De almindelige Betingelser

§12.

Konkl. § 42 betinger en Kreditors Ret til at forlange Konkurs af, at han har en forfalden Fordring, der ikke behørigt fyldestgjøres, at Fordringen ikke er sikret ved tilstrækkeligt Pant, og at Skyldnerens Bo er utilstrække­

ligt til Betaling af hans Gjæld.

1. Den Fordring, som Fallitrekvirenten paaberaaber sig, maa naturligvis være af en saadan A rt, at den kan fordres opfyldt af Skyldnerens Formue, men iøvrigt kom­

mer det ikke an paa dens O p r i n d e l s e eller S t ø r r e l s e . Skulde Debitor benægte Fordringens Existens, maa Kre­

ditor føre Bevis derfor. Efter de almindelige Regler om Be­

visbyrden maa dog Skyldneren, som indrømmer, at For­

dringen har existeret, men paastaar, at den nu er bortfal­

det, godtgjøre dette. Skifteretten maa bedømme, om Kreditor har det paastaaede Krav. Det kan ikke anses for nødvendigt, at Kreditors Krav skal befindes at være k l a r t ivfr. dog Hansen S. 321, Schlegel S. 373 og Schl.

Smig. 3 S. 395, men ogsaa naar det findes overveiende sandsynligt, maa Konkurs kunne dekreteres mod Sikker­

hedsstillelse fra Rekvirentens Side i Henhold til den al­

mindelige Bemyndigelse i saa Henseende i Konkl. § 48 jvfr. Mot. S. 80 og Modsætningen til Konkl. § 44. Naar derimod Kravet maa anses for problematisk, bør Konkurs ikke tilstedes jvfr. B & L. S. 280 og Schl. Smig. 2 S. 362.

Hvis Fordringens Rigtighed er afgjort ved Dom, er dette res judicata, men hvis Dommen staar under Appel, maa Skifteretten selvstændigt bedømme Kravet.

Saafremt Skyldneren strax t i l b y d e r at b e t a l e , kan Fallit ikke finde Sted, da Kreditor i saa Fald ikke kan paastaa-, at der ikke ydes ham behørig

Fyldestgjø-89

reise. Skjønner Skifteretten, at Kravet kun existerer for en Del af det paastaaede Beløb, kan Fallit ikke ske, naar Debitor tilbyder strax at erlægge denne Del mod Kvittering for hele Kravet, hvorimod Fallit naturligvis kan aabnes, naar Skyldneren ikke vil betale den skyldige Del, skjøndt Kreditor vil modtage den med fuld Kvitte­

ring af hele sit Krav. Hvis Debitor tilbyder at betale den Del af Beløbet, som han anerkjender, men Kreditor kun vil modtage Summen med Forbehold af sin Ret til det øvrige, er Skyldneren ikke pligtig til at betale som Afdrag, hvad der efter Rettens Skjøn er fuld Betaling, og Konkurs kan derfor ikke ske. En Høiesteretsdom i U. f. R. 1882 S. 473 (H. R. Td. 1881 S. 692) kan ikke ses at stride herimod, da det ikke i de meddelte faktiske Omstændigheder er oplyst, om Debitor havde tilbudt at betale den af ham anerkjendte Del af Fordringen.

Fremdeles maa Kreditors Fordring være f o r f a l d e n . I Mot. S. 74 begrundes dette paa, at Konkurs er en Retsforfølgning, og at det er den almindelige Betingelse for Retsforfølgning, at Kreditor nu har noget at fordre, men denne Betragtningsmaade kan ikke erkjendes for rigtig.

Konkurs danner en Retsforfølgning af en eiendommelig Karakter, hvorfor en Overførelse af de almindelige Be­

tingelser for Retsforfølgning er utilstedelig. Efter For­

holdets Natur som efter vor Lovgivning er det en For­

udsætning for Konkurs, at der foreligger Omstændigheder, som gjøre det til et berettiget Krav, at Boet fordeles ligeligt mellem alle Kreditorer, idet Anvendelsen af den sædvanlige Enkeltforfølgning kan skjønnes at ville føre til en Ulighed i Kreditorernes Stilling, eftersom det lykkes dem at gjennemføre deres Enkeltforfølgning mere eller mindre hurtigt. Det er derfor ikke rigtigt at kræve, at Fallitrekvirentens Krav skal være forfaldet, thi dette er kun at udelukke de Kreditorer fra at bevirke Konkurs, som efter selve dette Instituts Grundlag netop maatte være særdeles kvalificerede dertil, eftersom de ere længst

fra at kunne opnaa Fyldestgjørelse ad sædvanlig Rets- forfølgningsvei. Urigtigheden af den ligefremme Over­

førelse af de almindelige Betingelser for Retsforfølgning paa Konkurs viser sig ogsaa deri, at disse almindelige Betingelser jo ligesaa lidt tillade en Kreditor med tifor- faldet Krav at d e l t a g e i en Retsforfølgning som at begynde den, og at man følgelig konsekvent maa nægte disse Kreditorer Ret til at melde sig i Konkursboet, naar man af den anførte Grund nægter dem R et til at begjære Konkurs, men denne Konsekvens, som Schlegel S. 399 vedkjender sig, drager Konkursloven ikke, og den vilde ogsaa efter rigtig Opfattelse af Konkursinstitutet være en Urimelighed. Derimod kan det vel paastaas, at Kon­

kurs forudsætter, at der er en forfalden og ikke behørig fyldestgjort Fordring (tilhørende Fallitrekvirenten eller en Anden) paa Skyldneren, da dette i Reglen er en Be­

tingelse for, at han kan oplyses at være uvederhæftig.

Den rette Grundsætning, at enhver Kreditor, uden Hensyn til, om hans Krav er forfaldet eller ei, kan begjære Kon­

kurs, naar en Konkursgrund foreligger, er gjennemført i de vigtigste fremmede Konkurslove, saaledes den franske, tydske og engelske jvfr. om svensk Ret Nord. Retsencykl. 4, Den svenska Processen S. 202. I vor (ligesom i den norske) Ret kan en Kreditor med uforfaldet Krav kun bevirke Konkurs i de i Konkl. §§ 41 og 43 ommeldte Tilfælde, hvorom nedenfor.

Benægtes det, at Kravet er forfaldet, maa Kreditor godtgjøre det.

2. Fordringen maa i k k e v æ r e s i k r e t v e d t i l ­ s t r æ k k e l i g t Pant . Rekvirenten maa bevise, at Pantet er utilstrækkeligt, og i Tvivlstilfælde vil Fallit kun kunne ske mod at han'stiller Sikkerhed. A t Panthaveren er ude­

lukket fra at rekvirere Konkurs, naar Pantet er tilstræk­

keligt, er forsaavidt det er liaandfaaet Pant en Selvfølge, eftersom Panthaveren kun er Konkurskreditor for det Beløb, der kke ikan dækkes af Pantet, jvfr. nedenfor.

91

Hvad angaar Underpant i Løsøre eller faste Eiendomme maa Grunden være, at Konkurserklæi’ing her ikke har retlig Interesse for Kreditor, der er sikker paa at opnaa fuld Betaling ved sædvanlig Retsforfølgning.

Ogsaa denKreditor, der ved U d l æ g e l l e r A f s æ t ­ n i n g har opnaaet tilstrækkelig Sikkerhed, er udelukket fra at begjære Konkurs, selv om Udtrykket „Pant“ i Konkl. § 42 ikke kan omfatte saadan Sikkerliedsret (Rets- pant). Man behøver ikke engang at paaberaabe sig Ana­

logien af Konkl. § 42, thi allerede den Omstændighed, at Udlægshavere og Afsætningshavere ere Separatister jvfr. nedenfor, maa udelukke dem fra at begjære Konkurs jvfr. U. f. R. 1871 S. 421.

Loven taler kun om Pant, og dens Bestemmelse derom kan ikke udvides til K a u t i o n , jvfr. Sclrweigaard S. 55.

Saalænge Betingelserne for Konkurs maatte udledes af dette Instituts Natur alene, kunde det muligvis siges, at Fallitbehandling er uden Interesse for den Kreditor, der har tilstrækkelig Kaution, ligesaavel som for den, der har et sikkert Pant jvfr. Schlegel S. 375. Men da Spørgs­

maalet nu er, om Reglen om Pant i Konkl. §42 kan an­

vendes analogt paa Kaution, maa det besvares benæg­

tende, thi dels er det i Almindelighed vanskeligere for Kreditor at bevise en Kautions Usikkerhed end et Pants Usikkerhed, dels er der den Forskjel, at Panthaverens Udelukkelse fra at erholde Konkurs blot bevirker, at han er henvist til at anvende sædvanlig Retsforfølgning mod Debitor, hvorimod Kautionshaverens Udelukkelse vilde betyde, at han var henvist til at anvende Retsforfølgning mod en Anden end Debitor nemlig Kautionisten. Det kan ikke engang fordres, at den Kreditor, der har Selv­

skyldnerkaution, beviser foi’gjæves at have opfordret Kau­

tionisten til at betale.

3. Skyldnerens Bo maa være u t i l s t r æ k k e l i g t til Betaling af hans Gjæld. Den konkursrekvirerende Kreditor maa godtgjøre dette, og Konkl. § 42 henviser i

saa Henseende til „Oplysninger, der ere fremkomne under Exekutions- eller Arrestforretninger, som N o g e n hos ham (Debitor) har afholdt, eller Skyldnerens egen Erkjen- delse eller andre Bevisligheder“ . Det fremhævede Ord

„Nogen“ er valgt for at tilkjendegive, at Exekutionen eller Arresten ikke behøver at have været afholdt af selve den Kreditor, som begjærer Konkurs jvfr. Mot.

S. 78.

Til de Oplysninger, som ved Exekution eller Arrest ere fremkomne, hører ntvivlsomt den af Skyldneren under Forretningen ifølge den ham ved Konkl. § 167 paalagte Pligt afgivne Erklæring om hans Midler. Ligeledes synes det, at Lovordene omfatte den under Exekutionen eller Arresten stedfundne Vurdering af Skyldnerens Eiendele jvfr. U. f. R. 1877 S. 910 (H. R. Td. S. 292) forudsat naturligvis, at den er lovligt sket jvfr. U. f. R. 1878 S. 1018. Derimod kunde det efter en skarp Opfattelse af Ordene paastaas, at det, at der ikke er fundet Midler, hvori Exekution eller Arrest kunde gjøres, ikke kan benyttes som Bevis for Boets Utilstrækkelighed. Dette forgjæves Forsøg er ikke selv en Oplysning fremkommet under Forretningen. A t det exekutive Skridt bliver resultatløst, er vel i Reglen en Følge af, at det under Forretningen oplyses, at Skyldnerens Gods er utilstrække­

ligt, men det kan ogsaa, nemlig naar Skyldnerens egen Erklæring derom ikke er afgivet under Forretningen, være en Følge af, at ingen Oplysninger om Debitors Midler haves. Hertil maa imidlertid bemærkes, at det vilde være ganske overflødigt at henvise til Exekutions- og Arrestforretningen som skaffende Bevis for Boets Utilstrækkelighed, naar Meningen ikke var, at s e l v e F o r r e t n i n g e n s R e s u l t a t var bevisende, og denne Forstaaelse, der stemmer med Sagens Natur og den ældre Ret, bør derfor antages jvfr. U. f. R. 1877 S. 910 (H. R. Td. S. 292) og Schlegel S. 374. A t Exekutionen eller Arresten a l t i d er bevisende, siger Loven ikke, og

93

det vil i saa Henseende bl. a. komme an paa, livor lang Tid der er forløbet siden dens Foretagelse.

Boets Utilstrækkelighed kan efter Konkl. § 42 og­

saa bevises paa anden Maade, saaledes ved Skyldnerens e g e n E r k j e n d e l s e afgivet for Skifteretten eller ved anden Leilighed, f. Ex. naar et Selskab efter dets offent­

liggjorte Regnskab har Underbalance jvfr. Schlegels Smig. 3 S. 210 (ogsaa i Bibi. f. Lovk. 1 S. 351), eller naar Skyldneren har tilstillet sine Kreditorer Akkord­

forslag under Angivelse af, at hans Bo er i Under­

balance. A t Skyldneren har standset sine Betalinger, vil vel som oftest være grundet i, at hans Bo er util­

strækkeligt, men kan dog ogsaa blot hidrøre fra, at han ikke tilstrækkeligt hurtigt kan gjøre sine Midler disponible.

Skyldneren er ikke udelukket fra at modbevise Kre­

ditors Oplysninger om Boets Utilstrækkelighed jvfr. Scliwei- gaard S. 54. Findes Utilstrækkeligheden sandsynlig, men dog ikke fuldt bevist, kan Konkursbegjæringen efterkommes mod Sikkerhedsstillelse fra Rekvirenten.

Flere Betingelser end de tre oven omhandlede kunne ikke kræves, allerede fordi Loven ikke fordrer flere.

Det kan saaledes ikke kræves, at Rekvirenten skal have en e x i g i b e l F o r d r i n g , og heller ikke at han, hvis han har en saadan, først skal forsøge Exekution jvfr. dog for den ældre Rets Vedkommende Nyt J. T. l,a S. 166.

Naar imidlertid Skyldneren paaviser tilstrækkeligt ube­

hæftet Gods, hvori Kreditor kan gjøre Udlæg, kunde det synes, at Konkurs derved maatte afværges, fordi Kreditor da mangler retlig Interesse i, at Fallitbehandling begyndes, jvfr. Schlegel S. 375 og Forudsætningen i U. f. R. 1877 S. 910 (H. R. Td. S. 292). Efter den ældre Ret var dette muligvis ogsaa rigtigt, thi det kunde betragtes som en Grundsætning, at en Kreditor var afskaaret fra at forlange Konkurs, naar det var givet, at han ved sædvanlig Retsforfølgning kunde erholde fuld Betaling.

Derimod udtaler Konkursloven ikke, at denne Grundsæt­

ning skal gjælde. Den anvendes vel, forsaavidt som den Kreditor, der er forsynet med tilstrækkeligt Pant, er udelukket fra at erklære Konkurs, men det er meget tvivlsomt, om man under Lovens Tauslied kan overføre dette til at gjælde analogt om den Kreditor, der vel ikke liar Pant, men bevisligt kan faa fuld Sikkerhed ved Udlæg. Praktisk taget er det ikke rimeligt, at en Kre­

ditor under de forudsatte Omstændigheder vil foretrække Konkurs for Udlæg, men tænker man sig det modsatte, synes det, naar man anser en ligelig Fordeling at den insolvente Skyldners Gods mellem alle hans Kreditorer for det retfærdigste, lidet rimeligt at tvinge Kreditor til at tage Udlæg. I alt Fald kan man ikke henvise Kreditor til at gjøre Udlæg i de Tilfælde, hvor dette ved Skyldnerens senere Fallit vil kunne omstødes, og efter Konkl. § 23 har Kreditor kun Sikkerhed i denne Henseende, naar der er forløbet otte Uger fraAnhængig- gjørelsen af den Sag, der har givet ham den exigible Dom, eller fra Indgaaelsen af det exigible Forlig.

Skyldneren kan ikke afværge Konkurs ved strax at tilbyde og paavise tilstrækkeligt Gods til S i k k e r h e d for Rekvirentens Fordring. Dels er det klart, at Konkl.s § 42 kun udelukker de Kreditorer, der før Fallitrekvisitionen have Pant jvfr. Schweigaard S. 54, dels vilde et saadant Pant kunne omstødes efter Konkl.s

§ 21. Man kunde vel saavel her som ovenfor bemærke, at den blotte Mulighed for Afkræftelse ikke kan komme i Betragtning, men vor Rets Synspunkt for Afkræftelsen er det, at de Akter, som den rammer, ere retsstridige overfor de øvrige Kreditorer, og man kan derfor ikke anvise Kreditor at foretage deslige Akter. Overhovedet kan erindres, at den Utilstrækkelighed af Debitors Bo, hvorom der er Tale i Konkl.s § 42, er dets Utilstrække­

lighed til at betale Debitors h e l e Gjæld (Underbalance),

95

hvorimod det ikke kommer an paa, om det er tilstrække­

ligt til at betale den rekvirerende Kreditors Fordring.

Efter sit Begreb forudsætter Konkurs, at der er f l e r e e nd en K r e d i t o r , men det kan dog under Lovens Taushed hverken antages, at Kreditor skal be­

vise, at han ikke er eneste Kreditor, eller at Debitor kan fri sig for K o n to s ved at godtgjøre, at han ikke har andre Kreditorer end Fallitrekvirenten. Det er iøv­

rigt heller ikke let tænkeligt, at tilstrækkelig Kundskab om dette Punkt kan opnaas uden netop gjennem Kon­

kursbehandling og dertil hørende Indkaldelse af Kredito­

rerne jvfr. Schlegel S. 376 og Schweigaard S. 12.

Skulde der ikke melde sig andre Kreditorer end Fallit­

rekvirenten, kan dog Konkursen ikke bortfalde, og Kre­

ditor kan forøvrigt have den særlige Interesse ved Kon­

kursbehandlingen at bringe Afkræftelsesreglerne til An­

vendelse. Heller ikke kan man kræve, at Kreditor skal paavise noget Aktiv, der kan inddrages under Konkurs­

behandlingen; undertiden bliver det netop først gjennem Konkurs, nemlig ved Hjælp af Alkræftelsesreglerne, mu­

ligt at bringe noget ind under Boet, I Praxis er man vistnok tilbøielig til at alfordre Fallitrekvirenten Sik­

kerhed for Skifteomkostningerne, naar der er Anled­

ning til at frygte for, at de ikke kunne udredes af Boet jvfr. U. f. E. 1882 S. 368, men dette maa forstaas i Overensstemmelse med det foran S. 78 anførte, jvfr. og­

saa Konkl.s § 97, der ikke foreskriver, at der skal af­

kræves de Kreditorer, som erklære at ville indestaa for Behandlingens Omkostninger, nogen Sikkerhed. Ligesaa lidt kan Skyldneren undgaa Konkurs ved at oplyse, at der intet er i Boet, eller at i alt Fald Kreditor intet vil erholde, da de tilstedeværende Midler ville opsluges af bedre prioriterede Krav, jvfr. angaaende den ældre R et U. f. R. 1873 S. 493 (H. R. Td. 1872 S. 690).

ü . De særlige Begier«

§ 13.

a. Naar Skyldneren er Ha n d l e n d e , F a b r i k a n t e l l e r S k i b s r e d e r jvfr. om disse Begreber foranS. 18ff.

eller for ikke længere end et Aar siden har været i saa­

dan Næringsvei, er der ifølge Konkl. §§ 43 og 44 en lettere Adgang end sædvanligt for hans Kreditorer til at erklære ham fallit. A t man her medtager ogsaa dem, der nyligt have været i de omtalte Stillinger, sigter til at forhindre, at en Skyldner ved at ophøre med sin Virksomhed skulde kunne afskjære Kreditorerne fra at benytte den særlige Konkursadgang, jvfr. Mot. S. 78 og 113. De Personer, der ere eller i det angivne Tidsrum have været i de nævnte Stillinger, benævnes i det føl­

gende for Kortheds Skyld alene Handlende. A t de ovenfor udviklede almindelige Regler efter Konkl. § 42 ere anvendelige paa disse Personer ved Siden af de i Konkl. §§ 43 og 44 foreskrevne, er utvivlsomt jvfr. Mot.

S. 75.

Grunden til de i Konkl. §§ 43 og 44 for Handlende opstillede særlige Regler er ifølge Mot. S. 70. at Skyld­

nerens Insolvens, hvorved tænkes paa, at Passiverne overstige Aktiverne (Underbalance. Insufficiens), vel er den naturlige Betingelse for en Kreditors Konkurs­

begjæring, men at en Fastholden herved altfor meget vilde besværliggjøre Opnaaelse af Konkursbehandling, naar Debitor er Handlende, thi Beviset for en saadan Persons Insufficiens er særligt vanskeligt, idet Værdien af deres Aktiver i liøi Grad afhænger af Konjunkturerne,

<>g Omfanget af deres Forpligtelser jævnlig ikke med Sikkerhed kan bestemmes f. Ex. paa Grund af eventuelt Endossementsansvar. Disse Vanskeligheder bortfalde, naar man i Stedet for Insolvens blot kræver Betalings­

standsning, der i Almindelighed let kan oplyses. Dertil kommer, at det for Handlende just ikke er Solvens eller

97

Insolvens, der har størst Betydning, men derimod deres Kredit, og denne afhænger atter væsentligt af, at de opfylde deres Forpligtelser prompte. E r Krediten tabt, kan det forudses, at den Paagjældendes fortsatte For­

retningsdrift kun vil forværre hans Stilling, og det stemmer derfor med Kreditorernes Tarv og er ikke for haardt mod Debitor, at de erholde Ret til at erklære ham fallit, saasnart hans Tab af Kredit foreligger udvortes konstateret ved Betalingsstandsning. Da det til Betalings­

standsning ikke er nok, at Skyldneren undlader at betale en enkelt Fordring, vilde Reglen let kunne. blive betyd­

ningsløs overfor Handlende, som kun med længere Mel­

lemrum have noget at udbetale, og man har derfor som Supplement til §43 føiet Bestemmelsen i § 44. A t disse Regler ikke gjælde for Andre end Handlende begrundes paa, at det lettere kanhænde, at Ikkehandlende, skjøndt de ere solvente, ikke kunne skaffe Midler til Dækning af deres Gjæld, og at Kredittabet ikke har en saa ind­

gribende Betydning for dem*).

Om det er rigtigt, at de nævnte Regler ere ind­

skrænkede til Handlende, er dog meget omtvisteligt.

Dels er der under de nuværende Forhold mange Andre, for hvem Krediten spiller en ligesaa stor Rolle som for Handlende f. Ex. mangfoldige Haandværkere, dels er den Omstændighed, at de fremhævede Synspunkter gjøre sig s t æ r k e s t gjældende ved Handlende, ingen Grund til at lade dem ude af Betragtning i andre Tilfælde, naar de overhovedet ere rigtige jvfr. den tydske Rigskonkurs- lovs Mot. S. 1502. Fastholder man, at den natur­

lige Forudsætning for Konkurs ikke just er Skyldnerens Underbalance, men hans Insolvens i egentlig Forstand, altsaa hans Mangel paa Evne til at dække sine Forplig­

telser til rette Forfaldstid, synes det klart, at en saadan

*) Ogsaa den norske Konkursl. § 4 og den svenske § 4 opstille kun, naar Debitor er Handlende, Betalingsstandsning som Konkursgrund.

Handling som Betalingsstandsning, hvorved Skyldneren selv tilkjendegiver sin Insolvens, maa være en Konkurs­

grund for enhver Debitors Vedkommende. Det er vel tænkeligt, at Skyldneren, uagtet han ikke har kunnet skaffe rede Penge, dog har tilstrækkelige Værdier til at dække al sin Gjæld, men foruden at dette under Nutidens Forhold vistnok vil være saa sjældent, at man kan lade det ude af Betragtning, er det et Spørgsmaal, om det vilde være rigtigt at nægte Konkurs, fordi Betalings­

standsningen alene skyldtes Umuligheden af at skaffe rede Penge, skjøndt der var tilstrækkelige Værdier jvfr.

nedenfor.

Efter disse almindelige Bemærkninger skal nu §§ 43 og 44 omhandles hver for sig.

1. Ifølge Konkl. § 43 har enhver af Kreditorerne, naar en Handlende har standset sine Betalinger, Ret til, saalænge Betalingsstandsningen varer, at fordre Boet taget under Konkursbehandling, uden at han behøver at føre

andet eller videre Bevis for Skyldnerens Insolvens.

Hvad Begrebet B e t a l i n g s s t a n d s n i n g angaar, henvise Mot. S. 71— 2 Domstolene til at afgjøre det efter de i hvert enkelt Tilfælde foreliggende Omstændigheder, idet det bemærkes, at en bestemt Definition ikke kan gives, men heller ikke er nødvendig, da man i Handels­

verdenen ikke let vil være i T vivl om, hvorvidt en Be­

talingsstandsning finder Sted. I Almindelighed vil Und­

ladelse af at betale en enkelt Kreditor ikke kunne op­

fattes som en Betalingsstandsning, og som foran bemær­

ket er dette netop Grunden til Konkl. § 44, men det er dog tænkeligt, at en enkelt Fordring kan være af en saadan Betydning, at dens Ikkehonorering fremtræder som en Betalingsstandsning, og det kan ikke af § 44 udledes, at man altid er indskrænket til at anvende denne Be­

stemmelse og ikke § 43, naar kun en enkelt Fordrings Betaling undlades. I Reglen forudsætter Betalingsstands­

ning en almindelig Undladelse fra Skyldnerens Side af at

99

efterkomme sine Gjældsforpligtelser, den maa altsaa ramme f l er e Fordringshavere. Derimod kan det ikke ubetinget kræves, at i n g e n Fordringer blive betalte, men naar Debitor fyldestgjør nogle Kreditorer, vil det væsent­

ligt afnænge af disse Kravs Betydeliglied og Beskaffenhed, om Betalingsstandsning foreligger. Saaledes vil den Skyld­

ner, der undlader at betale sin Handelsgjæld, ikke i Almindelighed kunne imdgaa at betragtes som havende standset sine Betalinger, fordi lian fyldestgjør enkelte smaa Gjældsposter eller Krav, der ikke vedrøre hans Forretning. Paa den anden Side kan det ikke paastaas, at Betalingsstandsning kun kan indtræde ved Undladelse af at betale Handel sgj æl d. Hyppigt vil iøvrigt Beta­

lingsstandsningen lægge sig udvortes for Dagen ved Luk­

ning af Butik o. desl.

Ved Betalingsstandsning haves vistnok kun den Und­

ladelse af Betaling for Øie, der skyldes Debitors M a n g e l p a a E v n e til at betale jvfr. Mot. S. 72, hvor det siges at være en Selvfølge, at det Tilfælde ikke kan medreg­

nes, at Skyldneren blot nægter at betale en Gjæld, fordi han bestrider Fordringens Rigtighed, eller af andre sær­

egne Motiver f. Ex. Forglemmelse, Lyst til at bringe Kreditorerne i Forlegenhed. Naar imidlertid en Be­

talingsstandsning rent objektivt foreligger, maa Skyldne­

ren vistnok bevise, at hans Undladelse af at betale skriver sig fra andre Motiver end Mangel paa Evne, og dette Bevis vil i alt Fald i Reglen kun kunne føres ved Bevis for, at han er i Stand til at betale de forfaldne For­

dringer.

Om Skyldnerens Mangel paa Evne beroer paa, at han er i Underbalance, eller paa at lian, skjøndt besid­

dende tilstrækkelige Værdier, ikke kan skaffe dem dispo­

nible, er vistnok ligegyldigt, og dette udtales ogsaa ud­

trykkeligt i Mot. S. 72. Der kan vel rent abstrakt set være Tvivl om, hvorvidt det er rigtigt at tilstede Kre­

ditorer at aabne Konkurs, naar der ingen Fare er for, 7*

In document SKIFTERET DEM DANSKE (Sider 91-113)