Af II. L c iu s te n -T h o r n s e n .
S
tå r m an over for et sto rt m osaikbillede, k a n m an enten se de enkelte sm åsten eller helheden, ikke begge dele p å sam m e tid; m en de enkelte stenes plads er fastsat således, a t de er m ed til a t danne det hele, der bliver fæ llesvirkningen a f dem alle.De enkelte dage i et m enneskeliv k a n synes tom m e og ligegyl
dige, m en sam m enlagt b æ rer netop de enkelte dage hele det spand a f år, der er ram m en fo r et m enneskes tilværelse.
Den slags ta n k e r giver m ig m od til a t bringe m in lille skærv til den bog, der sk al være tak og hyldest til professor F abricius.
D et lille emne, jeg k a n sige noget om, er dog en a f de sm å m osaik
sten, der er m ed til at danne billedet a f D anm arks historie, som igen få r sit rette lys fra an d re landes, fra E uropas, fra jordens historie.
E th v e rt lille d ansk sam funds h istorie føjer sig in d i, føjes efter, få r sit præ g a f hele landets historie. I denne gensidige påvirkning ligger lan dsbyhistoriens væ rdi for fæ drelandshistorien.
I de senere å r er interessen for stedhistorien tydeligt blevet støi're. D er er oprettet »historiske sam fund« for enkelte sogne, sognearkiver isæ r ved hjæ lp a f tidligere læ rer Møller i Brahe- trolleborg, og m ange steder h a r m an k u n n e t sam le sig om sogne
historie. E n k eltm an d h a r taget det brydsom m e arbejde p å sig at gennemsøge a rk iv er og lytte til gam le sogneboeres m inder.
E ller m a n h a r sluttet sig sam m en for a t løse opgaverne, og hver gang en såd an opgave h a r væ ret stillet, h a r m an væ ret ked af, h v o r få, hvo r spredte og tit hv or utilstræ kkelige kildern e h a r været.
I S ønderjylland h a r m an m ange steder i så henseende været heldigere stillet for (let sidste p a r slægtleds vedkom m ende end de fleste an d re steder i vort land. M an h a r h a ft »skolekrønikerne«, lovbefalede årlige optegnelser ved hver enkelt skole, vel tæ n k t i nogen m on som de gamle klostres annaler, yderst forskellige i om fang og i værd, m en sjæ ldent helt værdiløse.
Den kongelige prøjsiske regering i Slesvig pålagde skolelærerne ved forordning a f 29. septem ber 1873 a t føre skolekrøniker. K reds
skoleinspektøren i H aderslev giver 14. august 1880 læ rerne ordre til i disse at optage:
1. Stedets historie m ed om tale a f dets grundlæggelse og be
liggenhed, tydning af bynavnet, m eddelelse om oldtidsm inder og om hæ ndelser i gam m el tid.
2. Skolens grundlæggelse og historie, dens p a tro n a t og første virkeom raade, de første læ rere og deres kår, deres indtæ gter og an d re hverv; skoleinspektører, inventar, form ue, de skiftende læ rere, m æ rkelige hændelser.
3. Stedets nuvæ rende tilstand; tal p å huse og indbyggere; of
fentlige bygninger, p lad ser o. 1.; indbyggernes næringsveje, k irk e lige, politiske og k om m unale forhold; em bedsm ændenes navne.
4. Skolens nuvæ rende tilstand ; skolens beliggenhed; størrelse;
ru m fan g pr. b a rn ; nuvæ rende lærers levnedsløb; indtæ gter; hverv udenfor skolen; elevtal; gym nastik; h ån d arb ejd e; skolefester.
5. Skolekronik i hvert skoleår fra 1. m aj til 30. april.
I M ejlby skoles krøn ik e er indklæ bet en try k t indledning af præ sten Reinicke i Schauen i H arzen, hvori det hedder, at fo r
m ålet m ed bogen er at skabe pålidelige historiske kilder. »Jo bedre og sam vittighedsfuldere læ reren udfører sin gerning som skolekronikør, des skønnere og varigere vil det m inde være, som h a n sæ tter sig selv i kom m unen jævnsides m ed h an s em beds
virksom hed«.
Der er næ ppe nogen af alle Sønderjyllands lærere, der h a r p rø vet p å helt at svare på de frem satte spørgsm ål og desværre er ikke få af skolekrønikerne gået tabt. De ny lærere, der kom ved genforeningen, ku nd e sjæ ldent tyde, h v ad tidligere læ rere havde skrevet på tysk m ed gotiske bogstaver; m en ikke få er dog frelst
f ra undergang, og af disse findes de fleste p å det sønderjydske lan dsark iv i Åbenrå.
Der er adskillige lærere, der virkelig prøver p å at fortæ lle lan d s
byens historie, således læ rerne i Langetved og flittigt i Ø ster Lindet;
V am æs, i B æ kken og i Ketting; tydn in ger a f bynavne er tit m eget fantasifulde. »Tved« i Langetved tydes således a f det plattyske talord »twe«, fordi åen deler landsbyen i to dele! Rejsby hedder således, fordi byen fø rst lå længere m od vest, m en så »rejste«
østpå, og L in tru p h a r n av n efter lindetræ.
K un sjæ ldent er der m eddelt noget om oldtidsm inder, en enkelt gang noteres udgrav n in g af en kæ m pehøj i Jels fra m useet i Kiel, en and en om sløjfning a f en kæ m pehøj i N ustrup, og der er næ ppe m eddelt et eneste virkelig stedfæ stet sagn.
P å lan gt sikrere g ru n d stå r læ rerne, n å r det gæ lder at fortælle om kirk e og skole, isæ r naturligvis skolen. Således b rin g er K am p
tru p krø n ik e i skoleåret 1902— 03 en udførlig skildring a f kirkens klokkeringning. Skolens yd re k å r og læ rernes økonom iske stilling in d tag er naturligvis de fleste steder en stor plads. M an få r således af og til in d try k af, at der er øvet et ret stæ rkt, om end meget skem atisk tilsyn m ed skolernes hygiejne — det synes dog tit at svigte over fo r tuberkulose, og isæ r få r m an også in d try k a f de enkelte læreres skiftende åndelige indstilling i lang t over en m en
neskealder. Nævnes k an, at læ rer H ansen i N ustrup giver en god skildring af sin sem inarietid i T ønder 1858— 61.
Skolekrønikerne er jo fø rt p å tysk, tit i den første tid af de d an sk u ddan n ede læ rere p å m eget ufu ld k o m m en t tysk, præ get af læ rerens danske m odersm ål, og m a n k a n h elt op til verdenskrigen i deres ord og vendinger skelne de indfødte nordslesvigske læreres stil fra sy d fra in dvandrede kollegers oprindeligere tyske sprog'.
Sindelaget giver sig k u n sjæ ldent udtryk. L æ rerne in d fø rer de skrivelser og pålæg, de få r fra deres foresatte, og da bøgerne fo re
lægges disse til revision, er der ingen plads til kritik. Nogle giver tvæ rtim od u d try k for deres næ segruse u nderkastelse u n d e r alt, h v ad der kom m er fra oven; m en de fleste læ rere er saglige og ro lige i deres frem stillinger. Lærere, om hvem m an i dag ved, at de v ar udpræ get dansksindede, in d fø rer u den tilføjelser, h v ad der
dekreteres im od d ansk sprog og tanke. Der er næ ppe i nogen af de skolekrøniker, der findes endnu, nogen som helst y tring om reskriptet af 18. decem ber 1888, der indfø rer udelukkende tysk undervisning i Nordslesvigs folkeskoler. D a læ rer B ork i Som m er
sted blev afskediget, fordi han s d atter »havde taget begejstret del i en dem onstrationsrejse til K øbenhavn i juli 1884«, m eddeles det kort a f han s efterfølger; L æ reren i Skodborg næ vner i sam m e sam m enhæ ng m ed skadefryd desuden A ndersen i Stepping og P eter
sen i Brøns; og k u n i et enkelt tilfæ lde hoverer en læ rer lidt over, at hans dansksindede fo rm an d i em bedet ikke m ere k an påvirke børnene nationalt. Ellers ses dansk sindelag m est af det, der ikke står i bøgerne.
Det er jo også alm enkendt, at der i denne henseende holdtes streng justits. D et er ikke k u n m ed hen sy n til, at børn ene går i tysk skole. Regeringen i Slesvig u dsender 5. 3. 1884 et c irk u lære om, a t bø rn k u n k a n fritages for skolepligten, n å r der på anden m åde sørges tilstræ kkeligt for skoleundervisning, og dette opfyldes ikke ved besøg p å en skole i indlandet — det gælder særligt også for T ørninglen. B ørnene skal læ re at tale og læse tysk. Det indskæ rpes yderligere i et cirkulæ re a f 31. 3. 1892, da kredsskoleinspektør Schøppe i T ønder h a r lagt m æ rke til, at b ø r
nene i Vestslesvig ikke k a n tale flydende tysk.
D er øves også kontrol m ed læ rerens sprog. Skolens regnskab i K am p trup skal føres p å tysk (2. 5. 1885), og læ reren skal i fri
k v arteret tale tysk m ed børnene (8. 10. 1887). E n læ rer få r pålæg om flittigt at studere det tyske sprog, om at tale langsom t, h ø jt og tydeligt og — ikke a t give sig af m ed bornholm ernes sekt!
Allerede 8. 12. 1876 skriver la n d rå d Rosen i H aderslev til kirke- visitatorerne i H aderslev og T ørninglen provstier, at den konge
lige regering h a r u dtalt, at de lærere, der ved valgene a f valg- m æ nd til den p røjsiske land d ag h a r stem t p å de a f det danske p a rti opstillede valgm ænd, fuldstæ ndigt h a r m iskendt deres em bedsstilling og eftertrykkeligt m å henvises til deres em bedspligter.
»Det er enhver em bedsm ands første og helligste pligt at m od
virke statsfjendtlige bestræbelser, hvor og hvorledes de end op
træder«, og det er et utilgiveligt b ru d på em bedspligten offentligt
ved et valg at vise sin sym pati m ed et statsfjendtligt p artis ten denser. Det m eddeles til alle lærere, »navnlig også u n d e r hensyn til det forestående rigsdagsvalg.«
20. 1. 1888 gør sognepræ sten i N ustrup sæ rligt opm æ rksom på, at m an ifølge forordning af 8. okt. 1887 m å sørge fo r k u n at lade kvinder undervise i håndgerning, n å r de k a n tysk, og at de tilholdes at give undervisningen p å tysk.
E n skoleforstander afsættes fordi h a n h a r taget kejserbillederne ned a f sin stuevæg og h a r hæ ngt dem op p å loftsværelset. D er er indgående undersøgelse i 1895 m od sognepræ sten i Rødding, fordi h a n i en p ræ diken h a r talt om, at ved den yderste dom g å r det ikke til som ved am tsretten i Rødding, hvor det k an sk e k an kom m e an p å kuløren. D er fortælles udførligt derom i skole
krøniken, og ved næste læ rerkonference gennem går skoleinspek
tø r Schlichting da også statsm inisteriets forordning af 12. 4. 1898 og u d d rag er en ræ k k e ho vedpunkter:
1. L æ reren m å være a f ægte tysk sindelag.
2. Læ rerens hjem m esprog m å være tysk.
3. L æ reren m å deltage i den tyske forening.
I Jels sad der i firserne en p å S kårup ud d an n et lærer, der i 1888 fik den kongelige hohenzollerske h usorden overrakt. H an afsk river 1. april 1889 en cirkulæ reskrivelse fra lan d rå d en om tyske flag ved skolerne. L æ rerne skal gem m e flagene om hygge
ligt. Jels fik dog intet flag før 1902, da overpræ sidenten i Slesvig bevilligede 45 m a rk til en flagstang. D erim od fik bl. a. Øster- lindet. Stangen rejstes den 17. a p ril 1889, næ ste m orgen v a r den borte. 29. juli blev der sat en ny; n a tte n m ellem 3. og 4. august blev den m olesteret og 1.— 2. oktober knæ kket. D er v a r stort fo rh ø r a f am tsretten i Rødding, og endelig lykkedes det a t finde en a f gerningsm æ ndene. H vad straf, h a n fik, er desvæ rre ikke m eddelt, m en 18. oktober lod m inisteren højtideligt overræ kke et kejserbillede til skolen, og året efter blev skoleforstanderne idøm t en bøde p å hv er 30 m ark , fordi de ikke vilde stille straffe- k ra v im od de unge m ennesker, der hav de øvet gerningen m od flagstæ ngerne, og så blev d er jo sat en ny. Alt det fortælles der
roligt og sagligt om uden et ondt ord. M an tvivler alligevel lidt om æ gtheden a f læ rerens tyske sindelag.
I Skodborg skæ nker am tsfo rstan d er Meyer en flagstang, den saves om den 16. okt. 1894. 2 dages fo rhø r afslører ikke ger
ningsm anden. H eller ikke h e r tilføjes nogen kom m entar. Allige
vel m å m an tro, at læ reren h e r er tysk. D et er ham , der hoverer over læ rer Borks afskedigelse, og h a n fortæller, a t Junggreen h a r holdt et m eget dårlig t foredrag i Skodborg. Også andensteds går det u d over flagstæ ngerne. U dførligt fortælles derom fra K am p
strup.
M orsom t virker det, n å r lan d råd en p åb y der (23.3.1889), at flagstæ ngerne af hensyn til lynnedslag skal gemmes p å skolens loft, og a f hensyn til kejserbillederne skal der sørges for, at skole- døren låses om aftenen (13. 2. 1892). Der er dog tit en stille passiv m odstand m od det frem m ede, m est fra de æ ldre læreres side.
D et er den ene og ikke den m indst tiltalende side a f billedet;
den and en side viser kryberiet, snobberiet og indvandrede læ re
res og an d re em bedsm ænds b rist p å forståelse, stundom sam m en m ed et hovm od, der i dag k a n synes særdeles pudsigt.
D er kom m er ret tidligt læ rere og læ rerinder sydfra til N ord
slesvig uden at k u n n e tale eller endda fo rstå børnenes sprog. Så
ledes kom der 1. febr. 1889 en læ rerinde fra Schw aben til O ksen
vad, m en allerede 15. okt. b a d h u n om sin afsked, »fordi h un ikke ku nd e holde disciplin.« M an forstår, hvilke b ry d erier h un er kom m et ud for. E t stæ rk t in d try k få r m an også af en notits fra K ragelund i Bov sogn. D enne skole havde allerede siden 1883 h aft udelukkende tysk undervisning; m en 13 å r senere skriver læreren, at der er kom m et 6 nye b ø rn i skole, og a f dem forstod k u n 2 tysk. Således eller en d n u m ere bagvendt h a r den tyske skoles stilling været i hele Nordslesvig.
M yndighederne passer p å alle vegne, a t børnene ik ke kom m er u n d er for stæ rk dansk påvirkning. D a sprogforeningen udsendte et lille hæ fte m ed stam bogvers, p åb y der regeringen, at det skal fratages børnene og gemm es til foræ ldrene kræ ver det tilbage (20. 4. 1899). 1891 er læ reren i B arsm ark dybt forarget over, at børnene få r bøger som gaver fra sprogforeningen. H an laver
lister over bøgerne og over, hvem bø rnene h a r fået dem af. E n fad e r h a r endogså »fået en bog om de danske konger. Denne bog h a r jeg ikke set!«
Året efter skriver h a n om, at Gustav Jo h an n sen ved et m øde i »Den tyske Kro« i L øjt (den v ar dansk), h a r b ru g t skolens k ateder som talerstol.
N aturligvis fortæ ller alle læ rerne om de patrio tisk e fester i skolerne, p å kejserens fødselsdage, til æ re for B ism arck og Moltke, til m inde om slaget ved Sedan, om Prøjsens oprettelse til konge
døm me, om den tyske digter K örner og m eget andet. De næ vner de sange, der blev sunget, og de taler, de holdt. Det skulde der stå i skolekrønikerne. M ange går dog videre, m eddeler om o p ret
telsen a f tyske foreninger og disses fester og om forty sk nin gs
stræ b i og u denfo r skolen.
B ørn m å ikke konfirm eres for tidligt, for så tager de b a re på danske skoler. Børn, der ikke m å læ re tyske lektier hjem m e, skal sidde efter og læ re dem i skolen (16. 5. 1894). Børn, der ønsker d ansk religionsundervisning, m å kræ ve det i en skrivelse p å tysk (juni 1912). I Blans er der 1901 ingen børn, der udelukkende får tysk religionsundervisning; m en læ reren skriver, at h a n arbejd er for dem tyske sag. E t b a rn , der v a r født uden for ægteskab, over
tales til at tage udelukkende tysk religionsundervisning; fo rm y n deren klagede, m en am tsretten vedtog som overform ynder, »at form y n deren ikke hav d e noget at sige i denne sag.« Så v a r del
en enkes b arn . »Denne gang v ar jeg forsigtigere og gik selv hen og spurgte m oderen. H un h avde ikke noget im od det. E n 80-årig kone havde sat såd an en rædsel i m oderen, at h u n vilde tage m eldingen tilbage; m en det blev afslået.« Således lykkedes det læ reren til 1. m aj 1902 at få 26 b ø rn til at give a fk a ld p å reli
gionsundervisning i m odersm ålet. M an fatter m ed hvilken stolt
hed, h a n h a r forelagt sine fo resatte beretningen.
D er er fo rta lt om skoleudflugter til tyske krigsskibe eller til Kiels havn, til Dybbøl og Sønderborg, og skolerne få r indbydelse til den tyske flådeforenings m øder. L æ reren i Stenderup ved T o ftlu n d er dog k ed af, a t k u n 8 elever fulgte indbydelsen. Des flere var m ed til krigslege i Allerup, det v a r tvungent; m en ved
såd anne rejser, skriver læ reren i T ornum , udvides de unges fo r
ståelse stæ rkt; isæ r m åtte de dog til deres fo ru nd ring opdage, at k u ltu re n til trods fo r den danske ophidselsespresses m odsatte m ening også blom strer syd for Kongeåen. Læ reren, d e r ' skriver dette, v a r selv fra Kiel. L æ reren arb ejd er også for indførelse af tyske gudstjenester; i Rødding er der så m ange indvandrede tyskere, »— ifølge bosættelsesforeningens rastløse virksom hed«, — at der er grundlag fo r sagen. L æ reren m eddeler det m ed glæde, og læ reren i H jerting stem m er i med. H an h å b e r da heller ikke, at frim enighedsm edlem m erne, de såkaldte grundtvigianere skulde få lov til a t lade k irkeklokk ern e lyde ved jordefæ rd. Tilladelsen blev ikke givet. 1,1893 kom m er d er en ny am tsfo rstan d er til Rød
ding. »Med h a m synes der a t være kom m et en god støtte til N ord
slesvig til frem m e a f vor tyske sag.«
M an forstår, m ed hvilken stolthed der meldes om indvielse af lokalbaner, om overpræ sidenten v. Kollers eller endogså om en m inisters besøg. »Alt strøm m er til fo r a t overbevises om, at R angstrup n u også virkelig stå r i verdensfærdselens tegn. Den gamle skolebygning ryster fo ru n d ret sit træ tte hovede.«
Det lønner sig a t være tysk; det k a n give personligt løntillæg
»for frem m e af tyskheden,« m en fo r virkeligt tyske m ennesker k a n det hele synes d um t og ufatteligt. E n såd an læ rer fra Syd
slesvig k a n sk riv e :
»Livad vil denne egn, den m est udpræ gede danskvenlige landsby i vor kæ re h jem stav n bringe m ig? O veralt m øder jeg mistillid.
Ingensteds reg ner m an skolen for noget; th i vi h a r k u n behov at sende vore b ø rn p å en d ansk højskole, og så læ rer de m ere end i hele skoletiden. De h a r ret. De læ rer fo rag t og h a d og det m ere end i hele deres skoletid. E r det godt? Sådanne foræ ldre skulde skam m e sig, der vover a t sm æ de vor skole, de fortjener ikke at have b ø rn . . . . M åtte også h e r fo rn u ften brynde det u fo r
nuftige stivsind til m it elskede h jem la n d Schleswig-Holsteins vel.
Det er m it indgangsønske. M åtte det gå i opfyldelse.«
To å r senere rejser læ reren a tte r sydpå, og da h a r h a n læ rt:
»Folk h e r vindes ikke ved h å rd optræ den, m en ved m ildhed.«
M ange an d re læ rte det samm e.
Så kom m er verdenskrigen; dens om skiftelser k a n følges i en
kelte a f bøgerne. L æ reren i Roost er i 1914 ikke n ået videre i forståelse end til at skrive: »Når dan sk ern e i denne tid ik ke in d ser, h v a d der tjen er til deres bedste, så m å de have m istet m ere end forstanden.« D er er fuldtop a f sm ukke tirader, der e r også u d try k fo r ægte følelser; der k a n h e r uddrages ik ke lidt til fo r
ståelse af krigens sindstilstande og stem ninger, både i selve b e
folkningen i S ø nderjylland og isæ r hos den tyske folkeskoles læ rere; m en m ed krigen h older skolekrønikerne op.
I det national-socialistiske rige h a r m an taget sagen om skole- og b y-årbøger op p å bred ere basis. H er er der k o rt prøvet at vise, hvorledes de virkelig indeholder em ner til båd e skole- og an d en stedhistorie. K anske vilde og skulde vi ønske en anden fo rm for skoleannaler, m en der ligger i h v e rt fald h e r en u u d n y ttet m ulighed for a t fri stedlige h istoriske em ner og k ild er fra undergang. D et h a r jeg gerne villet pege på.