Metodekritik

3.3.3 Populisme, offentligheden & det liberale demokrati

Den sidste analysedel fungerer som en sammenfatning af de to foregående analyser, pop-ulisme-analysen og offentligheds-analysen. I analysedel 3 tilføres imidlertid de to analyser et nyt element: det liberale demokrati. For at fremanalysere relationen mellem populisme, offentligheden og det liberale demokrati vil vi trække på tre elementer, som træder særligt frem i karakteristikken af den fragmenterede offentlighed, og som mediebilledet er særligt kendetegnet af: svækket tillid og troværdighed, samtalens polarisering og algoritmefunk-tionen på sociale medier. Disse tre karaktertræk vil vi analysere og diskutere i lyset af Habermas’ og Müllers liberale demokratiideal og tanker omkring det liberale demokratis rolle i forhold til at holde populismen i skak. Analysen fungerer derfor også som en diskus-sion af, hvordan elementer i den fragmenterede offentlighed indvirker på populismen, og hvordan Trump og den populisme, han repræsenterer, lever i den fragmenterede offent-lighed. 


!

Fordi analyse- og fortolkningsarbejde altid vil ske ud fra vores egen forståelsesramme, forholder vi os til processens dele ud fra vores egne subjektive fortolkninger. Dette kom-mer i spil i relation til vores undersøgelse af både populisme og det liberale demokrati.

Selvom analysen af populismen og offentligheden i forhold til det liberale demokrati tager udgangspunkt i Habermas’ demokratiideal og Müllers teori om vestens liberale demokrati-er, er det uundgåeligt, at vi har en personlig indstilling til demokratiets rolle i et samfund. I denne sammenhæng er har vi tanke på, at vi er vokset op med en dansk demokrati-model, hvilket influerer vores forståelse af liberale demokratiidealer og populisme. Derfor er vi også opmærksomme på at opbygge analysen ud fra specialets teoretiske afsæt samt på, hvad dette afsæt siger i forhold til vores case, frem for at tage udgangspunkt i, at populis-men truer demokratiske idealer.

Når vi undersøger Trump, undersøger vi samtidig den populisme, Trump repræsenterer.

Dermed undersøger vi populismen som fænomen på baggrund af en enkeltstående case. I virkeligheden kunne man have forestillet sig dette fænomen belyst ved at undersøge flere forskellige populistiske ledere i flere forskellige samfund. Spørgsmålet om den frag-menterede offentligheds indvirken på populismen kunne også have forestillet sig belyst gennem komparative studier af flere mediebilleder på tværs af kontekster. En sådan frem-gangsmåde ville dog være for omkostningskrævende for dette speciale, hvorfor vi til gengæld forholder os komparativt i diskussionen, hvor vi sammenligner populismens ind-virken på det liberale demokrati i USA med situationen i Ungarn under ledelse af populis-ten Viktor Orbán. Samtidig kan et kritikpunkt lyde, at vi kun i nogen grad forholder os til USA’s historiske, politiske og samfundsmæssige struktur og kontekst. Her havde en mere omfattende analyse af det liberale demokratis opståen og mediernes betydning i USA givet vores resultater et stærkere fundament. 


!

3.4.1 Empirisk kritik

For at styrke specialets gyldighed har vi tilstræbt os på at undgå systemiske fejl og uov-erensstemmelser mellem den teoretiske definition og den empiriske undersøgelse. Vi er her udfordrede af, at Habermas og Müller som nævnt ikke har udarbejdet deres teori som et analysestrategisk værktøj, men snarere som en forståelsesramme for nogle elementer i samfundet. Det betyder dog ikke, at vi har oplevet begrænsninger i forhold til at forholde os analytisk til specialets case med udgangspunkt i Habermas’ og Müllers tænkning. Der findes imidlertid ingen systematisk tilgang til analysen eller nogen fastlagt strategi for,

hvordan vi bør gå til specialets empiri med den teoretiske ramme, vi anvender. Derfor spiller vores konkrete operationalisering en stor rolle i specialet. De valg, vi har taget på baggrund af teorien for at omsætte den til praksis, er blevet udarbejdet på baggrund af vores eget faglige udgangspunkt. Mens det medfører et stort ansvar, har vi gennem pro-cessen forsøgt at vedligeholde en streng forbindelse til specialets teori for at sikre teo-retiske overensstemmelser og dermed validitet i undersøgelsen. Selvom vi tager os nogle metodemæssige friheder i operationalisering af både populismen og det offentlige ræson-nement, baserer vi vores valg på specialets teoretiske ramme.

Rent teoretisk har vi været udfordrede af, at Habermas’ offentlighedstanke er omfattende, og at hans teoretisering ikke hørte op, da han færdiggjorde sin afhandling i 1962. Tværti-mod var hans teoretisering et livslangt arbejde præget af, at offentligheden også undergik en enorm og konstant forandring. Vi imødekommer dette ved at inkludere nogle teoretiske stop på vejen fra dengang til USA’s højaktuelle offentlighed. Disse teoretiske stop markerer vi bl.a. med hjælp fra Jørn Loftager, Christian Fuchs og Yochai Benkler, som alle tre har ar-bejdet med Habermas’ borgerlig offentlighed i en mere aktuel sammenhæng. Når vi benytter disse teoretikere, er det med det mål for øje at diskutere og perspektiverer andre perspektiver på offentlighedens udvikling. Derfor vil disse teoretikeres bidrag blot være teoretiske pointer fra teorier, der reelt er langt mere komplicerede og omfattende. Sam-tidig tager disse “nedslag” i tiden også udgangspunkt i Habermas’ forfaldstanke, hvilket styrker vores teoretiske indblik og samtidig gør, at vi imødekommer dette hul mellem den mediemæssige aktualitet og den aktualitet, forfaldstanken bygger på. Vi har desuden inkludereret Müllers helt nye teori og hans tanker om det liberale demokratis udvikling for også at få indsigt i teori om det liberale demokrati, som både tilbyder nogle øvrige og nogle mere opdaterede analyser.


!

3.4.2 Teoretisk kritik

Undersøgelsens validitet handler også om gyldigheden af undersøgelsens konklusioner i forhold til det empiriske udvalg og omfang, analysen baserer sig på. Undersøgelsens analyser tager udgangspunkt i et afgrænset empirisk datasæt, hvilket også begrænser vores muligheder for at tilbyde vidtstrækkende konklusioner. Dog har vi udvalgt specialets data med målet om at tilbyde et solidt empirisk fundament, både i analysen af populisme og mediebilledet.

Analysedel 1, populisten Trump, tager udgangspunkt i en teori, der også er empirisk fun-deret. Vi ser det som en styrke for vores analyse af, hvorvidt og hvordan Trump er populist, at Müller forud empirisk har genkendt lignende populistiske kriterier hos andre ledere ud fra netop denne teoretiske forståelsesramme. Analysens resultater tager udgangspunkt i et bredt og alsidigt empirisk datasæt, og resultaterne peger i en klar retning, hvilket også styrker konklusionernes validitet.

I specialets empiriindsamlingsperiode skrev Trump 2203 tweets, mens analysen kun baserer sig på 100 af dem. Dermed har vi uundgåeligt fravalgt nogle tweets, som kunne have kvali-ficeret undersøgelsen. Dog baserer afgrænsningen sig på en logik der hedder, at vi er in-teresserede i de budskaber, som har fået størst del i offentligheden, og derfor dem, der er blevet retweetet flest gange. En indvending imod at anvende Trumps tweets som empiri er, at det ikke er muligt at fastslå, at han selv forfatter alle sine tweets. Dog var kontoen

@realDonaldTrump tilknyttet Trumps officielle kampagne-webside under valgkampen, hvor-for Twitter-aktiviteten alligevel kan siges at være sanktioneret af Trump. Det har været til diskussion i flere medier, hvorvidt Trump personligt forfatter alle sine tweets. Han har tidligere udtalt, at det veksler mellem, at han dikterer sine tweets til sit “staff”, som derefter skriver det og sender det afsted: “...I'll just shout it out, and they'll do it. But dur-ing the evendur-ings, after 7 o'clock or so, I will always do it by myself” (Blake, 2017: 9). Han har desuden aldrig taget afstand til nogen tweets på kontoen eller henvist til, at budskaber skulle komme fra andre end ham selv.

Analysedel 2, borgerlig offentlighed, trækker på empiri fra flere rapporter, der angiver nogle kvantitative tal omkring mediebilledet i USA. Selvom analysen bygger på et af-grænset empirisk datasæt, har vi undersøgt en stor mængde rapporter forud for analysen og skabt et bredt overblik over USA’s mediebillede. Vi skriver i specialet, at vi er inter-esserede i det aktuelle mediebillede i USA. Denne betegnelse er imidlertid bred og man-gler en klar afgrænsning. Vi er i den forbindelse klar over, at det mediebillede, der karak-teriseres, afhænger af, hvilke tal og undersøgelser, vi vælger at basere vores analyse på.

Mens vores valg er truffet med henblik på at skabe et overblik over, hvor den amerikanske borger får sine nyheder henne, hvilken indstilling borgeren har til medierne, og hvordan mediebilledet udvikler sig, er disse spørgsmål store og kunne altid underbygges med yderligere data. Dog har vi set os begrænsede af specialeprocessens konkrete rammer og derfor tilvalgt den data, der bidrager til karakteristikken af det helt aktuelle nyhedsforbrug, herunder valget, og som samtidig fortæller noget om udviklingen i mediebilledet. Samtidig

har vi truffet en række empiriske fravalg af data ud fra den vurdering, at tallene ikke var hø-jaktuelle, eller at de i mindre grad ville bidrage til besvarelsen af vores problemformulering.

Mens analysen kunne bygge på adskillige tal udover dem, vi har valgt at inddrage, har vi gennem processen været opmærksomme på at give den mest aktuelle karakteristik, der samtidig bidrager til vores case og ræsonnerer med analysens problemstilling.

Når vi desuden benytter os af empiri, som allerede er indsamlet og fortolket af Pew Re-search Center, har vi ikke et indgående indblik i deres dataindsamlingsmetoder. Derfor må vi også medtænke den kritik, som deres metodiske valg kan medføre. Deres undersøgelser bygger primært på telefoninterviews, der tager udgangspunkt i en række allerede ned-fældede spørgsmål. Ulemperne ved denne undersøgelsesform er blandt andet, at det udgør et meget ufleksibelt undersøgelsesdesign, der ikke kan ændres undervejs, da spørgsmålene er lavet på forhånd. Vi skal også tage med i vores overvejelser, at de spørgsmål, som Pew Research Center benytter i deres undersøgelser, ofte er henvendt til hele populationen i USA. Dette gør, at spørgsmålene er meget brede og med stor sandsynlighed ikke lige relevante for alle respondenter. Dernæst er vi også opmærksomme på, at der for Pew Research Center’s rapporter gælder det samme, som er fælles for de fleste kvantitative undersøgelser, nemlig at det er svært at tage forbehold for individuelle udsving. De enkelte respondenters individuelle forhold og nuancer bliver derfor ikke en medtænkt faktor i undersøgelsen.

Mens vi ikke har indflydelse på undersøgelsernes validitet, har vi tidligere beskrevet, at Pew Research Center har ekspertise i kvantitative undersøgelser og er underlagt nogle akademiske metodiske krav, som vi ikke selv har kendskab til. Ved at anvende denne kvan-titative data kan vi således få hjælp til at komprimere store mængder data, som vi ikke selv ville kunne indsamle, og gøre informationen håndterbar for at sige noget om det fænomen, vi er interesserede i.

Begge analyser bygger på en klar retning ud fra en så omfattende empiri, at det bliver muligt for os at konkludere på vores konkrete problemformulering og problemstillinger.

Dernæst egner konklusionerne sig til en mere generel diskussion, empirisk som teoretisk, hvor teorien sammen med empirien får en central funktion.