Maade i Tidens Løb bleven forvandlede til K orskirker, om end O m dannelsen vistnok k u n undtagelsesvis er sket planm æssigt og m ed velberaad Hu, saaledes som ved Karlebo Kirke i N ord
sjæ lland. Sjældnere er det derim od at træffe Kapellerne sam lede p aa een Side og direkte inddragne i K irkerum m et, der derved bliver to- eller treskibet. E t typisk Eksem pel herpaa er Mern ved Præstø, hvis K losterkirke sikkert h a r været Forbille
det; a f an dre kan nævnes Broby ved Soi'ø. De m ange selv
stændige Spidsgavle giver disse K irker et overordentligt m ale
risk Udseende, men naturligvis h a r denne Udvidelsesm aade praktisk set m indre heldige Sider.
Selv om en Udvidelse mod Vest sikkert i de fleste Tilfælde vil strande paa H ensynet til de m iddelalderlige T aarne, der jo abso lu t bør bevares, er der altsaa M uligheder nok tilbage.
H vilken m an vil vælge, er selvfølgelig afhæ ngig af de indivi
duelle F o rh old . H ensynet til den gamle Kirkes A rchitektur, K irkens Plads paa K irkegaarden og dennes Grave, Terræ nets K arakter og Form , sam t sidst m en ikke m ind st de Krav, der stilles til øget Plads, alt dette er F ak to rer, der gør det. um uligt at fastslaa nogen bestem t Udvidelsestype som den eneste salig
gørende. Da Sydsiderne paa vore L an d sbykirker jo i Reglen er fælt m oderniserede og ødelagte, m edens Nordsiden langt oftere h a r bevaret sit gamle Præg, vil en Udvidelse med en Kapelræ kke m od Syd rent arkæ ologisk set vel nok i A lm inde
lighed være den heldigste Løsning, ligesom den vistnok vil give det sm ukkeste H elhedsbillede. Men ogsaa her kan der n a tu r
ligvis være Undtagelser.
ANMELDELSER.
STUDIER OVER DANMARKS OLDTIDSBEBYGGELSE.
Af H. V. Ci.a u s e n.
Magister H. V. Clausen gør i sine »Studier over D anm arks Oldtidsbebyggelse« et storstilet Forsøg paa ved Hjælp af Sted
navnene at kaste Lys over vort Lands og tilgræ nsende Landes Bebyggelse i Folkevandringstiden. H ans Em ne er stort og van-
118
skeligt, h a n er sig bevidst, at h a n paa m ange P u n k te r k u n kan sætte en Drøftelse i Gang ved at udkaste sine Tlieorier. »For
fatteren er,« som h a n selv skriver, »slet ikke sproglig u d d an net. Det navn, han ønsker at kaldes m ed, er topograf. H an tiltro er sig en vis ævne til at se i n a tu re n og på k o rt og stiller i beskedenhed denne ævne til sprogm æ ndenes og historikernes tjæneste.« Det er m ed T aknem m elighed, m an m aa modtage denne Tjeneste, th i S tednavnegranskningen m aa, om den skal n aa de store Maal, der end n u tegner sig fjæ rnt og utydeligt fol
den, tage en Mængde V idenskaber i sin Tjeneste, der alle m ødes paa den interessante Plet, hv o r der spørges: hvorledes saa D an
m ark , dets geologiske F orm og dets Plante- og D yreliv ud, da M enneskene først begyndte at benæ vne de enkelte Dele af dets Jo rd b u n d , hvorledes h a r de to Parter, M enneskene og Jo rd en , v irk et paa h in an d en i T idernes Løb og u nd er de skiftende K ul
turform er, og hvilke M inder ligger der i de N avne, som er op- staaet u n d er dette S am m enspil?
F o r at udføre sit Arbejde h a r F orfatteren først skabt sig et n y t D an m ark sko rt, hv or der m ed F arv er og M ærker er angivet, hvor de ældgamle Bebyggelser h a r ligget, hvilke Stræ kninger der er taget in d til Bebyggelse og D yrkning i Oldtidens Slutning, og endelig hvilke O m raad er der en d nu et Stykke ind i Middel
alderen h a r ligget h en som store sam m enhæ ngende Skovstræ k
ninger. P a a dette ny pragtfulde D an m ark sk o rt ser m an da, hvorledes L andet henim od O ldtidens Slutning var delt i befol
kede aabne Bygder og i tætte m ennesketom m e Skove. Og en
delig faar m an gennem forskellige Tegn for de forskellige æ ld
gam le N avnetyper et k lart Billede a f hver enkelt Navnetypes Udbredelse i L and ets forskellige Egne. N aturligvis kan den næ vnte Inddeling i gam m eldyrket L an d, T orpland og Skovland, k u n være skem atisk og om trentlig. Men den er overm aade in teressant, og den er vel egnet til at bygge ret sikre R esultater op paa, selv om m an ikke netop altid vilde naa til de selv sam m e R esultater som H. V. Clausen. F rem gangsm aaden inde
h o ld er Fejl, som F orfatteren sikkert selv er klar over: n a a r saaledes den store Aamose paa begge Sider a f Halleby Aa er betegnet m ed den grønne Skov-Farve, h a r Hr. Clausen n a tu r
ligvis ikke derm ed villet paastaa, at Mosen i gam m el Tid var Skov; lige saa lidt som det vel h a r væ ret h an s Mening ved Spørgsm aalet om Vendsyssels østlige F lad er a t gaa im od Sophus M uller, der i sine »Vendsj^ssel-Studier« antager dem for Hede
stræ kninger i O ldtiden, m edens Clausen ogsaa kolorerer dem grønt, som om der havde været Skov.
E fter at have delt L andet i Bygder gaar Forf. dem meget om hyggeligt igennem , L andsdel for Landsdel, idet han særlig fæster sin O pm æ rksom hed ved Landsbyerne paa -lev og -løse.
N aar R esultatet gøres op for Sjællands V edkom m ende, linder F orf., at Byerne paa -inge ligger forholdsvis næ r ved Kysten.
Byerne paa -lev holder sig m ere til Sjællands Indland. Byerne paa -løse ligger paa en saadan Maade, at de enten m aa være yngre end -lev-Byerne, eller er udsondrede fra disse. Lev-Byerne er opkom m et i en Tid, da Agerbruget blev fastere, end det havde væ ret i den Tid, da Byerne paa -inge anlagdes. Denne Æ n dring stod i Forbindelse m ed, at Høvdingerne krævede Ager
jo rd for sig til Særeje.
I Skaane er -inge en Endelse, der særlig lindes i det indre, m ens -lev er en Endelse, der ord ner sig i Ræ kker fra H avne
steder ved Kysten ind i det indre. H. V. Clausen drager h eraf den Slutning, at -lev-Byerne i Skaane er frem kom m et ved en E robring, der er udgaaet fra Sjælland. Ogsaa N avnene paa -løse synes i Skaane at høre dette Erobrerfolk til.
F ra Skaane gaar Forfatteren til F y n og > R esultatet af gen
nem gangen a f de ældre stednavne på Fyn bliver netop det, der anedes ved Skåne, og der er givet yderligere støtte for hypotesen om en bevægelse, der til en vis tid er udgået fra Sæland.« —
Jy llan d s Egne gennem gaas derefter, og H ovedresultatet bliver som ved F yn og Skaane: Mens der endnu kun v ar de gamle -inge-Navne som R epræ sentanter for Æ tterne eller Sm aastam m erne kom -lev-Folket indvandrende; først tog de M idtjyllands østligste Egne, hvor der er m ange Navne paa -lev og faa p aa -sted. Senere koloniseredes Vendsyssel, Ty, Syd
slesvig og Mellemslesvig, hvor der er faa Byer paa -lev og m ange paa -sted. Senest og tyndest ebbede Bevægelsen ud i Vestjylland m ellem Lim fjorden og Varde Aa, hvor der næsten ingen Byer paa -lev lindes, og k un ganske faa paa -sted.
Som m an ser, er en bestem t T anke, en fast udform et O p
fattelse fulgt ved Bedøm m elsen af de forskellige N avnetypers Beliggenhed i Forhold til hinanden. — T it er Iagttagelserne skarpsindige og sikre, stundom synes m an vel, at F orm aalet er fulgt m ed lovlig ubøjelig Konsekvens, saa Forf. med et kraftigt Sæt springer over H indringer, som andre vilde falde i T ank er ved; altid er dog baade T ank erne og Frem stillingen æggende, og m an følger F orfatteren m ed Spænding paa hans forvovne Veje. — Hvis m an stiller sig tvivlende over for Forfatterens hele G rundlag: E robring og U dvandring fra Sjælland under Le
delse a f en krigersk H øvdingestand som Benraden i vort Lands
120
Stednavnegivning, — ja saa m aatte m an snarest angribe ham ud fra de store G rupper af jy d sk e Stednavne p a a-um. Clausen vil gøre denne E ndelse meget ung, ligesom h a n jo paa Sjælland satte E n delsen -løse ned til en senere Tid end alm indelig antaget. —
Et h e lt andet Billede af L andets Bebyggelse, end det Clausen frem stiller, vilde tegne sig for en, hvis m an antog, at Byanlæggene p aa -inge, -løse og -um , m aaske i Forbindelse med dem p aa -ten (tun) og -en (vin) hørte hjem m e i sam m e æ ld
gamle Periode, og at de p aa -lev og -sted hovedsagelig skyldes en senere, næ rm est social Udvikling. Vi vilde da ikke faa Brug for nogen E robring og U dvandring fra een Del a f D an m ark til de andre. Vi vilde da faa en U dviklingslinje i vore Stednavne, der næ rm est forudsatte, at den sam m e Stam m e havde fortsat sit Liv i Bygden Slægtled efter Slægtled, uden at forstyrres syn
derligt af Stam m er fra andre Dele af L andet eller i hvert F ald uden at lade sig stæ rkt paavirke i sin N avngivning af de Kam pe og F lytning er, der vel nok h a r fundet Sted. — Alt dette er im id
lertid et saa stort Spørgsm aal, at det ikke lader sig drøfte paa dette Sted. —
Lad os hellere følge H. V. Clausen videre paa h an s dristige Vikingefærd. F ra Jy lla n d lægger h a n Vejen over H alland til Ve- stergøtland, stadig følgende sine Y ndlingsendelser -lev og -løse paa Sporet. Og langs S m aalands Kyst n a a r h a n over Ø land op i Ø stergøtland. H an lader sine -lev- og -løse-Krigere medføre en ny G udsdyrkelse til disse Egne, en G udsdyrkelse, som de h a r m edbragt hjem m e fra Sjælland, og som navnlig er k n yttet til G udenavnene Njord og UH. — F orfatteren hæ vder, at N av
nene paa -lev og -løse er uadskilleligt k n y ttet til hin an d en . Kig- tignok er der des færre -lev, jo længere m an kom m er mod N ord; men disse ligger dog altid saaledes, at det k a n ses, at en Kække p aa -løse h a r til U dgangspunkt, til O phav i alt F ald et enkelt -lev. Derim od h a r -lev og -løse in tet A fhængighedsforhold til -inge; de kan skære tværs igennem -inge-Bygder, m en b re
der sig ikke ud til Siden m ed disse. »At deres (-lev og -løses) ræ kker k an følges op m ed visse elve og ikke m ed andre, der løber i sam m e retning, viser, at deres udbredelsesm åde er h i
storisk, på grundlag af begivenheder, ikke kulturel-topografisk.«
E fter at have fulgt N avnetyperne geografisk, gennem gaar Forf. hv er enkelt Endelse og den derved bestem te N avnetype i A lm indelighed og sam m enfatter, h v ad der kan siges om den m ed H ensyn til Alder, Udbredelse i F orho ld til de andre osv.
Ved O m talen af N avnene paa -løse, frem sæ tter Clausen den T ank e, »at vedkom m ende -løse h a r fået navn efter det totem ,
rettere hans følge følte sig værnede af, nedstam m ede fra, eller de am uletter i form af våben, eller kostbarheder, som ligeledes en enkelt m and eller en æt, et følge, tillagde m ystisk værd«.
— Her er dog et af de P u n k ter, hvor en Sprogm and m aa være tilbøjelig til at stille sig noget forbeholden overfor Hr. Glansens Forsøg p aa en T olkning a f de enkelte Navne. — Høvdingerne h a r efter H. V. C. boet i -lev-Byerne, — h a n s Undergivne, lians H uskarle h a r h aft O phold i -løse-Byerne. Om de lo sjæ lland
ske -løse-Bygder (i Merløse Herred ved Holbæk, og i Nordsjæl
land) h edder det: »Disse kan bedst opfattes som anlæg af h e r
skeren på Sæ land, der h a r ønsket gennem en grundlæggelse af denne a rt at have sin hird, den del af den, som ikke hver dag gjorde tjæ neste om ham , nærm ere sam let, lettere at m ønstre og opbyde«.
E ndelsen -iim volder Forf. en Del Bekym ring. Han søger at godtgøre, at -um ikke kan være oprindeligt -heim; »Jeg håber,« siger h an , »ved den foregående topograliske påvisning at ku n n e støtte Steenstrups kam p for at hævde endelsen som en dativ f l e r t a l . ---E r det kun en dativ flertalsform , be
høver jeg u nd er m in syslen med de ældgamle navne -lev og -løse intet hensyn at tage til denne nyere endelse. Som beteg
nelse for et naturfo rho ld kan den være meget ældre, m en de tider, der gav deres boliger æ tnavne på -inge, liøvdingénavne på -lev, m æ rkenavne på -løse, bondenavne på -sted og gude
navne på -høj og -vi, vilde ikke bruge en naturlokalitet til navn p å dem.« — Overfor denne P aastand m aa det dog være berettiget at spørge »hvorfor?« En Bøjningsendelse, der h a r eksisteret i Sproget fra de ældste Tider, og som b land t andre F u n k tio n e r netop h a r den at betegne paa det eller det Sted, m aa jo føjet til Ord, der betegner en N aturejendom m elighed, k u n n e dukke op som Sledsbelegnelse i et hvilket som helst sproghistorisk T idsrum , saa længe den i det hele taget eksisterer i Sproget. Og netop det, at det er D ativ Flertal det drejer sig om, kunde tyde paa, at denne N avnetype gaar meget langt til
bage, nem lig til en Tid, da G rundene, M arkstykkerne, de fore
løbige Byggepladser toges i Fæ llesskab a f en liel Flok, hvis E jendom sstykker næ vnt under eet derfor ganske naturligt blev sat i F lertal. Efter denne Opfattelse skulde da Bjerrum betyde:
B jærgstykkerne, Bjærgbopladserne, Dalum: D albopladserne o .s .v . Det er ak k u ra t, som n aar m an ned til vore Dage h a r bevaret et vist Fæ llesskab om en Strækning, t. E. en E ngstræ kning, saa k alder m an det Måderne, Engene, Kjærene (Storeinader,
122
Langelige, Strandkjæ rene), m edens m an bruger de sam m e Ord i E nkelttal, hvis der k un er een E jerm an d til Stræ kningen. — Den i og for sig højst interessante Frem dragelse af de sønder- jydsk e M arknavne p aa -um hjæ lper derfor heller ikke Forfatte
ren noget med H ensyn til at try k k e By-Navnene paa -um ned til en sen Tid. F o ru d sat at -um ikke k om m er a f -heim, og m ed Indrøm m else af, at -um i mangfoldige Tilfælde bruges til D annelse a f M arknavn, saa er der dog alligevel en stor San d synlighed for, at Bynavnene paa -um h ører til vort L ands aller- ældste i Lighed m ed dem paa -inge og -løse, — og H. V. C lau
sen, m ener jeg, h a r selv ved sine fortrinlige Kort givet G rund
laget for Beviset. Man lægge blot M ærke til, hvorledes i J y l
land -rim-Navnene b ehersker de Egne, hvor -inge slet ikke fin
des eller er sjæ ldent. Vekslende Egn h a r vekslende Sæd og Betegnelsesm aade. Men som jeg før h a r sagt, jeg kan h e r ikke kom m e nøjere ind paa en positiv Bevisførelse.
Sine fantasifuldeste F orm odninger opstiller H. V. Clausen i sidste Afsnit af Bogen, der hedder »Guder, Konger og Sted
navne«. Ogsaa i dette Afsnit er der en Række gode to po gra
fiske Iagttagelser; m en her finder m an dog tiest som Sprog
m and Lejlighed til at beklage, at F orfatterens Respekt for L y d
love synes overm ande ringe. Jeg skal næ vne nogle faa E k s
em pler. Uluig i Undløse Sogn forekom m er i de m iddelalder
lige Kilder stadig m ed g (det synes snarest = Ulvege); ikke des m indre gør Clausen det til Guden Ulls Vi. Unclløse sættes i F o r
bindelse med oldisl. qndurr, Ski, D a n s k : Andre = Slidestykker paa Vuggegænger og Slædem eder. M iddelalderens Utlerthæ (Nu
tidens Udlejre) gøres til det sagnberøm te Lejre, til T rods for at baade M iddelalderens S krivem aader og N utidens Udtale (der er i O verensstem m else m ed M iddelalderens Form , m ens N utidens Skrivem aade er en Forvanskning) bestem t vidner derim od. — M iddelalderens Jurlunda (hereth), Jurlund (hæretli), N utidens Jørlunde (H jørlunde) sættes i F orbindelse m ed Nerthus og Njord.
— Sengeløse sættes i Forbindelse med det oldn. seggr: »Segge- løse k a n vel n ok være blevet til Sengeløse, selv om lydover
gangen ikke er helt regelmæssig«.
Der skal im idlertid ikke gaas strengt i Rette m ed F orfatteren paa Grund af h an s A fhandlings U fuldkom m enhed i sprogviden
skabelig H enseende. Meget m ere er der G rund til at yde ham Paa- skønnelse for h an s dristige og fantasifulde Gennem førelse af en stor P lan til O predningen af vore gamle Stednavne i Forhold til L andets Bebyggelse. H an er en a f de kæ kke og udholdende Pionerer, der vel stundom farer vild a f Vejen, m en som gør et
saa stort R ydningsarbejde og drager nye Kræfter til at arbejde i h an s Spor eller ad andre Baner, saa det kun er at ønske, at h a n vil fortsætte sine Studier, der frem træder saa storstilede i deres P lan, saa stem ningsrige i deres Form .
Henrik Ussing.
BIBLIOGRAFISK LITTERATUR.
B. Erichsen og Alfr. Krarup: Dansk historisk Bibliografi. Systematisk Fortegnelse over Bidrag til Danmarks Historie til Udgangen a f 1912. (I Tilslutning til Bibliotheca Danica.) 3. Bd.: Personalhistorie.
Kbh. 1917. (I Kommission hos G. E. C. Gad.)
Svend Dahl og Th. Døssing: Dansk Tidsskrifi-Index. Systematisk For
tegnelse over Indholdet a f 165 (180) danske Tidsskrifter. 1.-2. Aarg.
1915—1916. Kbh. 1916—17. (J. L. Ly beckers Forlag.)
S kønt den danske historiske L itteratur ikke hører til de uoverskueligste, træ nger m an dog ofte til Vejledning for at finde sig til Rette deri. Den ældre L itteratu r er undertiden vanskelig tilgængelig, og den nyere, isæ r den lokalhistoriske Litteratur, antager et stedse voksende Omfang. Ø nsker f. Eks. en H i
storieforsker at forvisse sig om, at et F u n d h a n m ener at have gjort, ikke er k en d t og om talt før, eller en H istorieskriver, der bygger paa de allerede indvundne Resultater, al gøre sig be
ken dt med de tidligere Frem stillinger, eller blot en historisk interesseret at læse om et bestem t Em ne, staar de ofte raad- vilde over for Problem et, hvorledes de skal orientere sig i den foreliggende trykte L itteratu r. Her er det, den historiske Biblio
grafi træ der hjælpende til.
Det bibliografiske H ovedværk, Bibliolheca D anica, gaar im idlertid k u n til 1830; for at bøde paa Savnet af et tilsva
rende Værk for den senere Tids Vedkom m ende h a r Bibliote
karern e B. E richsen og Alfr. K rarup nu udarbejdet en F ortsæ t
telse a f de Afsnit i Bibliotheca D anica, der om fatter D anm arks Historie. Men m edens Bibliotheca D anica kun anfører Titler paa selvstændige Bøger og Piécer, m edtages i E richsen og Kra- rups Bibliografi ogsaa A fhandlinger i T idsskrifter og Sam lings
væ rker, hvorim od Avisartikler paa Grund af M aterialets Uover
kom m elighed h a r m aaltet udelades; ligeledes er Bidrag fra Skolebøger og lignende ganske populære V ærker ikke m edtaget.
Til D anm ark henregnes foruden det nuvæ rende Rige de skaanske Provinser, H ertugdøm m erne og Norge i den U dstræ k
ning, som deres Forbindelse med det danske Rige kræver. Be
grebet Historie tages i videste F o rsta n d ; de to første Bind, der
