93
blive stadig m indre, og indtræ der der saa i et av de sene led barnløshed eller stor og tid lig dødelighed, m aa slægten udslukkes.
I en anden sammenhæng har fo rf. som exempel brugt det olden
borgske kongehus i D anm ark. Det uddøde efter den alm indelige opfattelse med F r. VII, men i virkeligheden var det kun F r. II.s legitim e mandsstamme, der uddøde. I al fa ld een ille g itim lin je
—- D anneskiold — lever stadig, og gaar m an een generation læ n
gere tilbage, blom ster hans anden søn H an s’ avkom G liicksbor- gerne, og gaar m an endnu et led tilbage, m øder m an den stadig existerende gottorpske linje. Huset O ldenburg er altsaa i fu ld t flor.
Bogen slutter med en, saa vidt m aterialet tilla d e r det, fu ld stændig m atrikel over den danske adel siden 1536 med redegørelse fo r de enkelte slægters hjemsted, antal led og oplysninger om det eventuelt sidste leds forhold, et kæmpearbejde, som frem tiden v il være fo rf. taknem lig fo r som opslagsliste.
Bogen er præget av redelig grundighed og saglig nøgternhed, og alt i alt har fo rf. løst den opgave, han h a r stillet sig, paa over
bevisende maade. Undertiden kan han være tilb ø je lig til at presse sit m ateriale lid t haardt til tabeller paa lo v lig faa exempler, og sm aafejl har ikke kunnet undgaas. N aar det saaledes s. 67 hed
der, at ifølge forordn, av 19. Ju n i 1582 fo rspildte en adelsm and adelskabet fo r sine børn ved ægteskab med u fri kvinde, er del ikke helt i overensstemmelse m ed ordlyden, der ku n gælder ægteskab med u fri kvinde, med hvem han i forvejen havde børn.
Som kuriosum kan nævnes, at listen over uddøde slægter, der med sikkerhed har fortsat sin biologiske existens med i al fa ld et led, kan forøges med slægten Skram , idet Jens Ju u l Skram fik en søn med en bondepige, som han »overvældede m ed lø s
agtighed«.
Fo rf. har skabt et solidt grundlag fo r et arbejde med adel
standens historie, og m an m aa haabe, at han v il gøre dette a r
bejde selv, da hans forudsæ tninger fo r at kunne gøre det er de bedst m ulige: solid skoling, nøgtern in d stillin g og alsid ig for-
staaelse. H ans H. Fussing.
Snapstinget.
Hugo Matthiessen: S n a p s t i n g e t . J y d s k T e r m i n . M a r k e d o g M e n n e s k e r . Gyldendal 1946.
V iborg Snapsting var gennem Aarhundreder Om slagsterm in fo r jyske Pengehandler, og i Snapstingdagene afgjordes ta l
rige Forretninger i Jy lla n d s gamle Hovedstad, Jordegods skiftede Ejere, Laan stiftedes og betaltes, og F a llitte r konstateredes. Mange
94
F o lk var sammen i V ib org i de Dage, og mange af dem havde store Penge i Lom m en. D er blev derfor rig A nledning til Fest og Stads saavel som til D obien og D rik. Kræmmere a f alle Slags fandt Afsæ tning fo r deres Varer, Gøglere slog M ønt paa Fo lk s T ra n g til at m ore sig, Kyaksalvere stillede deres Kunst til Raa- dighed fo r P u b liku m , og Spiritusen flød. Paa Snapstinget arra n geredes T rolovelser og fæstedes Tjenestefolk, der drøftedes Stor
p o litik og udveksledes Sladderhistorier osv. Snapstinget er der
fo r vel en k u ltu rh isto risk S k ild rin g værd, og m an kunde ikke ønske Opgaven lagt i bedre Hænder end H ugo Matthiessens. H an h ar allerede i en Ræ kke ypperlige Bøger skildret kultu rhistoriske Foreteelser a f analog Karakter, og V ib o rg -F o rh o ld h a r altid været ham kære Em ner.
Hans S k ild rin g af Snapstingets H istorie er ik ke snævert be
grænset til de Begivenheder, der knyttede sig til de aarlige Snaps
tingsdage. Disse skildres hele T id e n paa Baggrund a f de a lm in delige økonom iske og k u ltu re lle F o rh o ld i Samtiden, og Snaps
tingshistorien b liv e r derfor intet m indre end en hel lille D an m arks K u ltu rh isto rie set fra Torvet i Viborg. V i hører om Snaps
tingsforhold i Adelsvæ ldens Dage, hvor Snapstinget var M øde
stedet fo r Jy lla n d s rige .Adelsmænd, og om de paafølgende fa t
tigere Tider, hvor borgerligt-fødte Godsejere b liver de dom ine
rende, sam tidig med, at V ib o rg efter den store B rand i 1726 var blevet en anden og mere lurvet By, og endelig naas K u lm in a tio nen fo r Snapstingets B etydnin g i Aarene m ellem ca. 1770 og 1813, da »Godsslagtningerne« dannede Basis fo r Spekulationer af h id til ukendt Form at.
D en økonom iske Baggrund fo r de Pengeaffæ rer, der afvikledes paa Snapstinget, gives i hastige Rids. Dybere Indtrængen i F i- nanshistoriens spegede Spind er ik k e Hugo Matthiessens Sag, og enkelte Bem æ rkninger om D etailspørgsm aal kan vise en Smule V a klen i Forstaaelsen a f økonom iske Processer, som f. Eks. U d talelserne Side 163 — under Om talen a f T id e n nærmest efter 1807 — om, at »de H andlende forstod endnu Kunsten at afsætte deres K ram trods den hastigt voksende Dyrtid«. V i har selv i de sidste A ar gennemlevet »en hastigt voksende Dyrtid«, og vi har dog ik ke h aft det Indtryk, at der h a r været krævet særlig stor Kunst hos de H andlende fo r at afsætte selv det værste Kram . Paa enkelte Steder kan hans Bem æ rkninger om den økonom iske Situation synes h o ld t i lid t fo r alm indelige Vendinger; paa andre Steder har han ridset ret in dviklede og kom plicerede Situationer op med ganske enkle Streger, saaledes at det hele b liver let for- staaeligt, indlysende og selvfølgeligt. S kildringen a f »Godsslagt-
95
ningerne« i Slutningen af 18. Aarh. indeholder Eksem pler paa begge Dele.
Det, der dog først og frem m est h ar fængslet H ugo Matthiessen ved Snapstinget, er den brogede F lo k a f ejendom m elige M enne
sker, der mødtes her i disse Dage. H an interesserer sig saavel for Gøgleren paa Torvet som fo r Storspekulanten i Byens bedste Gæsteværelse, og det er hans S k ild rin g a f alle disse F o lk ’ sammen med Beretningen om det brogede L iv , der rørte sig i V ib org i Snapstingsdagene, der især giver Bogen Væ rdi. H ugo Matthiessen viser her endnu en Gang, at han ik k e alene er K u ltu rh isto rik e r og en værdig Arvtager efter Troels-Lu nd; han er tillig e Kunstner.
D e rfo r er det da ogsaa, at han har vundet sig saa mange Læ sere, ogsaa uden fo r de h isto risk intereseredes snævrere Kreds.
Som Menneske- og F o lk e liv ssk ild re r m inder han en hel D el om B licher, og der er da heller ingen T v iv l om, at Læ sning a f B lich e r har været en væsentlig In sp iration skilde fo r ham. Det m edfører maaske nok, at hans Sprog og S til paa sine Steder forekom m er en Smule gammeldags og snørklet; men selve dette er med til at skabe Tidskoloritten. Noget lignende gælder fo r M enneskeskil
dringens Vedkommende. E n mere haardhæ ndet m oderne psyko
logisk Analyse af en D el a f Personerne vild e maaske nok give lid t andre Resultater end dem, H ugo M atthiessen naar til, f. Eks.
fo r saa vidt angaar den m æ rkelige N eurasteniker H e n rik M u h le de H o ff; men dette vilde let have kunnet berøve Bogen noget af dens Charme, som er, at saavel Personer som Begivenheder er opfattet og gengivet med en Kunstners Tem peram ent. E n M and som Peter Severin Fønss er skildret, saa m an sent glem m er ham, og Godssamleren Christen Linde, den gridske Heks Anne Søe til Kølbygaard, Grandseigneuren v. Schm idten og en lang Ræ kke andre faar han til at staa lyslevende fo r sin Læser, og han for- m aar at afb ilde saavel den statelige Pom p, der stilledes til Skue af Adelen i dens Storhedstid, som den hektiske Spekulation, der rasede i Aarene om kring 1800, og den uhyggelige S pillebule-A t
mosfære, der udviklede sig i T id en om kring Statsbankerotten. V i faar et In dtryk a f Larm en paa Torvet og de hem m elighedsfulde D røftelser i de stille Stuer, af festlige Kom edieopførelser og la r
mende D rikkelag og af Ungdom m ens letsindige Streger saavel som a f m oraliserende Præ dikanters Lam enteren. H ugo M a tth ies
sen lader os fornem m e Snapstingstum m elen m ed alle Sanser;
Sælgernes Raab og O rgelm usikken, de sm ukke Dam eklæ der og Gnierens fedtede Bukser, Puncheduften og Tobaksosen, han h ar taget det i Brug altsam m en t il en festlig Sym foni.
L a d saa være, at han hist og her bruger lid t fo r stærke Ord,
96 •
som naar han lader Rygtet om vestjyske Bønders Selvejekøb fo r
plante sig som »en Rystelse« gennem Landet (S. 105), eller naar han skriver om Snapstingsspekulantem e i det 18. Aarhundredes sidste to Aartier, at »Eliten a f dette Korps bestod af oplyste, k u l
turprægede og begavede Mæ nd fra velstaaende og agtede Hjem, Æ rgerrigheder, fo r hvem vel mangen Gang Glansen og det spæn dende S p il var mere værd end V indin gen i sig selv« (S. 137). Det er den Slags, der saa let løber i Pennen, og som m an vel heller ik ke skal tage fo r mere, end det er.
»Snapstinget« v il finde mange Læsere, og den fortjener det.
Den er en sjældent levende Bog.
Sigurd Jensen.
Gamle Landevejskroer.
Aage Welblund og Arthur G. Hassø: G a m l e L a n d e v e j s k r o e r . F r a K ø b e n h a v n t i l K o r s ø r . Hagerup 1946.
Studiet a f vore gamle Veje blev indledet fo r mere end h u n drede A a r siden, da Gustav Lu d v ig Baden i 1820 udgav en lille A fh a n d lin g om »Indretningerne i O ldtiden og M iddelalderen hos de N ordiske, især Danske, fo r Postvæsenet, V eipolitiet, de R e i
sendes B efordring og Beværtning«. M en det er dog navnlig i den sidste Menneskealder, at Fæ rdselens K u ltu rh istorie er blevet taget op til mere indgaaende Behandling, og en Række Forskere
— G. K litgaard, V ilh . la Cour, J. T. Lundbye, Hugo Matthiessen og flere — har ved deres A rbejder tegnet nye Træ k in d i Billedet.
E n d n u er der im id le rtid Em ner nok in denfor dette Omraade, som venter paa deres S kildring. Det gælder saaledes Landevejs
kroerne. E n samlet F re m stillin g af disse nyttige og fornøjelige Bedesteder m angler stadig. Ganske vist foreligger der nu — som Resultat a f Aage W elblu nds og A rth u r G. Hassøs Samarbejde
— et anseligt Væ rk, men det gør kun Rede fo r de seksten K roer langs med Sjæ llands Hovedvej, og der siges ik k e noget om, at Beskrivelsen a f Landets øvrige gamle K roer v il følge efter. In d til videre h ar vi altsaa kun faaet et Brudstykke, idet det blot er en D el af de sjællandske, som her er undersøgt, medens de fynske og jydske ganske m angler.
Selve Opgaven har de to Forfattere delt m ellem sig saaledes, at de hver fo r sig har skrevet sit Afsnit. Under Titelen: »Kro
og Landevejsliv i ældre T id « har Aage W e lb lu n d givet en Slags alm indelig K ro-H istorie, idet han -— vistnok udelukkende paa G rundlag a f trykte K ild e r — hår berettet om: Landevejen, K ro væsenets U d viklin g , Landevejsrejsende gennem Tiderne, Lande- véjsliv og Kæ ltringekroer, Landevejsrøvere og V ejfred i gamle
