig t i den vide Verden. Vi kunde ikke uden Sm erte, m en vel heller ikke uden H arm e læse, hvad der saaledes flød fra den Mands Pen, d e r havde og det visselig m ed stor D ygtighed og N idkæ rhed beredt sig til den sam m e Tjeneste, som vi virke i, . . . .
