Da Vitellius, efter at den britanniske hæ r havde sluttet sig til ham , så’ sig i besiddelse af betydelige stridskræ fter og hjælpem idler, bestem te han to mænd til at føre krigen og to veje, de skulde følge. Fabius Valens skulde se at vinde de galliske lande med det gode eller, hvis de viste sig uvillige, b ran d sk atte dem og så over de k o ttisk e A lper bryd e ind i Italia; Cæcina skulde gå derned ad den nærm ere vej over de pøninske bjerge. Valens fik med sig udvalgte delinger a f den nedregerm aniske hæ r tilligemed den fæmte legions orn og de dertil hørende h jæ lp etro p p er, både fodfolk og hestfolk, i alt henved firti tusinde krigsm æ nd; Cæcina førte fra Ø vre-G erm ania et korps på tredive tusinde
m and, hvis kæ rne den én og tyvende legion var;
begge fik tillige et tillæ g af germ aniske hjæ lpe
tro p p er. U d a f disse to g Vitellius også folk til ud fyldning a f sin hæ r for at kunne følge efter med hovedstyrken.
D er var en m æ rkelig m odsætning imellem hæren og krigsherren. S oldaterne træ ngte utålm odig p å og forlangte at kom m e til at kæ m pe: „Nu var tiden d er
til, medens rådvildhed herskede i de galliske lande, og de hispaniske tvivlrådige holdt sig tilbage; vin
teren var ikke til hinder, ej heller den betæ nkelighed, som fejg fredslyst indgiver; man burde træ nge ind i Italia og gøre sig til herre over hovedstaden; under borgerlige uroligheder vovede man mindst ved at skynde sig: der gjaldt det mere om at handle end
om at overveje og råd slå.“ Vitellius derim od gik og døsede og nød forud stillingen som enevoldsherre i dvask y p p ig h ed og flotte m åltider, så han var d ru k ken og p ro p p e t med mad fra midt på dagen. Men soldaternes iver var så stæ rk , at de endog gjorde hvad der ellers påhviler øversten, som om krigsherren v ar tilstede og indgød de flinke h åb , de dovne frygt.
H elt rede og fulde af iver forlange de signalet til o p brud. De g av strax Vitellius tilnavnet Germ anicus;
C æ sar vilde han ikke engang efter sin sejr have, at man kaldte ham.
E t glæ deligt varsel fik Fabius Valens og hæren, han førte til k rig , den selvsamme dag han brød op:
der viste sig en orn, d er, alt som hæren ry k k ed e fræ m ad, sagte floj foran den og syntes at ville vise den vej, og hvor stæ rk t end det glæ desråb var, som lød fra soldaterne, lod den sig dog ikke skræm m e derved, men fo rtsatte rolig sin flugt et langt sty k k e
vej, så at man deri så’ et ufejlbarligt forbud på et lykkeligt udfald af det store foretagende.
T il T revererne gik de da også uden mindste b e
kym ring og i fuld try g h e d , ti disse vare jo deres forbundsfæller; men i D ivodurum , M ediom atrikernes by, hvor man dog m odtog dem med al mulig venlig
hed, blev de overfaldne af en så pludselig skræ k, at de lige stra x greb til våben og g av sig til at ned- hugge de uskyldige borgere, og det ikke for at gøre b y tte eller af lyst til at plyndre, men drevne a f et raseri, en g a lsk a b , hvis årsag man ikke kendte, og som det derfor v ar vanskeligere at dæm pe. O m sider lod de sig formilde ved hæ røverstens bonner og af
stod fra at læ gge staden helt øde; men der blev dog dræ bt henved fire tusinde mennesker. H erover p å kom der de galliske lande en sådan ræ dsel, a t, når hæren siden nærm ede sig til en b y , gik hele befolk
ningen med sin øvrighed og sine fornæ m ste mænd den imøde, kvinder og born lå bonfaldende p å vejene, og alt hvad der ellers bruges for at formilde en forbitreto fjende, brugte man her — ikke fordi man var i krig, men for at beholde fred.
Efterretningen om G albas drab og O thos re g e ringstiltræ delse nåede til Fabius Valens i LevkernesO land. Hos soldaterne v ak te den hverken glæ de eller fry g t; de tæ nkte kun på krig. G allerne havde ikke læ ngere grund til at betæ nke sig; de næ rede et ligeså sto rt had mod Vitellius som mod O tho, men Vitellius var de tillige bange for. Den næ rm este stad var Lin- gonernes, og den var p artiet tro. D er blev hæren m odtagen med venlighed og stræ b te at gøre gengæ ld ved god opførsel; men glæden var kun k o rt på grund af ustyrlighed hos de bataviske k o h o rter (hjæ lpe
tro p p er), d er, som sag t, havde skilt sig fra den
fjortende legion, og som Fabius Valens nu havde o p ta g e t i sin hær. F ørst kom det til skæ nderi, så til slagsm ål mellem B ataverne og legionssoldaterne, og idet de andre soldater sluttede sig til disse eller hine, kunde det let væ re kom m et til blodig kam p, hvis ikke Valens ved nogle få henrettelser havde mindet B ata
verne om den skyldige lydighed, som de havde glem t.
F orgæ ves søgte man at finde et påskud til krig mod Æ du erne; man påbød dem at bringe penge og våben, og så leverede de oven i købet lævnedsm idler uden at tag e betaling derfor. H vad Æ duerne således gjorde af frygt, det gjorde Lugdunerne med fornojelse. Den italiske legion og det tavrianske ry tte rk o rp s tra k man b o rt fra Lugdunum ; den attende k o h o rt lod man blive liggende der, da det var dens sæ dvanlige vinterkvarter.
Den italiske legions øverste, Manlius V alens, havde vistnok gjort sig vel fortjent af p a rtie t, men var dog ikke i yndest eller anseelse hos Vitellius. Fabius havde næmlig hemmelig svæ rtet ham , uden at han anede d e t, og rost ham offentlig, for at han ikke skulde tage sig så godt i vare og lettere lade sig fange.
D et fjendskab, som fra tidligere dage herskede imellem Lugdunum og Vienna havde den siste krig fået til at blusse op igen. De tilfojede hinanden m angt et nederlag, og der kæ m pedes altfor tit og med altfor stor forbitrelse til, at det kunde væ re blot for Neros og G albas skyld. F orresten havde G alba i sin vrede m od Lugdunum inddraget byens indkom ster i fiskus (Cæsars k asse), men tvæ rtim od vist sig m eget nådig mod Vienna, og deri lå en grund til kiv og misun
delse og et had, som stadig gav sig luft, mellem disse kun ved en flod adskilte folk. Som følge deraf b e
gyndte L ugdunerne at op æ g g e soldaterne enkeltvis
og søgte at drive dem til at u d ry d d e Viennerne, idet de mindede dem om, at disse havde belejret deres
\
sta d , støttet V index’s planer og nylig udskrevet leg i
oner til hjælp for Galba, og nar de saledes havde ud viklet, hvorfor de burde hade dem, forestillede de dem, hvor sto rt et b y tte , de kunde væ nte sig. O g snart nojedes de ikke med opm untringer under fire ojne, men besvor soldaterne offentlig og sag d e: „De skulde drage hen og tage hævn og i bund og grund øde- læ gge dette arnested for den galliske k rig ; der var alting fræmmed og fjendtligt; deres egen sta d , Lug- dunum , derim od var en rom ersk koloni, en del af hæ ren, deres fælle i m edgang og m odgang. Gik lykken dem im od, m åtte den dog ikke væ re p ris
given sine arge fjender!“
Ved disse og flere lignende udtalelser havde de drevet det dertil, at ikke engang legaterne og partiets hovedm ænd troede det muligt at dæ m pe hæ rens vrede.
Da ilede Viennerne, der vel vidste, hvad fare der truede dem, den fræ m rykkende hæ r imøde med oljegrene i hånden og hvide uldbånd om hovedet; de kastede sig ned for soldaternes fødder, tog fat i deres våben, omfavnede deres knæ og søgte således at boje deres sind. Dertil fojede Valens en gave til hver soldat p å trehundrede sestertier. Da først følte d e, hvilke hen
syn der skyldtes en så gam m el koloni, og de m odtog med velvillige øren F abius’s o rd , da han lagde Vien- nernes liv og velfærd i deres hånd og opfordrede dem til at vise skånsel. Imidlertid blev staden til stra f a f
væ bnet, og privatfolk m åtte forsyne soldaterne med alskens forråd. D et var et alm indeligt ry g te, a t V a
lens selv havde ladet sig købe for en stor sum penge.
Han, der længe havde levet i tarvelige k år og nu pludselig blev rig , forstod kun dårlig at dølge foran
dringen i sine k å r: han g av sine af en lang fattigdom o p tæ n d te lidenskaber tojlen, og efter en ungdom i nød og trang blev han på sine gam le dage en øde
land.
Medens hæ ren dernæ st langsom t førtes igennem A llobrogernes og V okontiernes land, tilbød hæ røversten m angen g ang jordejerne og byernes øvrighed mod god betaling at ville til bedste for dem forlænge eller for
k o rte sine dagsm arsjer og tage stan d k v arter anden
steds og fik dem ved frygtelige trusler til at g å ind p å sine skam m elige fordringer. Således g av han sig endog til at stikke ild p å Lukus, en købstad i V okon
tiernes land, indtil man formildede ham med penge.
S k o rted e det et sted p å penge, kunde man også for
sone ham ved a t give piger og koner i hans vold.
Således nåede man til Alperne.
Cæcina vandt storre b y tte og udøste mere blod.
D et galliske folk, Helvetierne, der fordom var berom t ved våbenfæ rd og tap re m æ nd, siden ved historien om dets bedrifter, havde æ g g et hans vilde og o p b ru sende sind; de vidste ikke noget af G albas drab og vilde ikke have Vitellius til regent. H vad der b ra g te krigsluen til at blusse o p , var den en og tyvende le
gions griskhed. D ette k o rp s havde næmlig ranet en sum penge, der var bleven afsendt til lonning for g a r
nisonen i en fæstning, H elvetierne fra gam m el tid af havde holdt b esat med deres egne krigsfolk og på egen bekostning. I deres harm e derover havde H elve
tierne til gengæ ld o p sn ap p et et brev, som i den g e r
maniske hæ rs navn skulde bringes til de pannoniske legioner, og havde nu en centurion og nogle menige i forvaring. B egærlig efter k rig var Cæcina stra x rede til a t hævne den første den bedste brøde, inden de fik tid til at vise deres fortrydelse. Han brød hurtig op,
1t
ii i 1I I
I.i
-*■
f
■ * ..
X.
r
hæ rjede m arkerne og plyndrede en plads, der i den lange fred, man havde haft, var voxet op og bleven som en kø b stad , ti som sm ukt beliggende badested tra k den mange fræmmede til. Desuden sendtes der bud og befaling til de ræ tiske h jæ lp etro p p er, at de skulde falde Helvetierne i ry g g e n , medens legionen angreb dem forfra.
Helvetierne vare modige, forend det kom til sty k k et, men skæ lvede i farens stund. S tra x ved begyndelsen af røret havde de rigtignok valgt Claudius Severus til qverste, men de forstod hverken at om gås med våben, eller at følges ad i ræ kkerne eller at handle i fæ lles
skab. En kam p mod gam le soldater m åtte blive til fordæ rvelse for dem, en belejring kunde vanskelig ud holdes bag brøstfæ ldige m ure; fra den ene side r y k kede Cæcina fræm med en stæ rk h æ r, fra den anden
kom de i R æ tia stående delinger af ry tteri og fodfolk sam t selve R æ ternes eget unge m andskab, der var vant til at bæ re våben og ordentlig uddannet til k rig;
fra alle kanter plyndring og m yrderi. Midt imellem disse fjender drev de selv om uden våben (ti dem havde de k astet fra sig), indtil det ly kked es dem, for en sto r del sårede eller i spredte h o b e , at undfly til bjerget Vocetius. En k o h o rt a f T h ra k e re , som blev sendt imod dem , drev dem stra x ned derfra; d erp å forfulgtes de af G erm aner og R æ ter og m yrdedes rundt om i skovene, også hvor de vare godt skjulte.
Mange tusinde mennesker bleve dræ bte, m ange tusinde solgte som slaver. E fterat have la g t alt øde ry k k ed e man i god orden for folkets hovedstad A ventikum . Indbyggerne tilbød ved sendem ænd at overgive sig, og tilbudet blev m odtaget. Julius Alpinus, en af deres første mænd, lod Cæcina henrette som ophavsm and til
.» 1
' V, r
t •
• l
;* .
•A' *
•\ i
• < V
»
I
#v
: -*v • ■
. * I. ' 1 ' t
‘ „c.
o'"'M ,I
. f
' j ^ J '
L:
, ja s -
" •
" '■ • m »1, .
1
'I' I :
• : " :
■«i
1
i 1
la
1 t’r
*1
4 - *
, »‘G. u : : . . , ' 1? . !
..j :*«
;
.
. ' ‘*3 ■
. ♦ *
v .v
: V
S
■ i •
y
■ ' :
• . .1
l . :!
>
- ■
' " V ' ■ ‘ V '
krigen; de andre overlod han til Vitellius at benåde eller at straffe.
i .
D et er vanskeligt at sige, om det var krigsherren eller soldaten, som H elvetiernes sendem ænd fandt mest ubojelig. Soldaterne kræ vede staden ødelagt i bund og grund og holdt deres svæ rd og næ ver op for an
sigtet p å sendem ændene; end ikke Vitellius kunde bare sig for at udstøde truende ord. Da fræ m trådte én af sendem ændene ved navn Claudius Cossus, der var vel kendt for -sin veltalenhed, men forstod at skjule sin konst under en velberegnet æ ngstelighed og netop derved var bedre i stand til at påvirke sine tilhørere, og ham ly k k ed es det at formilde soldaterne. O g som nu m ængden let lader sig omstemme af ojeblikkets in d try k , bleve de snart ligeså tilbojelige til m edliden
hed, som de havde væ ret over al m åde grusomme, og under en strom a f tårer og vedholdende bon om storre mildhed opnåede de, at indbyggerne hverken mistede liv eller gods.
Medens Cæcina dvæ lede nogle få dage i H elve
tiernes land, til han kunde få at vide hvad Vitellius tæ nkte om den sa g , og p å samme tid lavede sig til overgangen over A lperne, fik han det glæ delige bud
skab fra Italia, at det silianske ry tterk o rp s, som stod ved Padus (Po), havde svoret Vitellius troskab. Si
lianerne havde haft Vitellius til prokonsul i A frika;
snart efter havde Nero opbudt dem for at sende dem forud for sig til Æ g y p te n , men havde så k ald t dem tilbage derfra p å grund af V index’s op stan d , og da de således nu opholdt sig i Italia, lode de sig træ kke med af deres dekurioner, som , ubekendte med Otho og Vitellius forbundne, ikke talte om andet end de fræ m rykkende legioners sty rk e og den germ aniske hæ rs r y , og de m edbragte som et slags gave til den
nye regent de stæ rkeste stæ d er hinsides (nord for) Padus: Mediolanum, N ovaria, E p oredia og V ercellæ.' D ette fik Cæcina at vide ved sendem ænd fra selve indbyggerne i disse stæ der, og eftersom det ikke var muligt at forsvare den bredeste del af Italia ved et eneste ry tte rk o rp s, sendte han sine galliske, lusita- niske og britanniske kohorter sam t germ aniske delinger med det petrianske ry tte rk o rp s i forvejen. Selv var han et ojeblik i tvivl, om han ikke skulde boje af over de ræ tiske bjerge til Norikum og vende sig mod landshøvdingen der, Petronius Urbicus, som man troede var O thos sag hengiven, fordi han havde tru k k et h jæ lp e
tro p p ern e sammen og afbrudt broerne over floderne.
Men da han var bange for at miste de fodfolk og ry tte re , han allerede havde sendt i forvejen til Italia, og tillige gjorde den beregning, at der vilde væ re mest æ re ved at hæ vde besiddelsen af dette land, førte han legionstropperne og det svæ re legionstrain ad de poninske passer over de endnu vinterklæ dte A lper.
III.
O thos r e g e r i n g i n d t i l 14. m a r t s 6 9 e. Kr. f.
i. Celsus. Tigellinus. Crispinillci.
Med O tho gik det im idlertid mod alles forvent
ning : han sløvedes ikke i y p p ig h ed eller ørkesløshed.
Han opsatte fornojelserne til en anden tid , dulgte sin sm ag for vellævned og lagde i hele sin færd en her
skers væ rdighed; men des storre blev o g så frygten for, at de d y d er, han lagde for dagen, kun var et
* r * W ' ^ r T . 1 • i m'* . -i/ ,
I.*11 * M ’
■v^!;
,;c:r,
• " i " ; : i
' . ' La
’♦ ’f '
' f ' - i
V i* .
••» j T V -1
6 2 Othos R eg erin g indtil 14. marts 69 e. Kr. f.
- •»*•1
j *
't' i
«■
" I
!
. *1
9 1
Ti 'ti
• • y ■-!
1 V .i'
1
■ ,1
i . ■
->«*■
, ’e
s;.:
t i
^ ,
skuffende skin, og at lasterne vilde vende tilbage.
Den udnævnte konsul Marius C elsus, som han havde unddraget soldaternes raseri ved p å skrom t at læ gge ham i læ n k e r, lod han hænte til K apitolium . Han vilde skaffe sig navn af den milde ved sin adfærd mod denne hojtstaende og p artiet forhadte mand. Celsus tilstod villig at have g jo rt sig skyldig i ubrødelig tro sk ab mod G alba, ja regnede sig det endog til for
tjeneste. O tho p å sin side talte ikke som den, der havde noget at tilgive ham, men tog guderne til vidne p å , at de vare forsonede med hinanden, o p to g ham s tra x blandt sine fortroligste venner og valgte ham snart efter til en af sine hæ røverster, og som efter sk æ b nens bestem m else viste Celsus også mod O tho en ligeså ubrødelig og ligeså ulykkelig troskab. De første mænd i samfundet glæ dede sig over, at Celsus var bleven frælst, m ængden talte derom med berom m else, ja det var end ikke soldaterne u k æ rt: de beundrede nu den samme d y d , som tidligere havde v a k t deres vrede.
L igeså henrykt blev man sn art efter af en hel anden grund, næmlig da man havde udvirket Tigellinus’s død.
Sofonius Tigellinus var af lav byrd, son a f simple f o lk ; som ung gav han sit legem e til p ris , og som æ ldre levede han et liderligt liv. Posten som øverste for natpolitiet og som øverste for garden sam t andre dydens belonninger vandt han ad den v e j, som er kortest, næmlig lastens. Siden øvede han m andslaster, grusom hed og havesyge. Han forførte Nero til al
skens udåd, vovede adskilligt ondt uden hans vidende og endte med at svigte og forråde ham. Derfor var der da heller ingæn, som folk med storre hårdnakket-O >
hed kræ vede stra f over, nogle fordi de hadede Nero, andre fordi de savnede ham. Hos G alba havde T itus Vinius forsvaret ham ved sin indflydelse, idet han
gjorde gæ ldende, at han havde ham at ta k k e for sin d atters frælse. O g ganske vist havde Tigellinus frælst hende, dog ikke af m enneskelighed — han havde jo d ræ b t så mange andre — , men for en gang i tiden at have et ry g stø d ; ti således pleje de sto rste skurke, a f mistillid til det nuværende og af fry g t for et om slag i tingene, itide at skaffe sig yndest hos enkelte for derved at kunne dæ kke sig mod folkehadet, og d eraf følger, at de ikke bryde sig om uskyldigheden, men kun søge at tilkøbe sig straffrihed til gengæ ld for udvist godhed. F olket var så m eget mere fjendsk mod Tigellinus, som der til det nag, man længe havde båret til ham, nu kom det had, man nylig havde fattet mod Vinius. F ra hele byen strom m ede folk sammen til paladset og torvene og sty rted e ind i cirkus og theatrene, hvor mængden slår sig mest løs, og alle
vegne lød der oprørske råb. E ndelig fik Tigellinus ved badet i Sinuessa det b u d , at han skulde dø.
Omgiven af sine friller søgte han i deres k y s og om favnelser en usommelig frist, indtil han omsider sk ar struben over p å sig med en ragekniv og nu også skæm m ede sit æreløse liv ved en altfor sen og u h æ d er
lig død.
På samme tid forlangte man Calvia Crispinillas død; men regenten unddrog hende denne fare ad alle
hånde snigveje og ved en overbæ renhed, som ikke gjorde ham ære. Flun havde væ ret koblerske for N ero, var så g ået over til A frika for at æ gge Clau- dius Macer til krig og havde åbenlyst arbejdet p å at udhungre Rom erfolket. D ette var dog ikke til hinder for, at hun siden opnåede hele stadens yndest, stø ttet på sit gifterm ål med en konsul, og under Galba, O tho og Vitellius var der ingen, der rørte hende; siden nød
*
hun m agt og anseelse som rig enke uden arvinger,