Populisme, Borgerlig offentlighed & det liberale demokrati

(1)

Populisme,   Borgerlig offentlighed  

& det liberale demokrati

En analyse af Trump i et fragmenteret mediebillede

!

Speciale ∙ Afleveret d. 15-05-2017 

Cand.soc. i Politisk Kommunikaiton & Ledelse  Copenhagen Businesss School 

Jacob Clement Nielsen   Christine Hoeg Hanson   Vejleder Christian Borch  Antal sider: 119,5  Antal anslag: 271.996

(2)

Abstract 

!

Last year's elections in two of the world's largest liberal democracies, Great Britain and the United States, had outcomes which some called surprising, some called the onward march toward more right wing populism at the expense of liberal ideas and values. This became the point of departure for this master thesis, which aims to explore populism's relation to the public sphere and its implications on liberal democracy in the case of Trump and the American media landscape.

The analysis draws on Jan Werner Müller’s theory on populism and liberal democracy, and Jürgen Habermas’ theory of the public sphere - specifically his hypothesis from 1962 that it would decay into a site of self-interested contestation for the resources of the state rather than a space for the development of a public-minded rational consensus. Our find- ings are based on quantitative data and mappings of Twitter conversations, which show that increasing numbers of people are using social media for news consumption, even though many believe that social media is a place of bias and unreliable news sources.

Twitter and Facebook’s algorithmic timelines foster the infiltration of commercial interests into the media, turning the critical public into a passive consumer public, and insulating its users from people whose viewpoints run counter to their own, causing a fragmented and polarized media landscape. At the same time, Trump does not engage with the reasoning public; he excludes his critics and opposition on moral grounds, and he uses his platform to propagate his no-filter messages with success. Neither Trump nor the public sphere are contributing to a nuanced, rational debate about the political. Instead, public reason is being damaged, both by populism and by the media's fragmentation, polarization and mistrust. Through populistic, anti-elite arguments and exclusion, Trump is de-legitimizing the free press, undermining the political establishment, criticizing legislative power, and challenging the liberal democratic structures and values from within.

!

(3)

!

Tak til Christian Borch for kyndig vejledning under hele processen.

(4)

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 1

1.1 Problemfelt 3

1.1.1 Problemformulering 4

2. Teori 6

2.1 Populisme 6

2.1.1 Müllers populismeteori 7

2.1.2 Den illegitime opposition 8

2.1.3 Populisme og det repræsentative demokrati 11

2.1.4 Carl Schmitts ven-fjende sondring 13

2.2 Borgerlig offentlighed 16

2.2.1 Fra repræsentativ til borgerlig offentlighed 17

2.2.2 Det offentlige ræsonnement 18

2.2.3 Borgerlig offentlighed & det liberale demokrati 19

2.2.4 Den borgerlige offentligheds forfald 20

2.2.5 Den aktuelle borgerlige offentlighed 22

3. Metode 25

3.1 Valg af case: Hvorfor Trump? 26

3.2 Empiri 28

3.2.1 Trump 28

3.2.2 Den borgerlige offentlighed i USA 31

3.3 Operationalisering af teori 33

3.3.1 Populisme 33

3.3.2 Borgerlig offentlighed 35

3.3.3 Populisme, offentligheden & det liberale demokrati 38

3.4 Metodekritik 38

3.4.1 Empirisk kritik 39

3.4.2 Teoretisk kritik 40

5. Analyse 43

5.1. Analysedel 1: Populisten Trump 43

5.1.1 Make America Great Again 45

(5)

!

5.1.2 America First 47

5.1.3 Illegal immigrants and terrorists 50

5.1.4 Crooked Hillary 53

5.1.5 Fake News 56

5.1.6. Rigged System 58

5.1.7 Delkonklusion 59

5.2 Analysedel 2: Borgerlig offentlighed 61

5.2.1 Karakteristik af mediebilledet 61

5.2.2 Twitter 66

5.2.3 Trump & det offentlige ræsonnement 74

5.2.4 Trump på Twitter 75

5.2.5 Trumps kommunikation 77

5.3 Analysedel 3: Populisme, offentligheden & det liberale demokrati 84

5.3.1 Tillid & troværdighed 85

5.3.2 Samtalens polarisering 89

5.3.3 Algoritmebaseret oplysning 90

6. Diskussion 95

6.1 Massemedier under pres 95

6.2 En pluralistisk offentlighed 97

6.3 Den netværksbaserede offentlighed 98

6.4 Populismen og mediebilledet 100

6.5 Moralsk ekskludering eller moderne racisme? 101

6.6 Liberales eksklusion af populister 104

6.7 Når populismen lykkes 106

7. Konklusion 108

8. Litteraturliste 112

(6)

1. Indledning

!

For et år siden så verdens tilstand anderledes ud. Storbritannien havde endnu ikke fravalgt EU. USA havde endnu ikke valgt Trump som landets nye præsident. Mens der alle vegne blev spået om fremtidens politiske udfald, havde de færreste forestillet sig, hvordan det ville ende. Den pulitzerprisvindende amerikanske journalist Anne Applebaum tilsluttede sig på daværende tidspunkt en bekymring, som blev delt af liberaldemokrater verden over - ikke blot for de to valgudfald, men for udfaldenes konsekvenser, den samfundsmæssige udvikling og de liberale værdiers og institutioners levevilkår med en sejr til Ukip og Trump:

Back in the 1950s, when the institutions were still new and shaky, I’m sure many people feared the Western alliance might never take off … But in my adult life, I cannot remember a moment as dramatic as this: Right now, we are two or three bad elections away from the end of NATO, the end of the European Union and maybe the end of the liberal world order as we know it. In the United States, we are faced with the real possibility of Republican Party presidential nominee Donald Trump … That means that next January we could have, in the White House, a man who is totally uninterested in what presidents Obama, Bush, Clinton, Reagan — as well as Johnson, Nixon and Truman — would all have called “our shared values”  

(Applebaum, 2016).

Brexit og Trumps succes beskrives af hende og andre journalister, debattører og kommen- tatorer som højrepopulismens fremmarch i de vestlige demokratier. Den har nu sejret over de etablerede politiske partier i to af verdens stormagter. Ifølge Applebaums forudsigelse - eller skrækscenarie, om man vil - hænger den liberale verdensorden nu i en tynd tråd.

Populismen er på vej frem på bekostning af de liberale værdier, lyder den bekymring, som deles af flere inden for det samfundsfaglige og politiske felt. Selvom den højrepopulistiske kandidat til den franske præsidentpost, Marine Le Pen, for nyligt måtte se sig overvundet af Emmanuel Macron og hans mere liberale politik, beskrev Applebaum en samfundsud- vikling, som langt hen af vejen holdt stik. Den politiske polarisering er ubestridelig, og populismefænomet, som har vundet indpas i de vestlige demokratier, ser ud til at være på vej frem.

Selv sad vi tilbage, først efter Brexit, dernæst efter præsidentvalget i USA, en smule chok- erede og særligt forundrede. Mens vi engang havde en ide om, at institutionerne og sam-

(7)

fundsværdierne i vores liberale demokratier er mere eller mindre urørlige, efterlod vi år 2016 med en anden følelse. Netop denne oplevelse af et gearskift mod mindre politisk stabilitet og mere populisme affødte vores undren og interesse for feltet. For hvad er dette populismefænomen egentlig for en størrelse, og hvilken indflydelse har det på den liberale demokratistruktur? Vores spørgsmål stoppede ikke her, men igangsatte tværtimod den un- dersøgelsesproces, der formede sig til dette speciale.

Trods vores viden om, at populisme ikke er noget nyt samfundselement, har vi et indtryk af, at populisternes tilhængerbase er stigende. Dette indtryk har præget vores undren og videre undersøgelse. Det har fået os til at se på populisme i et bredere perspektiv frem for som et isoleret fænomen. Vores ræsonnement har lydt, at andre, nye elementer i samfundet også må spille en afgørende rolle for, at populister i flere liberale demokratier oplever medgang netop nu. Der må findes nogle relaterede årsager til det skift, vi oplever, som kan bidrage til at forklare, at så mange vælgere satte kryds på stemme-sedlen ved forretnings- manden og reality-tv personligheden Donald Trump frem for den erfarne politiker Hillary Clinton.

Det amerikanske præsidentvalg blev afgjort netop omkring det tidspunkt, hvor vores spe- cialeovervejelser startede. Valget var i sig selv et populært emne, både i medierne og rundt om middagsbordet, men Donald Trump var den helt store hovedperson, der også uden sammenligning fik mest omtale i danske medier i 2016 (Infomedia, 2016). Generelt gjorde Trump tingene på en måde, som er uset og uhørt, hvis man retter blikket mod tidligere præsidentkandidater. Han fremstod fra start som en ukonventionel politisk out- sider, der kom ud af det blå og erobrede det mægtigste embede i verden. Både hans baggrund, hans adfærd og hans kommunikation har haft en anderledes karakter, og særligt gennem hans Twitter-profil har han vundet overskrifter og opmærksomhed verden over.

Under valget satte Trump netop sin egen dagsorden på Twitter, og han bruger stadig mediet til at fremføre sine holdninger - politiske, personlige og alt derimellem. Muligheden for at politikere direkte og ufiltreret kan kommunikere budskaber ud og skabe debat på sociale medier, ændrer på karakteren af den offentlige debat. Offentligheden har fået tilført nogle nye kriterier for kommunikationen mellem publikum og politikere, og den politiske samtale har i sig selv ændret struktur. Dette har imidlertid også genereret nogle spørgsmål, for har disse to udviklinger nogen relation til hinanden? Har Trumps Twitter-aktivitet noget at gøre med hans valgsejr? Vi ser et potentiale i denne case, både i forhold til at under-

(8)

søge de enkelte fænomener populisme, offentligheden og det liberale demokrati, men særligt i forhold til at undersøge deres indbyrdes relation i USA - og heraf også i en bredere forstand. Med dette indskærpede interessefelt har vi valgt at rette fokus mod Trump, hans politiske kommunikation samt den offentlighed, han opererer i.  

!

1.1 Problemfelt

USA har længe været frontfiguren for retsprincipper, frihedsrettigheder og stærke regel- baserede institutioner, som sammen med kapitalisme, globalisering og digitalisering har været med til at præge resten af vestens liberale demokratier. Et tilvalg af Trump fremstår som et fravalg af nogle af disse samfundsværdier og strukturer, hvilket ikke blot ses i USA, men i liberale demokratier verden over. Mens nogle peger på, at den politiske udvikling kan forklares som “globaliseringens taberes opgør mod det etablerede, politiske system”, har vi været overbeviste om, at årsagsforklaringerne er mere nuancerede og komplekse end som så.

For at skærpe vores forståelse for populisme i det liberale demokrati, har vi vendt vores fokus mod offentligheden, hvor den politiske diskussion netop finder sted. Først og fremmest har vi nævnt Trumps massive og kontroversielle aktivitet på Twitter, som i sig selv er interessant. Samtidig har vi en fagligt funderet forestilling om, at borgerne i USA generelt i højere grad end tidligere retter sig mod Twitter og andre sociale medier i deres nyhedsforbrug. Jürgen Habermas pegede i sin afhandling Borgerlig offentlighed fra 1962 på udviklingen mod det, han kaldte for offentlighedens forfald. Denne forfaldstese giver resonans i forhold til vores tanker omkring relationen mellem offentligheden og populisme, og derfor former Habermas specialets teoretisering omkring offentlighedens rolle i det liberale demokrati.

Selvom vi gik til specialet med en overordnet viden om populisme, har vi ikke tidligere arbejdet med emnet som et teoretisk eller empirisk fænomen. Derfor har udgangspunktet for vores undersøgelse været at forstå fænomenet gennem demokratiteoretiske briller, hvilket Jan Werner Müllers aktuelle bog, Hvad er populisme?, muliggør. Hans arbejde med populisme tager afsæt i teori om og empiriske eksempler fra liberale samfund verden over, og teorien er rammesættende for specialets analyse af populisme og Trump.

(9)

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at det på mange måder er konstituerende for det liberale demokrati, at der eksisterer en borgerlig offentlighed. Den har haft en fundamental funktion for udviklingen af de vestlige samfund, og den har været med til at forme den demokratiske ideologi. Derfor har det en konsekvens, når offentligheden ændrer karakter.

Digitaliseringen og det omfattende brug af sociale medier giver mediebilledet nogle nye vilkår og aspekter, som indvirker på den offentlige, politiske debat. Tech-virksomhedernes private interesser fylder mere end før, mediebilledets aktører og platforme bidrager til en fragmentering, og dette er altsammen med til at præge og forme den politiske samtale.

Mens vi i specialet følger Habermas’ teori om borgerlig offentlighed og det offentlige ræ- sonnement, er vi interesserede i at se, om han allerede dengang var på sporet af noget, da han fremlagde sin tese om offentlighedens forfald.

Gennem specialet vil vi undersøge dette problemfelt nærmere. Vi tilbyder nogle empiriske analyser af både populismen og offentligheden i USA med det udgangspunkt, at det ikke er uden konsekvenser, at offentligheden er fragmenteret. Vi er interesserede i at under- søge, hvad denne fragmentering gør ved poulismen og det liberale demokrati. Specialet vil således tilbyde nogle relationelle analyser og diskussioner omkring, hvordan disse tre elementer i samfundet - populismen, som synes stigende, offentligheden, som er fragmenteret, og det liberale demokrati indvirker på hinanden. Det leder os hen til specialets problemformulering og dertilhørende problemstillinger. 

!

1.1.1 Problemformulering

Hvordan er populismens betingelser i en fragmenteret offentlighed, og i hvilket omfang udfordres det liberale demokrati?

Problemstillinger

• Hvorvidt og hvordan kan Trump betegnes som populist?

• Hvordan er den borgerlige offentlighed i USA fragmenteret, og hvordan inter- agerer Trump med det ræsonnerende publikum?

• Hvordan indvirker populismen og den fragmenterede offentlighed på hinanden og på det liberale demokrati?

!

(10)

Undersøgelsens tre problemstillinger hører til hver sin analysedel. Den første problemstilling besvarer vi i analysedel 1: Populisten Trump, den næste i analysedel 2: Borgerlig offentlighed og den sidste problemstilling besvarer vi i analysedel 3, som tager udgangspunkt i og diskuterer de analytiske pointer fra de foregående analyser. Diskussionen vil udfolde vores problemformulering og problemstillinger ud fra et udvidet teoretisk grundlag gennem hvilket vi diskuterer relationen mellem offentligheden og populismen og implikation- erne for det liberale demokrati. Først præsenterer vi specialets teoretiske ramme og metodiske fremgangsmåde og kritik.

!

(11)

2. Teori

!

I følgende kapitel vil vi præsentere specialets teori og introducere den begrebsramme, som anvendes gennem specialet, når vi besvarer problemformuleringen. Vi arbejder ud fra en forståelse af, at populismen har vundet indpas i flere af vestens liberale demokratier, hvilket har afstedkommet en umiddelbar nysgerrighed omkring, hvad populismen egentlig er for en størrelse. Samtidig har vi set nogle tydelige ændringer i offentligheden, hvor store, private tech-virksomheder for alvor har etableret sig selv som nyhedsplatforme, og hvor politiske aktører kommunikerer direkte med offentligheden gennem sociale medier.

Tilsammen har det givet os anledning til at spørge ind til relationen mellem populismen og den borgerlige offentlighed, og hvordan disse elementer i samfundet skaber nye betingelser for vestens liberale demokratier. Specialets teori er således valgt med henblik på at stille skarpt på kausalforholdet mellem populisme, offentlighed og det liberale demokrati.

For at undersøge dette kausalforhold senere i specialet vil teorien fokusere på to søjler:

populisme og det liberale demokrati samt borgerlig offentlighed og det liberale demokrati.

Teorien vil hovedsageligt bygge på Jan Werner Müller og Jürgen Habermas, som begge beskæftiger sig med teori om vestlige staters liberale demokratier. Hvor Müllers højaktuelle bog, Hvad er populisme?, vil være udgangspunktet for det videre arbejde med populismebegrebet, vil Habermas’ tanker omkring borgerlig offentlighed og offentlighedens forfald være grundlæggende for vores undersøgelse af den aktuelle offentlighed og det offentlige ræsonnement. Desuden trækker vi på andre teoretikere, som har bidraget med analyser og teorier, der kan underbygge en af de to søjler. Carl Schmitts begreb om det politiske som en sondring mellem ven og fjende vil supplere populismeteorien, og Lof- tager, Fuchs og Benklers teorier om offentligheden vil udgøre nogle stop på vejen fra 1962, hvor Habermas forfattede forfaldstesen, og til nu.  

!

2.1 Populisme

Begrebet populisme er blevet en fast del af det samfundsbeskrivende vokabular. Det anvendes af medierne i deres forsøg på at dække og forklare de aktuelle politiske begiven-

(12)

heder, og det diskuteres og behandles af debattører, forskere og samfundsteoretiske tænkere i deres analyser af den politiske situation i vestens liberale demokratier. De mange anvendelser og forklaringer gennem tiden har fået os til at stille spørgsmålstegn ved, hvad den rette forståelsesramme er, når vi behandler populisme som et teoretisk begreb og operationaliserer populisme i specialet. Efter at have læst os grundigt ind på feltet, har vi fundet, at vores position i høj grad skærpes gennem Jan Werner Müllers arbejde med populisme. Han stiller netop spørgsmålstegn ved begrebets konkrete betydning og implikation. Han anerkender, at populisme findes i mange afskygninger og kan ses i forskellige samfund og tidsperioder, og han samler trådene på en lang række empiriske eksempler for at udlede de fællestræk, der findes - for dermed at tilbyde en højaktuel beskrivelse af populismens kendetegn. Samtidig affejer Müller ikke de videnskabelige undersøgelser, der allerede findes på området, men han diskuterer dem og anvender dem som referencer i sit eget arbejde. Vi tager derfor udgangspunkt i Müllers begrebsramme og trækker på hans empiriske eksempler og teoretiske referencer gennem specialet. 

!

2.1.1 Müllers populismeteori

Jan Werner Müller (1970) er en tysk idéhistoriker og professor i politisk teori ved Princeton University. Han beskæftiger sig med højaktuel populisme og har i vid udstrækning skrevet om demokratiteori og opkomsten af de liberale demokratier i vesten efter 1. og 2. Verden- skrig. I sin bog fra 2016, Hvad er populisme?, tilbyder Müller en teoretisk gennemgang af begrebet og inddrager aktuelle empiriske eksempler fra forskellige tidsperioder og steder i verden. Om bogens formål forklarer han: “Dette essay vil udvikle et præcist begreb - en idealtype i Max Webers forstand - som til forskel fra reelt eksisterende politiske fænomener er brugbart” (Müller, 2016: 18). Ifølge Müller er der gået inflation i anvendelsen af populisme som beskrivende fænomen, mens definitionen af populismebegrebet har voldt problemer, da det har været “belastet af alverdens historisk bagage og normative konnota- tioner” (ibid.: 16). Det giver Müller anledning til at undersøge populismen som et empirisk fænomen for at udvide et teoretisk avanceret populismebegreb (Müller, 2016: 42). Med dette stiller han skarpt på, hvad populisme egentlig er, hvem der kan betegnes som populist, og hvori det populistiske “problem” helt præcist består.

Populisme er besværligt at definere, fordi begrebet er blevet undersøgt og anvendt til at beskrive politiske bevægelser, partier, ideologier og ledere på tværs af geografiske, historiske og ideologiske kontekster (Gidron & Bonikowski, 2013: 2). Derfor må perspektiver

(13)

og forståelser gennem tiden medtænkes i forsøget på at udvikle en populismeteori (Müller, 2016: 15). Ifølge Müller kan populismen behandles teoretisk ved at forholde sig til den i relation til andre politiske teorier og ideologier: “En sådan [kritisk populisme-teori] kræver til gengæld belæg i en demokratiteori. Taler man om populisme, kan man ikke tie om demokrati og liberalisme” (ibid.: 13). Ifølge Müller er det fejlagtigt, når teoretikere forsøger at “psykologisere populismen” med det udgangspunkt, at populismens tilhængere udgøres af moderniseringens og globaliseringens fremtidsbekymrede og frustrerede tabere (Müller, 2016: 21). Populismen bør ikke ses som folkets oprør mod eliten eller som massens oprør mod det etablerede system. Sådanne analyser er empirisk uholdbare, da ¹ det er “umuligt at bestemme en bred ideologisk politisk position som populisme alene ud fra vælgernes karakter” (Müller, 2016: 33).

Müller afviser imidlertid ikke, at det har en indflydelse, at vælgeren vurderer, at det går ned ad bakke for landet som helhed. Denne vurdering behøves dog ikke være resultatet af vælgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Den kan også være normativt begrun- det, fx med argumenterne: “Eliten fører en uretfærdig politik, børnenes fremtid bliver sat på spil, internationale organisationer har for meget indflydelse” osv. (Müller, 2016: 34).

Mens Müller anerkender samfundsudviklingen som en del af forklaringen på populismens succes, understreger han samtidig, at det er nødvendigt at skelne mellem populismens in- dre logik og konkret politisk indhold, der ofte betegnes som “populistisk” (Müller, 2016:

115). Han forklarer, at populister svarer på en aktuel konflikt, der især ses i stærkt globalis- erede samfund, som i brede træk handler om en underliggende uenighed om graden af kulturel og økonomisk åbenhed over for omverdenen og hjemlandenes egne minoriteter.

Müller mener derfor, at populister har noget at tilbyde i den slags identitetspolitiske debatter, der fremhæver identitetspolitiske spørgsmål, mens populismen ikke kan udpeges alene på den baggrund (Müller, 2016: 116).  

!

2.1.2 Den illegitime opposition

Müller mener, at populister er kendetegnet ved at føre en ekskluderende identitetspolitik.

Den konstante sondring mellem moralsk rigtigt og forkert aftegner sig forskelligt alt

Et eksempel fra en sådan analyse lyder: “Populists like Le Pen, Wilders, Palin and Farage have mastered the skill of activat

1 -

ing voters with low agreeable personalities. That is what unites them across political contexts, what separates them from ex- isting parties within political contexts, and what underlies their perhaps unexpected success” (Bakker, Rooduijn & Schumach- er, 2015: 316).

(14)

afhængigt af, hvem oppositionen er, og dermed hvem populisten udskyder fra befolkningen (Müller, 2016: 134). Påstanden om at være moralsk repræsentant bliver derfor efterful- gt af, at populisten må foretage konstante ekskluderinger af dem i befolkningen, som udtrykker uenighed i populistens projekt samt den øvrige politiske opposition. Populisten foretager disse ekskluderinger og kaster moralsk tvivl på alle dem, der udtrykker sig nega- tivt om populisten, netop fordi de ikke kan ses som en del af denne enstemmige folkevilje og “det sande folk”:

Populisme er ifølge min tese en ganske bestemt forestilling om politik, hvor det moralsk rene og homogene folk altid står over for umoralske, korrupte og parasitære eliter — hvoraf følger, at denne type eliter i virkeligheden slet ikke hører til folket (Müller, 2016: 43).

Populister behøver derfor blot at gøre det klart, hvem der hører til, og dermed hvem der ikke hører til, det sande folk: “ikke for ingenting taler eksempelvis amerikanske populisters tilhængere altid om ”real Americans” (Müller, 2016: 53). Müller påpeger, at det politiske indhold på denne måde er indlejret i populistisk argumentation, når det kommer til, hvem der ekskluderes - og dermed hvem “det sande folk” inkluderer. Eftersom de populistiske elementer kan findes på begge fløje, forklarer Müller, at der ikke kan sondres mellem højre- og venstrepopulisme (Müller, 2016: 134). Populister kan dermed ikke kendes på baggrund af deres politiske indhold, eksempelvis hvorvidt holdningerne til immigration og frihandel er højre- eller venstreorienterede, men i stedet ud fra hvilket moralsk kriterium de opstiller for at skelne “det gode folk fra den dårlige elite” (Müller, 2016: 53).

Populister stempler modstand eller kritik som værende illegitim og dyrker en “paranoid politisk stil” (Müller, 2016: 64). Hvad enten det drejer sig om modstand i befolkningen, modstand fra andre partier, medierne eller det juridiske system, vil den populistiske pås- tand lyde, at modstanden bunder i konspirationer eller eksterne uretmæssigheder imod populismen (ibid.). Müller fremhæver, at populister samtidig forklarer sine politiske neder- lag med, at systemet ikke fungerer, og at den politiske elite i oppositionen svindler og forhindrer det påståede “befolkningsflertal” i at udpege populisten som sin leder. I populistisk politik kan en legitim opposition derfor ikke forekomme. Heraf opstår prob- lematikken om, at sådanne anti-demokratiske beskyldninger kan bidrage til at delegitimere institutioner såsom domstolen og medierne - og dermed delegitimere den eksisterende liberale demokratiske struktur i sig selv (Müller, 2016: 64).

(15)

Müller definerer tre populistiske ledelsesteknikker og dermed tre aspekter af populisters konkret praktiserende antipluralisme og miskreditering af oppositionen. Teknikkerne er tilegnelse af staten, loyalitetsskabelse gennem masseklientelisme og miskreditering af al opposition. De findes i autoritære regimer, men populister kan praktisere teknikkerne “i demokratiske idealers navn” ved aldrig at vige fra påstanden om at repræsentere folkeviljen (Müller, 2016: 72). “Populister behøver ikke at skjule deres praksis - og samtidig kan de indkassere præmien, som er titlen “demokrati”, der trods alle fænomenets problemer stadig er det mest efterstræbte normativt-politiske begreb i hele verden” (ibid.: 72).

Tilegnelse af staten kan genkendes, når ledere forsøger at få kontrol over medierne og domstolene og placerer sine tilhængere og partimedlemmer i de positioner, som normalt ville være besat med neutrale embedsmænd (Müller, 2016: 73). Dette praktiseres eksempelvis gennem ændringer af tjenestemandsloven for at kunne anbringe “loyale kampfæller” på embedsposter. Müller peger på Ungarn under ledelse af Viktor Orbán og hans parti Fidesz som eksempel: tjenestemandsloven blev som første skridt ændret, domstolene og medierne forsøgtes kontrolleret, og regeringens kritikere blev stemplet som landsforræddere eller repræsentanter for de korrupte eliter (Müller, 2016: 73).

Loyalitetsskabelse gennem masseklientelisme drejer sig om at favorisere nogle befolkningsgrupper som “det sande folk” for at opnå loyalitet og politisk støtte hos dem. Det kan i praksis ske ved at tilbyde myndighedsmæssige fordele til de borgere, som føjer populistens politik. Ved at foretrække nogle enkelte grupper i befolkningen og udelukke andre skaffer populisten sig en bestemt magtbase og “et kollektiv, som personificerer dette ide- ale folk” (Müller, 2016: 75). Ligesom Orbán og Fidez-staten har skaffet sig “det sande”

Fidez-folk, hvis navn regeringen kan handle igennem (ibid.: 76). Fidesz-forfatningen “kodi- ficerer en etnisk selvforståelse af den ungarske nation, privilegerer kristendommen og for- mulerer et meget bestemt narrativ om det 20. århundredes historie” (Müller, 2016: 84).

Miskreditering af opposition er endnu en ledelsesteknik, hvorigennem regeringen peger på, at modstand mod regerende populister kan bortforklares. Enten med en ekskludering af dem, der ikke hører til eller med en forklaring, som trækker på konspirationsteorier om, at modviljen er styret af udenlandske agenter. Logikken bag hedder, at populister erklærer at repræsentere hele folkeviljen, så aktører, der ikke ønsker at lade sig repræsentere, umuligt kan være en del af dette folk (Müller, 2016: 76). 

!

(16)

2.1.3 Populisme og det repræsentative demokrati

Müller mener, at kritik af eliter er et nødvendigt, men ikke i sig selv et tilstrækkeligt kriterium for populisme: “Alle populister er imod the Establishment - men ikke alle, der kritiserer eliterne, er populister” (Müller, 2016: 19). Han taler om, at der også må være et antiplural- istisk element til stede i politikken, før nogen kan betegnes som populist:

Pluralisme er altid en mangfoldighed af noget - eksempelvis af værdier eller økonomiske interesser eller livsstile. At respektere pluralisme i demokratiet betyder altså normativt at tage de individuelle borgeres mangfoldighed af interesser og identiteter lige alvorligt. Pluralisme er uundgåeligt i moderne samfund - men anerkendelsen af den beror på værdier som frihed og lighed og ikke på forestillingen om, at mere mangfoldighed per automatik altid er bedre (Müller, 2016: 102).

Müller forklarer, at antipluralisme kommer til udtryk i og med, at populister altid insisterer på, at der findes én enstemmig og korrekt folkevilje, som populisten selv er den eneste moralske repræsentant for. Populister “står benhårdt på deres moralske påstand om at være folkets eksklusive repræsentanter og mener, de skal forsvare et ensartet, enstemmigt - og formodentligt også ensfarvet - folk mod sammensværgelser og alverdens forrædere” (Müller, 2016: 119). Dermed ser populisten befolkningen som en samlet masse, der har én folkevilje og samtidig sig selv som den eneste repræsentant for hele folkeviljen.

Populister gør således krav på deres vælgere, taler i vælgernes navn og anvender det moralske udsagn “Vi — og kun vi — repræsenterer folket” som et politisk kampråb (Müller, 2016: 44). Deres forestilling om at repræsentere helheden forklares af Müller med begrebet “holisme”, som står i modsætning til andre partiers grundtanke om at være noget ²

“særlig, partielt, særegent”, hvilket også ligger i ordet, at man er en “part” og ikke repræsenterer alle i befolkningen (ibid.: 58). Müller påpeger, at populistiske partier oftest forholder sig som almindelige partier, og derfor også kan indgå i politiske koalitioner, men at de samtidig forklarer manglende politisk magt ved at hævde, at folket repræsenteres af

“falske” eller “korrupte” eliter:

I stedet for repræsentation af en interessestyret vilje drejer det sig om den symbolske repræsentation af “det sande folk” (som man slet ikke længere behøver at spørge efter). Kort sagt: Der er mere tale om folkeånd end volonté générale (Müller, 2016: 48).

Müller henter “holisme”-begrebet fra den amerikanske politolog Nancy Rosenblum. Det indkapsler idéen om at kunne

2

repræsentere helheden, hvilket bliver modstillet af samfundets politiske fragmentering (Rosenlum, 2008).

(17)

Ifølge Müller åbner de udemokratiske elementer, som repræsentationsprincippet rummer, op for en skyggeside af det liberale demokrati, som populistiske ledere kan udnytte (Müller, 2016: 153). Den populistiske påstand om at repræsentere hele befolkningsviljen giver ikke plads til nødvendige demokratiske forhandlinger, og “den kollektive autonomis normative idealer bliver kun retfærdige ved hjælp af kompromiser” (Müller, 2016: 28). Pop- ulister abonnerer på demokratiske påstande om at tilgodese befolkningen og repræsen- tere deres ønsker, men disse demokratiske løfter er indholdsløse (ibid.). Dermed agerer populister udemokratisk inden for demokratiets rammer. Ifølge Müller er det ligeledes en tom påstand, når populister hævder, at de ønsker et styrket direkte demokrati og civilsam- fundets involvering og deltagelse, for påstanden efterfølges ikke af en inkluderende og åben deltagende proces:

Det drejer sig om at konvertere folkeviljen forstået som imperativt mandat i et 1:1-forhold - men da folket ikke rent faktisk kan udtrykke sig sammen- hængende med én røst, er der behov for en aktør, der sufflerer folket, hvad det i grunden vil sige. Sædvanligvis præsenterer den populistiske politiker sig da også som et simpelt “talerør” (og tilslører dermed også sin rolle som en trods alt anfægtelig fortolker af borgernes idéer og interesser (Müller, 2016: 46).

Når populister eksempelvis kræver konstante folkeafstemninger, er det ikke for at starte politisk debat, men for at borgerne skal bekræfte det, som populisten altid på forhånd har erkendt som værende “den sande folkevilje” (Müller, 2016: 45). Med det forklarer Müller også, at populister har forbehold over for parlamenter, som uundgåeligt er pluralistiske institutioner, da de netop ikke ønsker at indgå i forhandlingsprocesser og dialoger (ibid.: 48).

Når populister melder fra til organiserede debatter (ligesom Viktor Orbán og Donald ³ Trump eksempelvis har gjort), er det ligeledes med forklaringen om, at populisten i forve- jen kender “den sande folkevilje”, hvorfor der ikke er behov for politisk dialog (ibid.).

I populismen behøver folket altså slet ikke at deltage for alvor. I populisternes verdensbillede er det eneste vigtige, at den populistiske politiker identificerer den eneste sande moralske folkevilje korrekt og omsætter den med et imperativt mandat (Müller, 2016: 54).

Viktor Orbán deltog ikke i TV dueller hverken før valget i 2010 eller før valget i 2014, men udtalte: “Der er ikke brug for

3

debatter om konkrete politiske tiltag nu, alternativerne ligger for øjnene af os og er synlige for alle … Jeg er sikker på, De allerede har set, hvad der sker, når et stort træ vælter ned over en gade, og der står mange mennesker omkring det. Der oplever man altid to typer mennesker: Dem, der har de fortræffelige idéer til, hvordan man eventuelt kan fjerne træet, og som beskriver deres vidunderlige teorier for andre og kommer med gode råd. Andre føler, at det bedste ganske enkelt er at slæbe træet væk fra gaden. Mine højtærede damer og herrer, vi må forstå, at for at genopbygge økonomien er der ikke brug for teorier, men for, lad os sige, tredive kraftkarle, der begynder at arbejde og gør det, som vi alle ved er det nødvendige (Müller, 2016: 49).

(18)

Müller forklarer, at det er nemt at henfalde til de argumenter, som populismen bruger. Når befolkningen eller politiske aktører omtaler globaliseringen (som den faktisk er, eller som den opfattes) som en hindring for eliternes magtposition, baner det vejen for argumentet om, at globaliseringen truer nationale interesser og den enkelte samfundsborger. Når populister betoner, hvor vigtigt det er at mindske eller helt udslette kløften mellem borger og politiker, falder det sammen med den populistiske “ekstremdemokratiske” og falske idé om, at magten udgår direkte fra folket. Når de “gamle” politiske partier begynder at affeje radikale krav inden for de liberale demokratier med begrundelsen, at konstitutioner eller internationale forpligtelser og bestemmelser står i vejen, anvender de også her et populistisk argument imod de liberale demokratier, som de samtidig forsøger at forsvare. Ifølge Müller medfører demokratiet ikke, at kampe om inklusion altid ender godt, men demokratiet gør det muligt at sætte spørgsmål om befolkningen til diskussion. Dermed er demokratiet et politisk system, der “konstant avler legitim uenighed, og hvor man under påberåbelse af systemets egne grundprincipper kan kritisere disse idealers utilstrækkelige virkeliggørelse” (Müller, 2016: 91), hvilket er en central forskel mellem populisme og liberalisme.

Striben af krav på inklusion og deltagelse bliver, hvis nogen skulle være i tvivl, brudt af populister, idét de jo hævder definitivt at kunne fastslå: “Vi - og kun vi - repræsenterer det sande folk”. Og særligt fordi denne repræsen- tation er specifik og symbolsk ladet - stikord real Americans - kan det være svært at bestride denne repræsentationspåstand (Müller, 2016: 91).

Müllers pointe er , at man ikke kan have demokrati uden pluralisme, for som Habermas har formuleret det: “Folket findes kun i flertal” (Müller, 2016: 20, citering af Habermas). Derfor vil vi se nærmere på denne holistiske logik, som populismen bygger på, ved at præsentere Schmitts politiske begreb som en sondring mellem ven og fjende. Med det kan vi stille skarpt på, hvad populister egentlig foretager sig, når de definerer folket i ental ved at ekskludere uønskede befolkningsgrupper på baggrund af moralske argumenter. 

!

2.1.4 Carl Schmitts ven-fjende sondring

Med hjælp fra Müller har vi slået fast, at populisme som ideologi deler samfundet op i to antagonistiske grupper: det rene folk imod den korrupte elite. For en bedre forståelse af, hvordan populister etablerer dette skel mellem folket og eliten, vil vi kort præsentere og inddrage Carl Schmitts politiske begreb og teori om ven-fjende sondringen og akklamatio-

(19)

nen som offentlighedens afgørende beslutning. Teorien vil supplere Müllers populismebegreb med et formål om at kridte forståelsen af det politiske i populismen yderligere op.

Müller henviser selv til Schmitt i Hvad er populisme?, og skrev i 2003 bogen, A Dangerous Mind: Carl Schmitt in Post-War European Thought. ⁴

Carl Schmitt (1888-1985) var uddannet jurist, underviste ved forskellige institutioner og er især notorisk kendt for sit virke som juridisk rådgiver for nazisterne (Mehring, 2014: introduktion). Han blev kendt for sin anti-liberale og autoritære politiske teori og løsninger på nationalstatens kriser. Han kritiserede liberalismen for at undvige essensen i politik og ans- varet for beslutningen, og for at generere et politisk anarki (ibid.). ⁵

Schmitt mener, at den specifikt politiske sondring, som de politiske handlinger og motiver kan føres tilbage til, er sondringen mellem ven og fjende (Schmitt, 2002: 60). Lignende sondringer findes på det moralske område mellem godt og ondt, på det æstetiske mellem smukt og hæsligt, og på det økonomiske mellem nyttigt og skadeligt. Ven-fjende sondringen skal ikke forstås som en definition af det politiske, men i højere grad som et selvstændigt kriterium, der er til stede på samme måde som eksempelvis moralens god og ond. Meningen med at sondre mellem ven og fjende er ifølge Schmitt at beskrive den yderste intensitetsgrad af forbindelse eller adskillelse, som det politiske kan skabe. Den politiske fjende er ikke nødvendigvis ond i den moralske kategori eller hæslig i den æstetiske, men blot en opposition. Den politiske fjende er ikke den private konkurrent eller modstander, men den offentlige fjende, som i særlig forstand er noget eksistentielt fremmed. Det centrale er, at det i ekstreme tilfælde er muligt at have konflikter med og ekskludere fjenden (Schmitt, 2002: 61).

Begreberne ven og fjende skal begribes i deres konkrete, eksistentielle forstand, ikke som metaforer eller symboler, ikke sammenblandet med og svækket af økonomiske, moralske og andre forestillinger, og mindst af alt psykologisk i en privat-individualiseret forstand som udtryk for private følelser og tendenser (Schmitt, 2002: 62).

I bogen skriver Müller om Carl Schmitt’s begreber, kritik af liberalismen og indflydelse på politisk og juridisk tænkning i Eu

4 -

ropa i efterkrigstiden på både højre- og venstrefløjen. Müllers mål er at forklare, hvorfor interessen for den politiske teoretiker fortsat er stor, og vurderer Schmitt i forhold til en nutidig bred debat om globalisering og den liberale verdensorden (Müller, 2003: introduktion).

Selvom hans kontroversielle tænkning kritiseres for at være overskygget af hans forsøg på at opnå akademisk succes og

5

politisk indflydelse under nazismen, er interessen for Schmitts kritik af liberalismen samt forståelse af datidig, tysk videnskab og politisk kultur kun blevet større, hvilket forklarer de nylige oversættelser af de her anvendte værker: Det politiske begreb (2002 [1932]) og Constitutional Theory (2008 [1928]).

(20)

Den politiske modsætning er den mest intensive og yderste modsætning, der i ekstreme tilfælde kan udvikle sig til en væbnet konflikt. Det politiske viser sig ifølge Schmitt, når et folk er samlet på liv og død mod ydre fjender og deres forrædere i egne rækker, og hans begreb er således tilknyttet den reelle mulighed for fysisk at dræbe sin politiske modstander (Schmitt, 2002: 64). Ifølge Schmitt står det politiske altid i centrum for krigen, og uanset hvem krigen føres imod er motivet en kamp imod, eller endda en udryddelse af fjenden:

Sådanne krige er nødvendigvis særligt intensive og umenneskelige, fordi de - idet de transcenderer det rent politiske - på én gang må placere fjenden i moralske og andre kategorier og gøre ham til et umenneskeligt afskum, der ikke blot skal slås tilbage, men tilintetgøres definitivt, altså ikke længere blot er en fjende, der skal holdes inden for sine egne grænser (Schmitt, 2002:

72. Tekstens egne kursiveringer).

Schmitts argument lyder, at staten kun er en politisk enhed i kraft af statens beslutning om at udpege og bekæmpe en fjende, og dermed i kraft af et beslutningsmonopol. I hans tanke om det politiske er det således mere væsentligt, at en beslutning træffes, end hvordan den træffes. Schmitts tanke om folkets rolle i samfundet er, at folkeviljen er almen, ob- jektiv, ikke-dialogisk og homogen. Dermed følger idéen om, at folket ikke kan indgå i dialog (Schmitt, 2008: 125). Folket kan i stedet udtrykke sin vilje gennem akklamation, hvor folket enten kan svare ja eller nej til en beslutning i den offentlige diskussion (ibid.: 131).

Schmitts idé er, at folket gennem akklamation viser, hvilket politisk alternativ, de tilknytter sig. Ved enighed fejrer folket en politisk frontfigur eller et forslag. Således skabes den offentlige mening ifølge Schmitt af de forslag og argumenter, som de politiske ledere frem- fører, og som offentligheden derefter enten godkender eller afviser (ibid.: 273). Schmitts tanke bag folkets akklamation som deltagelsesmulighed er, at offentligheden tilføres et direkte og demokratisk element ved at tilkendegive sin direkte holdning. Det eliminerer debat og diskussion i det offentlige rum - som Habermas’ offentlighedsteori præsenteret i næste afsnit forudsætter - mens folket udelukkende træder frem gennem kollektiv og offentlig akklamation. 

!

! !

(21)

2.2 Borgerlig offentlighed

I følgende afsnit vil vi redegøre for Jürgen Habermas og hans arbejde med borgerlig offentlighed, som udgør en central del af specialets forståelsesramme. Først vil vi introducere Jürgen Habermas, hvorefter vi vil beskrive nogle af de samfundsfænomener, som har været grundlæggende for hans analyse af den borgerlige offentlighed og offentlighedens forfald.

Sidst vil vi inddrage tre teoretikere, som arbejder med den aktuelle borgerlige offentligheds betingelser og udfordringer, nemlig Jørn Loftager, Christian Fuchs og Yochai Ben- kler.

Jürgen Habermas er samfundsteoretiker og politisk engageret filosof, der bl.a. er kendt for at beskæftige sig med aktuelle politiske samfundsforhold. Han blev født i 1929 i Düsseldorf og beskriver selv, at han var påvirket af en opvækst under nazismen (Habermas, 2005: 9).

Habermas afleverede sin afhandling om filosoffen Schelling ved universitetet i Bonn, hvorefter han arbejdede som journalist, inden han blev forskningsassistent for Theodor W.

Adorno. Senere blev han en del af Frankfurterskolen, da han afløste Max Horkheimer og blev professor i filosofi og sociologi. Dermed indtrådte Habermas i rækken af filosoffer og sociologer, der i mange år har ført den kritisk-teoretiske tradition videre på universitetet i Frankfurt (Habermas, 2005: 11).

I 1962 udgav Habermas sin afhandling, Strukturwandel der Offentlichkeit (på dansk Borg- erlig Offentlighed), der af flere senere er blevet omtalt som hans hovedværk. I afhandlin- gen undersøgte Habermas den historiske dannelse af sociale rum for relativt autonom, ræ- sonnerende samtale mellem frie borgere i tiden omkring den franske revolution og de moderne demokratiers frembrud. Habermas’ mål var at udvikle idealtypen for en borgerlig offentlighed ud fra den udvikling, som England, Frankrig og Tyskland gennemgik i det 18.

og tidlige 19. århundrede (Habermas, 2009: 9). Han udarbejdede en historisk analyse, som har været indflydelsesrig i forhold til arbejdet med offentlighed som begreb i de vestlige demokratier (Habermas, 2005: 11). Habermas’ borgerlige offentligheds-tanker samt diag- nose af, at der senere opstod tendenser til forfald, er udgangspunkt for specialets under- søgelse af den aktuelle borgerlige offentlighed i USA. 

!

(22)

2.2.1 Fra repræsentativ til borgerlig offentlighed

Forud for den borgerlige offentlighed beskriver Habermas den repræsentative offentlighed, som grundlæggende var en form for status-kendetegn, der omgav middelalderens herredømmer. Den repræsentationsforestilling, Habermas beskriver, kom til udtryk, idet landets fyrster samlede de verdslige og gejstlige. I disse forsamlinger var fyrsterne ikke blot repræsentanter for deres land, de var landet, og dette sørgede de for at vise befolkningen (Habermas, 2009: 56). Ifølge Habermas betød det, at befolkningen ikke havde nogen befø- jelser og kunne hverken indgå i en offentlig eller i en privat sfære. I barokken blev en del af disse arrangementer trukket væk fra offentligheden, men et liv ved hoffet gjorde det muligt for borgeren alligevel at være vidne til den repræsentative offentlighed. Festerne, der blev afholdt på dette tidspunkt, var i princippet en form for magtdemonstration over for folket:

Mademoiselle de Scudéry beretter i sine Conversations, hvor anstrengende de store fester var; de var ikke arrangeret til deltagernes plaisir, men for at demonstrere storhed, nemlig arrangørernes grandeur - folket, som kun be- høvede at se på, havde den største fornøjelse af dem (Habermas, 2009: 59).

I det 18. århundrede var den repræsentative offentlighed skrumpet ind, og den var stort set kun at finde ved monarkens hof. Befolkningen befandt sig derfor i et samfund, der var adskilt fra hoffet, forklarer Habermas - og for første gang oplevede man en offentlig sfære, der var adskilt fra den private (Habermas, 2009: 60). Den borgerlige offentlighed var i stedet en ophævelse af den suveræne magt, som eliten i samfundet tidligere havde haft (ibid.: 80). Habermas beskriver, hvordan den repræsentative offentlighed måtte se sig overgået af den borgerlige offentlighed i det 19. århundrede. Borgerne havde skabt en offentlig sfære, som ikke inkluderede de adelige og deres repræsentative offentlighed - de adelige måtte nu i stedet deltage i den offentlighed, som borgerne havde skabt (Haber- mas, 2009: 63).

Habermas opdeler samfundet i den offentlige og private sfære. Han beskriver den offentlige sfære som et organisationsprincip for vores politiske system, mens den private sfære består af privatfolk, privat ejendom og private embeder (Habermas, 2009: 60). Det er netop i dette forhold mellem den offentlige sfære og den private sfære, at Habermas ser den borgerlige offentlighed. Ifølge Habermas blev den borgerlige offentlighed skabt af den tidlige finans- og handelskapitalisme. Handelsfællesskabet gjorde, at de mennesker, der var en del af det, pludseligt befandt sig i et borgerligt samfund, som var en pendant til resten af samfundet (Habermas, 2009: 64). Disse borgere blev en form for modpol til den

(23)

offentlige myndigheds sfære, hvilket resulterede i fremkomsten af en borgerlig offentlighed. Den offentlige sfære står i modsætning til det private område og adskiller sig fra den offentlige myndighed, der ikke kan give udtryk for den offentlige mening. Habermas’

centrale forklaring af offentligheden er netop, at den beskriver den offentlige mening.

Den borgerlige offentlighed kan i første række forstås som den sfære, hvor privatfolk er samlet til publikum. Disse privatfolk gør hurtigt krav på at bruge den offentlighed, som er reguleret af øvrigheden, mod den offentlige myndighed selv for at diskutere med denne om de almene regler for samkvem i den principielt privatiserede, men offentligt relevante sfære for vare- samkvem og samfundsmæssigt arbejde. Mediet for denne politiske diskussion er særegent og uden historisk forbillede: det offentlige ræsonnement (Habermas, 2009: 79). 

!

2.2.2 Det offentlige ræsonnement

Ifølge Habermas er folkeviljen afgørende for demokratiet, og han interesserer sig yderligere for det, som ligger til grund for folkets vilje, nemlig det offentlige ræsonnement.

Det offentlige ræsonnement skal indkapsle denne folkevilje, som er afgørende for det liberale demokrati. Hvis ikke folket bliver hørt, er det ikke længere muligt at opretholde den politiske kontrolfunktion, som folket har over for magthaverne (Habermas, 2009: 121).

Habermas beskriver borgeren som et “ræsonnerende publikum”, der i overensstemmelse med Hegel og den platoniske tradition beskriver ræsonnementet som noget, hvor ”pligten til det, som skal gøres, ikke kan tages ud af det i og for sig værende begreb om sagen, men at det er ud fra yderligere grunde, at man dømmer om ret og uret, nyttighed og skadelighed” (Habermas, 2009: 79). Det betyder, at individet i den borgerlige offentlighed er en del af en politisk offentlighed, der skal kunne lede frem til en rationel politisk konsensus. Denne konsensus kan kun opnås, hvis en række betingelser er opfyldt. Det offentlige ræsonnement må derfor ikke være præget af private særinteresser, og der skal være lige adgang til offentligheden for alle borgere. Derudover må borgeren være i besiddelse af en rationalitet og dannelse som gør, at borgeren kan deltage i den politiske debat på et oplyst grundlag (Loftager, 1990: 212). Habermas påpeger, at disse betingelser er idealidéer og ikke kan opfyldes af alle borgere i samfundet, da især den mindre privilegerede del af befolkningen ikke er blevet oplært i dannelse og rationel tænkning. Derfor har den borgerlige offentlighed historisk været den begavede, dannede og velhavende del af befolkningen (Habermas, 2009: 196).

(24)

Ifølge Habermas ræsonnerer borgeren ud fra sin egen livsverden, hvilket i sidste ende bliver en målestok for den statsmagt, som skal træffe beslutninger for folket. Habermas påpeger yderligere, at kernefamilien har en helt bestemt funktion i forhold til det offentlige ræsonnement: “Det offentlige ræsonnements selvforståelse var specifikt styret af de private erfaringer, der stammede fra den publikumsrelaterede subjektivitet i kernefamiliens intims- fære” (Habermas, 2009: 80). Habermas beskriver, hvordan det offentlige ræsonnement i starten af det 19. århundrede for alvor bliver en del af den politiske dagsorden. Publikums politiske ræsonnement, som Habermas kalder det, blev en fast diskussionspartner for magthaverne. På den måde mistede mange parlamenter og regeringer monopol på at diskutere politik, og folket blev i stedet et fast element på den politiske dagsorden (Habermas, 2009: 125).  

!

2.2.3 Borgerlig offentlighed & det liberale demokrati

Habermas beskriver, hvordan den borgerlige offentlighed var central i forhold til skabelsen af de forfatningsbaserede retsstater. Retsstaten sikrer legitimitet via en fungerende offentlighed, da den giver sammenhæng mellem lovene og den offentlige mening. I retsstaten blev den borgerlige offentligheds funktion inkorporeret i grundlovene eller forfatningerne i form af ytrings-, presse-, forsamlings- og foreningsfrihed samt valg- og stemmeret (Haber- mas, 2009: 145). For at domstolene kan fremstå legitime, har de brug for at blive kontrolleret af den offentlige mening, hvor fx publiciteten i parlamentsforhandlinger og retssager sikrer den offentlige menings indflydelse (ibid.: 146). Ifølge Habermas har den politisk fungerende offentlighed afgørende indflydelse på udformningen af den liberale retsstat, som også afhænger af den offentlige diskussion for at vinde legitimitet. På den måde blev det offentlige ræsonnement sikret i retsstatens grundprincipper (Habermas, 2009: 176).

I den politiske orden, hvor denne proces nåede til sin foreløbige afslutning, indtog offentligheden ikke tilfældigt en central stilling: Den blev ligefrem organisationsprincippet for de borgerlige retsstater med parlamentarisk regeringsform, som for eksempel i England efter den store Reformbill 1832;

det samme gjaldt, med visse begrænsninger, også for de såkaldte konstitu- tionelle monarkier (Habermas, 2009: 134).

Forudsætningen for, at offentligheden fik så afgørende en rolle for vores parlamentariske regeringsgrundlag i de liberale demokratier, var ifølge Habermas opblomstringen af et lib- eraliseret marked. Her blev den offentlige handel til et anliggende for privatfolk, og derfor

(25)

blev det borgerlige samfund privatiseret (Habermas, 2009: 135). Den borgerlige offentlighed fungerer både ramme- og sikkerhedsskabende for et demokrati, som direkte over- sættes til folkestyre og tager udgangspunkt i, at suverænitetsudøvelsen udelukkende udgår fra folket selv. Det betyder, at bindende politiske beslutninger skal legitimeres af folket selv:

Subjektet for denne offentlighed er publikum som bærer af den offentlige mening; publicitet, f.eks. offentligheden ved retsforhandlinger, knytter sig til dette publikums kritiske funktion. Inden for massemediernes område har publicitet imidlertid ændret betydning. Fra at være en funktion af den offentlige mening er publicitet også blevet en attribut til det, som tiltrækker den offentlige mening, nemlig public relations (Habermas, 2009: 50).

Et fast element i den offentlige debat er pressen. Pressen har siden dens oprettelse formi- dlet nyheder til borgere i samfundet. Dog gik pressen fra at være rene nyhedsformidlende organisationer til at være bærere og ledere af den offentlige mening. På den måde blev pressen et partipolitisk kampmiddel og forhandler af den offentlige mening (Habermas, 2009: 266). Ved etableringen af den borgerlige retsstat og lovliggørelsen af en politisk fungerende offentlighed blev pressen lettet fra at skulle være meningspresse. Dermed kunne pressen begynde at drive kommerciel virksomhed, hvilket betød, at annoncesalg og reklamepenge fik en central rolle (Habermas, 2009: 267). Dette medførte, at man som borger ikke længere kunne ræsonnere ud fra et frit, oplyst grundlag, og derfor blev va- liditeten af det offentlige ræsonnement udfordret (Habermas, 2009: 313). Det betød også, at man for første gang så en tendens, hvor private interessenter fik interesse i at påvirke den offentlige mening, hvilket var starten på den borgerlige offentligheds forfald.  

!

2.2.4 Den borgerlige offentligheds forfald

Ifølge Habermas var den økonomiske depression, der ramte Europa i 1873, begyndelsen på offentlighedens forfald. Den økonomiske situation medførte flere funktioner, kontrolin- stanser og regulerende foranstaltninger, og generelt blev statsapparatet forstørret (Haber- mas, 2009: 219). Det var samtidig starten på den moderne socialstat, som vi kender den, med udviskede grænser mellem den offentlige og private sfære.

Habermas beskriver den ideelle borgerlige offentlighed som værende mulig, mens privats- færens opdeling i intim- og socialsfære stadig var forbeholdt de økonomisk uafhængige kapitalejere. Kun borgerskabet kunne være uafhængige af særinteresser, og uddannede

(26)

borgere kunne indgå i offentligheden på de rette vilkår. Den borgerlige offentlighed be- stod, så længe deltagerne tilhørte den velhavende del af befolkningen. Det var paradok- salt i den forstand, at offentligheden var forbeholdt borgerskabet grundet tanken om, at en udvidelse - eksempelvis med arbejderklassens deltagelse - ville svække det borgerlige ræ- sonnement. Der opstod en klar selvmodsigelse i forhold til de liberale frihedsrettigheder, og dermed et paradoks for det liberale demokrati (Habermas, 2009: 196).

Med presset fra den store gruppe lønarbejdere uden ejendom fortæller Habermas, hvordan den borgerlige offentlighed grundlæggende blev ændret. Offentligheden gik fra at være et rum for den øvre middelklasses diskussioner af mere overordnede moralske og politiske spørgsmål, til i højere grad at være et generelt debatforum om alle samfundsem- ner og økonomiske problemstillinger (Habermas, 2009: 199). Hvor formålet med den borgerlige offentlighed tidligere var en rationalisering af magtapparatet, blev det nu et mål at uddelegere magtapparatet i form af produktionsmidlerne på tværs af befolkningen, dvs.

at ophæve klasserne i befolkningen. Udvidelsen af publikummet gjorde, at den borgerlige offentligheds fælles kritik af magthaverne blev en intern kamp på flere fronter, mens liberal- isterne frygtede, at den offentlige mening ikke længere ville udgøre en rationel opposition til magt (Habermas, 2009: 205).

Habermas peger på et skifte i forbrugerkultur og institutionelle forhold som forklaringer på offentlighedens forfald. Ændringer i forbrugsmønstre resulterer i, at befolkningen gøres til passive modtagere af kultur og underholdning uden om den offentlige og politiske diskussion (Habermas, 2009: 257). Befolkningen bliver til et kulturkonsumerende publikum, der skaber et socialt klima, hvor diskussioner om politik og samfundsforhold ikke længere finder sted. Mediernes kommercialisering gør, at offentligheden anvendes til reklame og pro- paganda og derfor ikke længere kan betegnes som strengt rationel. Ifølge Habermas legitimeres medierne ikke længere foran et kritisk publikum, men manipulerer i stedet publikummet. Medierne blev i stigende grad afhængige af kommercielle interesser, og netop sådan blev skellet mellem den offentlige og den private sfære udvisket.

Det offentlige forfald skyldes den proces, der besværliggør politisk deltagelse fra almindelige borgere og politikere, der lever af at “sælge” sin politik til befolkningen. Prob- lematikken bunder i relationen mellem borgere og politikere og medierne som kommu- nikationskanal. Medierne fungerer fra statsmagt til befolkning og fra befolkning til statsmagt. Borgerne tager ikke selv del i debatten, men befolkningens interesser varetages af

(27)

interesseorganisationer, mens politikernes opgaver bevæger sig i retning af bureaukrater- nes (Habermas, 2009: 259).

Habermas beskriver således opkomsten af socialstaten og massemediernes udbredelse som afgørende for den borgerlige offentligheds forfald. Trods dette tilsyneladende forfald er den politiske legitimitet stadig funderet på den rationalitet, der ifølge Habermas var garanteret af en ideel borgerlig offentlighed. Ifølge Habermas forsvandt de grundprincipper, der sikrede den borgerlige offentligheds funktion, nemlig den lige adgang til offentligheden, rationelle deltagere og fraværet af særinteresser. Det lovgivende system er dog stadig indrettet og henvendt til et kritisk publikum, og beslutninger bliver stadig diskuteret og legitimeret over for befolkningen.  

!

2.2.5 Den aktuelle borgerlige offentlighed

Den borgerlige offentlighed er ifølge Habermas afhængig af tilgængelighed. Han påpeger, at “en offentlighed, hvor bestemte grupper eo ipso er udelukket, er ikke blot ufuld- stændig, den er ikke nogen offentlighed overhovedet” (Habermas, 2009: 148). Derfor er internettet og dets åbenhed og frie tilgængelighed et interessant element i den aktuelle borgerlige offentlighed.

Jørn Loftager har i flere år beskæftiget sig med Habermas’ offentlighedsbegreb. I 1990 beskrev Loftager, hvordan mange af de udviklingstendenser Habermas knyttede sin for- faldshistorie op på, stadig gjorde sig gældende. Dette gjaldt eksempelvis Habermas’

tanker om, hvordan politikken som en del af systemverdenen i stigende grad har bredt sig ind over livsverdenen, det civile samfund (Loftager, 1990: 222). Loftager kunne i 1990 også se tendenser, som modarbejdede dele af Habermas’ teori. Det var eksempelvis ændringer i offentlighedens artikulationsstrukturer, som især kom til udtryk i partier, interesseorganisationer, og massemedier (Loftager, 1990: 214). Han mener derfor, at Habermas’ offent- lighedsidé og dens realiseringsbetingelser trænger til en revision.

Frem for alt er og bliver det umuligt at operere med den form for adskillelse mellem stat og samfund, som var en hovedforudsætning for, at det offentlige ræsonnement kunne føre til en fornuftiggørelse af politikken, med mindre man da vælger at drømme sig frem (eller tilbage) til en ikke-indus- triel overskuelighed (Loftager, 1990: 222).

(28)

I 2004 analyserede Loftager den aktuelle borgerlige politiske offentlighed i Danmark med ambitionen om at vurdere udviklingen over tid samt analysere aktuelle tendensers ud- viklingsretning (Loftager, 2004: 26). Loftager mener stadig, at Habermas’ forfaldstese skal revideres i lyset af de aktuelle strukturforvandlinger og peger på, at Habermas selv

“kraftigt har revideret dette pessimistiske skræmmebillede” (ibid.: 23). Alligevel tager han udgangspunkt i Habermas’ forfaldstanke og mener, at selvom mange af hans forudsete tendenser gør sig gældende, har andre og modgående tendenser også præget offentlighedens udvikling (Loftager, 2004: 23).

Loftager peger på, at vestlige demokratier har gennemgået det, der ligner et para- digmeskifte, hvor værdier som autonomi og individuel frihed har fået et tilbagetog uden, at det har fået offentlighedens bevågenhed. Han mener, at klassesamfundets fremkomst og politiske gennemslagskraft afhænger af, at forventningerne til den politiske offentlighed nedskrives. Vi må se bort fra ideen om det offentlige ræsonnement, da det ikke længere kan tjene som grundlag for alment fornuftige politiske beslutninger. Derimod kan offentligheden stadig tjene som et forum, hvori givne interesser kan artikuleres. Ifølge Loftager kan offentlighedsidéen virkeliggøres, men det bliver i begrænset omfang. Han mener, at uafhængige partier og interesseorganisationer, som er bygget op om grundlæggende demokratiske værdier, sammen med en oplysende presse stadig kan garantere et minimum af rationalisering i den sociale og politiske magtudøvelse (Loftager, 2004: 22).

Christian Fuchs, som er professor ved University of Westminster, skrev i 2014, at en gen- nemgående kritik af Habermas er, at han kun tager udgangspunkt i en offentlighed. Ifølge Fuchs skal man i højere grad se den politiske offentligheds kritik af staten som noget, der foregår i flere offentlige sfærer frem for en samlet. Denne pluralitet af offentlige sfærer er med til at sikre et multikulturelt demokrati (Fuchs, 2014: 64). Christian Fuchs påpeger, at det er afgørende, at disse offentlige sfærer agerer som en enhed, selvom de er pluralistiske. Hvis de offentlige sfærer bliver alt for autonome, vil det ifølge Christian Fuchs skabe en reformistisk identitetspolitik, der gør, at den politiske offentlighed mister fokus fra samfundet som helhed. For at skabe et stærkt demokrati gennem offentligheden kræver det derfor, at der samhørighed og solidaritet mellem de offentlige sfærer:

The danger of pluralistic publics without unity is however that they will in social struggle focus on mere reformist identity politics without challenging the whole, which negatively affects the lives of all subordinated groups, and that in an egalitarian society common communication media are needed for

(29)

guaranteeing cohesion and solidarity and a strong democracy (Fuchs, 2014:

64).

Internettet har medført, at offentligheden og deltagelse i den offentlige debat er tilgæn- gelig i en grad, den ikke har været tidligere. Yochai Benkler, professor ved Harvard Law School, beskrev i 2006, hvordan internettet er med til at ændre strukturen i den offentlige sfære. Vores umiddelbare adgang til at kunne kommunikere i den offentlige sfære er ifølge Benkler med til at fjerne skellet mellem offentligt og privat. Internettet gør det derfor svært for borgeren at skelne mellem, hvad der er privat, og hvad der er offentligt.

The way we listen to what we hear changes because of this; as does, perhaps most fundamentally, the way we observe and process daily events in our lives. We no longer need to take these as merely private observations, but as potential subjects for public communication (Benkler, 2006: 213).

Med den iagttagelse understreger Benkler et element i teorien om offentlighedens forfald, som ifølge Habermas bl.a. består i, at skellet mellem den offentlige og private sfære bliver utydelig (Habermas, 2009: 219). Dog mener Benkler ikke, at den borgerlige offentlighed går i forfald. Offentligheden bliver i højere grad til en netværksbaseret offentlighed, hvor borgerne går fra at være kulturkonsumerende iagttagere til at være skabere af den offentlige mening. Omkostningerne ved at sende en e-mail, oprette en hjemmeside eller lave en blog er simpelthen blevet så lave, at der ikke længere er noget, som afholder folk fra at deltage i den offentlige debat, hvis de gerne vil deltage. Ifølge Benkler kan borgere derfor i højere grad end tidligere interagere med demokratiet og fx deltage i en regional, national eller international politisk samtale på nettet (Benkler, 2006: 213).

Benkler mener således, at den individuelle borgers mulighed for at producere information er blevet så stor, at vi som samfund har svært ved at filtrere denne enorme mængde information. Denne kritiske holdning til internettet har siden 1990’erne resulteret i, at ”information overload will lead to fragmentation of discourse, polarization, and the loss of political community” (Benkler, 2006: 214). Trods denne kritik skaber internettet ifølge Benkler mange positive forbedringer i forhold til offentligheden. Den netværksbaserede offentlighed er mere demokratiserende, fordi den giver alle mulighed for at deltage i den offentlige debat. Samtidig fjerner internettet magten fra massemedierne, der indtil nu har været styrende for det offentlige ræsonnement (ibid.: 215).

!

(30)

3. Metode

!

I følgende kapitel præsenterer vi specialets metode og de metodiske overvejelser, vi har gjort os gennem processen. Vi beskriver specialets empiri og gør rede for vores empiriske tilvalg, og dermed også fravalg. Målet med afsnittet er at beskrive, hvad vi senere i specialet vil analysere og hvordan. Metoden vil således dels beskrive udvælgelsen af empiri og det empiriske indhold, og dels handle om, hvordan vi operationaliserer den teoretiske begrebsramme i specialets tre analyser.

I første del af metoden beskriver vi selve specialets case samt valget af casen, Donald Trump. Dernæst gennemgås specialets empiri og vores til- og fravalg i denne sammen- hæng. Empirien til første analysedel består af forskellige kommunikationselementer fra Trump: officiel policymateriale samt tweets, både fra valgkampen og efter hans indsæt- telse. Empirien til anden analysedel består af kvantitative undersøgelser om nyhedsfor- bruget i USA fra analyseinstituttet Pew Research Center. I tredje analysedel anvender vi empirien og de pointer vi har fundet i de foregående analyser. Efterfølgende forklares metoden for operationaliseringen af specialets teori i de tre analysedele: “Populisten Trump”, “USA’s offentlighed” samt “populisme, offentligheden og det liberale demokrati.”