59
eller holdt sig skjult. Konkursen foregik da under Form af en Arrest paa hele hans Formue, der efter en Indkal
delse af Skyldneren og hans andre Kreditorer gik over til en exekutiv Opgjørelse og Fordeling ved en af Retten ansat Kurator. Derimod trængtes cessio bonorum mere tilbage, idet den dels ikke tilstededes dels knyttedes til Vanærende Betingelser. Disse Bestemmelser vare væsent
ligt handelsretlige og de indførtes gjennem Handels
samkvemmet til andre Lande. Hermed staar det i For
bindelse, at Konkursinstitutet i mange Lande har været udelukkende anvendeligt overfor Skyldnere af Handels
standen. I Frankrig er Fallit endnu kun anvendelig i dette Tilfælde, og Konkursreglerne danne en Del af code de commerce; i England bortfaldt Reglen om Konkurs som et særligt Institut for Handlende først 1861, og i de allerfleste nugjældende Konkurslove findes adskillige sær
lige Bestemmelser for det Tilfælde, at Skyldneren er Handlende. Den nyere Udvikling synes dog, og vistnok med Rette, at gaa henimod at fjerne de særlige Regler for Handelskonkurs, navnlig er dette nu fuldstændigt gjennemført saavel i Tydskland som i England.
Fra det 16de— 17de Aarhundrede begyndte man næsten allevegne at ordne Forholdet ved almindelige Konkurslove, og dette Emne har senere hyppigt især i nærværende Aarhundrede været Gjenstand for Lovgivernes Opmærksomhed. Ved Siden af store Forskjelligheder i det enkelte mellem Staternes Konkurslovgivning, er der paa mangfoldige Punkter en Overensstemmelse i Rets
reglerne fremkaldt ved, at Konkursens Hovedøiemed over
alt det samme. De Fremskridt, som i dette Emne ske i det ene Land, er det muligt at efterligne i andre Lande med en iøvrigt forskjellig Retsforfatning. Saaledes har den nyere franske Konkurslovgivning tjent som Forbillede for mange andre Staters Konkursret og har bl. a. paa
virket Indholdet af den preussiske Konkurslov 8 Mai 1855 og derigjennem Je skandinaviske Landes Konkurslovgiv
61
ning. Iøvrigt kan der her ikke være Tale om at frem
stille Konkursrettens nærmere Udvikling i de forskjellige Lande*). De vigtigste nugjældende fremmede Konkurs
love ere den tydske Rigskonkurslov 10 Febr. 1877, der sammen med de nye Rigsproceslove traadte i Kraft den 1ste Oktober 1879, den østerrigske Konkurslov 25 Dec.
1868, den norske Konkurslov 6 Juni 1863, den svenske Konkurslov 18 Sept. 1862, den finske Konkurslov 9 Nov.
1868, den franske Konkurslov 28 Mai 1838 (loi sur les faillites et banqueroutes, der træder i Stedet for tredie Del af code de commerce af 1808) den engelske Konkurslov 25 Aug. 1883 (bankruptcy act) og den nordamerikanske Konkurslov 2 Marts 1867 (an act to establish a uniform system of bankruptcy throughout the United States).
Den første Bestemmelse i d a n s k R e t om Konkurs
behandling i Skyldnerens levende Live findes i Fr. 1 Juli 1623. Denne L o v tillod enhver Adelsperson som i Tide, vil rette for sig, at opbyde sit Gods til Kreditorerne
„efterdi cessio bonorum eller Godsets Opbydelse er udi al Ret en tilladelig og billig Betaling, synderlig naar dolus malus og et bedrageligt Forsæt ikke med under
løber“ . Den Opbydende skulde til Landsthinget indlevere en nøiagtig Fortegnelse over sine Midler og sin Gjæld, hvorpaa Opbudet blev læst til Thinge og to af den
Op-Herom kan henvises til en meget rig Literatur. Bl. a. kan nævnes:
Dernburg, Lehrb. d. preuss. Privatrechts (1878) 2 S. 238, Förster, preuss. Privatr. (2det Oplag 1869) 1 S. 744, Fuchs, der deutsche Konkursprocess (1877) S. 1, Wentzel og Klose, die preuss. Kon
kursordn. (1855) S. 5, Koch, der preuss. Civilprocess (2den Ud
gave 1855) S. 820, Renouard, traité des faillites et banqueroutes (2den Udg. 1844) 1 S. 1, Blackstone, commentaries 2, Zeitschr. f. d.
ges. Handelsrecht 1 S. 34, 2 S. 19 og 283, 8 Side 510 og 15 S. 357 (Fremstillinger af dea engelske Konkursret før 1883 af Güterbock og Mittermaier), Olivecrona, bidrag tili den svenska konkurslagstiftnings historie i Ups. Univ. Aarsskr. 1862, Landt- manson, om Konkursbo i samme Aarsskrift 1866, Montgomery, om aftradesformån och accord (1869).
bydende selv anviste Mænd udnævntes af Landsthinget.
Disse Mænd skulde vurdere Godset og likvidere det med Giælden samt indkalde alle Kreditorerne til at møde om
trent sex Uger efter Opbydelsen. Kreditorerne valgte der- paa i en ved Lodkastning bestemt Rækkefølge, hvilke af Boets Eiendele hver især vilde tage til Betaling efter den satte Vurdering. Trætter mellem de Interesserede afgjordes af Opbudsmændene.
Fr. 1623 antyder selv i sine Præmisser, hvilke de Fordele vare, som den adelige Debitor erholdt ved Op
bud. Det hedder nemlig, at „daglig Erfaring noksom ud
viser, hvor høilig denne nuværende Gjældsbesværing vore gode tro Undersaatter særdeles Danske og Holsteinske beskadiger, synderlig af den Aarsag at de Interesserede paa den sædvanlige Omslags Stil, Indmaning og anden Forpligt sig forladende, formene derved til deres Betaling i rede Penge at komme, hvilket dog undertiden umuligt er, hvorover imidlertid de med saadanne forgjæves For- haabninger opholdes, Andre, som denne Tids Tilstand bedre have i Agt, til deres Betalings Værd forhjælpes, hvilken dog saa vidt ved Rigens Ret forhøies, at deres Gods (som ellers alle Kreditorer vel kunde fornøie) paa sidste ikke kan tilstrække Hælvten Gjælden at aflægge og betale, mange andre Kreditorer, som gode Omslagsbreve og For
dring have, til ulidelig Skade og Afbræk.“ Opbudets Betydning for Skyldneren var ikke blot, at han derved undgik Rettergangsomkostninger, men navnlig at lian blev berettiget til at afgjøre al Gjæld ved Udlæg af sit Gods efter Vurdering, hvilket sidste var en væsentlig Fordel for adelige Debitorer. Det var nemlig brugeligt, især naar Skyldneren var af Adel, at han i det udstedte Gjældsbrev forpligtede sig paa Æren til at betale med rede Penge, og Kreditor var cla ikke pligtig til efter de dagjældende almindelige Exekutionsregler at modtage Udlæg til Eiendom i Skyldnerens Gods efter Vurdering, men kunde tage Dom, der berettigede ham til uden at for
63
søge Indførsel at sætte Debitor i Fængsel, naar kontant Betaling ikke erlagdes, jvfr. 5— 14—54. Under de da
værende økonomiske Forhold var det ofte umuligt uden i alt Fald paa ødelæggende Vilkaar at skalfe rede Penge selv for den, der besad tilstrækkelige Værdier, og Op
bud friede da Skyldneren ud af den uheldige Stil
ling enten at skulle udrede kontant Betaling eller lide Frihedstab. Opbudet var altsaa en Formildelse af den strenge Retsforfølgning, en Indskrænkning i Kredi
tors Ret, og at Fr. 1623 betragter Sagen saaledes, frem- gaar ogsaa deraf, at den bestemmer, at de Kreditorer, som have Forlovere og ville holde sig til disse, ikke ere pligtige at lade sig fyldestgjøre gjennem Opbudet. I Weylles Glossarium under „Opbiudelse“ siges, at den Opbydende siden er forskaanet for videre Gjælds Anfordring, og enkelte Udtryk i Fr. 1623 synes ogsaa at tyde paa, at Skyldneren ved at afgive hele sit Bo frigjordes for Ansvar for den Gjæld, som ikke deraf kunde dækkes, men dette blev i alt Fald senere forandret, saa at den Opbydende vedblev at hæfte for den ikke dækkede Del a f Gjælden jvfr. Fr. 12 Juni 1679 § 4. Store Reces (1643) 2— 15— 1 gjentager Fr. 1623 uforandret*).
Chr. V.s Lovbog handler om Opbud i 5— 14— 40 if.
Opbud tillades her ikke blot Adelige men „Enhver, som formedelst stor Gjæld og hans Indkomsts Ringhed ikke
*) Den første Lovkommission forfattede 1663 et Udkast om Opbud, der er mærkeligt derved, at der ikke findes nogen Antydning af at Opbudets Hensigt skulde være at befri for kontant Betaling, hvorimod det forudsættes at skulle kunne benyttes af enhver Skyldner, der uden egen Brøde var bleven insolvent, jvfr. Ordene
»men som det undertiden misbruges af dennem, som ikke saa meget ved Feide, Ildebrand, Søskade eller andre ulykkelige Hæn
delser som ved Efterladenhed, Uforsynlighed, Ødselhed og des
lige er dertil foraarsaget». Naar Opbudsbehandlingen var endt, havde ifølge Udkastet de Kreditorer, der ikke vare blevne fuldt dækkede, kun Tiltale til Skyldneren, forsaavidt han erhvervede nye Midler.
kan aarligen udrede den tilbørlige Rente, som han sine Kreditorer skyldig er, og han dog i Tide, imens han har Midler, vil rette for sig“ . Fremgangsmaaden forblev den samme som forhen. Som Betingelser for at gjøre Opbud nævner 5— 14— 40, at den Vedkommende ikke var noget skyldig til Rentekammeret, og 5— 3— 18 viser, at den, der var under Forfølgning efter denne Artikel, ikke maatte opbyde sit Gods. Endvidere var det en Forud
sætning, at Skyldneren var vederhæftig, altsaa at hans Midler vare tilstrækkelige til at betale Gjælden. Dette er dog ikke ganske klart udtalt i Loven, der heller ikke an
tyder, at Landsthinget skulde undersøge, om Skyldnerens Opgivelse af hans Formuesforhold var rigtig, ligesaa lidt som der var givet Kreditorerne nogen Leilighed til at forhindre, at en uvederhæftig Skyldner gjorde Opbud, idet hertil ikke krævedes Kald og Varsel, 1—4— 34. Der
hos kan bemærkes, at Lovgiveren selv har tænkt sig den Mulighed, at Boet er utilstrækkeligt jvfr. 5— 14—44, hvoraf fremgaar, at Opbudsbehandlingen ikke ophørte, saasnart Boets Insolvens var givet. Sagen er vistnok, at L o v
giveren har betragtet Skyldnerens Vederhæftighed som noget selvfølgeligt, da han ellers ikke kan have Inter
esse i at gjøre Opbud. 5— 14— 40 betegner Opbud som en Hjælp for den, der liar for ringe Indkomster til at kunne svare Renten af sin Gjæld, og Hjælpen maa selv
følgelig bestaa deri, at han bliver i Stand til at komme ud af Gjældsforholdet ved at betale hele Kapitalen. Men foruden i dette Tilfælde kunde Opbud ogsaa ligesom for
hen være til Fordel for den Debitor, der var forpligtet til at betale kontant. Vanskeligheden ved at skaffe rede Penge var endnu paa Lovbogens Tid den samme som i 1623 jvfr. Præm. til Fr. 12 Juni 1679, hvor der tales om Debitorers „Uformuenhed, som deres Gjæld med rede Penge efter deres Forskrivning ikke kan betale, men Løsere, Kjøbstad- eller Jordegods til Betaling frembyder.“
A t Hovedfordelen ved Opbud er Befrielsen fra at betale
65
kontant, fremgaar ogsaa af 5— 14— 41 i Slutn. og 5— 14— 44 i Slutn. jvfr. endvidere Reskr. 11 Juni 1680, der viser, at Slutningsbestemmelsen i 5— 14— 40 grander sig paa, at man ikke vilde modtage Udlæg in natura for kgl. Skatter.
Kunde Boet ikke dække Gjælden, vedblev Debitor at hæfte jvfr. 5— 14— 44, og den uvederhæftige Skyldner kunde altsaa ikke opnaa andet ved Opbud end Frihed for Retsforfølgning, saalænge Opbudsbehandlingen varede, hvilket efter Lovbogens Tanke kun skulde være en meget kort Tid.
Efterat det ved Auktionsvæsenets Udvikling var ble
vet den almindelige Regel, at Kreditorer ikke fyldest
gjordes ved Udlæg til Eiendom, men erholdt rede Penge gjennem Udlæg til Forauktionering, og efter at de sær
egne Domme til enten at betale kontant eller lide Fæng
sel vare ophørte, kunde der naturligvis ikke være Tale om. at man ved Opbud kunde nøde Ki’editoreme til at modtage Udlæg in natura jvfr. Stampes Erkl. 3 S. 134 og H. R. D. 3 Juni 1741, der billigede, at Godset efter Kre
ditorernes Begjæring var stillet til Auktion, skjøndt den Opbydende protesterede jvfr. ligeledes H. R. D. 22 Dec.
1785. Opbudsinstitutet havde derved tabt sit Hoved- formaal, og hvis man strængt havde fastholdt V e
derhæftighed som Betingelse for Opbud, vilde der næppe længer have været synderlig Brug for det. Men i Praxis gav man vistnok ikke A g t lierpaa jvfr. Højers Jur. Koll.
(1742) S. 375 ff., hvor der ikke nævnes noget om Skyld
nerens Vederhæftighed, skjøndt Opbud behandles temme
lig udførligt, og Hesselbergs Jur. Koll. (1763) S. 187 Noten, hvor til Opbud i Modsætning til Fallit ogsaa hen
regnes det Tilfælde, at en Mand ..ved ulykkelige T il
fælde er kommen paa Knæerne“ . A f adskillige Høieste- retsdomme fra Midten af forrige Aarhundrede f. Ex. af 13 Mai’ts 1755 og 10 Dec. 1757 fremgaar ogsaa, at man, idet man ikke fastholdt Vederhæftighedsbetingelsen, havde den største Møie med at sondre mellem Opbud og Fallit.
O
Derimod udtales det i Stampes Erkl. 2 S. 194 og 3 S. 134, at et insolvent Bo ikke er et Opbudsbo men et Fallitbo og, i alt Fald naar Underbalancen er betydelig, bør af Opbudsmændene afleveres til Skifterettens Be
handling. Efterat Anordn. 18 Nov. 1757 havde hindret for
skjellige Misbrug, som vare foranledigede ved Opbuds- behandling af insolvente Boer, blev denne Behandlings- maade af deslige Boer sjældnere jvfr. Stampes Erkl. 3 S. 138, men skjøndt det efterhaanden blev fast antaget, at Opbud forudsatte Vederhæftighed jvfr. Kskr. 7 Dec.
1793, Lybeckers Applikationsudtog 3 S. 804 og 818, Han
sen S. 300 og B & L. S. 261, var det dog ikke udelukket, at Opbud anvendtes med Hensyn til et Bo, der i Virke
ligheden var insolvent, da dette jævnlig først kunde godt- gjøres, efterat Behandlingen havde naaet et mere frem
skredet Punkt. De Fordele, som Opbud fremfor Fallit skaffede Debitor, vare navnlig Formindskelse af Omkost
ningerne og Boets Behandling ved Mænd, som han selv havde udpeget, hvilket sidste for Kjøbenhavns Vedkom
mende bortfaldt ved Fr. 15 Juni 1771 § 15. Fallitl.
30 Dec. 1858 § 5 afskaffede Opbudsbehandling, der iøv
rigt var blevet temmelig sjælden men dog af og til fore
kom jvfr. Rigsdagstd. 1858 Anh. A Sp. 370 samt B & L.
S. 261 (1842), hvor det meddeles, at Opbud er „i den seneste Tid i flere Tilfælde bragt til Anvendelse i Jylland“ .
Andre Arter af Konkurs i Skyldnerens levende Live end Opbud omtaler Chr. V.s Lov ikke, men allerede for
inden var dog ved Fr. 28 Jan. 1682 Konkursbehandling paabudt, naar en Skyldner hemmeligt undveg for Gjæld, og i Praxis havdes endog forinden Fr. 1682 Exempler paa Konkursbehandling i dette Tilfælde. Saaledes om
taler Schlegel S. 366 Noten en Behandling af en undvigt Debitors Bo i Kjøbenhavn 1681, men her forelaa dog samtlige Kreditorers Samtykke. I en Høiesteretsdom af 14 Juli 1673 blev en Kautionist tilpligtet at betale
Ren-67
ter fra den Tid Debitor fallerede, og en anden Høieste- retsdom af 13 Juli 1674 synes ligeledes at angaa en Fal
lit. I det ved førstnævnte Dom afgjorte Tilfælde synes Fallitten foraarsaget ved Skyldnerens Undvigelse, i det andet Tilfælde sad han i Gjældsfængsel, men nærmere Oplysninger giver hverken Voteringen eller Dombogen.
Da de Paagjældende i begge Tilfælde vare uadelige, kan der ikke være sigtet til Opbud. De Moratorier, der gaves før Clir. V.s Lov, nævne jævnlig blandt andre Grunde til Bevillingens Meddelelse, at den Paagjældende har lidt Tab ved Debitorers Fallissement, men dette kan ganske vist sigte til udenlandske Skyldnere. I det foran S. 63 Note omtalte Udkast af 1663 findes følgende Bemærkning om F a llit: „Bankerotterer anlangende, som bortrømme eller sig hemmeligen paa andre Steder opholde, indtil de med Kreditorerne faar akkorderet, om hvilke det samme er og at forstaa som oventil sagt er om dennem, som deres Gods ulovligen opbyde“ (nemlig at de skulle hol
des for Mindremænd).
Efter Fr. 28 Jan. 1682 skulde Øvrigheden ex officio registrere Boet, sætte sig i Besiddelse af det samt af Bøger og Breve og strax sælge ved Auktion, hvad der ikke kunde taale at gjemmes, samt indkalde Debitor og Kreditorerne ined Aar og Dags Varsel og betale Gjælden.
Strakte Boet ikke hertil, skulde det undersøges, om De
bitor ved Ødselhed eller Letsindighed havde foranlediget sin slette Formuestilstand, og hvis det forholdt sig saa
ledes, blev han fredløs, naar han ikke inden sex Uger betalte Kreditorerne. Men var han uden Brøde, og han med de største Kreditorer beregnet efter Gjældens Be
løb blev enig om et Afslag, skulde de andre Kreditorer rette sig derefter. Disse Bestemmelser i Fr. 1682 maatte vel anses for ophævede ved Chr. V.s Lov og synes ogsaa i den (utr.) Forestilling, der førte til Fr. 17 Mai 1690, at være betragtede som bortfaldne, skjøndt Fallitbehand
ling af undvegne Debitorers Boer stadig forekom i Praxis 5*
jvfr. f. Ex. Høiesteretsdom 17 Dec. 1688. Fr. 1690 gjen- tog derfor de i Fr. 1682 givne Fallitregler med nogen Forandring navnlig den, at der til tvungen Akkord kræ
vedes en Majoritet a f to Trediedele af Kreditorernes Krav, men Fr. 1690 blev paa Grund af de Misbrug, den foranledigede, tilbagekaldt ved Fr. 10 Sept. 1701. Disse Misbrug maa have bestaaet i utilbørlig Anvendelse af Akkordbestemmelserne, i det mindste bleve de øvrige Regler i Fr. 1690 atter satte i Kraft ved Fr.
28 Okt. 1702 med flere vigtige Tilføielser og For
andringer. Det blev saaledes nu paalagt Øvrigheden strax ved Auktion at boi’tsælge ikke blot de Gjenstande, der ikke kunde taale at gjemmes, men alle Varer og Løsøre, det blev udtrykkeligt udtalt, at Proklamaet til Kreditorerne er præklusivt, det erklæres, at Arrest, Be
slag eller anden Forfølgningsmaade, hvorpaa Dom ikke er faldet før Fallentens Undvigelse, ikke medfører nogen Prioritet i Boet, og Straffen for letsindige Fallenter blev forandret til Tremarksbøder.
En vigtig ny Regel indeholdes i Fr. 1702 § 5, der fastsætter, at naar en Skyldner uden egen Forseelse er blevet uvederhæftig og leverer hele sit Bo til Skifte
retten, som da skal bestyre det og betale Kreditorerne deraf, nyder han Frihed for Arrest paa Person, saalænge Boets Behandling varer og 14 Dage derefter. Heri lig
ger som nødvendig Forudsætning, at en Skyldner, der uden egen Brøde er blevet uvederhæftig, kan erklære sig fallit. Derimod havdes der ingen Hjemmel til, at en Debitor, der selv havde forskyldt sin Uvederhæftighed, kunde erklære sig fallit, og af Stampes Erkl. 2 S. 30 og Hesselberg Jur. Koll. S. 552 Anm. i Noten ses ogsaa, at det i Praxis var gjort gjældende, at en Kreditor kunde forhindre sin Skyldners Fallit ved at lade ham arrestere, thi Debitor kunde da ikke undvige, og en tilstedeværende Debitor kunde ikke erklære sig fallit, medmindre lians Uvederhæftighed var uforskyldt jvfr. mange
Høiesterets-69
domme f. Ex. af 27 Marts og 29 Marts 1699, 2 Dec. 1743 og 25 Apr. 1744, se endvidere en Dorn af 27 Juni 1785, hvor samme Resultat støttes paa 5— 3— 18, der forbyder en Arresteret at aihænde sit Gods. Imidlertid blev det dog snart antaget, at enhver insolvent Debitor kunde erklære sig fallit og praktisk taget maatte det ogsaa stille sig som en Besynderlighed at nægte en tilstede
værende Skyldner Adgang til at erklære sig fallit, naar han dog kunde fremkalde Fallit ved at reise bort. Den Argumentation, som man benyttede, var, at Enhver, der ikke kan tilfredsstille sine Kreditorer, i Virkeligheden er fallit, og Konkursbehandling maa derfor indtræde, saa- snart hans Tilstand er godtgjort for Øvrigheden. Naar Loven foreskrev Fallitbehandling af en bortrømt Debitors Bo, var det ikke just, fordi han var bortrømt, men fordi han derved „tacite deklarerer sig fallit" jvfr. Reskr. 18 Jan.
1760, og saa meget mere maatte da hans udtrykkelige Tilstaaelse af at være fallit fremkalde Konkurs, jvfr. alle
rede Højer Jur. Koll. (1742) S. 384, hvor det bemærkes, at Debitor erklærer sig fallit „enten naar han skriver Øvrigheden til eller indirekte, naar han stiltiende gaar sin Vei.“ I Stampes Erkl. 2 S. 31 udvikles ligeledes, at
„Enhver, som bedrager sine Kreditorer, og hvis Eifekter ikke strække til at betale dem, naar de attakerede ham, er fallit, enten lian er nærværende eller fraværende, enten lian er undvigt eller hindret fra at undvige ved det han er bleven anholdt" jvfr. ligeledes Hesselberg Jur.
Koll. (1763) S. 552 Anm. i Noten og Hedegaard om L o vens 5te Bog (1776) S. 818.
Ved den angivne Betragtningsmaade gik manganske vist udover hvad den positive Ret hjemlede, men var man først inde paa den nævnte Opfattelse, maatte Konsekven
sen blive, at ogsaa Kreditorerne kunde erklære deres Skyldner fallit, naar de kunde godtgjøre, at han var insolvent. Dette betragtes ogsaa i Stampes Erkl. 2 S. 752 som noget, der følger af „Fallits og Konkurses Natur,
ligesom det og tildels in praxi er antaget“ jvfr. ligeledes Hesselberg 1. c. og Dons Forelæsn. 4 (1781) S. 468, hvorimod Højer Jur. Koll. S. 375 og 376 smhldt. med S. 384 og Hedegaard 1. c. synes at antage, at Kredito
rerne kun kunne erklære en b o r tr e i s t Debitor fallit.
Endvidere findes Forudsætninger om Kreditorernes Ad
gang til at erklære deres Skyldner fallit i adskillige lo
kale Love fra sidste Halvdel af forrige Aarhundrede saa- som PI. for Yestindien 14 Juni 1758, Reskr. f. Aalborg Stift 18 Jan. 1760, f. Trondhjems Stift 4 Dec. 1761, f.
Skien 3 Sept. 1772, f. Christiansand 23 Febr. 1776 og for de øvrige Kjøbstæder i Christiansand Stift 24 Mai 1782. Allerede en Høiesteretsdom af 23 Nov. 1775 bil
ligede, at en Huseierske havde erklæret en Leier fallit, da han „var ganske insufficient, da hun deklarerede ham fallit, der var sket Exekution hos ham, der løb idelig Kreditorer paa hans Døre, som ingen Betaling kunde faa lige saa lidet som hun sin Husleie, han havde sat i Slutte
riet. og endelig kommer hertil, at han absenterede sig fra Værelserne.“ I alt Fald fra indeværende Aarhundre- des Begyndelse har det vistnok været fast antaget, at Kreditorer kunne ei’klære deres Debitor fallit under visse Betingelser, hvortil især hører, at lian er uvederhæftig, og at Kreditor har en forfalden Fordring, der ikke er sikret ved tilstrækkeligt Pant. I Norge vedblev derimod Spørgsmaalet om Kreditors Ret til at rekvirere Fallit
behandling at være omtvistet, indtil det i 1859 besvare
des bekræftende ved en Høiesteretsdom jvfr. Schweigaard S. 42, og dernæst blev afgjort i samme Retning ved Konkl. 6 Juni 1863*).
Ikke blot Reglerne om Betingelserne for Konkurs, men ogsaa de øvrige Konkursbehandlingen vedkommende Forhold bleve udviklede mindre gjennem Lovgivningen
* ) I Sverige gav først Konkl. 13 Juli 1818 Kreditorerne deu i Texten omtalte Ret.