Une créature subalterne
En borgersøns vej til indflydelse under den danske enevælde:
Ove Høegh-Guldberg 1731-1772
Claus Mechlenborg
Fortid og N u tid, juni 2003, s. 109-129
Med undtagelse af de korte artikler i Dansk Biografisk Leksikons tre ud
gaver og Jens Møllers artikel, Dommen over Guldberg (1972) i tidsskriftet Historie, har ingen interesseret sig for statsm anden Ove Høegh-Guldberg inden han trådte ind på m agtens gulve efter revolutionen mod Johan Frie
derich Struensee den 17. januar 1772. I denne artikel analyseres Guld- bergs ungdomsår og der tegnes et andet billede a f statsmanden. En stats
mand, som på godt og ondt, er blevet karakteriseret som en yderst konser
vativ politiker ude af trit med både den offentlige mening og samfundsud
viklingen i det hele taget. Guldbergs rolle i revolutionen 1772 vil også bli
ve revideret på grundlag af en række hidtil ubenyttede kilder.
Claus Mechlenborg, f. 1971, cand. mag. i historie og engelsk/tysk. I perio
den 2001-02 ekstern lektor ved det Hum anistiske Fakultet på Newbury College, Boston, USA. Nu ansat hos VELUX.
Såvel i en dansk som i en europæ isk h i
storisk sam m enhæ ng er fortællingen om borgersønnen, Ove Høegh-Guld- bergs,1 vej mod m agten enestående.
Det er en fortælling om honnette am bi
tioner, bagvaskelse og svig. Det var ganske uh ø rt a t en borgerlig født k u n ne få plads blandt rigets førende politi
kere, som ellers alle tilhørte de gamle adelsfamilier. H an er blevet an set som den oplyste Struensees diam entrale m odsæ tning og derfor skildret som en a f de store skurke i D anm arks historie.
Eller sådan h a r de fleste historikere hidtil fortalt historien om Guldbergs vej til m agten. Det er nem lig også en fortælling om en am bitiøs borgersøn, som brød den sociale arv, og åbnede nye døre for borgerne på bekostning af ade
len. I sin sam tid blev h an også k ritisk anskuet, og til trods for sit arbejde og sin position forblev h a n for den danske adel livet igennem »une créature subal
terne« - et underordnet væ sen.2
Først da m an sidst i det 20. å rh u n d rede begyndte a t interessere sig for dansk identitetshistorie, fik Guldberg en smule oprejsning, fordi h an var m anden bag Indfødsretsloven fra 1776.
Guldbergs ungdom sår h a r kun væ ret genstand for temmelige overfladiske analyser, til trods for a t h an udviklede en del af sit politiske program i disse år. H an viste sig også som en visionær sam fundsiagttager, da h an kritiserede adelen for ikke a t benytte det danske sprog, og h an udgav ved flere lejlighe
der religiøse og politiske skrifter, som på en del om råder kan nuancere det noget trivielle billede a f ham som en bi
got og konservativ personage.
Guldbergs hovedindsats v ar som po
litiker og det er i den baggrund a t den
ne undersøgelse tag er sit udgangs
punkt. Men for a t forstå politikeren, skal m an forsøge a t forstå m ennesket, og derfor gøres h er et forsøg på a t teg
ne en biografisk skitse a f m ennesket
Fig. 1. Horsens var m ed sine mere end 2000 indbyggere blan dt de ti største byer i D anm ark (syvende
største by ifølge folketællingen i 1769). Byen fik sine købstadsprivilegier i 1442, og efter et økonomisk dyk i 1600-tallet som følge a f e n række plyndringer i Trediveårskrigen, oplevede den opgang i 1700-tal- let. M ed grundlæggelsen a f Horsens Latinskole i 1532, fik byen et uddannelsessted, som blev arnested for provinssønners akadem iske am bitioner (Nationalmuseet. Foto: N iels Elswing).
Ove Høegh-Guldberg, men hypoteser
ne bliver »rundbarberede«, og tilbage vil være, som næ vnt, en skitse af et am bitiøst m enneske, som brød med adelens fødselsrettigheder. Guldbergs egentlige politiske projekt k an bedre bedømmes ved a t inddrage h ans tid li
gere virke som teolog, videnskabs
m and, debattør og lærer. H er k an der nemlig findes talrige eksem pler på h ans syn på m oral, økonomi, og u d dannelse, som k an k aste nyt lys over h ans k arriere som statsm and. Netop disse em ner vil h er blive tag et op og bi
drage til a t placere m ennesket Guld- berg i et større perspektiv.
Den unge teologiske kandidat
Da Guldberg blev født den 1. septem ber 1731 i Horsens, stod det bestem t ikke skrevet over h ans vugge, a t h an
ca. 40 å r senere skulle komme til a t til
høre en lille eksklusiv kreds ved det danske hof og blive rigets de facto re gent. H ans forældre Jørgen og Helene D orothea v ar nemlig hverken velha
vende eller havde en placering på den sociale rangstige, der fordrede en k a r
riere på m agtens polerede gulve på C hristiansborg for deres søn. Faderen v ar en forgældet bedem and i Horsens.
E t p ar år tidligere v ar h a n gået fallit som købmand, da det skib, som m ed
bragte h ans varer, forliste un d er en storm .3 Og den recession som havde ra m t sam fundet i kølvandet på Store Nordiske Krig, tillod ikke de store øko
nomiske arm bevægelser for en bede
m and i provinsen.
Sådan v ar betingelserne overordnet set for Guldberg og h ans familie, men alligevel er det forkert a t k a ra k terise re fam ilien som fattig, hvis m an sam m enligner den med gennem snittet -
underbem idlede i forhold til deres stan d er m ere betegnende. Født som borger i en a f rigets købstæ der havde Guldberg tilm ed en ræ kke privilegier, som ca. 80% a f befolkningen ikke hav de. H an kunne rejse, eje, og handle frit. Men ikke m indst kunne h a n søge til rigets eneste u niversitet i Køben
havn, hvor h an med en em bedseksa
m en fik den formelle m ulighed for a t gøre k arriere i m ajestæ tens tjeneste og stile mod toppen a f det stæ rk t g ra
duerede rangsystem .4 Derfor v ar ud dannelse det vigtigste privilegium for Guldberg. H an blev sat i Horsens Lærde Skole og h er fik h an en til
fredsstillende eksam en, som forbered
te ham til h ans senere akadem iske løbebane.
Da h an senere ville studere ved Kø
benhavns U niversitet m æ rkede h an im idlertid sin families økonomiske be
græ nsninger og k un på grund af sin morbror, som sto rt set finansierede sin søstersøns uddannelse, kunne han lade sig indskrive på teologistudiet. På grund a f sin privatøkonomi m åtte Guldberg ofte søge ud i provinsen og ernæ re sig som h u slæ rer sideløbende med sine studier. H an afsluttede sin em bedseksam en med k arak teren
»haud illaudabilis« (det næ sthøjeste eller m ellem ste k arak tertrin ), hvilket placerede ham i den bedste halvdel af sam tlige studerende, der dim itterede i første h alv år a f 1754.® Isoleret set var dette re su lta t ikke specielt iøjnefal
dende, m en det m å formodes a t h an påtog sig en større mængde arbejde for a t forbedre sin økonomiske situation end hovedparten a f sine m edstuderen- de. Ved eksam ens anden del, prøve
præ diken i Vor F rue Kirke, viste Guld
berg gode evner og opnåede den bedste karak ter, »laudabile«. Guldberg for
måede også a t påkalde sig prokansler E rik Pontoppidans opmærksomhed.
Pontoppidan m å have set visse m ulig
heder i den unge kandidat, som h an udstyrede med en »god Attest«.6
I 1754 forlod Guldberg sin meget kum m erlige studentertilvæ relse i Kø
benhavn, og drog med sin udm æ rkede teologiske em bedseksam en i bagagen til sin m orbroders præ stegård i Gyl
ling i Å rhus Stift, hvor h a n for en tid slog sig ned. H er deltog h a n i onkelens kirkelige arbejde, gennem læste hans præ dikener og arbejdede i kirken. Se
nere fik h a n plads som h u slæ rer hos apotekeren i Horsens, hvor h an blev de næ ste fire år.7 Med denne ensformi
ge tilvæ relse følte Guldberg sikkert købstadens isolation fra Københavns intellektuelle og oplysningsprægede strøm ninger. Hovedstaden v ar det n a turlige sam lingssted for rigets lærde og største tæ nkere. Det v ar derfor n æ rm est um uligt for en ambitiøs pro
vinsborger a t gøre sig gældende i ti
dens diskussioner, m edm indre h an op
holdt sig i dette centrum . Hvis han skulle frigøre sig fra provinsbyens bor
germiljø og fortsæ tte sin m arch mod større m ål, v ar det sim pelthen tvin
gende nødvendigt, a t h an igen søgte mod D anm arks metropol, København.
Foranlediget a f sin onkel og velgørers død - h an efterlod ham en lille sum - v ar h an fra efteråret 1758 a tte r a t fin
de i storbyen, hvor h an fik et loftværel- se hos en smed på C hristianshavn.
Byens sum m ende intellektuelle m il
jø ansporede den unge teolog til a t del
tage i tidens religiøse debatter. Isæ r v ar det Oplysningstidens stigende re ligiøse fritæ nkeri, h an opponerede imod. H an udgav en ræ kke sm åskrif
te r om religiøse spørgsmål, som h an i 1765 sam m enfattede i sin universi- tets-læ rebog Den naturlige Theologi.
F ritæ n k ern e m ente blan d t andet, at Bibelens m irakler stred mod den m en
neskelige fornuft. Det synspunkt blev selvfølgelig angrebet a f den gejstlige stand, som følte a t dens au to ritet blev udfordret. Guldberg stillede sig im id
lertid m idt imellem og argum enterede for, a t det ene ikke nødvendigvis ude
lukkede det andet. H an skrev for ek
sempel i forordet til Den naturlige Theologi, a t »jeg har søgt at vise den yndige Overensstemmelse imellem For
nuften og Skriften«. H an m ente nem lig, a t disse to sagtens kunne gå hånd i hånd, og a t den m enneskelige fornuft v ar i stan d til a t begribe Bibelens m i
rakler.
P å sam m e tid sp u n k t havde de pieti
stiske idealer gjort et indflydelsesrigt indtog i landet, og også Guldberg var påvirket a f disse tanker. Alligevel var h a n ikke så religiøst konservativ, som et enigt kor a f eftertidens historikere h a r skildret ham , og det er for u n u a n ceret a t hæ fte p ræ d ik atet p ietist på ham . H an havde sin klare forestilling om, hvordan kristendom m en skulle praktiseres, m en i m eget høj grad anerkendte h an fritæ nkerne og var imod al tvang og forfølgelse i åndelige spørgsm ål; m idlet skulle væ re sandhe
dens egen kraft. Andre religiøse mino
riteter, for eksempel jøder, tolererede h a n også, blandt andet brugte h an uden undtagelse den jødiske bogtryk
k er Stein til a t trykke sine bøger.8 Kun ateister kunne ikke tåles i en velord
n et stat. M idt imellem stå r fritæ n k er
ne, der kunne accepteres fordi »de m a
ner til større Agtpaagivenhed og an- sporer til videregaaende Arbejde for at belyse og begrunde de evige Sandhe
der« .9 Denne anskuelse, som for øvrigt
er helt i trå d med O plysningstidens in tellektuelle verdensopfattelse, er ty pisk for alle Guldbergs te k ster fra ti
den. H an væ rd satte andres argum en
ter, også selvom de gik imod h ans m e
ninger. K un gennem diskussion kunne forskningen gøre landvindinger.
R elativt h u rtig t opnåede Guldberg en vis indflydelse og respekt som for
fatter. R ektor Benjam in Dass, der h av
de ned sat sig som privatiserende vi
denskabsm and i København, k a ra k te riserede Guldberg som »en lærd og d u elig Person, som jeg baade elsker og ærer«.10 Det v ar heller ikke ku n i teolo
giske spørgsm ål, a t Guldberg skabte
sig et navn, m en også i de m ere æ ste ti
ske videnskaber, da h a n vandt Selska
bet til de skønne og nyttige V idenska
bers Forfrem m elses første priskonkur
rence.11
Det v ar ligeledes i disse år, a t h an m anifesterede sig som en varm forta
ler for danism en. Gennem 1700-tallet voksede en dansk identitetsfølelse sig stæ rkere og stæ rkere blandt isæ r den læ rde del af borgerskabet,12 og som studerende ved Københavns U niversi
te t havde Guldberg befundet sig m idt i begivenhedernes centrum . H er havde h an v æ ret tilsk u er til, og m æ rket en større uvilje imod, de fremmede i ho
vedstaden. F ra egentlig uvilje imod fremmede udviklede debatten sig i Op
lysningstidens ånd til også a t om hand
le forholdet mellem borgerne og s ta ten.
Guldbergs egen m æ rkesag blev det danske sprog, og det ry, h an skabte sig som fortaler for sproget, nåede i slu t
ningen af åre t 1760 grev Skeel. G re
ven v ar in teresseret i »sprogrensnin
gen« og h an ønskede kort sagt a t gøre brug a f Guldbergs evner til a t forbedre sine danskkundskaber. Den sparsom me korrespondance mellem de to h e r
re r vidner om Guldbergs svaghed for det danske sprog, og ikke m indst hans erkendelse af, a t sproget v ar en vigtig faktor for a t få danskerne til a t føle sig som et folk og ikke blot som vendelbo
er, lollikker osv. Guldberg m ente, at »i vore Dage har Fædrenelandet viist, at dets Sprog er saa rigt og dets Talemaa- der saa eftertrykkelige, at det ingen
lunde trænger enten til at laane a f an
den eller ombyttes a f anden«.13
Dermed antydede han, a t en proces v ar i gang, m en for a t kunne nå m ålet skulle adelsstanden »opdrages« til a t bruge det danske sprog. A delsstanden v ar forbilledet for først og frem m est borgerskabet, og hvis m an skulle opnå et holdningsskifte, var det n atu rlig t at starte med de adelige. Det havde der
for væ ret særdeles velkomment, a t gre
ven kontaktede Guldberg. Senere i samm e brev erkendte h a n da også:
»Sødere Fornøyelse og større Ære kand min Kundskab i vort eget Sprog ikke give mig, end at jeg kand blive værdi- get at giøre dets Yndigheder følelige for Dem, hvis Fødsel og Fortienester aller- best kand befordere det danske Sprogs Anseelse«.
Omvendt kritiserede h a n indirekte adelen: Hvis ikke adelen ville tale dansk, kunne det heller ikke forven
tes, a t sproget nogensinde skulle opnå dets berettigede statu s. En slet skjult k ritik af den danske adelsstand, som foretrak fransk fremfor pøbelsproget dansk.
Guldbergs betydning for udviklin
gen af en dansk id en titet er velkendt.
U den ham er det tvivlsomt, om D an
m ark havde fået en indfødsretslov i 1776, m en det er in teressan t, a t G uld
berg både på dette tid sp u n k t og i de senere lovgivninger, fuldstæ ndig tilsi
desæ tter konglom eratstatens øvrige sprog. K un dansk talte for ham: »In
gen Nordmand er til. Alle er vi Borgere a f den danske Stat«,14 skrev h a n i 1774 i sine bem æ rkninger til Suhm s Dan
markshistorie. H ans tilsidesæ ttelse af de øvrige n atio n aliteter v ar altså be
vidst og den danske id en titet skulle presses ned over rigets forskellige folk.
D anm ark og dansk skulle være den bæ rende kraft.
N ationalism e blev først født som be
greb i det 19. århundrede, sam tidig med skabelsen af nationalstater. Men Guldbergs ta n k er falder faktisk ind under de nutidige definitioner på n a tionalism e. H an v ar ikke blot den vig
tigste enkeltskikkelse i skabelsen af en dansk identitet, h a n v ar også fød
selshjæ lper for udform ningen af en dansk nationalism e.
P å netop dette tid sp u n k t i sit liv var den unge m and i tvivl om sit videre karriereforløb. Da h an flyttede til Kø
benhavn havde det væ ret med henblik på a t videreudvikle sine evner og fort
sæ tte sine studier, sandsynligvis for senere a t gå i sin onkels fodspor og søge præ stegerningen. I november 1760 ansøgte h an da også om gejstligt embede i G averslund Sogn i Ribe Stift.
Ud a f 91 andre og lan g t m ere erfarne ansøgere havde Guldberg im idlertid ikke en reel chance for a t komme i be
trag tn in g .15 Guldberg nåede ku n a t søge om embede denne ene gang. I ja n u a r 1761 b ar h an s gerninger og kon
ta k te r frugt, da rektoren for Sorø Aka
demi, Danneskjold-Samsøe, hentede ham til læ rean stalten , hvor h an fik professoratet i historie og veltalenhed.
E t sto rt spring frem ad for hans k a rrie re, da stillingen v ar højere placeret på den sociale rangstige end præ stens.
Gennem de tre å r h an kom til a t v ir
ke ved akadem iet fortsatte Guldberg sin udvikling på de læ rdes sti. For
løbet k an bedst følges gennem h ans vi
denskabelige produktion, hvor han med tiden m ere og mere åbenlyst k riti
serede m agthavernes negligering af det danske sprog. Dermed udviklede det sig i høj grad til en k ritik a f den siddende politiske elite, der næ sten udelukkende bestod af udlændinge og som følge d eraf kun kunne have en ringe forståelse for det folk, som de re gerede.
K ritikken kom tydeligst til ud try k i h ans kom m enterede oversættelse af Plinii Lovtale til Trajanum. Der var tale om et forskningsprojekt, hvor ak a dem ikeren ganske overlegent k a ra k te riserede de hidtidige oversæ ttelser og konkluderede, a t h a n kunne bevise, at det danske sprog var m indst lige så eg
net til den slags som tysk eller fransk:
»Det danske Sprog er endnu et afEuro- pæ beste, skiønt de store Danske have udvalgt sig et andet til deres og de Lær
de danske i lang tid hellere brugte det latinske«.161 indledningen til bogen be
rørte h a n igen de synspunkter, som h an havde givet ud try k for tre å r tidli
gere til Skeel, og bogen k an derfor ses som re su lta te t a f flere års overvejelser
j o i i L . m u n t y a o
m iM
lanom
Fig. 2. D et var et foreløbigt højdepunkt i Guldbergs kometagtige karriere, da han blev udnæ vnt til p ro fessor i historie og veltalenhed ved Sorø Akadem i. Im ellem sine forelæsninger fik han tid til fordybelse, hvilket først og frem m est gav ham tid til a t udvikle og formulere sine tanker om sprogets betydning for en dansk identitet. Disse tanker skulle senere blive centrale i Indfødsretsloven fra 1776. D et var im id lertid også her ved akadem iet, a t han kom til a t opleve en personlig tragedie: Under en n ytårsm iddag den 1. ja n u a r 1763 fa ld t hans kone p lu dselig død om, san dsyn ligvis ram t a f et hjerteanfald. Hun blev kun 29 år, og p a rret var barnløst (Prospect a f Soroe Adelige Accademie 1755. Kobberstik a f Johan J a cob Bruun. Det Kongelige Bibliotek).
om emnet: »Dog vort Sprog bør være kiert, og dets Ære hellig. Men selv for
agte vi det, og overlade det næsten til Almuen. Vore fleste Fornemme forned
re sig, naar de tale det: visse som burde tale det best, tale det intet: man kunde være Dansk, og leve i Landet og a f Lan
det, uden at forstaa Landets Sprog«.17 Isæ r disse linier var naturligvis møn
te t direkte på Frederik 5’s regering, der udelukkende v ar sam m ensat af udlændinge. Men også den uvilje mod adelen, der v ar optræ k til i brevene til Skeel, kom m er nu tydeligt frem. Guld
bergs k ritik stod im idlertid alene. In gen andre fulgte op på den og stik imod alle forventninger fik den åben
m undede Sorø-professor i 1764 et til
bud fra hoffet om a t blive inform ator for arveprins Frederik.
Arveprins Frederiks læ rer
Det v ar en m indre overraskelse da Guldberg i en alder a f kun 29 å r blev udnæ vnt til professor, men det v ar en stor overraskelse, at h an blev h en tet direkte ind i m agtens centrum som læ re r for arveprinsen. Set i lyset a f hans k ritik nogle m åneder tidligere virker det oven i købet besynderligt, a t netop h an skulle blive kald t til hoffet. Hof
m arskallen havde først tilbudt konfe
ren sråd Jon Erichsen stillingen, men h a n betakkede sig, hvorefter tilbuddet gik videre til Guldberg.18 A rveprinsen var num m er to i arvefølgen efter kron
prins C hristian og valget af hans læ rer og m entor v ar ikke en bagatel. T væ rt
imod m å det formodes, a t der h a r ligget nogle dybere overvejelser bag valget.
H ans forgænger på posten, Jens Schelderup Sneedorff, havde væ ret Guldbergs m odsætning på flere om rå
der. Sneedorff v ar en forsigtig forfat
te r (i hvert fald efter h an s udnæ vnel
se i 1761) og h an deltog udelukkende i akadem iske deb atter - aldrig i di
skussioner med politiske undertoner.
I 1761 udgav den nyudnæ vnte profes
sor Guldberg Tanker over Miltons Digt og den saa kaldte hellige Poesi]19 et værk, der i meget høj grad v ar vendt mod samm e Sneedorff, der tidligere havde hyldet Miltons Paradise Lost i sit tidsskrift Den patriotiske Tilskuer.
Form elt v ar det en akadem iker, som diskuterede »en prægtig Poet«; men for første gang gav Guldberg udtryk for en kritik, der rak te længere end til de tidligere næ vnte vildfarne fritæ n kere. Det, h a n berørte, var forholdet mellem digtning og sandhed, eller med andre ord, forholdet til censur, og i lyset af h ans senere statsm andssta- tus er det in teressan t. H an »vil alde
les ikke berøve en Poet Frihed at dig
te (...) men (...) hans Opdigtelser maa ei støde an mod beviste og erkiend- te Sandheder«.20 H an fortsatte: »Vel sandt, at Poeter have Frihed at dig
te; men ligesaa sandt, at deres Frihed har Grændser«.21 E t tilsyneladende uskyldigt svar på et fuldstæ ndig uskyldigt (og ligegyldigt) indlæg i et ugeblad kom derm ed til a t indeholde en censurfritaget Sorø-professors for
svar for indskræ nkninger i trykkefri
heden.
A rveprinsens nye læ rer v ar i høj grad p a ra t til a t tage stilling, og hvis m agthaverne ville bevare statu s quo også efter Frederik 5.’s død, v ar der altså årsag er nok til ikke a t hente en m and som Guldberg til hoffet. Det kunne tæ nkes, a t det havde væ ret for a t standse m ishagsytringerne, men mon ikke kongen havde m agt til på anden vis a t stoppe Guldberg?22 Det skal dog tilføjes, a t nok v ar Guldbergs skrift en kritik, m en først og frem m est
var det advarende; det var ikke en k ri
tik a f den konstituerende lovgivning og den v ar derfor ikke undergravende for det enevældige m onarkis ideologi
ske fundam ent. Sam tidig havde m agt
haverne væ ret k la r over med hvilken glød og loyalitet Guldberg forelæste over »Det absolutte Monarchies For
trinlighed og derfor den kongelige Magts Uantastelighed« på Sorø Akade
m i.23
Hoffet om kring arveprinsen h a r k u n n et lide Guldbergs tanker, og med h ans ansæ ttelse viste m onarkiet frem syn og indsigt nok til a t imødekomme det nationale kursskifte, som flere røster efterhånden krævede. Juliane Marie, der v ar stæ rk t optaget af sin søns opdragelse,24 ønskede kort sagt, a t hendes otteårige søn skulle have en dansk opdragelse med vægt på spro
get, historien og alm indelig gudfryg
tighed. Den linie, der v ar blevet påbe
gyndt med Sneedorff, skulle altså yderligere udbygges.
Der er så godt som ingen vidnesbyrd om Guldbergs forhold til de kongelige fra disse år, m en det er hæ vet over en
hver tvivl, med tan k e på de senere be
givenheder, a t h a n knyttede sin skæ b
ne til deres. Også det omvendte var selvfølgelig tilfældet. Gennem deres m ange stu n d er sam m en fik Guldberg stor indflydelse på den unge prin s’ u d vikling. E ftertiden h a r ikke holdt sig tilbage fra a t skildre arveprinsen som en m and med lav intelligens. Hvis d et
te v ar san d t eller hvis prinsen m åske havde problem er med a t tæ nke selv
stæ ndigt, så voksede læ rerens m ulig
heder for a t påvirke sin elev. Dermed ikke væ re sagt, a t Guldberg planlagde sin egen indflydelse på landets politik på dette tidlige tidspunkt, m en som den idealist h a n var, kunne h an gen
nem sin undervisning give udtryk for sit eget m enneskesyn, lige så vel som h ans ta n k e r om hvordan landets øko
nomi kunne forbedres, sikkert også kom til udtryk.
Pennefejden under trykkefrihedsperioden
Den 14. maj 1770 avancerede G uld
berg igen. H an fik stillingen som arve
prinsens sek retæ r og rykkede yderli
gere et p ar pladser op på den sociale rangstige, da h an blev etatsråd . Denne voksende indflydelse m edvirkede til, a t han, på trods a f sin placering ved hoffet, blandede sig i den offentlige po
litiske debat. En debat som C hristian 7.’s livlæge Jo h an Friederich Struen- see gav startsk u d d e t til, da h an med et pennestrøg ophævede censuren. G uld
berg havde hidtil afholdt sig fra at blande sig direkte i statspolitiske spørgsm ål, m en da censuren blev op
hæ vet, æ ndrede det sig. A nledningen v ar et skrift a f Philopatreias,25 alias nordm anden Jakob Kr. Bie, som Guld
berg besvarede under pseudonym et Philodanus, og de ideer Guldberg gav u d try k for, bliver på trods af deres del
vise m angel på originalitet ek stra in
teressan te på g rund a f h ans senere be
tydning som statsm and.
I skriftet gav Guldberg udtry k for en udpræ get m erk an tilistisk tankegang, m en fastslog im idlertid også lan d b ru gets betydning for landets økonomi.
M an m åtte ikke forbyde udførsel af korn eller tillade im port a f fremmed korn. Det danske agerbrug skulle hjæ l
pes ved a t opdyrke uindtagede m arker og endvidere skulle indtæ gten øges ved a t dyrke kartofler og roer i større m åle
stok. Bøndernes vigtighed i denne sam m enhæ ng blev u n d erstreg et ved, at h an ville give dem sikkerhed for be
skyttelse a f lovene, indtil hoveriet var fastsat. H an kendte ku n et eneste m id
del til a t undgå videre forarm else: »At tage mindre fra Fremmede end til
forn«.26 En re t nem og faktisk in te tsi
gende ide, og deri ligger bogens største svaghed: Konkrete og nye løsningsm o
deller havde Guldberg ingen af. Det var i det store hele en gang triv ialiteter og letkøbte løsninger, h a n lagde navn til.
L andbruget var, isoleret set, ikke in teressan t. U denrigshandel og in d u stri havde en k la rt højere prioritet hos Guldberg. H an erkendte dog, a t lan d b ruget v ar det største og på sin vis bæ rende erhverv. B ondestanden skul
le nemlig brødføde borgerne, og der
med være m edvirkende til a t oprethol
de den sam fundsøkonom isk vigtige produktion a f færdigvarer. Guldberg tog k la rt afstand fra enhver liberal økonomisk tæ nkning. H an skrev sene
re til en ven: »Jeg har aldrig elsket Forandringer«, og »det Physiocratiske System bliver aldrig mit«.21 E t k la rt tegn på, a t Guldberg i økonomiske spørgsm ål v ar stokkonservativ og per
spektivløs, og h an lagde ikke selv skjul på det. Tværtim od v ar h an snarere stolt af sine synspunkter, og muligvis h a r det væ ret pga. sådanne kom pro
misløse udtalelser, a t historikerne h a r valgt a t b etragte ham som en gam m el
dags politiker på alle om råder - ikke ku n på det økonomiske.
I følge Guldberg skulle konglome
ra ts ta te n først og frem m est væ re selv
forsynende. Derfor v ar et sto rt pro
blem den stigende overdådighed blan d t folket, og h a n m ente, som m an ge andre, a t m an skulle forsøge a t for
mindske den. Deri lå nem lig kim en til økonomisk ru in og forklaringen lå lige for: »Det danske Folk er ikke a f N atu
ren tilbøjelig til Overdaadighed: naar det henfalder dertil, saa er Ærekierhed Aarsag dertil: den eene vil ikke, som Konerne siger, være ringere end den anden, og derfor forøde de sm ukt hin
anden«.28 E t middel til a t elim inere dette uvæ sen v ar a t hæve tolden ved indførsel a f visse varer, m en h er var Guldberg principielt uenig. H an k u n ne nem lig se en fordel ved a t m oderere tolden for luksusartikler, og eventuelt helt ophæve den for råvarer, der skulle bruges i industrien. Kun på den måde kunne staten undgå a t tabe penge, da v arerne ellers ville blive sm uglet ind i landet. Varer, der blev ført mellem
landsdelene skulle også have toldfri
hed. E t andet middel v ar ifølge Guld
berg a t begræ nse uddelingen af ran g titler, og sæ rt nok v ar h a n h er helt enig med landets de facto regent, Stru- ensee, der som bekendt sænkede an tallet a f udnæ vnelser m æ rkbart. Men da Guldberg et p ar å r senere trå d te ind i m agtens korridorer på C hristi
ansborg, havde h a n skiftet mening.
Nu lod h a n udnæ vnelser og ordener regne ned over folk - vel sagtens for a t skaffe sig m oralsk støtte fra de begun
stigede.29
Nogle å r tidligere havde Guldberg indirekte k ritiseret trykkefriheden, da h an tog M iltons Paradise Lost under kæ rlig behandling. I den nye debat greb h an lejligheden til a t præcisere sine tanker: P å den ene side priser h an kongen for a t have givet folket til
ladelse til a t give ud try k for de tanker, som så længe havde væ ret bundne, men omvendt giver h a n også udtryk for, a t folket endnu ikke er m odent til denne frihed: »Mon vi kan sende vore Creditorer eller afsette til vore Naboer nogle Skibsladninger a f de vittige poli
tiske Skrifter, som synes at ville om kort Tid udgiøre vort eneste Over
flod«?30 Ironien og m eningen h a r ikke væ ret til a t tage fejl af for læ serne, og kritik ken af regeringens fejlslagne økonomiske politik h a r sikkert også væ ret til a t få øje på. E t sted tog han for alvor fløjlshandskerne af: »Menne
sker ere dog altid Mennesker, altid be- gierlige, gevinstsyge fristede til at m is
bruge deres Adgang til Fyrsterne«.31 Kongens livlæge, Jo h an Friederich Struensee, havde nok i sæ rdeleshed grund til a t føle sig ram t.
Guldberg støttede sand og vigtig op
lysning, m en søgte n id k æ rt a t beskyt
te sine landsm æ nd fra »Kjøbenhavns sludder«, fra m oralsk anløbenhed og kristelig vranglæ re. I det hele tag et skulle de enfoldige beskyttes fra a t bli
ve m isledt. Hvis kritik k en blev for løs
sluppen, frygtede han, a t tillidsforhol
det mellem kongen og u n d ersåttern e ville spræ nges.32 Med andre ord var den største del af befolkningen for dumme til a t kunne varetage den nye frihed, og det v ar k un de sæ rligt ud valgte, som skulle benytte sig af cen
surens ophævelse. Netop forholdet mellem kongen og u n d ersåttern e lå Guldberg på sinde. H an skrev senere:
»Ingen kand meere end jeg være over- beviist om, at Folket ikke er til for Fyr
stens Skyld, men han for Folket: At dets Vel er hans eneste Lyksalighed, og bør være hans eneste Øyemed; at om han end har den meest uindskrænkede Magt, har han dog aldrig Ret til at for
krænke noget Menneskes Rettighed og endnu til at giøre et heelt Folk ulykke
ligt. Lad ham være Herre, Gud er Overherre og de Fyrsten regierer over, vare Mennesker førend de bleve Under
såtter«. Ifølge Guldberg var det »Fam i
lierne, som udgiøre Staten«,33 og det v ar kongens prim æ re opgave a t sørge godt for sine undersåtter. Guldberg m ente, a t den danske enevælde til ful
de levede op til disse af O plysningsti
den prægede krav, og i det hele tag et var h a n m eget forsigtig i sin k ritik af de siddende m agthavere.34
Guldbergs svar til Philopatreias fik en overvældende modtagelse af anm el
deren ved Kritisk Journal, som n æ r
m est svømmede over i superlativer:
»Philopatreia kommer her i en Skole, som er bedre end han synes at fortiene den. Men Tak være hans Uforstand og Overilelse, at han gav Anledning til, at saa værdig en M and som Philodanus greb Pennen«.35 Om Guldbergs person og skrivestil hed det blandt andet:
»Philodanus er sig allevegne selv liig, allevegne grundig, udførlig, eftertryk
kelig; og man kan ikke andet, end elske den ærlige, den erfarne, den oplyste Patriot«.36 Men som det vil vises, kan anm elderen ikke bruges som re p ræ sen ta n t for, hvordan Guldberg blev op
fa tte t af folk med indsigt i statsfin an serne og økonomisk teori i det hele ta
Fig. 3. Ove H øegh-Guldberg m ed Dannebrogsordenen, portræ tteret a f hofmaleren Jens Juel i 1782, da G uldberg var p å toppen a f sin politiske karriere. D er findes ingen portræ tter a f G uldberg før han blev en m agtfaktor ved hoffet, og portræ ttet her gengiver tydeligvis en betydningsfuld og selvbevidst person.
Guldbergs vej m od m agten gik a d forskellige omveje, men da han endelig var blevet etableret p å Chri
stiansborg, greb han chancen og form åede a t holde sig ved magten in dtil et kup i 1784 væltede ham (Portræt p å Horsens Statsskole. Foto: S vend Pedersen Reklamefotografi).
get. Pennefejden inddrog nem lig end
nu en part: Sekretæ ren for lan d h u s
holdningsselskabet C hristian M art
felt, som skrev un d er endnu et a f ti
dens utallige pseudonymer: Philo- cosmus.
M artfelt v ar uenig med Guldberg i sto rt set alle p u n k ter med undtagelse
af deres fælles syn på den nøje sam m enhæ ng mellem folkets luksusfor
brug og en sta ts dårlige økonomi.
Derimod er det in te re ssa n t at se n æ r
mere på, hvordan M artfelt angreb sin m odstander; ikke m indst fordi de beg
ge (som alle andre) h a r kendt h in a n dens id en titet.37 Tonen i M artfelts bog blev b etrag tet som både unødvendig h ård og hånlig af den læ rde republiks m edlem m er - en k a ra k teristik som senere historikeren Edvard Holm var enig i.38
Guldbergs svar v ar m eget respekt- fuldt, næ rm est slesk, og n æ sten uden forsøg på a t argum entere mod M art
felt.39 Det v ar muligvis en bevidst overlegen måde a t affeje sin m odstan
der på. P å den anden side blev der ikke sagt noget egentligt su b stan tielt om bogen, som M artfelt i øvrigt vandt et vist ry for såvel i sam tiden som i ef
tertid en.40 I sin replik til Guldberg var det som om M artfelt anerkendte G uld
bergs position og indflydelse ved dele af hoffet. N u logrede h an pludselig for Guldberg og gav ham tilm ed stor ros for h an s økonomiske indsigt: »Gud give Dem Lykke til en god Post ved vor Oeconomie- og Kammer-Væsen«,41 slu t
tede h a n bogen. Det skulle senere vise sig, a t M artfelt fik sit fromme ønske opfyldt.
Det nederlag, Guldberg trods alt led til M artfelt v ar enestående i den for
stand, a t det v ar det eneste tilbage
skridt på vejen mod endnu mere ind
flydelse. A nm eldelserne i Kritisk Jour
nal vidner om, a t Guldberg nu v ar en person, der skulle tages alvorligt og som kunne påvirke sine kongelige a r
bejdsgivere. Også et enkelt bevaret brev fra Guldberg til Terkel Kleven- felt, som forsøgte a t få arveprinsens sek retæ r til a t virke for sin sag, vidner om dette. Klevenfelt v ar blevet afske
diget a f Struensee fra sin stilling ved H øjesteret og havde bedt Guldberg om a t tage k o n tak t til professor Berger - en bøn som Guldberg pure afviste på
sin sædvanlige høflige facon, der dog ikke efterladod nogen tvivl om hans bestem te m ening.42
Trykkefrihedsperioden, som Guld
berg trods sin skepsis selv drog stor nytte af, varslede også en anden foran
dring for Guldberg og h ans herskab.
O ptakten til palads
revolutionen i ja n u a r 1772
Guldberg havde fulgt Struensees h u r
tige overtagelse a f m agten på meget tæ t hold og h an afskyede den tyske usurpator. Struensee derimod b etrag tede arveprinsens sek retæ r som en både intelligent og hæ derlig m and, der tillige v ar en passioneret tilhæ nger af kongem agten, m en h a n var ikke sik
k er på om Guldberg besad de nødven
dige evner til a t deltage i regeringsar- bejdet.43 D ette noterede Struensee i en notits, hvor h an vurderede centrale personers m uligheder for a t deltage i regeringen af landet. Det er unægte- ligt tankevæ kkende, a t Struensee hav
de Guldberg med i sine overvejelser, og det er et k la rt bevis på, a t den borger
lige Guldberg var »brudt igennem« på C hristiansborg bonede gulve. Guld
berg havde sim pelthen form ået a t gøre opmærksom på sig selv blan d t landets adelsfolk. Struensee v ar im idlertid også k lar over, a t Guldberg på grund af sin kongetroskab kunne være en farlig m and a t have placeret cen tralt ved hoffet. Derfor skulle h an holdes på afstand. Mere ved vi ikke om S tru en sees syn på Guldberg. Det er derimod m uligt a t følge arveprinsens og J u lia ne M aries, og derm ed også Guldbergs, isolation fra C hristian 7.’s hof og ikke m indst de m ange sm å og store tilside
sæ ttelser (eller m åske snarere drilleri
er), som Struensee u d satte dem for.
K ræ nkelser der nok snarere v ar et re su lta t af ligegyldighed overfor enke
dronningen og hendes søn, end det var lyst til a t fornærm e.44
Fig. 4. G uldberg blev efter revolutionen medlem a f den kommission, der skulle døm m e Struensee. Alle iagttagere var enige om, a t medlem m erne a f kommissionen var »blomsten a f tidens ju rid isk e indsigt«.
L angt de fleste mente dog, a t G uldberg var en væsentlig undtagelse. H ans gode ven Bolle Luxdorph gik en dda så vid t som til a t kalde ham en slet ju rist. Guldberg havde da heller ikke de faglige forudsæ t
ninger for a t deltage i ju ristern es arbejde. Men enkedronningen havde brug for ham som agent. D agligt aflagde han rapport om kom m issionens arbejde og fik sikkert dessiner om den frem tidige strategi, der skulle m edvirke til a t få idøm t Struensee landets hårdeste straf. Og som bekendt skete det også: Den 28.
april 1772 blev Struensee henrettet og G uldberg overtog tyskerens p la d s ved kongens side (Kobberstik a f Jonas H vas 1772, Frederiksborgmuseet).
U m iddelbart k an det virke besyn
derligt, a t en beskeden og borgerlig m and som Guldberg i den grad lod sig påvirke a f sit herskabs smålighed.
G uldberg levede i m ådeholdenhed og h an forventede det sam m e a f andre, m en ikke af de kongelige; de v ar hæ vet over alle andre og tilsidesæ ttelse a f de
res rettigheder, store som sm å, b etrag tede h an som forkastelige. Som det el
lers er frem stillet i den historiske litte ratu r, skyldtes h ans hengivenhed ikke k un en medfødt respekt for kongelige personers ukræ nkelighed. Igennem sine m ange tim er med arveprinsen fik Guldberg naturligvis et tæ t forhold til Ju lian e M arie og arveprinsen. Den sidsnæ vnte v ar m åske nok både naiv, uselvstæ ndig og i det hele tag et umo
den, m en ikke så håbløst ubegavet som isæ r ældre generationer af histo
rikere h a r beskrevet ham .45
A rveprinsen blev ikke undervist i a t h ån d tere statssager, og egentlig havde det nok heller ikke v æ ret hensigten.
Guldberg v ar hum anist. Kameralvi- denskab (statskundskab) blev han med tiden nødt til a t sæ tte sig ind i, m en ikke før h an started e sin politiske karriere. Hoffet var k lar over dette da h an blev ansat, og med ansæ ttelsen tilsidesatte m an derfor bevidst, a t a r
veprinsen skulle opnå kompetence udi statsk u n d sk ab en og økonomien. D er
for k an prinsen retfæ rdigvis ikke klan- dres for manglende forståelse for stats- m andssager og statsstyrelse. H ans u n dervisningshæ fter vidner om en u d
m æ rket forståelse for sine forfædres gerninger, og h an havde desuden et godt kendskab til seks sprog (dansk, fransk, engelsk, tysk, italiensk og la tin).46
Siden Struensees indtog havde en regulæ r kam p foregået om kongens gunst. Struensee forsøgte bevidst at holde enkedronningens kreds på af
stand, m en etik etten påbød p artern e at omgås selskabeligt. E t godt billede af kam pen mellem de to p a rtier giver arveprinsen den 13. ja n u a r 1772 i sin skrivekalender, hvori h an noterede:
»Apartement, og Kongen [var] saa artig mod mig, at det onde Parti blev mis- nøied og urolig derover«.47 Det onde p arti v ar naturligvis Struensees kreds og notitsen viser, a t konkurrencen om kongen mellem Struensee og hoffet var tydelig for alle. P å det tid sp u n k t var enkedronningens p arti dybt invol
veret i planer om a t styrte Struensee.
Mere om det senere.
Det v ar m ere end noget andet S tru ensees tyske væsen, h ans m agtm is
brug, og endelig h ans reformer, der gav Guldberg uvilje mod usurpatoren.
G uldberg v ar gennem sin stilling hos arveprinsen blevet yderligere styrket i sin tro på den enevældige konges ukræ nkelighed. H an beskrev selv sit forhold til enevælden som institution således: »Min hele Siel skiælver, naar jeg ville tænke, at jeg skulle brække Kongen min Embedsed«.48 Tidligere havde h a n som enevældens støtte skrevet om »den lykkelige Regerings- forandring for 100 Aar siden«.49
Struensee næ rede absolut in tet øn
ske om a t læ re sig dansk og dermed øge sit kendskab til det danske folk, og den m oralske Guldberg så på S tru en sees affære med dronning Caroline M athilde med foragt. Af samm e årsag er det også k lart, a t Guldberg ikke k unne acceptere reformer, som påvir
kede danskernes sædelige livsførelse.
M oralske principper v ar nem lig en af sam fundets grundvolde i Guldbergs
tankeverden. H an h a r selvfølgelig kendt til kongens sindssyge og hans m anglende evne til a t regere landet, og h a n v ar k lar over, a t andre m åtte overtage m ajestæ tens funktioner. Men disse skulle varetages a f en kongelig, ikke a f en tilfældig tysker som S tru en see. De skulle varetages af den, der ifølge Kongeloven v ar næ rm este a r
ving til tronen. A ltså h an s elev arve
prins Frederik. Til gengæld er der in gen grund til a t antage, a t Guldberg på nogen som h elst måde skulle have følt sig specielt stødt over Struensees fritæ nkeri, som flere forskere ellers h a r brugt som en mulig forklaring på h ans foragt for kongens livlæge. Som tidligere om talt havde Guldberg væ ret særdeles aktiv i religiøse debatter, og h a n havde faktisk nydt diskussioner
ne om fritæ nkeriet. Der er ingen tegn på, a t h an skulle have skiftet m ening med hensyn til fritæ nkere. Det skal også nævnes, a t Guldberg v ar en n æ r ven af en erk læ ret fritæ nker, August H ennings. H ennings’ og Guldbergs brevveksling viser visse steder en sjælden jovial Guldberg, som nok for
søgte a t omvende H ennings, men som alligevel erkendte sit nederlag og ac
cepterede H ennings’ valg.50
I løbet af som m eren 1771 var depu
te re t i Danske Kancelli Bolle Villum Luxdorph og historikeren P eter Frede
rik Suhm hyppige gæ ster hos Guld
berg på Fredensborg.51 Da de alle tre havde en interesse i statsstyreisen, er det kun natu rlig t, hvis de h a r diskute
re t landets styre. Suhm delte uden tvivl Guldbergs syn på Struensee; det samm e h a r Luxdorph nok også gjort til trods for a t h an avancerede under Struensees regim ente. I det nye te sta m ente, som h a n den 13. ju li 1771 for
ærede Guldberg, gav h an i hv ert fald ud try k for problemer i D anm ark, da h an på latin skrev: »Jeg giver dette Tegn, som er Troens og Troskabens Fælleseje til min Ven, den kristne Bor
ger Ov. Guldberg, i disse for Fædrelan
det vanskelige Tider«.52 Hvad Lux- dorph helt præ cist sigtede til k an ikke siges; det behøvede ikke nødvendigvis a t være en k ritik a f landets politik el
ler økonomi, for det kunne lige så vel væ re en k ritik a f fritæ nkeriet. Alle in dicier pegede dog i sam m e retning:
Struensee.
Sammensværgelsen
U tilfredsheden med landets uofficielle leder begræ nsede sig dog ikke kun til den lille kreds på Fredensborg Slot. På o m trent samm e tid som Guldberg af
holdt sine sommermøder, hvor diskus
sionen nok først og frem m est h a r væ re t teoretisk, foregik der langt m ere handlekraftige møder i København mellem Schack Carl Rantzau-Asche- berg og general M agnus Beringskjold.
Disse to m ænd, der havde tilh ø rt k red
sen om kring Struensee, forsøgte i sen
som m eren a t vinde tilslu tn in g for de
res sag hos betydelige m ænd, der af den ene eller anden årsag også var kom m et i modvind hos Struensee; der
iblandt J.H .E . B ernstorff og A.G. Molt- ke, der begge bestem t afslog a t deltage i konspirationen.53 E fter dette afslag fra den gamle og anerkendte m in ister
stan d rettedes de sam m ensvornes op
m æ rksom hed mod hoffet på F redens
borg, hvis to kongelige beboere skulle give det kommende styre den legitim i
te t hos folket som ellers ikke v ar mulig a t opnå uden folk som netop B ern
storff og Moltke. Det kunne tæ nkes at de æ rgerrige m ænd, R antzau og Be
ringskjold, havde væ gret sig ved at inddrage Ju lian e M arie og F rederik i sam m ensvæ rgelsen, da det v ar åben
lyst, a t de og deres kreds ville overtage den egentlige styring a f revolutionen, m en på den anden side v ar de på dette tid sp u n k t umulige a t komme udenom.
I oktober 1771 modtog Ju lian e M arie en henvendelse fra konspiratorerne og efter a t have d isk u teret deres tilbud
med Guldberg, besluttede hu n a t stille sig i spidsen for sam m ensvæ rgelsen.54 De havde, som næ vnt, årsag er nok til a t deltage og de personlige og am bi
tiøse grunde kunne nok sagtens side
stilles med frygten for, a t Struensee skulle drive D anm ark ud på et side
spor.
A rveprinsens rolle i kom plottet be
skrev enkedronningen selv re t tydeligt i et brev, hvor h u n begyndte lægge pla
n er for sin søn: »The Almighty«, skrev h u n til ham den 7. oktober 1771,55 »has choosen [you] to be the instrument by which your brother the king might be fortified on his throne and the subjects have in you an inferior who may plead their causes... og h u n fortsatte: Should this last be done on the risk o f your own repose be not horrified at the dan- ger you should [be] met with«.56 På trods af enkedronningens noget m an gelfulde engelsk kom m er m eningen tydeligt nok frem. Gud h a r udvalgt prinsen, som u n d ersåttern e ser op til, til sit in stru m en t og Frederik h a r k la rt brug for denne opm untring, da h an v ar skræ m t ved udsigten til den vigtige og centrale rolle, h an skulle have både under og efter revolutionen.
Dvs. den endelige plan v ar ikke u d a r
bejdet på dette tidlige tidspunkt, men enkedronningen og derm ed også F re
derik v ar p arate til a t træ de ud a f de
res skyggetilværelse og påtage sig le
delsen i den kommende regering.
A rveprinsen kom altså med i kom
plottet på sin moders foranledning, hvilket også bekræ ftes a f det eneste vidnesbyrd Guldberg h a r efterladt sig om den 17. jan u ar: »Da Fædrelandet, rystet ved Struensees rasende Parti, hvert Øieblik truedes med Undergang, og der hverken mere gjaldt Hensyn til Høie og Lave, tog min Prinds, støttet a f sin høie Moders Raad, og opfordret fra alle Sider a f patriotiske Borgere, i sin Frygt for Kongen og for Riget, endeli- gen sin Beslutning, lod 1772, den 17de Januar, hine Personer fængsle i deres
Fig. 5. Fam ilien Guldberg flyttede i 1773 ind i Prinsens Palæ ved Frederiksholm s K anal (det nuværen
de Nationalm useum ). Her er den ganske fam ilie blevet foreviget i appartem entssalen under portræ tter og skulpturer a f den kongelige familie. Efter Guldbergs første kones død i 1763, blev han g ift igen i 1769. B rylluppet stod i den prestigefyldte Christiansborg Slotskirke og blan dt gæsterne var naturligvis Juliane Marie og A rveprins Frederik. Guldberg og hans hustru fik otte børn (de fem overlevede ham), der alle havde Juliane Marie eller A rveprins Frederik som gu dm or eller gudfar. Derm ed kunne ingen være i tvivl om Guldbergs indflydelsesrige position (Maleri a f William von Haffner, 1782. Privateje).
daarlige Tryghed, og hævdede saaledes Kongens og Fædrelandets Frihed.
Deeltagende i hine Begivenheder har jeg følt Guds Styrelse, med Hjertet gjennemtrængt a f Glæde over, at han ikke forsmaaede mig som et ringe Red
skab til at frelse Kongen, den kongelige Familie og Fædrelandet fra hiin Skjændsel Afgrund. Udnævnt til Med
lem a f den Ret, hvis Hverv det var at undersøge og paadømme disse gruelige Forbrydelser, er det maaske faldet i m it Lod at have ydet m it Fædreland en nyttig Tjeneste; thi alt blev, for saa vidt det var nødvendigt, bragt for Dagens Lys og godtgjorde vor Sags Retfærdig
hed«.57
C itatet, der tydeligvis er skrevet ef
te r 1772, stø tter altså, a t Frederik og h ans moder blev tilskyndet udefra til a t deltage i sam m ensværgelsen. Guld
berg beskriver sin egen rolle i begiven
hederne med en utrolig beskedenhed, m en på den anden side frem hæ ver han heller ikke de kongeliges specielt me
get. Det k an nok antages, a t h an ville give Ju lian e M arie eller arveprinsen æ ren for planen og sam m ensvæ rgel
sen, hvis dette havde væ ret tilfældet.
Ved indgangen til skæ bneåret 1772 v ar sam m ensvæ rgelsens personkreds endelig klar. Af vigtige personer ud over de allerede næ vnte, v ar de to offi
cerer Køller og Eickstedt kom m et til.
Netop disse to repræ senterede en væb
n et m agt indenfor slottets m ure.
Hvem der udarbejdede planen, og hvornår, k an ikke dokum enteres på grundlag a f det kendte kildem ateriale.
G uldberg h a r kendt til dokumenter, som kunne klarlægge begivenhederne, for seks å r efter h ans fald fra m agtens tin d er skrev h an nem lig til en god ven:
»Vanskeligt er det at retfærdiggiøre vis
se Acter i Herskabets Historie, uden at visse dokumenter henhørende til den 17. Jan. skulle see Lyset; og dette har ikke kunnet skee og kand ikke skee«.58 H an vidste altså også, a t disse doku
m en ter (måske) ikke læ ngere eksiste
rede, og m åske havde h a n selv ladet dem forsvinde, da h a n senere fik fuld
stæ ndig indflydelse på Gehejmearki- vet.59 En indikation på, a t Guldberg m å have spillet en central rolle, og a t der v ar foregået ting, som kunne frem stille hoffet i et dårligt lys.
Det er dog fuldstæ ndig sikkert, at planen først v ar endelig k lar få dage før den 16. jan u ar, som v ar den dato de sam m ensvorne havde valgt til a t fore
tage deres m agtskifte. Form entlig var det den 12. Jan u ar. H er skrev arve
prinsen nem lig i sin kalender: »Blev det Tilbud os giort, der blev Aarsag til Landets Frelse«.60 Indholdet og verbets tid viser dog, a t det m å væ re blevet nedskrevet efter den 17. ja n u a r og der er derfor en m ulighed for, a t F rederik h a r lavet en fejldatering. Im idlertid b e re tter Beringskjold om et møde, som fandt sted den 13. ja n u a r og hvor Guldberg deltog som Ju lian e M aries forlængede arm .61
På mødet præ senterede h a n de fremmødte for enkedronningens plan, og kom derm ed til a t frem stå som en bestem m ende au to rite t b landt de sam mensvorne. Guldberg frem lagde tre spørgsmål: 1) Struensees og 2) Caroli
ne M athildes skæ bner skulle afgøres:
De frem mødte m ente sam stem m ende, a t dronningen skulle føres til Hirsch- holm Slot, m en Guldberg sk ar igen
nem og sagde, a t det v ar Ju lian e M a
ries mening, a t Caroline M athilde skulle føres til Kronborg, m ens alle de øvrige skulle sæ ttes i K astellet. Kron
borg havde langt m ere k a ra k te r a f et fængsel, og det v ar nu k lart, a t de kon
gelige ønskede a t afskæ re dronningen fra kongen og ikke m indst, a t m an vil
le n eu tralisere hendes forbindelse med det danske kongehus. 3) De to kongeli
ge børn gav også anledning til diskus
sion, m en m an enedes om, a t kron
prinsen skulle holdes på C h ristian s
borg. Derimod v ar m an i første om
gang næ rm est ligeglade med, hvad der skulle ske med »la petite Struensée«, som m an hånende havde døbt den end
nu spæde prinsesse Louise A ugusta.
A ltså blev planen udarbejdet den 12.
eller 13. ja n u a r 1772, og Guldberg havde en væ sentlig andel i planlæ g
ningen.62
Revolutionen
Den 16. ja n u a r skulle der være bal på slottet, og Struensees p arti gav der
med konspiratorerne en oplagt chance for at slå til indenfor m urene på et tidspunkt, hvor alle ville væ re forsam let. Da de sidste lys v ar blevet slukket efter ballet, opholdt Guldberg sig i Frederiks gem ak sam m en med blandt andre arveprinsen og Ju lian e Marie, ved hvis side h an blev n a tte n igen
nem .63 Dér skulle de blive, indtil de modtog signal om, a t de re n t m ilitæ re aktioner v ar vel overståede. Det var ikke noget ufarligt spil, Guldberg hav
de indladt sig på; hvis det m islykkedes havde de alene Struensees nåde at håbe på, og Guldberg kunne være sik
ker på, a t h a n ville blive tru k k e t frem som personen, der havde m anipuleret kongens halvbroder og stedm oder til a t deltage under den falske anklage, a t Struensee ville kongen til livs. Alli
gevel havde h a n modigt p åtag et sig a t smugle de vigtige dokum enter, kongen skulle underskrive, ind på slottet skjult i sin muffe.64
K uppet forløb fuldstæ ndig efter pla
nen: Om kring kl. 4 om n a tte n gik en lille flok anført a f Guldberg, der oply
ste slottets vinterm ørke gange med to lys, til kongens sovegemak, hvor den forskræ m te konge underskrev de nød
vendige ordrer, der skulle legitim ere deres handlinger. Struensee og B randt
regnede det med udnævnel
ser og nådesbevisninger.. De nye magthavere m åtte er
kende, a t deres m agtgrund
lag hvilede p å et relativt løst grundlag, og udnævnelser og nådesbevisninger blev derfor en nødvendig stragte- g i for a t sikre den velstillede del a f befolkningens gunst.
Guldberg havde dog tidlige
re argumenteret im od infla
tionen i udnævnelser, da han mente, a t der var en snæver samm enhæng m el
lem sociale am bitioner og et overforbrug a f luksusvarer.
Guldberg selv fik ikke de be
nådninger, som han ellers havde gjort sig fortjent til qua sin centrale rolle i revo
lutionen. Indfødsretsloven blev et afgørende vende
pu n kt for ham, og loven blev også den oficielle årsag til, a t han i 1777 lod sig adle m ed navnet Høegh-Guldberg med tilbagevirkende kraft fra ja n u a r 1772. H ans ad- ling var et kongeligt projekt, idet arveprins Frederik del
tog a k tiv t og tegnede den ny adelsfam ilies våbenskjold.
På trods a f sin status, blev der set ned p å Guldberg, og hans adlin g i 1777 skyldtes delvis egne sociale am bitio
ner, men også en erkendelse af, a t han ikke kunne aftvin ge nødvendig respekt og slå
igennem politisk uden en adelstitel. Teksten lyder:
»Saaledes allern aadigst u d
kastet a f H ans k. Høihed selv og H ans M aiestet til a l
lernaadigst A pprobation fo
relagt, og siden m ig til en dyrebar E rindring g ivet pa a Fredensborg d. 12. Oct.
1777. Guldberg«. (Tegning i Rigsarkivet).
blev sm idt i K astellet sam m en med en ræ kke m indre vigtige personer, og dronning Caroline M athilde blev på kongens foranledning sendt til Kron
borg, da de sam m ensvorne ikke ville risikere, a t hu n på nogen måde skulle få m ulighed for a t påvirke kongen.
M an havde kendt til, a t stem ningen b lan d t folket v ar imod S truensee og som en del a f planen skulle dette ud n yttes ved, a t m an kraftig t u n d e rstre gede, a t der v ar tale om en befrielse af kongen. Derfor lod m an en ræ kke fal
ske breve fabrikere, hvori kongen bøn
faldt arveprinsen om a t komme ham til hjælp, da h an frygtede for sit liv.
Propagandaen lykkedes til fulde, eller snarere for godt. Folket gik amok i en sand h æ rv æ rk sru s i jubel over a t kon
gen v ar blevet befriet fra tyskernes onde åg.
H istorikerne h a r til alle tid er dømt de sam m ensvorne h å rd t for deres lum pne metode a t gribe m agten på.
Der er enighed om, a t det var både nødvendigt og legitim t a t væ lte S tru ensee, m en »et natligt Overfald paa Folk, der ligger i deres søde Søvn, har i og for sig noget frastødende ved sig«
som historikeren Edvard Holm siden hæ vdede.65 Isæ r behandlingen a f dron
ningen blev b etrag tet som uværdig. P å den anden side k an det ses a f h a n d lingsforløbet, a t der v ar tale om en såre perfekt og genial plan, som oven i købet v ar fuldstæ ndig fri for blodsud- gydelser a f enhver art. Det er k la rt a t de om talte fingerede breve fra kongen, hvori h a n tryglede sin halvbror om at komme sig til hjæ lp mod Struensee, efterfølgende bidrog til a t m iskredi
tere kupm agerne, m en omvendt var de et vigtigt redskab til a t vise fol
ket de sam m ensvornes omsorg for kongen.
O veralt i konglom eratstaten v ar der glæde over revolutionen. De trofaste skulle belønnes og nye riddere og k am m erh errer så sn a rt dagens lys. G uld
berg derimod, modtog ingen nådesbe-
visninger, men til gengæld knyttede h a n endnu stæ rkere bånd til Ju lian e M arie og Frederik. Disse bånd skulle sn art m edvirke til a t Guldberg gen
nem kabinetsordrerne opnåede den fuldstæ ndige kontrol over m ajestæ ten og hele riget. Men det er en anden og længere historie.
Afslutning
N år m an ta le r om 1700-tallets politi
ske historie, h a r der væ ret en tendens til a t se Guldberg-tiden, som et tilb a
geskridt, eller i bedste fald en periode med stagnation. Det er fordi, der i forskningen h a r væ ret en tendens til at fokusere på økonomisk historie. Og korrekt: Guldberg gjorde in te t for at forny den økonomiske politik. Ej heller gjorde h a n noget for a t forbedre bøn
dernes stilling. Men Guldberg var k lar over, a t sam fundet v ar i forandring;
h an vidste, a t danskerne v ar begyndt a t føle sig som danske. H an erkendte også, a t flere a f Struensees reform er havde væ ret for vidtræ kkende og a t danskerne sim pelthen ikke v ar p arate til udvidet frihed. H an var f.eks. ikke m odstander a f censur, m en h an m ente a t frihed kunne gradbøjes og a t en langsom opblødning v ar bedre end et h u rtig t pennestrøg.
Det traditionelle billede a f Guldberg som et reak tio n æ rt m enneske holder ikke. Tværtim od var h an på en ræ kke om råder progressiv: H an var en af de første, som stod frem på den offentlige aren a som rendyrket patriot, og ikke m indst tu rd e h an kritisere adelen og de siddende m agthavere for deres tilsi
desæ ttelse a f det danske sprog. H an v ar dybt religiøs, og det påvirkede h ans m oralske grundholdning, men h an havde også respekt for fritæ nkere og andre religioner, som byggede på et k riste n t grundlag.
H istorien om Ove Høegh-Guldberg (han adledes i 1777 under dette navn)
