Moralsk ekskludering eller moderne racisme?

Debatten mellem populister og liberaldemokrater må i stedet tage udgangspunkt i ra-tionelle præmisser for inklusion og eksklusion i et demokrati. Mens en sådan diskussion kan finde sted i en fri og inklusiv offentlighed med åbenhed overfor det ræsonnerende pub-likum, kan det diskuteres, hvorvidt Trumps ven-fjende tilgang til debatten i højere grad blokerer for denne nuancering end at tilbyde den noget. Skal debatten udfoldes, er det nødvendigt med andre kilder og rationaler end dem, Trump tilbyder sine følgere.

Netop i denne ven-fjende sondring har Trump og populismen en fordel. Med den kan han argumentere for eksklusion med det, Müller vil kalde moralsk sondring: at populisten gør

“det rigtige” for at sikre folket mod udefrakommende trusler (se afsnit 2.1). Dette åbner op for et væsentligt diskussionspunkt. For når Trump sondrer mellem ven og fjende, er det da på basis af moral, eller ligger der mere eller andet i hans argumentation? Mens vi har ud-bygget analysen med Schmitts begreb om det politiske som en sondring mellem ven og fjende, peger analysen allerede i en retning af, at der er mere på spil i kommunikationen end det moralske element. Det ses flere steder i analysen; blandt andet følgende uddrag fra dekretet “Border Security and Immigration Enforcement Improvement” illustrerer Trumps sondring:

Transnational criminal organizations operate sophisticated drug- and hu-man-trafficking networks and smuggling operations on both sides of the southern border, contributing to a significant increase in violent crime and United States deaths from dangerous drugs. Among those who illegally enter are those who seek to harm Americans through acts of terror or crimi-nal conduct. Continued illegal immigration presents a clear and present danger to the interests of the United States (Dekret 4: 15).

Vi går ikke væk fra vores analytiske pointe om, at Trump netop fremhæver det etiske aspekt for at tillægge sine ekskluderinger en demokratisk legitimitet. Samtidig peger denne in- og ekskludering, som begrundes med at sikre borgernes og nationens sikkerhed, på nogle paralleller til Michel Foucault og hans magttænkning. I forelæsningsrækken “Security Must be Defended” præsenterer Foucault en omfattende historisk analyse af magt og racisme ⁴⁸ - og sikkerhedsdiskurs som en legitimering for eksklusion, som kan bidrage til diskussionen af, hvordan Trump eliminerer dem, som han kalder folkets og nationens fjender.

Gennem en historisk analyse genkender Foucault i løbet af det 19. århundrede opkomsten af det, som han refererer til som “moderne racisme”. Denne form for racisme er tilknyttet elimineringen af det abnormale - udrensningen af det defekte. Foucault forstår ikke mod-erne racisme som en ordinær etnisk form for racisme (Foucault, 2003: 258). Den er så at sige mere dybdeborende, fordi den retfærdiggør og legitimerer retten til at dræbe “det urene” for at holde “det rene” i live: “It is primarily a way of introducing a break into the domain of life that is under power's control: the break between what must live and what must die” (Foucault, 2003: 254). Det er det, der berettiger elimineringen af det “abnor-male” som en måde, hvorpå livet for dem med højere status kan forbedres. Når Trump der-for omtaler “aliens” i befolkningen, der illegalt befinder sig i USA, som en konkret fare imod og for den enkelte amerikanske borger, kan det ses som en form for beskyttelse af det sande, amerikanske folk, som folket selv bør være interesseret i. Når Trump anvender argumentet om, at han vil beskytte “America First” for at sikre fremgang for det amerikanske folk, taler han ind i en tanke om, at folk udefra kan ødelægge amerikanernes chancer for at lykkes. Dermed kan Trumps ven-fjende sondring ses som et bidrag til det, som Foucault ville kalde en sikkerhedsdiskurs: Når Trump vil eliminere fjenden, taler han gennem en idé om, at gør han ikke det, vil folket stå overfor en personlig fare.

Trump taler ikke om at dræbe sin modstander, men han taler om at fjerne hele befolkn-ingsgrupper fra nationen og hele “fjendegrupper” fra befolkningen, hvilket Foucault betegner som indirekte mord. Foucault taler netop ikke blot om udryddelse og mord i en direkte og bogstavelig forstand:

When I say “killing,” I obviously do not mean simply murder as such, but also every form of indirect murder: the fact of exposing someone to death,

! “Society Must be Defended” var en række forelæsninger, som Foucault afholdte på Collège de France mellem 1971 og 48

indtil hans død i 1984. Forelæsningerne var ikke beregnet til at skulle blive til tekstform, men de blev optaget på kassette-bånd af deltagere og er senere blevet transkriberet og oversat så tæt på Foucault’s sprog, som muligt: “The principle has always been to remain as close as possible to the lecture that was actually given” (Foucault, 2003: xii).

increasing the risk of death for some people, or, quite simply, political death, expulsion, rejection and so on (Foucault, 2003: 254).

Når Trump derfor italesætter nogle befolkningsgrupper som direkte truende mod natio-nens sikkerhed, og taler om at udvise og afvise immigranter, kan det ses som en form for

“indirekte mord”. Foucault forklarer, at det ikke er et politisk spørgsmål eller et spørgsmål om krig, men nærmere et biologisk spørgsmål. Det handler om at legitimere handlingen:

“If you are functioning in the biopower mode, how can you justify the need to kill people, to kill populations, and to kill civilizations? By using the themes of evolutionism, by appeal-ing to a racism” (Foucault, 2003: 257). Vi kan genkende det empirisk i specialet, at Trump gør fjenden til en fjende af folket og for folket. Fjenden gøres således ikke til en politisk fjende. Foucault ville forklare, at det foregår gennem biomagt, hvor det at dræbe eller nødvendigheden af at dræbe er acceptabel, kun hvis resultatet ikke er sejr over en politisk fjende, men en eliminering af en biologisk trussel mod en race - eller en trussel mod racens fremtidige succes (Foucault, 2003: 256). Det kan imidlertid også findes empirisk: Trump ek-skluderer fjenden, fordi det handler om at “keep evil out of the country!” (Tweet 88) for at sikre de amerikanske borgeres fremtidige succes. Fjenden er en personlig, en biologisk fjende.

Ifølge Foucault handler krig derfor heller ikke om at fjerne den politiske fjende, men om at udslette fjenden som race og den form for biologiske trussel, som “those people over there represent to our race” (Foucault, 2003: 257). Foucault ser derfor ikke kun krigen som en måde, hvorpå ens egen race kan forbedres ved at eliminere fjende-racen, hvilket han forbinder til idéen om naturlig selektion. Krigen ses også som en måde, hvorpå man kan regenerere og fremme ens egen race og sikre, at ens egen race bliver mere ren (ibid.).

Foucault kalder det en særlig form for magtteknik som gør, at racismen fungerer. Den han-dler om, at staten er nødt til at udøve sin magt igennem spørgsmålet om at eliminere eller rense en race. Foucault argumenterer, at det netop er her, at roden til racisme findes.

Forholder vi os til empirien med Foucault’s briller, kan vi genkende det, at Trump sondrer mellem ven og fjende, ikke alene på moralske præmisser, men også ved at appellere til Foucault’s moderne racisme. Gennem italesættelsen af en fjende, som truer folkets og na-tionens sikkerhed og muligheder for fremtidig succes, gennem karakteristikken af “abnor-male” og forkerte befolkningsgrupper, kan denne sikkerhedsdiskurs fra Foucault genk-endes. Trump anvender den i forsøget på at legitimere sine ekskluderinger.


!