!
Med udgangspunkt i specialets tre analyser samt diskussion vil vi nu konkludere på spe-cialets problemformulering og dertilhørende problemstillinger:
Hvordan er populismens betingelser i en fragmenteret offentlighed, og i hvilket omfang udfordres det liberale demokrati?
• Hvorvidt og hvordan kan Trump betegnes som populist?
• Hvordan er den borgerlige offentlighed i USA fragmenteret, og hvordan inter-agerer Trump med det ræsonnerende publikum?
• Hvordan indvirker populismen og den fragmenterede offentlighed på hinanden og på det liberale demokrati?
I specialets første analyse, Populisten Trump, har vi fundet, at Müllers tre kriterier for pop-ulisme findes empirisk, hvorfor Trump kan betegnes populist. Hans populistiske argument om at repræsentere folkets vilje og kende folkets behov ses, når han omtaler middelklassen som det sande, amerikanske folk. Han maler et billede af en nation og en befolkning, der er blevet glemt og svigtet af et korrupt, elitært system. Han fremhæver support fra folket som legitimerende for sin egen position, mens han samtidig må ekskludere kritiske røster.
Dem, der er uenige med Trump, ødelægger nemlig billedet af, at han repræsenterer et holistisk folks enstemmige vilje. Derfor erklærer Trump, at medierne er illegitime, at demonstranterne er bestukket, og at hans politiske opposition er løgnagtig og korrupt.
Samtidig maler Trump et skræmmebillede af en “farlig verden udenfor”, som de sande amerikanere sammen må beskytte sig imod ved at prioritere USA. Illegale immigranter udgør en sikkerhedsmæssig og økonomiske trussel mod folket, og alle muslimer er poten-tielle terrorister. Derfor bliver denne ekskludering den eneste rigtige og moralske mu-lighed, for hvem ønsker at byde reelle trusler velkommen. Samtidig opererer Trump med den populistiske, antielitære idé om, at et korrupt, etableret system modarbejder ham i en sammensværgelse med medierne, hans opposition og andre institutioner i samfundet. De-rigennem fremhæver han systemet som et korrupt magtapparat, der - modsat Trump selv - er ligeglad med folket, mens han selv er den troværdige politiske aktør, der kan repræsen-tere folket, fordi han ikke er en del af Washington D.C.’s elite.
I specialets anden analyse, Borgerlig offentlighed, har vi først vist hvordan mediebilledet i USA er fragmenteret. Offentligheden er præget af, at et stigende antal borgere får deres nyheder gennem sociale medier, hvilket resulterer i, at de store tech-virksomheders kom-mercielle interesser og de sociale mediers funktioner får mere indflydelse på de informa-tioner, der udbredes. Vi kan konkludere, at borgernes tillid til medierne er dalende, hvilket er et udtryk for holdningen til, at sociale medier er præget af politisk bias og utroværdige nyhedskilder. Mens de sociale medier ifølge Habermas’ ideal om en åben og deltagelses-baseret offentlighed er potentielt demokratiserende, har både Twitter og Facebook en in-dbygget algoritmefunktion, som spænder ben for det offentlige ræsonnement. Algorit-merne eksponerer nemlig brugere for informationer ud fra et mål om at matche brugernes interesser og øge deres engagement. Det skaber en filter-boble-effekt i mediebilledet, hvor aktører ser flere af de nyheder, der stemmer overens med deres adfærd, holdninger og interesser og færre af dem, der præsenterer modargumenter. Politiske samtaler foregår i et polariseret klima, hvor brugere drøfter de samme kilder inden for en klynge af folk, de er enige med, mens interaktionen mellem klyngerne er begrænset. Samtidig sker der en skævvridning af magt, hvor budskaber fra en populær medieperson som Trump fremmes.
Mediebilledet er således fragmenteret gennem de mange, private aktører og en opsplit-ning, hvor rationelle argumenter overmandes af kommercielle interesser, og hvor folk ikke udfordres på deres holdninger, men bekræftes i deres eksisterende ræsonnement.
Gennem en analyse af Trumps brug af Twitters funktioner og kommunikation har vi fundet, at Trump interagerer med det ræsonnerende publikum på sine egne præmisser. Trump an-vender Twitter som en platform, hvorigennem han ufiltreret og direkte kan promovere og udbrede sine budskaber med succes. Samtidig er hans kommunikation i sig selv lukket, deklarerende og stærkt meningstilkendegivende. Med retoriske spørgsmål, råbende ud-sagn, unuancerede påstande og et metaforisk ordbrug planter han nogle stærke hold-ninger, mens han samtidig tager afstand fra ansvaret til dem. Således kommunikerer han følelsesbetonet frem for rationelt og giver hverken plads til dialog eller nuancer i debatten.
Med sin monologiske kommunikation behandler Trump offentlighedens aktører som et passivt publikum frem for som aktive, ræsonnerende deltagere i demokratiet. Vi kan kon-kludere, at hverken det fragmenterede mediebillede eller Trump og den populisme, han repræsenterer, fordrer forekomsten af og spændinger mellem forskellige perspektiver, in-formationer og argumenter i offentligheden, hvilket svækker det offentlige ræsonnement.
I specialets sidste analyse har vi forholdt os til de foregående resultater i relation til hinan-den og det liberale demokrati. Den fragmenterede offentlighed er præget af, at me-diebrugerne har lav tillid til nyhedskilder, at algoritmer skaber ubalance mellem aktører samtidig med, at politiske emner kun drøftes blandt folk, der er enige. Det skaber nogle gode betingelser for Trumps unuancerede argumenter og fremmer hans populistiske hold-ninger, mens det svækker det offentlige ræsonnement. Dertil kommer, at Trump taler ind i nogle reelle og velkendte emner, når han miskrediterer medierne og systemet. Gennem tematiseringen af den lave tillid fremhæver han sin egen position som en udefrakommende politisk aktør, der uden politiske bånd bedst kan repræsentere den almindelige borger.
Dog er den amerikanske tredeling af magten og det liberale demokratis struktur med til at
“checke” og “balancere” Trumps endelige magtbeføjelser. Det er imidlertid ikke uden im-plikationer for demokratiet, at Trumps populisme har lukrative levevilkår i en offentlighed, hvor det i højere grad er institutionelle rammer end det ræsonnerende publikum, der har mulighed for at holde Trumps populisme i skak. Trump lægger et kommunikativt pres på liberale værdier. Hans miskreditering af systemet ser vi derfor som en kritik af det liberale demokratis strukturer og et forsøg på at undergrave dem indefra.
I diskussionen har vi udfoldet omfanget af populismens implikationer på det liberale demokrati ud fra andre teoretiske perspektiver. Loftager mener, at den rationelle, politiske magtudøvelse ikke er afhængig af et offentligt ræsonnement. Det kan i stedet sikres gen-nem samfundets stærke institutioner. Når medieapparatet imidlertid er under indflydelse af kommercielle interesser og lav tillid, mens Trump miskrediterer nyhedskilderne, udfordres den frie presse, som Loftager kalder demokratiets nødvendige artikulationsstruktur. Både Fuchs, med hans idé om en pluralitet af offentlige sfærer, og Benkler, med hans idé om en netværksbaseret offentlighed, peger på offentligheden som et åbent og demokratiserende rum, hvor debatten kan udfolde sig og modargumenter kan mødes. De tager imidlertid ikke højde for algoritmens implikationer, de kommercielle interesser og polariseringen, som forbedrer Trumps betingelser, mens det svækker den demokratiske dialog.
Müller fremhæver det demokratiske paradoks, at inklusion og eksklusion i et demokrati ikke kan afgøres demokratisk. Populister har den fordel over liberaldemokrater, at de kan ek-skludere uønskede eller kritiske befolkningsgrupper ud fra demokratiske, moralske argu-menter. Forståelsen for det, der sker, når Trump ekskluderer “fjenden” kan imidlertid skær-pes gennem Foucault’s teori om “moderne racisme”. Trump gør nemlig fjenden til folkets personlige, biologiske fjende, der truer den enkeltes sikkerhed og fremtidige muligheder
for succes. Hans ekskludering kan dermed ses som en installering af biomagt, hvor han le-gitimerer det indirekte “mord” som en nødvendig foranstaltning for at sikre leveforholdene og den fremtidige succes for det sande amerikanske folk.
Med dette kan vi tilslutte os Müllers argument om, at at man ikke må forholde sig tilbagelænet til populismens udemokratiske budskaber. Mens det ikke nytter for liber-aldemokrater at ekskludere populister, ligesom populismen ekskluderer “illegitime, demokratiske stemmer”, må man i stedet på et oplyst, rationelt grundlag drøfte populis-mens iboende farer mod demokratiske idealer. Man skal ikke se langt for at finde eksem-pler på demokratier, hvor populismen har sat ind på bekostning af liberale værdier og insti-tutioner.
Muligheden for denne form for debat er imidlertid svækket i den aktuelle, fragmenterede offentlighed. USA’s liberale struktur sørger for, at Trump ikke kan gøre realitet ud af alle sine populistiske politikker, hvilket det fx lykkes Viktor Orbán at gøre i Ungarn. Dog er populismen ikke uden implikationer for offentligheden i USA og det liberale demokrati, for Trump lægger et kommunikativt pres, han miskrediterer systemet og han bidrager til po-lariseringen med sin medieadfærd og retorik. Den oplysende, rationelle og inddragende dialog om populismen versus demokratiske værdier, der er behov for, bliver derfor mere usandsynlig og mindre tilgængelig i en fragmenteret offentlighed. Det medfører, at Trump fortsat kan undergrave systemet indefra, mens han samtidig fortsat kan fremme sine pop-ulistiske argumenter i demokratiske idealers navn.