FORFATTERRET Et kritisk essay af Johannes Hansen

FORFATTERRET

Et kritisk essay af Johannes Hansen

M E D N O T E R V E D B E N D T R O T H E

U D G I V E T A F I N D U S T R I R A A D E T

K Ø B E N H A V N

G E C G A D S F O R L A G 1957

J

I taknem lig erindring om h an s virke fo r dansk industri udgives denne bog.

*

Siden Johannes H ansen fo rfattede sin afhandling i 1943, h a r det af h am behandlede em ne væ ret genstand fo r en udvikling såvel i teo­

rien som i praksis, d er vel ikke h a r æ ndret karak teren af det om ­ råd e af retslivet, fo rfatteren beskæ ftiger sig m ed, eller forringet værdien af hans tanker, m en som p å den anden side h a r væ ret så om fattende, a t det m å antages, a t Johannes H an sen selv ville have foretaget en ræ kke æ ndringer i væ rket, dersom h a n havde levet og idag ville have udgivet det.

M an h a r ikke villet indlade sig p å nogen om redigering af af­

handlingen, idet noget sådant næ ppe havde væ ret m uligt uden der­

ved at æ ndre dens videnskabelige og sproglige selvstændighed, m en In d u striraad et h a r dog fun d et d et rim eligt a t lade m anuskriptet gøre til genstand fo r en vis å jour-føring i form af supplerende no­

ter, således at d et væ rk, der n u forelægges offentligheden, indehol­

der henvisninger til de siden væ rkets tilblivelse tru fn e retsafgørel­

ser a f betydning, nye love og bekendtgørelser, ny litteratu r og navnlig de af de skandinaviske kom m issioner afgivne betæ nknin­

ger m ed u dkast til n y ophavsretslovgivning.

In d u striraad et h a r ladet to u rn éch ef ved D e t kongelige T eater, cand. jur. B endt R othe udarbejde noterne. A fvejelsen af, hvad der skulle m edtages og hvad ikke, h a r u ndertiden væ ret vanskelig.

Selvom d e t ku n h a r væ ret hensigten a t føre fo rfatteren s oplysnin­

ger å jour, vil d er altid i selve udvælgelsen ligge en vis vurdering og stillingtagen, m en d et er n oteforfatterens håb, at han, u den at få bogen til a t svulm e urim eligt op ved a t tage alt m ed, dog h ar kun n et henvise til alt n y t stof a f væsentlig betydning, således at Johannes H ansens væ rk frem træ der m ed henvisning til retsstillin­

gen, som den er h er i landet idag.

Industriraadet

I N D H O L D S F O R T E G N E L S E

Forord a f F r. V inding K ruse 9

Indledning 11

I O m fo rfatterretten s form ål og væsen 17 a. D en prim æ re relation 17 b. D en sekundæ re relation 32 c. D e t åndelige arbejde 44

d. Offentliggørelsen 61

e. H vad er e t åndsværk? 82 f. H v ad beskytter fo rfatterre tte n

i åndsværket? 119

g. B egræ nsninger i fo rfatterre tte n 157

II D ro it m o ral 166

III F ra fo rfatterretten s periferi 177 N ogle spredte bem æ rkninger 177 IV F o rfa tte rre t som ejendom sret 188

Litteraturfortegnelse 195

F O R O R D

Johannes H ansen, der i m ange år var k n y tte t til Industriraadet, sidst som kontorchef, var en m e­

get betydelig juridisk begavelse, både ved sin store skarpsindighed, sin idérigdom og sit ind­

trængende kendskab til det praktiske erhvervs­

liv. H an udarbejdede en fortrinlig retsvidenska- belig afhandling om aftaler om détailpriser, der blev belønnet m ed den fo rn e m m e videnskabe­

lige pris: den A n d ers Sandøe Ørsted1 ske pris­

medalje, og udgav desuden flere erhvervshisto- riske arbejder. Johannes H ansen døde altfor tid­

lig og efterlod sig derfor en desværre ik ke fu ld ­ endt afhandling o m forfatterretten, som , hvis han havde få e t helbred og k ra ft til at fuldende den, burde have givet ham den juridiske doktor­

grad. Også denne afhandling udm æ rker sig n em ­ lig ved skarpsindighed og idérigdom , ganske uanset om m an ik ke på alle p u n kter er enig m ed ham ; og det er derfor i høj grad fo rtjen stfu ld t a f Industriraadet, at det har villet sæ tte Johan­

nes H ansen et sm u k t æ resm inde ved at udgive dette væ rk, der kaster n y t lys over flere a f den

åndelige ejendom srets vigtigste problem er N o v em b er 1957 Fr. V inding K ruse

F o ru d en de af Johannes H ansen selv anvendte forkortelser forekom m er i B endt R othes n oter forkortelser for de skandinaviske udkast, som er angivet side 11 i note 1, fo r tidsskriftet N ordiskt Im m ateriellt R ättsskydd, der er citeret N .I.R ., fo r Svensk Juristtidning, d er er citeret S vJ T sam t for Svante Bergström : »U teslutande ra tt a tt förfoga över verket«, der er citeret Berg­

ström .

Johannes H ansens egne n o te r er try k t m ed alm indelig sats og forsynet m ed initialerne J.H ., m edens B endt R othes n o te r e r try k t m ed kursiv

og forsynet m ed initialerne B.R.

I N D L E D N I N G

In denfor nordisk retsvidenskab er de problem er, der kny tter sig til spørgsm ålet om beskyttelse af den åndelige produktion, i høj grad tråd t i forgrunden i de sidste decennier, ligesom den lovgiv­

ning, der berører em ner af denne art, er genstand fo r aktuelle overvejelser og k an ventes revideret i en overskuelig frem tid - antagelig p å e t grundlag, som i e t vist om fang bygger p å fælles nordisk sam arbejde.1 F rem ragende juridiske fo rfattere h a r ydet m eget væsentlige bidrag til forskningens både teoretiske og m ere praktiske elem enter. H erhjem m e v ar det V inding K ruse, d er gik i spidsen m ed sit store væ rk om »Ejendom sretten«. M ed k ra ft og ildhu h a r han gjort sig til talsm and for den åndelige ejendom sret, som sidestilles m ed den m aterielle, og h a r øvet en om fattende

1. Som bekendt opnåedes på et møde i København i efteråret 1949 enig­

hed mellem ophavsretsspecialister, udpeget (i 1939) af regeringerne i Danmark, Finland, Norge og Sverige, om stort set enslydende udkast til nye nordiske ophavsretslove. Der fremkom herefter følgende be­

tænkninger med lovudkast:

I Norge: Innstilling til lov om ophavsrett til litterære og kunstne­

riske verk. Avgitt av de ved kongelig resolusjon af 24. februar 1939 oppnevnte delegerte. Oslo 1950. (1 det flg. citeret N o Mot).

/ Danmark: Udkast til lov om ophavsretten til litterære og kunst­

neriske værker med tilhørende anmærkninger og Berner-Konventio- nen af 1948. Udarbejdet af den af undervisningsministeriet i 1939 nedsatte kommission i samarbejde med tilsvarende finske, norske og svenske kommissioner. København 1951. (1 det flg. citeret Da Mot).

I Finland: Förslag tili lag om upphavsmannarätt till litterära och konstnärliga verk. (Kommittébetünkande n:o 5 - 1953). Helsingfors 1953. (I det flg. eiteret Fi Mot).

Og endelig i Sverige: Upphavsmannarätt tili litterära och konstnär­

liga verk. Lagförslag av auktorrattskommittén. (Statens offentliga ut- redningar 1956:25. Justitiedepartementet). (1 det flg. eiteret Sv Mot).

B.R.

indflydelse både p å v o r lovgivning og p å vo r retspraksis. Sverige h a r navnlig væ ret repræ senteret ved den læ rde og grundige G östa E berstein, der i »Den svenska F ö rfattarrä tte n « og i »Im m aterielt Rättsskydd« h a r givet en m eget instruktiv og af su n d t m ådehold præ get frem stilling af fo rfatterretlige og derm ed beslægtede em ­ ner. F ra N orge kom så i 1936 R agnar K nophs »Å ndsretten«, et levende og charm efyldt værk, d er gjorde e t om end m islykket, så dog m eget interessant forsøg p å a t u dform e principperne for en åndsretlig beskyttelse, som skulle om fatte ydelser både p å ånds­

livets og erhvervslivets felter. Senest h ar J. H artvig Jacobsen m ed

»O phavsretten« (1941) gjort en væ rdifuld og sagkyndig indsats for a t løse en ræ kke praktiske problem er indenfor fo rfatter- og k unstnerretten.1

1. Siden Johannes Hansen forfattede nærværende afhandling, har en rig­

holdig skandinavisk litteratur vedrørende det behandlede emne set dagens lys. I tilslutning til bemærkningen om J. Hartvig Jacobsens

»Ophavsretten« må nævnes *Forlagsretten« (Kbh. 1951) af samme forfatter. Stor betydning for hele diskussionen om ophavsretten må tillægges en afhandling af Alf Ross, »Ophavsrettens Grundbegreber« i T.f.R. 1945, s. 321 f.f. - En oversigt over den vigtigste skandinaviske litteratur om emnet findes hos Torben Lund i »Juridiske Litteratur­

henvisninger* (Kbh. 1950), s. 166-167, og i samme forfatters *Den danske retslitteratur 1950-1955« (Kbh. 1956), s. 56-57, hvortil i det hele kan henvises. - Endvidere vil det være rimeligt på dette sted at nævne en betydningsfuld afhandling af Svante Bergström: *Uteslu- tande rätt att förfoga över verket« i Uppsala Universitets Årsskrift 1954: 8 (i følgende noter citeret Bergström), der (s. 3-5) indeholder en udførlig fortegnelse over ældre og nyere ophavsretlig litteratur. Næ vn­

te afhandling former sig som en analyse af ophavsrettens genstand og indhold, således som disse begreber er behandlet i de ovenfor s. 11 note 1 nævnte danske, finske og norske betænkninger (det såkaldte nordiske forslag eller * Københav nsudkastet«, i det flg. citeret Kbh.

udk. eller udk.). En samlet omtale af de nævnte tre betænkninger, sammenholdt med den i 1956 udgivne svenske betænkning er bl. a.

givet af W. Weincke i en artikel i U.f.R. 1956 B, s. 221 f.f. (*På vej til nordisk enhed inden for ophavsretten«); i denne artikel findes yder­

ligere litteraturhenvisninger. B.R.

12

E t fællespræg h a r gjort sig så stæ rkt gældende fo r disse og an d re fo rfattere, a t m an m ed føje kan tale om en sam let retning eller en bevægelse, nem lig et stæ rkt ønske om at udvide rets­

beskyttelsen fo r åndens arbejdere og en varm entusiasm e for tanken om ad denne vej a t u nderstøtte åndslivets frem gang. K noph anser det for retsordenens store m ål, a t ingen form fo r nyttig åndsproduktionen skal gå tom hæ ndet fra dens bord (Å ndsretten, pag. 563), og V inding K ruse står ikke tilbage fo r ham , n å r han allerede i »Tidsskriftet fo r R etsvidenskab« 1907 (pag. 213) h a r er­

klæ ret, at »det aandelige Liv træ nger til langt kraftigere Beskyttelse end det økonom iske«. D et er blevet understreget indtil overdrivel­

se, at åndslivets forkæ m pere h a r m åttet fravriste sam fundsm agten den gradvise anerkendelse og udvidelse af de im m aterielle rettig­

heder, og det er den herskende anskuelse, a t d er vedblivende er store opgaver, d er skal løses, og nye m ål, der skal nås, til gavn for alle, d er øver en gerning i åndslivet.

Fæ llesskabet er derim od m indre frem træ dende i anskuelserne om rettens væsen og næ rm ere udform ning. Stærke teoretiske m od­

sæ tninger gør sig gældende, og selvom det m åske vil være lettere at n å til enighed om de foreliggende konkrete lovgivningsspørgs- m ål, end det kan antages efter en isoleret betragtning af de stæ rkt divergerende teorier, er det ikke unaturligt, a t de forskelligartede videnskabelige opfattelser giver sig m æ rkbare udslag også ved be­

døm m elsen af de praktiske em ner. Som eksem pel herp å er det tilstrækkeligt a t henvise til, hvor store uligheder der findes blot indenfor de forslag, der er frem sat i D an m a rk til ny forfatter- og k unstnerret eller, hvad H artvig Jacobsen m ed et dårligt klin­

gende og lidet træ f sikkert u dtryk kalder »O phavsretten«.1 M åske

1. Udtrykket ophavsret synes nu trængt definitivt igennem. I Danmark er endnu Vinding Kruse modstander af det, se T.f.R. 1952, s. 421 m.

note 27. V.K. foreslår anvendelsen af Knophs »Åndsretten«. Det danske udkast af 1951 bruger dog udtrykket ophavsret, svarende til det svenske •upphavsmannarrätt*, se herom Da M ot s. 73. Jfr. også Bergström s. 7, note 1, og J. Hartvig Jacobsen i Forlagsretten s. 13, note 1. B.R.

er det netop det fængslende m om ent ved hele denne juridiske disciplin, a t den øjensynligt bæ rer ufæ rdighedens præg. T eorien er lagt i m indre faste og sikre baner, end tilfæ ldet er p å de fleste an d re retlige om råder, hvor forskningen fø rer sine traditioner læ ngere tilbage.

N å r d er i det følgende skal gøres et beskedent forsøg p å a t yde et bidrag til belysningen af forskellige af de åndsretlige hoved­

problem er, sker det ikke ud fra tilslutning til nogen bestem t tanke- retning, angivet af de kendte læ rere eller teorier. T væ rtim od vil der p å forskellige p u n k ter blive taget afstand fra flere af de h er­

skende læresætninger. F o rm ålet vil være a t foretage ikke en dog­

m atisk eller sam m enlignende gennem gang af gældende lov og praksis, m en en kritisk analyse a f de realiteter og de begreber, der d anner fundam entet fo r rettens tilblivelse og udform ning - i det håb, at de synspunkter, der er anlagt, skulle vise sig så fru g t­

bringende, a t de kunne kaste nyt lys over blot et eller andet af de m ange tvivlsspørgsmål.

O pm æ rksom heden vil sam le sig om fo rfatterre tte n ,1 dels fordi d et er prak tisk a t finde et fast udgangspunkt, inden m an eventuelt indlader sig p å den vanskelige og usikre generalisering a f betragt­

ningerne til anvendelse p å en ræ kke beslægtede retsom råder, dels fordi denne re t indenfor den åndelige p roduktion indtager den centrale plads p å sam m e m åde, som paten tretten gør det inden­

for den industrielle retsbeskyttelse. I fo rfatterretten er det atter udgivelsen af den try k te bog, der ved siden af den dram atiske opførelse af et skuespil, er det aldeles væsentlige fæ nom en, som stadig m å væ re hovedgenstanden fo r den retlige undersøgelse.

M ange nye spørgsm ål er dukket op som følge a f opfindelsen af radio og film , og talrige fo rfattere h a r m ed rette kastet sig over d e vanskelige teknisk-juridiske problem er, der i denne anledning

1. Kbh. udk. følger det allerede i Finland og Norge gældende system, hvorefter forfatterret og kunstnerret er samlet under et, cfr. den dan­

ske lov om forfatter- og kunstnerret af 26. april 1933, se herom Da M ot s. 74. B.R.

træ nger sig p å .1 Im idlertid æ ndrer disse intet ved de afgørende spørgsm ål om eneretten til udnyttelsen a f e t åndsvæ rk, om o ffent­

liggørelsen og dennes betydning m . m ., og re n t praktisk er der ikke som følge af disse opfindelser in d tru ffet forandringer eller forbedringer i de åndsskabende fo rfatteres stilling af en sådan art, a t disse f. eks. i nogen henseende kan sidestilles m ed det frem skridt, der fan d t sted gennem den ved tilslutning til B em - K onventionen af 1886 tilvejebragte internationale retsbeskyttelse.

V ed de love, der p å dette grundlag blev gennem ført i de enkelte unionslande, ophævedes den skrigende uretfæ rdighed, a t der k unne offentliggøres oversæ ttelser og foretages bearbejdelser af udenlandske forfattere, uden a t disse havde givet deres billigelse dertil, og uden a t de havde sikkerhed fo r a t o p n å nogen økono­

m isk fordel derved. D e t er således en ken d t sag, a t store nordiske fo rfattere, f. eks. H . C. A ndersen og senere i m ange å r H en rik Ib ­ sen, Jonas Lie o. a., m åtte finde sig i at se deres bøger oversat og solgt i store oplag i adskillige europæ iske lande, m edens de ikke selv høstede et økonom isk u d bytte deraf, som v a r værd a t nævne.

H v ad de nyeste m oderne offentliggørelsesm etoder og de i forbin­

delse derm ed tilvejebragte organisationsaftaler h a r betydet rent økonom isk for de p å åndslivets o m råde førende forfattere, er im id­

lertid såre beskedent. D erim od er det vistnok lykkedes a t gøre det til en indbringende forretning a t kom ponere en m u n ter døgnmelodi.

1. Om filmatiseringskontrakter se Hartvig Jacobsen Forlagsretten s. 260 f.f. Om ophavsret til film se Niels Alkil i U.f.R. 1952 B s. 201 f.f.;

om magnetofoner samme forfatter i T.f.R. 1955 s. 256 f.f.; om ud­

øvende kunstneres præstationer W. Weincke i T.f.R. 1955 s. 506 f.f.

Se endvidere Da M ot s. 78-79; s. 88-90; s. 118-120; s. 129-130; s.

155-164; s. 167-170. En meget fyldig oversigt over de herhen høren­

de problemer er givet i den svenske betænkning af 1956 s. 144-156;

s. 237-246; s. 331-337 og s. 355-390. B.R.

K A P I T E L I

Om forfatterrettens formål og væsen

a. D E N P R I M Æ R E R E L A T I O N

D e t skal allerførst undersøges, hvad der faktisk foregår ved offent­

liggørelsen a f en bog, og dernæst, hvilke retlige virkninger den får fo r henholdsvis fo rfatteren og offentligheden.

H vis m an d a begynder m ed a t rette opm æ rksom heden m od skribenten, er det iøjnefaldende, a t der for hans vedkom m ende bliver tale om en flerhed af kendsgerninger. D e r m å udfoldes en m ere eller m indre o m fattende eller betydningsfuld åndelig p ro ­ duktion, i hvilken fo rfatteren nedlægger sin skaberkraft. N å r væ rket er fæ rdigt, og d e t er lykkedes a t finde en udgiver, kom m er offentliggørelsen som den anden og ikke m indst vigtige del a f de fak to rer, der tilsam m en tilvejebringer det fo r læseren forelagte værk. F ø rst ved selve offentliggørelsen bliver den individuelle frem bringelse alm ent tilgængelig og dens indhold alm eneje. Så selvfølgelig og um iddelbar som denne iagttagelse synes a t være, e r dens konsekvenser dog ingenlunde alm indelig anerkendt inden­

for retsvidenskaben. F o rfatteren skal have vist vilje og evne til a t bringe sit skrift frem fo r offentligheden, og tunge indre over­

vejelser og store y d re vanskeligheder kan være overvundne, inden h an n å r sit mål. O ffentliggørelsen er i sig selv en a f frem bringel­

sen uafhæ ngig handling, der k an have vidtræ kkende følger både for fo rfatteren selv og andre. D en, der fylder sit skrivebord m ed m anuskripter, m en ikke få r noget publiceret, k an ikke sm ykke sig m ed forfatternavnet, thi selvom d et ikke e r ualm indeligt, at et talen t fø rst finder sin påskønnelse efter døden, er det vistnok såre sjældent, a t m an finder genier blan d t m æ nd, d er aldrig i levende live h a r givet offentlige livstegn p å forfatterskab. D et skyldes an d re særlige om stæ ndigheder, a t sådanne skrifter som

17

L eonora C hristina U lfeldts Jam m ersm inde og Sam uel Pepys D ag­

bog efter lang tids forløb bliver frem draget, og de h a r ej heller væ ret skrevet m ed offentliggørelse for øje. N å r posthum e m anu­

skripter ofte udgives og m odtages m ed interesse, skyldes det i al­

m indelighed en refleks af den berøm m else, fo rfattern e h ar vun­

d et ved de værker, de h ar udsendt i levende live, eller den særlige rolle, de h a r spillet indenfor statslivet.

V ed det udgivne skrift m eddeler forfatterens personlighed sig til offentligheden, og bogen er hans tale til publikum . Sådan var om ikke selve ordene, så m eningen m ed de ram m ende bem æ rk­

ninger, som K an t m ed udgangspunkt i personlighedsprincippet frem satte om forfatterens re t til a t m odsæ tte sig eftertryk, og som iøvrigt var ledsaget af nogle juridisk set uholdbare k onstruk­

tioner.1 D a K ants fo rfatterretlige opfattelse af G iercke og andre tyske jurister blev taget til indtæ gt af den af Josef K ohler vold­

som t bekæ m pede personlighedsteori, gjorde denne frem ragende og fo r opfattelsen a f fo rfatterretten banebrydende jurist sit yderste fo r at forringe K ants udtalelser2 og bidrog derved til a t skyde det væsentlige og rigtige i hans betragtningsm åde i baggrunden.

I hvert m enneskeligt sam fund er sproget det altoverskyggende m eddelelsesm iddel, og efter a t bogtrykkerkunsten er blevet taget i brug i e t enestående om fang, og læsedygtigheden gradvis er blevet alm indeligt udb red t også i d et jæ vne folk, h a r det try k te skrift fået en grundlæ ggende betydning fo r vo r civilisations og vor kulturs form og udvikling. F o r den enkelte personlighed h ar det skabt den store m ulighed for a t øve åndelig påvirkning over­

for en ubegræ nset og anonym kreds af m ennesker, og skribenten kan bruge det som m iddel til a t erobre en m agtstilling i sam fun­

det. V ed bedøm m elsen af d et forfatterretlige spørgsm ål bø r m an da have fo r øje, a t dette forhold m ellem fo rfatteren p å den ene side og læseren og offentligheden p å den anden side er d et p ri­

1. se Kant: Von der Unrechtmässigkeit der Büchernachdrucks. J.H.

2. se Köhler: Urheberrecht an Schriftwerken und Verlagsrecht, pag.

98: »Die Persönlichkeitstheori ist so schemenhaft und abgeblasst, wie der kategorische Imperativ, die denselben Urheber hat«. J.H.

18

m æ re - det, som historisk altid h a r bestået og længe, inden m an fa n d t p å den forfatterretlige beskyttelse, og som vil bevare sin be­

tydning ganske uanset, hvilken lovgivning d er i frem tiden m åtte blive udfæ rdiget om fo rfatteren s økonom iske rettigheder. D enne prim æ re relation er af ren t åndelig k ara k ter og uden økonom iske m om enter, thi det er f. eks. i denne forbindelse aldeles ligegyldigt, om læ seren h a r købt, lånt eller muligvis stjålet den bog, hvis ånds- indhold h a n tilegner sig. H e ra f k an m an dog ikke slutte, at skri­

bentens gerning og hans forhold til offentligheden skulle falde ganske uden fo r retsordenen eller være retssam fundet ligegyldige.

E rfaringen viser tvæ rtim od et helt andet billede.

Skribenten er stillet som taleren, præ dikanten og enhver bo r­

ger, d er p å en eller anden m åde vil henvende sig til eller øve ind­

flydelse p å andre m ennesker og p å den offentlige m ening. D et vil sige, at han m å bygge p å det grundlag af politisk og religiøs frihed, d er er ydet det sam fund, h an tilhører. O rdets og h an d ­ lingens m æ nd er undergivet sam m e lov, fordi ordet - det trykte og offentliggjorte ord - er en handling. D et er aldeles ikke i k ra ft af nogen forfatterlov eller forfatterretlig beskyttelse, at en m and ved offentliggørelsen af et skrift træ der frem som fo rfatter, m en i m ed­

fø r a f de borgerlige og politiske rettigheder, som statsm agten h ar skæ nket borgerne i det land, hvor offentliggørelsen finder sted. Så forskellig som retsstillingen h ar væ ret u n d er historiens gang, h ar m an netop m ange eksem pler på, a t åndslivets m æ nd h a r været tvunget til a t lade deres skrifter frem kom m e uden fo r deres eget fæ dreland.

M ed udøvelsen af skribentens kald er d er forb u n d et e t ansvar, hvis betydning og ræ kkevidde u n d er rolige forhold og i et n o r­

m alt så fredeligt land som D an m a rk k unne synes a t træ de så fuldstæ ndigt i baggrunden, at dets eksistens næ sten var blevet glemt. H er tæ nkes ikke blot p å de strafferegler, der opretholdes fo r a t beskytte den alm indelige sædelighed og den private borgers fred eller ære, m en fø rst og frem m est p å de offentligretlige hen­

syn, d er som refleks af statens eller kirkens selvopholdelsesdrift u n d er den historiske udvikling h a r søgt a t sæ tte snæ vre græ nser fo r ytrings- og trykkefriheden. D et ydre u d try k fo r en sådan re-

servation overfor åndsvæ rker, d er m entes a t ville kom m e i strid m ed de herskende interesser, er den institution, d er b æ rer navnet af den offentlige censur, m en d et sam m e form ål søges undertiden o pnået gennem an d re m ere eller m indre officielle m etoder. Skri­

b enten m å m ed sit velfæ rd og sin æ re stå inde fo r sit værk, og denne om stændighed h a r vigtige følger p å retslivets om råde.

I de forfatterretlige frem stillinger vil m a n hyppigt finde citeret,1 at M a rtin L u th e r allerede i 1525 havde u d try k t sin voldsom m e vrede over eftertrykkerne, hvem h an betegnede som stratenrøvere og tyve, d er næ rede sig af fo rfattern es sved, og i et protestantisk land k a n det i og fo r sig være n aturligt a t indlede et historisk til­

bageblik m ed L u th er - den første store m and, som i særlig grad fo r­

stod a t udnytte bogtrykkerkunsten til a t få bredere befolkningslag i tale. T il belysning af forfatteran sv aret og det prim æ re forhold m el­

lem fo rfatteren og offentligheden vil det dog være rim eligere at erindre om , at h an i 1521 trods frit lejde m åtte løbe den store risiko at give m øde fo r den tyske kejser i W orm s fo r a t forsvare de be­

røm te 95 teses, som h an havde opslået p å slotskirkens d ør i W itten­

berg, og det var efter sam m e grundsæ tning, a t G iordano B runo i år 1600 blev b ræ ndt som kæ tter p å torvet i R om . K am pen fo r skri­

benternes frihed fylder en stor del af den kam p fo r åndsfrihed, som tog fa rt p å renaissancens tid og fortsatte i de følgende århundreder for a t n å sit foreløbige højdepunkt m ed den store franske revolu­

tions udform ning af m enneskerettighederne. I det nittende å rh u n ­ drede sejrede ytrings- og trykkefriheden i de fleste lande, og den ret, d er var af særlig interesse fo r forfatterne, blev i den danske grundlovs § 842 u d try k t således: »Enhver er berettiget til paa T ryk at offentliggøre sine T anker, dog u nder A nsvar for D om stolene.

C ensur og andre forebyggende F oranstaltninger kan ingen Sinde paa ny indføres«.

1. Se f. eks. T. M. Kivimäki i N.I.R. 1952, s. 229. B.R.

2. N u § 77 (Grl. af 5. juni 1953), hvor formuleringen er *på tryk, i skrift og tale*, se herom Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (Kbh. 1954) s. 663-664. B.R.

Alligevel ind traf d er i det tyvende århundrede en alvorlig reak­

tion, og i store europæ iske lande er forholdet n u således, a t den skribent, hvis m eninger eller tendens ikke stem m er m ed de offi­

cielt gældende anskuelser, kan være tru e t af fængsel, k oncentra­

tionslejr, em bedstab eller frivillig landflygtighed. D e åndelige m odsæ tninger, der brydes i denne frihedsudvikling, er så dybt­

gående, og den kam p, d er h a r stået p å d ette felt, h a r kostet så m eget blod og så m ange tårer, a t de stridigheder, som arbejdet for de im m aterielle rettigheders anerkendelse indenfor retsordenen h a r forårsaget, p å denne baggrund m å betegnes som fredelige skærm ydsler.

M en m ed hævdelse af ansvarsprincippet og som en um iddelbar følge af selve den kendsgerning, a t skriftet er en m eddelelse fra forfatteren, indtræ der an d re retlige konsekvenser, som aldrig har været bestridt. D et er forfatteren og ham alene, der bestem m er, hvorvidt h an vil offentliggøre sit væ rk, og hvilken form det skal have. Bogtrykkeren eller forlæ ggeren er således n orm alt i forhold til offentligheden intet andet end uansvarlige form idlere af bogens frem kom st, og deres navne og indstilling er ganske irrelevante for læseren og fo r den alm indelige tilegnelse af værkets indhold. En hvilken som helst æ ndring af et engang offentliggjort væ rk er ligeledes en ny udfoldelse af forfatterens personlighed, som han alene kan stå inde for. H ertil kom m er en anden a f sagens natur affødt re t fo r forfatteren, nem lig til a t hævde, a t h an og ingen anden skal lægge navn til og tage både æ ren og ansvaret fo r væ r­

ket. D en klassiske forfatterkræ nkelse - plagiatet - står i nøje sam ­ m enhæ ng herm ed. D a den rom erske k u ltu r ikke kendte bogtrykker­

kunsten, hv o rfo r m an antagelig k u n kunne udsende bøger i et rela­

tivt beskedent oplag, og da m an ej heller i R om havde dagblade og tidsskrifter m ed litteræ r kritik og m eddelelser om nyheder p å bog­

m arkedet, h a r de åndelige forbindelsesveje væ ret langsom m ere og m ere usikre end i vore dage. D e r h a r derfo r væ ret bekvem m ulig­

hed fo r ringere ånder til a t vinde kortvarig anseelse ved a t låne fra de betydelige digteres væ rker eller gengive disse som deres egne, hvad der frem kaldte skarpe og vittige gensvar fra den kræ nkede

21

som f. eks. i M artials satirer.1 D e forfatterretlige jurister h a r altfor ofte givet en urigtig tydning af den kendsgerning, a t rom erretten ikke k endte den økonom iske forfatterbeskyttelse, og h ar karak teri­

seret denne m angel som hidrørende fra en udpræ get m aterialistisk retsopfattelse.2 I virkeligheden tu rd e det være m ere nærliggende at søge forklaringen deri, a t der, d a bogtrykkerkunsten ikke v ar op­

fundet, ikke var noget behov fo r en sådan ret, og a t den boglige syssel desuden ikke var blevet o p fattet som et kald, der skulle be­

lønnes m ed penge. V ed a t skabe forestillingen om det forkastelige i plagiatet h a r rom erne i hvert fald aflagt vidnesbyrd om , at de be­

sad højt udviklede litteræ re æ resbegreber.3

E fte r det foranstående skal d e t således foreløbig fastslås, at forfatterens virksom hed sker gennem en offentlig frem læggelse af personlighedens åndelige produktion, og a t vilkårene fo r denne offentliggørelse b ero r p å den alm indelige handlefrihed og den offentligretlige status, der er herskende i det sam fund, hvor publi-

1 .1 53 hånes Fidentinus, der beskyldes for i et værk at have gengivet en hel side af Martial som sin egen. Martial lader i sin satire denne side tale og slutter med denne linie: »stat contra dicitque tibi tua pagina: »Fur es«.« Det er ejendommeligt, at betegnelsen »tyveri«

allerede dengang blev brugt som den mest umiddelbare betegnelse for en forfatterkrænkelse. J.H.

2. Se f. eks. hvorledes Knoph, Åndsretten, pag. 33, uretfærdigt har- cellerer over romerne, der dog ellers har krav på juristernes tak­

nemmelighed for den klassiske udformning af en lang række retlige begreber: »Som romerne ikke kjente ophavsrett til åndsverker og patentrett, stod de også uforstående overfor tanken om, at andre immaterielle goder, som navn eller merker, kunde være gjenstand for virkelige rettigheter. Delvis må dette skrives på regning av deres noksom kjente »realisme«, som grenset til det jordbunne, og deres nøktemhet, som ofte gikk over til fantasiløshet og tørrhet«. Disse betragtninger er så meget mindre berettigede, som Knophs hele åndsretlige system og tankegang bl. a. har det ingenlunde forkaste­

lige, men dog såre nøgterne og jordbundne formål at omsætte ånd i penge. Jfr. også Hyllested, T.f.R. 1910, pag. 241-242. J.H.

3. //r. Kivimäki, anf. st. B.R.

22

kationen finder sted, og som også n orm alt er det land, hvor fo r­

fatteren h a r statsborgerret. Ifølge det personlige ansvarsprincip og efter forholdets n atu r opstår d er visse re n t personlige rettigheder og forpligtelser fo r forfatteren, og disse m å som knyttede til for­

fatterens person og hans individuelle ansvar være uoverdragelige, da den enkelte efter vo r retsorden hverken k an sælge eller over­

drage sine frihedsrettigheder og sit ansvar til andre.1

H erefter skal undersøgelsen særlig rettes m od spørgsm ålet om, hvilken virkning bogens offentliggørelse får, set fra læserens og offentlighedens synspunkt. F ø rst og frem m est er det naturligvis disse fak to rer, der bestem m er forfatterens litteræ re skæbne, hvad enten denne bliver præ get af påskønnelse eller foragt, berøm m else eller forglem m else, tilslutning eller m odstand, og det er den læsende offentlighed, der fæ lder en dom , som heldigvis hverken er endelig eller ufejlbarlig, fordi den i de litteræ rt betydningsfulde tilfæ lde ofte vil skifte m ed tider og åndsretninger og allerede ved den første publikation kan være særdeles forskelligartet.

Offentliggørelsen2 er den uigenkaldelige og skelsættende3 kends­

gerning. H vad der engang er udkom m et som bog, kan ikke tages tilbage og vil fo r bestandig være knyttet til vurderingen af fo r­

fatterskabet. Selvom Johannes V. Jensen næ ppe selv sæ tter synder­

lig pris p å sine to ungdom sbøger »D anskere« og »E inar Elkjæ r«, d er står hans øvrige banebrydende forfatterskab fjernt, vil de aldrig blive overset eller glem t af den litteræ re forskning. D et

1. Et lignende synspunkt er fremsat af Kivimäki, anf. artikel s. 228-229.

Om »personretsteorien« se Bergstrøm s. 23-24. B.R.

2. Om forståelsen af udtrykket »offentliggørelse« i de nordiske udkast

§ 8, se Da M ot s. 113-114, Fi M ot s. 51, N o M ot s. 13, Sv M ot s.

162-163. Om offentliggørelsesbegrebet se endv. Ross i T.f.R. 1945, s.

347 f.f.; 1951 s. 89 f.f.; Vinding Kruse i T.f.R. 1952, s. 409 f.f.; Knut Sejersted Selmer i T.f.R. 1952, s. 204 f.f.; Torben Lund i N.I.R. 1954, s. 135 m. note 1. B.R.

3. Cfr. Ross i T.f.R. 1945, s. 347, men herimod O.K. Magnussen i Naboretlige Studier (Kbh. 1950) s. 37 i note 25 og Torben Lund i N.I.R. 1954, s. 136 f.f. B.R.

23

ville ej heller have anden virkning, om en bog ved dens frem kom st blev fo rb u d t og beslaglagt af m yndighederne. D . H . Law rence vil for bestandig have sit n avn fo rb u n d et også m ed »Lady C hatterleys lo v e n , uanset a t denne bog efter a t være beslaglagt i England k u n k unne købes af de engelske turister i P aris og K øbenhavn.

H v o r intim personlig forbindelse der end består m ellem for­

fatteren og væ rket, er den væsentlige om stændighed dog den, at bogen efter offentliggørelsen åndelig ta lt ikke læ ngere tilhører forfatteren, m en er et selvstændigt væsen, der udvikler sig efter sine egne åndsm uligheder og efter åndslivets love. F ra nu a f til­

h ører væ rket alle, der h a r vilje til at tilegne sig de åndelige værdier, d et m åtte rum m e, og det er da i denne forbindelse ganske underordnet, om d et få r m illioner af m ennesker i tale eller kun finder nogle ganske få læsere. I udbredelsens om fang ligger end ikke nogen vurdering a f bogens betydning, da d er findes højst vigtige om råd er som fo r eksem pel indenfor den videnskab, hvor en Einsteins teorier bevæger sig, d er overhovedet ku n e r tilgænge­

lige fo r en snæ ver kreds af sagkyndige. D e r er heller ingen tvivl om , a t fo rfattern e selv op fatter deres p roduktion som tilhørende alm enheden således som det h er er frem stillet. T il belysning h eraf vil det fo r eksem pel være væ rd a t anføre, h vad H . C . A ndersen p å sin naive og levende m åde skriver i »M it Livs Æ ven tyr« (pag.

346): »D er er noget O pløftende og tillige Skræ kkende i, a t see sine T an k e r gaae vidt om kring; det er næ sten ængsteligt saaledes a t tilhøre M ange. D e t Æ dle og G ode bliver en Velsignelse; m en vore V ildfarelser, det O nde have ogsaa deres Spire i sig og, uvil- kaarligt paatræ nger sig T anken: G ud, lad m ig aldrig nedskrive et O rd, hv o rfo r jeg ikke hos D ig k an gjøre Regnskab. E n egen Følelse, blandet af G læ de og A ngst, fy ld er m ig ved hver G ang m in L ykke-G enius bæ rer m in D igtning til et frem m ed F olk«.

Id et den såre sensitive H . C. A ndersen erkender sine værkers tilhørsforhold til de »M ange«, leder hans fantasi ham videre til fornem m elsen a f selv a t h ø re sine læsere til, hvad der atter ganske naturligt fø re r h am til a t akcentuere det m oralske fo r­

fatteransvar. E t m odstykke til digterens følelser o verfor publikum vil vi kunne finde i læsernes interesse fo r digternes personer.

24

D er spores i h vert fald i vore dage en undertiden næ sten over­

dreven tran g til fo r forskningens skyld a t søge langt ud over de offentliggjorte væ rker og at træ nge ind også i forfatterens privatliv.

F o r begge p arters vedkom m ende viser betragtningen hen m od en åndelig tilknytning, eller om m an vil, det åndelige fællesskab, der i lykkelige tilfæ lde opstår m ellem skribenten og hans læsere, og disses taknem m elighed eller begejstring vil skyldes en følelse af, a t d er er skæ nket dem værdier, fo r hvilke de ikke h a r ydet eller nogensinde vil k unne yde gengæld ved den beskedne betaling, de m åtte have præ steret ved købet af væ rkerne. V i befinder os på et om råde, hvor der overhovedet ikke gælder nogen m ateriel vurderingsskala, og hv o r m an helst ikke, eller ku n m ed den aller­

største varsom hed, bø r lade retsordenen gribe ind, fordi alt åndsliv lever bedst i frihed, og rettens opgave, hvis den h a r nogen, derfor naturligt m å samle sig om a t værne denne frihed.

E t ubetinget afgørende m om ent i offentlighedens stilling overfor bogen er nem lig den frie og uhindrede adgang, der gives alle til at tilegne sig bogens indhold og åndsværdi. N å r det individuelle åndsprodukt offentliggøres, sker der den forvandling, a t det i den forstand m ister sin individuelle og eksklusive k arakter, a t det fra nu a f bliver åndeligt fælleseje. H erved opfyldes forfatterens fo r­

m ål, som netop går ud p å dette: a t m eddele sig til publikum , fo r a t hans væ rk k an blive fo rstået og tilegnet af såm ange som m uligt, og bortset fra et statsindgreb, der m åske m idlertidigt kan standse udbredelsen, er der og bør d er ikke være hindringer for, a t de interesserede kan optage og viderebearbejde de idéer eller nyde de skønhedsvæ rdier, der er nedlagt i bogen. H ele vort kulturliv, hvad enten det drejer sig om vo r videnskabelige og tekniske viden eller vor religiøse og æstetiske idéverden, er bygget p å et sam m enspil og et frit sam virke m ellem alle åndelige kræ fter, og d et try k te åndsvæ rk er den uundvæ rligste form idler af vo r kul­

turs udvikling. E n af de få faktorer, som vi hidtil m ed føje har k un n et betragte som et virkeligt støttep u n k t fo r a t sikre åndslivets tarv, h a r væ ret det stigende om fang, i hvilket det åndelige sam kvem og udvekslingen af tan k er h a r fundet sted indenfor hele den euro- pæ isk-am erikanske civilisationskreds. I den enkelte nation bygger

25

enhver generation p å den sum af viden, erfaring og hele åndelige substans, som er skabt af de forudgående slægtled, m en det natio­

nale åndsliv ville blive fattigt og stagnerende, om det skulle savne im pulser ude fra og åndeligt sam virke m ed an d re nationer. I den frie og uhindrede tilegnelse af trykte åndsprodukter, som e r den m est benyttede og lettest tilgængelige fo rm fo r udveksling og u d ­ nyttelse af de i vo r kulturverden skabte åndsvæ rdier, finder vi en a f kulturlivets åndelige grundlove, som m å respekteres både af den praktiske lovgivning og af den retsvidenskab, der behandler fo rfat­

terrettens teoretiske og økonom iske problem er. D e ledende bestræ ­ belser h a r h er i den grad væ ret præ get af trangen til a t tilrettelægge sæ rbeskyttelse fo r forfatterne, a t m an ikke altid tilstræ kkeligt h ar h a ft øje for kulturlivets fundam entale og uafviselige krav.

I og fo r sig er det m ed betænkelighed, a t der her er brugt u d trykket åndeligt fælleseje, fordi det m åske kunne lede tanken hen p å begrebet ejendom sret, m edens det i virkeligheden skal betegne negationen af en hvilken som helst forestilling om fysisk eller anden ejendom i alm indelig ken d t forstand. A nd og ånds- væ rdier tilhører personligheden og eksisterer kun i og gennem d en m enneskelige bevidsthed,1 m en i sproget er det nødvendigt at hente m etaforer fra den ydre verden for a t kendetegne og fast­

holde vore begreber om de ikke-m aterielle ting. D et afgørende er, at fo rfatteren efter offentliggørelsen ikke længere kan eller bør k unne forhindre nogen i a t stifte bekendtskab m ed hans tan k er og u d n y tte disse til personlig glæde og udbytte eller til modsigelse, og dette gælder ikke m indst i forholdet til an d re for­

fattere. D en åndelige påvirkning, som skribenten er udsat for, og den åndelige atm osfæ re, i hvilken han lever, sæ tter sit præg på hele hans produktion, og det er så godt som uden undtagelse sam tiden og dens litteræ re tilstande, der h a r den m est bestem ­ m ende indflydelse p å hans udvikling, selvom denne skulle føre ham til m odstand m od de herskende retninger. D er er iøvrigt også talrige vidnesbyrd om , at en fo rfatter netop h ar opnået den aller­

største virkning, fordi han i særlig grad h a r evnet a t behandle pro ­ 1. Jfr. Alf Ross, T.f.R. 1945, s. 244 f. B.R.

blem er eller udløse idéer, som h a r b erørt noget ce ntralt i sam tidens bevidsthed. Talrige efterlignere i stil og m etode vil følge den hel­

dige nybegynder og vil i forening m ed ham danne en epoke. D en frie udnyttelsesret fortsæ tter udover nutiden og er overhovedet ikke tidebegrænset, sålidt som den er påvirket af fo rfatterettens bort­

fald.

D e betragtninger, der h er er frem ført, bliver ikke i alm indelig­

hed draget i forgrunden af de m oderne forfatterretlige forskere.

D erim od vil m an hos T o rp i »Læren om den ideelle Produktions Beskyttelse® (pag. 4) finde en kritik af »den en T id gængse Anskuelse, a t A u to rretten e r F rem bringerens E jendom sret over sine T an k e r og lignende. E jendom sret h a r F o rfatteren over sit M anuskript, M aleren over sit Billede o. s. v.; m en over A ands- pro d u k ter som saadanne o: afset fra deres legemlige U dtryksform kan ingen E jendom sret haves. D erfo r er Betegnelser som litteræ r og kunstnerisk E jendom sret, hvis de skulle forstaas bogstaveligt, U dtryk fo r en M isforstaaelse, hvis de bruges billedligt, fo r saa vidt uheldige, som de friste til M isforstaaelser.« T orp er altså ganske k la r over, a t det offentliggjorte åndsprodukt tilhører alle, fordi d et m å være en absurditet a t tale om ejendom sret i forbin­

delse m ed m enneskelige tan k er og følelser. K ohler h a r noget lignende for øje, n å r h an i »Das literarische und artistische K unstw erk und sein A utorschutz.« (pag. 26) i en særlig fo r­

bindelse fastslår, at »der innere G eh alt des W erkes ist un d bleibt gem einfrei«. D et er endnu ikke lang tid siden, a t der i flere lande gennem slaveriet bestod ejendom sret over m ennesker. Slave­

ejerens m agt kunne dog aldrig n å så vidt som til at udøve ejen­

dom sret over slavens sind og inderste vilje, og dette v ar en af de m ange grunde, som førte til slaveriets ophævelse. D en enkelte personligheds og hele kulturlivets udvikling hviler på den frie re t til at sæ tte sig i besiddelse a f al den viden og glæde sig over al den skønhed, som v o rt sam fund kan yde gennem de forhånden­

væ rende fælles kulturskatte, og u d fra denne erkendelse bø r vor retsorden vise passende tilbageholdenhed, n å r der rejses k rav om ejendom sret, eller hvad der i denne forbindelse er det sam m e, anden sæ rret, der griber ind på det frie åndslivs domæne.

D esvæ rre fastholdt T o rp ikke d en ovenfor antydede linie, da han i 1924 i en artikel i T idsskrift fo r R etsvidenskab sluttede sig til tanken om den videnskabelige ejendom sret. D en n e idé blev næste å r m ed stor k ra ft fø rt frem p å det nordiske juristm øde i H elsing­

fors, u den a t der h er rejste sig afgørende betæ nkeligheder ved at lægge økonom isk bånd p å den frie udnyttelse af videnskabelige væ rker. D e t er m åske lidt tendensiøst a t citere en løsreven ytring a f R ag n ar K nophs fo redrag ved denne lejlighed (beretningen pag.

37), hvor h a n bruger vendingen: »Selvom videnskabsm anden u d ­ giver sin opdagelse p å tryk, h a r h a n intet væ rn m od, a t an d re til­

egner sig hans ta n k er og udn y tter dem .« Y tringen er alligevel k a­

rakteristisk ved sin fuldstæ ndig svigtende forståelse af offentlig­

hedens frie stilling o v erfor videnskaben som alm en kundskabskilde.

H v o r m egen anerkendelse m an end m å yde den begejstring og idealisme, d er inspirerede K noph og an d re jurister til a t gøre fo r­

søg p å a t skabe bedre m aterielle k å r fo r åndsarbejderne og i dette tilfæ lde fo r videnskabsm ændene, er det ikke m uligt a t se b o rt fra, a t de ikke i tilstrækkelig grad h a r understreget, a t den videnskabe­

lige ejendom sret, som iøvrigt i d et følgende skal berøres i anden sam m enhæng, ville betyde en kræ nkelse af den frie adgang til at tilegne sig goder, der v ar skæ nket til alle som kulturlivets åndelige fælleseje. F orskerens m ål og hele hans eksistensberettigelse hviler p å den grundtanke, a t h an læ rer an d re og stiller sin viden og sine resu ltater til fri rådighed fo r enhver, der vil interessere sig fo r hans værk. I det øjeblik han vil have økonom isk væ rn im od, a t an d re u d ­ ny tter hans arbejde og viderefører det til gavn fo r m enneskene, op­

hø rer h an m ed at være videnskabsm and i dette ords sande betyd­

ning. D erfo r blev den nye ejendom sretstanke p å trods af et stort in ternationalt apparat, d er var sat i scene fo r a t føre den u d i livet, intet an d et end en retsvidenskabelig m odevildfarelse f ra m ellem ­ krigsårene, og den døde b o rt a f m angel p å indre sandhed.1

1. Under den danske kommissions arbejde med udkastet af 1951 var kontakten med en række interesserede grupper af ophavsmand for­

midlet gennem en række af Undervisningsministeriet beskikkede sag­

kyndige repræsentanter, for de videnskabelige forfatteres vedkom-

E n anden konsekvens af det åndelige fælleseje til de offentlig­

gjorte åndsvæ rker er det endvidere, a t læ seren og offentligheden ikke k an gøre sig skyldige i tyveri a f de fo r alle tilgængelige åndsprodukter. H v o r d er in te t tilhørsforhold består til den enkelte, efter at skaberen a f væ rket h a r givet afkald p å sin besiddelse, k an d er ikke eksistere ejendom sret eller anden sæ rret, hvis krænkelse nogensinde kunne få k ara k teren af tyveri, ganske bort­

set fra, a t den åndelige værdi efter sin egen indre n a tu r er ude­

lukket fra at kunne overføres i et plan, hvor økonom iske begreber overhovedet er anvendelige. E n helt anden sag e r det naturligvis, a t der i henhold til de gæ ldende økonom iske forfatterlove ved eftertry k kan ske en kræ nkelse af en fo rfatterret, hvad d er dog ej heller er tyveri, m en dette spørgsm ål b erører ikke offentlig­

hedens tilegnelse af udsendte bøger og væ rker.

D enne åndsværkets ikke-økonom iske kvalitet er im idlertid ikke helt alm indeligt anerkendt i retsvidenskaben. E n del af de fejl­

slutninger, der i tidens løb er frem kom m et, k an vistnok fø re deres oprindelse helt tilbage til en udtalelse i K ohlers P aten tret, der citeret efter K nophs Å ndsret (pag. 9) lyder således: »Die M ein­

ung, dass n u r greifbare D inge existieren, ist au f dem Standpunkt unserer heutigen W eltanschauung und unserer heutigen T echnik so hinfällig, dass sie ü b erhaupt keiner E rw ähnung m e h r bedarf;

und dass im m ateriell nicht gleichbedeutend ist m it spirituell, übersinnlich, versteht sich in einem Z eitalter der E lektricität und des Lichts von selbst«. D enne sidste antydning er af tyske og

mende højesteretssagfører Niels Alkil, se Da M ot s. 7. Kommissionen ønskede dog ikke i lovteksten at optage nogen særbestemmelse ved­

rørende de videnskabelige frembringelser, således som det er tilfældet i den reviderede Bernerkonvention af 1948. Den videnskabelige pro­

duktion, der er nedfældet i et skriftligt værk, anses beskyttet efter reglerne for litterære værker. Kommissionen ville ikke tage stilling til spørgsmålet om en eventuel beskyttelse af den videnskabelige opda­

gelse som sådan; en sådan måtte efter kommissionens opfattelse i givet fald gennemføres efter væsentlig andre synspunkter end dem, der må være gældende indenfor ophavsretslovgivningen, Da M ot s.

93, jfr. også Fi M ot s. 44, No M ot s. 10 og Sv M ot s. 65. B.R.

andre forfattere drevet helt over i den falske analogi, a t tilegnel­

sen af et åndsvæ rk i visse tilfæ lde k u n n e sam m enlignes m ed tyveri a f elektricitet og gas, som om ånd k unne frem bringes af kul og m åles i kilow atttim er eller kubikm eter, og som om det skulle være m uligt direkte a t jæ vnføre de fo r alle tilgængelige åndsvæ rdier m ed de re n t ydre og m aterielle kræ fter. H o s V inding K ruse (Ejendom sretten, pag. 460),1 vil m an dog i anledning af spørgs­

m ålet om beskyttelse af de udøvende kunstneres præ stationer finde følgende bem ærkning: »M en det vilde selvfølgelig være ganske urim eligt, om m an ustraffet og u den E rstatning hem m elig for den udøvende K u n stn er kunde stjæle hans kunstneriske Ydelse, altsaa A ndenm ands individuelle aandelige K ræ fter, m en derim od blive straffet for T yveri af en ham tilhørende elektrisk K ra ft, end­

skønt den aandelige K ra ft endog ofte økonom isk er m eget m ere værd, end den elektriske. Begge Slags Tyveri af disse usynlige V æ rdier er i vore D age k u n blevet m uligt gennem de nyere elektrom agnetiske Opfindelser.« U n d er en diskussion om , hvor­

vidt den private lytter til eget bru g havde lov til at optage et gennem radioen u dsendt m usikstykke p å gram m ofonplade, gen­

driver Stephan H urw itz (U .f.R . 1933 pag. 363 ff) udførligt og sagligt tanken om a t anvende tyveribegrebet i dette tilfælde, og V inding K ruse erklæ rer d erefter (Ejendom sretsspørgsm aal, pag.

40— 41), a t h an k u n h a r tillagt sin tyveriteori subsidiær betydning.

I O phavsretten (pag. 43— 45) u dtaler H artvig Jacobsen sig i til­

slutning til H urw itz, m en ingen af fo rfattern e h a r fået øje p å det afgørende m om ent, som bevirker, at d er ikke er noget a t diskutere om . D er foreligger overhovedet ikke noget problem , d a ethvert offentliggjort åndsprodukt tilhører offentligheden i den forstand, a t alle og enhver h a r adgang til a t tilegne sig og udnytte dets åndelige væ rdier som en del a f v o rt åndelige fælleseje.

H vad der h er forstås ved dette sidste begreb vil også belyses ved en sam m enligning m ed det, som V inding K ruse i E jendom s-

1. 3. udgave 1951, s. 472 (De i citatet anførte ord: oville selvfølgelig være ganske urimeligt« er her ændret til »ville være ret urime­

ligt). B.R.

retten (pag. 431 ff)1 k alder åndeligt fælleseje eller sam fundets fælleseje. V inding K ruse arbejder m ed en re n t økonom isk fo re­

stilling, idet hans fælleseje om fatter alle de tilfælde, hv o r der ikke består nogen fo rfatterre t til et udgivet værk, enten fordi trykkeretten ifølge loven altid er fri, eller fordi retten er udløbet 50 år efter fo rfatteren s død. D ette fælleseje h a r k u n gyldighed fo r bogtrykkere og forlæggere, som får adgang til at udgive de frie bøger uden fo rfatterh o n o ra r og uden sam tykke fra inde­

havere af fo rfatterret. D esuden kan te atrene spare de sum m er, d er betales fo r retten til at opføre de beskyttede skuespil, og noget tilsvarende gør sig gældende fo r S tatsradiofonien. F ra læsernes og offentlighedens synspunkt er dette forhold ganske uden betydning. I relation til disse fak to rer er der end ikke fra en økonom isk betragtning grund til i synderlig grad at ænse fo rfatterretten s bortfald. D et koster lige m eget a t gå i D e t konge­

lige T eater, hvad enten der opføres H olberg og Oehlenschläger eller K aj M unk, og selv om der muligvis frem kom m er nogle billige folkeudgaver af de frie forfattervæ rker, foreligger sådanne som regel længe forinden, da det k u n er m eget læste og anerkendte forfattere, d er indtil 50 år efter deres død h a r interesse fo r større kredse. V ed fastsættelsen af prisen p å en bog h a r i al alm indelig­

hed oplagets størrelse og salgets om fang p å langt sigt en m ere bestem m ende indflydelse end forfatterhonoraret.

Som det allerede er antydet ovenfor, k an det heller ikke fo r de nulevende skribenter spille nogen rolle, a t de gam le forfatteres væ rker bliver frie. D en inspiration, de k an søge i disse, bliver hverken større eller m indre af den grund, og m ulighederne for plagiat forbliver litteræ rt set uforandrede.

1. 3. udg. 1951, s. 446. B.R.

b. D E N S E K U N D Æ R E R E L A T I O N

E fter den stedfundne undersøgelse af den prim æ re relation m el­

lem fo rfatteren og læ serne, gennem hvilken det fortrinsvis h ar væ ret hensigten a t frem hæ ve p å den ene side forfatterens person­

lige beføjelser - forfattersuveræ niteten - og fo rfatteran sv aret og p å den anden side det læsende publikum s uhindrede adgang til at tilegne sig de offentligt tilgængelige åndsprodukter, skal forfatten-etten gøres til genstand for en næ rm ere belysning. D en opstår gennem en sekundæ r relation, nem lig m ellem fo rfatteren og den, d er som forlæ gger1 eller p å anden m åde i erhvervsøjem ed form idler offentliggørelsen af det frem bragte værk. I vore dage drager digteren ikke læ ngere som i m iddelalderen ru n d t fra ho f til h o f eller fra den ene storm ands borg til den anden fo r at frem sige sine digte og høste sin um iddelbare belønning derfor.

Ved bogtrykkerkunstens opfindelse er det blevet m uligt a t fæ stne et åndsprodukt p å try k og som en salgsvare afhæ nde d et til alle, der h a r interesse fo r det. D a det h ø rer til de m eget store sjæ lden­

heder, a t en fo rfatter selv fo rm å r a t bestride udgifterne ved trykning og salg a f en bog, frem kom m er d er n orm alt et økono­

m isk m ellem væ rende m ellem ham og forlæ ggeren, som påtager sig den forretningsm æ ssige risiko, der følger både m ed try k n in ­ gen af væ rket og salgsdistribueringen. Selvom dette forhold m å være o rdnet fo ru d fo r den fuldbyrdede offentliggørelse, er det alligevel betegnet som sekundæ rt, fordi det k u n drejer sig om den ydre tilrettelæggelse af åndsværkets frem træ den. F o rfatteren s indsats er fuldstæ ndig bestem t af karak teren af hans væ rk og dettes betydning fo r alm enheden, og det er i og for sig offentlig­

heden uvedkom m ende og væ kker ku n i ringe grad dens interesse, u n d er hvilke m aterielle forudsæ tninger væ rket er blevet til som industrielt p ro d u k t betragtet. I sam m enligning m ed åndsproduk- tionens og åndslivets overordentlige værdi fo r v o rt kulturliv m å

1. Om forholdet mellem forfattere og forlæggere (og andre formidlere) foreligger nu en udførlig samlet fremstilling, nemlig Hartvig Jacob­

sen, Forlagsretten, Kbh. 1951. B.R.

spørgsm ålet om fo rfatteren s økonom iske forhold stå i anden ræ kke som sam fundsanliggende, m en ganske vist som e t om råde, hvor retsordenen h a r m ulighed fo r a t øve en vidtræ kkende ind­

flydelse til gavn for fo rfatteren og derm ed indirekte til støtte fo r åndslivet. D og vil det altid være nyttigt a t understrege, a t ånds­

livets udfoldelse er k n y tte t til så m ange sæ regne ydre og indre livsbetingelser, a t den bistand, der k an ydes gennem forfatter- retten, ku n er en enkelt af de faktorer, der h a r betydning for udviklingen.

I de første årh u n d red er efter bogtrykkerkunstens frem kom st kendte m an ikke fo rfatterre t i m oderne forstand, m en i over­

ensstem m else med den fo r datiden gængse økonom iske opfattelse og m etode udstedtes d er i m ange lande privilegier til bogtryk­

kerne. N å r disse fik eneret til a t trykke bøger, skrevne af bestem te forfattere, opnåede de den ret, som er den centrale også efter vor tids forfatterretlige opfattelse, nem lig til a t forbyde det uautoriserede og derfo r ulovlige eftertryk. Privilegiet var nød­

vendigt, fo r a t bogtrykkeren k unne indlade sig p å det kostbare foretagende, som d et dengang i endnu højere grad end i nutiden var at sæ tte et større trykkeriarbejde igang, og det gav ham m ulig­

hed fo r også at yde fo rfattern e en vis godtgørelse. D a den store franske revolution havde bragt liv og fa rt i tanken om a t give fo rfatteren en åndelig ejendom sret over det af h am frem bragte åndsværk, og en egentlig fo rfatterre t efterhånden blev in d fø rt i de fleste civiliserede lande, skete der det store frem skridt, a t for­

læggerens eneretsbeskyttelse, der h er i landet v a r lovfæstet ved forordningen af 7. ja n u a r 1741, principielt gik over p å forfatterens hæ nder, og a t denne derved fik større chancer fo r a t gøre sig økonom isk gældende overfor forlæggere, teatre og andre, der frem førte og udnyttede hans væ rk til egen fordel.

I n aturrettens ånd blev fo rfatterretten ud fo rm et som en ube­

tinget re t fo r fo rfatteren til at hæ vde sin eneret til at offentliggøre sit værk og til at høste det fulde udbytte deraf. D en blev ligesom den fysiske ejendom sret opfattet som en priv at ret, der m åtte være ukræ nkelig i forholdet til sam fundet, og d a den ligesom andre åndsrettigheder gradvis udvikledes og kom til a t indtage

F o r f a t le r r e t 3 33

en stadig m ere fyldig og anset plads indenfor behandlingen af de private form uerettigheder sam tidig m ed, a t den alm indelige øko­

nom iske ejendom sret stadig blev gjort til genstand for indskræ nk­

ninger, er den ejendom m elige m odsæ tning i dette forhold blevet stæ rkt frem hæ vet af adskillige retsvidenskabelige fo rfa tte re .1 N år Vinding K ruse i E jendom sretten (pag. 97 ff)2 således m ed særlig vægt understreger, a t de åndelige ejendom srettigheders vækst står i m odstrid m ed udviklingens alm indelige tendens til a t begrænse eller ophæve den private ejendom sret og endog m ener, a t tanken om den private ejendom sret p å dette om råde h a r »faaet en G enfødelse og en m ægtig U dvidelse«, vil en næ rm ere betragtning af de reale fo r­

hold dog ikke støtte V inding K ruses opfattelse.

G å r m an bagom lovens bogstaver og søger ind til den virkelige m ening m ed alle forfatterlove, vil m an opdage, a t d et m est er i form en, a t de tilsiger fo rfattern e rettigheder i relation til offent­

ligheden. F o r a t disse skal udnyttes, m å der som ovenfor nævnt anvendes form idlere, fortrinsvis forlæ ggere og teaterejere.3 R eali­

teten er således, a t forfatterlovens beskyttelse er og bø r være vendt m od disse faktorer. N å r det er lykkedes skribenterne til en vis grad m ed lovens hjælp a t o p n å større h o n o rarer og bedre økonom isk udbytte af deres arbejde end før, er dette i virkelig­

heden i sto rt om fang sket p å bekostning af de økonom isk aktive og ganske uundvæ rlige m edhjæ lpere ved åndsvæ rkernes ud ­ bredelse. H avde vi ingen forfatterlove h aft, ville forlæ ggerne og teatrene rimeligvis have kunnet beholde en stor del af de sum m er, der n u er kom m et fo rfattern e tilgode, og det er ingenlunde sikkert, 1.se Knoph, Åndsretten (pag. 46). J.H.

2. 3. udg. 1951, s. 92 f.f. B.R.

3. D et ville måske, ialtfald bortset fra Det kgl. Teater, være mere kor­

rekt her at anvende ordet »teaterbevillingshavere*, idet det ikke er teatrets ejer, men direktøren - der driver teatret i henhold til en af justitsministeriet i medfør af grundlovens § 25 meddelt bevilling (for Københavns vedkommende tidligere lov nr. 62 af 12. april 1889, nu ophævet v. lov nr. 15 af 6. februar 1957)- der formidler opførelsen af sceniske værker. - Om forholdet mellem forfatterne og teatrene se J. Hartvig Jacobsen, anf. v. s. 230 f.f. B.R.

a t offentligheden ville have k u n n et købe bøger billigere af denne grund. I kalkulationen af om kostningerne ved udsendelsen a f en bog indgår fo rfatterh o n o ra re t som en enkelt udgiftspost side om side m ed papiret, typograflønninger, afskrivning p å m askiner, fo rh an d lerrab atter o. s. v., m en ingenlunde som den vigtigste, og det til trods for, a t det e r værkets kvalitet, d er skal bæ re alle de øvrige om kostninger. V ed opførelsen af et skuespil repræ senterer dram atikerens bonus sikkert en procentvis endnu ringere andel i udgifterne.1 1 hvilket prisniveau bogen eller teaterbilletten kom m er til a t ligge, vil altid i nogen grad afhænge a f de givne sam funds­

forhold, idet der m å ske en tilpasning til publikum s købeevne og salgsm ulighederne iøvrigt. Såm ange forskellige forhold spiller ind, at det m eget vel er tæ nkeligt, a t den forringelse af forfatternes u d bytte, d er k unne tæ nkes a t have fu n d et sted u den fo rfatter­

lovens indgriben, ikke ville give sig synderlig m æ rkbare udslag m ed hensyn til en billiggørelse af prisen p å bøger og teater­

billetter.

A fgørende er det i hv ert fald, a t forfatteren aldrig um iddelbart kræ ver afgifter af offentligheden, m ed hvilken h an ikke h a r noget direkte økonom isk m ellem værende. E n åndsskabende forfatters liv fo rm e r sig i reglen som en h ård og vanskelig kam p. H an kæ m per m ed sit stof og m ed sine evner og søger gennem sit væ rk a t vinde forståelse og påskønnelse indenfor sit publikum , m en ved siden d era f fø rer han , dersom h an skal leve a f sin pen, en økonom isk kam p m ed forlæ ggere eller te atre fo r at o p n å de h o n o rarer eller forskud, h vorfra han skal hente det daglige brød.

I denne sidste del af kam pen og kun i denne yder sam fundet ham en håndsræ kning gennem forfatterlovgivningen, og den retsopfattelse, d er herved kom m er til orde, stå r netop i den aller- intim este sam klang m ed tidens sociale tendens og den m oderne opfattelse af ejendom sretten. N å r loven h a r givet forfatteren ene-

1. se herom J. Hartvig Jacobsen, anf. v. s. 246, hvor det anføres, at honoraret sædvanligvis er 10 pct. af teatrets aftenlige bruttoindtægt.

Dette er stadig gældende. D et normale forfatterhonorar ved bogud­

gaven er efter Nordisk Normalformular for Forlagsaftale af 1947 15 pct. af boglade prisen. B.R.

3* 35

ret til økonom isk udnyttelse a f sit værk, h a r d ette faktisk betydet, a t sam fundet h a r u n d erstøttet ham som den no rm alt svagere p art i hans ko n trak tfo rh o ld m ed den sædvanligvis stæ rkere p art, som repræ senteres af forlæ ggeren, teaterejeren1 eller andre mellem- m æ nd fo r værkets udbredelse. T h i overfor loven og dens fo r­

tolkere, d er alle h a r m ent, a t fo rfatterre tte n er blevet til ved et sam spil og kom prom is mellem fo rfatteren s og sam fundets inter­

esser, h vad der også tilsyneladende og form elt er rigtigt, står den kendsgerning, a t det i virkeligheden ikke er sam fundet, m en de fo r fo rfatteren nødvendige økonom iske form idlere, hvis rettig­

heder er blevet beskåret til fordel fo r forfatteren. E n anden side af sagen er det naturligvis, a t statsm agten ved gennem førelsen af denne lovgivning m å drage om sorg for, a t der ikke sker indgreb i offentlighedens frie adgang til a t udnytte det åndelige fælleseje, der opstår ved enhver publikation af et åndsværk.

M uligvis vil d er straks k unne rejses den indvending m od de ovenfor frem fø rte betragtninger, a t de o p fatter fo rfatterretten som væ rende af udelukkende økonom isk karak ter, og herm ed berøres et spørgsm ål om denne rets væsen, som h ø rer til de i teorien m est om tvistede og vanskelige em ner.2 I dansk retsviden­

skab synes problem et a t være k larest og rigtigst frem stillet af C. T o rp (i »Læren om den ideelle P roduktion«, 2. udgave 1898, pag. 3 ff), som m ener, a t forfatteren h a r »to aldeles forskellige og selvstændige R ettigheder, en personlig R et og en F orm ueret«.

D en personlige re t giver sig u d try k i hans rådighed over, om , n år og hvorledes hans åndsprodukt skal offentliggøres. M en »ved Siden af denne personlige R et og uafhængig af, om denne endnu eksisterer, tilkom m er der F rem bringeren en udelukkende R et til at udnytte F rem bringelsen økonom isk«. E ndvidere an fø rer T orp, 1. Jfr. ovenfor s. 34, note 3. B.R.

2. Se nu særlig Alf Ross i T.f.R. 1945 s. 336 f.f.; O.K. Magnussen, Naboretlige Studier s. 35 f.f.; Henry Ussing i Juristen 1950 s. 259- 261; J. Hartvig Jacobsen, Forlagsretten s. 15 f.f.; Vinding Kruse i T.f.R. 1951 s. 12 f.f.; Ross sammesteds s. 85 f.f.; Torben Lund i N .I.R. 1954 s. 131 f.f. og den af Bergstrom s. 29 f.f. givne oversigt over de senere års diskussion. B.R.