Anmeldelser
Fortrinligt festskrift
M ID D E L A L D E R S T U D IE R tilegnede A k se l E. Christensen på tresårsdagen 11.
septem ber 1966. M unksgaard, 1966. 338 s. 56 kr.
Til forskel fra den gængse festskrifttype - en sam ling mere eller m indre tilfældigt sam m enbragte afhandlinger - frem træ der dette m ed et velgørende helhedspræg. De
11 afhandlinger, som alle henter deres em ner fra dansk m iddelalderhistorie, er skrevet af Aksel E. Christensens elever gennem 20 år. To af disse elever er nu hans kolleger i K øbenhavn og én i Odense, mens andre er ansat i forskellige forsknings
institutioner, kun to er gået skolevejen. T rods arbejdspresset i skolen kan det m åske tages som et tegn pa, at skolefolks m uligheder for videnskabeligt arbejde er blevet større, at begge fo rfattere bebuder afhandlinger, der placerer det behandlede em ne i en større sam m enhæ ng. M an m å habe, at de gode forsæ tter ikke d ru k n er i overtim er.
Studierne spæ nder i tid fra 1000-tallet til senm iddelalderen og med hovedvæ gten lagt på denne. E m nerne fordeler sig jævnt m ellem historiografiske og kildekritiske specialundersøgelser og bredere oversigter vedrørende handelshistoriske og økono
miske problem er.
B rødrene C urt og L auritz W eibulls sam t E rik A rups banebrydende kildekritiske undersøgelser i D anm arks ældste historie h ar sat sig tydelige spor hos flere af fo r
fatterne. D et gælder således am anuensis Inge Skovgaard-Petersen, der gennem sit arbejde m ed H uitfeld er blevet inspireret til at studere Saxo. Y derligere er hun blevet grebet af Aksel E. C hristensens bem æ rkninger i »K ongem agt og A ristokrati«
om Saxoforskningen, hvor h an påpeger, at den hidtidige forskning er gået ud på at vurdere Saxos væ rk som beretning, mens en analyse af det som levning savnes.
Inge S kovgaard-Petersen vælger at analysere Svend Tveskægs historie på grund af det kom positoriske helhedspræ g og det relativt veloplyste kildegrundlag. H un stiller sig som opgave at vise Saxos særpræg ved sam m enligning med de tre hovedkilder, idet A dam af Brem en, R oskildekrønikens fo rfatter og Svend Aggesen hverken steds- eller tidsmæssigt ligger fjernt fra Saxo. D et påvises, at de 3 frem stillinger af Svend Tveskægs historie er m eget forskellige, og Saxo h ar m åttet træ ffe et valg mellem dem ; han h ar lagt A dam s værk til grund, m en korrigerer det ved hjælp af R oskildekrøniken og h ar så yderligere suppleret m ed m ateriale fra Svend Aggesen og endvidere fra no rrø n tradition, hvilket påvises m ed adskillige eksem pler. Saxo skaber et nyt billede af Svend Tveskægs bugtede levnedsløb, frem hæ vet ved citater fra V alerius M axim us. F o r Saxo er historie først og frem m est en lære i m enneske
kundskab.
Professor E llehøj synes at ville bygge en hel katedral over den norrøne historie
skrivning. efter disputatsens langskib følger her »O m kring K nytlingas kilder« som et
m indre tvæ rskib eller sidekapel. Knytlingasagas slægtskab m ed andre norrøne kilder er hovedsagen og forholdet til Saxo kun en biting. U ndersøgelsen gælder H arald Blåtands historie og resulterer i, at kildebenyttelsen er m ere indviklet end af F in n u r Jonsson og G ustav A lbeck antaget, idet Ellehøj plæ derer stæ rkt for, at K nytlinga også bygger på Sæm unds og Aris tabte skrifter og derved får øget interesse. Endelig konstateres en forbindelse m ellem Saxo og Sæm und og m ellem Jom svikingasaga og A dam af Brem en.
Større rolle spiller Saxo i m useum sinspektør Tage E. Christiansens fascinerende forsøg på at hæve den mystik, der hviler over den om diskuterede broderliste i K ong V aldem ars Jordebog. D ette blandingshåndskrift er skrevet af to skrivere i Sorø kloster om kring 1300 og består dels af kam erale afsnit fra det kongelige kancelli, dels af teologiske og annalistiske optegnelser fra klostret. D et kan ikke ved hjælp af skriften eller ved stykkets placering i m anuskriptet afgøres i hvilken afdeling broder- listen h ø rer hjem m e. Tage E. C hristiansen påviser, at broderlisten ikke kan have tilknytning til klostret, men at den qua kancelli-stykke m å være m angelfuldt over
leveret. H verken tanken om fræ ndegilder eller en organisation vokset frem af hirden holder stik. D esvæ rre kan Tage E. Christiansen ikke erstatte de tidligere m ere eller m indre fantasifulde forslag med nogen sikker tolkning. H ans slutresultat er det lidt m atte, at listen m å have været et internt hjæ lpem iddel i kancelliet. D og klam rer han sig til det halm strå, at da V aldem arstiden og dens institutioner - som påvist af Erslev og Aksel E. C hristensen - først helt lader sig forstå på europæ isk baggrund, så er det ikke um uligt, at der et eller andet sted ude i E uropa kan findes m ateriale til endelig forklaring af broderlisten.
A djunkt Jørgen Qvistgaard H ansen skriver ud fra sin specialeafhandling om
»F orholdet m ellem stat og kirke i D an m ark 1157-1170«, og bebuder en senere afhandling om pavestrid og vesteuropæisk storpolitik. U dgangspunktet er slaget på G ra th e hede, som gjorde V aldem ar til enekonge, og de følgende forhandlinger i R oskilde m ed den hjem vendte æ rkebiskop Eskil, hvor kongen synes at være gået ind for et positivt sam arbejde m ed den danske kirke. D ette blev im idlertid slået i stykker af forholdene ude i E uropa, idet skism aet efter pave H adrians død førte m ed sig, at Eskil gik ind for A lexander 3., m ens kongen på grund af sin feudale binding til kejseren m åtte vælge at støtte den im perievenlige V ictor 4. D et førte 1161 til et afgørende b ru d m ellem kongen og ærkebispen, og Eskil forlod D anm ark. E fter V ictor 4 .s død 1164 udfoldede de danske cisterciencere megen diplom atisk snilde for at opnå Eskils tilbagevenden, hvilket form entlig skete efteråret 1167. I fællesskab gennem førte æ rkebispen og kongen, at Rugen i 1169 blev lagt under Roskilde stift, og at K nud L avard blev kanoniseret. V ed translationen den 25. juni 1170 kulm ine
rede kongens og kirkens fælles ønske om politisk stabilitet i kroningen af V aldem ars søn K nud.
Som en frugt af sine indgående diplom undersøgelser publicerer professor S ky u m - N ielsen en studie over »K anslere og skrivere i D anm ark 1250-82«, som konklude
rer i, at der næ ppe er tale om nogen fast stab, og at talrige skødesløsheder vidner om løshed i kancelliets opbygning; på den anden side er kun få originalbreve skrevet af m odtager- eller lejlighedsskrivere, hvilket ofte forekom i det tyske rigs- kancelli.
M useum sinspektør E rik Kjersgaards redegørelse for begreberne »Leding og lande
værn« suppleret af en gennem gang af de forskellige m iddelalderlige forsvarsinstitu-
tioner skuffer lidt, fordi afsnittene er tilbøjelige til at falde fra hinanden, så det bliver vanskeligt at finde den røde tråd. Til hans undskyldning tjener, at dette er hans tidligste arbejde, senere h ar han publiceret langt m ere velskrevne ting.
P rofessor L adew ig Petersens afhandling om »Jordprisforhold i dansk senm iddel
alder« er en sam m entræ ngt frem stilling bygget på det jordprism ateriale, han agter at publicere helt frem til 1660. Oplægget er, at den nyeste forskning h ar vist de sen
m iddelalderlige krisers kom plicerede natur, det 14. og 15. årh. udgør ingen konjunk- turm æssig enhed. U dviklingen er forskellig i Øst- og V esteuropa. D e sociale og økonom iske virkninger frem træ der stæ rkest i V esteuropa m ellem 1370 og 1440 og m edførte at godsstruktur og landsbysam fund om form edes, så fæstesystem et blev det alm indelige. H ovedform ålet er en principiel drøftelse af m aterialets art og hvilke m etoder der kan anvendes. D et understreges, at de kom plicerede forhold, der betinger prisdannelsen, gør det nødvendigt at betragte resultaterne m ed al m ulig forbehold. Endelig gøres der rede for beregningsm etoden. M an m å m ed forventning se frem til publikationen af det sam lede prism ateriale, først da vil det være m uligt helt at tage stilling til resultaterne.
D e 4 handelshistoriske afhandlinger har alle deres udspring i en øvelsesrække 1956-57. A djunkt Orla Vestergaard skrev senere på grundlag d eraf specialeopgave om E rik af P om m erns handelslovgivning og h ar i tilknytning hertil skrevet analysen af begreberne »F orkøb, landkøb og fo rprang i m iddelalderlig dansk handelslov
givning«. H an viser gennem en række eksem pler, at Povl Johannes Jørgensens definitioner - som historikerne har fulgt - ikke holder stik. V idere vises, at den æ ldre handelslovgivnings m onopolisering udelukkende gjaldt torvehandelen, først m idt i det 14. årh. begynder forbudene m od handel uden fo r byerne, til gengæld er V aldem ar A tterdags privilegier for de skånske byer m ere skelsættende i handels
retten end E rik af P om m erns forordning 1422.
A m anuensis K ai H ørby piller også ved Erik af P om m erns handelshistoriske glorie i »Ø resundstolden og den skånske skibstold«. H an m ener, at når tolden ved K rogen 1429 af hanseaterne betegnes »den ny told« går dette først og frem m est på taksten:
en nobel pr. skib, hvilket var ca. det firedobbelte af den skånske skibstold; m en at denne told, der form entlig blev opkræ vet i H elsingborg - altså uden for Skåne- m arkedet - v ar en afgørende forudsæ tning for Sundtolden.
D en næste vigtige fase i Ø resundspolitikken afspejles i »K øbenhavnstraktaterne 1441«, hvis tilblivelse bibliotekar B ent Jørgensen gør rede for. D e 4 trak tate r blev indgået m ellem hollæ nderne og 1) de vendiske stæder, 2) hertug A dolf af H olsten, 3) den danske konge sam t 4) de preussiske stæder. Bent Jørgensen forsøger i højere grad end hidtil er sket at vurdere D anm arks indsats i forhandlingerne bl. a. ved en nøjere prøvelse af et lybsk trak tatu d k a st fra 1440, i forhold til hvilket den endelige trak tat m å opfattes som en vendisk kapitulation over for hollæ nderne.
F estskriftets sidste afhandling er arkivar G rethe llsøes undersøgelse af om fanget af og form erne for »D ansk herrem andshandel m ed hansekøbm æ ndene i senm iddel
alderen«. U ndersøgelsen af adelens konkrete handelsvirksom hed baseres på en syste
m atisk gennem gang af dokum enterne i danske og tyske publikationer suppleret m ed utrykt m ateriale fra Rigsarkivets sam ling af privatarkiver. N æ sten alle eksem plerne er godsrige adelsm ænd, det er d erfor karakteristisk, at den driftige Eggert Frille, hvis godsm asse var beskeden, begræ nser sig til pengetransaktioner, m ens hans m ere godsrige b ro r Johan F rille vides at have drevet handel. K orrespondance m ed hanse-
byerne sam t lejde- og udførselsbreve er vidnesbyrd om handelsvirksom hed, men arten af denne m å konstateres gennem v areordrer og regnskabsopgørelser. Største
delen af den adelige eksport af landbrugsvarer og sild gik til Liibeck og D anzig;
den vigtigste im portvare var hum le. K om m issionshandelen var tidens m est udbredte handelsform blandt hanseaterne, og det kan konstateres, at de danske godsejere også h ar benyttet denne. Åge A kselsen T hotts om fattende korrespondance afspejler i detailler, hvorledes handelen gik for sig. T rods kildem aterialets utilstræ kkelighed kan der næ ppe være tvivl om, at der h ar fundet et betydeligt handelssam kvem sted m ellem de østdanske herrem æ nd og de nordtyske hansebyer.
Bogen bæ rer vidnesbyrd om Aksel E. C hristensens betydning som universitets
læ rer og skribent, og m an kan af hjertet ønske ham tillykke m ed et sådant kuld m iddelalder forskere.
Thelma Jexlev
F rån Bernhard Olsen till Axel Steensberg
D A N S K F O L K E M U S E U M & F R IL A N D S M U S E E T . H IS T O R Y & A C T IV I- TIES. A x e l Steensberg in honour o f his 60th birthday l s t June 1966. K b h v n . N a tionalmuseet, 1966. 264 s., ill. 85 kr.
Å rtiondena efter 1800-talets m itt m edforde som vi alla vet en grundlåggande om- daning av det konst- och kulturhistoriska m useivåsendet i stora delar av E uropa.
D enna utveckling innebår dels en breddning av den publik som be^.okte m useerna eller over huvud intresserade sig for deras verksam het, dels en kraftig utvidgning av dessas sam lingsom råden och aktiviteter i øvrigt. D e kungliga och furstliga konst- gallerierna och antikm useerna som hittills i huvudsak v arit forbehållna en relativt trång krets av aristokratiska besokare øppnades for en storre allm anhet. D etsam m a var fallet m ed de u r historisk synpunkt betydelsefulla rust- och k lådkam rarna, som n u fick sina rent m useala uppgifter m era renodlade.
M en också helt nya typer av m useer fram kom , bland vilka sårskilt m arks å ena sidan konstslojd- och konstindustrim useerna å an d ra sidan sådana som ville belysa folkens livsforing i alla dess aspekter. N å r det gållde utom europeiska folkslag och kulturer kunde de sistnåm nda i viss utstråckning bygga vidare på de sam lingar som ingick i de anrika naturalie- och kuriositetskabinetten. T anken att sam m anfora och utstålla de konstnårligt betonade p ro d u k tern a av hantverk och industri upplevde sitt egentliga genom brott vid den o erhort u ppm årksam m ade forsta egentliga vårldsut- stållningen i L ondon 1851. M ycket av vad som visades vid detta tillfalle och vid m otsvarande expositioner i fortsåttningen kom att tjåna som en m åktig inspirations- kålla før sm akutvecklingen och det år angelåget att betona att sam lingsintresset redan från borjan inbegrep p ro d u k ter åven från gången tid.
Som H olger R asm ussen betonar i en oversikt øver D ansk F olkem useum s tillkom st och utveckling står också denna institution i beroende av utstållningstanken. D et var under fd rarb eten a på en sådan utstållning i K openham n 1879 som B ernhard Olsen, sedan några år direktor for Tivoli, fångslades av den gam la folkliga k u lturen och børjade sin fo r fram tiden så betydelsefulla sam lingsverksam het. D et råd er ingen tvekan om att denne m an år v ård storre uppm årksam het ån vad som hittills kom m it
honom till del. H ans fram synthet, p ara d m ed praktiskt fdrstånd och gott handlag, år i sig sjålv im ponerande. M en han var också, eh u ru autodidakt, en lård m an m ed fo rvånansvårt goda insikter på ett flertal om råden inom kulturhistoriens rika fålt.
M an får i Rasm ussens fram stållning en fångslande inblick i B ernhard Olsens m useala verksam het fram till g rundandet av Frilandsm useet vid Sorgenfri, som också det var hans verk och som ger det klaraste uttrycket for hans m ålsåttning på det etnologiska om rådet.
M en R asm ussen ger också en bred skildring av D ansk Folkem useum s fortsatta utveckling och visar h u r de som foljde i B ernhard Olsens spår forstått att successivt vidga och fordjupa arbetsuppgifterna. Av stor betydelse blev hårvid inte m inst den tid som Axel Steensberg stod i ledningen for verksam heten. D et ter sig u r denna synpunkt n aturligt att hans m edarbetare och lårjungar som en hyllning på hans 60-årsdag h ar sam lat sig kring uppgiften att ge en forhållandevis bred skildring av de m ånga olika aktiviteter som num era rym m es inom museets ram. M an har hårvid inbegripit åven F rilandsm useet som lange både i praktiken och rent adm inistrativt utgjorde en del av institutionen. A tt den vårdefulla handbok som på d etta sått fram kom m it givits engelsk sp råk d råk t år tacknåm ligt och val m otiverat m ed hånsyn till den fra m tråd a n d e stållning både F olkem useet och F rilandsm useet num era intar såsom forskningsinstitutioner och bildningsanstalter åven ur internationell synpunkt.
D en undersokningsverksam het som m ed nodvåndighet m åste foregå urvalet av de objekt som anses vårdiga att m usealt representera det gam le byggnadsskicket har också i huvudsak varit knuten till N ationalm useets tredje avdelning. Den har helt foljdriktigt i d etta arbete blivit skildrad av den nuvarande chefen for F rilands
m useet P eter M ichelsen, som ger en v ålfortjånt eloge åt den kunnige och flittige foregångaren H. Zangenberg.
Boken om D ansk F olkem useum och F rilandsm useet inrym m er i ovrigt ett stort antal foredom ligt k o n centrerade och upplysande skildringar av den m ångsidiga verk
sam heten på de m est skilda om råden som karak teriserar dessa båda institutioner, en verksam het som i åtskilliga stycken blivit forebildlig for systerinstitutionerna i gran n lån d ern a och åven dåru tan fo r. I allm ånhet har de tjånstem ån hår fort ordet som varit m ed om att genom fora de olika arbetsuppgifterna. I flera fall h ar de också tagit nya initiativ eller givit verksam heten en delvis annan inriktning ån tidigare. Som sig bor, når det gåller en institution av detta slag, år fram stållningen rikt illustrerad m ed ett genom gående fråscht bildm aterial.
Så skildrar Ellen A ndersen verksam heten inom m useets avdelning for d råkter och textilier, d år hon overtog ansvaret efter den hogt fo rtjån ta Elna M ygdal och sjålv fram gångsrikt h ar fo rt arbetet vidare sårskilt på folkdråktsforskningens vida fålt.
Poul S trøm stad redogor for det m etodiskt m onstergilla inventerings- och undersok- ningsarbete som under senare år utforts fråm st inom några saneringsom råden i K openham n. F o r den o m fattande och givande registrering av m øbleringen i danska slott och h e rrg ård ar som sedan 1940 bedrivits under hennes ledning b erå ttar Tove Clem m ensen, m edan Ole H ø jrup ger en fram stållning av verksam heten vid de num era som en sårskild avdelning organiserade N ationalm useets Etnologiske U ndersøgelser.
F orsk n in g arn a h år bedrivs i stor utstråckning m ed frågelistor och med direktupp- tagning i b an d a p p arat efter utvalda sagesmån. D en vetenskapliga bearbetningen syftar bl. a. till en om fattande kartering av de olika m om enten i den folkliga kulturen.
Som ett viktigt kom plem ent till H øjrups fram stållning kan m an se D. Y de A nder
sens m eddelanden om de Industri-, H åndvæ rker- og A rbejderundersøgelser som på- børjades vid m useet 1959 och som åven de h ar b urit rik a skordar. E n nog så viktig detalj i gam la dagars folkliv, nåm ligen nøjen och lustbarheter, h ar bl. a. på grund av m edverkan från en sårskilt kvalificerad frivillig arbetskraft i D an m ark ågnats ett sårskilt intresse och Ib V arnild redogor h år i korthet for resultatet. H an låm nar i anslutning dårtill en oversikt over privata sam lingar på om rådet. En frivillig høgst sakkunnig k raft år också den drivande bakom de ingående undersokningar av de danska k varnarna, for vilka initiativtagaren A nders Jespersen h år avger en rapport, åtfoljd av en vålkom m en bibliografi over hans tidigare skrifter i detta åm ne. D enna verksam het h a r som b ekant åven kulturm innesvårdande syfte.
I två riktningar kom Folkem useets arbete un d er Axel Steensbergs tid dår att våsentligt utvidgas, nåm ligen dels genom de arkeologiska undersokningarna i de gam la landsbyarna och dels genom att insam lingsom rådet for førem ål och traditioner konsekvent utvidgades att om fatta hela E uropa. D enna om ståndighet avspeglar sig h år i tre var for sig m ycket låsvårda uppsatser av Svend N ielsen. G eorg N ellem an och Inge M ejer A ntonsen. D en senare av dessa handlar om de inventeringsarbeten som utførts i den danska kolonisationsbebyggelsen på de V åstindiska oarna.
Slutligen år att nåm n a den kloka och vålbalanserade skildring som P eter M ichel- sen ger av F rilandsm useets uppkom st och utveckling fram till den rangplats det i dag.
i førsta hand genom K ai Uldalls banbrytande insatser, intar bland vårldens alla bygg- nadsm useer. D en nuvarande ledningen h ar førstått att uppehålla denna kråvande stållning och två av de fråm sta k raftern a som år knu tn a till institutionen, nåm ligen F rode K irk och Bjarne S toklund, redogør i det avslutande kapitlet før de rigorøsa principer som utarbetats før flyttning och inredning av de gam la byggnaderna. D et år vid sidan av det k råsna urvalet av objekt denna regim som skånkt Sorgenfrim useet dess internationella rykte.
Gosta Berg
F ra H ovedstad til M otståndsrått
K U L T U R H IS T O R IS K L E K S IK O N F O R N O R D IS K M ID D E L A L D E R . Bd. V II H ovedsted - Judar, 1962. Bd. V III Judas - K o nfiskation, 1963. Bd. I X K onge - K y rk o ru m m e t, 1964. Bd. X K yrko rd tt — L udus de s. C anuto, 1965. Bd. X I L u ft
— M otståndsrått, 1966. R osenkilde og Bagger m . fl. forlag. Bd. V II 48 kr., bd.
V I I I - X å 69 kr. og bd. X I 70,50 kr. heftet. H vert bind m indst 350 s. foruden plancher.
M an bliver virkelig im poneret. Siden første bind af K ulturhistorisk leksikon forelå i 1956 er der støt kom m et ét nyt bind om året. E nhver der h ar prøvet redaktionelt arbejde k an til fulde værdsæ tte den indsats, der er øvet af værkets fæ llesredaktør G eorg R ona og de enkelte landes redaktører, for D anm arks vedkom m ende A llan K arker. Bind 1 -6 er udførligt anm eldt i F o rtid og N u tid bd. 21, side 279 ff., og hvad Svend A akjæ r h e r skrev om det nydelige udstyr, de sm ukke illustrationer, de m ange sagkyndige artikler og de rige litteraturhenvisninger, står stadig ved magt.
D et gør im idlertid ogsa hans ord om, at det er ugørligt at anm elde så rigt et værk fyldigt og udtøm m ende.
H er skal da også kun gøres opm æ rksom på, at leksikonnet i to henseender egentlig giver m ere end det lover. Ifølge titlen behandles perioden vikingetid til reform ations- tid, og det er også rigtigt, at em nerne i reglen kun følges frem til begyndelsen af 1500-tallet. M en en ræ kke af de behandlede om råder - forhold, genstande eller hvad m an nu vil — har et liv der stræ kker sig ud over m iddelalderen, og derved får artiklerne ogsa betydelig værdi, for den der beskæftiger sig m ed de følgende årh u n dreders historie. Som eksem pler herpå kan m an nævne begreber som M angelsyg
dom m e, K ongevej og Lægeplanter, ting fra dagligdagen som Lås, H væ lvinger eller K løverbladsbue, artikler om adm inistrative forhold: Missive, Len og Lensregnskaber eller m ere specielle ting som Inne og Landgilde.
E n ting m an ikke direkte kan sla op i K ulturhistorisk leksikon er, hvad m an skal forstå ved ku ltu r og kulturhistorie. D et ville også være vanskeligt for udgiverne at finde en definition, der er bred nok til at rum m e den alsidighed, bindene selv frem viser. Og det er det andet punkt, hvor der gives adskilligt m ere end der loves. Side om side træ ffes de m est forskelligartede vidnesbyrd om m enneskelige forhold og aktivitet. Å ndslivets frem bringelser præ senteres fra K ærlighedsdigtning over K lage
sang til Lovsprog, og litteræ rt liv spiller i det hele en stor rolle m ed oversigtsartikler, for eksempel om M atem atisk litteratur. E n m æ ngde sagaer og andre væsentlige kilder om tales, og m ere specielle ting som Interpunktion, L åneord og M arknavne er ikke glemt. M an følger m enneskets omgivelser både i naturen - K økkenurter, K am el og L øvtræ er - og inden døre - Ildsted, K am , K eram ik og M jød. M enneskelig fo retag som hed behandles blandt andet under K ortspil, Idrætslege, H æ rvæ rk og M eddel- agtighed fo ru d en under fæ llesforetagender, der kan m inde derom : K rigskunst, K olonisation og M issionsvirksom hed. Eller m an k an tage m ere fredelige sysler som K ornhandel og Jernfrem stilling, alt kan m an følge helt ned til H år- og skæ gm oder.
K irkens liv er rigt repræ senteret med artikler om en række helgener, K or, K lokke sam t m ange opslagsord, der begynder m ed K irke-, D et sam m e gælder staten og dens adm inistration, h er skal blot nævnes K onge, Jarl og K ansler.
A llerbedst kan m an m aske illustrere em nerigdom m en ved at anføre 7 på hinanden følgende opslagsord. M ajestas D om ini (Kristus som verdensherre), M ajeståtsforbry- telse, M ajgreve, M akeskifte, M akrill, M aktsym boler og M al (malle). D et er farligt at slå op i K ulturhistorisk leksikon. Inden m an finder det søgte opslagsord, er m an i fuld gang m ed at læse, snart her snart der. D et er faktisk et spæ ndende værk.
K n u d Prange
Sultegrænsen
P E T E R R IISM Ø L L E R : S U L T E G R Æ N S E N . R edaktion og tegninger ved Carlo W ognsen. U dgivet a f N o rd jyd sk C old Stores 1966.
I tidsskriftet D anske M useer skrev P eter R iism øller i 1952 en lille artikel, »Kan m ennesker bygges om?«, der vil erindres m ed glæde af m ange m useum sfolk. M ed
udgangspunkt i egne iagttagelser i H im m erland viste forfatteren, hvorledes det hårde slid helt op m od vor egen tid har præ get den fysiske frem træ den hos landarbe dere og sm åbønder, både i arbejde og hvile. I »Sultegrænsen« fortsæ tter P eter Riism øiler, hvor han slap i 1952. N u er ernæ ringsforholdene hovedem net, og selv om bogen behandler de sam fulde 10.000 år, der h ar levet m ennesker i D anm ark, ligger tyngde
punktet også denne gang i dette århundredes begyndelse, og kæ rnen i beretningen er stadig forhold og tildragelser i forfatterens egen hjem egn i Ø sthim m erland.
Bogen skildrer fattigfolks evige kam p for at holde sig på den rigtige side af sultegrænsen. U nderernæ ring gjorde børn og gam le til let bytte for epidem ier og m angelsygdom m e, især i det tidlige forår, når vinterens sparsom m e og vitam infattige føde havde svækket helbredet. D er berettes m ed indsigt om fødem idlernes behand
ling, om kosten på gårdene, hvor folkene i smug tog for sig af hestens rug for at dulm e sulten, om bræ ndevin og tæ ring, om herregårdsbørsternes elendige tilværelse og m eget mere. D et er D anm arks U -landstider, der kom m er os i m øde; de ligger ikke så fjernt endda. P eter R iism øiler er den fødte fortæ ller, en glim rende iagttager og en fængslende skribent. A f spredte glim t fra sm åkårsfolks hverdag h ar han skabt en sam m enhæ ngende beretning, hvor ernæ ringsproblem et ses i lyset af den alm inde
lige historiske udvikling - jordreform erne, den begyndende industrialisering, hede
opdyrkningen og husm andslovgivningen. P erspektiverne er både spæ ndende og væ
sentlige.
M od bogen havss kun én indvending, m en den er til gengæld m eget betydelig.
»Sultegrænsen« kan ikke købes. D en er udsendt i 500 eksem plarer som festskrift for et kølehusfirm a i Å lborg og kom m er slet ikke i boghandelen. D ette er helt forkert.
P eter Riism øllers lødige og velskrevne kulturhistoriske bog ejer alle betingelser for at blive folkelæsning. F o rfatteren bør snarest træde i forhandling m ed N ordjydsk Cold Stores og hente bogen ud af fryseboksen. Den nye udgave, der m å blive resultatet heraf, bør frem træ de i sam m e sm ukke skikkelse som den foreliggende, der er tilrette
lagt og illustreret på fortræ ffelig vis af C arlo W ognsen.
O laf Olsen
Kildekritisk folkemindeudgave
JE P P E A A K JÆ R : JY SK E F O L K E M IN D E R . U dgivet af Bengt H olbek. K bh.
1966 ( — D anm arks F olkem inder nr. 76). l —X X X V + 230 sider. 111., 1 kort. K r.
26,00, excl. oms.
D et er en udbredt m isforståelse, at traditionsstof skal udgives ganske anderledes end andet historisk og kulturhistorisk kildem ateriale. Baggrunden for denne m isforståelse er blandt andet den, at m ange historikere ikke kan sige sig fri for en latent m angel på respekt for det m undtligt overleverede stof. Sagn og sagnagtige beretninger betragtes som sekundæ re kilder for historikeren, og følgelig kan de, m ener m ange, behandles helt suveræ nt, n år de udgives i en eller anden sam m enhæng. D et gælder en del af det traditionsstof, der publiceres i sognehistorierne og i de lokalhistoriske årbøger, og det gælder f. eks. lokalhistorikeren H . P. Sørensens bog Sagn og hæ ndelser fra G ram sogn (1 9 6 4 ); der er et lille, selvstændigt supplem ent til hans T ræ k af G ram sogns
historie (1963). H . P. Sørensen h ar gennem rettet, gennem skrevet og tildels genfortalt det folkloristiske traditionsstof. D et sam m e gælder Aug. F. Schm idts udgave af K aren T oxvæ rds optegnelser fra Sydfalster, sæ rtryk af L olland-F alsters historiske sam funds årbog 1964. Disse optegnelser har Schm idt gennem skrevet og genfortalt på en sådan m ade, at det nu er vanskeligt at se, hvad der er Toxvæ rds eget, og hvad der er Schmidts.
D enne suveræ ne behandling af traditionsstoffet hæ nger også i høj grad sam m en m ed en m isforstået folkelighed. F o r at det skal være en udgave, som alle kan læse, m å m an absolut genfortæ lle stoffet, m ener man. F orholdet er im idlertid det, at den stadigt stigende interesse for kulturhistoriske em ner h ar m edført, at »det læsende publikum « stiller større og større krav, fordi det sim pelthen kan goutere langt m ere, end m an vist alm indeligvis forestiller sig.
G læ deligt er det, at det traditionsstof, som Bengt H olbek har publiceret, er udgivet på en sådan m åde, at m an nu har denne udgave at henvise til, når m an vil dem on
strere for de m ange folkem inde-interesserede lokalhistorikere, at traditionsstof bør respekteres på lige fod m ed andet historisk kildem ateriale. D erm ed være ikke sagt, at alle lokalhistorikere skal følge H olbeks tekstkritiske udgivelsesprincipper. Ingen
lunde, m en nyttigt er det at se, hvordan m an m ed held kan udgive det traditionsstof, som nok er sekundæ rt for en historiker, men som er prim æ rt for en traditionsforsker.
T ekstkritiske udgaver af folkloristisk traditionsstof er i øvrigt sjældne, og kun visse traditionskategorier er blevet udgivet tilfredsstillende: den ældste del af vise- trad itio n en i D anm arks gam le Folkeviser, signelser og besværgelser i D anm arks T rylleform ler, og L aurits Bødker er i fæ rd m ed at udgive en del af den danske eventyrtradition (Niels Levinsen: F olkeeventyr fra Vendsyssel, 1958, og N ikolaj C hristensen: Folkeeventyr fra K ær herred, 1963-1966, uafsluttet). Bengt Holbeks udgave går derim od på tværs af traditionskategorierne, idet han h ar udgivet alt, hvad Jeppe A akjæ r h ar indsam let af folkem inder.
G ennem H olbeks udgave får man først i en stor indledning noget at vide om A akjæ rs interesse for folkem inder. M eget nyt er her kom m et frem , og det m å givet være af interesse langt ud over traditionsforskernes snævre kreds.
Alt, hvad A akjæ r har optegnet, har H olbek derpå udgivet i den rækkefølge, det blev optegnet, og i direkte forbindelse m ed optegnelserne h ar han genoptrykt de breve, A akjæ r sendte til E. T. K ristensen. D et vil sige, at m an m åned for m åned kan følge A akjæ r som optegner.
Særlig interesse knytter der sig i øvrigt til H olbeks n oteapparat, idet han har givet henvisninger til de steder i A akjæ rs litteræ re produktion, hvor han m ed sikkerhed kan siges direkte at have udnyttet, hvad han havde optegnet i sine unge år. G ennem disse noter giver H olbek i virkeligheden et m eget spæ ndende indblik i A akjæ rs senere arbejde m ed og hele forhold til sin hjem stavns traditioner.
M ed sin udgave - inclusive den store indledning og de m ange henvisninger - h ar Bengt H olbek im idlertid først og frem m est givet et portræ t af en af ds m ange folkem indesam lere, der har betydet så meget for hele traditionsforskningen. D et er den eneste sam lede udgave af og redegørelse fo r en enkelt sam lers virksom hed.
Bogen om folkem indesam leren Jeppe Jensen, A akjæ r, er således også blevet et stykke forskningshistorie.
lørn Piø
Lærdomshistorie
N IL S -A R V ID B R IN G É U S: G U N N A R O L O F H Y L T É N -C A V A L L IU S SOM E T N O L O G . E n studie kring W drend och wirdarne. N ordiska M useets handlingar:
63, Stockh o lm 1966. 400 s., rigt illustreret. Sv. kr. 48.
H yltén-C avallius erindres uden for sit hjem land, Sverige, som fo rfatter af bogen:
W årend och w irdarne, der udsendtes i to dele 1 8 6 3 -6 4 og 1868. F o r det lokalhisto
riske studium af S m åland h ar den væ ret af den allerstørste betydning. F orfatteren V ilhelm M oberg kalder den: »en hem bygdens bibel for v ar och en som år fddd inom V årends grånser«.
H yltén-C avallius havde dog et videre sigte end blot den snævre hjem egn. H an ville på afgørende vis præ ge den svenske folkelivsforskning i videnskabelig retning. D et frem går af bogens undertitel, hvor han k arakteriserer den som et forsøg i svensk etnologi.
Som kildeskrift h a r bogen stadig værdi, men vigtigere er utvivlsom t den rolle den h ar spillet i studiets historie. M ange svenske folkelivsforskere har påpeget dens betydning, m en først m ed den foreliggende bog af Bringéus er personen H yltén- Cavallius, hans baggrund og hans indsats taget op til en sam let vurdering i et ind
træ ngende forsøg på m ed udnyttelse af alt foreliggende kildem ateriale at placere ham i den læ rdom shistoriske sam m enhæng.
F o r ret at vurdere Bringéus’ indsats vil en oversigt over hans disponering af den store og rigt illustrerede bog være nyttig. Den starter m ed en redegørelse for H yltén-C avallius’ livsmiljø fra opvæksten i den sm ålandske præ stegård, studieårene i U ppsala, tjenesteårene i Stockholm som bibliotekar ved det kgl. bibliotek, hvor han fik kon tak t m ed forskere som arkæ ologen H ildebrand og den engelske runeforsker G. Stephens, senere et 5-årigt interm ezzo som chef for det kgl. teater, hvorefter fulgte et endnu kortere som diplom at i Brasilien og sluttelig fandt han et blivende sted som godsejer i Sm åland, hvor han døde 1889. D et var h er i barndom slandet han forfattede sin svenske etnologi.
E fter denne præ sentation af m anden behandler Bringéus hans indsats som folke- livsforsker i følgende afsnit: F orskningsobjektet, arbejdsgangen med forarbejderne til hovedvæ rket, dette selv og den fortsatte virksom hed, opgaven, som han havde sat sig, den anvendte m etode og endelig det m ateriale, han havde til sin rådighed.
V ed behandlingen af de enkelte afsnit er det værd at m æ rke sig, at Bringéus læg
ger stor læ rdom shistorisk indsigt for dagen ved at frem drage ikke blot Hyltén- C avallius’ svenske baggrund, m en placere den i europæ isk sam m enhæng. H ans be
handling får derved også stor værdi for danske forhold. F orskningsobjektet er for H-C fo lket, som han identificerer m ed bondeklassen. Det er et synspunkt, som har haft en lang eftervirkning i europæ isk etnologi og vel knap endnu er forladt. H an bygger her på en opfattelse, der v ar alm ent eje i den videnskabelige verden. Brin
géus gør fortræ ffelig rede herfo r i afsnittet om m etoden, hvor den traditionshistoriske og den kom parative m etode behandles udførligt.
D a som nævnt H yltén-C avallius’ hovedvæ rk ikke blot h ar læ rdom shistorisk inter
esse, m en også fo rtsat er et vigtigt kildeskrift, er det af betydning at vide, hvad han bygger sin frem stilling på. I den indgår såvel prim æ rt kildem ateriale fra egne opteg
nelser og oplysninger fra korrespondenter som m ateriale hentet fra ældre sam linger,
h åndskrifter og trykt litteratu r I W arend och w irdarne er der kun undtagelsesvis gjort rede herfor, og Bringéus har derfor i sit sidste hovedafsnit en udførlig gennem gang af de enkelte kildegrupper også af billedstoffet, hvor m an m ed udbytte kan følge de forskellige stadier fra originalskitse over rentegning til de i bogen anvendte træ snit og iagttage de eventuelle »forbedringer«, der er kom m et til undervejs. D et er en gavnlig påm indelse om den forsigtighed, hvorm ed kilder skal benyttes. Bringéus h ar her gjort et nyttigt rydningsarbejde og stiller endog en m ere kom plet kom m entar af væ rket i udsigt.
D er er her kun frem hæ vet visse hovedtræ k fra Bringéus’ m eget righoldige, lær- dom shistoriske arbejde, som fortjener vid udbredelse. L ad det være tilføjet, at de enkelte afsnit er forsynet med et udførligt noteapparat, hvortil kom m er en o m fat
tende fortegnelse over kilder og litteratur sam t et personregister.
H olger Rasm ussen
De danske vejes historie
T O R B E N T O PS Ø E -JE N SE N : A D H JU L S P O R OG L A N D E V E JE . Hasselbalch 1966. 275 s. 49,50 kr., indb. 68.50 kr.
Ingen faghistoriker h ar hidtil skrevet de danske vejes historie, skønt der foreligger adskillige interessante og gode forarbejder af kulturhistorikere som H ugo M atthies- sen, V ictor H erm ansen, A rthur G. Hassø, Bering Liisberg, K nud K lem sam t af ingeniøren, professor J. Th. Lundbye og arkæ ologen Sophus M uller. M åske burde et fo rfatterh o ld af historikere, ingeniører og jurister engang gå sam m en om opgaven og tage færge- og rutefarten i de danske farvande med?
Im idlertid h ar auditør under M inisteriet for offentlige arbejder T orben Topsøe- Jensen ene m and behandlet em net i en bog, der fortjener megen anerkendelse.
Topsøe-Jensen er jurist. H an beskæftiger sig til daglig med vejvæsensproblem er. H an h ar ingeniøruddannet sagkundskab både i m inisteriet og i sin nærm este familie.
D ertil kom m er, at hans belæsthed i historien er overm åde om fattende, hvorom litte
raturlisten og henvisningerne bag i bogen vidner. N æ ppe m ange andre ville i nutiden være bedre rustet til opgaven end T orben Topsøe-Jensen. M ange vil være ham taknem m elig, fordi han ikke er veget tilbage for at løse den. Og han afvinder læser
nes respekt ved den kloge og velfunderede m åde, hvorpå han har ordnet stoffet. D et m å have kræ vet m ange års om hyggeligt arbejde m ed ekserptudskrivning at få m osaikken til at gå op ti! en anskuelig helhed.
E n faglig kritik af de historiske kilder skal m an ikke vente sig. Og bogens styrke - den fulde udnyttelse af alie retslige kilder - er på en m åde tillige dens svaghed.
F o rfatteren gør selv opm æ rksom på, at f. eks. de rigoristiske fo rb u d m od benyttelse af kongevejene ingenlunde blev respekteret. M en heller ikke datidens ynkelige klage
mål bør noteres efter pålydende. En historiker ville nok have undersøgt tingbøgerne, hvoraf jo en del allerede foreligger trykt. Og han ville i det hele taget være gået ti!
det utrykte m ateriale i et forsøg på at kom m e bag om forordningerne.
D enne svaghed gælder im idlertid væsentlig 1500-1600 årene. F o r de senere årh u n d red e r h ar m an en vis kontrol i de talrige rejsebeskrivelser. De fleste af disse findes trykt, og H arald Ilsøe h ar givet en fortrinlig oversigt over udlæ ndingenes
rejsebeskrivelser. Topsøe-Jensens bog er rigt illustreret, og m ange af billederne har ikke før været gengivet.
Om oldtidens veje kan der i dag siges en del, takket være G eorg Kunvvalds u d gravninger. F o rfatteren går m ed rette ikke dybere ind på Sophus M ullers teori om, at gravhøjene skulle afspejle oldtidens vejlinjer. T hi hvor bliver vejene så af i om rådet u denfor bakkeøerne og de nordjyske tunneldale? Ingen vil benægte, at hvor der boede m ennesker, var der også færdsel. M en et dybere kendskab til trafikken i prim itive sam fund ville gøre vandvejenes overvægt over landvejene indlysende. D ertil kom m er, at tæ tte og tyndt befolkede skovegne så vidt m uligt undgås af trafikken, fordi handelsm æ nd risikerer at blive overfaldet og udplyndret. Sophus M ullers så
kaldte »vejlinje«, der ved T rans løber ud til V esterhavet, følger netop en gam m el skovgrænse, der tillige er en israndslinje. A t der skulle have ligget en »havn« her, forbyder naturforholdene, idet kysten just på dette sted er høj og utilgængelig.
D erm ed er ikke sagt, at datidens sm åskibe ikke kunne landes her så vel som på andre steder langs vestkysten. I Sønderjylland og i Vendsyssel skulle »vejene« i oldtiden have strakt sig fra sydøst m od nordvest, stedvis endda i parallelle ræ kker. M en et blik på kortet viser, at højræ kkerne følger terræ nets kurver, bugter sig ud og ind, hvor dette er vildsom t, og går lige på, hvor det er ensartet.
D er kunne derim od have væ ret grund til at se næ rm ere på andre arkæologiske beretninger. F o r eksem pel de af T orkild R am skou og O. M arseen afdæ kkede hjul
spor på L indholm ved N ø rre Sundby, der viser hjulafstanden på vikingetidens vogne. O ldtidens vognfund er ikke tilstrækkeligt indgående behandlet i bogen, hvilket m åske kan undskyldes, idet arkæ ologerne heller ikke har ofret dette vigtige kapitel af vor forhistorie videre opm æ rksom hed. Endelig kunne det nævnes, at Ebbe L om borg i Å rbøger for nordisk oldkyndighed 1956 h ar publiceret nogle ejendom melige fu re r under en ældre bronzealders høj ved Ballerm osen, Jæ gerspris. D er afdækkedes 7 fu re r m ed 10 cm høje rygge imellem. U dgraveren opfattede ryggene som agerrygge. M en da furerne o ptrådte parvis m ed en norm al hjulsporafstand på ca. 1 m, m edens afstanden var større parrene imellem, tyder det m åske snarere på, at der var tale om vejspor end om smalle højryggede agre. D ertil kom m er, at sporene fandtes på det eneste frem kom m elige sted for en vej fra nord til syd i det vestlige H orns herred.
D ette er naturligvis en petitesse. M en en gennem gang af N ationalm useets beret- ningsarkiv ville muligvis kunne give flere brikker til det puslespil, arbejdet med oldtidsvejenes historie altid m å være. F o rfatteren behandler pilgrim sruterne i m id
delalderen på grundlag af Paul Riants og K r. K aalunds klassiske arbejder. H an tager også fæ rgefarten med, m en her kunne frem drages m ere trykt stof, fra Saxo, fra D an m arks riges breve og fra R epertoriet.
H vor fo rfatteren n år frem til de egentlige anlagte veje, vinder frem stillingen i fylde og saglig tyngde. M an forstår, hvilke uhyre byrder, der blev lagt på udskift
ningstidens bønder, som foruden ved flytning af tusinder af gårde og opsæ tning af uendelige gæ rder og hegn tillige m åtte yde hoveri ved vejanlæg, der tit foregik langt borte fra deres landsby. D er var am ter på Sjælland, hvor en bonde m åtte gøre 20 rejser på 2 -3 mil om året m ed sten. »som de forinden m øjsom m eligt og med stor tidsspilde havde opsam let på m arkerne.« — Ja, m an kunne tilføje: Og st ålet fra dysser og stenbyggede gravhøje. H vad vejbyggeriet og jernbaneanlæ ggene har kostet af ødelagte fortidsm inder, gør m an sig ingen forestilling om i dag. M en det var
ganske vist ikke nogen ny foreteelse, at bønderne ødelagde gravhøje, der lå i vejen for m arkarbejdet. E n af årsagerne til Sjællands højfattigdom sam m enlignet m ed de tyndere befolkede jyske egne er rimeligvis, at vejlovens bestem m elser efter planen udførtes først på Sjælland, og derefter på Fyn. D a turen endelig kom til de jyske veje, havde m an opgivet den franske byggem åde, der kræ vede to lag store kam pe
sten i bunden af vejbanen. M an var gået over til m akadam isering m ed skæ rver og grus.
»A d hjulspor og landeveje« slutter m ed et kapitel om landeveje og jernbaner. D er findes et navneregister, m en intet sagregister. Indholdsfortegnelsen er im idlertid priseligt fyldig efter god gam m el skik, hvilket til en vis grad afhjæ lper savnet af et sagligt ord n et register. Bogen er en oplagt erhvervelse fo r alle biblioteker. M en den ha r i så høj grad bud til planlæ gningsinteresserede og historisk orienterede læsere, at den forhåbentlig vil kom m e i flere oplag.
A x e l Steensberg
N yt perspektiv i købstadshistorie
E R IK L E V IN N IE L S E N . D E T Æ L D S T E V IB O R G . N y e synspunkter og tolknin
ger. Viborg 1966. (Sæ rtryk a f Fra Viborg A m t 1965). 40 s. 5 kr.
E fter Hugo M atthiessens død h ar der væ ret langt imellem frem kom sten af sam m en
fattende historisk-topografiske artikler. I 1965-bindet af V iborg am ts historiske sam funds årbøger står im idlertid en sådan artikel at læse. D en beskæftiger sig m ed V iborg bys opkom st og udvikling, og h ar krav på særlig opm æ rksom hed. E m net er vanskeligt, m en spæ ndende, fordi V iborgs historie h ar træ k, der afviger fra køb- stæ dernes historie i alm indelighed. Den m åde, hvorpå forfatteren griber problem erne an, virker velafbalanceret og overbevisende rigtig, særlig de ren t byplanm æssige analyser og slutninger så m an gerne anvendt også på andre gam le købstæ der. M an ville utvivlsom t herved trænge dybere ind i disse byers væsen, og m an ville kom m e de fælles dunkle love for de gam le bysam funds opståen og vækst nærm ere.
H vor er det ved en um iddelbar betragtning af vore byer vanskeligt at gøre sig nogen forestilling om disses tidligere udseende endsige om processen ved deres opståen. De h a r bevaret så uendelig få m inder om fortiden. I V iborg er der dog et p a r gader med bebyggelse som efter vore forhold er af betragtelig ælde, først og frem m est M ogensgade. H ele den sydlige del af byen udm æ rker sig derim od ved at være uden m indste m indelse om, at den er en del af en ærvæ rdig købstad; uden stem ning, uden ånd er det meste af denne bydel; m an kunne ligeså godt være i et hvilketsom helst nyopgroet stationsbysam fund. D ette er som vi senere skal se held i uheld.
Ved et studium af byplanen kom bineret m ed det lidet bevarede byhistoriske stof lykkes det Levin Nielsen overbevisende at påvise, hvorledes byen i 16. og 17. årh u n drede h ar udviklet sig ud langs de eksisterende adgangsveje, og at det kvarter, der i dag frem træ der ærværdigst, nem lig M ogensgadekvarteret, slet ikke kan gøre krav på dette præ dikat. Byens ældgam le grundstam m e skal derim od søges i det trøstesløse kvarter vest og nord for S øndre sogns kirke. D et lykkes forfatteren — overbevisende ikke m indst ved tolkningen af byplanens finere detailler, m atrikelskellene, dette
storartede, m en så lidet udnyttede historiske m ateriale — at skrælle svære lag af bylegem et i vest og navnlig i nord (mod syd og øst m å forholdene takket være terrainet altid have væ ret næsten statiske). Det yderste lag er de også fra andre købstæ der kendte byudvidelser fra 16. og 17. århundrede beliggende langs byens udfaldsveje, m ens det indre, sværere lag, der i virkeligheden er identisk med det, vi i dag fo rstår ved den egentlige bykerne om kring G am m eltorv, N ytorv og H jultorvet, kan betegnes som høj- og senm iddelalderens bydannelse, eller, hvis m an skulle hæ fte en anden betegnelse på det, »kirkens by«.
N o rd p å i det nuvæ rende V iborg stræ kker volden sig fra Ibsgade, den gam le hærvej, og op ad skræ nten m od M ogenstorv. D ette gam le befæstningsanlæg - som m an i øvrigt arkæologisk intet ved om - bliver efter disse betragtninger nærm est tilovers, m en det behøver ikke nødvendigvis at være en anstødssten, idet det ikke er urim eligt at anse voldanlægget som en vejspæ rring af sam m e art som flere andre vejspæ rringer ved hæ rvejen, om hvilke m an dog heller ikke endnu ved noget bestem t;
deres forholdsvis beskedne dim ensioner gør det indtil videre nærliggende tidsmæssigt at sam m enholde dem med forhistoriske borges volde.
I afsnittet om den høj- og senm iddelalderlige bydannelse berøres problem er af den største principielle betydning, nem lig spørgsm ålet om placeringen af de areal- kræ vende torve, kirker og kirkegårde i forholdet til den allerede eksisterende bebyg
gelse. Det påvises, hvorledes torve og kirker er placerede ru n d t om det, der efter forfatterens m ening bliver tilbage som den oprindelige lille bykerne, kvarteret om kring krydset mellem de gamle torvegader, St. M athiasgade og St. M ikkelsgade.
E ksem pler på m iddelalderlige bydannelser m ed kirke og torv som iøjnefaldende k arakteristika er der adskillige af; byplanen i disse - navnlig sydøstdanske - køb
stæ der antager jo, som allerede påvist af H ugo M atthiessen, et vist ensartet præg med stæ rke m indelser om nordtyske byer. De betragtninger, som fo rfatteren h er h ar gjort over arealbehovene i de nye m iddelalderlige torve- og kirkebyer v ar det nok væ rd at gøre sig i forbindelse m ed en ræ kke andre gam le byer, hvis m an skal håbe at kom m e til nogen forestilling om, hvor m an skal søge de gam le bykerner, som handel, pengeudm øntning, kleresi og adm inistration ved indgangen til m iddelalderen pustede nyt liv i eller som hensygnende blev ladt i stikken til fordel for helt nye bydannelser, placerede helt andre, m ere bekvem m e steder. D et er vanskeligt at tænke sig de nye arealkræ vende byelem enter indlagt m idt i en eksisterende tæt bymæssig bebyggelse. En stædig fastholden ved éngang etablerede ejendom sskel synes at være et generelt træk. En regulering af en byplan m ed indarbejdelse af nye elem enter har vist altid væ ret vanskelig, selv hvor krig eller b ran d jævnede al bebyggelse med jorden. Påvisningen af, at der ikke synes at være nogen nødvendig kontinuitet m ellem kirken og en foregående kult- eller begravelsesplads accentuerer problem stillingen.
E t alvorligt arkæologisk fingerpeg om , at problem erne om byernes opståen var m ere kom plicerede, end m an um iddelbart skulle tro, fik man — for at blive indenfor landets grænser - ved en udgravning i Ribes bym idte for nogle år siden. A f vikinge
tidens eller den tidlige m iddelalders Ribe var der ikke spor, kun af et bykvarter, opstået i højm iddelalderen. D enne iagttagelse er senere blevet bekræ ftet andre steder i Ribes nuvæ rende bymidte. D et er et spørgsm ål, om selv en by som Roskilde, der af forfatteren nævnes i sam m enhæ ng m ed det ældste V iborg, kan paberabe sig V iborgs ælde - i al fald for så vidt angår kvarteret om kring hovedgaden. D er er i
dette kvarter, der da også var rigt forsynet med kirker, foretaget ikke helt få arkæ o
logiske udgravninger, m en m an er herved ikke stødt på kulturspor, der overbevisende bæ rer vidnesbyrd om en førm iddelalderlig bydannelse. M an har indtil videre både i Roskilde og Ribe for blot at nævne disse to eksem pler, en fornem m else af en flyt
ning af bysam fundet, således som m åske ved Køge, snarere end af en udvidelse som i Viborg. K un fortsatte arkæologiske undersøgelser kan endeligt bekræ fte eller afkræ fte denne fornem m else, m en m aske ville en fornyet historisk-arkæ oloaisk-topo- grafisk status over vore købstæ der give nyttig inspiration også til den frem tidige arkæologiske indsats. V iborg-afhandlingen er et eksem pel herpå, og så vidt vides, synes helt aktuelle udgravninger i St. Pederstræ de—St. M ikkelsgadekvarteret allerede at have bekræ ftet, at der her findes spor af en førm iddelalderlig bebyggelse. L ykke
ligt da, at det netop er her i denne lidet væ rdifulde bydel, der forestår en betydelig byfornyelse m ed m uligheder for undersøgelse af undergrunden.
A rtiklens sidste del er en veloplagt redegørelse for de alm indelige og specielle forudsæ tninger, der betingede Viborgs særstilling blandt de jyske byer. De alm inde
lige forudsæ tninger m å søges i, at V iborg får sin andel af det i den tidlige m iddel
alder overalt opblom strende handelsliv, der hér har nydt godt af at kunne foregå i ly af det voksende kleresi, der blev beskyttet og ophjulpet af kongem agten. M øntslag- ningen peger i den retning og vel også anlægget af borgen (Borgvold), der sikkert først og frem m est m å betragtes som sæde for den kgl. adm inistration. D er kan opregnes en række eksem pler på store kgl. borganlæg, som utvivlsom t har haft til form ål bl. a. at varetage de kgl. interesser på en handelsplads eller i en køping i form af beskyttelse af handelen og indkræ vning af afgifter. Typologisk synes disse borge at tilhøre V aldem arstiden, m en endnu er der langt igen, før noget endeligt kan siges herom . H v o rn å r Borgvold er grundlagt kan ikke bestem m es nøjagtigt, m en at den har tjent som et kongeligt adm inistrationscentrum taler alt for. N år forfatteren im idler
tid ogsa drager andre borge i Viborgs om egn ind i billedet er det en tilladelig hypote
se, som dog m a rejse en del betæ nkeligheder, idet disse borge, hvis voldsteder endnu er i behold, synes at være af vidt forskellig alder ligesom deres strategiske placering i forhold til V iborg ikke forekom m er ganske overbevisende. I det historiske spil er borge brikker, hvis m uligheder m an endnu ved så lidt om.
D et er et interessant spørgsm ål i hvor høj grad Viborgs historie er typisk eller atypisk. P roblem et berøres i artiklen m ed henvisning til, at Viborgs frem væ kst nøje var knyttet til den periodiske m arkedshandel, som var og blev et sæ rkende for byen, og som m åske oprindelig var knyttet til afholdelse af ting og til kultiske handlinger.
Senere stabiliseredes forholdene, idet byen blev hjem sted både for verdslig og kirkelig adm inistration, stadig m ed den impuls, som det tilbagevendende snapsting betød.
H vor m eget Viborgs næringsliv adskilte sig fra andre købstæ ders som f. eks. Å l
borgs og Ribes er et spæ ndende spørgsm ål som det nok vil blive vanskeligt at få besvaret - endog m ed antydninger. P rincipielt er det næ ppe holdbart, som af fo r
fatteren antydet, at slutte noget endeligt om en bys handelsliv ud fra m æ gtigheden af de bevarede kulturlag. N år disse i V iborg ikke er så im ponerende som i visse andre byer, kan det m eget vel skyldes, at bevaringsom stæ ndighederne for det organiske affald i den højtliggende by ikke er så gode som i lavtliggende, fugtige byer.
V iborg-artiklen m a være en inspiration for alle, der på en eller anden m åde beskæ ftiger sig m ed de gam le købstæ der, og den er en påm indelse til alle ansvarlige om, at det købstadsarkæ ologiske arbejde m å tages op overalt, hvor m uligheder gives.
D er er noget uhyggeligt uafvendeligt ved købstadsarkæ ologi. E r m an ikke på stedet, n år tiden er inde - tiden er som regel kort - m ed sagkundskab og den nødvendige arbejdskraft, er de arkæologiske m uligheder for altid tabte.
H ans Stiesdal
Kiels fajancer
E R N S T S C H L EE : K IE L E R F A Y E N C E N . Christian W o lffs Verlag. Flensborg 1966. 61 tekstsider, 8 f arve plancher, 64 sort-hvide ill., herunder 16 signaturer i fotografisk gengivelse.
D en energiske nyskaber af Thaulow -m useet, det nuvæ rende slesvig-holstenske lands- m useum på G ottorp, E rnst Schlee, har i sin private serie »K unst in Schleswig-Hol- stein« (fortsæ ttelse af en årbog der udkom på G o tto rp 1951-1961) som 5. bind udsendt det første enkeltvæ rk om Kiels fajancem anufaktur, hvis blom stringsperiode falder i tiden m ellem 1763 og 1771, altsa blot 8 ar, helt behersket af de to berøm m e
lige arkanister T ånnich og Buchwald.
Som skribent er Schlee karakteristisk ved sin absolutte saglighed, m an kan her på et om råde hvor dansk forskning har fejret triu m fer savne U ldalls inspirerede og inspirerende form , m en det m å til Schlees ros siges at han er en m ester i syntesen og på utrolig liden plads får dynget kendsgerning på kendsgerning. Tekstm æssigt føjer Schlee næppe noget nyt til K ieler-fabrikkernes historie, m en som den dygtige sælger h an er af sit eget m useum får h an fuldtud præ ciseret at ingen kan kom m e uden om Landesm useum , hvis m an vil kende K ieler-fajancernes charm e. H ans billedstof er uovertruffent, hans signaturgengivelser m ønstergyldige og hans litteraturhenvisninger kom plette. O riginalest er den koncentrerede gennem gang af den hidtidige forskning af Kiels fajancer, hvor han røber sin suveræ ne litteræ re viden, og det ligger ham på sinde at præcisere Kiels tyske herkom st, grundlagt af storfyrsten som det var. Nuvel, al den stund at såvel kongerigske som kongeligt styrede om råders fajancefrem stillere m estendels v ar de sam m e folk som dem der arbejdede i Kiel - og ofte af tysk her
kom st - kan denne accentuering nok forekom m e lidt irrelevant, så meget m ere som tiden ikke var særlig nationalt m inded. Ejheller bør det vel i en dansk anm eldelse lades upåtalt at ikke ét eneste stykke K ieler-fajance fra danske m useer eller sam linger er gengivet. M an kan naturligvis sige, at vi h ar dem ved hånden, men for de tyske læsere og sam lere ville det nok have været nyttigt om i hvert fald et par af de danske topstykker v ar kom m et m ed i sam m enhængen.
F oruden den knappe, m en præcise indledning om fajancem anufakturernes ku ltu r
historiske baggrund bør af teksten frem hæves de to kapitler om typer og dekoration, hvor navnlig p o tp o u rrik ru k k e rn e får en om hyggelig behandling. Et særligt kapitel h ar Schlee o fret på den vel dansk inspirerede biskopbolle i H am borgs kunstindustri- m useum , m ens bakkebordene er påfaldende stedm oderligt behandlet - også i illustrationerne.
Billedudvaiget er såre alsidigt, ordnet typologisk (og m ed alle hovedtyperne bakkebordene gengivet i farver). D et viser i øvrigt at Kiels afhængighed af S trassburg ikke er så stor som påstået i teksten, m en at fabrikken slutter sig nok så næ rt til Criseby og E ckernforde.
D et kan ventes at Schlee fortsæ tter m ed de øvrige slesvig-holstenske m a n u fa k tu rer i sin årbogsserie. I betragtning af at H uselers standardvæ rk er helt um uligt at få fat på og U ldalls også er udsolgt, vil det være ønskeligt om det lykkes for ham at supplere det nyttige K ielerbind m ed de øvrige 5 byer.
Sig. Schoubye
M ønt gennem tiderne
G E O R G G A LS T E R : M Ø N T . D ansk H istorisk Fællesforenings H åndbøger. K ø benhavn 1965. 75 s. ln d b . 12 kr. (bogladepris 18 kr.)
I ræ kken af D ansk H istorisk Fæ llesforenings håndbøger har fhv. overinspektør G eorg G alster udsendt en nydeligt udstyret lille bog om m ønt. F orm ålet m ed den er at give en ko rt oversigt over m ønt- og m edaillehistorien. Den er således ikke beregnet for den kyndige num ism atiker, m en, som det hedder i forordet, »kun for den læge læser, der ønsker at få en introduktion eller en hastig orientering i em net«. D ette er beskedent sagt, fo r det er virkelig på bogens kun 75 sider lykkedes at få en m æ ngde stof med. F o rfatteren er gaet åbenbart veloplagt til opgaven. M an m æ rker nem lig, det h ar m oret ham at prøve at trim m e det store m ateriale i knappeste form .
A lt væsentligt er im idlertid kom m et med, fø rst afsnittene om græske og rom erske m ønter, hv o rfra siden en linie føres frem til m iddelalder og nyere tid. C e ntralt er naturligvis afsnittet om D anm arks og N orges m ønter. M øntslagning begynder i D an m ark ko rt efter 800. Sven Tveskæg er den første konge, som sæ tter sit navn på m ønten. Også Sveriges præ gninger får deres afsnit, m ens der af pladshensyn kun kan ofres en side på O rientens m ønt. S tort m ere bliver der heller ikke til kapitlet om m edailler, hvor m an i øvrigt for D anm arks vedkom m ende m eget gerne henviser til G alsters hovedvæ rk fra 1936, D anske og norske m edailler og jetons ca. 1533-ca.
1788. Bogen afrundes m ed et afsnit om pengesedler og kriser og slutter m ed følgende tankevæ kkende linier: »E fter en verdensom spæ ndende krise ca. 1930 ophørte Eng- iands b ank m ed at indløse sine sedler i septem ber 1931. D ette eksem pel fulgtes ret snart af alle andre stater. D erm ed er guldets tusindårige herredøm m e brudt, papir- m øntfoden alm indelig sejrende og alle sluser åbne for frem adskridende inflation«.
Bogen er try k t på så godt papir, at de m ange udm æ rkede m øntgengivelser, der ledsager teksten, står sm ukt frem.
Erling A lbrectsen
Billeder og historie
PO V L E L L ER . H IS T O R IS K IK O N O G R A F I. D ansk H istorisk Fæ llesforenings H åndbøger. K øbenhavn 1964. 76 s. lndb. 10 kr. (bogladepris 15 kr.)
I den sidste m enneskealder h a r vi oplevet en m ere intens beskæftigelse m ed billedstof som historisk kildem ateriale end nogensinde før - sam tidig m ed at historiske
frem stillinger nu illustreres i en hidtil uset grad, både fordi m ange forfattere har opdaget, at billederne ret anvendt bl. a. kan lette opfattelsen af fortiden som en virkelighed, og fordi forlæ ggerne anser det for lettere at sælge bøger m ed billeder (næsten uanset hvordan de er anvendt). D en foreliggende bog h ar derfo r et dobbelt sigte, dels at vejlede i problem atikken ved beskæftigelsen m ed historisk billedstof, dels at give praktiske anvisninger til at finde og anvende billederne på rette m åde som bogillustration.
Spørgsm ålet om billeders værdi for historieforskning og historiefrem stilling er herhjem m e i vor tid først taget op til principiel overvejelse af Erslev, T h. A. M uller og O tto A ndrup. I »H åndbog for danske Lokalhistorikere« blev der for en halv snes år siden både i indledningen og i artikler om billeder, billedlære og ikonografi givet k orte oversigtsmæssige bem æ rkninger derom . M en Ellers bog er den første sam lede behandling p å et nordisk sprog af de m angesidige problem er, der knytter sig hertil, og m an kan ikke noksom prise D ansk H istorisk Fæ llesforening for at have ladet dette em ne indgå i foreningens nyttige håndbogsserie og kom plim entere Povl Eller for hans fortrinlige og grundlæ ggende arbejde, der i lige grad bygger på om fattende læsning af dansk og udenlandsk litteratur, praktisk erfaring og personlig stillingtagen.
Bogen indledes m ed et forsøg på at indkredse begrebet historisk ikonografi som en historisk hjæ lpevidenskab, hvis særlige opgave det er at finde, undersøge og frem lægge det historiske billedm ateriale sådan, at historikeren kan tage stilling dertil som led i den sam lede overlevering. 1 de følgende afsnit behandles de enkelte led i undersøgelsen og den kritiske vurdering af billederne; der gives en oversigt over ældre og nyere historieforsknings benyttelse af og indstilling over for det overleve
rede billedstof, og derefter følger praktiske bem æ rkninger om historisk billedunder- visning og illustrering, sam t oplysninger om dansk og udenlandsk p o rtræ tlitteratur og danske billedsam linger.
Povl Eller frem hæ ver, at m an, da betegnelsen historisk ikonografi knæsattes efter nedsættelsen i 1928 af en ikonografisk kom m ission u nder den internationale komité for historisk videnskab, opfattede portræ tforskningen som hovedsagen. D et var helt naturligt for en kreds af m æ nd opvokset under førkrigstidens individualism e og ikke m indst for det danske kom m issionsm edlem O tto A ndrup, og Povl Eller er i den henseende ikke nogen o p rø re r m od Frederiksborgs traditioner, selvom han m ange steder kom m er ind på andet historisk billedm ateriale og s. 5 2 -5 4 nævner eksem pler på dets anvendelse som kilder til den almindelige historie og kulturhistorien. Også vedrørende sådant billedstof foreligger der jo efterhånden arbejder af kildekritisk art.
D et nævnes i forordet, at bogen rum m er et forsøg på at bestem m e em nets for
hold både til kunsthistorien og til historievidenskaben. D et sidste er (som nok n atu r
ligt i denne sam m enhæng) behandlet m ed størst grundighed, men også om forholdet til kunsthistorien findes der dog en ræ kke overvejelser spredt i den lille bog.
P å den begrænsede plads rum m er bogen i det hele taget så m ange nyttige oplys
ninger og velbegrundede refleksioner, at den vil sætte tan k er i bevægelse hos enhver historiker og øge forståelsen af en ofte negligeret bidisciplin. I praksis bør den i det m indste gøre en ende på den løsagtighed i valg af illustrationer og affattelse af bil- ledunderskrifter, der endnu skæ m m er adskillige selv kritiske skribenters tekst.
G u d m u n d Boesen
