DEM DANSKE
S K I F T E R E T
at
1. JS. Deu&tsser.
--- —
K J Ø B E N H A V N .
Forlagt af Universitetsboghandler G. E. C. Gad.
Trykt hos O. C. Olsen & Co.
1885.
Forkortelser.
Foruden at der ved Anførelsen af juridiske Værker, Doms- samlinger o. desl. er brugt de sædvanlige eller af sig selv forstaaelige Forkortelser, bemærkes, at
S c h l e g e l betyder N. F. Schlegel: Skifteretten efter den danske Lovgivning. 1868.
B & L. betyder P. G. Bang og I. E. Larsen: Systematisk Fremstilling af den danske Procesmaade, 11te Kapitel: Om Skifte
behandlingen i Juridisk Tidsskrift 39te Bind, 1842. (4de Bind af Særtrykket).
Ha n s e n betyder I. O. Hansen: Systematisk Fremstilling af det danske Skiftevæsen. 3die Udg. 1837.
Sc hwe i g aard betyder A. Schweigaard: Om Konkurs og om Skifte og Arvebehandling. Nittende og Tyvende Afsnit af den norske Proces. 1871.
De Værker, der foreligge i flere Udgaver, ere citerede efter den sidste Udgave.
Mot. betegner de Bemærkninger fra Regeringens Side, der ledsagede Udkastet til Konkursloven og Skifteloven. Kun paa de faa Steder, hvor det ikke efter Sammenhængen var overflødigt, er særligt angivet, om det er Konkurslovens eller Skiftelovens Motiver, hvortil der sigtes. Motiverne ere citerede efter de Rigsdagen meddelte Særtryk.
De findes desuden henholdsvis i Rigsdagstidenden for 1871— 72 Till. A Sp. 1737— 1968 og for 1872—73 Till. A Sp. 1379-1462.
Den tydske Rigskonkurslovs Motiver ere citerede efter Acten- stücke des deutschen Reichstags II Legislaturperiode 2 Session 1874— 75 S. 1245-1618.
Skifterettens Begreb og Indhold.
-Elfter rigtig Sprogbrug betegner Ordet „Skifte“
Deling af en fælles Formuegjenstand være sig en enkelt rørlig eller urørlig Ting eller et helt Bo mellem flere Sameiere, saaledes at hver enkelt mod at opgive sin An- delsret i den fælles Gjenstand faar en bestemt Del af denne eller af dens Værdi til Eneeie.
Denne Sprogbrug er helt igjennem fulgt i Chr. V.s Lovbog. Den taler om Skifte af et Bo mellem en Af- døds Arvinger eller mellem den efterlevende Ægtefælle og den afdødes Arvinger, jvfr. 5— 2— 9, 13, 14, 19 m. fl.
og om Skifte af Skov eller Jord mellem Sameiere, jvfr.
5— 10— 19 og 53. Derimod bruger Lovbogen ikke Ordet
„Skifte“ , naar et Dødsbo ikke skal deles mellem Sameiere.
men skal opgjøres og udloddes til Kreditorerne, fordi Arvingerne have fragaaet A rv og Gjæld, jvfr. 5 - 1 4 - 3 0 til 39; der tales da om „denne Handel“ , „denne Hand
ling“ , 5— 14— 34 og 35. Heller ikke kaldes det Skifte, naar en Persons Bo i hans levende Live udloddes til hans Kreditorer paa Grund at Opbud, se 5— 14—40 til 46, jvfr.
ogsaa 1— 24— 34 og 5 —6— 1, hvor Skifte, Opbud og Arv- og Gjældsfragaaelse nævnes ved Siden af hinanden som forskjellige Forhold.
1
2
Lovbogen benævnede saaledes Behandlingen og De
lingen af et Bo Skifte, naar Formaalet for denne Virk- « somhed var at dele Boet mellem Sameieme, hvorimod dette Udtryk ikke anvendtes, naar et Bo behandledes paa Grund af Opbud eller A rv- og Gjældsfragaaelse. No
genfælles Benævnelse for alle tre Tilfælde af Bobehand
ling findes ikke i Lovbogen, og denne gav saaledes ikke Anledning til Sammenblanding af de forskj ellige Arter af Bobehandling, der sondre sig i to væsentligt forskjellige Grupper. Formaalet med Behandlingen i Tilfælde af Op
bud og Arv- og Gjældsfragaaelse saavelsom med det efter Lovbogen udviklede Fallitinstitut er at skaffe alle Boets Kreditorer en samlet og ligelig Fyldestgjørelse af Boets Midler eller, som det i nyere Tid sædvanligt udtrykkes, at gjennemføre en Konkurs, hvorimod Formaalet med Skifte af et Bo er at opløse det Formuefællig, som har Boet til Gjenstand. A f disse forskjellige Formaal følger natur
ligvis en Forskjellighed i de om Behandlingen gjældende Regler paa mangfoldige Punkter, hvorom den nær
mere Udvikling vil findes nedenfor. Her skal blot næv
nes, at den omtalte Forskj ellighed allerede viser sig deri, at Behandlingen af et Bo i Tilfælde af Konkurs nødven
digvis maa foretages af det Offentlige eller under dets Tilsyn og Medvirkning, thi det er her Hensigten at lade Behandlingen tjene som Retsforfølgning for Kredito
rerne i Stedet for den sædvanlige Forfølgning gjennem Dom og Exekution. Derimod kan Skiftet af et Bo over
lades til Lodtagerne selv, thi deres Opgjørelse af Fælles
skabet indeholder kun en Raaden over deres eget Gods.
Naar dog det Offentlige efter vor Ret under visse Be
tingelser indblander sig i Skiftet, er det for Lodtagemes egen Skyld, nemlig enten for at yde dem Hjælp til en Behandling, som de paa Grund af indbyrdes Uenighed eller andre Omstændigheder vanskeligt selv kunne ud
føre, eller for at paase den behørige Varetagelse af de
3
Lodtageres Tarv, hvis Umyndighed eller Fraværelse gjer det Offentliges Tilsyn nødvendigt.
Efterhaanden er det dog blevet mere og mere al
mindeligt at lade Udtrykket Skifte omfatte enhver Be
handling af et Bo åltsaa saavel Konkurs som Skifte i egentlig Forstand. Allerede kort efter Chr. V.s Lov mø
der man denne Sprogbrug i Retsdokumenter f. Ex. i en Indkaldelse af 1693 fra Byfogden i Kjøbenhavn til Kre
ditorerne, der efter at en Afdøds Enke og Arvinger havde fragaaet A rv og Gjæld, opfordres til at møde „til Skifte og Deling“ , og lignende Udtryk blive stadigt mere og mere almindelige. Vistnok et af de tidligste Exempler paa denne Sprogbrug i Lovene afgiver Reskr. 23 Nov.
1742, hvor der tales om arveløse Skifter, og senere er den anvendt mangfoldige Gange. I den juridiske Litteratur træffer man allerede hos Højer Jur. Kolleg.
(1742) S. 297 Udtrykket „Skifter i Fallitboer og Sterv- boer“ , og de efterfølgende Forfattere tage Ordet Skifte i samme vide Betydning.
A t man saaledes benyttede Benævnelsen Skifte soin fælles Betegnelse for al Bobehandling, skriver sig vist
nok dels fra, at det i alle Tilfælde i Almindelighed var Skifteretten, der fungerede ved Behandlingen, dels fra den i hele forrige Aarhundrede gjængse Opfattelse, at ligesom Arvingerne vare Eiere af et Dødsbo, naar de havde vedgaaet Gjælden, saaledes vare Kreditorerne at anse for Eiere af Gjældsfragaaelsesboer eller Fallitboer.
Denne Udtryksmaade havde den uheldige Følge, at man, som navnlig Schweigaard har paavist, i flere Henseender sammenblandede Reglerne om Skifte og om Konkurs, jvfr.
nærmere nedenfor, ligesom den, efterat den omtalte tid
ligere gjængse Opfattelse er erkjendt for urigtig, i sig selv er unøiagtig.*)
*) I Sverige bruges Ordet »Skifte« kun i den rette Betydning, jvfr.
Nord. Retsencykl. 4, Den svenska Processen S. 143 Note 1 og 1*
Ved Affattelsen af Konkl. 25 Marts 1872 har man derfor stræbt efter større sproglig Korrekthed, navnlig benytter Loven stadigt Udtrykket „Konkursbehandling“
ikke „Skiftebehandling“ . Imidlertid findes dog sidst
nævnte Ord som betegnende Konkuísbehandling i Konkl.
§§ 97 og 147, ligesom der i § 94 tales om „Skiftet“ , i
§§ 31 og 124 om Skiftegebyrer eller Skifteomkostninger, ikke at tale om at der meget ofte anvendes Ordene
„Skiftesamling“ og „Skifteret“ . Derhos er Konkursloven sprogligt unøiagtig i en anden Henseende, idet den an
giver sig som en Lov om Konkurs, skjøndt i Virkelig
heden visse Tilfælde af Konkursbehandling ikke indbefattes under dens Regler, nemlig Dødsbobehandling naar A r
vingerne ikke have vedgaaet Gjælden. Disse Tilfælde behandles i Almindelighed efter Skiftel. 30 Nov. 1874 Kap. 3, og skjøndt de herunder faldende Boer, som Mot.
S. 31 sige „skulle gjennemgaa en A rt af Konkursbehand
ling“ , er dog den gamle Sprogbrug helt igjennem bibe
holdt i dette Kapitel af Skifteloven.
Efter det udviklede er Ordet Skifte ikke heldigt som Betegnelse for al Bobehandling, da det sprogligt ikke passer paa Konkursbehandling. A f mindre Betydning er det, at det heller ikke passer paa den offentlige Behand
ling, som et Dødsbo kan undergives, naar der kun er en eneste Arving, og han har vedgaaet Gjælden. I dette Tilfælde finder der ikke nogen Konkursbehandling af Boet Sted, da Arvingen har vedgaaet Gjælden, og heller ikke noget egentligt Skifte, da der kun er en Arving og alt- saa ikke er Spørgsmaal om Deling mellem flere Sam
eiere.
Naar man uagtet de fremhævede Mangler ved Ud
trykket vil betegne al Bobehandling som Skifte, maa
Nordling Föreläsn. üfver Ärfdabalken S. 122. Sammenblanding af Skifte og Konkurs er iøvrigt umulig efter svensk Ret, hvor Arve- ekifte altid foregaar privat, jvfr. Nord. Retsencykl. 2 S. 133.
5
dette kun ske, hvor der efter Forbindelsen ikke kan være Anledning til Misforstaaelse, og forsvares ved, at der ikke haves nogen anden Benævnelse end denne, der næsten har faaet Borgerret i den angivne vide Forstand, og at det er hensigtsmæssigt at have en fælles Beteg
nelse for al Bobehandling. Ved Siden af de væsentlige Forskj elligheder mellem Skifte i egentlig Forstand og Konkurs, er der nemlig væsentlige Berøringspunkter, der henvise dem begge til samme Afsnit af Retssystemet.
Naar et Bo behandles af det Offentlige, foreligger der, hvad enten Formaalet er Skifte eller Konkurs, en eien- dommelig Opgave nemlig ikke blot at udtale, hvad der er Ret og hjælpe Vedkommende til denne Rets Gjennem- førelse, men først og fremmest at bestyre og opgjere en hel Formuemasse og at omdanne denne, saa at den brin
ges i en til de Berettigedes Fyldestgjørelse tjenlig Skik
kelse jvfr. Aagesen Indledn. til Formueretten S. 526.
Denne eiendommelige Virksomhed medfører en hel Række særlige Regler a f processuel Natur, og da disse i Grund
trækkene ere fælles for Skifte og Konkurs, ligesom Be
handlingen i begge Tilfælde sker ved samme judicielle Autoritet, maa Læren om Bobehandling eller, for at blive ved det tilvante Udtryk, Læren om Skifte danne en sær
lig Afdeling af Processystemet jvfr. Nellemann Exek. og Aukt. S. 1 ff. om denne Afdelings rette Plads i Systemet.
Skifteretten kan imidlertid ikke indskrænke sig til at fremstille de rent processuelle Regler, der ved Bo
behandling blive at følge. I mangfoldige Henseender fremkalder Bobehandling Regler angaaende Retsforholds Indhold, Omdannelse og Ophør, og ikke blot kunne disse ikke forbigaas uden at skade Fremstillingens Helhed og Forstaaelighed, men det er overhovedet umuligt paa ethvert Punkt at drage en skarp Grænse mellem de blot processuelle og de materielle Retsregler jvfr. Nelle
mann Aim. Del S. 4 og Ørsteds Bemærkninger i Fortalen til Hansens Fremstilling af det danske Skiftevæsen S. V.
I vore Love om Bobehandling indeholdes ogsaa mange materielle Begler, og i Konkl. Afsnit I er Stoffet ordnet saaledes, at de fleste af disse Regler ere samlede i de fem første Kapitler under Overskriften „Om Konkursens retlige Virkninger“ , medens de øvrige Kapitler angaa de Regler, der væsentligst ere af processuel Natur.*) Hvor vidt man i den antydede Henseende skal gaa ved Frem
stillingen af Skifteretten afhænger paa mange Punkter af et temmelig vilkaarligt Skjøn. I den efterfølgende Fremstilling er især den Grundsætning søgt giennemført ikke at medtage Emner, hvis Fremstilling kræver en Udvikling, der nødvendigvis maa findes i andre Dele af Retssystemet, fordi det dreier sig om Spørgsmaal, der ogsaa udenfor Tilfælde af Bobehandling kræve en Løs
ning. Saaledes er f. Ex. hele Undersøgelsen af thing- læste og uthinglæste Skjøders, Pantebreves og lignende Dokumenters Virkning i Udstederens Konkursbo betragtet som ikke vedkommende Læren om Skifte. Endvidere er Udviklingen af Betingelserne for og Virkningen af Hen- sidden i uskiftet Bo ikke medtaget, hvorved iøvrigt ogsaa er kommet i Betragtning, at der herom haves Fremstillin
ger i vor Litteratur, jvfr. navnlig Schlegel S. 69 og Scheels Familieret S. 251, hvortil intet væsentligt er at tilføie.
Paa den anden Side ere navnlig af praktiske Hensyn de vigtigste Regler om Skiftegebyrer, Arveafgifter o. desl.
medtagne.
*) De fleste fremmede Konkurslove indskrænke sig ikke til at give processuelle Bestemmelser, dog synes dette at have været Hensigten med den norske Konkl. 6 Juni 1868, i alt Fald motiverer den til Lovens Udarbeidelse nedsatte Kommission Udeladelsen af Konkurs
ordenen bl. a. ved, at Reglerne derom ikke ere processuelle men reelle. Forøvrigt er der ogsaa andre Lande, saasom Sverige og Finland, i hvis Konkurslove Konkursordenen er forbigaaet og hen
vist til særlige Love. I den østerrigske og den tydske Konkurslov er der tilstræbt en lignende systematisk Ordning som i vor Kon kurslov med Sondring mellem de materielle og de processuelle Be
stemmelser.
7
Naar Skifteretten opfattes som en Del af Proces
systemet, maa strængt taget en privat, nemlig af Andels
haverne selv udført, Bobehandling udelukkes fra Frem
stillingen jvfr. Bang i J. T. 23 S. 350. Imidlertid staa dog Reglerne om privat Dødsboskifte i en saa nær For
bindelse med Læren om oifentligt Skifte, at de ikke ganske bør forbigaas, og hertil kommer, at de fornødne Bemærkninger om visse private Skifter nemlig de, der foregaa under offentlig Kontrol, dog maa medtages i Skifteretten. Naar det erkjendes for nødvendigt, at Frem
stillingen optager ikke blot processuelle men ogsaa visse Bobehandlingen vedrørende materielle Retsregler, er der saa meget mindre Grund til at forbigaa privat Dødsbo
skifte.
I det foregaaende er det antydet, at Skifterettens Gjenstand er Behandlingen af et Bo. Chr. Y.s L o v om
taler kun Dødsboer og Opbudsboer som Gjenstand for en særlig Behandling, og en saadan maatte selvfølgelig og
saa finde Sted med Hensyn til de ikke i Lovbogen om
talte Fallitboer. Men dernæst var der allerede længe før Konkursloven og Skifteloven ingen Tvivl om, at og
saa andre Boer kunde være Gjenstand for offentlig Be
handling i Analogi med de lovbestemte Tilfælde, thi naar Lovgiveren har fundet den sædvanlige Retshjælp utilstræk
kelig eller uhensigtsmæssig, naar der er Spørgsmaal om Opgjørelse af et Dødsbo, Opbudsbo eller Fallitbo, maa Grunden ligge i, at her et helt Komplex af Rets
forhold skulle finde Ordning under Et, og denne Betragt
ning finder lige saa fuldt Anvendelse ved Opgjørelsen af andre Boer. Det anførte gjælder navnlig om Fællesboer, der skulle deles mellem Ægtefællerne i Anledning af de
res Separation eller Skilsmisse, og om Interessentskabs- boer jvfr. Kskr. 9 Nov. 1804, 20 Jan. 1827, Regi. 24 Okt.
1832 § 8, Fr. 11 Sept. 1839 § 7 m. fl. samt Schlegel S. 452 Noten om Exempler fra Slutningen af det 17de Aarhundrede. I det i Fr. 6 Dec. 1743 § 21 omhandlede
nu bortfaldne Tilfælde synes det, at Bobehandlingen skulde ske ved Fogden. Skiftelovens Kap. 6 omhandler udtryk
keligt Skifte af Fællesbo, og dens § 82 viser, at ogsaa andre Boer end Dødsboer og Konkursboer kunne komme under Skiftebehandling. Et eiendommeligt Formaal har Bobehandlingen, naar en forsvunden Persons Arvinger tage Dom til Nydelse af Brug og Indtægt af hans efter
ladte Formue ifølge Fr. 11 Sept. 1839, idet den Skifte
behandling , som da finder Sted, ikke gaar ud paa at dele Formuen men kun paa at fordele Indtægtsretten. Iøvrigt kan bemarkes, at naar en Person bliver gjort umyndig eller forsvinder, kan der være Anledning til at lade hans Gods optegne og vurdere ved Skifteretten jvfr. Fr.
11 Sept. 1839 § 6, men dette, der blot liar til Hensigt at konstatere Boets Tilstand, kan ikke henregnes til Skiftebehandling.
Det udelukker naturligvis ikke et Bo fra at komme under Skiftebehandling, at det i det givne Tilfælde ikke bestaar af en Flerhed af Rettigheder eller Forpligtelser men f. Ex. er reduceret til en Kapital i rede Penge, uden at der findes nogen Gjæld. Paa den anden Side maa det vistnok fastholdes, at kun et Bo kan være Gjen
stand for Skiftebehandling men ikke et Sameie over en enkelt Gjenstand eller endog et Interessentskab, naar dettes Rettigheder og Forpligtelser ikke udgjøre et Bo.
Kskr. 19 Sept. 1820 antager endog, at da et Ægteskab ved Dom var erklæret ugyldigt og altsaa ikke havde stiftet noget Formuefællig, tilkom det ikke Skifteretten men de sædvanlige Domstole at skille Parterne imellem.
Derimod udtales det i en Jmskr. 4 Dec. 1858, at en fast Eiendom, der af de paagjældende Eiere selv overgives til Skifteretten for at erholde Sameiet opløst, i E t og A lt maa betragtes som et til Skifteretten overgivet Bo.
Hos Schlegel S. 2 bemærkes ogsaa, at Gienstanden for Skiftebehandling i Reglen er et Bo, „men den kan na
turligvis ogsaa være andre fælles Formuegjenstande.“ I
9
Lovgivningen mangler imidlertid vistnok et tilstrækkeligt Tilknytningspunkt for den Sætning, at Skifteretten skal befatte sig med andet end Boer, navnlig kan Analogi ikke paaberaabes, thi dertil er det ikke nok, at der i et foreliggende Tilfælde er lige saa stor Vanskelighed ved at gjennemføre den enkelte Gjenstands Deling ad sæd
vanlig Retsvei, som der vilde være ved et Boes Deling ad denne Vei, men det maatte udkræves, at Vanskelig
heden i Almindelighed var den samme, hvilket aabenbart ikke kan paastaas. Nysnævnte Forf. synes iøvrigt kun at anse Skifterettens Pligt til Deling af andre Gjenstande end Boer for begrundet, naar der ikke er Nogen, som er berettiget til at raade over Gjenstanden, men en saadan raadighedsberettiget Person vil som oftest kunne findes, og hvis dette ikke skulde være muligt, f. Ex. foi’di endnu ubestemmelige Personer ere de berettigede, maa det Offentlige paa sædvaidig Maade varetage deres Tarv. I Almindelighed erkjendes det ogsaa, at kun et Bo kan være Gjenstand for Skiftebehandling jvfr. Hansen S. 103 og Aagesen Indledn. til Formueretten S. 533 samt Skifte
lovens Mot. S. 58, hvor det udtrykkeligt bemæi’kes, at Opløsning af et Sameie ikke kan blive Gjenstand for Skiftebehandling, og at Skifteloven hviler paa den Opfat
telse, at et Bo er den nødvendige Forudsætning for Anven
delse af Skiftebehandling. De Undtagelser, der undertiden opstilles, ere i Virkeligheden ikke Undtagelser. Ligesom det er klart, at de saakaldte „subsidiære Skifter“ , hvorom nedenfor, der kun ere en Bestanddel af Hovedskiftet, ikke danne en Undtagelse, saaledes fremkommer en saa
dan heller ikke derved, at man i visse Tilfælde ind
skrænker sig til at behandle en Persons her i Landet værende Formue uden Hensyn til, at det er muligt, at han har Formue andetsteds, f. Ex. naar en forsvunden Persons Formue deles mellem hans Arvinger, thi man har her i Lovgivningen Hjemmel til at betragte det som hans Bo. Om de saakaldte Arvedelingsboer se nedenfor.
Endnu bemærkes, at der om Skifte af visse Gjen- stande under visse Forhold f. Ex. Udskiftning af fælles Skov eller Jord findes særlige Regler i vor Lovgivning jvfr. Landboretten, men disse ere uden nogen Forbindelse med Læren om Bobehandling.
I Henseende til Fremstillingens Ordning vilde det vistnok være mest korrekt efter den fornødne Udvikling om Skifteretternes Organisation først at omhandle det egentlige Skifte og dernæst Konkurs. A f praktiske Gmnde er dette dog ugjørligt, navnlig efter de Kodifi
kationer, som Konkl. 1872 og Skiftel. 1874 give, og hvoraf den sidste paa mange Punkter henviser til den første.
Fremstillingen maa begynde med Læren om Konkurs, hvorved i Overensstemmelse med den foran omtalte le
gale Sprogbrug alene sigtes til Konkursbehandling af Boer i Vedkommendes levende Live, og derpaa omhandle Behandlingen af Dødsboer, Skilsmisse- eller Separations- boer m. v.
Anm. Den første Fremstilling i vor Litteratur af Læren om Bobehandling findes i Højers Kollegium over Pro
cessen (1742), hvor dog kun Konkurs og Opbud om
tales. I Hesselbergs Jur. Kollegium udgivet af Dons (1763) behandles hele Skiftematerien i Forbindelse med Arveretten. De senere almindelige systematiske Værker indeholde sædvanligt kun temmelig kortfat
tede Udviklinger om Bobehandling, der i Reglen hen
føres til Processen. Først J. O. Hansen har givet en udførlig Behandling af Emnet i sit Værk „Systema
tisk Fremstilling af det danske Skifte væsen“ , hvoraf der foreligger tre Udgaver, 1825, 1827 og 1837.
Derefter have P. G. Bang og J. E. Larsen fremstillet Skiftebehandlingen som elvte Kapitel af deres „Sy
stematisk Fremstilling af den danske Procesmaade“
(4de Bind eller J. T. 39te Bind, 1842), og endelig har N. F. Schlegel udgivet „Skirteretten efter den danske Lovgivning“ (1868).
11
Første Afsnit.
Skifteretternes Organisation.
Første Kapitel.
De ordinære Skifteretter.
A. De ordinære almindelige Skifteretter.
§ I-
I. I K j ø b e n h a v n bleve de mange ældre Skifte
retter*) ved Fr. 15 Juni 1771 § 15 afløste af en Skifte- kommission, der hørte under Hof- og Stadsretten, og nu efter denne Rets Forening med Overretten benævnes
*) Den almindelige Skiftejurisdiktion udøvedes trods 5—2—90 lige fra Lovbogens Tid ifølge Praxis af Byfogden og en Raadmand, Reskr. 29 Dec. 1713, men ved Reskr. 1 Juni 1731 henlagdes den under en Borgmester, to Raadmænd og Byfogden. Efter konge
lige Betjente udenfor Rangen og Andre, der ifølge 1—2—7 hørte under Borgretten, skiftede Borgretspræsidenten, efter Rangsperso
ner to Kommitterede af Hofretten, Fr. 10 Apr. 1686 jvfr. 1—2—6 og Instr. 9 Mai 1749 § 8, og efter dem, der hørte under Universi
tetet, Konsistorii Sekretær, Fund. 31 Marts 1732 § 88 jvfr. 1—2— 14.
Endvidere havde de asiatiske, vestindiske og guineiske Handels
kompagnier ifølge deres Oktroier Skifteret efter deres Betjente jvfr. Reskr. 28 Juli 1741, og en lignende Ret tilkom Frederiks Hospital, Fund. 6 Aug. 1756 § 22. Endelig var der særlige mili
tære Skifteretter. Jødernes Ældste og Forstandere skiftede efter afdøde Medlemmer af Menigheden, Reskr. 17 Aug. 1736, der dog blev noget indskrænket ved Reskr. 2 Dec. 1757 jvfr. Stampes Erkl.
2 S. 206. Først ved Anordn. 29 Marts 1814 § 1 jvfr. Regi. s. D.
§ 21 bortfaldt denne særlige Regel for Jøderne. Udenfor Kjøben
havn og Fredericia vare Jøderne ikke berettigede til særlig Skifte
jurisdiktion, Reskr. 18 Okt. 1794.
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Skiftekommission.
Denne Kommissions Jurisdiktion omfatter ifølge Fr. 1771
§ 15 „alle Indvaanere i Kjøbenhavn uden Forskjel4*, alt- saa ogsaa Geistlige og Militære jvfr. PI. 10 Juni 1778
§ 3 og Reskr. 18 Okt. 1780.
Efter Fr. 1771 § 15 skulde Kommissionen bestaa af tre dertil udmeldte Tilforordnede i Hof- og Stadsretten, men Reskr. 26 Aug. 1791 indskrænkede Antallet til to.
Kommissionens Medlemmer, der vare fritagne for Delta
gelse i den dømmende Rets Virksomhed, fungerede i to Aar og [deltoge begge i Behandlingen af hvert enkelt Bo, men saaledes, at det ældste Medlem udførte alle lø
bende Forretninger, og det yngste kun medvirkede i Nav
net, undtagen naar Kjendelser skulde afsiges, jvfr. Han
sen S. 8 og Rigsdagstd. 1861 Anh. A Sp. 546 om de for
skjellige Ulemper, som denne Organisation medførte.
Skiftekommissionen bestaar nu ifølge L. 23 Jan. 1862
§ 1 af tre Medlemmer valgte af og blandt Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Assessorer. De fungere i fire Aar
dog saaledes, at de efter denne Tids Udløb skulle til
endebringe de af dem begyndte Skifter, L. 1862 § 2. De dele Skifterne mellem sig overensstemmende med en efter Forhandling med Rettens Justitiarius vedtaget og af ham bifaldet Forretningsorden. Hvert af Kommissionens Med
lemmer behandler de ham tilfaldende Boer alene, uden at de to andre medvirke endog blot af Navn eller have noget Ansvar for Behandlingen, dog deltage alle tre Medlemmer i Kjendelser og Decisioner, saaledes at i Tilfælde af et Medlems Forfald et af Justitiarius dertil beskikket Medlem af Landsover- samt Hof- og Stads- retten indtræder i hans Sted, L. 1862 § 3. Skiftekom
missionens Medlemmer ere, forsaavidt deres Forretninger tillade det, pligtige til at deltage i Voteringen i Lands- over- samt Hof- og Stadsretten.
Ved Kommissionen er ansat en Skifteskriver (der
13
ikke længer tillige er Brevskriver ved Hof- og Stadsretten) Regi. 15 Juni 1771 §13 og L. om Lønn. under Justitsm. 25 Marts 1871 § 2, fremdeles en Bogholder, hvis Paategning er nødvendig paa enhver af Skiftekommissionen udstedt Kvittering, Transport eller Anvisning, PI. 7 Febr. 1792 og Fr. om Kancell. Kasse- og Regnskabsv. 8 Juli 1840
§ 15, og endvidere tre Fuldmægtige, som besørge de udvendige Forretninger navnlig Forsegling og Registre
ring, jvfr. J. T. 10, i S. 257. Disse Fuldmægtige fordeles mellem Kommissionens Medlemmer, som derhos hver især erholde til Hjælp ved Forrretningemes Besørgelse en pas
sende Del af det i Skifteskriverkontoret ansatte Perso
nale, L. 1862 § 5.
Retsvidner benyttes ikke, dog skal ved Forseg
lings- og Registreringsforretninger medtages to Vidner, Skiftel. 30 Nov. 1874 § 16 jvfr. Gebyrl. 30 Nov. 1874
§ 7 og Jmskr. 25 Sept. 1875 (Nr. 208).
II. I K j ø b s t æ d e r n e bestaar Skifteretten ifølge 5— 2— 90 af Borgmester og Raad samt Byfogden og By
skriveren som Skifteskriver jvfr. om sidstnævntes For
hold Kskr. 9 Jan. 1823 og 15 Apr. 1828. I de Kjøb- stæder, der havde Landsthingsret jvfr. 1— 6— 9, pleiede dog ikke hele Magistraten at deltage i Skiftebehandlin
gen, men den udnævnte et eller flere af sine Medlemmer til at udføre dette Hverv i Forbindelse med Byfogden jvfr. Reskr. 12 Juni og 10 Juli 1739, 6 Apr. 1742 og 9 Marts 1770 men dog Reskr. 19 Okt. 1753 kfr. Hansen S. 10.
Ved Borgmester og Raad sigtes kun til den konge
ligt udnævnte Magistrat. L ige saa lidt som de ifølge Anordn. 24 Okt. 1837 § 1 i de betydeligere Kjøbstæder udvalgte borgerlige Raadmænd liave havt nogen Andel i Skiftevæsenet jvfr. Kskr. 26 Mai og 30 Okt. 1838, lige saa lidt tilfalder saadan Virksomhed den ifølge L. om Kjøbstadkomm. Styrelse 26 Mai 1868 § 2 til Formand
for Byraadet beskikkede Borgmester eller de ifølge samme Lovs § 4 valgte borgerlige Raadmænd. Kun i Helsingør, Odense, Aalborg, Aarhus og Randers findes nu kgl. Borg
mestre, der have med Skiftevæsenet at gjøre, og kun i Helsingør en kgl. Raadmand, hvis Embede derhos er be
stemt til at inddrages, L. 1868 § 3. Da der endvidere i Reglen ikke findes nogen særlig Byskriver, er Skifte
forvalteren i Kjøbstæderne nu som oftest tillige Skifteskriver.
Naar Skifteretten beklædes af Byfogden alene eller i Forbindelse med en særlig Byskriver, maa der være to Retsvidner tilstede dog ikke nødvendigvis af de fast an
satte, Fr. 9 Juni 1847 § 13 se om deres Betaling Gebyrl.
30 Nov. 1874 § 7. Hvor Skifteretten bestaar af flere Per
soner, bruges ikke Retsvidner jvfr. Nellemann Aim. Del S. 246 men dog Schlegel S. 12, hvor imidlertid det paa- beraabte Reskr. f. Bergen 14 Nov. 1781 § 3 maa anses for en Undtagelsesbestemmelse jvfr. Schweigaard S. 143.
Naar Skifteretten bestaar af Borgmesteren og Byfogden, og de ere af forskjellig Mening, gjør førstnævntes Votum Udslaget jvfr. Kskr. 26 Apr. 1777.
Geistliges og Militæres Boer vare forhen undtagne fra Kjøbstædernes almindelige Skiftejurisdiktion, men dette er ophævet ved Kanccirk. 4 Aug. 1804, PI. 19 Apr.
1805 og Fr. 5 Dec. 1806. Om de ældre Bestemmelser kan henvises til Hesselberg Jur. Kolleg. S. 179 og L y - becker Applikationsudtog 3 S. 160 og 166 jvfr. Stampes Erkl. 5 S. 468, hvor det synes antaget, at den geistlige Skiftejurisdiktion ikke strakte sig til Behandling af Fallitboer.
III. P a a L a n d e t var ifølge 5— 2— 90 jvfr. dog 5—2— 80 Amtmanden eller Husbonden Skifteforvalter.
Ved Husbond forstodes efter den i Praxis almindelige Opfattelse Enhver, der som Eier eller Beneficiarius (Præst, Degn) havde Jord at bortfæste, dog ikke Selveierbønder.
Denne jorddrotlige Skifteret havdes derhos ikke med Hen
syn til alle Personer, der boede paa den paagjældende
15
Eiendom, men angik kun dem, for hvem Jorddrotten stod som Husbond, navnlig Fæstebønder, Forvaltere, Tjene
stefolk og alle disses Hustruer, Børn og Tyende jvfr.
Hansen S. 13 og B & L. S. 14. Udenfor de Tilfælde, hvor Husbonden var skifteberettiget, var Amtmanden Skifteforvalter, men da Lensbesidderne ifølge Privil.
25 Mai 1671 § 16 (14) havde Amtinandsmyndighed paa Lenene, udøvede de Skifteforvaltningen i Lenene i samme Omfang som ellers Amtmændene, hvorhos de tillige som Jorddrotter besad den enhver Husbond tilkommende Skifteret. Endelig var der særlige geistlige og militære Skifteretter.
Amtmændenes Skiftejurisdiktion blev ved PI. 13 Dec. 1793 henlagt til de vedkommende Herredsfogder eller kongelige Birkedommere jvfr. PI. 2 Okt. 1804, og disse skulde tillige skifte efter Geistlige og Militære, efterat de for disse gjældende særlige Skifteretter vare bortfaldne vedKanccirk. 4 Aug. 1804, PI. 19 Apr. 1805, Fr. 5 Dec.
1806 og Fr. 7 Nov. 1832 § 13. Derhos indskrænkedes den iorddrotlige Skifteret saaledes, at den ikke skulde tilkomme Andre end Lensbesiddere og Eiere af komplette Sædegaarde, Fr. 25 Juli 1817. Efter disse Bestemmelser bestod der dog endnu adskillige Undtagelser fra Herreds- fogdernes og de kgl. Birkedommeres Skiftejurisdiktion.
For det første angik PI. 13 Dec. 1793 kun de kgl. Amt- mænd og berøvede derfor ikke de Lensbesiddere, hvis Len vare oprettede før denne Lov, den dem ifølge deres Amtmandsmyndighed tilkommende Skifteret jvfr. nærmere Hansen S. 23. Dernæst vedblev den jorddrotlige Skifte
jurisdiktion for Lensbesiddere og Eiere af komplette Sædegaarde ifølge Fr. 25 Juli 1817 og endvidere for ad
skillige andre Landeiendommes Vedkommende, jvfr. nær
mere Hansen S. 11.
L. 28 April 1850 § 1 jvfr. Grundl. 1849 § 75 op
hævede Lensbesiddernes og den jorddrotlige Skiftejuris
diktion jvfr. angaaende Vallø og Vemmetofte Departe-
mentstd. 1866 S. 519; men den saaledes ophævede Skifte
jurisdiktion blev ikke ligefrem overdraget til Herreds- fogderne og de kgl. Birkedommere, hvorved disse vilde være blevne de eneste Skifteforvaltere paa Landet.
L. 1850 bestemte nemlig, at naar den Eiendom, hvis Be
siddelse tidligere gav Skiftejurisdiktion, laa i et Herred eller et kgl. Birk, skulde de deri beskikkede Retsbe
tjente overtage Skifteforvaltningen, men naar Eiendom- men hørte under et privat Birk, skulde Regeringen i hvert enkelt Tilfælde anordne, hvorvidt de omhandlede For
retninger skulde overdrages til de i disse Birker ansatte Birkebetjente eller til den vedkommende Herredsfoged.
En saadan Anordning skete ved Bekj. 21 Nov. 1850 jvfr.
Departementstd. 1850 S. 1505, og da denne i visse T il
fælde henlægger de omtalte Forretninger til Birkedommere i private Birker, erholdt disse, hvis Embede ikke tid
ligere medførte nogen Skifteforvaltning, nu den Skifte- jurisdiktion, som før L. 1850 havde tilkommet Lensbe
siddere og Jorddrotter i det vedkommende private Birk.
Forsaavidt vedblev altsaa de ældre Regler om Grænserne for Lensbesiddernes og Jorddrotternes Skiftejurisdiktion at have Interesse, idet de nu betegnede Grænserne for den til det private Birk hørende Skiftejurisdiktion. Ved Embedsledighed ere de private Birker efterhaanden enten bortfaldne eller bibeholdte som kgl. Birker, og derved er (let sidste Spor af Lensbesiddernes og Jorddrotternes Skiftejnrisdiktion forsvundet.
Paa Landet er saaledes nu Herredsfogden eller Birke
dommeren eneste Skifteforvalter og er tillige Skifte
skriver. Om der end i Jurisdiktionen haves en særlig Retsskriver, har denne intet at gjøre med Skiftevæsenet jvfr. Kskr. 8 Febr. 1794, 5 Juli s. A. i Slutn. og 17 Sept. 1803. To Retsvidner maa være tilstede dog ikke nødvendigvis af de fast ansatte, Fr. 9 Juni 1847 § 13 se om deres Betaling Gebyrl. 30 Nov. 1874 § 7.
IV. Paa F æ r ø e r n e er Sorenskriveren Skiftefor-
17
valter, N. L. 5— 2— 91 jvfr. Kskr. 1 Sept. 1792 og Fr.
7 Apr. 1809. Om Retsvidnerne se L. 1. Marts 1873 § 9.
Paa I s l a n d hører Skiftevæsenet i Reikjavik under Byfogden, Resol. 15 Apr. 1803, og ellers under Syssel
manden jvfr. Kskr. 1 Sept. 1792 og Reskr. 26 Aug. 1812 (hos Hansen S. 36) samt om Geistlige Fr. 27 Nov. 1816 § 1.
I G r ø n l a n d ere Handelsinspektørerne Skifteforval- tere, PI. 3 Juni 1791, ogsaa efter de til Missionen hørende Personer jvfr. Kskr. 24 Marts 1810. Ifølge de foreløbige Bestemmelser om Grønlændernes Kasse og Forstanderska
berne i Grønland af 31 Jan. 1872 § 20 skal Forstander
skabet være berettiget til at afgjøre alle Retstrætter navnlig ogsaa mulige Spørgsmål om A w mellem Grønlæn
derne indbyrdes, hvorom disse maatte henvende sig til det, og i Mangel af Forlig skal dets Kjendelse være en
delig.
I V e s t i n d i e n er der paa St. Croix en Skifteret i Christianstad og en i Frederikstad, paa St. Thomas en og paa St. Jan en, hvilke Retter paa St. Croix og St.
Thomas beklædes af de respektive Dommere og Skrivere, Resol. 18 Sept. 1855 jvfr. Fr. 6 Dec. 1799 og 17 Apr.
1807 og paa St. Jan af Landfogden, Fr. 17 Apr. 1807 § 5.
Undertiden bemærkes, at de d a n s k e K o n s u l e r i U d l a n d e t ifølge Fr. 4 Aug. 1824 § 11 have „en Skifte- forvalters Myndighed med Hensyn til de der afdøde kon
gelige Undersaatter“ jvfr. Schlegel S. 12. Herved erindres, at forsaavidt Forholdet ikke særligt er ordnet ved Traktat jvfr. f. Ex. Traktat med Venezuela 19 Dec. 1862 Art. 21 (bekjgj. ved Pat. 10 Aug. 1863), beroer det paa Dødsste
dets Love, om den Paagjældendes Bo skal skiftes af den fremmede Øvrighed, og er dette Tilfældet, skal den danske Konsul ikke optræde som Skifteforvalter jvfr. Kskr. 24 Juni 1845. Men selv i modsat Fald synes Fr. 1824 § 11 og Instr. 24 Marts 1868 § 10 ikke at tillægge Konsulen nogen Skiftemyndighed, men blot at berettige og forpligte ham til at varetage Boets Tarv, navnlig ved at sørge
2
for Formuens Konstatering og Bevaring som dets Re
præsentant, indtil rette Vedkommende kunne træffe for
nøden Bestemmelse.
B. De ordinære specielle Skifteretter.
§2.
Medens der tidligere fandtes adskillige for visse Klasser af Personer eller for visse Steder gjældende specielle eller, som de ofte benævnedes „privilegerede“
Skifteretter, jvfr. foran og Hansen S. 55, gives der nu kun en saadan, nemlig Sø- o g H a n d e l s r e t t e n i K j ø - b e n h a v n . *
Denne Ret skal ifølge Konkl. § 149 jvfr. Anordn.
19 Juli 1872 behandle Handlendes, Fabrikanters og Skibs
rederes Boer, der tages under Behandling efter Konkurs
loven, jvfr. om Grunden til denne Bestemmelse Rigsdagstd.
1871— 72 Till. B Sp. 441. Sø- og Handelsrettens Med- lemsantal er med Hensyn hertil blevet forøget med fem handelskyndige Medlemmer og en retskyndig Næstfor
mand, hvilken sidste Post skal beklædes af et Medlem af Landsover- samt Hof- og Stadsretten, som beskikkes til tillige at fungere i denne Egenskab. T i af Sø- og Han
delsrettens Medlemmer vælges af og blandt denne Rets handelskyndige Medlemmer til i Forening med Forman
den og Næstformanden at danne en særegen Skifteretsaf- deling. I hvert enkelt Bo fungere to Medlemmer i For
bindelse med Formanden eller Næstformanden, Anordn.
1872 §§ 2 og 3.
Som H a n d l e n d e anses ifølge Konkl. § 45 „Enhver, der om end kun i Forbindelse med anden Virksomhed driver Handelsforretninger, derunder indbefattet Kommis
sionshandel, Assuranceagentur, Vexeller- og Bankforretnin
ger saavelsom Speditionsforretninger, forsaavidt han ifølge Lovgivningen er eller, hvis han boede i en Kjøbstad, vilde være forpligtet til at føre autoriserede Handelsbø- ger.“ Forpligtelsen til at føre Handelsbøger paahviler
19
kun visse Klasser af Handlende nemlig Grosserere, dem der have Borgerskab som Kjøbmænd, Vexellerere, Apo- thekere, Boghandlere, Handelskommissionærer og Andre, hvis Handel maa sættes over Høkeres, derunder dem der have Borgerskab som Detaillister, jvfr. Fr. 1 Juni 1832
§ 1, Scheels Personret S. 561 og U. f. R. 1873 S. 108.
For Assuranceagenter og Speditører og vistnok for Ban
kierer , der ikke tillige ere Vexelerere jvfr. Imskr.
28 Juni 1872 (Nr. 190), bestaar ingen Forpligtelse til at føre Handelsbøger, og de kunne altsaa ikke hen
regnes til Handlende i Konkurslovens Forstand, uagtet . de udtrykkeligt ere nævnte i Konkl. § 45, men det besynderlige heri forklares derved, at man ved Bestem
melsens Affattelse har havt en forventet Forandring i Reglerne om Pligten til at føre Handelsbøger for Øie jvfr. Rigsdagstd. 1871— 72, Folkethingsforh. Sp. 6439.
Derimod ere Handelsagenter pligtige at føre Bøger jvfr.
Udtrykket „Handelskommissionærer“ i Fr. 1832. De au
toriserede Mæglere ere vel ifølge Fr. 22 Dec. 1808 § 6 forpligtede til at føre en autoriseret Protokol over „alle sine Affærer“ , hvorved efter Sammenhængen dog kun sigtes til de af dem for Andre sluttede Handler, men denne Pro
tokol kan ikke henregnes til de egentlige Handelsbøger jvfr. Stempell. 19 Febr. 1861 § 73, og Mæglere kunne derfor ikke henføres under Konkl. § 45, selv om man iøvrigt kunde anse dem for Handlende. Derimod kommer det efter § 45 ikke i Betragtning, om den Paagjældende har anden Virk
somhed end sine Handelsforretninger, selv om denne Virk
somhed danner hans Hovedbeskjæftigelse. Naar en Haand- værker benytter den ham efter Næringsl. 29 Dec. 1857
§ 23 tilkommende Handelsret, bliver han imidlertid dog ikke at anse som Handlende efter Konkl. § 45, da han ikke er pligtig til at holde Handelsbøger.
Ved S k i b s r e d e r e forstaas ifølge Konkl. § 45 kun de, der drive Rederi som Næringsvei. Meningen hermed er at hindre, at man til Skibsredere skulde henregne „Per-
2*
soner i ganske andre Livsstillinger, der blot leilighedsvis drive Skibsrederi f. Ex. eie en Skibspart uden iøvrigt at befatte sig med Skibets Bestyrelse“ jvfr. Rigsdagstd.
1871— 72 Till. B Sp. 431 og Folketingsforh. Sp. 6440.
Det er en Selvfølge, at man saa meget mindre kan hen
regne Personer til Skibsredere, som udruste Skibe uden Hensigt til derved at erhverve noget f. Ex. til videnska
belige Expeditioner. Derimod er det ikke en Betingelse for at anses som Skibsreder, at Vedkommende driver R e
deri som Hovednæringsvei jvfr. Modsætningen til den umiddelbart følgende Bestemmelse af Begrebet Fabrikant.
Til F a b r i k a n t e r henregner § 45 dem, der drive Fa-*
brikvirksomhed som Hovednæringsvei. Herved udelukkes Personer „der i Forbindelse med en Virksomhed af en ganske anden Beskaffenhed drive E t eller Andet, der kunde betegnes som Fabrik, f. Ex. naar en Landmand ved Siden af sin Landbedrift driver et Teglværk, et Kalk
værk eller deslige“ jvfr. Rigdagstd. 1871— 72 Folke- thingsforh. Sp. 6440. Om Fabrikvirksomheden drives paa en saadan M aade, at Fabrikanten er pligtig at føre autoriserede Bøger jvfr. Fr. 1 Juni 1832 § 4 kommer ikke i Betragtning.
A t en Person driver Handelsforretninger eller Fa
brikvirksomhed u d e n N æ r i n g s a d k o m s t (Rederi er fri Næring), udelukker ham ikke fra at anses som Hand
lende eller Fabrikant efter §45. Man kunde vel sige, at der efter Fr. 1 Juni 1832 ikke bliver Spørgsmaal om Forpligtelse til at føre Handelsbøger for Personer, der drive Handel uden Adkomst, men den rette Sammenhæng hermed er, at Lovgivningen selvfølgelig ikke vil eller kan give Regler om Maaden, hvorpaa en ulovlig Virk
somhed skal føres. Meningen er ikke, at f. Ex. den, der ulovligt driver Grosserernæring, skal nyde Fritagelse for at føre Bøger, men Forholdet er det, at den Paagjældende er pligtig at efterkomme Lovgivningens Forskrifter, der
under at føre autoriserede Bøger efter at have forskaffet
21
sig lovlig Næringsadkomst jvfr. H. R. Td. 1879 S. 77 og 88.
Efter Lovordene er det en Betingelse for Anvendel
sen af Konkl. § 149, at den Paagjældende nu v e d K o n k u r s e n s U d b r u d er Handlende, Fabrikant eller Skibs
reder, og det er ikke tilstrækkeligt, at lian har drevet saadan Virksomhed, naar denne allerede før Konkursen var ophørt. Man kunde indvende, at den til Grund for
§ 149 liggende Tanke, at det er hensigtsmæssigt at have en særlig kyndig Skifteret for de nævnte Personers Kon
kursboer af Hensyn til Beskaffenheden af de Retsforhold, som deres Virksomhed fremkalder, synes at føre til, at ogsaa Personer, der vel ikke længer ere men dog nylig have været i de omtalte Stillinger, maa omfattes af Be
stemmelsen. Som passende Tidsgrænse kunde i Lighed med Konkl. §§ 43, 44 og 46 sættes et Aar før Konkur
sens Udbrud. Derved vilde ogsaa den Besynderlighed undgaas, at den særlige Handelskonkursret ikke skulde behandle f. Ex. et Bo, hvis Eier har ophørt at drive Handel fire Maaneder før Konkursen, uagtet denne Per
sons Konkurs netop er indtraadt ifølge de særlige for Handlende o. desl. gjældende Regler i Konkl. §§ 43, 44 eller 46. Imidlertid kunne de anførte Betragtninger ikke berettige til at fravige de utvivlsomme Lovord i Konkl.
§ 149, selv om det var ubestrideligt, at Lovgrunden i lige høi Grad taler for at anvende Bestemmelsen paa Fallen
ter, der endnu ere, og paa Fallenter, der indtil for nylig have været i de angivne Stillinger. Det kan ogsaa be
mærkes, at den i Konkl. § 43 nævnte Tidsgrænse skyldes særlige Hensyn, som ikke her gjøre sig gjældende, og at Konkursloven ikke ved at nævne Handlende, Fabrikanter og Skibsredere, altid derunder tillige henfører de Perso
ner, der i det sidste Aar have været i saadan Stilling, vi
ser dens § 100, hvis Fortolkning, som nedenfor vil ses, er utvivlsom. I Praxis holder man sig ogsaa til Lovordene, og det kommer altsaa an paa, om den Paagjældende endnu
ved Konkursens Udbrud driver den omhandlede Virksom
hed. I modsat Fald maa Boet behandles af den almin
delige Skiftekommission, selv om Fallenten endnu er i Be
siddelse af behørig Adkomst til at drive den Virksomhed, som han før Konkursen har opgivet. Dog tør det vel antages, at det Ophør af Forretningsførelse, som har fun
det Sted blot i Anledning af selve Konkursen, ikke skal tages i Betragtning, selv om det ikke er aldeles kortva
rigt, f. Ex. i det ikke ualmindelige Tilfælde at en Hand
lende efterat have lukket sin Butik forsøger mindelig Akkord, inden han erklærer sig fallit.
Sø- og Handelsretten skal efter § 149 overtage de nævnte Personers Boer, n a a r de s kul l e t a g e s under B e h a n d l i n g e f t e r K o n k u r s l o v e n . Dette kan ikke blot ske i Paagjældendes levende Live, men ogsaa naar han er død, nemlig naar Arvingerne ikke vedgaa Gjælden, og Boet befindes insolvent samt en Kreditor forlanger Behandling efter Konkursloven, jvfr. Konkl. § 145. I sidste Fald vil Boet som Dødsbo allerede være taget under Be
handling af den almindelige Skiftekommission og maatte altsaa af denne extraderes til Sø- og Handelsretten. En saadan Extradition fra den ene Skifteret til den anden af et Bo, der muligvis allerede længe har staaet under Be
handling, medfører ganske vist forskjellige Ulemper, og det lader sig heller ikke nægte, at Hensigten med § 149 ofte ikke kan opnaas ved Extraditionen, idet den særligt kyndige Behandling kan være foregrebet ved, hvad der allerede er passeret. Desuagtet synes det at følge af Lovordene, at saadan Extradition bør ske jvfr. ogsaa Rigsdagstd. 1871—72 Landsthingsforh. Sp. 1390, thi det vilde sikkert være uberettiget at paastaa, at der ikke forelaa et Bo efter en Handlende o. s. v., fordi den Paa- gjældende før Konkursens Begyndelse nemlig ved sin Død havde ophørt at drive sin Forretning.
Bestemmelsen i Konkl. § 149 omhandler som be
mærket den eneste nu existerende specielle Skifteret.
23
Man har vel antaget, at H o s p i t a l s f o r s t a n d e r n e ere berettigede til som specielle Skifteforvaltere at behandle afdøde Hospitalslemmers Dødsboer jvfr. Hansen S. 57, Kskr. 7 Apr. 1827 og 29 Marts 1828, men herfor haves ingen Hjemmel. Noget andet er, at Hospitalsforstanderen paa Hospitalets Vegne i Kraft af dets Arveret efter 2 — 19— 13 jvfr. PI. 1 Juli 1799 § 185 og efter Omstæn
dighederne med sine Foresattes Tilladelse kan skifte Boet p r i v a t , og mere ligger vistnok heller ikke i de af Hansen 1. c. paaberaabte Ytringer hos Stampe Erkl. 1 S. 482. Forstanderen maa altsaa, hvis han vil skifte, fremsætte Begjæring derom for Skifteretten, og Hospitalet paadrager sig derved fuldt Ansvar for den Afdødes Grjæld, om hvilken Forstanderen ligesaa lidt som en selvskiftende Arving kan afsige Decisioner jvfr. Schlegel S. 13.
Endnu kan erindres, at ifølge Udtrykkene i Resol.
16 Febr. 1778 (i Kskr. 7 Marts s. A.) tilkommer der Sø- k v æs t h u s e t s B e t j e n t e en egentlig Skifteret efter denne Stiftelses Lemmer, og overfor denne særlige Hjemmel kan man ikke med Schlegel S. 14 betragte Forholdet her paa samme Maade som ved Hospitaler i Almindelighed. Imidlertid benyttes Søkvæsthuset saavidt vides ikke for Tiden paa den i Resol. 1778 forudsatte Maade.
De ordinære Skifteretters specielle Kompetence.
§ 3.
Da enhver almindelig eller speciel Skifteret har sit lokale Omraade, indenfor hvilket den er udelukkende kompetent til at fungere fremfor andre sideordnede Skifteretter, maa det afgjøres, i h v i l k e n R e t s k r e d s e t S k i f t e skal hol des. Hovedreglen herom findes i Fr. 21 Juni 1793 jvfr. Skiftel. § 87, hvorefter „Skifter saavel i Døds- som i Opbuds eller Fallits Tilfælde bør holdes af Skifteretten paa det Sted, hvor den efter
hvilken der skiftes, havde sit personlige Væmething paa den Tid, Skiftet tager sin Begyndelse“ . Herved sigtes naturligvis til det civile Væmething og ikke til det i visse Tilfælde derfra forskjellige i Justits- og Politisager gjældende jvfr. Fr. 18 Nov. 1791 og Kskr. 8 Dec. 1827.
Militære høre udenfor Kjøbenhavn ikke under den almin
delige civile Jurisdiktion, men det fremgaar af Udtryk
kene i Kanccirk. 4 Aug. 1804 og PI. 19 Apr. 1805, at Skifte efter dem skal holdes der, hvor deres Væmething ifølge almindelige civile Regler vilde være.
Det i r saaledes de almindelige Regler om d et p e r s o n l i g e V æ m e t h i n g som her ere bestemmende jvfr.
derom Nellemann Aim. Del S. 450. Ifølge 1— 2—4 kom
mer det altsaa an paa, livor den, efter hvem der skiftes, havde fast Bopæl i det Øieblik, han døde eller gik fallit.
Herefter retter Skiftestedet sig uden Hensyn til, om den Paagjældendes Gods findes andetsteds, eller om han havde Forretningslokale o. desl. andetsteds jvfr. Fr. 1793
§ 2, eller om han havde taget midlertidigt Ophold andet
steds være sig i Indlandet eller Udlandet jvfr. PI.
21 Apr. 1830, Kskr. 3 Juli 1813 og 26 Okt. 1820 samt om Skifter efter vestindiske Soldater Jmskr. 20 Marts og 13 Mai 1854. Selv et langvarigt Ophold paa et andet Sted f. Ex. som Fange i en Straffeanstalt eller som Afsindig paa en Sindssygeanstalt, og hvad enten det som i de nævnte Exempler er tvunget eller frivilligt f. Ex. Ophold ved et Badested, er uden Indflydelse, naar det kun kan anses for midlertidigt, og den Paagjældende har bevaret fast Bolig andetsteds. Heller ikke kommer det, naar den Vedkommende er fast bosat her i Landet, i Betragtning, at han er en fremmed Stats Borger, men Skiftet af
holdes da her og omfatter ogsaa hans i Udlandet værende Eiendele jvfr. Jmskr. 13 Aug. 1857, naar ikke Traktater undtage hans Bo fra de danske Skifteretters Behandling jvfr. Kskr. 24 Juni 1845, Traktat med England 11 Juli 1670 § 15 kfr. Reskr. 24 Febr. 1747 og Jmskr. 7 Febr.
25
1877 (Nr. 37), med Frankrig 23 Aug. 1742 § 40, med Rusland 19 Okt. 1782 § 34, med Siam bekjgj. ved Pat.
3 Febr. 1860 § 15, med Venezuela bekjgj. ved Pat.
10 Aug. 1863 § 21, hvilke Traktater, naar undtages den russiskes § 31, dog alene tale om Dødsbobehandling.
Da det for et F i r m a , S e l s k ab e l l e r F o r e n i n g angivne Hjemsted ifølge Firmal. 23 Jan. 1862 § 15 be
tragtes som Firmaets Hjemtliing, medfører den oven
omtalte Regel, at Skiftebehandling af Firmaets, Sel
skabets eller Foreningens Bo maa ske paa det nævnte Hjemsted, uden Hensyn til hvor Deltagerne eller Besty
rerne bo. Forudsætningen herfor er dog, at Firmaets osv. Bo danner en fra de enkelte Interessenters Bo for
skj ellig Masse. Hvorvidt dette er Tilfældet ved de an
svarlige Interessentskaber, maa omhandles i Læren om Interessentskab i Obligationsretten jvfr. Hallagers norske Obligationsr. (ved Aubert) 2 S. 288 og det der citerede.
Hvor Firmadeltagerne alle ere solidarisk ansvarlige, an
tage de fleste Forf. at der ikke bør holdes særskilt Kon
kurs med Hensyn til Firmaets Formue, men at kun de enkelte Interessenters Bo kan tages under Konkursbe
handling, der da foregaar ved deres personlige Værne- thing, jvfr. Aagesen Indledn. til Formueretten S. 530.
Hvis en Person har f a s t B o p æ l paa f l e r e S t e d e r her i Landet, men ved Skiftets Begyndelse kun holdt Dug og Disk paa et af dem, er dette ifølge 1— 2— 4 Skiftestedet jvfr. Kskr. 21 Dec. 1819. Dette vil f. Ex.
komme til Anvendelse, naar den Paagjældende boer i en Sommerleilighed, medens hans Bolig i Byen staar tom eller kun benyttes til Aftrædelse jvfr. Kskr. 30 Nov. 1834.
Holder Vedkommende s a m t i d i g t D u g o g Di s k paa f l e r e S t e d e r , maa Skiftet i Overensstemmelse med 1— 2 - 2 6 foregaa paa det af disse Steder, hvor han op
holdt sig ved Behandlingens Begyndelsestid jvfr. Kskr.
22 Apr. 1815 og Høiesteretsdom i norsk Retstid. 1840 S. 369.
Opholdt han sig ikke paa noget af disse Steder men paa
et tredie Sted, er det naturligst at. tage Hensyn til den Bopæl, til hvilken han maa formodes at have villet be
give sig. Ofte findes dog den Opfattelse, at man, naar Vedkommende har flere Bopæle i Riget, først og frem
mest skal lægge Vægten paa, hvilken af dem der maa anses som hans principale, navnlig fordi hans væsent
ligste Virksomhed ledes derfra, og kun naar dette ikke kan oplyses, tage Hensyn til den Bopæl, hvor han holdt Dug og Disk, eller hvor han opholdt sig jvfr. Hansen S. 51, Schlegel S. 27, Kskr. 6 Dec. 1794 (i Registr. under „A rv og Skifte A “) 20 Aug. 1816, 8 Febr. 1838 og 18 Marts 1845 samt J. U. 1848 S. 305, men dette er ikke stem
mende med Lovens Værnethingsbestemmelser, der ikke lade det være afgjørende, hvilken af de flere Bopæle der er den principale, jvfr. Nellemann Alm. Del S. 453.
Naar den Paagjældende i n t e t s t e d s h a r en f a s t B o p æ l , skiftes paa lians Opholdssted, uden Hensyn til om dette er frivilligt valgt eller ei jvfr. Kskr. 27 Mai 1815. Saaledes vil der ofte blive at afholde Skifte efter afdøde Straffefanger paa Fængselsstedet, idet de jævnlig opgive deres tidligere Bopæl ved Fængslingen. Fra det anførte synes PI. 21 Apr. 1830 at gjøre en Undtagelse, thi dens Ord medføre, at der altid skal skiftes efter af
døde udskrevne Soldater paa det Sted, hvor de forhen havde deres Hjem, selv om de ikke der have vedlige
holdt Bopæl.
Skifte i Anledning af Ski l s mi s s e e l l e r S e p a r a ti on mellem Ægtefæller, der have forskjelligt Væme
thing, bør foregaa paa Mandens Hjemsted, da Skiftet gaar ud paa en Deling af det i hans Besiddelse og under hans Raadighed værende Fællesbo. E fter en f o r svunde n P e r s o n skiftes paa det Sted, hvor hans sidste Væmething her i Riget var, men efterlader den For
svundne en Ægtefælle, der har Besiddelsen af og Raa- digheden over Boet jvfr. Fr. 11 Sept. 1839 § 7, maa Skifte af Fællesboet ske ved den efterladte Ægtefælles Værne-
27
thing. Naar en Ægtefælle, der har hensiddet i uskiftet Bo, skifter med den førstafdødes Arvinger, antages det sædvanligt, at Skiftet ikke skal holdes paa den Afdødes Hjemsted men paa den Efterlevendes jvfr. Kskr. 27 Sept.
1823 og H. R. Td. 1862 S. 229, og dette er i god Konse
kvens med den Regel, at det ved et Fællesboes Skifte mellem Ægtefæller kommer an paa den Ægtefælles Hjem
sted, som har Besiddelsen af og Raadigheden over Boet.
I Forbindelse hermed pleier man at omtale nogle Tilfælde, hvor det Spørgsmaal opstaar, om der skal holdes e t e l l e r f l e r e S k i f t e r , medens det, hvis det sidste antages, ikke kan v * r e tvivlsomt, hvor de flere Skifter skulle holdes. Saaledes naar der efter den i uskiftet Bo hensiddende Ægtefælles Død skal skiftes mellem begge Ægtefællers Arvinger. Det kunde synes, at man her først burde skifte paa den sidstafdøde Ægte
fælles Hjemsted mellem dennes og den førstafdødes A r
vinger, og dernæst lade de sidstnævntes Andel komme til Skifte mellem dem paa den førstafdødes Hjemsted, men man har vistnok altid og med Rette antaget, at hele Skiftet skal finde Sted paa den længstlevendes Hjemsted jvfr. Hansen S. 51 og Schlegel S. 22 kfr. ogsaa Forudsætningen i Skiftel. § 6 sidste Stykke. Endvidere kan nævnes det Tilfælde, at der er begyndt Skifte efter den ene Ægtefælle, og derpaa den anden døer, inden Skiftet er sluttet. Man antog her forhen, at den længst
levendes Bo skulde inddrages under det begyndte Skifte jvfr. Hansen S. 51 og Kskr. 28 Febr. 1801 men med Urette jvfr. Schlegel S. 23. Den sidstafdøde Ægtefælles Bo, der kan have ganske andre Aktiver og Passiver end den Fællesboet omfattende Masse, maa skiftes selvstæn
digt, og da natiu'ligvis paa den sidstafdødes Hjemsted) om der end i det givne Tilfælde ikke maatte være anden Formue eller Gjæld end den fælles. Paa lignende Maade maa der holdes to Skifter og efter Omstændighederne ved forskjellige Skifteretter, naar Skifte er begyndt i
Anledning af Skilsmisse eller Separation, og derpaa den ene Ægtefælle døer, eller naar en Person gaar fallit og derefter døer, jvfr. Kskr. 24 Febr. 1821 og Jmskr. 11 Okt.
1848. Forsaavidt et Firma med ansvarlige Ihændehavere kan erklæres fallit, ville i Reglen ogsaa Ihændehaverne gaa fallit, om end dette ikke er absolut nødvendigt, og da kan ved Siden af Fallitbehandlingen paa Firmaets Hjem
sted de enkelte Interessenters Boer være at behandle paa deres Hjemsteder.
Naar en Person liar sin f a s t e Bo pæl i Ud l a nd e t , ere de danske Skifteretter ikke kompetente til at be
handle hans Bo. Grunden hertil er dog næppe som hos Schlegel S. 316 anført, at den danske Lovgivning ikke vilde være anvendelig paa et saadant Boes Behandling, thi selv om dette var ubetinget rigtigt, kunde det lige saa lidt her som ellers være en Hindring for de danske Autoriteters Virksomhed, at det omspurgte Forhold maa bedømmes efter fremmed Ret. Paa den anden Side maa det indrømmes nysnævnte Forf., at Fr. 1793, der aaben- bart kun har det indbyrdes Forhold mellem danske Skifteretter for Øie jvfr. dens Præmisser, ikke kan af
give nogen sikker Hjemmel for den omtalte Sætning.
Saavel den Regel, at de danske Skifteretter ere kompe
tente til at behandle fremmede men her bosatte Stats
borgeres Boer, som den Regel, at de ere inkompetente til at behandle Boer efter udenlands bosatte Personer, selv om disse ere danske Statsborgere, maa gmndes paa Sagens Natur navnlig paa den Betragtning, at de her hjemmehørende Personer og ikke andre ere saaledes knyttede til det danske Samfund, at de danske Auto
riteter bør være skifteberettigede. A t Boer efter uden
lands bosatte Personer ikke her skulle skiftes, er ogsaa fast antaget i Praxis og mangfoldige Gange udtalt af Administrationen jvfr. det hos Schlegel S. 317 citerede, hvorved dog bemærkes, at de mange der anførte Trak
tater ikke ere bevisende, da de netop ere Undtagelses
29
bestemmelser, idet de gaa saa vidt, at de deri omhand
lede Udlændinges Boer ere fritagne for vore Skifteretters Behandling, selv om Udlændingen var fast bosat her i Landet.
En særlig Regel gjælder om Skifte af Boer efter Personer, der liere til de kgl . G e s a n d t s k a b e r i f r e m me d e S t a t e r , thi det skal foregaa her i Landet, hvad enten Vedkommende har fast Bolig i Udlandet eller ei, og hvad enten han tillige eller alene eller slet ikke har Bolig her i Landet, se Fr. 30 Mai 1827, hvorefter Skiftet afholdes, livor Vedkommendes faste Bolig her i Landet er, og hvis han ikke her har nogen Bopæl ved Skifte- kommissionen i Kjøbenhavn.
Endvidere erindres, at naar en D a n s k , som ikke har Bopæl her i Landet, er a f g a a e t v e d D ø d e n i U d l a n d e t , og man ikke der foretager Skifte efter ham, kan Justitsministeriet ifølge Skiftel. § 87 henvise saadant Boes Behandling til den indenlandske Skifteret, som findes hensigtsmæssigst at kunne behandle det f. Ex. den Skifte
ret, i hvis Jurisdiktion hans Gods er beliggende. Denne Regel maatte vel ogsaa kunne anvendes i det Tilfælde, at Vedkommende baade havde Bolig her og i Udlandet, men hans personlige Væmething i Dødsøieblikket var i Udlandet. Udenfor Tilfælde af Skifte paa Grund af Dødsfald, tilkommer der ikke Ministeriet en saadan Myndighed.
Behandling af Boer tilhøronde P r i n s e r o g P r i n s e s s e r a f B l o d e t o g K o n g e r n e s n a t u r l i g e Bø r n indbefatter i Tilfælde af Konkurs en Jurisdiktion over Boets Ihændehaver og kan derfor ifølge 1— 2— 1 og 2 ikke foretages af nogen Skifteret uden særlig kgl. Be
myndigelse. Derimod synes 1— 2— 1 og 2 ikke at ude
lukke Behandling ved Skifteretten af de nævnte Per
soners Dødsboer saavelsom af Kongens Dødsbo, men da ingen Domstol har havt Jurisdiktion over den Afdøde i de omtalte Tilfælde, kan Fr. 21 Juni 1793 ikke finde
Anvendelse, og der maa derfor kræves speciel Bemyn
digelse, for at en Skifteret kan tiltræde Boets Behand
ling jvfr. Jmskr. 17 Dec. 1863. Hos Schlegel S. 21 an
tages dog, at man kan anvende Analogien af Fr. 1793, saaledes at Skiftet skal holdes paa det Sted, hvor efter de almindelige Regler den Paagjældendes personlige Væmething vilde have været. Paa lignende Maade for
holdt man sig før Grundloven med Hensyn til Grever og Friherrer, der dengang ikke havde noget lokalt Værne- thing, da de efter 1— 2— 12 skulde søges for Høiesteret jvfr. Ørsteds Haandb. 3 S. 165.
Boer efter her bosatte Personer, der tilhøre f r e m me de Ge s a n d t s k a b e r , behandles ifølge Folkeretten af Gesandtskabet selv eller en venskabelig Magts Repræ
sentant. Derimod ere fremmede lier bosatte Konsuler, som ikke tillige have diplomatisk Karakter jvfr. Jmskr.
18 Aug. 1856, kun i deres Konsulatsforretninger undtagne fra Landets Jurisdiktion, Resol. 25 Apr. 1821 (i Kskr.
12 Mai s. A.) og PI. 25 Sept. 1834, og derfor er kun deres Konsulatsarkiv og Konsulatssager vore Skifteretter uvedkommende. Dette er undertiden traktatmæssigt ved
taget f. Ex. i Traktat med Schweiz 10 Febr. 1875 Art. 9 (bekjgj. ved Pat. 28 Juli s. A.), men gjælder ogsaa uden saadan særlig Hjemmel.
Subsidiære Skilter. Prorogation. Kompetencestrid.
§4.
Den Skifteret, hvem det efter det foran udviklede tilkommer at behandle Boet, er dog ikke ubetinget kom
petent til at udføre alle dertil sigtende Handlinger. For- saavidt det nemlig til Behandlingens Fremme er nødven
digt at foretage judicielle Akter, der ere knyttede til et bestemt Sted, følger det af vor Rets Grundsætninger om Jurisdiktionsfordelingen, at de kun kunne udføres af Skifteretten paa dette Sted, og hvis denne er en anden
31
end den, hvem Boets Behandling tilkommer, maa altsaa sidstnævnte henvende sig til den førstnævnte med An
modning om den paagjældende Akts Udførelse. Dette finder navnlig Anvendelse, naar Boet eier Gods under en fremmed Jurisdiktion, idet da den fornødne Besiddelses- tagelse, Registrering og Vurdering maa ske ved Stedets Skifteret efter Rekvisition fra Hovedskifteretten. A t denne Virksomhed, der i Almindelighed skjøndt lidet træffende benævnes s ub s i d i ær t S k i f t e , skal ske ved Stedets Skifteret, er udtalt i Skiftel. § 12 og var ogsaa forinden antaget jvfr. Schlegel S. 30, hvorimod man i ældre Tid ansaa Hovedskifteforvalteren for berettiget dertil jvfr. Stampes Erkl. 1 S. 270 og 389 og endnu Kskr. 29 Nov. 1836. Handlinger, der ikke ere judicielle Akter, kan Hovedskifteforvalteren lade udføre hvorsom
helst uden den lokale Skifterets Medvirkning f. Ex. sende en Bestyrer til et i en anden Retskreds beliggende Gods.
Det subsidiære Skifte slutter sig accessorisk til Hovedskiftet, men er en judiciel Akt, der udføres selv
stændigt af den lokale Skifteret. Denne maa naturligvis ikke gaa videre end af Hovedskifteretten rekvireret, og skal naar Godset er inddraget under Boet forholde der
med saaledes, som det af Hovedskifteretten begjæres, navnlig fremsende det eller dets Salgsprovenu efter Fra
drag a f Gebyrerne. Skulde imidlertid den lokale Skifte
ret nægte at handle eller følge en urigtig Fremgangs- maade, er Appel det eneste Retsmiddel.
Subsidiært Skifte bør vistnok foretages ogsaa efter en udenlandsk Skifterets Rekvisition, men et andet er, at saadant subsidiært Skiftes Afholdelse næppe kan hindre den udenlandske Fallents Kreditorer fra at holde sig til Godset overensstemmende med PI. 30 Nov. 1821, saa- længe det er her i Landet og endnu tilhører Fallenten.
De omtalte subsidiære Skifter foretages som be
mærket efter Hovedskifterettens Begjæring. Ogsaa uden s a a d a n B e g j æ r i n g er den lokale Skifteret i alt Fald i visse Tilfælde berettiget og forpligtet til at tage i Be-
