Redegørelse
for
de retslige, finansielle og økonom iske Spørgsm aal, der k n y tte r sig til en Indførelse af G uldindløselighed af K ronen ved en definitiv G uldværdi lig den engelske Shilling og fo r den Form , hvo run d er en B eslutning herom
vil v æ re a t tage
a f g i v e n a f
Prof. Dr. polit. Axel Nielsen og Prof. D r. ju r. H en ry Ussing-.
í n d h o l d .
Side S k rivelse a f 12. Januar 1926 fra M inisteriet for Industri. ITandel og S øfart til R ig s
dagens V a lu ta u d v a lg ... 1
S k rivelse af 11. Januar 1926 fra P rof. D r. p olit. A x e l N ielsen og Prof. D r. jur. H enry TTssing til M in isteriet for Industri, H andel og S ø f a r t ... 2
'Redegørelse afgiven den I I . Januar 1926 a f P rof. D r. polit. A x el N i e l s e n ... 3 — 13 R ed egørelse afgiven den 11. Januar 1926 af Prof. D r. jur. Henry Tossing: Indledning. I . D en nugæ ldende R e t s o r d n in g ... 15
A . H ovedgrundsæ tningerne. ] . P en gesed lerne tvu n get B e ta lin g s m id d e l... 15
2. P en geforp ligtelsern es nom inelle U foran d erligh ed ... 16
B . Sæ rlige T ilfæ ld e ... 17
1. D ob b eltm øn ted e O b lig a tio n er... 17
2. G uldklftueuler... 19
I I . R etsstillin gen , naar K ronen tæ nkes hæ vet til P a r i... 22
ITI. F orholdet til den skandinaviske M ø n tu n io n ... 22
I V . M idlertidig F astlæ ggelse af K ronens G u ld v æ r d i... 23
A . G u ld b arrein d løsn in g... 23
B . G u ld m ø n tin d lø sn in g ... 24
V- E n d elig F astlæ ggelse af K ronens G u ld v æ r d i... 24
A . D en tekniske M øntreform ... 24
B . N ationalbankens S t i ll in g ... 25
C. N yordningens V irkning paa bestaaende G æ ldsforhold... 28
1. D en alm indelige R e g e l... 28
2. R egelen s statsretlige T illa d e lig h e d ... 31
3. International R e t ... 32
D . M ulige U ndtagelser og T illæ gsb estem m elser... 33
1. D ob b eltm øn ted e O b ligation er... 33
2. O bligationer m ed G u ld k lau su l... 34
3. S ta tsla a n ... 35
4. A ndre G æ ld sfo rh o ld ... 35
E . A ndre R e ts fo r h o ld ... 36
1. V æ r d ia n sæ tte lse r ... 36
2. Erhvervsdrivende S e ls k a b e r ... 36
3. Selskaber med dobbeltm øntede A k tie r ... 37
4. L egatm idler, O verform ynderim idler e tc ... 37
Ministeriet for In d u stri, Handel og Søfart.
København, den 12. Januar 1926.
U nder R igsdagsforhandlingerne angaaende F orslaget til Lov oui Æ ndring i Lov af 20. Decem ber 1924 om V alutaforanstaltninger fremkom der, jfr. F olke
tingsudvalgets B etæ nkning af 4. Decem ber f. A. (Rigsdagstidende, Tillæ g B., Sp.
103 og følgende), Ø nsker om, at der snarest muligt m aatte blive udarbejdet en R edegørelse for de retslige, finansielle og økonomiske Spørgsm aal, der k n y tter sig til en Indførelse af Guldindløselighed af K ronen ved en definitiv Guldværdi lig den engelske Shilling (ca. 91 Ø.), og for den Form , hvorunder en Beslutning herom vilde være at tage.
E fte r a t man i denne Anledning havde anm odet Professor, Dr. polit.
Axel Nielsen og Professor, Dr. jur. H enry Ussing om a t ville paatage sig U dar
bejdelsen af en saadan Redegørelse, liar man fra de nævnte H e rrer m odtaget hosfølgende R edegørelse af G. D., som man herm ed tillader sig a t frem sende til det ærede Valutaudvalg.
C. N. Hauge. _________
S. Tetens.
Formanden (or Rigsdagen« Valutaudvalg, lir. KolUc- tingsmaud N. Neergaard.
2
Til M inisteriet for Industri, Handel og Søfart.
Ved Skrivelser af 10. Decem ber f. A. anmodede M inisteriet os om a t ville udarbejde en Redegørelse for de retslige, finansielle og økonomiske Spørgsmaal, der knytter sig til en Indførelse af Guldindløselighed af K ronen ved en definitiv Guld
værdi lig den engelske Shilling (ca. 91 Ø.), og for den Form , hvorunder en Beslutning herom vilde være a t tage.
Vi tillader os herm ed a t frem sende to R edegørelser. Hver af os h ar be
handlet de Spørgsmaal, der laa indenfor hans Fagom raade, og vi h ar fundet det hensigtsm æssigst ikke at sam m enarbejde vore Udtalelser.
K ø b en h a v n , d en 11. J a n u a r 192ti.
A x e l N i e l s e n . H e n r y U s s i n g .
3
Redegørelse fra Prof. Dr. Axel Nielsen.
Den Del af Opgaven, som tilfalder mig, er a t redegøre for de økonomiske og finansielle Spørgsmaal, der k n y tte r sig til en Indførelse af Guldindløselighed af Kronen ved en definitiv Guldværdi lig den engelske Shilling (ca. 91 Ø.), og for den Form , hvor
under en B eslutning herom vil være a t tage.
Jeg har saaledes ikke a t undersøge, hvorvidt man overhovedet bør skride til a t gøre K ronen endelig indløselig med Guld efter en Værdi af ca. 91 gamle Guldøre, eller h vorvidt man bør foretrække a t føre Kronens Guldværdi op til dens gamle P aritet, det være h u rtig t eller langsom t; en Afvejelse af de forskellige Hensyn, der i saa Henseende m aa gøre sig gældende, saavel som en Skildring af den V alutapolitik, der ud fra d et Maal, man m aatte sæ tte for Kronen, bør føres i den kommende Tid, skal derfor ikke foretages. — Opgaven er snævrere a t gøre Rede for de økonomiske og finansielle Spørgsmaal, som m aatte opstaa i det Øjeblik, man har b esluttet a t „nedskrive“ Kronen, d et vil sige definitivt gøre den indløselig med en Guldværdi, der svarer til ca. 91 gamle Guldøre. Maaske vil man mene, a t jeg ikke paa alle P u n k ter i det følgende har holdt mig stren g t indenfor den saaledes afstukne Grænse, og for Nationaløkonom ien er det unægtelig ogsaa Spørgs- m aalet om V alutapolitikken, der frem byder stø rst Interesse; ikke desto m indre er mine Bestræbelser gaaet i R etning af e t begrænse mig til denne snævrere Opgave.
En definitiv Fastsæ ttelse af Kronens Guldværdi i Overensstemmelse med den engelske Shilling medfører, a t den hidtil gældende Guldpris af 2 480 Kr. pr. kg fint Guld m aa ændres til 2 731,352 Kr. pr. kg, idet der i England af 1 kg fint Guld udm øntes 136,5676 £. Man vil derm ed opnaa, a t der i 20 nye Guldkroner vil være lige saa meget fint Guld som i 1 £, og P ari for Vekselkursen mellem D anm ark og England vil saaledes blive 1 £ = 20 nye Guldkroner og 1 ny Krone altsaa lig 1 Shilling. — Da det er Indholdet af fint Guld, det kommer an paa ved Værdsættelse af Mønten i international Handel, kan m an vedblivende anvende den hidtil benyttede Legering af Guldm ønten, ®/10 fin, u agtet England ved sin U dm øntning bruger en anden Legering, u /12 fin. Medens det n u gældende 10-Krone-Stykke indeholder 4,03 g fint Guld, vil et n y t 10-Rrone-Stykke følgelig kun indeholde 3,66 g fint Guld.
F or a t kunne foretage en saadan F orandring i vort Pengevæsen og ændre den Lovgivning, hvorpaa d ette hviler, m aa den skandinaviske M øntunion forinden opsiges med lovligt Varsel, 1 Aar, idet de Tillægskonventioner, der i de senere Aar er slu tte t mellem de tre skandinaviske Lande, kun vedrører Skillemønten, som det er tilla d t h vert L and for sig a t præge til Omløb indenfor det paagældende Lands egne Grænser. Først efter 1 Aars Forløb h ar D anm ark derfor R et til a t gaa over til den nye Mønt, sæ tte den i Omløb og paalægge N ationalbanken a t indveksle sine Sedler m ed denne.
D et første Skridt m aa saaledes være a t indlede Forhandlinger m ed Norge og Sverige om, hvorvidt disse Lande m aatte ønske den fa stsa tte Opsigelsesfrist overholdt.
Jeg m aa antage, a t der neppe vil vise sig Vanskeligheder i saa Henseende, n aa r H aabet om den skandinaviske Møntunions Genopstaaen definitivt ved D anm arks Opsigelse m aa opgives.
Skulde Norge og Sverige im idlertid ønske, a t Opsigelsesfristen overholdes, opstaar Spørgsm aalet, om D anm ark da ikke kan finde en Form for en saadan Ordning af Penge
væsenet, a t Kronens Værdi straks stabiliseres ved 91 Guldøre, uden a t nye Guldm ønter
4
sæ ttes i Omløb, og uden a t man saaledes kom mer i Strid med M øntkonventionen. Op
fa tte r m an im idlertid denne som forhindrende, saa længe den bestaar, en endelig F a st
læggelse af Kronens Guldværdi, vil naturligvis ej heller nedennævnte Forslag være mulige, men en Fortolkning af Forstaaelsen af M øntkonventionen paa dette P u n k t ligger udenfor min Del af Opgaven.
Spørgsmaalet om, hvorvidt m an straks under en eller anden Form kan stabilisere Kronens værdi ved Shillingens uden a t gaa over til Guldmøntfoden, h ar im idlertid ogsaa videre Interesse; th i selv om Norge og Sverige ingen Indvendinger m aatte gøre herimod, er det tvivlsom t, om m an straks bør gaa over til den nye Guldmøntfod, eller om man ikke bør vælge en anden Form for Guldfod.
Indenfor Guldfod sondrer m an mellem Guldm øntfod, Guldbarrefod og Guld- vekselfod, og alle disse forskellige Form er for Guldfod sikrer Pengenes Guldværdi. Den Form for Guldfod, vi før Verdenskrigen anvendte, og som alle tu rd e være fortrolige med, var Guldmøntfoden, hvor de omløbende Sedlers Værdi opretholdtes ved N ationalbankens Forpligtelse til a t indløse sine Sedler med dansk Guldmønt. Ved Guldbarrefoden opnaas det samme ved Forpligtelsen for Seddelbanken til a t afgive G uldbarrer eller fremmed Guldm ønt efter den fa stsa tte Møntpris, altsaa i d ette Tilfælde efter en Pris af 2 731,352 Kr.
pr. kg Guld; og ved Guldvekselfod endelig opnaar m an, a t Pengenes Guldværdi o pret
holdes ved, a t Seddelbanken, N ationalbanken, forpligtes til a t afgive Anvisninger paa en G uldvaluta til en fast Kurs. F astsæ ttes P ari overfor Sterling til 20 K r., vil Veksel
kursen under en Guldm øntfod og en Guldbarrefod tilnærmelsesvis komme til a t svinge indenfor G uldpunkterne, det vil sige de P unkter, hvor m an med Fordel vil kunne indføre eller udføre Guld frem for a t sælge eller købe Anvisninger paa Sterling og anden frem m ed V aluta her paa Pladsen. Da G uldpunkternes A fstand fra P ari bestemmes af Om kost
ningerne ved Guldforsendelserne og disse varierer noget, kan man ikke forud sige, hv o r disse under den nye Guldfod vil komme til a t ligge, men m an tø r vel antage, a t de over
for Sterling vil komme til a t ligge om trent ved 19,90 og 20,10 K r.; paabødes det N ational
banken a t afgive Sterling (Anvisninger paa Sterling) til højst 20,10 og a t købe Sterling til m indst 19,90, vilde Guldvekselfoden være gennemført.
Selv om Guldvekselfoden saaledes i og for sig kan gøre samme N y tte som andre Form er for Guldfod, m aa jeg dog mene, a t Valget for D anm ark ved Overgang til Guld
fod kom mer til a t staa mellem Guldm øntfod eller Guldbarrefod eller en Kom bination af begge, og a t Guldvekselfod kun kan faa p rak tisk B etydning, om den bestaaende M ønt
konvention skulde hindre Indførelse af de andre to Form er for Guldfod. Denne Opfattelse grundes paa, a t Offentligheden neppe vil forstaa, a t en Guldvekselfod kan skabe lige saa stabile Vekselkurser som en Guldmøntfod, idet vi i det sidste Aar (siden V alutaloven af December 1924), hvor Vekselkurserne h ar bevæget sig stæ rk t, har haft en Guldvekselfod, omend kun m ed M aksimalkurser og uden M inimalkurser; M enigmand vil sikkert ikke kunne forstaa, a t m an er naaet tilbage til Guldet og Guldværdien, naar det ikke paalægges N ationalbanken under en eller anden Form i givet Tilfælde a t udlevere Guld for Sedler.
Yderligere kom m er hertil, a t m an ved Guldm øntfod og Guldbarrefod giver enhver e t K rav paa Guld hos N ationalbanken, medens m an ved Guldvekselfod blot paalægger N ational
banken en Forpligtelse til a t overholde bestem te K urser; stiger en Dag K ursen paa fremmed V aluta op over den i Loven fa stsa tte K urs, er i samme Øjeblik Papirpengene igen indførte.
Valget m aa derfor komme til a t staa mellem Indførelse af Guldm øntfoden eller Guldbarrefoden. Ovenfor er nævnt, hvorledes m an under disse Form er for Guldfod sikrer, a t de omløbende Sedler ikke falder under deres paalydende Guldværdi ved N ationalban
kens Forpligtelse til at afgive henholdsvis Guldmønt eller G uldbarrer (efter Guldprisen);
om vendt sikrer m an sig mod. at Sedlerne stiger op over Guldets Værdi ved den frie U d
m øntning af Guld, som Møntloven hjem ler enhver mod B etaling af Slagskat, og Forplig
telsen, der er paalagt N ationalbanken til Guld køb i Lov Nr. 157 af 12. Ju li 1907 § 7, 5te Afsnit.
Det er bekendt, a t der før Verdenskrigen kun cirkulerede lidt Guld i Skandinavien, og m an kan sige, a t den Guldmøntfod, m an paa P apiret havde, reelt set virkede som en Guldbarrefod, da det indenlandske Omløb kun lagde ringe Beslag paa Guldet. Opfordre til en indenlandsk C irkulation af Guld bør m an sikkert ikke; Genua-Konferencen i 1922 vedtog Resolutioner angaaende Indførelse af Guldbarre- og Guldvekselfod, sikkert under Hensyn til, at m an ved a t vende tilbage til Guldm øntfoden i samme Skikkelse som før Verdenskrigen, hvor flere Lande havde en ikke ubetydelig Cirkulation af Guldmønt, kunde bevirke, a t Begæret efter Guld øgedes, og a t V erdensprisniveauet dermed vilde synke.
5
Man ser da ogsaa i de Lande, der er vendt tilbage til Guldf oden, a t dette ret ofte er sket ved a t indføre Guldbarrefoden. Jeg behøver neppe a t gennemgaa de enkelte L an
des Lovregler i saa Henseende, men jeg vil dog anføre, a t Problem et sidst h a r væ ret fremme i F inland; i den Betænkning, der er afgivet af den i 1924 nedsatte K om ité, foreslaas det løst saaledes, a t det overlades til Finlands Bank, ved Guldfodens Indførelse, selv a t træffe Bestemmelse om, hvorvidt den vil indløse sine Sedler med finsk Guldmønt, G uldbarrer eller Anvisninger paa udenlandsk Tilgodehavende, idet disse sidste skal afgives til Priser, der højst m aa ligge ved det øvre Guldpunkt, det vil sige 1 pCt. over G uldparitet, idet Af
standen mellem G uldpunktet og P ari som næ vnt stadig varierer, saa at m an i en Lovgiv
ning m aa sæ tte en bestem t Pris. Betænkningen indeholder saaledes Forslag om Indførelse af en Guldfod, der efter Bankens Valg i P raksis k an komme til at forme sig om en Guld
m øntfod, en Guldbarrefod eller en Guldvekselfod, og efter de her ankomne Meddelelser synes Forslaget i denne Skikkelse i December 1925 a t være vedtaget af Rigsdagen.
Man ønsker med andre Ord a t koncentrere Landenes Guldbeholdninger i Seddel
bankerne dels som næ vnt af H ensyn til den internationale Guldværdi, dels ogsaa af H en
syn til, a t fattige Lande ikke kan tillade sig den Luksus, som det er, a t have Guld i Omløb.
Men tø r m an vente, a t m an her i Landet i den. kommeude Tid vil bruge Guldmønt i Omsæt
ningen i større U dstræ kning end før Krigen? U m iddelbart efter Overgangen til en Guld
m øntfod, m aa m an befrygte nogen Omveksling af Sedler med Guldm ønt til den inden
landske Omsætning, selv om Befolkningens Sædvaner vel ikke kan antages a t have æ ndret sig trods den megen Diskussion om P ap ir og Guld. Nok saa vigtig er im idlertid den Be
tragtning, a t man, om m an indfører Guldfoden som Guldmøntfod, m aa vente paa U d
m øntningen af de nye M ønter for Guldfodens Ikrafttræ den, m edens en Guldbarrefod i og for sig straks kan træ de i Virksomhed, om de økonomiske Forhold i øvrigt tillader det, og yderligere ta le r meget for, a t m an ikke sæ tter nye Guld-Ti- og Tyve-K roner i Omløb, saa længe de gamle M ønter med samme Paalydende ikke er indsm eltede.
In d til 31. M arts 1924 v ar der i de 51 Aar, D anm ark siden 1873 h a r slaaet Guld
mønt, udpræ get — med F rad rag af Indsm eltningen — i Tyve-K rone-Stykker: ca. 131 Mill. K r. og i Ti-K rone-Stykker: ca. 18 Mill. K r., altsaa tilsam m en ca. 149 Mill. K r. i dansk Guldm ønt. Man antog før Krigen, at kun 2—3 Mill. K r. heraf v a r i Omløb, det vil sige udenfor N ationalbanken, th i en ikke ubetydelig Del af dette Beløb m aa antages a t have ligget i Bankers og lignende Institutioners Kasse; herfra m aa det sikkert under Verdens
krigen have fundet Vej til N ationalbanken, og da der yderligere fra forskellig Side til industrielt Brug er foranstaltet Opkøb af Guldmønt under Krigen, m aa m an antage, at det Beløb i dansk præget Guldmønt, der ligger ude i vort Samfund, nu er m inim alt, vel kun nogle faa H undrede Tusinde Kroner, men H oldepunktet for et Skøn m angler ganske.
I N ationalbankens Guldbeholdning findes der pr. 31. Ju li 1925 i skandinavisk Guldmønt 15i/2 Mill. K r., og da Guldstrøm m en altid er gaaet ude fra E uropa over D anm ark til Skan
dinavien, h ar m an Lov at tro, a t hele d ette Beløb — de 15% Mill. Kr. — er i dansk Guld
m ønt. D a m an ydermere m aa mene, a t det Beløb, der i Aarenes Løb er gaaet ta b t (ved Skibbrud, Ildebrand o. s. v.), er m inim alt, netop fordi Guldm ønten ikke h ar cirkuleret, m aa m an antage, a t der udenfor D anm ark findes dansk Guldm ønt til et Beløb af 130— 132 Mill. K r., og a t disse prak tisk ta lt helt vil være a t finde i Norge og Sverige. Bestem te Tal i saa Henseende m angler vel; men ved at sammenligne, hvad paa den ene Side D an
m ark og paa den anden Side Norge og Sverige h ar præget af Guldmønt i de 51 Aar, M ønt
unionen h a r bestaaet, og ved f. Eks. a t mindes, hvorledes N ationalbanken i 1916— 17 søgte a t skaffe Disagioen paa danske Sedler ud af Verden ved a t sende dansk Guldmønt til Sverige, trods dette Lands P rotest, saa tø r m an sikkert mene, a t ca. 130 Mill. K r. i dansk G uldm ønt er havnet i Norge og Sverige og for den langt overvejende Dels Vedkommende vil være a t finde i de to Landes Seddelbanker, idet Guldmøntens C irkulation jo ogsaa i disse to Lande v ar stæ rkt begrænset før Verdenskrigen, og for Sveriges Vedkommende ved
blivende er det.
U nder de Forhandlinger om Afvikling af Møntunionen, som ved Opsigelsen bør optages fra D anm arks Side, m aa Spørgsmaalet om, hvorledes m an skal forholde sig med dansk G uldm ønt i Norge og Sverige, søges afgjort. Je g gaar ud fra, a t B ankerne i disse to Lande undlader a t sæ tte dansk Guldmønt i Omløb, ligesom de vil være villige til a t in d kalde den G uldm ønt af dansk Præg, der m aatte være i Omløb dér. Men skal m an saa gaa videre og søge a t faa den danske Guldmønt indsm eltet? I og for sig kan den naturligvis blive liggende i Bankernes Kældre aom Del af deres Guldbeholdninger, paa samme Maade som f. Eks. østrigske K roner ligger i N ationalbankens, og sendes de til andre Banker, er
(i
det kun efter M ønternes Guldværdi, der regnes. Bestem m er m an sig til a t indføre den nye Guldfod som Guldmøntfod, saa vil det, n aar Guldm ønten kom m er i C irkulation efter nogen Tids Forløb, dog være saaledes, a t der i Verden eksisterer to Slags danske Guldmønter, selv om ogsaa de ældre blot ligger i Bankens Guldbeholdninger. Mulighed for Forveks
linger vil der vel neppe være, m en det vil dog være naturligere a t søge dette Forhold bragt ud af Verden, og det vil forholdsvis let kunne ske ved, a t m an under en eller anden Form opnaar, a t Sverige og Norge tilsender D anm ark den ældre Guldm ønt eller selv paatager sig a t indsm elte den. At D anm ark m aa betale T ransport eller Indsm eltnings-O m kost
ninger, siger sig selv.
H vad angaar den Guldmønt, der m aatte være her i Landet, m aa man, naar den nye Guldfod er fastsat, offentliggøre en Køberpris, der m aa fastsæ ttes efter Guld
værdien i de gamle M ønter i Forhold til dé nye. Man kan neppe behandle de gamle M ønter som G uldbarrer, saa a t man i K øbsprisen fradrager M øntningsom kostningerne;
muligvis kan m an sæ tte en vis F rist for Indleveringen og bekendtgøre, a t efter denne behandles de gamle M ønter som Guldbarrer, saa a t m an fra dette T idspunkt fradrager
% pCt., som M øntningsom kostningerne nu er fastsat til i den gældende Møntlov.
Ved at. gaa over til en ny Guldm øntfod vil der saaledes fremkomme nogle Mønt- ningsomkostninger, som S taten m aa bære. G aar vi ud fra, a t den gældende Afgift for U d
m øntningen af % pCt. dækker Omkostningerne, og a t alle 149 Mill. Kr. frem kommer og skal ommøntes til n y Guldmønt, vil Omkostningerne for S taten højst blive % pCt. af 149 Millioner gamle K roner + 10 pCt., det vil sige ca. 400 000 nye Kroner. Men da m an neppe tø r antage, a t der, n aar den skandinaviske M øntunion er forsvundet, vil være Behov for saa store Udm øntninger, som hidtil er forekom met her i Landet, m aa Om
kostningerne ved U dm øntning af saa megen ny Guldmønt, som m an behøver ■— hvor meget kan ingen sige —, sikkert blive saa forholdsvis beskedne, a t m an ganske kan se bort herfra.
Ad de anførte Veje kunde m an søge at faa indsm eltet den hidtidige danske Guldmønt, m en nogen Tid vilde der gaa; før dette kunde ske, og, som ovenfor næ vnt, bør den nye G uldm ønt neppe forinden sættes i Omløb. Af denne G rund anbefaler det sig at indføre den nye Guldfod som en Guldbarrefod, i h vert F ald som en Overgang. Som paapeget v ar det fuldt ud betryggende a t indføre Guldbarrefoden og ingen F orandringer siden hen foretage heri, saa at m an for Frem tiden overhovedet ikke behøvede a t ud m ønte nye Guldm ønter; m an vilde derved komme ganske uden om det Spørgsmaal, hvad der skulde ske med de gamle danske Guldm ønter; th i de vilde, under en Barrefod, ikke kunne give Anledning til Fejltagelser og vilde sikkert forholdsvis h u rtig t forsvinde i Smeltedigelen.
Jeg tæ nker, a t en Guldbarrefod vilde møde M odstand fra forskellig Side, idet m an m aaske ikke kunde forstaa, a t der ingen Guldm ønt eksisterede i M øntsystemet.
Vil m an derfor ikke bestemme sig for en Barrefod som endelig Guldfod, kunde man foreløbig gaa over til denne for siden hen a t gaa over til Guldmøntfoden med Udpræg- ning af nye Guldm ønter, n aar de gamle G uldm ønter m aatte antages a t være forsvundet.
Men for a t d ette ikke skulde frem kalde det Ind try k , a t den Ordning af vort Penge
væsen, som nu træffes, ikke er endelig, vilde det være n aturligt, om m an straks fastsatte, a t i de første Aar var N ationalbanken pligtig til a t indløse sine Sedler med G uldbarrer eller frem m ed G uldm ønt efter en P ris af 2 731,352 K r. pr. kg fint Guld og efter den Tid m ed Guldm ønt af det nye Præg. Dermed vilde man sikkert komme ud over Vanske
lighederne og dog have bibragt Befolkningen det Ind try k , a t nu var Pengevæsenet endelig ordnet, selv om m an ikke foreløbig kunde faa ny Guldmønt. — At andre K om bina
tio n er af Barrefod og Møntfod kan tænkes, behøver neppe nærmere Paavisning; jeg h ar blot ønsket a t vise, hvorledes de Vanskeligheder, der ud fra de øjeblikkelige F or
hold kan opstaa for Indførelsen af det nye Møntsystem, der skal bygges op paa Shilling- Kronen, let kan overvindes ved, a t m an indfører Guldbarrefoden, i h vert F ald som Overgang til Guldmøntfoden.
H vad enten m an nu vælger den ene eller anden Form for Guldfod, m aa de be- staaende Indskræ nkninger i Guld-Omsætningen natu rlig t sam tidig bortfalde.
Hvad vil det nu betyde for vort økonomiske Liv, at m an gaar over til en M ønt
fod, overensstemmende i Guldværdi med den engelske Shilling? Ovenfor er næ vnt, at G uldprisen her i Landet vil blive 2 731,352 Kr. pr. kg fint Guld; at det i Praksis skulde
I
volde nogen Vanskelighed a t regne med et saadant Tal, kan neppe antages. Men vinder m an paa den anden Side noget væ sentligt ved, naar m an vil nedskrive, da a t søge Over
ensstemmelse m ed Shillingen? D er er sikkert ingen, der derm ed tæ nker sig Tilslutning til England gennem en M øntunion; hvert af de to Lande vilde vedblivende beholde hvert deres M øntsystem, og dansk Mønt vilde kun have Gyldighed her i Landet. I saa Tilfælde bliver Fordelen ved en Shilling-Krone im idlertid ikke betydelig. H ører m an næ vnt en engelsk Pris, f. Eks. 200 sh., kan m an ganske vist meget nem t om sætte den til Kroner, hvis m an blot vil have den engelske P ris tilnærm elsesvis u d try k t i danske Penge. F o r a t faa P risen nøjagtigt u d try k t, kan m an selvsagt ikke nøjes m ed en saadan Omsætning af M ønten; m an m aa tage H ensyn til den faktisk eksisterende Vekselkurs.
Ovenfor er antaget, a t G uldpunkterne ved den nye K rone vil ligge ved 19,90 og 20,10, og efter Erfaringerne fra før V erdenskrigen vil Vekselkursen som oftest her i Landet ligge ved det øvre (Eksport) G uldpunkt; er Vekselkursen i d ette Tilfælde 20,08, vil 200 sh. om sat i danske Penge være 200 K r. 80 Ø. Nogen større Fordel for Næringslivet vil det saaledes neppe være, om m an vælger den nye K rone netop i Overensstemmelse med Shillingen. Jeg kan da ogsaa anføre, a t Finland i Øjeblikket er ved a t „nedskrive“
sine Penge i et saadant Forhold, a t P ari overfor D ollar bliver 39,70 og overfor Sterling ca. 193 Fm k. = 1 £ St.; det skulde synes meget nærliggende for F inland a t have søgt Tilslutning til Sterling ved at sæ tte 1 £ St. = 200 Fm k., idet m an dermed vilde have faaet et meget bekvem t Omsætningsforhold af 1 sh = 20 Fm k., og netop for Finland skulde m an tro, a t d ette vilde være af Betydning, da en saa overvejende Del af F in lands E ksport handles i Sterling. Og dog har m an altsaa ikke fundet det Umagen værd, m en h a r indført et Pengesystem, der ikke betyder Tilslutning til noget allerede bestaaende.
K unde der da ikke paa andre M aader være Fordele for D anm ark forbundet med a t faa indført en Krone som den nævnte? Man kunde mene, a t m an herved bevidst vilde søge T ilknytning til E ngland i økonomisk Henseende, i første R ække naturligvis til det engelske K apitalm arked; naar en K rone blev lig 1 sh, vilde m an lette engelsk K apitalplacering her i Landet og dermed bidrage til, a t E ngland villigere optog vore Kroneobligationer. Ingen kan naturligvis vide, om Shilling-Kronen i saa Henseende vil være af nogen B etydning; m an kan kun udtale et rent personligt Skøn, og efter m in Form ening vil d ette Moment neppe spille nogen større Rolle og ikke saa stor, a t m an derfor her i Landet kan gaa bort fra dobbeltm øntede Obligationer; dertil kommer, a t m an in te t ved om, hvorvidt det bliver det engelske eller andre K apitalm arkeder, D an
m ark i den kommende Tid m aa vende sig til for a t tilfredsstille sit Laanebehov, saa U dviklingen kan meget vel føre til, at den næ vnte Mulighed ikke vil faa nogen Be
tydning for vort Land.
N aar m an vil nedskrive, m aa jeg saaledes mene, a t der neppe k n y tter sig større Fordele til en N edskrivning af K ronen til Shilling-Basis ud ira monetære Synspunkter.
D erim od k an m an ud fra disse samme Synspunkter spørge, om der ikke vilde være An
ledning til, selv om det skulde koste noget, a t vende tilbage til den gamle Krone, for a t den skandinaviske M øntunion igen kunde opstaa. Jeg præciserer, a t jeg ikke skal ind paa Spørgsmaalet om V alutapolitikken, idet jeg blot skyder de m onetære H ensyn frem og udelukkende holder mig til disse; m en jeg finder Anledning til a t frem drage netop disse Momenter, lordi m an ved en endelig Ordning af Pengevæsenet ikke udelukkende m aa se p aa Øjeblikkets Forhold, og fordi disse H ensyn ikke hid til h ar væ ret fremme i Diskussionen.
Vidste m an med Sikkerhed, a t den skandinaviske M øntunion igen kunde opstaa, m aatte d ette efter min Mening veje stæ rk t til, men herom vides intet. D et er ukendt, hvilke Veje Norge vil gaa ved Ordningen af sit Pengevæsen; men selv om Norge som D anm ark vendte tilbage til den tidligere Guldkrone, staar Spørgsmaalet dog aabent, om Møntunionen vilde opstaa i dens gamje Skikkelse. Thi m an m aa vel erindre, a t det ikke var selve M øntunionen, der gjorde, a t Vekselkurs og Seddelkurs forsvandt mellem de tre nordiske Lande, men derimod de Aftaler, der paa Basis af M øntunionen var afslu ttet mellem de tre Landes Seddelbanker om provisionsfri Afgivelse af Anvisninger paa h ver
andre og gensidig Modtagelse af hverandres Sedler til P ari; de Sam m enkom ster, de tre Seddelbankers Ledelse h ar haft i de forløbne Aar, hvor M øntunionen reelt har væ ret op
hævet, og hvor ingen fælles V alutapolitik har væ ret ført, m aa dog opfattes som U d try k for, a t Tanken om den skandinaviske Møntunion og om det Samarbejde, der havde bygget sig op herpaa, stadig er i Live indenfor Seddelbankerne. Man kan strides om, hvilken
2
8
B etydning M øntunionen havde, man kan paapege Vanskelighederne i Aarene før Krigen ved a t opretholde den, m an kan spørge om, hvorvidt den U dvikling af Sam handelen og Sam kvem m et i Norden, som er sket i de sidste 50 Aar, alligevel ikke v ar kom m et, selv om M øntunionen ikke havde eksisteret — jeg m aa dog mene, a t om Mulighed overhovedet vedblivende eksisterer for M øntunionens Genopstaaen, vil det ikke være uden B etydning for D anm ark a t blive Led i den, af økonomiske, men særlig af kulturelle Grunde, fremfoi a t faa sit selvstændige Pengesystem.
De økonomiske Følger af en Fæstnelse af Kronen til 91 Guldøre vil naturligvis forme sig ret forskelligt efter, n aar Overgangen t il d ette nye Pengesystem m aa tæ nkes a t finde Sted, og den økonomiske Politik, m an i M ellemtiden fører. Jeg skal im idlertid ikke fortabe mig i alle de Muligheder, der i saa Henseende frem byder pig, men holde mig til denne, at. man i den nærm este F rem tid bestem m er sig til a t fastsæ tte Kronens endelige Guldværdi efter en Guldpris af 2 731,352 K r. pr. kg fint Guld, og a t den økonomiske U d
vikling, vi nu er inde i, gaar sin norm ale Gang, og saaledes Sam fundet tilpasser sig det nuværende K ursniveau for den danske Krone.
I de fleste europæiske Lande, der er vendt tilbage til Guldfoden, ligger Indekstallet for Leveom kostninger (cost of living-index) ved 175, m aalt ved 100 før Krigen, og In d ek s
ta lle t for Engros-Varer ved 155—160. Ved en Tilbagevenden til G uldparitet m aa P ris
niveauet i D anm ark, som enhver ved, komme til a t ligge ret nøje i Overensstemmelse med disse Tal, ligesom en N edskrivning af K ronen ikke nødvendiggør en saa stæ rk D e
flation, men bevirker, a t Prisniveauet vil komme til a t ligge saa meget højere, jo større Nedskrivningen er; der er neppe Anledning til her a t søge a t skildre de Fordele, en N ed
skrivning af Kronen til ca. 91 Guldøre i denne Henseende byder det økonomiske Liv, idet enhver fra sin daglige Virken ved, hvad Deflation betyder.
D a S tatistisk D epartem ent ved sin sidste Opgørelse af Indekstallet for Engros- Varer har bestem t d e tte til 176, svarende til en Værdi af K ronen paa ca. 90 Guldøre, kan m an altsaa sige, a t selv om det ogsaa er lykkedes, vel gennem Monopoldannelser, a t holde Priserne oppe paa enkelte Varer, særlig dem, der indgaar i Gruppen: K alk, Cement, Mur
sten og Glas, saa er Prisniveauet for Engros-V arer altsaa dog faldet saa nogenlunde over
ensstem m ende med Kronens Forbedring. H vad cost of living-index derim od angaar, ved m an in tet om, hvor d ette i Øjeblikket ligger, idet m an her i L andet desværre kun to Gange aarlig opgør d et; den almindelige O pfattelse gaar im idlertid ud paa, a t P ristallet i F ebruar vil vise et F ald paa ca. 10 pCt., hvad der altsaa svarer til, a t cost of living-index nu er ca. 200. Omsat efter et Tal paa 175 for de Lande, der er vendt tilbage til Guldet, vil dette sige, a t cost of living-index skulde svare til ca. 87 Guldøre, medens en Kroneværdi af ca. 91 Guldøre vilde betinge et P ristal for Leveomkostningerne af ca. 190.
D et Spørgsmaal opstaar derfor, om det overhovedet vilde være m uligt, som oven
for næ vnt, i en meget nær F rem tid a t gennemføre en Guldfod paa Basis af 91 Guldøre, eller om m an ikke, forinden man skrider hertil, m aa afvente, a t cost of living-index er kom met saa langt ned, a t m an tø r sige, a t D etailprisniveauet, ja, hele Sam fundets Økonomi har in d re tte t sig paa den nye Krone, saa a t m an altsaa ikke kan indføre den nye Guldfod, før Indekstallet for Leveom kostningerne er kom m et ned paa ca. 190 og h ar holdt sig dér i nogen Tid. Spørgsm aalet vil i sin Almindelighed naturligvis opstaa ved enhver Tilbage
venden til Guldfoden, hvad enten d ette m aatte blive til den gamle G uldparitet eller til en n y Fod; netop den Omstændighed, a t m an i Næringslivet længes efter den fastliggende Vekselkurs, som Guldfoden giver, gør, a t der k n y tte r sig megen Interesse hertil.
Den Betænkning, som Folketingets U dvalg 4. December 1925 afgav, kommer ind paa Sagen og erklærer sig enig m ed N ationalbanken i, a t Guldindløseligheden, hvor den saa sæ ttes, „først kan indføres efter nogen P røvetid, n aar Priser og Indtæ gtsniveau er indstillet efter denne Værdi“. Skal Priser og Indtæ gtsniveau forstaas med H enblik paa D etailpriser (Indekstallet for Leveomkostninger), vil d ette altsaa i det foreliggende Tilfælde betyde, a t m an først f. Eks. i 1927 vil kunne gaa over til en Guldfod efter 91 Guldøre, idet m an ikke tø r vente, a t P ristallet for Leveom kostninger vil komme ned paa 190, svarende til ca. 91 Guldøre, før ved Opgørelsen til E fteraaret, og n aar saa yderligere en P røvetid forlanges, m aa Reformens Ik rafttræ d en udskydes til det følgende Aar. Jeg kan dog vanskeligt tro , a t Ordene skal forstaas paa denne Maade, idet jeg m aa mene, a t n a a r Engros-Prisernes Niveau h ar tilpasset sig Vekselkurserne, vil ogsaa Indtæ gtsniveau meget sn art tilpasse sig dette, saaledes som vi bl. a. ser det i den stigende Arbejdsløshed og Klager over m indsket Fortjeneste i saa a t sige alle Kredse af Befolkningen. Overfor U dlandet, og dermed overfor Muligheden af a t opretholde en bestem t Kroneværdi, m aa
9
jeg mene, a t det er denne Tilpasningsproces, der bliver afgørende; rigtigt er det, a t m an ikke kan faa Livet til a t gaa sin norm ale Gang igen, før Arbejdsløn og andre Omkostninger for P roduktionen har tilpasset sig d ette nye Niveau, og med den bestaaende Ordning for Reguleringer af Lønninger m aa denne Udligning n atu rlig t træ kke i Langdrag; men d ette er i Virkeligheden et andet Spørgsmaal. Man kan udtrykke det hele Forhold saaledes, a t saa længe det nuværende Misforhold mellem Indeks-Tallene for Bngros-Varer og Leve
om kostninger bestaar, m aa Ind- og Udførsel begge blive forholdsvis m indre, end naar Produktionen kommer i Gang igen paa Basis af, a t det nye P ristal for Leveom kostninger har tilpasset Omkostningerne til det nye Prisniveau; men for Muligheden af a t opretholde Vekselkursen vil det naturligvis være af mindre Betydning, om Ind- og Udførselen er noget større eller m indre, end om Ind- og Udførsel til enhver Tid stem m er nogenlunde overens.
Vel har de fleste af de Lande, der er vendt tilbage til Guldfoden, først tag et dette S kridt, efter a t det indenlandske D etailprisniveau har tilpasset sig den Pengeværdi, som ønskes opretholdt; i saa Henseende kan man eksempelvis nævne Finland, der først efter en fleraarig Stabilisering af D etail-Prisniveauet, med Tilpasning af Arbejderlønninger o. s. v., h ar besluttet a t indføre Guldfoden saaledes, a t den komm er til a t stem m e overens med det finske Prisniveau. Men her ønskede man ej heller a t opnaa en forud bestem t Guldværdi for Marken. Saaledes laa Forholdene derim od i England, hvor m an hurtigst vilde tilbage til den gamle G uldparitet og derfor bestem te sig hertil, før D etailprisniveauet endnu havde tilpasset sig denne nye K urs; derfor m aatte Krisen komme, idet m an m aatte gennem tvinge denne Tilpasningsproces, da Skridtet til G uldparitet var endeligt tag et.
Vil m an defor gennemføre en fast K urs hurtigst m uligt eller, h vad der er det samme, hurtigst m uligt vende tilbage til Guldet, maa ]eg mene, a t m an i og for sig ikke behøver a t vente, indtil Sam fundets Produktion igen er kom m et i Gang; noget andet er, a t m an neppe vil have særlig Fordel af den faste K urs, før Lønninger og andre P roduktions
om kostninger h ar tilpasset sig det nye Niveau. Man kan dog gennemføre den uden F are, n aa r blot Kronens indenlandske Købeevne overfor E ksportvarer o. lign. stiger, som Vekselkursen falder, det vil sige, n aar Engros-Priserne reagerer i tilstræ kkelig Grad og Krisens Følgevirkninger viser sig; men derm ed vil S kridtet da definitivt være taget, og B ankerne m aa gennem den Likvidationsproces, som m aa følge, ogsaa bidrage deres til, a t K risen sæ tter sig igennem.
N aturligvis k an jeg ikke her u dtale mig om det nærm ere T idspunkt, til hvilket Indførelsen af en Guldfod p aa Basis af 91 Guldøre k an ske, idet jeg m aa holde mine U d
talelser mere i Almindelighed; h v ad jeg derim od h ar fundet Anledning til a t tage Afstand fra, er den Anskuelse, a t det i og for sig skulde være nødvendigt a t skyede T idspunktet for Indførelsen af en Guldfod saa langt ud i F rem tiden, a t Sam fundet helt igennem h a r t i l passet sig det nye Forhold og saa yderligere i nogen Tid h ar godtgjort, a t Tilpasnings
processen er fuldbyrdet.
U nder 9. Septem ber 1925 h ar jeg haft Lejlighed til overfor M inisteriet a t u dtale mig om Forholdene, som de da var, og jeg præciserede, a t m an befandt sig p aa gyngende Grund. I de Maaneder, der siden da er forløbet, m aa jeg mene, a t Forholdene h a r ændret sig ikke uvæ sentligt. P ristallet for Engros-Varer, der da laa om kring 197, er senere faldet, saa a t d et er kom m et i Overensstemmelse med den Guldværdi af Kronen, Vekselkursen betinger; Arbejdsløsheden er, som m an m aatte vente, steget stæ rkt, og sam tidig er Optagelse af faste L aan i U dlandet fo rtsa t; m an mene i øvrigt om disse Laan, hv ad m an vil, i H en
seende til V alutasituationen h a r de betydet en Styrkelse, og det netop p aa et Tidspunkt, hvor en Del af de korte L aan, der fra U dlandet havde fundet Vej her til L andet, synes a t være tru k k e t hjem. Udviklingen er saaledes efter a lt a t dømme siden Begyndelsen af Septem ber forløbet, som det var a t vente, og jeg m aa mene, a t m an i valutam æ ssig H en
seende nu staar adskillig fastere end da, selv om vore Produktionsforhold Dag for Dag synes a t blive vanskeligere og Krisen alvorligere.
Ret naturligt dukker det Spørgsmaal oj>, hvilke Følger en Overgang til Guldfoden
;paa Basis af 91 Guldøre vil have for Nationalbanken og for Forholdet mellem Stat og Nationalbank.
Som Banksedlernes Tekst er affattet, uden Henvisning til den bestaaende Lov-
f
ivning, men blot indeholdende et alm indeligt Løfte om Indveksling med Guldm ønt, ehøver Sedlerne ikke a t indkaldes til Om bytning med andre; Henvisningen paa 5 Krone- Sedlerne til § 7 i Lov af 12. Ju li 1907 er i denne Henseende uden Betydning, idet der10
i den paagældende P aragraf blot tales om Sedlernes Om bytning m ed „lovlig gangbar M ønt“. D et vil dog vel være rigtigst udtrykkelig a t bemærke, a t N ationalbanken er berettiget til a t indløse sine Sedler med den nye G uldm ønt, og det k an n aturligst ske i en eventuel Lov, der fastslaar, a t ældre Gældsforhold overhovedet lovligt kan afvikles med den nye Guldmønt.
Jeg h ar ovenfor tag et til Orde for Indførelsen af en Guldbarrefod, i h v ert F ald som m idlertidig F oranstaltning; jeg m aa mene, a t Sedlernes Løfte om Indløsning m ed Guld
m ønt — efter alle de Aar, hvor denne ikke h ar fundet Sted — neppe kan stille sig hindrende i Vejen for en saadan; indføres denne som endelig Guldfod eller for en længere Aarrække.
vil det dog være naturligst a t ændre L øftet om Guldm ønt p aa Sedlerne til et Løfte om Guld, efterhaanden som nye Sedler sæ ttes i Omløb i S tedet for de opslidte.
A t Guldkøbsprisen i Lovgivningen vedrørende N ationalbanken m aa ændres, siger sig selv. Derimod vil det ikke være nødvendigt a t foretage Æ ndringer i de bestaaende Dækningsregler o. s. v.
Spørgsm aalet koncentrerer sig im idlertid om, hvorvidt N ationalbanken vil faa Fordel af Indførelsen af den nye Krone, og om denne Fordel ikke med R e tte bør tilkom m e Sam fundet, det vil sige S taten. U ndertiden faar Tanken det U dtryk, a t en Nedskrivning og dermed Forhøjelse af Guldprisen vil betyde en Værdiforøgelse af N ationalbankens Guldbeholdning, som med R ette tilhører Sam fundet. Man fæstner sig ved, a t naar Guld
prisen stiger ved Nedskrivning, vil de ca. 209 Mill. K r., som Bankens Guldbeholdning ultim o December 1925 var, stige til ca. 230 Mill. K r., altsaa en Merværdi paa 21 Mill. K r.
Jeg skulde im idlertid tro, a t m an ad denne Vej vanskeligt k an vinde fast B und under Fødderne for en Opgørelse af Fortjenesten for B anken; det viser sig, n a a r m an spørger, om der d a ikke er F ortjeneste paa andre Poster. Man kan saaledes anføre, a t N atio n al
banken efter samme B alance besad:
i Veksler paa U d la n d e t... ca. 65 000 K r.
i udenlandske S tatsobligationer... 105 000 — hos Korrespondenter i U d la n d e t... ca. 84 622 000 — i Tilgodehavende hos Sveriges R iksbank, Norges B ank og Deutsche
R eichsbank... ca. 4 848 000 — i a l t . . . ca. 89 640 000 K r.
Id et vi nu tø r gaa ud fra, a t disse forskellige Tilgodehavender paa udenlandsk V aluta er optaget til Dagskurs eller til K urser nær Dagskursen, vil d ette altsaa sige, at ved en Nedskrivning af Kronen til det Niveau, hvor den nu er, undgaar N ationalbanken et Tab p a a de nævnte Tilgodehavender paa ca. 9 pCt., idet B anken vilde lide et saadant, om K ronen førtes op til den gamle G uldparitet. Men er m an berettiget til a t anvende en saadan Beregning? D a N ationalbanken altid m aa ligge med nogle udenlandske Tilgode
havender, er den bagom liggende Tanke i og for sig rigtig, a t der ved en Nedskrivning af K ronen paa disse Poster m aa fremkomme et Ikke-Tab, der m aa jævnstilles med Forhøjelsen af Guldbeholdningens Værdi. Men m an form aar blot ikke a t opgøre det, th i ingen kan jo vide, om B anken ikke, hvis Kronen skulde føres i Pari, forinden fik solgt den væsentligste Del af de udenlandske Tilgodehavender paa et Tidspunkt, da Kronen stod f. Eks. i 96 Guldøre. Man bevæger sig aa benbart paa ganske usikker Grund.
Jeg skulde tro, a t det klareste og ogsaa det rigtige S tandpunkt for Overvejelser om Forholdet mellem N ationalbank og S ta t vinder m an, om m au spørger, hvorved N ational
bankens Fortjeneste fremkommer, og hvorfor den betaler Afgift til Staten. A abenbart fremkommer F ortjenesten ved Seddelprivilegiet, idet Sedlerne sættes i Omløb ved L aan, for hvilke N ationalbanken beregner sig Rente. Den Del af Seddelmassen, der skal dækkes af Guld, giver reelt set ingen Indkom st for Banken, idet B anken p aa sin Side m aa binde en til denne Del svarende K apital i Guldet, saa m an kan sige, a t Indkom sten for Banken ved Seddelprivilegiet fremkommer ved U dlaan af den ikke-m etaldækkede Del af Seddel
massen; som den omløbende Seddelmasse vokser, stiger altsaa Overskuddet, selv om Dækningsreglerne ogsaa fuldt ud overholdes. — Saa længe m an holder fast ved den fast
satte Guldfod, m aa det internationale Prisniveau eller, hvad der er det samme, den in ter
nationale Guldværdi bestemme, hvor mange Sedler der kan udstedes; forlader m an Guld
foden og driver Inflation, kan N ationalbanken gennem den Politik, den fører, ved a t for
ringe Kronen under Guldværdien sæ tte Prisniveauet i V ejret og dermed øge Seddel
mængden; og endelig — nedsættes Kronen til ca. 91 Guldøre — vil Prisniveauet holde sig
J 1
ca. 10 pCt. højere, end det vilde, om m an v ar vendt tilbage til den gamle P a rite t, og Seddelmassen vil derfor ogsaa holde sig højere i sam me Forhold.
Spørger m an da, ad hvilke V eje N ationalbankens betydeligt øgede Indkom ster efter Verdenskrigen er frem komm et, skriver en m indre Del sig fra de stigende K urser paa udenlandsk V aluta; den lan g t overvejende Del er frem kom m et ved Forringelsen af den internationale Guldværdi, id et denne nu, som ovenfor næ vnt ved O m talen af Prisniveauet for Engrosvarer, kun er 2/s af, hvad den v ar før Krigen; Seddelmassen h ar derfor m a a tte t øges, ja, endnu stærkere, hv ad m an f. Eks. kan iagttage i Sverige, hvor Seddelmassen er dobbelt saa stor som før Krigen, og d e t u a g te t Sverige for længst er v en d t tilbage til Guldet; Aarsagen hertil m aa vel næ rm est søges dels i den ændrede Fordeling af Sam fundets Indkom st, der er sket, idet den brede Befolkning, der fortrinsvis b en y tter Sedler fremfor Checks, h a r faaet en forholdsvis større Del af denne, dels ændrede Betalingssædvaner;
noget lignende gælder for øvrigt andre Guldlande, med U ndtagelse af Tyskland. Selv om m an m aaske kunde være tilbøjelig til a t se N ationalbankens øgede Seddelmasse i de senere A ar udelukkende ud fra Synspunktet, a t K ronen er forringet overfor Guld, saa vil d et forstaas, a t d e tte er m indre rigtigt; om m an end vendte tilbage til den gamle G uldparitet, vilde Seddelmassen i Omløbet efter a lt a t dømme være dobbelt saa stor som før V erdens
krigen.
Men en Del af F ortjenesten for B anken siden 1919 er frem kom m et ved, a t Seddel
massen ikke alene er øget, som den internationale Guldværdi er faldet, m en u d derover, betinget af Forringelsen af den danske P apirkrone. Ganske jæ vnstillet herm ed vil den F ortjeneste være, der fremkomm er ved en Nedskrivning af K ronen til 91 Guldøre, idet Seddelomløbet derved, som næ vnt, vil holde sig ca. 10 pCt. højere, end Tilfældet ellers vilde være. Selv om S taten ganske vist ikke h a r gjort Fordring paa den M erfortjeneste, der i de forløbne Aar er frem kom m et for N ationalbanken ved Forringelsen af K ronen under dens Guldværdi — den er anvendt til nødstedte B anker — , m aa jeg dog mene, a t Billighed taler for, a t Sam fundet, d et vil sige S taten, sam tidig med Indførelsen af den nye Guldfod paa Basis af 91 Guldøre, stiller K rav om den M erfortjeneste, der vil opstaa for B anken herved; her vil der være Tale om en F ortjeneste, der opstaar ved en bestem t Statsforanstaltning.
Jeg skal ikke her komme ind paa Spørgsm aalet om den M erfortjeneste, der er frem kom m et og i de kom mende Aar vil frem komme for N ationalbanken ved den in te r
nationale Guldværdis Forringelse, idet d e tte Spørgsmaal ikke staar i Forbindelse med den mig stillede Opgave, men blot holde mig til den M erfortjeneste, der opstaar ved den lavere Guldfod.*)
Jeg m aa, som næ vnt, mene, a t d e t her anlagte S ynspunkt er d et rationelt rigtige i Modsætning til a t stille K rav om Prisstigningen paa Guldbeholdningen. Man vil for
holdsvis let kunne udfinde den M erfortjeneste, som vil opstaa ved den nye Guldfods In d førelse, idet O verskuddet m aa blive i tilsvarende Grad større (ca. 1¡ 10). D a der efter Dæk- ningsreglerne skal være halv Gulddækning, n aa r Lov af 12. Ju li 1907 igen træ der i K raft, og da m an h a r god G rund til a t mene, a t N ationalbankens omløbende Seddelmasse i de kom m ende Aar vil være saa stor, a t Guldmængden h elt u dnyttes, vil d ette føre til, a t en Af
gift paa ca. 1/ 10 forud af O verskuddet re t nøje vil komm e til a t svare til en F orrentning af 21 Mill. K r., idet jeg dog bemærker, a t der kan opstaa en Difference herimellem ved, a t den næ vnte Afgift paa */10 af O verskuddet først fremkommer, efter a t Om kostninger ved A dm inistrationen er afholdt og Afskrivninger til A arets Tab er sket. P aa den anden Side m aa jeg mene, ganske i Overensstemmelse med d e t ovenfor anlagte Synspunkt, a t
*) D a dette Synspunkt adskiller sig fra Professor Ussings, ønsker jeg a t tilføje følgende til nærmere Forklaring:
Er det fornødne juridiske Grundlag til Stede for, at Staten som Følge af den internationale Guldværdis Forringelse kan faa en større Afgift af Nationalbanken, maa ogsaa jeg mene, a t dette maa ske ved, at den aarlige Afgift paa 750 000 Kr. forhøjes.
Anderledes forholder det sig derimod efter min Anskuelse, naar Staten ændrer Møntsystemet;
Seddeludstedelsen bygger til enhver Tid paa et bestemt Møntsystem og maa ses i Relation til dette, da Sedler i Omløbet supplerer Mønt, idet denne kun udpræges til mindre Værdier, medens Sedlerne udstedes paa større Beløb. D a Guldmønten ikke cirkulerede før Krigen og vel neppe heller for Frem
tiden vil benyttes i Omsætningen, bestaar Omløbet faktisk af Skillemønt, som Staten udmønter med Fortjeneste, og Banksedler, som Nationalbanken i Kraft af sit Seddelprivilegium udgiver; en Nedsættelse af Kronens Guldværdi til ca. 91 Guldøre og en tilsvarende Forhøjelse af Prisniveauet paa ca. 10 pCt. maa efter min Formening forskyde Forholdet mellem Brugen af Banksedler og Brugen af Skillemønt til Fordel for Banksedler.
1 2
om N ationalbanken straks udbetalte S taten de 21 Mill. K r. — hvorledes noget saad an t i Praksis skulde ske, ved jeg ikke, idet Beløbet dog vel m aatte fordeles paa nogle A ar —, vilde B anken ikke med U rette kunne protestere imod i de følgende A ar a t udbetale S taten Andel i O verskuddet af den Tiendedel, der fremkom som Følge af d e t højere Seddel
omløb, idet den h a r b etalt herfor ved a t give 21 Mill. Kr.
D en reelle Forskel m aa derfor efter d ette m it Skøn blive re t ringe, om m an gaar den ene eller den anden Vej. I sidste In stan s m aa d et naturligvis blive gennem F o rhand
linger mellem S ta t og N ationalbank, a t Spørgsm aalet finder sin Løsning.
Da U dgangspunktet for hele denne Redegørelse er, a t m an allerede h a r bestem t sig til a t indføre en ny Guldkrone paa Basis af ca. 91 gamle Guldøre, skal jeg ikke komme ind paa, hvilke Befolkningsklasser en saadan Bestemmelse vil være til Fordel for, om F orholdet mellem a k tiv og passiv K apital o. s. v. — altsam m en Spørgsmaal, m an m aa have ta g e t Stilling til, før m an bestem m er sig til a t indføre den nye Krone.
D et er kun de sandsynlige Følgevirkninger, som her skal bestemmes, og e t b etyd
ningsfuldt Spørgsmaal i saa Henseende bliver det, hvorledes Udlandet vil opfatte en saa
dan Nedskrivning fra Danmarks Side. Om U dlandet skulde kunne forlange gamle Guld
kroner for de R ronetilgodehavender, det har, eventuelt i Form af Obligationer, der kun lyder paa danske K roner, er et juridisk Spørgsmaal, som jeg ikke skal komme ind paa;
jeg tæ nker derimod paa, hvorledes m an i U dlandet overhovedet vil opfatte det, a t D anm ark nedskriver, idet jeg m aa mene, a t de internationale Resolutioner, der siger god for en Stabilisering og Tilbagevenden til Guldfoden selv gennem en Nedskrivning, ingen Vished gives os om, hvorledes den udenlandske Finansverden vil opfatte en N edskrivning fra D anm arks Side. Det er rigtig nok, a t andre Lande allerede har skrevet ned eller er i Færd med a t nedskrive, men endnu h ar ikke noget Land, der under Verdenskrigen v ar n eu tralt, bestem t sig hertil. Beklageligt vilde det jo være, om D anm ark i de nærm est kommende Aar kom til at betale sin udenlandske K redit dyrere end andre Lande, som vi hidtil i saa Henseende h ar staae t paa lige Fod med. Ingen form aar naturligvis a t udtale sig om disse Spørgsm aal; psykologiske Virkninger paa d ette Omraade lader sig neppe forudberegne, og meget vil sikkert afhænge af, paa hvilket T idspunkt og under hvilke Form er B eslut
ningen om Indførelsen af den nye Krone tages. Men a t d ette Moment har sin store Be
tydning, kan neppe benægtes, idet m an antager, a t D anm ark ogsaa i de kommende Aar m aa fortsæ tte sin Laantagen i U dlandet. Saa sto r B etydning tillægger jeg endog dette, a t jeg ud fra en økonomisk B etragtning m aa mene, a t det for dem, der skal træffe Afgørel
sen i dette betydningsfulde Spørgsmaal, gælder om væsentlig a t afveje to Hensyn mod hinanden: det her næ vnte Moment og hvad Næringslivet vil lide under fortsat Deflation.
I min Redegørelse af 9. September har jeg været inde paa, a t naar K ronen naaede Pari, eller som den nærmede sig dette P u n k t, vilde U dlandets Interesse for danske Kroner tab e sig, og man m aatte vente, a t U dlandet vilde træ kke sine Tilgodehavender hjem.
Siden da er dette efter a lt a t dømme ogsaa delvis sket; der er kommet forholdsvis — i Sammenligning med tidligere Aar — mange Obligationer hjem , selv om hele Beløbet maaske ikke har været saa særlig stort, og korte Penge er ogsaa tru k k e t hjem.
N aar Beslutningen om den nye Krone er fa tte t, og Vekselkursen holder sig paa et tilsvarende Niveau, m aa m an vente, a t U dlandets Interesse for K ronen ta b e r sig, ligesom Tilfældet vilde være, om den gamle G uldparitet naaedes; men spredes Meddelelsen om den nye Krones Indførelse under en eller anden sensationel Form ud over Verden — og Fare herfor bestaar, da U dlandet, der allerede tidligere har stillet sig uforstaaende overfor dansk V alutapolitik, neppe um iddelbart vil kunne forstaa, a t D anm ark tager en Deflationskrise for a t bringe sin Krone op saa nær den gamle P aritet —, er det m uligt, a t der pludselig stilles større K ra v om udenlandsk V aluta, end om m an v ar vendt tilbage til den gamle P aritet. Man bør derfor, efter m it Skøn, have meget rigelige udenlandske Tilgodehavender til sin Raadighed, naar Beslutningen om den nye Krones Indførelse tages.
D et vilde være af betydelig Interesse a t vide, hvor store K rav U dlandet saaledes pludselig vilde kunne rejse, men blot til et Skøn herover m angler m an saa godt som ganske H oldepunkter, ikke m indst ved de korte K red itter af forskellig Art. Mere ved vi vel om de danske Obligationer paa U dlandets H ænder; den langt overvejende Del af disse lyder paa frem m ed eller paa dansk og frem m ed Mønt og kun en forholdsvis ringe Del udeluk
kende paa dansk Mønt. Om det er 75 eller 125 Mill. K r., saadanne R roneobligationer paa U dlandets H æ nder beløber sig til, form aar vel ingen a t sige, men herom kring bevæger Tallet sig; det er disse Obligationer, der vil være det urolige Elem ent, og som m an lean be-
13
frygte vil komme hjem ret pludselig ved Indførelsen af den nye Krone. — En sam tidig O m bytning af indenlandske Laan med udenlandske fra Statens, H ypotekbanks eller andre Institutioners Side vil naturligvis have stor Betydning, men i E nkeltheder a t skildre Overgangsøjeblikket og den Politik, der i valutam æssig Henseende da maa føres, behøves neppe her.
E t Spørgsmaal træ nger sig i Forgrunden med Hensyn til Obligationerne ved In d førelsen af en n y K rone: de dobbeltm øntede Obligationer, der befinder sig i Indlandet, og som det bestaaende E ksportforbud tager Sigte paa; af de Obligationer, d ette om fatter, menes ca. 50 Mill. Kr. a t være paa U dlandets Hænder, medens Seriernes Kasseobligationer beløber sig til ca. 300 Mill. K r., saa a t der altsaa paa Indlandets Hænder skulde være et Beløb paa ca. 250 Mill.|Kr. Ophæves E ksportforbudet, og det er jo tidsbegrænset, kan m an altsaa Defrygte, a t R enter saavel som Hovedstol vil blive forlangt b etalt saaledes, a t De
bitorerne kommer til a t svare ca. 10 pCt. mere end Obligationernes Krone paalydende.
N aar m an definitivt indfører en Krone paa 91 Guldøre, bør man naturligvis ogsaa stræbe efter a t finde en varig Ordning af d ette Forhold. De Udveje, der efter m it Skøn sta a r aabne, er enten a t ophæve Eksportforbudet, der kom til Verden, da K ronen stod væsentlig lavere, og dermed give Obligationsejerne den Fordel, som en højere K urs b ety der; eller fastholde og foreløbig forlænge E ksportforbudet for i L y heraf a t indkalde de paagældende Obligationer, der m aatte befinde sig paa danske Hænder, til Afstempling, saa a t de kommer til a t lyde kun paa danske K roner eller tillige paa et lavere Beløb af udenlandsk Mønt. I R ealiteten er jo E ksportforbudet en saadan Afstempling ved Lovens Hjælp, men det er vel tvivlsom t, om m an virkelig kunde faa alle Obligationer frem. Im id
lertid fordrister jeg mig ikke til i d ette Tilfælde a t anvise Veje, der kan betrædes efter den bestaaende Lovgivning, og jeg kan ikke se, a t Nationaløkonom ien kan give Svar herpaa saa lid t som paa de øvrige Spørgsmaal, der m aatte opstaa vedrørende Forholdet mellem
K reditor og D ebitor, om en n y Krone paa ca. 91 Guldøre indføres.
15
Redegørelse fra Prof. Dr. Henry Ussing.
Den Opgave, som skal søges løst i det følgende, er a t gøre Rede for de retslige Spørgsmaal, der k n y tter sig til en Indførelse af Guldindløselighed af K ronen ved en de
finitiv Guldværdi lig den engelske Shilling (ca. 91 Ø.), og for den Form , hvorunder en Be
slutning herom vilde være a t tage.
De Spørgsm aal, som falaer ind under Opgaven, er mangfoldige og meget for
skelligartede.
Undersøgelsen vil komme til a t om fatte følgende P unk ter: Om den skandinaviske M øntkonvention hindrer Indførelsen af en guldindløselig K rone med en nedsat Guldværdi (ndf. III).
F orholdet ved en foreløbig Fastlæggelse af Kronens Guldværdi (IV).
Den endelige Fastlæggelse af Guldværdien (V).
Foruden de Spørgsmaal, der direkte angaar M øntsystem et og Pengesedlernes Indløsning, opstaar der herved en Række retslige Problem er, først og frem mest det Spørgs
m aal, hvorledes R etsstillingen bliver i de tidligere stiftede Gældsforhold. F or a t have det fornødne Grundlag for Besvarelsen af d ette Spørgsmaal vil der blive forudskikket en Redegørelse for, hvorledes R etsstillingen er i Øjeblikket (I), og hvorledes den vil blive, dersom K ronen a tte r hæves til P ari (II).
I. Den nugældende Retsordning.
Den Ordning af Pengeforholdene, hvorunder vi for Tiden lever, hviler paa B ekendt
gørelsen af 9. Ja n u a r 1925, der i H enhold til Lov 20 December 1924 § 1 bestem m er, a t Nationalbanken in d til videre, dog længst til Udgangen af December 1926, er fritaget for Forpligtelsen til at indløse de af den udstedte Sedler med Guld undtagen i de Tilfælde, hvor der m a a tte foreligge et Paalæ g fra den kongelige Bankkomm issærs Side.
F orm elt foreligger her kun et M oratorium for N ationalbanken, men reelt h ar det m edført, a t G uldm øntfoden er tra a d t ud af Virksomhed. Pengeseddelkronen er i Øje
blikket faktisk den danske Krone, som det bl. a. viser sig i, a t ogsaa Skillem ønten i Omsæt
ningen faar sin Værdi bestem t ved Pengesedlerne og ikke ved de Guldm ønter, der faktisk ikke fungerer som Penge mere.
D et er neppe nødvendigt her a t gaa nærm ere ind p aa selve de Lovbestem melser, hvorpaa den nuvæ rende Ordning hviler. D erim od skal der gøres nogle Bemærkninger om, hvorledes Retsforholdet i de bestaaende Gældsforhold er under den nuværende Ordning, hvor Pengesedlerne ikke k an fordres indløst med Guld.
A. H o v e d g r u n d s æ t n i n g e r n e .
1. F or det første m aa d et antages, a t N ationalbankens Pengesedler ved alle al
mindelige Pengeforpligtelser er lovligt Betalingemiddel efter deres paalydende Værdi.
D ette er vel ikke bestem t udtrykkeligt ved nogen Lov — saaledes som d et er bestem t om K ronem ønterne i M øntloven af 1873 § 9 —, men det m aa i a lt F ald siges a t være fast- slaaet ved Sædvane i den Tid, da Sedlerne h a r været uindløselige.
I O ktroi for N ationalbanken § 42 siges det kun, a t Sedler „skal kunne være gæl
dende mellem M and og M and og m odtages ved Kongens og andre offentlige K asser“.
Men dels kalder Oktroien Sedlerne for „repræ sentative B etalingsm idler“, dels frem træder
§ 42 som en Gentagelse af R igsbankfundatsens § 1, hvor der bruges Ordet „tvunget Be- 3
