Gør museerne nytte?

Af Hans Lassen.

D

et er ofte lettere at pege paa de ulykker, museerne har for- aarsaget end at vise deres nytte. D er er ik k e tv iv l om, at den blom string a f papm aché-kroer, gildestuer i m unkestil, renæs­

sancem øbler osv., osv., som v i nu snart ser paa tiende aar, henter næ ring i museerne. M ellem aar og dag faa r alle museer jo fore­

spørgsler om bogreoler og radioskabe i renæssancestil.

P u b lik u m kan museumsmæssigt deles i to slags. D er er dem, der paa fo rh aan d antager alt gam m elt fo r yndigt og aldrig over­

truffet, og der er andre, der ser med den dybeste foragt paa alt, hvad der er over ti aar gammelt. F o r dem er alt gam m elt grim t, u d ført uden intelligens og upraktisk.

E n h ver kan i sin bekendtskabskreds sikkert finde begge typer repræsenteret. M an kan endda træ ffe begge synspunkter hos een og samme person, selv om det nok kræ ver en aandelig ekvi­

librism e, der er ik k e helt alm indelig.

E n m useum sm and er a ltid glad fo r at møde interesse fo r sit arbejde. Og han kom m er i forbindelse med mange fortræ ffelige mennesker, der kan bedømme forholdene med fo rn u ft og k ritik . M en det m aa desværre indrøm m es, at mange a f de personer, som er interesseret i museer, uhyggeligt ofte er folk, som m an m enne­

skeligt set ik k e bryder sig om, og om vendt kan m an møde fo r­

træ ffelige mennesker, fo r hvem det fjerneste a f alt er museer og kultu r.

Problem et er større, end det synes ved første øjekast. Museum s­

fo lk s daarlige stillin g i øjeblikket — som alle hum anistisk arbej­

dendes — h ar sin oprindelse i en bestemt opfattelse. F ra gammel

tid h ar det været alm indeligt at opfatte m useum sarbejde som noget, der var forbeholdt velhavende mennesker. Det giver hos m enighand en vis m is tillid — ganske vist skjult, men den er der trods alt, om end blandet med en vis im ponerthed. F o r m enig­

m and er det im id le rtid givet, at det er overflødigt at bruge penge t il noget saa u produktivt som m useum sarbejde — u produ ktivt i den forstand, at det ik k e træ kker penge t il huse. Og dog er det et a f de felter, der økonom isk giver mest, fo rd i museerne træ kker turister til.

M en museerne bø r være alt andet end turistattraktioner. De har en opgave, der i dag er større og vigtigere end nogen sinde.

D er er ingen tv iv l om, at museet i dag kan lære fo lk at forstaa deres medmennesker, kan give dem saa megen viden om h in ­ anden, at de b liv e r i stand til at leve i et m oderne sam fund, saa de fa a r glæde a f det, saaledes at den enkelte paa samme tid kan udfolde sig saa fr it og saa meget i overensstemmelse m ed sin natur som m uligt, men uden at skade andre, og m ed evne til at indordne sig helheden. — Sligt er vanskeligere end som saa. Det kræver »kultur« og takt, forstaaelse a f sig selv og andre, frigørelse fo r dogmer og konventioner.

Fo rin d en v i gaar videre, m aa v i se paa en anden meget vigtig side af museumsarbejdet. Det er museets videnskabelige indsats.

F o r det første m aa museet være specialisternes hjæ lper. I v irk e ­ ligheden er det vistnok sjældent, specialisterne kom m er til m u­

seerne. D er er en ofte alt fo r klæ delig beskedenhed hos m useum s­

fo lk til at trække sig tilbage fra nutidens foreteelser.

Som eksempel paa, hvad et museum kan byde fag folk, kan kunstindustrim useerne anføres. H er kom m er fagfolkene — i hvert fa ld nogle a f dem. Det hænger sammen m ed den slags museers forholdsvis sene tilb livelse som led i bevidst arbejde fo r ät skabe en kunstindustri, der var konkurrencedygtig paa ver­

densmarkedet.

H v o rfo r skal kunstindustrim useer im id le rtid være de eneste museer, som søges a f fagfolk. Museerne ejer nu angang fortidens frem bringelser, og m an kan a ltid lære a f fortiden, baade a f dens fo rtrin og dens fejl.

Kunstnere har f. eks. a ltid søgt fortiden. R enoir skal engang have udtalt, at han fik sine bedste inspirationer i museerne. Og en forrygende m odernist som le Corbusier er en begejstret beun­

drer a f Partenon. Lundstrøm h ar læ rt meget af de gam le Ita- liere osv. I Lo u is M u nfords bog om b y k u ltu r sp iller det, nutiden kan lære a f fortiden — specielt m iddelalderens byer— en stor rolle. Som k ild e til forstudierne til m oderne byplansarbejde om ­ taler han ogsaa museerne, men kritiserer dem forøvrig t en del.

Vender v i os f. eks. m od »Den gamle By«, saa maa den hævde sin plads som stedet, hvor m an kan studere købstadskultur. M u ­ seet har m ulighed fo r at vise haandvæ rk i en grad som intet an­

det museum. M en der burde f. eks. ogsaa arbejdes paa at vise vekslende tiders boligtyper, osv.

F o r øvrigt m aa disse faa eksem pler være tilstræ kkelige til at vise, at specialisterne ik k e kan undvære fortiden — og museerne.

Museum sarbejdet med at konservere det gam le og bevare det saa uændret som m uligt, er i virkeligheden en meget væsentlig in d ­ sats i arbejdet fo r frem tiden. D e rfo r h ar museernes videnskabelige indsats, de specialundersøgelser, som de kan og bør foretage, saa stor betydning i sam fundets husholdning.

Fagfolkenes brug a f museerne betyder ik ke noget videre fo r museets ansigt udadtil. Det bestemmes i det væsentlige a f hen­

synet til det brede, alm indelige publikum . Museet er — og bør være — et sted, hvor m an gaar hen Søndag efterm iddag, et sted, som m an »skal se«, naar m an kom m er til en by. D er er selvfølge­

lig ik k e saa lid t snobberi og konvention i den slags museums­

besøg. L a d der ku n være det, men la d os udnytte det. Museet skal være saa sm ukt og indbydende arrangeret, som det kan t il­

lades in den fo r de strenge ram m er, der sættes a f kravet om den størst m ulige korrekthed.

De videnskabelige studier bør gaa haand i haand med den populæ re forevisning. Det, der vises fo lk, m aa være saa velover­

vejet som m uligt, det bø r kunne staa fo r videnskabelig k ritik . M an maa huske paa, at specialisten kan kritisere en u d stillin g og sk ille de rigtige elementer fra de forkerte. M en m enigm and har ku n at acceptere det, han ser. — H a n kan m isforstaa det. Men

det grundlag, han bygger paa, bør fra museets side være saa r ig ­ tigt arrangeret i alle enkeltheder, som det kan gøres. N aar det er saa væsentligt, er det fo rd i de fleste m useum sfolk sikkert h ar gjort den iagttagelse, at selv om 99 °/o a f det, der er blevet sagt til og forevist en skare besøgende, glemmes, saa kan der sidde een p ro ­ cent tilbage, som kan b live bestemmende fo r et menneskes opfat­

telse ik ke alene a f de sete ting, men ogsaa a f meget andet.

Museernes opgaver overfor p u b lik u m er mange. De har f. eks.

p lig t til at belære om almene ting, som at skelne godt arbejde fra daarligt, sm ukke ting fra grim m e osv. Sim pelthen at opøve deres skønhedssans. Det er at lu kke skønheden og poesien in d i h ver­

dagen. Det giver ik k e penge, men er m aaske — naar alt kom ­ mer til alt — noget a f det væ rdifuldeste i tilværelsen.

H e rtil kan m an sige, at sligt er kunstm useers og ku n stin d u stri­

museers opgave. Ja, selvfølgelig. M en h v o rfo r gaa udenom en fornøjelig opgave, der kan være til glæde baade fo r museet og fo r publikum . Og i byer, hvor der i hvert fa ld ik k e findes noget kunstindustrim useum , er det ogsaa det ku ltu rh isto riske museums pligt.

Selvfølgelig er det vigtigste den ku ltu rh isto riske ballast, fo lk gerne skulde bringe med sig hjem efter et museumsbesøg. D en er næppe bevidst; men blo t den er latent, skal m an være tilfreds.

D er er mange vrangforestillinger, museer kan udrydde. D et er f. eks. en udbredt opfattelse, at det først i vore dage er blevet m uligt at lave gode ting, fo rd i v i har faaet saa fin e m askiner.

M an ser med m edlidenhed paa fortiden, der ik k e kendte e le k trici­

tet, rad io og radar. M an forveksler kvalitet med teknik. Godet i vore dage er ik k e bedre form er, h eller ik k e a ltid praktiske — trods nutidens kra v paa fu nktionalism e — men den m assepro­

duktion, der h ar gjort det m uligt, at en mængde ting er blevet allemandseje, og som h ar lettet det daglige arbejde um aadeligt.

H er er mange ting at pege paa. F o r det første, at de tekniske goder er vokset frem efterhaanden og til syvende og sidst h a r deres udspring i haandværket. V i h a r ik k e faaet de tekniske finesser, fo rd i v i er blevet klogere, end m an var i fortiden, men fo rd i v i har større viden, og fo rd i v i har kunnet bygge paa for-

tidens iagttagelser, in d til v i naaede nutidens teknik. M an maa overfor p u b lik u m pege paa, at fo lk ik k e var dummere engang end nu. D er er rig m ulighed t il det, fo rd i m an baade kan vise de sim ple redskaber og de gode ting, som blev frem bragt ved hjælp a f disse redskaber.

Sam tidig kan m an gøre opmærksom paa, at værktøjet er t il­

passet haanden, der skal arbejde, og stoffet, der skal bearbejdes.

H e rtil kom m er et forhold, som allerede er berørt, og som det vist­

nok er a f pædagogisk betydning at drage frem, nem lig at der og- saa er sket frem skrid t fø r ca. 1850. Det er en ik k e usæ dvanlig opfattelse, at livet h ar form et sig næsten ens fra stenalderen til vore dage. Det er en tilsyneladende u skyldig opfattelse, som det dog er vigtigt at bekæmpe. Den frem m er en med chauvinism e og lignende følelser beslægtet snæversynet selvglæde, der ik ke aner­

kender andet end ens eget med den pauvre begrundelse, at det er ens eget.

I alm indelighed viser museerne gennem en mere eller m indre system atisk o p stillin g vekslende tiders frem bringelser: m øbler, husgeraad, dragter osv. Det kan b live til udm ærkede specialover­

sigter over m øbler, dragter, lysestager osv., det kan ogsaa tages som f. eks. en gennemgang a f stilarternes historie, og der er u ta l­

lige andre synspunkter, der kan lægges t il grund fo r sam m enlig­

ningerne. E n gennemgang a f en a f den slags opstillin ger faar først betydning, naar m an senere skal anvende sin viden i m arken paa ting, m an træ ffer der.

K u ltu rh isto risk e museer h a r m ulighed fo r at kunne gøre endnu mere, ja, h a r p lig t til det. De skal bib ringe de besøgende for- staaelse af, at hver ting hører hjem m e i et bestemt m iljø og en bestemt tid, og at den er præget a f sin epokes livsform .

H er er den saakaldte H olsts gaard i »Den gamle By« et udm ær­

ket eksempel. Som den staar, illu strere r den sam fundsforholdene fra tiden lige fø r industrialism ens gennembrud. A lt i huset er in d ­ rettet efter dette sam funds tarv. B utik, kældre, loft, bolig osv. er i overensstemmelse med periodens økonom iske og sociale fo r­

hold. Gaarden er et skoleeksem pel paa, hvorledes m an kan k o n ­ centrere en epoke paa en snæver plads.

Begrebet »de gode gamle dage« henter ofte næ ring i museerne.

Dengang var fo lk beskedne, da forstod de at bestille noget, da var de m enneskelige dyder i kurs, er allesam m en velkendte fraser.

M en tilvæ relsen har sikkert været lige saa kom pliceret dengang som nu. H v is v i gaar tilbage til selve sam fundsordningen i den lille by, har den været stærkt differentieret. Det kan ses tydeligt ved at sam m enligne byens store gaarde med de smaa vaaninger.

I »Den gamle By« ser m an Borgm estergaarden, Aalborggaarden og Holstgaarden overfor L ille Rosengaarden. Strengt taget trænger

»Den gamle By« vistnok t il flere lejevaaninger. S kal m an vise m enigm and hans fortid, maa m an nem lig vise ham de beskedne boliger. Det er dem, han nedstam m er fra. Ogsaa dem har v i p lig t til at bevare. De var en meget væsentlig del a f sam fundet.

F o lk skal kunne kom m e paa museerne i deres fritid uden at føle sig besværet a f nogen system atisk pegepind. Det skal være fornøjelse og Søndag at kom m e paa museum. M en det skal sam ­ tidig være dødsens a lvo rlig opdragelse. H er h a r museerne et vist handicap. Museer skal være rene og velholdte. T in g og b y g n in ­ ger skal bevares. I virkeligheden er der næppe et a f husene i

»Den gamle By«, der nogensinde h a r været saa nette og pyntelige, som de er nu. Det giver meget let p u b lik u m en følelse a f rom an­

tisk idyl.

Den rom antiske id y l er en a f frilu fts- og interiørm useernes a l­

vorligste farer. M an maa sikkert i tale og skrift, naar som helst der er lejlighed til det, supplere sam lingerne med oplysninger om snavs og urenlighed, dog uden at overdrive det. Den danske by i forrige aarhundrede h a r sikkert m indet om de smaa, h a lv ­ sovende, m ecklenburgske købstæder, der lugtede a f kloak, retirade og m anglende udluftning.

Ved siden a f disse hygiejniske forhold, m aa m an vel ogsaa antyde, at id y lle n h a r h a ft sin revers i snæversyn og bigotteri.

I en gammel købstad h a r der været skarpe sociale skel og mange overgreb. D en slags ting m aa siges, indflettes som smaabemærk- ninger paa rette sted, men det illustreres dog som allerede nævnt a f de ydm yge lejevaaninger overfor de store, stolte gaarde.

M aalet er at pointere, at livet var alt andet end id y llisk . Justits- raaden i Lykkens G alocher er stadig et godt eksempel at hen­

vise til.

M en den m enneskelige berigelse, der i den sidste ende skulde være udbyttet heraf, m aa være, at m an lettere form aar at se m en­

nesket bag dragten, baade den historiske dragt (det, at gamle dragter ik k e ku n er enten »yndige« eller »latterlige«, men at de er ram m en om en tids mennesker, at de afspejler hver sin tids idealer og drømme) og dragten i nutiden, det at vurdere et m en­

neske baade uanset dragten og iberegnet dragten.

Skal m an sam m enfatte de forhold, der her er skitseret, maa det blive, at museerne h a r en stor m ission, større i dag end nogen­

sinde, fo rd i m an kan frygte for, at m an staar overfor en verden, hvor den in d stillin g , der i T y sk la n d blev til H itlers nazisme, har en grobund som a ld rig før. V i er nem lig alle sm ittet deraf. M u ­ seerne h a r noget at meddele fo lk udover den blotte kundskabs­

tilegnelse. I museerne, hvor livet i fortiden kan følges i nogle af dets mange facetter, kan m an ogsaa lære om mennesker.

M aalet m aa være det samme, som Corbusiers. I »Menneskenes Bolig« (København 1945), hedder det (s. 56): »Det, det kom m er an paa er, at arkitekt og bypanlæ gger i forening brin ger guld­

alderen tilbage. Mennesket i naturen, mennesket ib lan d t menne­

sker i harm onisk afstem thed som i en sym foni: Arbejdet delt til fælles gavn, menneskets skønneste evner bragt til udfoldelse og de elementære glæder [sol, lu ft og grønne træer] lysende over t il­

værelsen«.