i. Otho forlanger en hurtig afgørelse; går til Brixellum
4. Othos endeligt og hvad der ftilgte nærmest efter
Im idlertid gik Otho uden æ ngstelse og som en m and, hvis beslutning er tag en , og væ ntede p å b u d skab om kam pen. F ø rst var det ry g te t, som b rag te sø rg e b u d sk a b e t, siden kom der folk, som vare und
slupne fra slag et, og m æ ldte, at alt var tabt. S ol
daterne kunde i deres iver ikke bie, til krigsherren talte til dem , men råb te til ham og sag d e: „Han skulde væ re ved godt m o d ; han havde jo endnu friske stridskræ fter tilb ag e, og de selv vare rede til at lide og vove det y d e rste 11. O g det var ikke sm iger: de bræ ndte af en rasende begæ rlighed efter at drage ud til slag og genrejse p artiets lykke. De, som stod noget borte, rakte hænderne ud imod ham, de næ rm este omfavnede hans k n æ , men ivrigere end nogen anden var gardeøversten Plotius Firm us. Han besvor atter og a tte r Otho og sag d e: „Han m åtte ikke svigte en så trofast h æ r, så vel fortjente sol
d ater; der hørte storre mod til at bæ re ulykkens byrde end til at kaste den af sig; den k æ k k e og djæ rve holdt fast ved håbet endog til trods for sk æ b n e n ; den fejge og svage sty rted e sig af frygt i fortvivlelse11. A lt efter som O thos ansigt opklaredes ved disse ord eller blev hårdt og m ø rk t, hørtes glæ desråb eller suk. O g det var ikke blot præ- torianerne — som særlig- kunde kaldes O thos sol-o dater — der ytrede sig således, også de krigsfolk,
der vare sendte forud fra M osia, lod ham vide, at den h æ r, som nu v ar på vejen derfra, var ligeså fast og vedholdende i sin tro sk a b , og dens legioner vare allerede ry k k ed e ind i Aquileja. D er kan således ingen tvivl væ re o m , at krigen kunde væ re bleven fornyet, så det var kom m et til en vild og blodig k rig , hvis udfald havde væ ret usikkert såvel for de overvundne som for dem, der havde sejret.
O tho selv havde opgivet al tanke om krig.
., Y åbenbrødre, sagde han, hvis je g vilde udsæ tte eder med det sindelag og det hæ ltem od, I h a v e , for nye farer, vilde det væ re at købe mit liv altfor d y rt. Jo lysere I male mig fræmtiden i tilfælde af, at je g vilde leve, des skonnere vil min død være. Vi have prøvet hinanden, je g og lykken. I må ikke tæ nke p å p rø vens k o rtv a rig h e d : det er vanskeligere at holde m åde i en hoj stilling, når man tro r, at man ikke vil b e
holde den ret længe. B orgerkrigen er b egyndt af Yitellius, og når vi ere komne til at føre k rig om herredom m et, da er det hans sk y ld ; at vi ik k e kom m e til at kæ m pe mere end én g an g , vil væ re mit væ rk ; derefter skal efterslæ gten vurdere O tho. Vitellius skal beholde sin broder, sin hustru og sine born; je g behøver hverken hævn eller trøst. L ad andre have haft regeringen i læ ngere t i d ; ingen vil have givet slip p å den med så sto rt mod. S kulde je g tåle, at så mange unge R om ere, så mange y p p erlig e hæ re atter hugges ned og frarives fæ drelandet? L ad mig tag e den overbevisning med mig, at I vilde have gået i døden for m ig ; men I skal og bør leve. Jeg vil ikke læ gge hindring i vejen for eders fræ lse, I må ikke stå i vejen for min fasthed. A t tale m ere om døden, vilde væ re fejghed. Det bedste bevis for, at min beslutning er urokkelig, skal det væ re eder, at
jeg ikke k lag er over nogen, ti den, som anklager guder eller m ennesker, hæ nger endnu ved liv et“.
Efter at have sag t d ette talte han venlig til hver især efter hans stand eller væ rdighed: „De skulde, sagde h a n , snarest m uligt tage bort og ikke væ kke sejrherrens vrede ved at blive hos ham u. Således søgte han at bevæ ge de unge ved sin myndighed, de gam le ved bonner og med sit rolige å s y n , sin ufor
færdede tale a t stanse sine venners utidige tårer. Han giver ordre til at forsyne de b o rtdrag ende med skibe og vogne. Han tilintetgør bonskrifter og breve, der åndede altfor stor hengivenhed for ham selv eller for
a g t for V itellius; han uddeler penge med sparsom hånd og ikke som den, der vil til at dø. Da han siden så’ sin broderson Salvius Cocceianus, et helt un gt menneske, hengive sig til g råd og fortvivlelse, trøstede han h a m , idet han roste ham for hans hen
givenhed o g -ire tte sa tte ham for hans frygt. „Skulde Vitellius, sagde han, væ re så hårdhjæ rtet, at han ikke engang skulde vide mig denne tak til gengæ ld for, at hele hans familie bliver i live? Ved min hurtige b o rt
gang vinder je g k rav p å sejrherrens m ildhed; ti det er ikke i den yderste fortvivlelse, men medens hæren forlanger slag , at je g har sp aret staten for et siste sorgespil. Jeg h ar vundet navnkundighed nok for mig selv, hojhed og adel nok for mine efterkom m ere.
Efter Julierne, Claudierne o g Servierne er je g den første, som har ført herskervæ rdigheden ind i et nyt hus. D erfor skal du gribe livet med frejdigt mod og aldrig glemme, at O tho var din farbroder, ikke heller altfor m eget huske d e rp å “.
D ernæ st lod han alle træ k k e sig tilbage og hvilede sig nogle ojeblikke. Han syslede allerede med døds
tan k er, da en pludselig stoj drog ham bort derfra.
t
T acitu s's H isto rieb ø g er, II, 47—50.
1
)G D et m ældtes h a m , at soldaterne vare helt vilde og
■?.ij ustyrlige; de truede dem , der vilde rejse b o rt, med ob døden, og især rasede de voldsom t m od Verginius, oa som de belejrede i det hus, han havde lukket sig Dni inde i. Efter at have irettesat ophavsm æ ndene til [øl røret gik han tilbage og gav sig tid til at tale med dem, øb der vilde rejse, indtil de alle kunde fjærne sig uden in at lide overlast. Da det lakkede mod aften, stillede Bfl han sin tørst med en slurk iskoldt vand. D ernæ st lod nrl han sig bringe to dolke, prøvede dem begge og lagde øb den ene af dem under sin hovedpude. Da han så j3fl havde forvisset sig o m , at hans venner vare rejste od bort, tilbragte han natten i ro o g , som d et forsikres, bli ikke uden sovn. Såsnart det blev ly st, lod han sig I få falde med b ry stet mod dolkens od. Hans frigivne og eta slaver, ligeledes gardeøversten Plotius Firm us gik ind, nb da de hørte den døendes suk; de fandt kun ét sår på
£rl ham. Man skyndte sig med hans ligfæ rd; det var :on noget, han selv indstændig havde b ed t om , for at em man ikke skulde hugge hans hoved a f og give det Ib til pris for kådhed. G ardekohorterne b ar hans legem e Ib til bålet under lovtaler og g råd og kyssede hans sår
■go og hans hænder. Nogle soldater d ræ b te sig selv ved [åd bålet — ikke fordi de følte sig skyldige eller fordi øb de vare bange, men fordi de elskede regenten og iliv vilde vise samme hæ ltem od som han, og derefter v ar 10b der også i B edriakum , Placentia og i andre lejre ern m ange, der valgte at dø p å den måde. D et grav-srn m æle, som rejstes for O th o , var tarveligt og netop 10b derfor mere varigt.
Sådant endeligt havde O tho i sin alders syv og a i j tredivte år. Han stam m ede fra municipiet Ferentinum .
£pl Hans fader havde væ ret konsul, hans farfader p ræ to r;
i£fl hans mødrene slæ gt var mindre fornæm (uadelig), d og
v ■
1
ikke uden giands. Som barn og ung mand var han sådan som vi ovenfor har fortalt. Ved to m æ rkeligeo handlinger, den ene hojst skam m elig, den anden p ris
væ rdig og ærefuld, sk ab te han sig et eftermæle, hvori ros og dadel vejede hinanden op. A t læ gge vind på at samle fabelagtige fortællinger og more læserne med eventyr vilde visselig ikke stem m e med dette væ rks alvor; men p å den anden side er der dog almindelig bekendte sagn og beretninger, som je g ikke to r fra
kende trovæ rdighed. Således fortælle indbyggerne i . Regium Lepidum , a t på den dag, da slaget stod ved B edriakum , kom der en fugl af hidtil use’t skikkelse og satte sig i en m eget besøgt lund næ r ved byen, og den lod sig fra det ojeblik af ikke skræm m e eller k y se b o rt af m enneskesværmen eller den m ængde fugle, som flagrede om kring den, men blev rolig, siddende, indtil O tho havde taget sig selv af dage;
da først var den ikke læ ngere at se, og det viste sig, da man regnede efter, at begyndelsen og enden på denne ■ vidunderliere fræm toning var falden sammeno O med O thos nederlag og død.
Ved hans ligfærd b rag te soldaternes sorg og sm æ rte oprøret til at blusse op på ny, og der var ingen til at dæ m pe det. De henvendte sig til Ver- ginius og bad ham truende snart om at overtage regeringen, snart om at g å som sendem and til Cæcina og V alens, men da de så vare i færd med at bryde ind i huset efter ham , narrede han dem ved at snige sig b o rt igennem en bagdor. De k o h o rter, som havde ligget i B rixellum , lod R ubrius Gallus overbringe deres bon og opnåede stra x tilgivelse. Flavius Sa- binus fik de tro p p e r, han havde kom m anderet, til-at g å over til sejrherren.
K rigen var hørt op allevegne, da en sto r del af senatet kom i yderlig fare, næmlig den del af det, som var rejst fra hovedstaden med O tho og dernæst var bleven tilbage i Mutina. Da efterretningen om det ulykkelige slag kom til denne sta d , afviste so l
daterne den som et falsk ry g te , og i den tro , at senatorerne vare fjensk sindede mod O th o , begyndte de at lure efter, hvad de sagde til hinanden, og ud- læ gge deres miner og adfæ rd til det v æ rste; til sist søgte de ved skæ ldsord og forhånelser at finde et påskud til at begynde et blodbad på dem. O g dette var ikke det eneste, som æ ngstede senatorerne: da Yitellius’s parti allerede var m eget stæ rk t, vare de også bange for, at man skulde tro , de havde m od
tag et budskabet om hans sejr med kulde. R ådvilde og am gstelige over for den fra disse to sider truende fare tråd te de sam m en, ti ingen a f dem turde tage nogen afgjort beslutning på egen h å n d ; en brøde, som deltes med mange, syntes dem mindre farlig. B yrådet i Mutina øgede og forvæ rrede deres æ ngstelige b e
kym ring ved atter og a tte r at tilbyde dem våben og penge og ved i utide at gore dem tlen æ re at titulere dem „forsam lede fæ dreu.
Nu opstod der et m æ rkeligt skæ nderi, idet Licinius Cæcina kastede sig over Marcellus E prius og råbte, at han førte tvetydig tale. Vistnok udtalte heller ikke de andre sig tydelig; men Marcellus havde g jo rt sig ilde lidt ved angiveri og var genstand for alm indeligt had, og denne om stæ ndighed havde æ g g et Cæcina, endnu en ny m a n d , der for ikke læ nge siden var bleven optagen i s e n a te t, til at skaffe sig et navn ved at træ de op som fjende- af fræ m ragende mænd. F o r
nuftigere mænd trådte imellem og fik dem skilte ad.
Derefter gik alle tilbage til Bononia for at g en o ptag e
F o rtsæ tte lse af krigen indtil O thos død ( i 6. apr. 69).
r* * *
' *>■'-
* 3 . v . r . . ;
■. * < ^ ii• :;; 1 11
• ;
1 • '% t. ’* •
S - ,
j*...
J •" -1* ! ' ■' i
*•> • , V•
. « » * I
• V v„
>3f*V :
•: ■?:
" f y ^ ; •: *.
.1?" > '
. ;v ' *-7 :
• * ,
• , •*: *
-i ■
■: +
• •*7J-•- V
■ - * '■ ..
\ .
;V ;•y , \
.c;:: ■ yC !•
i -i
. .
rV -. ■*•
i'*:
r. i
y-r * V
» •. ■;■
V
L."
• s >'
^ »ry•i i
fk. *
*' .
Il *
'O .J*
deres rådslagninger der; man væ ntede tillige, at der i mellemtiden skulde kom m e flere sendebud. I Bononia sendte man folk ud p å alle g ad er, for lige stra x at udfritte ethvert sådant, der kom. D er kom nu blandt andre en af O thos frigivne, og da man sp u rg te ham, hvorfor han havde forladt sin h erre’, svarede han ,.at han var overbringer af hans siste v ilje ; O tho havde vistnok endnu væ ret i live, da han forlod ham , men han havde ikke haft tanke for andet end for de efter
levende og havde revet sig løs fra a l t , hvad der binder menneskene til liv e t“. Man forbavsedes, man undså’ sig ved at spørge videre, og alle begyndte at hælde til V itellius’s side.
Dennes b ro d er Lucius Vitellius var tilstede ved disse rådslagninger og viste sig allerede tilgæ ngelig for sm igrere, da pludselig en af Neros frigivne ved navn Conus forfærdede alle ved en skræ k kelig efter
retning: han forsikrede, at fjortende legion i forening med tropperne i Brixellutn havde k astet sig over sejr
herrerne og slået dem, og krigslykken havde såledeso ’ o o ^ vendt sig. Han havde hittet p å denne lbgn, fordi man b eg y n d te at lade hånt om det af Otho udstæ dte p as, og han vilde igen skaffe det gyldighed ved et mere glæ deligt budskab. Conus blev vistnok i hast fort til R om , hvor han få D age efter blev henrettet på Vitellius’s befaling; men senatorernes fare voxede ved hans efterretning, fordi O thos soldater to g den for sandhed. D eres fry g t forøgedes derved, at det kunde synes, at det var ifølge en senatsbeslutning, de havde forladt Mutina og svigtet O thos parti. D erfor tråd te de ikke mere sammen til rådslagning, men hver sorgede for sig selv, indtil et brev fra Fabius Valens hævede al fry g t; derhos var O thos død så skon, at ry g te t derom hurtig udbredte sig.
I Rom var der in^en uro eller rådvildhed; man fejrede som sæ dvanlig Ceresfesten, og folk sad netop i th e a tre t, og så’ på festlegene, da man fik sikker efterretning om , at O tho var d ø d , og at byfogden (stadøversten) Flavius Sabinus havde ta g e t alt hvad der lå i hovedstaden af krigsfolk i ed til Vitellius.
S tra x k lap p ed e man i hænderne og råb te „Leve Yi- telliu sb Med lavrbæ rgrene og blom sterkranse i hæn
derne b ar folk billeder af G alba om kring i tem plerne og dannede ved Curtiussøen p å det sted , som G alba doende havde væ det med sit blod, et slags gravhoj af kranse. I senatet tilkendtes d e r ham stra x alle de æ resbevisninger, som man havde fundet på i andres lange regeringstid. D esuden ydede man den g e r
manske hæ r ros og ta k og sendte en dep u tatio n til den, som skulde tolke den offentlige glæ de. D er blev oplæ st et brev fra Fabiu.s Valens til konsulerne. D et var skrevet med m ådehold; men man syntes dog bedre om , at Cæcina havde vist den ta k t slet ikke
%
at skrive.
Imidlertid hjem søgtes Italia af p la g e r, der vare hårdere og grueligere end krigen. V itellius’s folk, der lå spredte om kring i> stæ derne, plyndrede, røvede og øvede voldtæ gt; begæ rlige efter alt og villige til at lade sig købe til hvadsom helst skånede de hverken helligt eller uhelligt. D er v a r også d e m , der for
klæ dte sig som soldater og under dette skalkeskjul dræ bte deres personlige fjender, og selve soldaterne, der kjendte egnene, udså’ sig de fulde a g re , de rige ejere til b y tte eller, hvis de m ødte m odstand, til død og ødelæ ggelse, medens øversterne i deres afm agt ikke turde træ de op imod dem. Der var mindre havesyge hos Cæcina, men storre lyst til at gøre sig yndet; Valens havde et slem t ord p å sig for nedrig
havesyge og lukkede derfor også ojnene for andres brode. F o r det allerede for læ nge siden hårdt m ed
tagne Italia var en sådan masse af fodfolk og ryttere, så store t a b , så mange plagerier en næsten utålelig byrde.
IV .
V it e lliu s ’s t o g fr a G e r m a n ia n e d i I t a lia (i v å r e n 6 9 ).
/.
Vitellius's fæ rd igennem Gallia. '
U vidende om sin sejr var Vitellius im idlertid i færd med at træ k k e lævningerne af den germ aniske hæ r til sig, som om krigen nu først skulde begynde.
Kun noode få g;amle soldater efterlodes i vinter-o o k v arterern e, og udskrivningerne fræ m skyndedes i de galliske la n d e , for at de tilbageblivende legioners ram m er kunde blive udfyldte. Det blev overladt til Hordeonius Flaccus at vogte R hinbredden; selv tog han med sig otte tusinde m and, udvalgte af hæ ren i Britannia. E fter at have ry k k e t nogle dagsm arsjer fræm fik han efterretning om sejren ved Bedriakum og krigens tilendebringelse ved Othos død. Han kaldte sine folk sammen og udbredte sig i lovtale over soldaternes tapperhed. Da hæren forlangte, at han skulde skæ nke sin frigivne A siaticus ridder
væ rdigheden, bad han sig forskånet for dette upas
sende sm ig re ri; men så ustadig og vaklende var han af k a ra k te r, at han siden i en fortrolig kreds af gæ ster sk æ n k ed e, hvad han offentlig havde afslået,
og hæ drede med ringen denne A siaticus, en nedrig
GU træl, cler ved slette egenskaber havde forstået at ind- ny ynde sig hos ham.
I de samme dage kom der bud o m , at begge si/. M avritanier efter m ordet på A lbinus, landshøvdingen ob der, havde sluttet sig til Vitellius’s parti. Luccejus IA Albinus var af Nero bleven sat over det cæ sariske sl/f M avritania og havde desuden af G alba fået styrelsen af det tingitanske, så at han rådede over en ikke nn ringe hæ rstyrke. Han havde hos sig nitten kohorter,
is e! .. fæm alaer og en stor m ængde Mavrer, der som røver- :orl horde egnede sig vel til krig. Da han efter G albas n b drab var stem t for O tho og ikke • vilde nojes med fA Afrika, begyndte han at true det ved et snæ vert sund iob derfra skilte Hispania. D ette blev Cluvius Rufus n u urolig over og gav den tiende legion ordre til at 3Gri nærme sig strandbredden, som om han havde i sinde j£ at lade den gå over; men først sendte han nogle cen-
i u J turioner over, som skulde se at vinde M avrerne for kV Vitellius. D ette var ikke v a n sk e lig t, da der i pro- niv vindserne gik sto rt ry af den germ aniske hær. Des-
>bu uden udspredte man det ry g te , at Albinus ikke mere
>Iiv vilde lade sig noje med landshøvdingetitelen, men dig gik med kongesm ykke og lod sig kalde Juba. D a
£ 1/1 Mavrerne således havde skiftet sind, blev rytter-
jvo oversten Asinius Pollio, en af A lbinus’s troeste mænd, nca sam t kohortøversterne F estus og Scipio snigm yrdede.
HA Albinus selv blev m yrdet på sin rejse fra den tingi-
n £ J tanske provinds til det cæ sariske M avritania, netop noa som han vilde g å i land, og med det samme led også i£fl hans hustru døden, da hun stillede sig i vejen for sin
em mands m ordere.
Vitellius brød sig ikke en smule om noget af alt jab dette: han hørte kun flygtig efter selv de vigtigste
•g£2 sager; han duede i det hele tag et slet ikke til mere
•f
» • . ' •
'G:'!
v* *.*■!'
‘ 3-»’
r'- - < *
' ' Z '• ’
•’*r'
■ '*■ /G'-
&
m
-«•*•:v:
y - . «
' ,•*;
■fr s
Ak i
• .n r •
•; ■>■*!
■fe-:1.;'
< • *
V*1 . .
GGf •
'••Vi-' * V .
y-.
»•* *• i*;»! '. ' ’ i
nv- ••’ • \
) <r
-I ‘»
l-'V;*! *\* ■ vC .
. ;y •»
.s >
« s *r . •
i
V . •'
•*
• * Vi
* r .
. \»
' . (
alvorlige forretninger. Han lod sin hæ r drage videre til lands og sejlede selv ned ad A rarfloden. Han glim rede ikke p å denne fart ved fyrstelig p ra g t; tv æ rt
imod vakte han opsigt ved sin gam le fattigdom , indtil guvernøren i det lugdunske Gallia Junius Blæsus, en mand af fornæm b y rd , som med rundhåndethed for
enede en formue, der satte ham i stand til at vise den i gæ rning, om gav ham med alt d et, der hører til en regents h u s , og eskorterede ham med stor pom p uden at sp are p å noget; men netop derfor var han ubehagelig for V itellius, hvor m eget end denne søgte at dølge sin uvilje under plum pe kom plim enter.
I Lugdunum indfandt sig øversterne såvel for det sejrrige som for det overvundne parti. Valens og Cæcina roste han i en alm indelig forsamling og lod dem tag e sæ de hver . på sin side af hans konsulstol.
D ernæ st g av han ordre t i l , a t hele hæ ren skulde gå hans son, som endnu kun var et sp æ d t b arn , imøde.
Man b ra g te ham barnet, han d æ k k ed e det med sin k rig sk a p p e , og holdende det i sin favn k aldte han det Germanicus og sm ykkede det med alle den hojeste stillings æ restegn. Den altfor store æ re , den lille Vi
tellius således nød i m e d g a n g , blev det e n e ste , han siden havde at trøste sig med i m odgangens tid.
D erpå blev de flinkeste centurioner af Othos p arti d ræ b te , og det blev den vigtigste grund til uviljen m od Vitellius i de illyriske hæ re, og fra dem for
plantede sm itten sig til de øvrige legioner, som alle
rede vare misundelige p å de germ aniske so ld ater, så at også de begyndte at pønse p å krig. Svetonius Paulinus og Licinius Proculus lod han længe leve som anklagede i so rg e d ra g t og æ ngstelig spæ nding, men om sider fik de lov til at forsvare sig og gjorde det p å en m åde, de kun havde liden æ re af, men som
/