Separatister

nægtes, dersom Skyldneren eller Boet har Tilbagehol­

delsesret over de paagjældende Gjenstande, og Spørgs- maalet herom beroer ganske paa de almindelige Regler desangaaende jvfr. Mot. S. 40 og Rigsdagstd. 1871— 72 Till. B Sp. 425. A f Konkl. § 6 kan iøvrigt selvfølgelig ikke udledes, at Boet kun, naar det har Tilbageholdel­

sesret, kan nægte Tingens Udlevering, indtil dets Krav bliver fyldestgjort. Det samme vil saaledes gjælde, f. Ex.

naar Boet har Pant i eller Brugsret over Tingen.

175

om Skifterettens Kompetence, hvortil derfor maa hen­

vises.

Til Separatisterne høre:

a. De Kreditorer, der have H a a n d p a n t i en Boet tilhørende Ting. De kunne uden Hensyn til Konkursen fortsætte Besiddelsen af Pantet, og hvis Boet ikke be­

hørigt betaler deres Krav ved Forfaldstid, kunne de skride til at søge Fyldestgjørelse af Pantet ad den i 5— 7— 2 og 3 eller Konkl. § 155 hjemlede Vei jvfr. Skif­

tel. § 35, hvor dette betegnes som en Selvfølge. Dog er det naturligvis ikke Fallenten men Konkursboet, over­

for hvem Haandpanthaveren skal foretage de i de nævnte Lovbud omtalte Skridt. Kreditor behøver altsaa ikke at afvente det Tidspunkt, da de andre Kreditorer erholde Betaling gjennem Konkursbehandlingen, ligesom Omkost­

ningerne ved denne ere ham ganske uvedkommende.

Heller ikke burde der være T vivl om. at naar Haand­

panthaveren har betinget sig Eiendomsret over Pantet, saafremt han ikke behørigt fyldestgjøres, indtræder denne Følge, hvad enten Pantsætteren ved Forfaldstid er fallit eller ei. I U. f. E. 1869 S. 106 bemærkes dog „at hverken Lovgivningens almindelige Regler om Følgen af Misligholdelse med Hensyn til Rentebetaling eller de i saa Henseende i de paagjældende Forskrivninger særligt vedtagne Virkninger kunne finde Anvendelse paa Grund af Fallitboets Undladelse af at betale de efterhaanden paaløbende Renter“ , men dette beroer paa en Misfor- staaelse, idet her ikke er Tale om en Virkning af F a l ­ l i t b o e t s Undladelse af at betale, men om en Virkning af S k y l d n e r e n s Undladelse af at betale. Paa den anden Side faar Haandpanthaveren ikke større Ret ved Konkursen, end han har, bortset fra den. Han kan saa­

ledes ikke gjøre Krav paa den pantsatte Tings Frugter, hvis han ikke tillige har Pant i disse jvfr. U. f. R. 1880 S. 988. Boet kan vel sælge Tingen med den derpaa hvilende Haandpanteret, men det kan ikke nden

Haandpanthave-rens Samtykke sælge den saaledes, at Panteretten bort­

falder.

Forsaavidt Haandpanthaveren ikke har noget per­

sonligt Krav mod Skyldneren og altsaa ikke har nogen Fordring udover, hvad Pantet maatte kunne dække, frembyder Forholdet næppe nogen Tvivl. I de fleste Tilfælde har Haandpanthaveren imidlertid en personlig Fordring paa Skyldneren og er da berettiget til, naar det har vist sig, at han ikke eller ikke fuldstændigt har kunnet faa Dækning af Pantet, at melde sin For­

dring eller den udækkede Del deraf i Boet. Han bliver da forsaavidt Konkurskreditor, og det samme gjælder, naar han uden først at holde sig til Pantet, melder hele sin Fordring eller en Del deraf i Boet, idet han ganske eller for en Del af sin Fordring giver Afkald paa sin Panteret. Derimod kan spør­

ges, hvorledes Forholdet stiller sig, saalænge Pan­

tet ikke er solgt eller Panteretten opgivet eller paa an­

den Maade tabt. Det synes sikkert, at Panthaveren ikke kan melde sin Fordring i Boet saaledes, at der ved Udlodningen i dette skal betales ham Dividende i Forhold til hel e Fordringens Beløb, medens lian for det ovrige kunde holde sig til Pantet jvfr. Hallagers Obli­

gationsret (ved Aubert) 2 S. 351 og den der anførte Høiesteretsdom i norsk Retstd. 1874 S. 713. Boet maa være berettiget til at erklære, at Kreditor ikke for samme Krav samtidigt kan optræde som Konkursdeltager og som staaende udenfor Konkursen som Separatist. Kre­

ditor kan i alt Fald kun anmelde et e v e n t u e l t Krav i Boet. nemlig en Fordring paa et saa stort Beløb, som ikke maatte blive dækket ved Salg af Pantet, og for dette Krav. der om fornødent kunde bestemmes ved Vur­

dering, maatte da afsættes Dividende, saafremt dets S torre 1st1 ikke var afgjort ved Pantets Salg inden Ud­

lodningen. Det rette er dog vistnok at fastholde, at Panthaveren i n t e t Krav har som Konkurskreditor, saa­

længe han forbeholder sig Panteretten for hele sin

For-17?

drings Beleb. Vil lian kræve noget i Boet, maa han altsaa ferst e nt e n holde sig til Pantet, og det kan ikke komme i Betragtning, at han anser Tidspunktet for uheldigt til at sælge Gjenstanden jvfr. U. f. R. 1876 S. 890, e l l e r frafalde Panteretten for et vist Beløbs Vedkommende og derpaa melde dette Beløb i Boet. Er hans Fordring ikke forfalden, synes han dog at maatte være berettiget til at sælge Pantet, da dette er nød­

vendigt for at vide, om og hvilket Krav lian har paa Boet. Derimod er Boet i Mangel af positiv Hjemmel næppe berettiget til at fordre, at en Haandpanthaver, selv om lians Krav er forfaldet, skal skride til at søge Dækning ved Pantet, naar intet Krav reises mod Boet.

Dog er Boet naturligvis berettiget til at indløse Pantet, forsaavidt dette kunde ske af Skyldneren.

Skjøndt Bestemmelsen i Konkl. § 130 ganske al­

mindeligt taler om ,.de. der have Pant,“ kan den dog efter sin Plads og sit líele Indhold ikke antages at.

angaa Haandpanthavere men kun ..Panthavere, som fol­

deres Fordringer skulle fyldestgjøres gjennem Konkurs­

behandlingen“ jvfr. Mot. S. 122 kfr. om Kilden den nor­

ske Konkl. § 101 Hallager 1. c.

En lignende af Konkursen uafhængig Stilling som Haandpantliaverens tilkommer den Kreditor, som har T i l b a g e h o l d e l s e s r e t over en Boet tilhørende Ting, for­

saavidt han ikke behøver at udlevere den, førend hans Krav er fuldt dækket jvfr. J. U. 8 S. 901, hvorimod Forholdet iøvrigt er noget forskjelligt. Retinenten kan nemlig ikke søge Fyldestgjørelse af den vedkommende Ting ad den i 5 — 7— 2 og 3 og Konkl. § 155 anviste Vei, og heller ikke kan lian erhverve Dom over Boet eller Fallenten og derpaa gjøre Exekution i Tingen. Hvis Boet ikke vil indløse Tingen ved at betale Kreditors hele Fordring, maa det kunne opfordre ham til at sælge den, for at det kan bestemmes, for livor stort et Beløb han er Konkurskreditor. Undlader Kreditor at sælge Tingen

12

efter denne Opfordring, liar han intet Krav i Boet. Saa­

fremt derimod Boet skulde nægte Kreditor at sælge Tingen, synes han at være berettiget til at melde hele sit Krav i Boet. Hvis Retentionsgjenstanden er uden Pengeværdi, maa Kreditor kunne melde hele sin For­

dring som Konkurskrav.

Derimod skulle alle v i l l i e s b e s t e m t e U n d e r p a n t e ­ r e t t i g h e d e r være sig i fast Eiendom eller i Løsøre og alle l o v - e l l e r r e t s b e s t e m t e P a n t e r e t t i g h e d e r fyldestgjøres gjennem Konkursbehandlingen efter en af Boet foretaget Realisation af Pantet, Konkl. § 37, og disse Fordringshavere ere altsaa ikke Separatister. Ved lovbestemte Panterettigheder sigtes til de Tilfælde, hvor der i Lovgivningen er knyttet Panteret til en Fordring, uden at nogen paa dennes Stiftelse direkte rettet pri­

vat Villieserklæring udfordres f. Ex. det Offentliges stil­

tiende Panteret hos Kassebetjente. Ved retsbestemte Pante­

rettigheder forstaas ikke Sikkerhedsrettigheder ifølge Udlæg eller Afsætning, men der er efter Mot. S. 67 tænkt paa „Tilfælde, i hvilke Retsordenen maa aner- kjende en Panteret, skjøndt der hverken foreligger nogen derpaa rettet Villieserklæring eller noget positivt Lovbud, hvori Panteretten har Hjemmel“ , og som Exempler næv­

nes, at naar Nogen har bygget med fremmede Materialier paa egen Grund, har Materialiemes Eier retsbeStemt Panteret i Bygningen, naar det formenes ham at søge sit Materiale tilbage jvfr. Matzen Tingsret (2 Udg.) S. 161, og endvidere at den Skyldner, hvis Eiendom er solgt ved Tvangsauktion, har retsbestemt Panteret for den ham tilkommende Del af Kjøbesummen.

Ifølge Fr. 1 Febr. 1797 § 75 Nr. 1 og 4 har Stats­

kassen, naar O p l a g s v a r e r b e t r o e s en Op l a g s ­ h a v e r t i l e g e t G j e m m e og fri Raadighed, for de krediterede Toldafgifter første Panteret i samtlige hans Oplagsvarer nogle for alle og alle for nogle, og naar Oplagshaveren døer eller gaar fallit, skal Skifte­

179

forvalteren strux melde det til Toldinspektionen, som ufortøvet skal tilmelde Boet, livad Toldkassen har til­

gode. Derpaa skulle de i Boet sig befindende Oplags­

varer uden Ophold sælges ved offentlig Auktion, og Be­

løbet indkasseres af Stedets Toldkasserer, som til Skifte­

retten afleverer det overskydende, jvfr. Oktroi 4 Juli 1818

§ 46. Herefter tilkom der utvivlsomt Toldvæsenet Stil­

ling som Separatist, hvilket dog er overset hos Schlegel S. 201 og de ældre Forf., men efter de bestemte Ud­

tryk i Konkl. § 37, at a l l e lovbestemte Panterettigheder skulle fyldestgjøres gjennem Konkursbehandlingen, maatte denne Separatiststilling være bortfaldet. Da imidlertid Skiftel. § 35 udtrykkeligt forbeholder Toldvæsenet denne Stilling i Dødsboer med uovertaget Gjældsansvar, og det vilde være en Urimelighed, om det samme ikke skulde gjælde i Konkursboer, maa dog ogsaa for disses Vedkommende Fr. 1797 § 75 uforandret være gjældende. Jvfr. om Toldforsegling Jmskr. 4 Sept. 1874 (Nr. 180). A f den an­

førte Grund maa ogsaa Kreditorer, der have legal Haand- panteret jvfr. Matzen Tingsret S. 590, være Separatister.

b.

De, der have U d l æ g e l l e r A f s æ t n i n g i no­

gen til Boet hørende Gjenstand, ere Separatister, saa­

fremt Udlæget er „opnaaet“ eller Afsætningen „faaet“

før Konkursens Begyndelse. Konkl. g 10. I Lovudkastet var brugt det Udtryk, at Udlæget skulde være „iværk­

sat“ fer Konkursen, men dette blev for større Tydelig- lieds Skyld ombyttet med Ordet „opnaaet“ jvfr. Rigs­

dagstd. 1871— 72 Landsthingsforh. Sp. 1988. Det er herefter ikke tilstrækkeligt, at Udlægsforretningen er begjært før Konkursen, og heller ikke at den er begyndt før Konkursen og uden ufornødent Ophold føres tilende, jvfr. om den tidligere Ret Schlegel S. 85, men der kræ­

ves, at Udlæg (eller Afsætning) efter foregaaende R egi­

strering og Vurdering er d e k r e t e r e t a f F o g d e n jvfr.

U. f. R. 1879 S. 289 og 1882 S. 1212. Det kan ikke berettige til at afvige fra denne Regel, at det kim er

12*

Forretningens Vidtløftighed eller en derunder opstaaet Tvistighed eller anden mere tilfældig Aarsag, der har bevirket, at Udlæget ikke opnaaedes før Konkursens Begyndelse jvfr. U. f. R. 1878 S. 1007. Før Konkurs­

loven maatte det vistnok antages, at naar Udlæg var nægtet af Fogden, men hans Kjendelse derpaa omstødtes ved Appel, kunde Udlæg gjøres uden Hensyn til, at R e­

kvisitus i Mellemtiden var gaaet fallit, men dette kan ikke efter vor nu gjældende Ret anses for rigtigt, selv om der er saa lang Tid mellem Fogedkjendelsen og Konkursens Begyndelse, at det virkeligt havde været muligt at opnaa Udlæg inden Konkursen, jvfr. Schwei- gaard S. 121.

Ved Bedømmelsen af, om Udlæget eller Konkursen er- ældst, komme de mindste Tidsdele i Betragtning.

Lader det sig ikke oplyse, om Udlæget eller Konkursen er ældst, eller maa det anses for oplyst, at de begge ere foregaaede i samme Øieblik, er Afgjørelsen noget tvivlsom jvfr. Sclnveigaard S. 121, men det synes dog rettest ikke at lade Udlæget gjælde overfor Boet, naar Kreditor ikke kan godtgjøre, at det er ældre end Kon­

kursen.

Naar Udlæget eller Afsætningen er opnaaet før Kon­

kursen, er den paagjældende Kreditor ifølge Konkl. § lo berettiget til uden Hensyn til Konkursen at søge Fyldest­

gjørelse af de udlagte eller afsatte Ting gjennem Tvangs­

auktion eller Udlæg og Tvangsauktion. Om Kreditor har Tingene i sin Besiddelse eller ei, er i denne Hen­

seende ligegyldigt, og naar han iøvrigt er berettiget dertil, kan lian fordre sig sat i Besiddelse af dem i for­

nødent Fald endog Godset udtaget af Boet ved Fogdens Hjælp jvfr. U. f. R. 1879 S. 1020, 1882 S. 294 og 1883 S. 723. Udlægsliaveren kan dog naturligvis ligesom Haandpanthaveren træffe Aftale med Boet om, at dette skal realisere Tingene, saa at Kreditor forlods og uden Afdrag af Skifteomkostninger faar Dækning a f

Salgs-181

summen. Forsaavidt Udlægshaveren ikke erholder F yl­

destgjørelse gjennem det udlagte Gods, konkurrerer han i Boet for det resterende, hvorimod der ikke tilkommer ham noget Krav paa Boet, saalænge hans Udlæg ikke har vist sig utilstrækkeligt.

Naar Udlæg er sket i L ø s ø r e , og dette er f or ­ b l e v e t i S k y l d n e r e n s B e s i d d e l s e , foreskriver Konkl. § 158, at Udlægshaveren taber sin af Udlæget flydende Ret overfor Konkursboet, naar han ikke inden tolv Uger efter Udlægsforretningens Slutning iværk­

sætter Tvangsauktionen eller under en Gjenoptagelse af Fogedforretningen faar det udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, medmindre han ved Paaanke eller ved Tredie- mands Ret har været hindret heri. Denne Bestemmelse tilsigter at liindre den Omgaaelse af Reglerne 0111 Un­

derpant i Løsøre, der kunde ske ved, at en Person efter Overenskomst med Skyldneren gjorde Udlæg i hans Løsøre og derefter lod det udlagte blive i hans Besid­

delse uden at foretage noget videre Skridt. Da saa- dant Udlæg giver endnu større Sikkerhed end Under­

pant, eftersom det ikke viger for de personlige privile­

gerede Fordringer, og da Thinglæsning ikke er nødven­

dig saaledes som ved Underpant, kunde Kreditor der­

ved sikre sig lettere og mere betryggende end ved Un­

derpant og dog lade Skyldneren forblive i Besiddelse af Gjenstandene. Hvis Kreditor uden Nødvendighed lader sin Retsforfølgning bero i længere Tid, har For­

holdet i Virkeligheden Karakteren af et Underpant, og da det var tilsigtet i Udkastet til Konkursloven at afskaffe Underpant i Løsøre, maatte ogsaa Udlægsretten under de nævnte Omstændigheder bortfalde. Men selv om Un­

derpant i Løsøre ikke afskaffes, maa det forhindres, at man ved Udlæg stifter et i Realiteten dermed lige- staaende Forhold uden Iagttagelse af de ved Underpant til Trediemands Betryggelse sigtende Regler navnlig Thinglæsning, jvfr. Mot. S. 137. Bestemmelsen gjælder

ogsaa den Udlægshaver, der har Pant i det udlagte jvfr.

U. f. R. 1875 S. 475, men berøver ham naturligvis ikke hans Panteret. Hvad angaar Fristens Beregning har man antaget, at Udlægsretten tabes overfor Boet, ikke blot naar de tolv Uger ere udløbne, før Konkursen be­

gyndte, men ogsaa naar de først senere udløbe, efter­

som Udlægshaveren ikke ved Konkursen hindres fra at lade afholde Tvangsauktion eller tage det udlagte i Be­

siddelse jvfr. U. f. R, 1879 S. 599. Hermed stemmer Nellemann Exek. og Aukt. S. 239, hvor det bemærkes, at Lovgrunden ganske vist ikke passer, naar det udlagte er inddraget under Konkursboet, men at Lovordene ere ganske almindelige og ikke tilstede nogen Undtagelse.

Rigtigheden heraf kan dog ikke erkjendes, thi Konkl.

§ 158 fordrer, at S k y l d n e r e n er i Besiddelse af det udlagte endnu ved de tolv Ugers Udløb, og dette er ikke Tilfældet, naar hans Konkursbo forinden har sat sig i Besiddelse af Tingen, idet Konkursboets Besiddelse ikke kan identificeres med Skyldnerens egen Besiddelse.

Heller ikke kan § 158 anvendes, naar Skyldneren inden de tolv . Ugers Udløb sættes ud af Besiddelsen af en anden Udlægshaver, hvortil denne i alt Fald er berettiget, naar lian har Underpant i det udlagte forud for første Udlægshaver.

Konkl. § 158 forudsætter, at Skyldneren ved Udlægets Foretagelse er Besidder af Godset, og kan derfor ikke anvendes, naar det besiddes af en Trediemand ifølge en selvstændig Ret dertil f. Ex. som Leier, Haandpanthaver eller Udlægshaver jvfr. Nellemann anf. Værk S. 239.

Men naar Godset efter saadanne Rettigheders Ophør med Udlægshaverens Samtykke eller Vidende kommer tilbage til Skyldneren, synes § 158 at maatte anvendes.

Reglen i Konkl. § 158 maa forøvrigt, skjøndt Ud­

trykkene ikke ere ganske klare, antages at være, at Udlægshaveren for at bevare sin Ret overfor Boet e nt e n skal sælge det udlagte e l l e r sætte Skyldneren ud af

1 8 3

dets Besiddelse, og hvis den ene af disse Forholdsregler er umulig, beholder han sin Ret, selv om den anden er mulig og dog ikke foretages. Herved erindres, at Rekvirenten kan hindres fra Tvangsauktion ved Paa­

anke af Udlæget eller ved en Trediemands Ret, hvor­

imod det uagtet Udtryksmaaden i. § 158 er utvivlsomt, at kun Trediemands Ret men ikke Appel af Udlæget kan hindre Udlægshaveren fra at lade det udlagte bringe ud af Skyldnerens Besiddelse jvfr. Nellemann anf. Værk S. 238. Reglen bliver altsaa, at naar Kredi­

tor ved Appel eller Trediemands Ret har været hindret fra Tvangsauktion, beholder han sin Udlægsret overfor Boet, selv om han har ladet Skyldneren besidde Godset over tolv Uger, og hvis Kreditor ved Trediemands Ret er forhindret fra at tage Godset ud af Debitors Be­

siddelse, beholder han sin Udlægsret, selv om han kunde have afholdt Tvangsauktion inden de tolv Ugers Udløb.

Saafremt Udlægshaveren ved Appel eller Trediemands Ret har været hindret fra Tvangsauktion eller fra at tage Godset ud af Debitors Besiddelse, men Hindringen bortfalder, maa et af. de nævnte Skridt foretages uden ufornødent Ophold, og det kan ikke antages, at han paany har tolv Ugers Frist fra Hindringens Bortfald jvfr. U. f. R. 1878 S. 789.

Konkl. § 158 er hverken direkte eller analogt an­

vendelig paa Afsætning jvfr. Nellemann Exek. og Aukt.

S. 251.

Naar en Udlægshaver eller Haandpanthaver har Sikkerhed i en rørlig Ting, hvori der tidligere er givet en anden Underpant, gaar dette forud for Udlægsretten eller Haandpanteretten, men disse Rettigheder berøres ikke af Skifteomkostninger og privilegerede Kreditorers Krav, hvorimod Underpanteretten om fornødent staar til­

bage for dem. Denne Kombination maa løses saaledes, at Boet realiserer Pantet, og at Udlægshaveren eller Haand- panthaveren faar et Krav paa forlods Dækning af

Kjøbe-summen efter Fradrag af Underpanthaverens Fordrings Beløb samt om fornødent de i Konkl. § 31 a og § 32 nævnte Fordringer samt de i § 31 b og c omhandlede, forsaavidt de helt eller delvis vedkomme den behæftede Ting, Konkl. §§ 37 og 38 jvfr. H. R. Td. 1864 S. 290, U. f. R. 1878 S. 718, Nellemann Exek. og Aukt. S. 220, Schlegel S. 413 og Aagesen Bern, om Rett, over Ting S. 91 Note.

I Lighed med, hvad der gjælder om Udlæg opnaaet før Konkursen, synes den Underpanthaver, der før Kon­

kursen har taget sit Pant til Brugelighed, at maatte be­

holde denne Stilling jvfr. Ørsteds Haandb. 6 S. 240 og Matzen Tingsret S. 544.

c. De, der have t i n g l i g e B r u g s r e t t i g h e d e r over en til Boet hørende Gjenstand. Brugsforholdet paa- virkes ikke af Eierens Konkurs, uden forsaavidt de vedtagne Afgifter nu blive at erlægge til Boet, Dette er uberettiget til at kræve Forholdet opløst under andre Omstændigheder end saadanne, der vilde have berettiget Fallenten selv dertil. Saaledes kan Eierens Konkursbo, naar Brugeren gaar fallit, benytte sig af Konkl. § 17.

Naar der foran for Brugsretten paahviler Tingen en Underpanteret, der jo skal fyldestgjøres gjennem Konkurs­

behandlingen, kan Boet bortsælge Gjenstanden ved Tvangs­

auktion, og naar da Underpanthaverens Krav ikke kan opnaa Fyldestgjørelse, saafremt Kjøberen skal finde sig i Brugsrettens Vedbliven, kan Tingen sælges uden denne.

Brugshaverens Ret bliver derved paa Grund af dens se­

kundære Karakter omformet til et Krav paa en Del af det ved Tingens Bortsalg indvundne Beløb nemlig det, der bliver tilovers efter Underpantekravets Dækning.

Brugshaverens Fordring paa af dette Beløb at nyde Vederlag for Brugsrettens Værdi skal ifølge Konkl. § 37 fyldestgjøres gjennem Konkursbehandlingen og er altsaa et Konkurskrav, der ifølge Konkl. § 38 om fornødent maa staa tilbage for de der omhandlede Konkursudgifter.

185

Bliver den Brugsberettigede ikke fuldt dækket af Tin­

gens Værdi, naar han for det resterende konkurrere i Boet som simpel Kreditor.

Det anførte gjælder paa samme Maade om S e r v i ­ t u t e r og G r u n d b y r d e r . Hvad de enkelte Grundbyrde- præstationer af de under Boet inddragne Eiendomme angaar, maa de tilsvares af Boet som Massekrav, forsaa­

vidt de forfalde efter Konkursens Begyndelse. For de tidligere forfaldne har den Berettigede kun en simpel Konkursfordring, saafremt der ikke særligt er betinget Pant ogsaa for de enkelte Afgifter.

d.

De Kreditorer, der skylde noget til Boet, kunne a f k o r t e deres Tilgodehavende i Gjælden og opnaa saa­

ledes, saavidt Kompensationen rækker, Fyldestgjørelse uden Hensyn til Konkursen, Konkl. § 15 jvfr. Fallitl.

30 Dec. 1858 § 13 og om den ældre Ret en Afhandling af Bang i J. T. 19 S. 159 om Kompensation i Konkursboer med forudskikkede Bemærkninger om Kompensation i Almindelighed. Hos os ligesom i næsten alle fremmede Lande liar man anset det for ubilligt, at en Person, der baade var Boets Kreditor og dets Debitor, skulde være nødt til fuldtud at betale sin Gjæld til Boet men neies med Dividende for sit Krav, og man har derfor overfor Konkursboet givet Adgang til Modregning, uden Hensyn til om de almindelige Likvidationsbetingelser ere tilstede jvfr. Mot. S. 43.

Konkl. § 15 kræver kun den Betingelse for Likvi­

dation, at ent en Kreditors Fordring af ham eller af No­

gen, efter hvem han har arvet den, er erhvervet inden Konkursens Begyndelse, uden at Skyldneren med Erhver­

verens Vidende befandt sig i noget af de i Konkl. § 24 omhandlede Tilfælde, e l l e r at den hidrører fra en For­

pligtelse, som han under lige Forudsætninger har paa- draget sig inden dette Tidspunkt. Hensigten hermed er at forhindre, at de, der have Fordringer paa Boet, efter Konkursens Udbrud skulle afhænde deres Fordringer til

In document SKIFTERET DEM DANSKE (Sider 177-198)