Første Kapitel
A. Konkurs ifølge Skyldnerens Begjæring
§
10
.Ifølge Konkl. § 40 kan Enhver, der troer sig ude af Stand til at fyldestgjøre sine Gjældsforpligtelser, fordre sit Bo taget under Konkursbehandling. Erfaringen viser, at Skyldnere ikke let beslutte sig hertil, saalænge der er nogen Mulighed for at undgaa eller forhale Fallit, og det har derfor kun ringe praktisk Interesse at fastsætte de yderste Grænser for Skyldnerens Adgang til at be- gjære Konkurs. Da det blot kræves, at Skyldneren t r o e r sig ude af Stand til at fyldestgjøre sine Gjældsforpligtel
ser, vil Konkursandragendet være at antage uden videre Undersøgelse af, om Skyldneren virkelig er uvederhæftig, og uden at nogen Grund til Konkursbegjæringen behøver at opgives. Selv om en Kreditor protesterer mod, at Konkurs begynder, idet han benægter, at Debitor er ude af Stand til at betale sin Gjæld, maa dog Skyldneren kunne fordre Konkursbehandling uden Bevis for, hvorpaa han støtter sin Formening om ikke at kunne fyldestgjøre sin Gjæld. Konkurs kan kun nægtes, hvis Skyldneren selv indrømmer, at han ikke liar den nævnte Tro men f. Ex. blot vil benytte Skifteretten som Hjælp til at ordne sine Forhold, eller hvis han ikke kan have denne Tro, efter hvad han selv oplyser om sin Status, f. Ex. naar han angiver, at han ikke har Gjæld. Derimod kan Kon
kursbegjæringen ikke afvises, fordi Værdien af Skyld
nerens Aktiver efter hans egen Opgjørelse overstiger
Passivernes Beløb, thi dette udelukker ikke, at han kan tro sig ude af Stand til at skaffe rede Penge i betimelig Tid. Snarere kunde det antages, at Konkurs kan nægtes, naar Skyldneren selv opgiver, at der ingen Aktiver findes i hans Bo eller dog ikke mere, end han efter Konkl.
§ 160 kan udtage, men dette er dog meget tvivlsomt. Man kan ikke paastaa, at der i det omtalte Tilfælde slet ikke foreligger et Bo, thi begrebsmæssigt kræves ikke hertil, at der er Aktiver i Boet. Heller ikke kan det siges, at Behandlingen vil være ganske hensigtsløs, thi det kan for Debitor have Interesse at konstatere sin Tilstand gjennem Konkurs, og der er i Virkeligheden ogsaa i Praxis fore
kommet Tilfælde, hvor Boer af den nævnte Beskaffenhed begjæredes tagne under Behandling nærmest af den an
førte Grund.
Et andet Spørgsmaal er, 0111 Skifteretten, naar det maa anses for uvist, om Boets Aktiver kunne strække til at dække S k i f t e o m k o s t n i n g e r n e , kan gjøre det til Betingelse for Konkursen, at Skyldneren paaviser eller stiller Sikkerhed for disse Omkostninger. Herimod kan anføres, at Konkursloven ikke opstiller nogen saadan Be
tingelse, og at det er saa meget mere betænkeligt at tilføie den, som Lovgiveren øiensynligt og med Føie vil gjøre Konkursens Indtræden efter Skyldnerens egen Be
gjæring saa lidet vanskelig som muligt. I Mot. S. 77 siges det ogsaa udtrykkeligt, at der ikke er fundet tilstrække
lig Grund til at gjøre saadan Sikkerhedsstillelse til Be
tingelse, og at det samme er Meningen efter den til vor Konkl. § 40 svarende § 1 i den norske Konkurslov, ses af den til dennes Udarbeidelse nedsatte Kommissions Moti
ver. Imidlertid maa erindres, at Skyldneren naturligvis er pligtig at betale Skifteomkostningerne, og at hverken Skifteretten eller nogen Anden behøver at foretage Ud
gifter for Konkursboet paa Kredit. Heraf følger, at Skyld
neren strax maa betale eller stille Sikkerhed for Omkost
ningerne ved de første Skridt af Fallitbehandlingen navn
lig Avertissementet om Konkursen, og at det gaar paa samme Maade ved hvert efterfølgende Skridt, der kræver Udgifter, saa at i modsat Fald Konkursbehandlingen op
hører. I Praxis anser man sig vistnok berettiget til at afkræve Skyldneren Sikkerhed for Skifteomkostninger, og dette kan forsvares, naar man ikke gaar videre end til at fordre Sikkerhed for Omkostningerne ved de første Skridt i Konkursbehandlingen, thi det vilde være hen
sigtsløst at erklære en Konkurs for begyndt, naar det kan forudses, at den strax maa sluttes af Mangel paa Midler til at foretage noget af hvad der hører til Be
handlingen.
For paa egen Haand gyldigt at kunne fremsætte F allitbegj æring maa Skyldneren være f u l d m y n d i g . For umyndige eller umyndiggjorte Skyldnere maa Værgen ind
give Konkursbegjæring, og den mindreaarige Debitor kan kun foretage dette Skridt med sin Kurators Samtykke.
Hos Schweigaard S. 58 antages vel, at Værgen her maa handle for den Umyndige, men derimod anses Kurators Samtykke for unødvendigt til den Mindreaariges Kon
kursbegjæring. Dette støttes paa den ovenfor imøde- gaaede Opfattelse, hvorefter Debitors Konkursbegjæring i sit Væsen kun er en Uvederhæftighedserklæring, der blot bevirker Konkurs, fordi Kreditorerne maa formodes at ville det.
For en bortebleven Person kan hans Værge begjære Konkurs jvfr. Schlegel S. 371. T il Konkursbehandling af Ægtefællers Fællesbo kræves kun Mandens ikke tillige Hustruens Samtykke. Overhovedet kommer det an paa, hvem der har R a a d i g h e d e n over det Bo, der skal be
handles. Saaledes vil Spørgsmaalet, om en Bestyrelse af en Stiftelse, Forening, Aktieselskab o. desl. kan begjære Fallitbehandling, eller om der i et Interessentskab kræves Konkursbegjæring fra samtlige Interessenter eller fra en Majoritet af dem eller blot fra en enkelt, være at afgjøre ved en Undersøgelse af Omfanget af den Raadighed over
79
X
Boet, som i hvert enkelt Tilfælde tilkommer de Paa- gjældende.
Arvinger, der have overtaget en Afdøds Bo til privat Skifte og derved ere blevne fuldt ansvarlige for hans Gjæld kunne ikke overlevere det til Skifteretten til Be
handling efter Konkursloven, jvfr. nærmere nedenfor om de arvede Kreditorers Stilling.
Skyldneren hindres ikke fra at begjære Konkurs der
ved, at Boet a l l e r e d e er un d e r o f f e n t l i g B e h a n d l i n g i a n d e t Øi e me d . Saaledes udtaler Skiftel. § 57 udtrykkeligt, at naar et Dødsbo, hvor der er en efter
levende Ægtefælle, som hæfter for Gjælden, skiftes offent
ligt med den førstafdødes Arvinger, kan den efterlevende be
gjære det behandlet som Konkursbo jvfr. nærmere neden
for. En tilsvarende Sætning er udtalt i Skiftel. § 69 om offentligt Skifte af Fællesbo paa Grund af Skilsmisse eller Separation. Ligeledes kan et Interessentskabsbo, der skiftes offentligt i Anledning af, at Deltagerne ønske at opløse Interessentskabet, begjæres behandlet efter Kon
kursloven.
Ved Konkl. § 46 er der paalagt de i § 43 jvfr. § 45 omhandlede Personer en P l i g t t i l a t e r k l æ r e si g f a l l i t under visse Omstændigheder. De i §43 jvfr. §45 omtalte Personer ere Handlende, Fabrikanter og Skibs
redere, om hvilke Begreber henvises til det ovenfor S. 18 ff.
derom udviklede, samt de der for ikke længere end et Aar siden have været i en saadan Næringsvei. Men for de sidstnævnte Personers Vedkommende er Bestemmelsen betydningsløs, thi Virkningen af Pligtens Tilsidesættelse er kun, at den Paagjældende taber Adgang til Tvangs
akkord, og denne staar overhovedet kun aaben for dem, der ved Konkursens Begyndelse ere Handlende osv., men ikke for dem, der blot have været det i det sidste Aar før Konkursen.
De angivne Personer ere pligtige at begjære Kon
kurs, naar den aarlige Opgjørelse af deres Status i de 80
81
tre sidste Aar har vist en stadig Tilbagegang, og Under
balancen udgjør 30 p. Ct. af Aktivmassen. Der kræves altsaa dels, at Tilstanden i de tre sidste Aar stadigt er gaaet tilbage, dels at den sidste Opgjørelse viser en Un
derbalance af 30 p. Ct. Skyldneren er følgelig ikke pligtig at erklære sig fallit, om han end i tre Aar har havt Underbalance, saafremt denne dog det andet Aar har været mindre end det første Aar. Omvendt synes det efter stræng Ordfortolkning at ligge i § 46, at Skyld
neren har den omtalte Pligt, selv om lian i de to første Aar ikke har havt Underbalance, nemlig naar hans Over
skud hvert Aar er blevet mindre, og derpaa det tredie Aar viser Underbalance af 30 p. Ct. Efter Lovudkastets
§ 46 var dette ikke Meningen, idet der krævedes „en stadig og betydelig stigende Underbalance“ jvfr. ogsaa Mot. S. 76, og den forandrede Affattelse, som Rigsdagen gav Bestemmelsen, har blot tilsigtet „paa en tydeligere Maade at udtrykke Lovforslagets Tanke“ jvfr. Rigsdagstd.
1871— 72 Till. B Sp. 431. Det er vistnok ogsaa tilstede
ligt at forstaa Ordene „stadig Tilbagegang“ i § 46 som
„stadigt stigende Underbalance“ , da det efterfølgende Udtryk „Underbalancen“ viser, at en saadan er forudsat at være tilstede i alle tre Aar.
For at gjennemføre Bestemmelsen i § 46 har Konkl.
§ 148 paalagt dem, der ere Handlende, Fabrikanter eller Skibsredere i Lovens Forstand (§ 45), den Pligt en Gang hvert Aar at opgjøre en Status over Aktiver og Passiver samt at indføre den i deres Hovedbog eller i en til dette Øiemed indrettet Statusbog, der autoriseres uden Betaling, og til hvilken ikke behøves Stempelpapir'. Da Meningen med dette Paalæg naturligvis er at fremkalde regelmæs
sige Opgjørelser, dermed et Aars Mellemrum skaffe Skyld
neren en Oversigt over hans Tilstand, maa Status liver Gang angaa et Tidspunkt, der ligger et Aar fra sidste Opgjørelse, hvorimod det maa staa Skyldneren frit for til Udgangs
punkt at vælge den Dag, han finder hensigtsmæssigst med
6
Hensyn til sin Regnskabsafslutning. Saaledes forstaas ogsaa Bestemmelsen i den tydske Handelslovbogs Art. 29 om aarlige Opgjørelser jvfr. Endemann Handb. d. d. Han
dels- See- u. Wechselr. 1 (1881) S. 243, hvorimod det i U. f. R. 1884 S. 45 synes anset for tilstrækkeligt, at Status opgjøres en Gang i hvert Kalenderaar, selv om den sigter til et Tidspunkt, der ligger mere end et Aar fra den foregaaende Opgjørelse. Paa svigagtige Statusop- gjørelser eller skjødesløs eller forsømmelig Undladelse af at optage Status eller grov Uorden eller Uagtsomhed ved Opgjørelsen er Straffel. § 262 anvendelig. Endvidere er den Skyldner, der har undladt at opgjøre aarlig Status, udelukket fra Adgang til Tvangsakkord, Konkl. § 101 f.
Tilsidesættelse af Pligten til at erklære sig fallit ifølge § 46 udelukker Skyldneren fra Adgang til Tvangs
akkord Konkl. § 101 g, men paadrager iøvrigt ingen Straf jvfr. Mot. S. 77 og Rigsdagstd. 1871— 72 Folkethingsforh.
Sp. 6441.
Ifølge Konkl. § 47 skal den Skyldner, der i Henhold til § 40 (og naturligvis ogsaa § 46) begjærer Konkursbe
handling, derom i n d g i v e s k r i f t l i g B e g j æ r i n g t i l S k i f t e r e t t e n , ledsaget af en af ham underskreven nøi- agtig Fortegnelse over hans Aktiver og Passiver med navnlig Angivelse af Kreditorerne samt over de Bøger, som maatte være førte i hans Forretning. Kan Forteg
nelsen ikke strax medfølge Begjæringen, har Skyldneren i denne at opgive Grunden hertil samt derefter snarest mnligt at indlevere den.
Det er en Følge af Forskriften om Konkursbegjærin- gens Skriftlighed, at Skifteretten ikke er pligtig at mod
tage en mundtlig Konkursbegjæring jvfr. Schweigaard S. 59. Derimod kan der ikke være noget til Hinder for, at det efter Skyldnerens mundtlige Begjæring tillades ham at erklære sig fallit til Skifteprotokollen, hvorved da en skriftlig Konkursbegjæring fremkommer. Men Konkursens Begyndelsestid, der ifølge Konkl. § 50 regnes fra det
83
Øieblik, da Konkursbegjæringen er indgivet til Retten, kan ikke regnes fra det Tidspunkt, da den mundtlige Fallit
erklæring fremsattes, men først fra det Øieblik, da der ved Optagelse i Skifteprotokollen eller paa anden Maade foreligger en skriftlig Konkursbegjæring jvfr. U. f. R. 1878 S. 1007.
Som bemærket skal Skyldnerens Konkursbegjæring være ledsaget af e n F o r t e g n e l s e o v e r hans A k t i v e r o g P a s s i v e r eller angive Aarsagen til, at den ikke er bilagt. Grunden hertil er blot, at det er af stor Vigtig
hed at have Skyldnerens egen Erklæring om hans Status jvfr. Mot. S. 79, og da Boet har de fornødne Tvangsmidler til at fremtvinge en saadan Redegjørelse, naar den ikke er afgivet strax ved Konkursbegjæringen jvfr. Konkl. §82, er der vistnok ingen Anledning til at antage, at Skifte
retten kan eller skal afvise Konkursbegjæringen, naar den hverken er bilagt med den omtalte Fortegnelse eller angiver Grunden, hvorfor dette ikke er sket, eller at Skifteretten skal undersøge, om den angivne Grund er til
strækkelig jvfr. Sc.lnveigaard S. 59. Heraf maa da følge, at Konkursen anses begyndt, naar den skriftlige Begjæ
ring er indgivet, selv om den ikke er bilagt med For
tegnelsen eller angiver en Grund for Undladelsen heraf jvfr. U. f. R. 1883 S. 633.
Skifteretten maa selvfølgelig forvisse sig om den Mødendes Identitet med. Skyldneren eller hans Bemyndi
gelse til at handle paa dennes Vegne. Man pleier ved enkelte Retter endvidere at adspørge Skyldneren, om lian forhen har været fallit, men dette har blot Hensyn til statistiske Formaal og kan opsættes til et senere Tidspunkt. Nogle Steder er det ogsaa sædvanligt strax at forhøre hos Skyldneren, om han har faste Eiendomme, for at Tliinglæsning om Fallitten kan ske snarest muligt, men i Reglen venter man denned til Begyndelsesforret- ningen.
t>*
Retten skal afsige et K o n k u r s d e k r e t jvfr. Ordene i Konkl. § 50 „den tidligere afgivne Kjendelse om Boets Overtagelse til Konkursbehandling“ , og det er ikke utæn
keligt, at der forud for dets Afsigelse kan gaa en Proce
dure, f. Ex. idet en Kreditor protesterer mod Fallitten.
I Almindelighed er det en Selvfølge, at Konkurs maa finde Sted, naar Skyldneren begjærer det, saa at det strax, naar Konkursbegjæringen er tilført Skifteprotokol
len, kan tilfeies, at Retten besluttede at tage Boet under Konkursbehandling.
Det er allerede berørt, at Konkursens Begyndelse ikke, som forhen, regnes fra Konkursdekretets Afsigelse, men fra det Øieblik, da Skyldnerens Konkursbegjæring, hvorved, da Loven netop fordrer Skriftlighed, kun kan være tænkt paa en skriftlig Begjæring, er i n d g i v e t , Konkl. § 50. Efter almindelig Sprogbrug er Konkursbe
gjæringen indgivet, naar den af Skyldneren er afleveret til Retsbetjenten eller Nogen, der er berettiget til at op
træde paa hans Vegne, paa en saadan Maade, at den ikke uden dennes Medvirken kan tages tilbage. Derimod er det næppe tilstrækkeligt, at den er afleveret paa Skiftekontoret eller nedlagt i en derværende Brevkasse. A t konstatere Konkursens nøiagtige Begyndelsestid er. som nedenfor vil ses, i mange Retninger af stor Vigtighed, og Skiftekon
toret bør derfor forsyne Konkursbegjæringer med Paateg- ning om Dag og Tid, da de ere. modtagne.
Skulde Retten nægte at tage Boet under Konkursbe
handling, kan Dekretet herom appelleres, ligesom ogsaa Rettens Dekret om, at den vil tage Boet under Behand
ling, kan appelleres, men saadan Appel vil være meget sjælden. Om Appellen gjælde iøvrigt de samme Regler, der nedenfor ville blive udviklede under Læren om Kre
ditorers Konkursbegjæring.
85