Delkonklusion

bruges på strategisk vis af Trump, når han peger på, at det amerikanske folk er i fare, men at det med ham som præsident “stops here and now” (ibid.). Han efterlader således et rum til fortolkning, men planter samtidig en idé om, at borgeren i USA er offeret, og at synde-bukken er det etablerede politiske system. Trump forstærker denne offerrolle ved at tillægge genstande, fx jobs, fabrikker og USA’s grænse, menneskelige egenskaber gennem sit ordbrug: “The jobs left” (Indsættelsestalen: 3), “rusted out factories scattered like tombstone across the landscape of our nation” (ibid.: 4). Jobs og fabrikker fremstår som menneskelige ofre, som kan udvandre og dø, og den amerikanske grænse omtales som en forsvarsløs og skrøbelig størrelse, som har behov for beskyttelse. Denne slags personlige retoriske konstruktioner kan fremkalde en følelse af tab og skrøbelighed. Dermed anvender Trump følelsesbetonet og ladet kommunikation i sin argumentation frem for at bygge den på fakta og rationelle forklaringer.

Trump benytter en imperativ form og tone i sin kommunikation, fx: “Don't believe the main stream (fake news) media!” (Tweet 43), “Apologize!” (Tweet 31) og “Cancel order!” (Tweet 32). Trump udtrykker her stærk autoritet og taler som en forælder, der beor-drer sit barn til en handling ved at argumentere med: “fordi jeg siger det!” Denne impera-tive form skaber et indtryk af, at Trump har magten og evnen til at implementere hans be-falinger og ordrer, og at de kan træde i kraft omgående. Han spiller i øvrigt på en “han-dling frem for ord”-logik og fremstiller sig selv som en action-agtig figur, der endelig tilby-der en reel ændring og er stærk nok til at imødekomme enhver udfordring: “We will no longer accept politicians who are all talk and no action - constantly complaining but never doing anything about it … The time for empty talk is over, now arrives the hour of action” (Indsættelsestalen: 5). Med stærk autoritet og befalende kommunikation blokerer Trump muligheden for, at offentligheden kan imødegå Trump og argumentere imod hans udmeldinger. Trump understreger budskabets absolutte karakter gennem determinerende udtryk som “every”, “ever” og “never”, når han fremhæver sig selv som en heroisk leder, hvis dømmekraft, der ikke kan betvivles: “I will fight for you with every breath in my body - and I will never, ever let you down” (ibid.).

kom-munikation nogle nye betingelser. Efter analysen kan vi konkludere på, hvordan Trump gennem Twitter og i sin kommunikation interagerer med det ræsonnerende publikum, og dermed hvordan han bidrager til et offentligt ræsonnement.

Først og fremmest viser tal fra Pew Research Center, at mediebilledet i USA er under kon-stant udvikling og består af et bredt udvalg af analoge, masse- og digitale medier. Mens kabel-tv’et stadig er den mest populære nyhedskilde blandt borgerne, er der et stigende antal brugere, som får nyheder fra digitale medier. Især den yngre del af befolkningen fravælger andre platforme til fordel for de digitale, hvilket peger i retning af en udvikling mod digitale mediers stigende popularitet. En stor del af befolkningen får nyheder gen-nem sociale medier generelt, og Facebook og Twitter er de mest anvendte platforme.

Samtidig udtrykker borgerne, at de har mindre tillid til de nyheder, de får fra sociale medier end dem, de får fra de traditionelle mediekilder. Mens brugen af sociale medier er sti-gende, peger det i en retning mod dalende tillid til de mest anvendte nyhedskilder. Tillid-sproblematikken bunder i forskellige vilkår i offentligheden. Brugerne mener for det første, at de fleste mediekilder har et politisk bias og en holdning til eksempelvis præsidentkandi-daterne, som er problematisk og afholder borgeren fra væsentlig information. Mens det ikke er noget nyt vilkår, at nyhedsmedier har en politisk position, tegner der sig et billede af, at mediebrugere i stigende grad udfordres i forhold til at gennemskue dette bias. Me-diebilledet præges netop af, at flere aktører melder sig på banen, hvilket stiller store krav til mediebrugernes kritiske øje. Heller ikke dette vilkår ser ud til at vende, for de store, pri-vate tech-virksomheder har stigende økonomisk magt og indflydelse over det tilgængelige og læste nyhedsindhold.

Sociale medier har nogle funktioner, som i henhold til Habermas’ ideal om en åben og deltagelsesbaseret offentlighed er potentielt demokratiserende: brugere kan henvende sig direkte til hinanden, retweete og kommentere hinandens tweets og dermed indgå i debat med folk fra nær og fjern. Dog anvender både Twitter og Facebook en algoritmefunktion til at sammensætte den enkeltes individuelle, skræddersyede tidslinje igennem. Målet er at præsentere det indhold, der er mest relevant for den enkelte og som dermed aktiverer brugeren. Mens Twitter ikke har oplyst, hvordan algoritmen præcist fungerer, baserer den sig på brugerens interesser, geografiske placering, tidligere internetbrug og andre informa-tioner, der fortæller mediet, hvilket Twitter-indhold brugeren højst sandsynligt vil engagere sig i. Det resulterer i, at brugere får mere information, som stemmer overens med

eksis-terende holdninger og interesser, og mindre information, som præsenterer modargu-menter - og dermed ikke bidrager til et oplysende og nuanceret offentligt ræsonnement.

Algoritmen skaber nogle filterbobler, som også illustreres gennem en kortlægning over Twitter-samtaler. Kortene viser, at politiske samtaler også finder sted i to, polariserede klyn-ger, som taler meget indbyrdes, men ikke indgår i debat med hinanden. Samtidig har

@realdonaldtrump stor gennemslagskraft på mediet, fordi hans mange følgere taler om ham. Algoritmen og filterboble-tendensen har en selvforstærkende effekt: når brugere træffer til- og fravalg på mediet - bevidste eller ikke-bevidste - får algoritmen mere at arbe-jde ud fra og kan med større sandsynlighed tilpasse et medieindhold til den enkeltes inter-esser og synspunkter.

Trump er både en populær og aktiv Twitter-bruger, og hans tweets opnår stor udbredelse i offentligheden - større end Clinton under præsidentkampagnen. Hans måde at bruge me-diet på og hans generelle kommunikation har en særlig karakter. Mens han ikke benytter sig af Twitters funktioner til at indgå i en debat med følgere, retweeter han opslag fra al-mindelige borgere, der udtrykker deres støtte. Han egne tweets og kommunikation er præget af stærke meningstilskrivninger. Ved at bruge adskillige kapitaler og udråbstegn fremstår hans udsagn råbende og slogan-lignende. Samtidig anvender han metaforer og sarkasme-tildelende anførselstegn, som resulterer i nogle uklarheder i kommunikationen.

Gennem passive sætninger fokuserer han på nationens problemer og præsenterer sig selv som helten, der kommer befolkningen til undsætning. Samtidig resulterer denne sæt-ningskonstruktion i, at folk ikke udfordres på deres eksisterende holdninger, men i højere grad fortolker budskabet ud fra de fortolkningsmønstre og politiske holdninger, de allerede har. Kommunikationen bliver meningsstyret, og Trump planter idéer, som han forholder sig uden ansvar til. Ligeledes placerer Trump ikke sig selv i situationer, hvor han kan udfordres på sine holdninger og argumentation. Ved brug af retoriske spørgsmål og imperativform slutter han debatten før han starter den og lukker ned for nogen form for forhandling og dialog. Kommunikationen er i dermed i højere grad monologisk end dialogisk, og den in-viterer ikke til offentlighedens aktive deltagelse og ræsonnement.

! !