Første Kapitel
B. Konkursboets (ijenstand
127
Skyldneren, hvorimod senere opstaaede Fordringer ere udelukkede, selv om de ikke forudsætte nogen Villie hos Fallenten til at disponere over Boets Midler. Saa
ledes kan den Erstatning, som Fallenten bliver pligtig at udrede paa Grund af en efter Konkursens Udbrud fore
taget Handling, ikke gjøres gjældende i Boet. Døer Fal
lenten, er Boet ikke pligtig at bekoste hans Begravelse jvfr. Forudsætningen i Konkl. § 31 a og Mot. S. 65, kfr.
iøvrigt nærmere nedenfor.
En egenmægtig Disposition over Boets Midler fra Fallentens Side vil efter Omstændighederne kunne være stralbar jvfr. Strflv. §§ 260 og 261, men herom maa hen
vises til Strafferetten. Heller ikke lierer det til Skifte
retten at udvikle de forskjellige Feiger i Henseende til Valgret og Valgbarhed, Næringsret, Embedsstilling m. m., som Fallit medfører jvfr. Scheels Personret S. 405.
stiftede Gjæld. Saafremt Hustruen liar Særeie, er dette Mandens Konkursbo uvedkommende jvfr. f. Ex. U. f. R.
1882 S. 665 (H. R. Td. S. 120) dog saaledes, at hvis Indtægterne deraf ere Fælleseie, tilflyde de Konkursboet.
saalænge Konkursbehandlingen varer, forsaavidt Ægte
skabet ikke forinden dens Slutning opløses.
2. Hovedreglen i Konkl. § 1 medfører, at Rettig
heder, der tilkomme Skyldneren, men dog i k k e kunne h e n r e g n e s t i l hans F o r m u e r e t t i g l i e d e r , ikke kunne inddrages under Konkursboet, omend der gjennem disse R et
tigheder kunde indvindes en økonomisk Fordel for Boet.
Dette gjælder saaledes om Skyldnerens Ret til Godtgjø- relse for Lidelser, Ulempe, Lyde og Vansir ifølge Strfl.
§ 301, til Erstatning for Tabet af Forsørger ifølge Strfl.
§ 302 og til Godtgjørelse for Ødelæggelse eller Forstyr
relse af Stilling eller Forhold ifølge Strfl. § 303. Heller ikke kan Boet benytte Skyldnerens Ret til som Forfatter o. desl. at oifentliggjøre sit Aandsarbeide eller deraf for
anstalte nye Oplag. Naar derimod Skyldneren har benyt
tet sin Ret og derved indvundet et til hans Formue hø
rende Gode, kan dette inddrages under Konkursboet, f. Ex. naar han ved Dom liar faaet sig tilkjendt en Godt
gjørelse for de ham paaførte Lidelser jvfr. Strfl. § 301.
eller naar lian ved at overdrage sit Manuskript til Ud
givelse har erhvervet Krav paa Forfatterhonorar jvfr.
Nellemann Exek. og Aukt. S. 87. Patentrettigheder be
tragtes som liørende til Formuen og derfor til Konkurs
boet jvfr. Imskr. 25 Okt. 1853 og 9 Jan. 1856, og det samme antages om andre lignende Privilegier f. Ex.
Apothekerprivilegier, forsaavidt de ere overdragelige ivfr. Nellemanns anførte Værk S. 89. Ret til Varemær
ker efter L. 2 Juli 1880 hører næppe til Konkursboet.
3. Efter Konkl. § 1 hører ikke blot Skyldnerens Formue i Konkursens Begyndelsesøieblik til Boet men ogsaa alt, h v a d der u n d e r K o n k u r s e n t i l f a l d e r ham. I Mot. S. 36 og 37 udtales gjentagende, at denne
129
Sætning følger af, at Skyldneren er ude af Raadighed over sit Bo for hele den Tid, Konkursbehandlingen varer, men dette kan ikke betragtes som nogen Begrundelse, da Spørgsmaalet netop er, om det Bo eller den Formue, hvorover Fallenten er uraadig, blot er den ved Konkur
sens Begyndelse existerende Formue eller tillige den, der erhverves under Konkursen. Om den nævnte Sætning- var hjemlet i vor ældre Ret, saaledes som Mot. S. 3?
antage, er vistnok tvivlsomt, i alt Fald var man i Theo
rien ikke enig derom. Medens saaledes Hansen S. 457 holder for, at senere Erhvervelser høre til Konkursboet jvfr. ogsaa B & L. S. 407, der dog undtage Fallentens per
sonlige Erhverv, ere Schlegel S. 404 ogSchweigaard S. 182 af modsat Mening. Disse sidste Forf. jvfr. ligeledes Landt- manson Om Konkursbo S. 4 (i Upsala Univ. Aarsskr.
1866) fremhæve, at det er uretfærdigt at udelukke de Kreditorer, hvis Krav er stiftet efter Konkursens Begyn
delse, fra at holde sig til Fallentens senere Erhvervelser, og at disse derfor ikke bør inddrages i Konkursboet, da de nævnte Kreditorer ikke have noget Krav mod dette.
I Mot. S. 36 svares vel hertil, at de, der indlade sig med en Fallent, bør kjende hans Stilling og derfor ikke kunne beklage sig, men herved er overset, at dette i alt Fald kun gjælder om Kreditorer, der f r i v i l l i g t have kontraheret med en Fallent, men ikke om andre Kredi
torer f. Ex. de, der kræve Erstatning for Skadetilføielse.
Derhos er det et Spørgsmaal, om det fra et legislativt Standpunkt er heldigt at udelukke Fallenter fra at kon
trahere, saalænge Konkursen varer, og derved berøve dem Lysten og Evnen til at arbeide sig frem. Væsent
ligst ifølge de anførte Betragtninger har ogsaa den tydske Rigskonkl. § 1 jvfr. dens Motiver S. 1370 holdt Fallen
tens senere Erhvervelser ude fra Konkursen, men de fleste øvrige fremmede Konkurslove have dog samme Bestem
melse som vor Konkl. § 1.
Efter det anførte bestaar der en forskjellig Regel 9
for Skyldnerens Midler og lians Gjæld, idet ogsaa de efter Konkursens Begyndelse erhvervede Midler høre til Boet, hvorimod den efter Konkursens Begyndelse stiftede Gjæld er Boet uvedkommende. Sidstnævnte Regel er ubetinget, navnlig haves der ingen Hjemmel til at lade de senere Kreditorer deltage sammen med Konkurskredi
torerne i at erholde Fyldestgjørelse af de senere Erhver
velser jvfr. Nord. Retsencykl. 4, Svenska Proc. S. 219 Noten. Denne Udelukkelse af de senere Kreditorer vil navnlig fremtræde som stødende, hvor Fordringen staar i Foi’bindelse med en Erhvervelse, der inddrages i Boet, men for de vigtigste Tilfælde, hvor der kunde opstaa Spørgsmaal herom, nemlig ved Arv og Erhvervelser ved Ægteskab, giver Konkursloven særlige Regler, der inde
holde Sikring for de Kreditorer, hvis Krav er knyttet til disse Erhvervelser.
Konkl. § 3 bestemmer, at Boet kan tiltræde A r v , som under Konkursen maatte tilfalde Skyldneren, dog at Arveboet behandles af Skifteretten, saa at Gjældsansvar undgaas.
Ved Anvendelsen heraf opstaar først det Spørgsmaal, om Fallenten kan a f s l a a den ham under Konkursen tilfaldne Arv. Dette besvares undertiden bekræftende, idet man fremhæver, at der ikke er Tvivl om, at en Fallent kan afslaa et til ham rettet Gavetilbud, thi der
ved raader han ikke over sin Formue, men forhindrer blot, at noget bliver hans Formue. I Henhold hertil an
tages det, at Fallenten ogsaa kan nægte at modtage en ham under Konkursen tilfaldende A rv og derved afskjære Konkursboet fra at inddrage Arven, jvfr. Getz Kredito
rernes Adgang til at omstøde sin Skyldners Retshandler (norsk Retstd. 1881) S. 15 og 28. Der er imidlertid vist
nok en væsentlig Forskjel mellem disse to Tilfælde. A t Fallenten kan afslaa et Gavetilbud, grunder sig paa, at Gavens Erhvervelse ifølge Giverens Villie er betinget af, at der afgives en Modtagelseserklæring af den
Be-131
gimstigede selv, og til denne positive Virksomhed til For
del for Boet kan Fallenten ikke tvinges. Derimod er Arvens Erhvervelse ikke betinget af nogen Modtagelses- erklæring, hvilket bl. a. viser sig deri, at den erhverves af Arvingen og tilhører hans Bo, selv om han er død uden at være kommet til Kimdskab om den ham tilfaldne Arv. hvorimod et Gavetilbud under samme Omstændig
heder vilde bortfalde. A t Arvingen kan afslaa Arven, beroer ikke paa noget i en Trediemands Villie grundet Forbehold om den Begunstigedes egen Medvirkning, men er en Virkning af det Herredømme, som tilkommer Arvingen over sin Formue og berettiger ham til at hindre, at noget mod hans Villie indføres i den. Da en Fallent mangler Raadighed over sit Bo, kan han saaledes ikke afslaa den ham tilfaldne Arv. Dette Resultat ligger ogsaa nærmest efter Ordene i Konkl. § 3, thi der kræves kun, at Arven er „til
faldet“ Skyldneren, og dette sker umiddelbart ved Arve
laderens Død. Mot. S. 37 indeholde heller ikke mindste Antydning af den væsentlige Indskrænkning i Boets Ad
gang til at tiltræde Arven, som Skyldnerens Afslagsbe- feielse vilde medføre, tvertimod angives det som en Følge af, at A rv liører til Konkursboet, aten Fallent ikke engang kan give Afkald paa v e n t e n d e s Arv. Dette sidste kan iøvrigt ingenlunde udledes af Konkl. § 3, men maatte støttes paa, at det i Fr. 21 Mai 1845 § 14 er positivt foreskrevet, at den Renuncerende skal være „mægtig og myndig til at raade over sin Formue“ , hvilke Ord synes at udelukke den, der som Fallent ikke er mægtig til at raade over sin Formue. Imidlertid er det vistnok rettest at forstaa bemeldte Ord som alene sigtende til Fuldmyn
dighed, og der haves da ingen Hjemmel til at udelukke Fallenten fra at renuncere paa ventendes Arv.
Selv om det antages, at Fallenten med Virkning for Konkursboet kan afslaa falden Arv, er det utvivlsomt, at lian, naar han ikke vil afslaa den, ikke kan foretage nogen Disposition med Hensyn til Arven f. Ex. ikke uden
o*
Konkursboets Villie kan give Samtykke til Hensidden i uskiftet Bo jvfr. Mot. S. 37 og Kskr. 9 Sept. 1820 eller erkjende et Testamente for gyldigt.
I Konkl. § 3 siges ikke, at Arven tilfalder Konkurs
boet, men at den „kan tiltrædes“ af dette. Disse Ord kunne ikke forstaas anderledes, end at Boet liar frit Valg mellem, om det vil befatte sig med Arven eller ei, og der er da en Forskjel fra, hvad der gjælder om de Midler, som Skyldneren ved Konkursens Begyndelse eier, thi disse høre ipso jure til Boet. Denne Forskjel vilde have praktisk Betydning, hvis den medførte, at Arven først fra det Øieblik af, at Boet erklærer at ville tiltræde den, hører til Konkursmassen, thi da maatte Boet re
spektere den Raadighed, som Skyldneren inden dette Øieblik havde udøvet over Arven, f. Ex. ved Afslag eller Afhændelse og de Rettigheder, som ved Exekution o.
lign. allerede vare stiftede over Arven. Dette tør dog næppe antages, da Lovordene vel kunne forstaas saaledes, at det er Konkursboets Ret at inddrage Arven, og at derfor enhver Raadighed af Skyldneren eller Retsforfølgning af Andre er ugyldig overfor Boet, forsaavidt det gjør sin Ret gjældende.
Vælger Konkursboet at tiltræde Arven, skal det lade Dødsboet b e h a n d l e a f S k i f t e r e t t e n , saaledes at Gjældsansvar undgaas, altsaa som Fragaaelsesbo efter Skiftel. Kap. 3. Grunden hertil er ifølge Mot. S. 38 dels, at et Konkursbo ikke bør løbe den med Gjældsansvarets Overtagelse forbundne Risiko, dels at den Afdødes Kre
ditorer vilde lide Uret, hvis de maatte finde sig i, at A r
ven inddroges under Konkursboet, saa at de maatte kon
kurrere med Arvingens egne Kreditorer. Denne Opfattelse af den Afdødes Kreditorers Stilling er dog næppe rigtig.
Enten maatte man, naar Konkursboet overtog Arven med Gjældsansvar, antage, at de arvede Kreditorer slet ikke kunde melde sig i Konkursboet, da deres Krav paa A r
vingen er opstaaet senere end Konkursen, et Resultat,
133
der dog vilde være aldeles urimeligt, eller man maatte fastholde, at Konkursboet ved at overtage Gjældsans varet paadrager sig Forpligtelsen til at betale Arvegjælden fuldtud af Boet som Massegjæld. Nærmere Drøftelse heraf er imidlertid overflødig, da Bestemmelsen i § 3 af-
"jør Sagen. Der er derved sikret den Afdødes Kredito
rer Betaling, saavidt Dødsboet rækker, men hvis de ikke derved dækkes, kunne de ikke melde sig i Arvingens Konkursbo, da Gjælden ikke er vedgaaet, og de altsaa ikke ere Arvingens Kreditorer.
Reglen i Konkl. § 3 om offentligt Skifte af Arven er efter Lovordene anvendelig, f. Ex. naar Fallentens Fader med sine Børn skifter Fællesboet efter den under Konkursen afdøde Moder, og i lignende Tilfælde, livor Arve
laderen ikke i Almindelighed harbaaret noget personligt Gjældsansvar, og hvor altsaa dens Arvinger ikke ved Skiftet paadrage sig- et saadant. Man kan ikke sige, at Reglen om offentligt Skiftes Nødvendighed ikke passer i deslige Tilfælde, thi det er dog altid muligt og kan ikke ved Skiftets Begyndelse med Sikkerhed nægtes, at A r
veladeren hæftede personligt for en eller anden Gjælds- post. Derimod er Konkl. § 3 uanvendelig, naar Arven er falden før Konkursen, selv om den først efter Fallittens Begyndelse skal skiftes, f. Ex. naar Fallentens Moder, der har siddet i uskiftet Bo efter sin før Konkursen afdøde Mand, skifter med sine Børn, efterat et af disse er gaaet fallit. Dennes Konkursbo er i saa Fald ikke ved Konkl.
§ 3 udelukket fra at deltage i privat Skifte paa Fallen
tens Vegne, og det private Skifte kan iøvrigt i det nævnte Tilfælde ikke paadrage Boet eller Fallenten noget Gjælds
ansvar.
I Konkl. § 3 omtales endvidere, at L e g a t e r o g G a v e r , som tilfalde Skyldneren under Konkursen, høre til Boet, og det oven anførte viser, hvorvidt Skyldnerens Afslag kan udelukke Boet fra disse Erhvervelser. Om Undtagelse af Arv, Legat eller Gave fra Konkursboet
ved Arveladerens eller Giverens Bestemmelse vil neden
for blive handlet.
Konkl. § 3 foreskriver fremdeles, at Boet kun kan tilegne sig, hvad Skyldneren under Konkursen erhverver ved Æ g t e s k a b , mod at overtage den Gjæld, vedkommende Ægtefælle ved Ægteskabets Indgaaelse maatte have.
Denne Bestemmelse tilsigter ifølge Mot. S. 38 at afværge den formentlige Konsekvens af de almindelige Regler, at Kon
kursboet inddrog samtlige Ved Ægteskabet erhvervede Midler, medens Ægtefællens Kreditorer ikke engang kimde melde sig i Konkursboet, hvilket ganske vist vilde være urimeligt. Hvorledes det skal forstaas, at Kon
kursboet skal overtage den ægteskabelige Gjæld, er imidlertid ikke aldeles klai’t. Det kunde synes natur
ligt, at de ægteskabelige Kreditorer skulde have fortrins
vis Ret til Dækning af det ved Ægteskabet erhvervede, saavidt det rakte, og ikke kunde melde sig i Boet for det resterende, thi saaledes er jo Forholdet i § 3 ordnet for Arvekreditorers Vedkommende. Men dette Resultat kan under ingen Omstændigheder forenes med Lovordene.
Disse maa enten forstaas saaledes, at de ægteskabelige Kreditorer kunne melde sig i Konkursboet jævnsides med de øvrige, eller saaledes at de skulle dækkes af Boet som Massekreditorer, og det sidste ligger vistnok nærmest baade efter Lovordene og Sagens Natur. Spørgs- maalet har iøvrigt ikke stor Betydning, da der, naar en Fallent gifter sig, vel som oftest vil blive truffet de fornødne Bestemmelser navnlig ved Ægtepagt for at sikre Formuen overfor Konkursboet. Endnu bemærkes, at Udtrykkene i Konkl. § 3 vise, at Konkursboet ikke b e h ø v e r at befatte sig med den ved Ægteskab erhver
vede Formue.
Som bemærket er det, som Skyldneren under Kon
kursen erhverver v e d sin e g e n V i r k s o m h e d , Boet uvedkommende, Konkl. § 5. Det tilføies imidlertid udtrykkeligt, at til saadant Erhverv ikke henregnes.
135
hvad der tilfalder Skyldneren som Lotterigevinst eller paa lignende tilfældig Maade. Herved maa være tænkt paa Tilfælde, hvor selve Lotterisedlen ikke hører til Konkursboet, fordi den er betalt ved Midler erhvervede af Skyldneren ved hans egen Virksomhed under Kon
kursen, thi at en Gevinst efter en Boet tilhørende Lod
seddel tilfalder Boet, synes saa selvfølgeligt, at det vilde være besynderligt særligt at omtale det, jvfr. Rigsdagstd.
1871— 72, Folketliingsforli. Sp. 6433. Paa den anden Side viser Konkl. § 3, at Gaver, som Skyldnere« maatte have forskaffet sig ved egen Henvendelse, høre til Boet, forsaavidt de ikke ved Giverens Bestemmelse ere und
tagne derfra. Den Virksomhed, som Konkl. § 5 sigter til, bliver derfor væsentligst Skyldnerens Arbeidsvirksom - hed. 1 Lovudkastet var brugt Udtrykket „personlig Virksomhed“ , men dette forandredes for at tilkjendegive, at hvad Skyldneren erhverver ved en af Boet uafhæn
gig Virksomhed, er undtaget fra Konkursen, selv om hans Virksomhed gaar Addere end til en simpel Brug af hans personlige Arbeidskraft jvfr. Rigsdagstd. 1871— 72, Till. B Sp. 425 og Landsthingsforh. Sp. 1207. Erhver
velse ved et Laan til Eie synes at kunne henføres til Erhvervelse ved egen Virksomhed.
Paa S t ø r r e l s e n af, hvad Skyldneren ved sin Virk
somhed erhverver, kommer det ikke an. Boet er ube
rettiget til at bemægtige sig saadant Erhverv, selv om det aabenbart langt overstiger, hvad der er fornødent til Skyldnerens og hans Families Underhold jvfr. Rigsdagstd.
1871— 72 Folketliingsforh. Sp. 6433 og 6497 kfr. derimod den norske Konkl. § 37 og den svenske Konkl. § 35.
De Grunde, ifølge hvilke Skyldnerens Erhvervelser ved egen Virksomhed ere undtagne fra Konkursen, ere dels, at hans personlige Arbeidskraft ikke rammes af Kon
kursen, og at han derfor maa være Herre over dens Ud
bytte, dels at en modsat Regel vilde lamme hans Ar- beidslyst jvfr. Mot. S. 36. Efter disse Grunde synes
det klart, at ikke blot, hvad Skyldneren erhverver ved sit Arbeide, men ogsaa h v a d han a t t e r v e d H j æ l p a f d e t t e U d b y t t e e r h v e r v e r , saafremt det ikke er ved Lotterigevinst eller paa lignende tilfældig Maade, maa være udenfor Konkursen, da Hensigten ellers ikke opnaas. Lovordene ere heller ikke herimod, da det ikke kan nægtes, at hvorledes end Udbyttet omformes ved senere Transaktioner, er det dog erhvervet ved Skyld
nerens egen Virksomhed. Rigtignok har Lovgiveren i L. om gift Kvindes Raadighed 7 Mai 1880 § 1 fundet sig foranlediget til særligt at udtale, at hendes Raadig
hed strækker sig ikke blot til, hvad hun erhverver ved selvstændig Virksomhed, men ogsaa til hvad bevisligt er anskaffet for sligt Erhverv, men nogen Slutning e contrario fra denne Lov kan saa meget mindre gjøres, som den er yngre end Konkursloven.
Medens saaledes det omtalte Erhverv er Konkursboet uvedkommende og derfor selvfølgelig ikke ved en Kon- tinuationsforretning kan inddrages derunder uden Skyld
nerens Samtykke, ere Konkurskreditorerne ikke udelukkede fra at gjøre E x e k uti on deri, idet det staar dem aabent at holde sig til Skyldneren uden eller ved Siden af at melde sig i Boet, Konkl. § 7 jvfr. Mot. S. 40. Betyd
ningen af, at Skyldnerens Erhverv ikke hører til Kon
kursboet, er altsaa ikke, som man efter Sætningens B e
grundelse skulde vente, at det forbeholdes Skyldneren urørt af Konkurskreditorerne, men derimod at disse ikke have Krav paa, at dette Gods ligesom Skyldnerens an
det Gods fordeles mellem dem gjennem Konkursen. End
videre kunne selvfølgelig de Kreditorer, hvis Krav først er opstaaet efter Konkursens Begyndelse, og som derfor ikke kunne melde sig i Boet, søge Fyldestgjørelse ved Skyld
nerens senere Erhverv. Det kan endog tænkes, at der, inden Konkursen er sluttet, udbryder en ny Konkurs med Hensyn til deslige Erhvervelser enten i Skyldnerens levende Live eller ved hans Død. A t lade den anden Konkurs
137
smelte sammen med den første kan ikke ske, da der er eller kan være Kreditorer, som ere berettigede til at deltage i den anden men ikke i den første, jvfr. Rigs- dagstd. 1871— 72 Folkethingsforh. Sp. 6434.
4. Skyldnerens Rettigheder gaa med visse Und
tagelser, hvorom nedenfor, over til Boet med d e t s amme I n d h o l d o g i den samme Ti l st and, som de h a v d e f o r S k y l d n e r e n s e l v . Saaledes maa alle de Betin
gelser og Vilkaar, der ere knyttede til Skyldnerens Eien- domsret over en vis Ting, ogsaa være bindende for Konkursboet, der f. Ex. maa respektere de over Tingen stiftede Brugsrettigheder eller Servituter. Med Hensyn til Fallentens Gjældsbreve kan Boet ikke gjøre Fr. 9 Febr.
1798 gjældende jvfr. Nellemann Exek. og Aukt. S. 182 og Aagesen Indledn. til Formueretten S. 711, hvor det bemærkes, at det anførte allerede følger af den Debitor ifølge Konkl. § 15 tilkommende Likvidationsret, se ogsaa Hallagers norske Obligationsr. (ved Aubert) 1 S. 110 No
ten. Er der Spørgsmaal om Skyldnerens Ret ifølge en Kontrakt, maa Boet tage den ganske som den efter Overenskomsten foreligger eller ved senere før Konkur
sen indtrufne Omstændigheder er blevet omdannet jvfr.
nedenfor om gjensidigt bebyrdende Retshandler.
A f det anførte følger, at de Rettigheder, som vel liere til Skyldnerens Formue men ere r e n t p e r s o n l i g e i den Forstand, at den Forpligtede kan fordre, at de kun maa udøves af Fallenten selv, ikke kunne gjøres gjældende af Konkursboet, da dette vilde være en Forandring i Rets
forholdet og altsaa stride mod den Forpligtedes Ret. Om Rettigheder, der ere personlige i den angivne Betydning, kan der være Tale dels ifølge Ydelsens objektive Natur, nemlig naar denne er af en saadan Beskaifenhed, at den Berettigedes Personlighed er af væsentlig Betydning ved Ydelsens Udredelse, dels ifølge positive Lovregler eller naar det særligt er vedtaget, at Rettigheden kim maa udøves af den Berettigede selv. Om de sidstnævnte Tilfælde vil
blive handlet nedenfor, saa at her kun skal gjøres nogle Bemærkninger om Tilfælde, hvor Ydelsen ifølge sin egen Beskaffenhed maa anses som knyttet til Skyldnerens Person.
Hvad A rb e i d s y del s er angaar, staa mange af dem i en saa nøie Forbindelse med den Berettigedes Person, at der ikke kan være Tale om, at dennes Konkursbo kan indtræde, saaledes f. Ex. naar en Person har for
pligtet sig til at tilse Fallenten som Huslæge, eller un
dervise ham eller hans Børn, eller arbeide som hans Sekretær. Da Ydelsen i disse Tilfælde ikke kan mod
tages af Konkursboet selv, kunde dets Indtrædelse i Rettigheden kun benyttes, naar det kunde paalægges den Ydelsespligtige at arbeide for en anden Person end Fal
lenten, men dette kan naturligvis ikke forlanges. Med Hensyn til den almindeligste Art af Arbeidsydelser nem
lig T y e n d e a r b e i d e er det efter Sagens Natur og Tyendel. 10 Mai 1854 § 30 sikkert, at Konkursboet ikke kan indtræde i Rettigheden saaledes, at det paalægges Tyendet at arbeide for en anden Husbond, men derimod er det i de fleste Tilfælde ikke umuligt at erlægge Ydel
sen til Boet selv, f. Ex. naar Boet vil fortsætte Fallen
tens Husholdning i det Omfang, der er fornødent for at føre Tilsyn med Boets Eiendele, oppebære en Landeien- doms Frugter o. desl. Uagtet der ikke i Tyendeloven findes nogen udtrykkelig Hjemmel derfor, maa man vist
nok erkjende Konkursboet for berettiget til at indtræde i Tyendeforhold. Herved kommer Tyendet ganske vist under andre Personers Myndighed end den Husbonds, til hvem det har fæstet sig, men der er dog en væsent
lig Forskjel mellem den frivillige Overførelse af Husbond
retten, der omtales i Tyendel. § 30, og den ufrivillige, der foregaar ved Konkurs. Tyendel. § 38 viser ogsaa, at Tyendet er pligtigt til at fortsætte Forholdet med en afdød Husbonds Enke eller Bo, og Analogien af denne Bestemmelse synes at kunne anvendes paa Konkurs,