Regionalmuseernes rolle i den videnskabelige forskning
Af P E T E R S E E B E R G
M u s e u m s in s p e k tø r P e te r S eeberg, V ib o rg , o p rid ser reg io n a lm u seern es m u lig h e d e r: e n te n specialisering i et e m n e , h v o r reg io n en har et sæ rpræ g, eller p ræ cis iagttagelse a f, h vo rd a n livsytrin g er i vid este fo r s ta n d fo reg å r på b e ste m te steder. V e d at væ lge d e n sid ste linje k a n d en regionale fo r s k n in g k o m m e på sp o r e t a f a lm e n t m e to d is k e p ro b le m e r. A r tik le n bliver også o ffe n tlig g jo r t i d e t en g elske »M u s e u m« og tager d e rfo r h e n sy n til d e t fo r h o ld , a t m a n g e re g io n a lm u seer i u d la n d e t d riv e r n a tu r v id e n sk a b e lig fo r s k n in g .
M useernes verden er endnu uordentligt og tilfældigt opbygget, præ get af alle de lykkelige og ulykkelige begyndelser, som deres eksistens udsprang af, endnu m eget langt fra at blive et væsen m ed en nogenlunde forklarlig ekspeditionsvej, en rimelig arbejdsfordeling eller m ed sikre begreber om system atisk indsam ling.
U anset hvilke henstillinger fagfolk og ek sp erter h a r kun n et kom m e m ed p å det nationale og internationale plan, er de fleste landes m useum sstruktur én m unter forvirring, hvor m an k an se detailler af et ideal kom m e til sin ret, n a r bortses fra ganske enkelte lande, hvor en faktisk m useum sordning er blevet fø rt ud i livet p å et tidligt tidspunkt og ved lovgivningsm agtens initiativ.
D et e r d erfo r m ed allerstørste forbehold, at m an benytter »regionalm useer«
som a n d et end en god idé, der findes i N orge, i C entraleuropa, hist og h er i andre egne af kloden. M eget sjældent er ideen u d fø rt kom plet, m en af de ru d i
m enter d er er blevet til noget, ses den gode vilje og det inciterende perspektiv, som netop regionalm useernes deltagelse i videnskabeligt arbejde kunne have.
E n h v er region h a r en fugl, som ikke slår sig ned i naboregioner, et bjerg m ed ualm indelige forsteninger, et væld af glasværker, en tvedelt befolkning, som i 1700-tallet fo r halvpartens vedkom m ende spiste hjerteform ede b rø d til faste
lavn, m ens den anden p a rt stædigt holdt fast ved deres kringler; syv byer, hver m ed deres restau rered e borge, hver m ed deres diffuse historie, der snart skiller dem ud fra de andre, snart får dem til at ligne p å en prik, og om alle disse ting, om alle disse foreteelser gælder at deres sam lede sum, som ikke k an gøres op i en håndevending, udgør en regions sæ rpræ g og ikke sjældent dens stolthed.
Alle regionalm useers videnskabelige arbejde er begyndt m ed at registrere iagttagelser af det regionale særpræg og at indsam le m ateriale, d er satte dette i det m est u m iddelbart kraftige lys. D et h ar altid v aret længe, inden et regional
119
m useum slog sig til tåls m ed, at det egentlige særpræg lå i forekom sten af be
stem te m agnetiske svingninger, en lille m ides overvintring i sneen, en lyd-ejen
dom m elighed, som ikke havde næ rm ere n ab o er end hinsides Stillehavet.
E m n er h a r d er altid væ ret nok af og for et regionalm useum ikke m indst.
Svagheden h a r været, at den regionale forskning af den hierark isk b e
stem te m odel uviklårligt blev opfattet (også af forskerne selv) som en slags hjælpedisciplin fo r den m ere om fattende nationale forskning eller globale forsk
ning indenfor de grene, som m useer alm indeligvis spæ nder over. A t tale u d tø m m ende om en landsdels repræ sentation indenfor et bestem t em ne, kunne ligesom ikke udtøm m e hele sagen, selvom det at drive den op p å et geografisk m ere om fattende niveau m åske ville overskrue selve problem stillingen.
Således h a r regionalm useernes væsentligste indsats ligget indenfor indsam lin
gen, opbevaringen og bearbejdelsen af et bredt, regionalt bestem t m ateriale, m en m eget sjæ ldent m ed en skarpere opfattelse af den regionale forsknings sæ r
lige m uligheder. R egionalm useet var et stort lokalm useum , næ rm est en blandet lan d h an d el m ed et personale af halvstuderede røvere, hvis tid for hælvtens ved
kom m ende hengik m ed at indkassere m eddelelser fra am atø rer (ikke den ringeste beskæftigelse) og fo r den anden halvdels vedkom m ende m ed at rådspørge eks
perterne fra de store specialiserede centralinstanser.
U dbygningen af m useerne i forbindelse m ed statslig ønske om decentralise
ring af de såkaldte kulturelle goder eller provinsiel lyst til selvhævdelse også på dette p u n k t h a r im idlertid nogle steder fø rt regionalm useerne ind i en så rivende udvikling p a den videnskabelige forsknings om rader, at visse regionalm useers indsats langt overgår, hvad andre landes national- eller centralm useum præ sterer.
Sådanne regionalm useer overkom m er, m eget ofte i sam arbejde m ed et nærlig
gende universitet eller anden højere læ reinstitution, ikke blot udforskningen af regionen, men evner at forfølge dens problem er ind i over-regionale kom plekser, hvor det da ikke ligefrem er sådan, at m useet direkte satser p å problem stillinger, d er er uden tilhørsforhold til regionen p å anden m åde end ved en alm én viden
skabelig interesse.
I det foregående er nævnt det m eget frugtbare sam arbejde, d er kan finde sted m ellem et regionalm useum og et universitet eller en anden højere læ reinstitution.
D et er vel ingen absolut nødvendighed, m en kan betegnes som en ualm indelig fru g tb ar spore til videnskabeligt arbejde ved et regionalm useum . E r dette isole
ret, m ed ringe personalem æ ssig kapacitet, da skal m ere end alm indelige m irakler til fo r at den videnskabelige aktivitet ikke brem ses eller rent går i stå, selvom dette aldeles ikke b ehøver at være tilfældet, blot m iraklet anbringer de rette p e r
soner på stedet.
U d fra en fornem m else af, at de veludrustede regionalm useer forlæ ngst er p asseret ind i videnskabernes alm indelige grænseløshed, e r det følgende alene h envendt til de m indre begunstigede regionalm useer, der vogtende de gam le trad itio n er p a indsam lingens om råde, er vågne fo r at definere deres specielle arbejdsm uligheder som videnskabelige institutioner. D en ene m ulighed går fra
120
det regionale til det lokale gennem en specialisering i et em ne, hvor regionen hæ vder et særpræg. M uligheden h a r væ ret realiseret utallige gange m ed held: et regionalm useum m ed en særlig baggrund indenfor glasindustrien h a r udtøm t dette em ne gennem ekstensive studier og indsam linger; m useet er blevet forsynet m ed en af verdens største glassam linger, og i det m indste én af dens m edarbej
dere er blevet et navn, der optræ der i alle glas-bibliografier.
Rige forekom ster af vinbjergsnegle fører til studier over vinbjergsneglenes udbredelse, kulinariske hjem stavn og slutter ikke før det kom plette væ rk om vinbjergsnegle set fra så m ange synsvinkler som m uligt er blevet bragt p å disken.
D en anden m ulighed fastholder som sit arbejdsom råde det regionale, hvor den videnskabelige fornyelse sker ved en fru g tb a r iagttagelse, som om denne aldrig kunne blive præ cis nok. Studiet bliver feltarbejde, form en bliver m etodisk, sigtet bliver alm ént økologisk, forstået som: hvordan livsytringer i videste forstand foregår p å bestem te steder (hvor stort et bestem t sted er, bestem m es lidt efter lidt), deres »vilkår«, deres »sam spil«, ikke for at opstille generelle love, m en for at se, hvo rd an d er reageres, hvordan det fungerer, hvor m eget der skal til, for at det k an gå. I stedet fo r at generalisere præ ciseres der: tidspunkt, sted, og ikke i generel forstand, m en i lokaliseret forstand. Således p rø v er m an at bestem me, hvad der h ø rer sam m en, og hvordan det h ø rer sam m en. E n regional forsk
ning, d er h a r bestem t sig for økologiske studier, vil inden længe se sine drøm m e blive kraftigt m odsagt af et inkom plet m ateriale, d er i m ange tilfælde slet ikke lad er sig kom plettere eller præcisere gennem nye indsam linger og iagttagelser.
F orsynet m ed fragm enter, d er af sig selv rejser spørgsm ål, der ikke kan besvares, anim eres forskningen im idlertid ikke blot til at tie stille, m en til at se grundigt efter, hvor m eget d er skal til, fo r at der overhovedet kan siges noget.
I denne m etodiske perfektibilitet kunne den regionale forskning kom m e p å sporet af alm ent m etodiske problem er, som ikke kræ ver noget sted for at blive løst, og i klarhedskabende overvejelser m åske n å ind i en sfære, som ellers let kunne blive den form ent, hvis den af lu tter beskedenhed placerede sig i en p er
m anent m iddelbar situation, fæ rgem and mellem de løsrevne begivenheder og de store synspunkter.
De frem satte betragtninger kan forekom m e pedantiske nok og nok så over
fladiske, m en skulle tjene understregningen af regionalm useernes gunstige posi
tion for at foretage videnskabelige undersøgelser, d er ved rø rer em ner som »til
hørsforhold«, »sam spil«, »m ilieu«, »sam m enhæng«, og ud fra vidtgående u n d e r
søgelser af denne art m åske forsigtige analyser af sådanne fæ nom ener som »ud
vikling«, hvor et forløb kan iagttages og studeres i så m ange detailler som muligt.
D et er klart, at så pedantiske overvejelser også fører til et program , som n a tu r
ligvis intet regionalm useum , endsige noget andet m useum nogensinde vil over
holde, eftersom vi gang på gang overvældes af kendsgerninger og opfinder argu
m enter for at retfæ rdiggøre vore nye beslutninger. P ro g ram m et udgør p å den baggrund én af de m ange m uligheder, som kan tages frem efter behov.
E t regionalm useum sam ler på genstande af naturhistorisk og kulturhistorisk
1 2 1
a rt og p å iagttagelser og oplysninger som direkte v ed rø rer disse genstande eller selve »sagen«. D enne elem entæ re virksom hed frem m er et regionalm useum ved at sam arbejde m ed lokalm useer og m ed am atø re r p å alle mulige felter. D et m å være en hovedopgave: at tilgodese am atørforskningen, som er al forsknings u d spring! Igennem k u rser frem m er regionalm useerne indsam lingsm etoderne, frem fo r alt i retning af at sikre de rigest mulige oplysninger og iagttagelser, d er ved
rø rer m aterialet. D en energiske iværksættelse af indsam ling fører uvægerligt til at objektets kvalitet ignoreres til fordel fo r oplysningens kvalitet.
I den videre bearbejdelse af m aterialet, som både lokalm useer og am atø rer kan opm untres til at deltage i, d u k k er før eller senere et dilem m a op for regional- m useum sm anden: hvorvidt indsam lingen skal fortsæ ttes m ed ubegræ nset energi i alle retninger, hvorved en større tilfældighed kom m er til at råde, og hvorved m aterialet bliver fyldt af »huller«, eller hvorvidt kyndigheden nu skal øges ikke i bredden, m en i dybden. U ndersøgelser af den næ vnte økologiske type k an da føres ud i livet, nødigt p å bekostning af en rolig fortsæ ttelse af den elem entæ re indsam ling. D en præ cise udforskning af en gade i 1 740’erne, af en landsby i 1930’erne eller nøjagtige undersøgelser af plantelivet langs en flodbred kom m er nu til at betyde et korrektiv til den generelle, ugennem prøvede opfattelse af, hvordan m an havde det, eller hvordan en flodbred vist nok ser ud.
Disse undersøgelser er ikke blot i sig selv værdifulde, m en vil i det lange løb også kom m e til at præ ge opstillingerne på et m useum , hvor sam m endigtningen af d isparate elem enter fra et ubestem t tid sp u n k t og en ubestem t lokalitet udstilles som et 1700-tals milieu u n d er den forudsæ tning, a t sådan ku nne det altså have set ud. Indsam lingen vil gennem sådanne undersøgelser ikke udsøge sig de ren- dyrkede, stilrene m ilieuer, m en slå sig til tåls m ed de faktiske, tem m eligt b lan dede forhold. E n h v er rekonstruktion af det foreliggende m å foretages p å faktiske oplysninger.
D et kan gå den regionale forskning således, at et øget krav til en faktisk sam m enhæ ng i m aterialet, sæ tter undersøgelser i gang fo r gennem m ere nuancerede billeder af nutidens leveforhold at skaffe synspunkter (og m od) til analysen af svundne, tab te m ilieuer, hvor m aterialet er tyndere, ja m åske ikke lader sig fo r
tolke fyldestgørende.
R egionalm useerne h a r k u n n et og kan sikkert undvæ re sådanne synspunkter fo r deres om fattende virksom hed, der h a r resulteret i uundvæ rlige publikationer af m ateriale til brug fo r specialvidenskaberne. D et h a r væ ret m ed nogen bæven, at disse synspunkter er blevet sat p å papiret. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig for en vis sym pati for m it forslag, som kan gøres op i: at det kunne være regio
nalm useernes videnskabelige rolle at gennem arbejde faktiske forhold u an set hvor sm å de er, og ignorere de såkaldte store linier.
1 2 2
