i. Otho forlanger en hurtig afgørelse; går til Brixellum
1. Vespasicm hyldes som krigsherre i alle de østlige provindser
Det er næsten utroligt, hvorm eget overm od og sløvhed to g til hos V itellius, efter at hans kurerer vare komne tilbage fra S yria og Judæ a med den efterretning, at østlandet havde ladet sig tage i ed til ham. T i endskont ry g te t om Yespasian hidindtil havde væ ret svæ vende og u sik k ert, havde han dog væ ret i alles m u n d e, og mere end én gang var Vitellius faret op ved at høre ham næ vne; men nu, da han troede ikke læ ngere at have nogen m edbejler, sa’ man ham selv og hans hæ r på østerlandsk vis hengive sig til grum hed, liderlighed og rovlyst.
A nderledes var det med V espasian. Han pønsede . på krig og våbenkam p og søgte at gøre sig rede for, hvad stridskræ fter han havde fjærn eller nær. Hans egne soldater stod til hans tjeneste og det i den grad,
at da han forelæ ste dem eden til Vitellius og ønskede ham alt godt, var der ikke én af dem, som brød tav s
heden; Mucian var ikke uvillig stem t mod V espasian og Titus sæ rdeles hengiven; befalingsm anden i Æ g y p ten , T iberius A lex an d er, var i forståelse med ham ; den tredje legion gjorde han regning på som sin, fordi den tidligere havde stået i S y ria og derfra var gået over til Mosia; de andre legioner i Illyrikum håbede man vilde følge efter. Alle hærene der vare næmlig bievne forbitrede over de fra Vitellius kom m ende sol
daters overm od, ti vilde af udseende og grove i tale gik de og sp o tted e alle andre som skræ llinger, der
ikke kunde hamle op med dem selv.
Men man begvnder ikke en krig af et så sto rto j o>
om fang, uden at man jo mangen gang bliver b e
tæ nkelig, og således gik det også V espasian, idet han snart fattede håb, snart kom til at tæ nke p å , at det kunde g å g alt: „H vad vilde det vel blive for en dag, da han gav sig selv, den sextiårige m and, og sine to unge sonner til pris for krigens tilfældigheder? Ved private foretagender var det ligeså vel m uligt at gå fræ m , som at gå tilbage, og efter b ehag kunde man lade mere eller mindre komme an p å lykken; men for dem, der higede efter herreddm m et, var der ikke noget m ellem stade: de havde kun valget imellem ato o arbejde sig op til m agtens tinde eller at sty rte i af- grunden“.
o
Han tæ nkte på den germ aniske hærs sty rk e; han kendte den så g o d t fra den tid af, da han tjente i den. „Hans egne legioner havde ikke væ ret med i b o rg e rk rig e n , Vitellius’s havde sejret i den, og hos de besejrede var der mere utilfredshed end kraft. I tv ed rag ts tider kunde man ikke regne på soldaternes troskab, og fare truede fra enhver af d e m ; hvad gavn
ki u
j} Tacitus's Historiebøger, II, 74—76. 1 - 7
ai \ J /
. ii('•
iv vilde han have af k o h o rter og alaer (fodfolk og 71 : ry tte re ), når snart én m and, snart en anden efter en m rask dåd kom og forlangte den belonning, m odparten srl ’ havde udlovet? Således var Scribonian bleven dræ bt in under Claudius og hans m order Volaginius
for-;t1 fræmmet fra menig soldat til de hojeste militære ig grader. D et var lettere at opflamme en hel hæ r end Jb - at undgå den enkelte41.
Som nu disse æ ngstende tanker gjorde ham iv v a k le n d e , søgte ikke blot hans legater og venner,
m men også især Mucian at indgyde ham kraft og mod.
rH Efter m ange hemmelige forhandlinger (ved mellem-m mænd) talte Mucian nu også i egen person og i
i b " andres påhør således til h a m :
„A lle, som vil indlade sig p å sto re foretagender, id bør søge at gøre sig rede for, om d e t, de begynde
;q p å, er til gavn for det hele og til æ re for dem selv, 10 om det er let at sæ tte i væ rk eller idetm indste ikke
Ib altfor vanskeligt. D erhos bør de betæ nke, om den, der
%»
b i råder til et foretagende, u d sæ tter sig selv for fare av ved sit råd, og hvis det g å r g o d t med det, hvem der iv vil vinde den hojeste ære. D et er mig, som indbyder ib dig, V espasian, til at gribe m agten; til’ hvor stor
vel-\\z signelse for fæ drelandet, til hvor sto r berom m else for ib dig, det beror næst guderne på dig selv. Du behøver di ikke at væ re bange for, at du af mig skal få noget
j b at høre, der ligner sm iger; det vil vel snarere være ns en skam end en ære at blive v alg t efter Vitellius.
iQ D et er jo ikke mod gud A ugustus med hans skarpe oi forstand eller m od den gam le T ib er med hans store ol forsigtighed, vi nu rejse os, heller ikke mod Cajus’s [Is . i . eller Claudius’s eller Neros ved langvarig besiddelse Ib af regeringen grundfæ stede h u s ; også for G albas hoje da slæ gt trådte du tilbage; men at blive siddende længere
1
i-r
• ’<. • "’i-,; • .
éfv Ei#; t»»Vi
E f-i
I'
t :
<-i.• /.
»/ ‘V
&7=,v
’i
■ CtW
3v v-;
■4
1
i:■ <
V
7
% 1 y1 . i
■ v •* 1 Vk *
✓
med hænderne i skødet og lade fæ drelandet besudles og ødelæ gges, det vilde tage sig ud som sløvhed og fejghed, selv om trældom m en skulde give dig ligeså stor sik k erh ed , som den vil bringe dig vanære. Den tid er helt forbi, da det endnu kunde se ud, som om du ikke havde a ttrå e t herredom m et; nu må du se at vinde det, det er din eneste udvej til frælse. H ar du glem t, at Corbulo blev m vrdet? Han var af mere glim rende by rd end vi, det tilstår je g ; men Nero stod også langt over Vitellius i ædel byrd. E nhver, som frygtes, er hojbyrdig nok i deres ojne, som fry gter ham. — A t regenten kan væ lges af hæren, derp å har Vitellius et bevis i sig selv — han, der er bleven løftet op ikke ved våbendåd eller ved sit ry som krigsm and, men ved det had, man næ rede mod Galba.
Det v ar heller ikke hans duelighed som hæ røverste eller hans tro p p ers sty rk e , som besejrede O tho, men dennes egen forhastede opgivelse af alt h åb , og nu har han allerede g jo rt ham til en sto r regent, som man føler savnet af. Im idlertid sp red er han legio
nerne, afvæ bner kohorterne og læ g g er daglig ny sæd til krig. Al den fyrighed og k am p ly st, soldaterne have haft, opslides ved et liv i svir og svæ rm , som efterligner regentens. Du derim od har fra Judæa, Sy ria og Æ g y p te n ni friske legioner, som ikke ere svæ kkede ved noget sla g , ikke sm ittede af o p rø rs
ånd , men hæ rdede ved øvelse og sejrrige overfor en udenlandsk fjende; desuden har du betydelige flåder, talrige h jæ lp etro p p er tilhest og tilfods, hengivne kon
ger og fræmfor alt din egen erfaring11.
„F or mig selv gør je g ikke krav på andet end ikke at regnes for ringere end Valens og Cæcina.
Jeg træ d er således ikke op som din ligem and, men derfor må du dog ikke lade hånt om Mucian som
forbundsfælle. Jeg sæ tte r mig selv over Vitellius, men jeg sæ tter dig over mig selv. Dit hus har vundet triumfens æ restegn; du har to unge sonner, a f hvilke den ene allerede er i stand til at regere og fra sine første tjenesteår står i ærefuldt ry også hos de g e r
maniske legioner. Det vilde væ re en urim elighed af mig, om je g ikke vilde overlade m agten til den mand, hvis son jeg vilde a d o p te re , hvis je g selv regerede, løvrigt vil lykkens g o d er ikke blive delte imellem os efter samme mål som vanheldets onder; ti sejre vi, vil je g kun have den v æ rd ig h ed , den Ion, som du under mig; men risikoen og farerne vil komme til at tynge lige stæ rk t p å os begge eller, hvad der er endnu bedre, du skal i sikkerhed p å ta g e dig over
ledelsen af hæ rene, men overlade til mig krigen og slagene med deres uvisse udfald! — De overvundne leve nu under stræ ngere tugt end sejrherrerne. Hine opflammes til tapperhed af forbitrelse, had og hævn
lyst; disse sløves ved stolthed og hovm od. D et sejr
rige p a rti’s med sk o rp e bed æ k k ed e og bulnende sår vil krigen, såsnart den b ry d er ud, rippe op i og åbne,
o . c o
og je g b y g g er ikke mere pa din årvågenhed, sp a r
som melighed og forstand end på V itellius’s dorskhed, ukyndighed og grum hed. F o r resten vil vor sag stå bedre i krig end i fre d ; ti de, som rådslå om frafald, ere allerede frafaldne11.
Efter denne Mucians tale begyndte de andre med storre dristighed at stimle sammen om \ espasian, opm untre ham og minde ham om spam ændenes og stjæ rnetydernes udsagn. Vespasian var heller ikke uberørt af slig o v ertro , som det fræ m går af, at han siden, da han var bleven verdens herre, abenlyst holdt en astrolog ved navn Selevkus som radgiver og sand
siger. Gamle varsler randt ham atter i hu: engang
var en cypres af anse’lig hojde, som stod på hans m ark, pludselig sty rte t om kuld, men dagen efter rejste den sig igen p å samme sted og stod nu med sin m æ gtige stam m e og gronnedes frodigere end forhen.
D ette var efter haruspexernes enstem mige mening et stort og ly kkeligt jertegn, og den storste berøm m else lovedes derved den endnu meget unge Yespasian.
F ø rst syntes varslet at væ re gået i opfyldelse ved hans opnåelse af triumfens æ restegn, konsulvæ rdig
heden og det sm ukke navn af sejrherre i Ju d æ a; men såsnart han havde opnået alt d e tte , troede han, det v ar den øverste m agt, som derm ed forjæ ttedes ham.
Mellem Judæ a og Sy ria ligger K arm el; det er p å én gang navnet p å et bjerg og på en gud. Denne gud har ifølge forfædrenes bestem m else hverken noget billede eller noget tem pel, men kun et a lte r, hvor man med æ refry g t p åkalder ham. Som V espasian en gang med sindet opfyldt af hemmelige forhåbninger var i færd med at ofre på dette sted, udbrød prævsten efter atter og a tte r at have efterset indvoldene: „H vad det end er, du har for, V espasian, enten at b y g g e et hus eller udvide din landejendom eller skaffe dig flere undergivne, der skæ nkes dig her en sto r bolig , v id t
stra k t o m rå d e , en m ængde m ennesker14. Disse g å d e fulde ord havde ry g te t stra x g re b e t, og nu troede man at have fundet noglen dertil. Der var intet, som mere var i folkem unde, og til ham selv talte man så m eget tiere d e ro m , som man jo har mest at sige til dem, der håbe. Mucian og V espasian havde nu tag et deres beslutning, og de skiltes: hin gik til Antiokhia, hovedstaden i S y ria , denne til Judæ as hovedstad Cæsarea.
Begyndelsen til a t overføre regeringen p å V espa
sian skete i A lexandria ved rask optræ den a f T iberius
A lexander, som allerede den første juli tog legionerne i ed til ham. O g denne d ag blev siden fejret som hans regerings første, skont d et først var den tredje juli, at hæren i Judæ a aflagde ed til ham selv. Denne g ik forresten så hidsig tilvæ rks deri, at den ikke en
gang vilde bie efter hans son T itu s, der som mellem
bud mellem Mucian og sin fader nu var p å tilbagevejen fra Syria. D et var soldaterne selv, der i deres vold
somme iver fik det hele afgjort; man havde hverken tæ nkt på at holde noget alm indeligt hærrnøde eller tru k k et legionerne sammen.
Medens man søgte at finde et belejligt ojeblik, et passende sted o g , hvad der er det vanskeligste i en sådan sag, én, der kunde og vilde sige det første ord, og medens man således var optagen af håb og frygt, beregninger og tanken om forskæ llige muligheder, stillede nogle få soldater sig en d ag op udenfor V espasians so v ek am m er, som om de vilde bringe legaten den sæ dvanlige m orgenhilsen, men da han så tråd te fræm, hilsede de ham istedenfor som krigsherre.
S tra x ilede de andre til, k ald te ham C æ sar og Au- gustus og g a v ham alle de andre en regent tilkom mende title r; den f r y g t, som hidtil havde råd et hos dem, var pludselig bleven afløst a f frejdig forhåbning.
H os V espasian selv viste der sig ikke sp o r af stor- agtighed og hovm od eller af nogetsom helst nyt i hans nye stilling. S åsnart han havde overvunden den svim m elhed, som kom over ham på et sa hojt stade, talte han til sin hæ r p å en krigsm ands v is , o g snart indløb der lu tter glæ delige nyheder fra alle kanter.
D et var jo netop d ette (bevæ gelsen i Judæa), Mucian havde gået og væ ntet p a; han kaldte strax sine ivrige soldater sammen og to g dem i ed til V espasian. D ernæ st tråd te han ind i theatret i
A ntiokhia, hvor borgerne pleje at drøfte offentlige sag er, og tiltalte der den tilstrom m ende, med sm iger gavm ilde mængde. Han u d try k te sig også p å g ræ sk sæ rdeles sm ukt og havde en vis fæ rdighed i at stille alle sine ord og handlinger i det bedste lys. D er var in tet, der i den g rad oprørte provindsen og hæren som den forsikring af M ucian, at Vitellius havde be
stem t at overføre de germ aniske legioner til den ind
bringende og rolige tjeneste i S yria og derim od lade de syriske legioner få vinterkvartererne i G erm ania med det sk arp e klim a og den hårde tjeneste. Ti provindsboerne havde væ nnet sig til og vare glade ved sam livet med so ld atern e, og mange af dem havde k n y tte t sig til disse i venskab og frænd- sk ab ; soldaterne på deres side elskede den dem ved m angeårig tjeneste bekendte og tilvante lejr som
deres hjem.
Inden den fæm tende juli havde hele S yria hyldet Vespasian. Dertil kom to konger med deres, riger, næmlig Sohæm us, der havde en ikke ringe krigsm agt, og A ntiokhus, der var m æ gtig ved sine fra forfædrene arvede besiddelser og den rigeste af vasalkongerne.
Til dem sluttede sig snart efter A g r ip p a , som ved hemmelige bud fra sine venner, inden Vitellius endnu vidste a f n o g et, v a r bleven k ald t b o rt fra Rom og i hast havde sejlet derover. Med ikke mindre iver støttedes partiet af dronning Berenike, der strålede a f ungdom og skonhed og var yndet endog af den gam le V espasian for de præ g tig e foræ ringers skyld, som hun kom med til ham. A lle kystprovindserne indtil græ nserne af Asia og A khaja, som og alt hvad der stræ k k e r sig indad til Pontus og A rm enia, svor ham tro sk ab ; men legaterne i disse lande havde ingen k rig sm ag t, ti der lå endnu ingen legioner i K
appa-dokia. I B erytus blev der holdt råd om det hele foretagende. D erhen kom Mucian med sine legater og tribuner sam t de mest udm æ rkede af centurionerne og de m enige; ligeså kom der udvalgte folk i fuld galla fra hæ ren i Judæ a. En sådan m ængde af fod
folk og ry tte re j forening med den p ra g t, som de ovennævnte konger k ap p ed es, om at udfolde, fræmbød et billede af kejserlig hojhed.