Første Kapitel
G. Konkurs uden Rekvisition
§ 15.
Naar Nogen undviger af Riget eller holder sig skjult, uden at hertil kan formodes anden Grund end Gjæld, skal Skifteretten, saasnart den dertil opfordres af nogen Fordringshaver, tage Skyldnerens Bo under Konkursbe
handling, forsaavidt der er Grund til at befrygte, at Ud
sættelse hermed vilde komme hans Kreditorer til Skade, Konkl. § 41.
Denne Bestemmelse er med nogen Forandring optaget fra Fr. 28 Okt. 1702 § 1**), idet man, som det i Mot.
*) Bestemmelsen i Konkl. § 50 om den forskjellige Beregning af Konkursens Begyndelsestid er hentet fra den norske Konkl. § 12, men man synes herved at have overset, at ifølge samme Konkl.
§§ 42 ff. regnes Afkræftelsesfristerne altid fra den Tid, da Konkurs blev forlangt, være sig af Skyldneren eller af en Kreditor. Efter den svenske og finske Konkl. henholdsvis § 12 og § 9 regnes Kon
kursens Begyndelse altid fra Begjæringens Indgivelse.
* *) Den Paastand, at denne Lovbestemmelse skulde være bortfaldet ved Fr. 11 Sept. 1839 jvfr. Schlegel S. 370, er vistnok urigtig jvfr.
Mot. S. 77.
Ill
S. 78 bemærkes, forsaavidt har sluttet sig til Tanken i Fr. 1702, som det erkjendes, at en Skyldners Undvigelse for Gjæld kan gjøre det ønskeligt for hans Kreditorer, at Boet tages under Fallitbehandling. Grunden til Konkl.
§ 41 er derfor nærmest at søge i, at Skyldnerens Und
vigelse kan vanskeliggjøre baade sædvanlig Retsforfølg
ning og Anvendelsen af Konkl. §§ 42—44. A t disse Be
stemmelser iøvrigt, naar de foreskrevne Betingelser ere tilstede, kunne anvendes, selv om Debitor er undveget, er ikke tvivlsomt.
Den første Betingelse for Anvendelsen af Konkl.
§ 41 er, atDebitor er u n d v e g e t a f R i g e t e l l e r h ol
d e r s ig s k j u l t , uden at h e r t i l k a n f o r m o d e s an
den Gr und end Gj æl d. Uagtet Gjældsfængsel nu er saa godt som afskaffet, og saaledes den Hovedgrund til Flugt for Gjæld, der tidligere var tilstede, nu ikke træder frem, kan det dog meget vel hænde, at en Skyldner bort- fj er ner sig for at undgaa det personlige Tryk og desl., som hans Insolvens vil medføre. Undvigelsen behøver ikke saaledes som efter Fr. 1702 at være hemmelig, men den skal være en Undvigelse ud a f „ R i g e t “ , hvilket Udtryk vistnok kun omfatter de Dele af Monarkiet, hvor Konkursloven gjælder, jvfr. derimod Ordene i Fr. 1702
„Kongens Riger og Lande“ . Enhver Bortreise til Ud
landet, selv om den sker pludseligt og uden foregaaende Underretning til dem, som det var naturligt at give Meddelelse derom, kan dog ikke betragtes som en Und
vigelse, men hertil maa fordres, at de foreliggende Om
stændigheder vise, at den Paagjældendes Hensigt med Bortreisen er at unddrage sig en Forfølgning. Maa det efter de givne Forhold formodes, at Undvigelsen har en anden Grund end Gjæld f. Ex. skyldes en begaaet For
brydelse, kan § 41 ikke anvendes, men paa den anden Side kommer den blotte Mulighed af, at Undvigelsen ikke er sket paa Grund af Gjæld, ikke i Betragtning. Det er tilstrækkeligt, naar det oplyses, at Bortreisen efter de
foreliggende Forhold kan antages at være sket paa Grand a f trykkende Gjæld. L ige med Undvigelse udaf Riget sætter Konkl. § 41, at Skyldneren holder sig skjult. Her
til kræves, at Skyldneren ikke er at finde eller opspørge paa de Steder, hvor han efter sine Forhold maa vente, at der vil blive Anledning til at søge at træffe ham.
Skifteretten er ikke pligtig til selv at foranstalte Ud
forskninger, om Skyldneren er undveget eller har skjult sig, men den, som Konkursbehandling af Boet interesse
rer, maa søge at tilveiebringe og forelægge Retten de fornødne Oplysninger derom.
Hvis Skyldneren ved sin Undvigelse har hævet sit herværende Hjem, saa at han ikke længer har noget per
sonligt Væmething her i Landet, kan Konkl. § 41 ikke anvendes.
Naar den foran nævnte Betingelse er tilstede, skal Skifteretten tage Boet under Konkursbehandling, saasnart den af nogen Fordringshaver o p f o r d r e s dertil. Kon
kursen aabnes altsaa nu ikke saaledes som efter Fr. 1702 a f Skifteretten af egen Drift men først efter Opfordring, idet man har ment, at der kun, naar en saadan foreligger, er Anledning til at antage, at der er Grund til Konkurs
behandling jvfr. Mot. S. 78. Paa den anden Side er det, som i Mot. 1. c. udtalt, ikke Meningen, at den Kreditor, der retter Opfordringen til Skifteretten, skal betragtes som anstillende en Retsforfølgning. Heri ligger Grunden til at det, som Lovordene vise, ikke er nødvendigt, at den opfordrende Kreditors Krav skal være forfaldet, eller at det ikke er sikret ved tilstrækkeligt Pant. Fremdeles er det en Følge af denne Kreditors Stilling, at han ikke paa Grund af sin Opfordring kan betragtes som Rekvi
rent af Fallitten, og følgelig ikke bærer det en saadan paahvilende Ansvar, hvis Konkursens Aabning viser sig ulovlig, eller hvis Boet ikke kan dække Omkostningerne.
Den tredie Betingelse efter Konkl. § 41 er, at Skifte
retten finder Grund til at befrygte, a t U d s æ t t e l s e m e d
113
K o n kur s b e han d ü n g s B e g y n d e l s e v i l k o mme S k y l d n e r e n s K r e d i t o r e r t i l S k a d e . Efter Kon
kurslovens Tankegang kan der næppe være T vivl om, at det forudsættes, at Boet maa antages at være insolvent, men Meningen med de anførte Lovord er vistnok, at dette ikke er tilstrækkeligt, men at der maa være Grund til at frygte, at Kreditorerne vilde lide Skade, hvis man henviste dem til at begjære Konkurs efter de almindelige Regler. Dette vil navnlig kunne befrygtes, naar Skyld
neren har ladet sit Bo uden Tilsyn, medens det samme ikke ubetinget gjælder, naar der er sørget for saadant Tilsyn.
I Henseende til Fremgangsmaaden er det kun fore
skrevet, at Skifteretten, hvis den dertil finder Anledning, kan beskikke en god Mand saavidt muligt blandt Skyld
nerens Slægt eller Venner til at afgive Erklæring, for
inden Konkursbehandling besluttes, Konkl. § 41. Nogen Indkaldelse af Skyldneren eller den opfordrende Kreditor er ikke paabudt.
Konkursen begynder først ved Konkursdekretets A f
givelse, Konkl. § 50.
Omstødelse af Dekreter om Konkurs og Tilbagetagelse af Konkursbegjæring.
§ 16.
Hvis Skifteretten ved sin Kjendelse n æ g t e r at efter
komme Skyldnerens eller en Kreditors Begjæring eller en Kreditors Opfordring efter Konkl. § 41 om at tage Boet under Konkursbehandling, staar det den Paagjældende frit for strax at indanke Dekretet til Underkjendelse, hvilken Appel, saafremt Konkursen var begjært i Henhold til Konkl. §§ 42, 43 eller 44, skal ske lige til Høie- steret, Konkl. § 140. Finder Appelretten Nægtelsen urig
tig, fastsætter den, at Boet vil være at tage under Kon- kursbehandling, og Skifteretten maa da i Henhold hertil.
8
saasnart Appellanten derom henvender sig til den, afsige et Dekret om, at Boet tages under Behandling jvfr. Getz Om Paaanke S. 79. Saafremt Skyldneren selv har appel
leret Skifterettens Nægtelse af efter hans Begjæring at be
gynde Konkurs og faaet denne Nægtelse omstødt, maa Konkursens Begyndelse regnes fra det nu maaske temme
lig fjerntliggende Tidspunkt, da Skyldneren indgav sin Konkursbegjæring. I alle andre Tilfælde begynder Kon
kursen først med Konkursdekretets Afsigelse, og der frem
kommer altsaa ikke samme Retsforhold, som hvis Kon- kursbegjæringen strax af Skifteretten var efterkommet, idet Konkursen ikke kan betragtes som begyndt paa den Tid, da den rettelig burde være begyndt.
Naar Skifteretten ved sit Dekret har b e s l u t t e t at t a g e B o e t under B e h a n d l i n g , gjælder ikke saaledes som ved sædvanlig Retsforfølgning den Regel, at Rekvi
renten paa ethvert Stadium kan frafalde videre Skridt.
Tværtimod er den K r e d i t o r , der har begjært Konkur
sen, ude af Stand til ved nu at frafalde Konkurs at hin
dre dens Fortsættelse, Konkl. § 50 jvfr. om Grundene hertil Mot. S. 81, hvor det fremhæves, at Skifteretten, saasnart Konkursdekretet er afsagt, repræsenterer alle Kreditorerne og skal varetage alles Interesse, og at man bør udelukke Kreditor fra alene at benytte Konkurs som Middel til at fremtvinge fuld Betaling for sig selv jvfr.
derimod om den ældre Ret PI. 14 Mai 1823. Konkursen bortfalder heller ikke derved, at Rekvirenten bliver be
talt, eller at hans Fordring ved endelig Dom kjendes ugyldig. Derimod maa erindres, at Kreditor kan tage F a l l i t r e k v i s i t i o n e n tilbage, saalænge intet Konkurs
dekret er afsagt. Heri kan indeholdes en Grund for andre Kreditorer til ikke at holde sig rolige, fordi de vide, at en Kreditor har begjært Konkurs, men selv at be- gjære Fallit for at sikre sig mod, at han efter Overens
komst med Skyldneren eller af andre Aarsager frafalder sin Rekvisition.
De anførte Betragtninger synes at fere til, at heller
115
ikke S k y l d n e r e n , naar Boet efter hans Begjæring er taget under Behandling, med Virkning kan frafalde Kon
kursen. Saaledes var ogsaa Udkastets Regel jvfr. Mot.
S. 81, men denne forandredes, fordi man mente, at det ikke er til Forneielse eller Nytte for noget Menneske, at et Bo bliver behandlet som fallit, naar den Mand, der i et Øiebliks Ængstelse har opgivet sit Bo, godtgjør at kunne klare for sig, og deringen er, som gjør Indsigelse mod, at Boet tilbagegives ham jvfr. Rigsdagstd. 1871— 2, Folkethingsforh. Sp. 6441. Ifølge denne Opfattelses- maade, der, hvis den er rigtig, i alt Fald burde have ledet til at tilstaa Skyldneren samme Ret, ogsaa naar en Kreditor har fremkaldt Fallitten, har Konkl. § 50 fastsat, at Skifteretten er berettiget til at hæve sit i Henhold til Skyldnerens Begjæring afsagte Fallitdekret, naar han, inden Indkaldelse af Kreditorerne efter Konkl. § 84 har fundet Sted, gjør det antageligt, at lian er i Stand til at fyldestgjøre sine Kreditorer, og de mødte Kreditorer ikke modsætte sig Konkursens Bortfalden. Efter Lovordene er Skifteretten b e r e t t i g e t men ikke pligtig til under de nævnte Omstændigheder at hæve sit Dekret. Denne Formulering af Reglen har maaske nærmest Hensyn til, at det altid maa bero paa et Skjøn, om det er antageligt, at Skyldneren er i Stand til at fyldestgjøre sine Kredi
torer, men den sætter dog tillige Skifteretten i Stand til at tage forskjellige Hensyn f. Ex. fordre Oplysninger tilveie- bragte fra ikke mødte Kreditorer.
Medens det efter Udkastet var klart nok, at Skyld
neren ikke, f o r i n d e n K o n k u r s d e k r e t e t ifølge hans Konkursbegjæring var afsagt, kunde tage sin Begjæring tilbage jvfr. Mot. S. 81, kan der nu ifølge Konkl. § 50 være Tvivl om dette Punkt. Dette Lovbud angaar nem
lig kun Betingelserne for at kunne hæve et afsagt Kon
kursdekret, men taler ikke om det Tilfælde, at endnu intet Konkursdekret er givet. Man kunde vel indvende, at dette Tilfælde falder ind under den Hovedregel i § 50,
8*
at det ikke staar den, der har begjært Konkurs, aabent at lade den bortfalde, efter at den er begyndt, men her
til kunde svares, at Konkurs netop kun begynder ved Indgivelsen af Debitors Konkursbegjæring, forsaavidt den antages af Skifteretten; afvises Begjæringen, er det ikke en begyndt Konkurs, som bortfalder, men der er da slet ikke begyndt nogen Konkurs. Imidlertid skjønnes dog ikke rettere, end at Debitor er uberettiget til uden videre at tage sin Konkursbegjæring tilbage. Naar det først er fastsat, at Begjæringen, hvis Konkursdekret paafølger, har Virkning som Konkursbegyndelse, er der i alt væ
sentligt de samme praktiske og theoretiske Betænkelig
heder mod at tillade Tilbagetagelse tør som efter Kon
kursdekretet, Skyldneren kunde benytte Konkursbegjæ
ring til at aflede en truende Retsforfølgning og da, naar denne var stillet i Bero, tage sin Begjæring tilbage, og Begjæringen er ved Indgivelsen til Skifteretten mod
taget af denne som Kreditorernes Repræsentant. Derimod vil man vistnok være tilbøielig til at antage, at Konkurs
begjæringen før Konkursdekretets Afgivelse kan tages tilbage paa de i Konkl . § 50 n æv n t e V i l k a a r , hvilke, da det i det her forudsatte Tilfælde ikke let kan tænkes, at Kreditorer møde, indskrænke sig til, at Debitor anta- geliggjør sin Solvens. Det kunde vel indvendes, at det netop er betænkeligere at tilstede Tilbagetageisen før Kon
kursdekretet end efter dette, da der i sidstnævnte Tilfælde er større Leilighed for Kreditorerne til at gjøre deres Modbemærkninger gjældende end i førstnævnte Tilfælde, men efter den Tankegang, hvorpaa den omtalte Bestem
melse i § 50 hviler, kan der dog næppe lægges Vægt paa denne Betragtning.
Konkl. § 50 forudsætter vistnok, at det der omtalte Tilfælde er det e ne s t e , hvor Skifteretten selv kan til
bagekalde sit Dekret, og i alt Fald tilsiges dette af de almindelige Procesregler. Det kan ikke komme i Be
tragtning, om der efter Konkursdekretet forelægges
Skifte-117
retten nye Oplysninger af saadan Beskaffenhed, at Kon
kurs ikke vilde være aabnet, hvis de vare fremkomne tid
ligere, f. Ex. Bevis for at Skyldneren ikke var insolvent.
Hos B & L. S. 281 antages vel, at Skifteretten atter kan extradere Boet, naar Fallitrekvirentens Fordring ikke bliver bevist, og det paastaas, at naar Skyldneren modsiger Foi'dringen, tager Skifteretten kun foreløbigen Boet under Behandling, men 0111 end dette forhen kunde være rigtigt, hvad dog næppe er Tilfældet, kan det i alt Fald ikke gjælde nu. A t Skifteretten ikke kan tilbage
tage sit Dekret, fordi den nu er kommet til en forment
lig rigtigere Opfattelse af det juridiske Spørgsmaal, som derved blev afgjort, er saa meget klarere.
Det Retsmiddel, der maa anvendes mod et forment
ligt urigtigt Konkursdekret, er Appel, og denne skal ifølge Konkl. § 140 i de i § 48, 2det St. omhandlede Tilfælde ske lige til Høiesteret, Berettiget til at appellere er saavel Debitor som enhver Kreditor.
Appel kan finde Sted strax, men det er efter Sagens Natur klart, at den ikke kan standse Konkursdekretets fak
tiske Udførelse, altsaa ikke forhindre, at Behandlingen paabegyndes, og dette er til Overflod udtrykkeligt sagt i Konkl. § 49. Imidlertid har dog Skyldneren billigvis et Krav paa, at Behandlingen saa lidt som muligt præjudi
cerer hans Stilling for det Tilfælde, at Konkursen ved Appel omstødes, og §49 bestemmer derfor, at der, indtil Appelsagen er endt, ikke maa foregaa noget Salg af Boets Eiendele, der ikke er en Følge af Gjenstandenes Beskaf
fenhed eller Skyldnerens Næringsvei, med mindre Skyld
neren samtykker deri.
Naar Konkursdekretet ved Appel omstødes, maa Kon
kursen vistnok strax ophøre, uden at et særligt Ophævel- sesdekret behøver at afsiges af Skifteretten jvfr. dog Getz Om Paaanke S. 80. Boet maa tilbageleveres Skyld
neren, og den muligvis om Fallitten skete Thinglysning kan begjæres udslettet. Saafremt Konkursen var aabnet
ifølge en Kreditors Rekvisition og omstødes af Skyldneren gjennem Appel, paahviler der Rekvirenten en Forplig
telse til at godtgjøre Skyldneren hans Tort, Tab og Kreditspilde. A f disse Udtryk betegner „T ort“ den Kræn
kelse, der er paaført Debitor ved den ulovlige Anven
delse af Konkurs, medens „Kreditspilde“ henviser til det Tab, der foraarsages ham ved Forringelsen af hans Kre
dit, og „T ab “ betegner den øvrige ved Konkursen lidte materielle Skade. Det er en Selvfølge, at man ikke kan paalægge Debitor at bevise, at han har lidt Tort og Kre
ditspilde ved Fallitten, thi da saadant Bevis som oftest er umuligt, vilde dette faktisk være ensbetydende med at nægte ham Godtgjørelse derfor. Man maa derimod gaa ud fra, at enhver ulovlig Fallit paafører Debitor Tort og Kreditspilde jvfr. Schl. Smig. 2 S. 362, saa at Godtgjø
relse derfor kun nægtes ham, naar R e k v i r e n t e n be
viser, at Falliten dog ikke har havt disse Virkninger for Skyldneren f. Ex. fordi han dog kort efter gik fallit jvfr.
U. f. R. 1875 S. 172. I Praxis antages endvidere, ;hvad dog er af temmelig tvivlsom Rigtighed, at allerede R e
kvisitionen af Fallit, selv om den tages tilbage af Rekvirenten, paadrager denne Ansvar for Tort og Kre
ditspilde jvfr. U. f. R. 1875 S. 169 og 1878 S. 1116, og det samme maa da gjælde, naar Rekvisitionen nægtes Fremme af Skifteretten.
S t ø r r e l s e n af den Godtgjørelse, der skal ydes for Tort og Kreditspilde, kan være bestemt ved Parternes Procedure. Naar Skyldneren fordrer en bestemt Sum, er dog Retten ikke bundet til at tilkjende dette Beløb, fordi Kreditor ikke har protesteret mod dets Størrelse men blot overhovedet paastaaet at frikjendes for Erstat
ningsansvar. I Almindelighed paastaar Skyldneren Godt
gjørelse enten med et vist Beløb eller efter Rettens eller uvillige Mænds Skjøn. Ved Godtgjørelsens Fastsættelse ved Skjøn bør tages Hensyn til alle foreliggénde Omstæn
digheder navnlig Skyldnerens personlige Stilling, Omfanget
119
af hans Forbindelser og den Betydning, som Kredit har for ham. I U. f. K. 1878 S. 1116 anføres Fordringens Ubetydelighed som en Grund til at sætte Godtgjørelsen lavt, men ofte vil dette Moment netop være aggrave
rende, da det dels er mindre undskyldeligt at rekvirere Konkurs for en Bagatel, dels Skyldnerens Kredit vil kunne lide særlig stor Skade, naar det erfares, at en Kreditor for en ringe Sum har maattet benytte Konkurs
loven.
Det materielle Tab foruden Kreditspilde, som Kon
kursen maatte have paaført Skyldneren, maa han bevise efter de almindelige Regler. Herunder vil bl. a. falde de Udgifter, som af Boet ere udredte til dets Bestyrelse.
Som ovenfor bemærket paahviler der ikke den Kre
ditor, der er optraadt som opfordrende til Konkursbehand
ling efter Konkl. § 41, noget Ansvar for Fallitten.
Andet Kapitel.
Konkursens retlige Betydning.
§ 17.
Konkursens retlige Betydning er i Hovedtrækkene angivet ved at henvise til dens Øiemed nemlig i de paa Konkursens Begyndelsestid existerende Kreditorers Inter
esse at bevirke en almindelig Opgjørelse og Afvikling af Skyldnerens Gjældsforhold ved de Skyldneren tilhørende Midler. Skal dette være muligt, er det for det første nødvendigt, at Skyldneren ophører at være raadig over Konkursmassen, saa at dens Aktiver ikke kunne formind
skes eller dens Passiver forøges ved hans senere Hand
linger, samt at Raadigheden over Boet gaar over til An
dre, der blive berettigede til i Kreditorernes Interesse at tage Skyldnerens Formue i Besiddelse, bestyre og realisere den, samt deraf udrede Betaling til Kreditorerne.
Dernæst nødvendiggjør Konkursens Maal, den samtidige og ligelige Dækning af alle Krav, at ingen Kreditor maa nyde tidligere eller større Fyldestgjørelse end de andre, . forsaavidt der ikke tilkommer ham et lovhjemlet Privi
legium i saa Henseende. Heraf følger dels, at alle Kon
kurskreditorerne maa være berettigede til at erholde, for
holdsvis Dækning af Boet, dels at hver enkelt Kreditor udelukkes fra ved særskilt Forfølgning at søge sin Be
taling af Bomassen. Ved disse Hovedsætningers Aner- kjendelse er der givet Kreditorerne Sikkerhed for, at hele Konkursboet anvendes til deres Fyldestgjørelse, og at de i denne Henseende alle have lige Retsstilling.
Medens der ikke hersker Tvivl om det anførte, ere forskjellige Anskuelser komne til Orde ved Spørgsmaalet om den retlige Karakter af det ved Konkursen indtraadte Forhold jvfr. en Oversigt hos Förster, Preuss. Privatrecht (2det Opl. 1869) 1 S. 750, og skjøndt dette Spørgsmaal væsentligst er et blot systematisk, har dets Løsning dog tillige den Interesse at give det korrekte Udgangspunkt ved Afgjørelsen af enkelte Tvivlstilfælde.
En gammel Opfattelse, der ogsaa hos os længe har været herskende jvfr. f. Ex. Stampes Erkl. 5 S. 468 og Bibi. f. Lovk. 1 S. 337, er den, at Konkursen bevirker en O v e r g a n g a f F a l l e n t e n s E i e n d o m s r e t til hans Kreditorer, en Universal- eller Singulærsuccession. Denne Lære, der vistnok stammer fra Romerrettens cessio bono
rum, er dog nu forlængst opgivet allevegne*) Der er hverken i Sagens Natur eller vor Lovgivning nogen Grund til at betragte Skyldnerens Eiendomsret som op
hørt og Kreditorerne eller Boet som en juridisk Person som Eier, navnlig er dette ikke en nødvendig eller na
*) Undertiden møder man dog endnu denne Anskuelse jvfr. saaledes P.
Gistrén i Naumanns Tidsskr. f. lagstiftn. 1879 S. 529 og 1882 S. 81 kfr. Schrevelius Civilrätt (2det Oplag) 2 S. 16, men den er næppe mere grundet efter svensk Ret end andetsteds jvfr. Landtmanson Om konkursbo S. 7 (Upsala Univ. Aarsskrift 1866) og Nord.
Retsencykl. Den svenska Processen S. 211 ff.
121
turlig Følge af, at Fallenten mister Raadiglieden over sin Formue, og at denne udøves af Andre jvfr. Schlegel S. 383. Den Raadighed, som Skifteretten eller Kredi
torerne liar over Fallentens Gods, er begrænset der
ved, at den kun kan udøves til Dækning af Gjælden, og da dette ogsaa er i Skyldnerens Interesse, vedblive Formuegjenstandene at være Midler, der tjene hans øko
nomiske Interesser. Kun saalænge det var Reglen, at Udlæg til Kreditorer foregik in natura (Opbud), kunde det være naturligt at betragte Fallit som bevirkende en Overgang af Skyldnerens Eiendomsret til hans Kreditorer.
T il den modsatte Yderlighed gaar en anden An
skuelse, nemlig at Kreditorerne i k k e v e d F a l l i t t e n e r h v e r v e n o g e n Ret , som de ikke havde før; de be
holde kim deres tidligere Ret blot med den Forskjel, at de nu maa søge Fyldestgjørelse gjennem Skifteretten, der har Raadighed over Boet ikke som Kreditorernes men som Boets Repræsentant jvfr. Y. C. Ussing om ting
lige Rettigheder S. 18. Denne Opfattelse, der bl. a.
ganske overser, at Kreditorerne ved Konkursen vinde en Adgang til Fyldestgjørelse, der er sikret overfor Skyld
neren og senere Kreditorer, deles saavidt vides ikke af nogen inden- eller udenlandsk Forfatter.
Efter den almindelige Opfattelse erhverve Kredito
rerne ved Konkursen en lignende Retsstilling som den, der tilkommer en Udlægshaver, en R e t s p a n t e r e t jvfr.
Schweigaard S. 8, Schlegel S. 386, Matzen Tingsret (2 Udg.) S. 608. Hvad man herved især har for Øie, er den stærkt fremtrædende Virkning af Konkursen, at hele Boet tages i Besiddelse til Kreditorernes udelukkende Fyldest
gjørelse, og det er væsentligt samme Betragtning, der hos mangfoldige ældre og yngre Forfattere og i flere Love er udtrykt saaledes, at Konkursen stifter et Pant for samtlige Kreditorer i hele Boet jvfr. code civil art.
2093 „Les biens du débiteur sont le gage commun de ses créanciers“ og den preuss. Gerichtsordn, af 1793 I, 50 § 33: „durch die Konkurseröffnung erlangen die