Im idlertid skrev O tho brev p å brev til Vitellius, alle stinkende af um andige sm igrerier. Han tilbød ham deri penge o g venskab og hvilketsom helst sted, hvor han i ro kunde leve et flot og overdådigt liv.
Vitellius gjorde Otho ligeså gode tilbud. I b eg y n delsen skrev de i mild tone, med tåbeligt og uklæ de
ligt hykleri p å begge s id e r;. men det varede . ikke læ nge, inden de som folk, der ere kom ne i klam
meri , b esk y ld te hinanden for liderlighed og æreløse handlinger, og ingen a f dem sagde andet end hvad sandt var. O tho kaldte de mænd tilbage, som G alba havde afsendt, og sendte andre, — som det hed sig, fra senatet — til begge de germ aniske hæ re, til den italiske legion og til de tro p p er, som lå i Lugdunum.
Disse sendemænd gik altfor rask og villig ind på at blive hos Vitellius til at man kunde antage, det var h a m , der holdt p å dem. De gardesoldater, O tho havde m edgivet dem som æ resv ag t, blev sendte til
b a g e , inden de havde haft sam kvæm med legionerne.
Fabius Valens m edgav dem i den germ aniske hærs navn et brev til g ard ek o h o rtern e og bykohorterne, hvori han pralende talte om partiets sty rk e og tilbød fred og sam m enhold; han bebrejdede dem e n d o g , at de havde overført m agten på O tho, skont den så længe i forvejen, var bleven overdraget til Vitellius.
Således bearbejdedes de både ved løfter og ved trusler, idet man forestillede dem , at de ikke kunde
m agte krigen og ikke vilde tabe noget ved at tage
mod freden, man tilbød dem. A lligevel ro k k ed es ikke derved gardens troskab.o
D er blev også af dem begge udsendt snigm or
dere, af O tho til G erm ania, af Vitellius til h o v ed staden; men hverken disse eller hine lyk k edes det at udføre deres ærende. Vitellius’s udsendinge slap ustraf
fede derfra, ti de tab te sig i den sto re folkem ængde, hvor ingen kendte dem , og de heller ikke kendte nogen; O thonianerne derim od røbede sig ved deres fræmmede ansigter, hv o r alle kendte hinanden. Vi
tellius skrev et brev til O thos broder Titianus, hvori han truede ham selv og hans son med døden, hvis man ikke lod. hans m oder og born beholde livet.
Begge familier bleve virkelig ved at bestå. F ra O thos side var det m åske en følge af fry g t; Vitellius vandt som sejrherre æren for mildhed.
D et, som først gav O tho tillid, var det budskab, han fik fra lllyrikum , at. legionerne i D alm atia, Pan- nonia og Mdsia havde svoret ham troskab. En lig
nende efterretning kom også fra H ispania, og Clu-vius Rufus blev i den anledning rost i en k u n d g ø re lse ;
*
men stra x efter fik man at vide, at H ispania var g ået over til Vitellius. Heller ikke A kvitania, som d og Julius Cordus havde tag et i ed til O tho, blev læ nge ved at væ re ham tro. Ingensteds var der tro sk ab .eller hengivenhed; af frygt og nødvendighed lod man sig drive snart til den ene, snart til den anden side. Det var ligeledes fry g t, der førte den narbonske provinds over til Vitellius: folk g å jo let over til den, der er nærm est ved og stæ rkest. De fjærnere provindser og alle de tro p p e r, som stod hinsides h a v e t, vedblev at holde sig til O tho, ikke af hengivenhed for hans parti, men hovedstadens navn og senatets navn, som han dæ kkede sig m ed, havde sto r v æ g t, og han havde
fået stemningen for sig , fordi han var den, man først havde h ø rt om. H æ ren i Judæ a blev af Vespasian, legionerne i S y ria af Mucian tagne i ed til O tho.
O gså Æ g y p te n og alle østlige provindser sty red es i hans navn. L igeså villig til at hylde ham var A frika;
det var K a rth a g o , som der havde g jo rt begyndelsen.
Uden at væ nte til prokonsulen V ipstanus A pronianus havde udtalt sin mening og vilje, havde Crescens, en af Neros frigivne (ti også d e tte slags m ennesker til
tag er sig i onde tider politisk m agt) givet almuen et festm åltid for at fejre den nye herskers .regeringtil
træ delse, og folket skyndte sig så med resten uden at holde måde. De øvrige stæ d er fulgte K arthagos exem pel.
j. Otho søger at vinde senatorerne og provindserne f o r sig. Roxolanernes indfald i Mosia.
U nder en sådan splittelse mellem hæ rene og p ro vindserne m åtte Vitellius føre k rig for at vinde stil
lingen som regent. O tho besorgede statssagerne som i d y b fred, nu og da således, at det stem m ede med regeringens væ rd ig h ed , men mange gange tvæ rtim od hvad der som m ede sig , fordi de nuvæ rende om stæ n
digheder nødte ham til at skynde sig. Han var selv konsul sammen med sin broder T itianus indtil den første m arts. De to næ ste m åneder bestem te han til V erginius, idet han ved dette valg vilde se nogen
lunde at formilde hæren i Ge'rmania. Verginius gav han til kollega Pom pejus V opiscus, som det hed sig, for gam m elt venskabs sk y ld ; m ange troede, han gjorde det for at sm igre borgerne i Vienna. De øvrige k o n sulater beholdt de mænd, som Nero eller G alba havde bestem t dertil, Cælius Sabinus og Flavius Sabinus til den første juli, A rrius Antoninus og Marius Celsus
?
t
S V
oi
3b tul
9b M.
;m SH n£
Tg
>oI nv
£q :9ft am sm 1A
»ns ndi 'o ri t£^
3sq
}£
niv bal i0 3 bO
T acitu s’s H istoriebøger, I, 76— 78. 6 7
til den første septem ber; heller ikke Vitellius m od
satte sig efter sin sejr, at de kom til at beklæ de disse æ resposter. Fræ m deles gjorde Otho gam le m ænd, der allerede havde beklæ dt sta tsæ m b e d e r, til pontifexer og av gurer for at sæ tte kronen p å deres væ rdighed, og hel unge adelsm æ nd, der nylig vare komne tilbage fra landflygtighed, lod han til trøst for hvad de havde lidt, igen få’’de præ steæ m beder, som deres fædre og bedstefæ dre havde haft. Cadiu-s R u
fus, Pedius Blæsus og Scævinus Priscus g av han igen deres plads i senatet. De vare under Claudius og Nero faldne for beskyldningen for udpresninger; idet man tilgav dem, vilde man have, at hvad der i v irk e
ligheden havde væ ret havesyge, skulde kaldes med et andet navn og regnes for m ajestæ tsforbrydelse; p å grund af det had, man den gang næ rede til dette ord, lod man endog gode love være døde og m agtesløse.
Med lignende gavm ildhed søgte han også at vinde stæ d er og provindser for sig. K olonierne His
palis og Em erita forstæ rkede han ved at indlemme flere familier i dem ; sam tlige Lingoner g av han r o m ersk b o rg e rre t; provindsen B æ tika foræ rede han m avriske stæ der; han tilstod K ap p ad o k ia som også A frika nye rettigheder — mere givne for et syns skyld end for bestandig. Medens han foretog alt dette, som fandt undskyldning i ojeblikkets nødvendighed og for
holdenes vanskelighed, havde han endnu tanke for gammel kæ rlighed: han lod ved et senatsdekret Pop- pæ as statu er oprejse p å ny. Man har endogså troet, at han tæ nkte på at fejre N eros minde i håb om a t vinde m æ ngden, og der var dem , der udstillede bil
leder af N e ro ; ja i nogle dage hørte man folket og soldaterne hilse ham med de forenede navne Nero
Otho, som om de derved tillagde ham sto rre adel og
5*
il
r ~ [ .
r;• • , ••
, *
1 •
)
ære. Han selv udtalte sig ikke derom , enten fordi han var bange for at forbyde det eller fordi han undså’ sig ved at godkend e det.
Da alle vare optagne af tanken om borgerkrigen, ag ted e man ikke p å farerne udenfra. Des dristigere blev det sarm atiske folk R oxolanerne, og efter tid
ligere p å vinteren at have nedhugget to rom erske k o h o rte r kastede de sig nu, opfyldte af godt håb, ind i Mosia med en hæ r p å henved ni tusinde ry tte re , som med det vilde m o d , deres held havde indgivet dem, mere tæ nkte på b y tte end på kam p. Som de altså sorgløse strej'fede om, faldt pludselig den tredje legion og de med denne følgende h jæ lp e tro p p e r over dem.
H os Romerne var alt fæ rdigt til k am p; Sarm aterne, som af begæ rlighed efter b y tte havde sp red t sig eller vare overlæ ssede med b ag ag e og ikke kunde kom m e rask afsted med hestene på de slibrige veje, lod sig hugge ned, som om de vare bundne. T i det er for
b av sen d e, hvor afhæ ngig al Sarm aternes tap p erh ed er af ydre om stæ ndigheder og, så at sige, ligger udenfor dem selv. Ingen er så udygtig som de i en kam p tilfods; ry k k e r de fræm turmevis, kan vanskelig nogen slaglinje holde stand imod dem. Men nu var det tovejr, så at hverken deres spyd eller deres lange sv æ rd , som de føre med begge hæ nder, var dem til nogen nytte, fordi hestene snublede og deres harnisker ty ngede dem. Det er den ru stn in g , som høvdingerne og de hojbyrdige bæ re. Den er sammenfojet af jærn- p lad er eller remme af h ård t læ der og lader sig vist
nok ikke gennem bore ved hug eller stø d, men gør det vanskeligt for én at rejse sig igen, når en fjende sty rte r ind p å ham og kaster ham til jorden. D es
uden sank de her helt ned i den hoje og bløde sne.
Den rom erske soldat fo’r fræm, iført et m ageligt panser,
udsendte sit k astesp y d eller stødte med sin lanse, og når det endelig skulde være, gik han lige ind p å den væ rgeløse Sarm at (dette folk kender næmlig ik k e til brugen af skjold) og gennem borede ham med sit lette sværd. Således bleve vore folk ved, indtil de få, som havde overlevet slaget, skjulte sig i moserne, hvor så den stræ nge kulde og deres hårde sår gjorde ende p å dem. Da dette sp u rg tes i Rom, fik Marcus A pronius, der den gang styrede Mosia, en trium fstatue, legions
øversterne Fulvus Aurelius, Julianus T ettiu s og Numisius L upus de konsulariske æ restegn; ti O tho glæ dede sig derover og tilegnede sig æ ren derfor, som om det var ham selv, der havde haft ly k k e i krigen og ved sine
øverster og sine hæ re havde fræm m et statens bedste.
y.
Oprør i Rom. Jer tegn. Tiberens oversvømmelse.
Imidlertid opstod der af en ubetydelig om stæ n
dighed fra en side, man ikke frygtede noget fra, et o p rø r, som nær var blevet til hovedstadens under
gang. O tho havde givet ordre til at føre den s y t
tende k o h o rt fra O stia til R om , og det var blevet p ålag t en tribun i garden, V arius Crispinus, at forsyne den med våben. F o r mere uforstyrret at kunne ud
føre ordren, når alt var roligt i lejren, lod da C rispi
nus ved nattens begyndelse tojhuset åbne og kohortens vogne belæ sse derfra. Tiden, det skete på, v ak te mis
tanke, sagen selv førte til beskyldning, den overdrevne forsigtighed voldte røre, og synet af våben gav de b e
rusede m ennesker lyst til at tage dem. Den menige soldat knurrer og beskylder tribuner og centurioner for forræ deri: „man væbnede, mente de, senatorernes slaver for at dræ be O th o “. Nogle gik i en rus og vidste ikke, hvad de selv gjorde; de slette lurede p å
lejlighed til at gøre b y tte , og den store m ængde hi
g ed e, som sæ d v an lig t, efter enhver om væ ltning, i hvilken retning den end g ik ; dertil havde m ørket b e
v irk et, at man ikke m æ rkede noget til de bedre- sindedes lydighed. T ribunen søger at stanse o p rø rerne, men de m yrde både ham og de stræ ngeste centurioner; d erp å snappe de våben (hjælme, pansere og skjolde) fra vognene, stige til hest og ride med d rag et svæ rd i hånden ind i byen til paladset.
O tho havde netop et talrigt selskab af de for- næm ste kvinder og mænd som g æ ster hos sig. Disse bleve urolige og vidste ikke, om dette raseri hos sol
daterne var et væ rk af tilfældet eller en svig af k rig s
herren, om det var farligst at blive og lade sig gribe eller a t fly og sprede sig. Snart lode de derfor, som om de vare rolige og fattede, snart røbede de sig ved deres frygt og søgte p å samme' tid at læse i O thos ansigt. Som det viser sig allevegne, hvor sindet er stem t til m istanke, indgød O tho frygt, medens han selv var bange. Men ikke mindre forskræ kket over den fare, der truede senatet, end over den, der truede ham selv, havde han stra x sendt de to øverster for garden ud for at stille soldaterne tilfreds og befalede nu alle at skynde sig b o rt fra gæ stebudet. Da så’ man stra x alle gæ sterne sprede sig: øvrighedspersoner, som havde k astet tegnene p å deres væ rdighed fra sig og stjålet sig bort fra deres talrige følge a f klienter og slaver, ligeledes oldinge og kvinder ilede i mulm og m ørke til afsides liggende g ad er; kun enkelte gik til deres hjem , de fleste til deres venners huse eller søgte et ukendt skjulested under deres ringeste klienters tag.
Soldaterne storm ede så voldsom t fræm, at de ikke engang lod sig stanse ved paladsets p o rt, men brød igennem ind i spisesalen under hoje råb om , at man
skulde lade dem få O tho at se. Tribunen Julius Mar- tialis og- flådelegionens ø verste, Vitellius Saturninus, bleve sårede, da de søgte at stanse dem. F ra alle sider hørtes våbenlarm og truende ord snart mod centurioner og tribuner snart m od det hele senat, ti blind sk ræ k havde berøvet dem sands og samling, og da de ikke kunde udpege nogen bestem t person til offer for deres v red e, vilde de have lov til at rase mod alle. Da steg O tho, tvæ rtim od en regents v æ r
dighed, op på en bordsofa, og ved tårer og bonner lykkedes det ham, om det end holdt hårdt, at få dem tæm mede, så at de gik tilbage til kasernen, ikke med deres gode vilje og ikke uden skyld.
D agen efter havde Rom udseendet af en hæ rtagen stad; husene vare lukkede, gaderne folketomme, m æ ng
den i n ed try k t stem ning; soldaterne g ik og slog oj- nene til jorden, og deres æ rgrelse var storre end deres anger. G ardeøversterne Licinius Proculus og Plotius Firm us talte til de forskæ llige delinger, mildere eller hårdere, hver efter sin karakter. Enden på denne til
tale var, at der udbetaltes fæm tusinde sestertier til hver soldat. Da vovede O tho at g å ind i kasernen.
Der omringe tribunerne og centurionerne ham , kaste tegnene på deres grad for hans fødder og bad ind
stæ ndig om at m åtte væ re fri for tjenesten og få sik
kerhed for liv og lemmer. Soldaterne m æ rkede bebrej
delsen, som lå deri, og ikke nok m ed, at de yd m y g t underkastede sig, forlangte de endog selv, at u ro stifterne skulde henrettes.
O tho stod en stund og betæ n k te sig: han så’, at forholdene vare forstyrrede, og at soldaterne vare
for-S
skæ lligt stemte, ti medens alle velsindede. vistnok for
langte, at der skulde rådes bod på den nuværende tojlesløshed, vare de menige (og de udgjorde jo fler
tallet) glade ved o p rø r og en regering, der m åtte søge at vinde dem , og lode sig under forvirring og lejlighed til plyndring let drive til en b o rg e rk rig ; al
ligevel sto d det klart for ham, at et herredom m e, der var vundet ved forbrydelse, ikke kunde hæ vdes ved en pludselig skæ rpelse af krigstugten eller en tilb ag e
venden til æ ldre tiders s træ n g h e d ; men i sin ængstelse for hovedstadens betæ nkelige stilling og den fare, der truede senatet, to g han om sider således til orde: „Jeg træ d er her o p , våbenfæ ller, ikke for at opflamme kæ rligheden til mig i eders hjæ rter, ikke heller for at tæ nde m odet i eders bryst, ti begge dele er i rigeligt mål tilstede hos eder; men je g er kommen hid for at k ræ v e af eder, at I læ gge bånd p å eders mod og holde m åde i eders godhed for mig. D et siste røre havde ikke sit udspring fra begæ rlighed eller had, som have ført m ange hæ re til m ytteri, ikke heller fra uvillighed til at udsæ tte sig for fare eller frygt derfor;
det var eders overdrevne, mere hidsige end b etæ n k somme hengivenhed for mig, som v ak te d ette uvejr;
ti b ru g er man ikke sin forstand, hæ nder det såre ofte, at de sm ukkeste bevæ ggrunde have fordæ rvelige følger.
Vi stå lige ved udbruddet af en k rig ; mon en fornuftig ledelse af den eller de belejlige ojeblikkes hurtige flugt tillad er, at alle efterretninger kundgøres, at alle planer drøftes i alles næ rvæ relse? D er er ligeså vel ting, soldaten ikke bør vide, som der er dem, han bør vide. Ø versternes m yndighed, krigstugtens stræ n g hed volder, at det mangen gang er b ed st, at endog centurioner og tribuner kun få en ordre. Hvis alle og enhver skulde ha-ve lov til at spørge om grunden til en eller anden befaling, vilde lydigheden g å til grunde og med det samme vilde det væ re ude med al h æ r
øverstens m agt. E ller vil man også d a, når fjenden
star foran os, ile til våben midt om natten? S k al et p ar fulde uslinge — je g kan ikke tro , det var flere, der under den siste tum ult, bar sig så afsindig ad — d y p p e deres hæ nder i cénturioners og tribuners blod og bryde ind i deres hæ røverstes tæ lt? “
„H vad I gjorde ig år, gjorde I vistnok til bedste for m ig, men i opløb og m ørke og under almindelig forvirring kan der også åbnes en lejlighed til at skade mig. Lad os tæ nke os, at Vitellius og hans d rab an ter få lov til at vælge, hvilken ånd, hvilket sind de kunde ønske os, hvad andet vil de da vel ønske end at oprørets og genstridighedens ånd må kom m e til at råde hos os? hvad andet end at den menige soldat må væ re ulydig imod centurionen, centurionen ulydig im od tri
bunen, så at vi alle i b ro g et forvirring, fodfolk og rv ttere mellem h v e ra n d re , stv rte i fordærvelse. " ^ 1 I -krigen, kam m erater, gæ lder det mere om at adlyde
og udføre officerernes ordrer end om at drøfte dem, og den hæ r er i afgørelsens stund den ta p re ste , som forinden er den roligste. S o rg I bare for at have mod til våbenfæ rd; bestem melsen af mål og m åde og le
delsen af eders tap p erh ed må I overlade til mig. Kun nogle få have forbrudt sig, kun to skal straffes; alle 1 andre skal søge at udslette mindet om denne sk æ n dige nat, og lad aldrig nogen anden hæ r få høre de ord, som da faldt mod senatet. D ette rigets hoved, alle provindsers bedste mænd v il, ved H e rk u le s, end ikke disse G erm aner, som Vitellius netop nu op- b y d er imod os, vove at forgribe sig p å , og kan ' da fostersonner af Italia, en æ gte rom ersk ungdom råbe blod og drab over den stand, ved hvis herlige giands vi fordunkle det usle og lave vitelliske parti? Vitel
lius har g jo rt sig til herre over nogle stam m er, han har noget, der ligner en hær, men med os er s e n a te t;