Det første frafald, Vitellius hørte om , vår den tredje legions. Det m ældtes ham ved et brev fra A ponius Saturninus, inden også denne sluttede sig til V espasians parti. Men A ponius var bleven hel for
tum let, fordi sagen var kommen så pludselig over ham , og havde derfor ikke skrevet alt, og sm igrende venner gav en endnu mildere fortolkning: „Det var jo
V,Ve
*>!r- 4;
V •* «•..►.
^■VV-" • » ** *
«• .1,
*7'v\ '
f* i
”. 'v ■,1 ;
/r i1 MV
t' .• ■ .
Ad .•' I
' V , ,1 ■ ' .
' J - :■:*•
-Al-V ,.
V -i
V.a-Tv.* .
. • • ■;
*<!*>*
f jr
v.<v i "
V •<-. / ..-'-•uH .
'
, - *- <
-.S®;:."'
*i v •
■ fc . i
• ‘VX*O • • >• • . ,■
.> ’
r-* r-* •' • i *'-•» ■
\ C v
■ . dli
I
m,:-f \
r * Vi •
' •
1
kun én legion, sagde de, der havde g jo rt opstand; de ovrige hæ res tro sk ab sto d endnu u r o k k e t S å d a n t sprog førte også Vitellius ligeoverfor tropperne, hvor
hos han udskæ ldte de nylig aftakkede gardesoldater, og forsikrede, at de udspredte falske ry g te r, og at der ingen grund var til at frygte for en borgerkrig.
Han undlod at nævne V espasian og lod soldater strejfe om i byen for at læ gge en dæ m per p å folks snak; men d ette gav netop ry g te t den bedste næring.
A lligevel opbød han d o g h jæ lp e tro p p e r fra Ger- mania og Britannia som også fra H ispania, men han forhastede sig ikke derm ed og lod, som om der ikke var nogen påtræ ngende nødvendighed tilstede. I lige m åde nølede legaterne og provindserne. H ordeonius Flaccus havde næmlig allerede fattet m istanke til Ba
ta verne og var bange for selv at få en krig; V ettius Bolanus havde aldrig haft fuldstæ ndig rolighed i Bri
tannia , og b eg g e vare således tvivlrådige. Heller ik k e fra H ispania sk y n d te man sig med at komme.
D er var dengang ikke nogen konsularlegat d e r; de tre legioners ø v erster, som havde lige re t, og som man vilde have se’t k a p p e s i lydighed m od Vitellius, så læ nge lykken var med ham , havde lige lidt lyst til at dele hans vanhæld.
Legionen og kohorterne i A frik a , som Clodius Macer havde udskrevet, men G alba siden givet afsked, to g a tte r tjeneste p å V itellius’s befaling. Heller ikke det øvrige unge m andskab var se’n til at lade sig indskrive, ti Vitellius havde som prokonsul der vist sig ulastelig og g jo rt sig y n d e t, medens Vespasian i sam m e æm bede havde fået et slem t ord p å sig og g jo rt sig ilde lidt. D eraf sluttede vore forbundsfæller sig til, hvad de begge vilde blive som regenter; men d et, man siden fik at se, var det m odsatte af, hvad
Tacitus’s Historiebøger, II, 96—99. \ y y
de dengang form odede. I begyndelsen støttede legaten Valerius F estus æ rlig og redelig provindsboernes iver, men snart b eg y n d te han at vakle, idet han offentlig i breve og kundgørelser udtalte sig for Vitellius, men i hemmelige b u d sk ab er virkede for V espasian, rede til at forsvare det sejrende parti, hvilket det end blev.
A f de soldater og centurioner, som V espasian havde sendt ud med breve og ku ndg ø relser, bleve nogle pågrebne i R æ tia og G allia, førte til V i
tellius og d ræ b te; flere undslap og kom i skjul ved venners tro sk ab eller egen list. Således gik det til, at medens V itellius’s forberedelser bleve bekendte,
■v.
vare V espasians planer for det meste ubekendte, først på grund a f Vitellius’s tankeløshed, dernæ st fordi de pannoniske A lp er og tro p p ern e, som lå d er, holdt hans sendebud tilbage; desuden blæ ste etesierne p å den tid, så a t de, der sejlede til østlandet, havde m ed
bør, de, der sejlede derfra, modvind.
Om sider blev han opskræ m m et ved fjendernes indbrud og de u ly k k esb u d sk ab er, som kom fra alle k an ter, og han gav Cæcina og V alens ordre til at ry k k e i m arken. Cæcina blev sendt forud; Valens, som lige havde rejst sig fra et h ård t sygeleje, var endnu så sv ag , at han ikke stra x kunde tag e afsted.
Den germ aniske hæ r havde et helt andet udseende, da den drog ud a f byen, end den havde haft, da den d ro g derind: ingen kraft i legem e, ingen fyrighed i sind; langsom t og sp red t to g , dårlige v åb en, dorske heste; soldaterne utålm odige over sol, støv og vejrlig o g ligeså o p lag te til m ytteri som sløve og m atte til at udholde arbejde. D ertil kom Cæcinas gam le lyst til at gøre sig behagelig for soldaterne og hans nu
væ rende dorskhed — en følge af det vellæ vned, han på grund af lykkens altfor store fojelighed havde
hengivet sig til; d et kan jo også væ re, at han pøn
sede på forræ deri og derfor blandt andet lagde vind p å at sv æ k k e hæ rens m andighed. Mange have troet, det var Flavius S abinus, der ved sine råd rokkede Cæcinas tr o s k a b ; R ubrius Gallus skal som mellem
mand mellem dem have forsikret ham, at de aftalte vilkår for hans overgang til V espasian vilde blive go dkendte af denne; desuden mindede man ham om hans had og misundelse mod F abius Valens og sagde til ham, at da han var tilsidesat for denne a f Vitellius, skulde han søge at skaffe sig yndest og m agt hos en ny regent.
E fterat Cæcina havde væ ret hos Vitellius for at sige farvel o g denne p å sin side havde g jo rt megen stads af ham og til slut omfavnet ham, sendte han en del a f hestfolket i forvejen for at besæ tte Kremona.
D erp å fulgte afdelinger af den første, fjærde, fæmtende og sextende le g io n , derefter hele den fæmte og den to og tyvende legion; endelig kom i b a g tro p p e n den én og tyvende, R a p a x , og den første italiske tillige
med vexillarier (afdelinger) af de tre britanniske legio
ner og udvalgte h jæ lpetro pper. Da Cæcina var d rag et bort, skrev Fabius Valens til den del af hæren, som han selv havde haft kom m andoen over, at „den skulde væ nte p å ham undervejs; det var han kommen overéns med Cæcina o m w. Men denne, der var næ r
væ rende og derved den stæ rk e ste , foregav, at den plan var bleven forandret, for at man med fuld kraft og udelt m agt kunde g å den truende k rig imøde.
Således fik da legionerne ordre til at skynde sig til K rem o n a, en del skulde ile til Hostilia. Han selv bojede af til R avenna under påskud af at ville tale til flåden, men gik strax til Patavium og søgte der en hemm elig sam tale til forberedelse af sit forræderi.
Lucilius Bassus, der fra at væ re øverste for en ala (et rytterregim ent) af Vitellius var sat til ov er
befalingsmand såvel for flåden i R avenna som for den i Misenum, følte sig næmlig, rigtignok uden skæ llig g ru n d , fornærm et o v er, a t han ikke stra x var bleven g a rd e ø v e rste , og vilde nu hæ vne sig ved skæ ndig utroskab.
Det .kan ikke med sikkerhed afgøres, om det var Bassus, der tra k Cæcina med sig, eller om det var samme siethed hos dem b e g g e , der drev dem til for
ræ deriet; det er jo ofte tilfæ ldet, at onde menneskers overensstem m else i k a ra k te r også avler samstemmende planer. De historieskrivere, som have o p teg net denne krigs begivenheder på den t i d , da det flaviske hus havde m agten, have ladet sig lede af lyst til at sm igre og tilskrevet omhu for fæ drelandet og kæ rlighed til freden deres frafald. Mig forekom m er det, at foruden deres m edfødte letfæ rdighed og den lave p ris, deres troskab stod i efter forræ deriet mod G alba, har det væ ret forfængelighed og m isundelse, som hidførte deres forbrydelse: af frygt for, at andre skulde have storre indflvdelse hos Vitellius, vilde de stv rte denne.
D a Cæcina havde indhæ ntet legionerne, brugte han allehånde konstgreb for at nedbryde centurioner- nes og soldaternes vedholdende hengivenhed for V i
tellius. Bassus pønsede på det sam m e, men havde færre vanskeligheder at overvinde, ti flåden var til
bøjelig til at b ry d e sin troskabsed, da den ikke havde glemt, at den nylig havde kæ m pet for Otho.
OPLYSNINGER
T I L
ANDEN BOG.
o o
(A = Annalerne (Arbøgerne). A. N. = Navneliste til Arbøgerne).
Side
95. — e n a n d e n d e l a f v e r d e n , d. e. Østerland.
— — t i l l y k k e : for Vespasian og Titus; t i l f o r d æ r v : for Domitian.
96. B e r e n i k e , datter af Herodes d. stores sonneson Herodes A g rip p a I, var først gift med sin fa rb rode r H ero d es , fyrste i Khalkis, d ernæ st med Polemo, konge i Pontus; efter at have forladt denne, levede hun bos sin broder H erodes Agrippa II.
97. A é r i a s — se A. I, 223.
— S i d e n v i l d e m a n , a t k o n g e s l æ g t e n . . . , d. e. Kinyras’s ætlinge.
98. — e t s t e j l t b j e r g — rettere et bjergparti med tre hoje:
Akra, Moria og Zion med Davids kongeborg. Den fjærde hoj, Bezetha, lå udenfor murene.
99. — f l å d e r o g f o r b u n d m e d k o n g e r . Foruden den i Pontos var der flådestationer ved kysten af Syria og Æ gy pten. De med R o m ern e allierede k onger i Asien vare Sohæm us, konge i Sofene, Selevkiden Antiokhos, konge i K o m m a g en e , og Be- renikes b r o d e r , Herodes Agrippa II, konge i landet øst for Jordan.
100. M u c i a n u s — se s. 9 m. anm.
— — m o d P a r t h e r n e m e d f o r s k æ l l i g t u d f a l d — se A.
11,245.
— — d e n s i s t e b o r g e r k r i g , d. e. Vindex's o p r ø r og Galbas rejsning mod Nero.
— — h j æ l p e t r o p p e r f r a S y r i a o g J u d æ a — se anm. 99.
— — s å l æ n g e a n d r e l å i k r i g — Otho og Vitellius.
D e a n d r e , s o m u d g a v s i g f o r N e r o — t. ex. én under
‘Titus's regering fra Asia, en anden under Domitians.
K y t h n o s — en af de vestlige K yklader, sydøst for Attika.*
G a l a t i a o g P a m f y l i a . Provindsen Pamfylia, som under Claudius var bleven forstdrret med Lykia, blev af Galba under
lagt den kejserlige g u v ernø r i Galatia.
V i b i u s C r i s p u s — fra V ercellæ, konsul under Nero. Hans broder, Vibius Secundus, som i året 60. blev anklaget af Mav- rerne for pengeudpresninger og forvist fra Italia (A. Il, 185), må så senere, i slutningen af Neros regering v æ re bleven anklaget af Annius Faustus.
— d e n a f G a l b a u d s k r e v n e s y v e n d e l e g i o n . En anden legion, som også kaldes den sy v en d e , adskilles fra den her nævnte ved tillæget „den clau d isk e“.
— m æ n d e n e a f d e n f j o r t e n d e . o p s t a n d e n i B r i - t a n n i a . Den 14. legion var af Claudius bleven sendt over til Britannia og havde k æ m p e t ta p p e r t der i året 61 under Sve- tonius Paulinus’s kommando (se A. II, 185— 193)- Siden havde Nero kaldt den bo rt derfra for at bruge den mod Albanerne i K a v k a s u s ; men på den tid, da Nero blev styrtet, v a r den ikke kommen længere end til Dalmatia, og der blev d e n 's å stående, indtil Otho nu kaldte den derfra, (x^ndre mene, at Nero havde kaldt r4. legion til sig for at bruge den mod Vindex, og at så Galba efter sin tronbestigelse havde sendt den til Dalmatia).
— h æ r ø v e r s t e r , d e r t o g d e t s t r æ n g t m e d æ r e n — t. ex. Decimus Brutus, da han lå for Mutina.
A n n i u s G a l l u s — se s. 77 m. anm.
— a t C æ c i n a . . . a l l e r e d e v a r g å e t o v e r A l p e r n e — se s. 61. 79.
— v e t e r a n e r n e a f g a r d e n — de udtjente prætorianere, som efter sexten års tjeneste samledes i et særskilt k o r p s med
en egen fane, vexil, og kaldtes vexillarier.
— e t s t o r t a n t a l a f f l å d e m a n d s k a b e t — s. 76.
— v e d h j æ l p a f . . . s i n e s k i b e — flåderne i Misenum og Ravenna.
Al b i n ti m i l i u m , nu Ventimiglia i Liguria.
— u l y k k e r o v e r e n u s k y l d i g by. Ved den lejlighed blev Tacitus’s svigerfader Agricolas moder myrdet og hendes ejen
dom plyndret.
— f r a s t æ d e r n e d e r (i det narb onske Gallia) — t. ex. Forum Julii (Fréjus), Aquæ Sextiæ (Aix), Valentia, Vienna.
• — T u n g r e r n e , et folk i det belgiske Gallia ved Mosa (Meuse); T r e v e r e r n e sydøst for dem ved MoseLa.
' -!'
: ■*!
>ii
• !■ , i. •SV, ■- Il
'tf-''
S" "i
' v:4 -■■
I'. »
‘ V!;r ‘ *
< 0 '■
• • V .«
»%•^ . '
> • * *' •.1 * t»» f .♦ r
•Ff.s-' '
^ C'-;>T ? ,
•■ -i",.-vv '
:
. ' V '. i. i . .
; . > •
I * < . .Jf :
,
, < y !
- • ’*u"
• • - V ; • ■
, (t . *V . * - 1
''VV- :
• • - ' I1 . •
• ; . - r
.-V, •v»
»
’••••. . t ■
i -.- ■
. •» *» »•
V ' •
it-' V. i •
• I '
■Ar-V P >"
Y V '
• ’ * .
i«*.1
» . t t
, ,
102 Side
107.
108.
109.
1 10.
—r P a n n o n i e r e , d e r e n d n u i k k e t j e n t e u n d e r f a n e r n e . Det var nys udskrevne folk, som v a r e p å marsjen til de pan- noniske hjæ lp etro p pers k v a r t e r e r i Germania.
— b l a n d e d e m e d l a n d e t s f ol k . Efter at have kuet p r o vindsen S ø a l p e r n e havde Othonianerne tvunget landboerne der til at t ræ d e ind i deres r æ k k e r.
— o p a d h o j e n e n æ r m e s t v e d h a v e t — mellem Albinti- milium og det sydvest derfor liggende Forum Julii.
— p r æ t o r i a n e r n e — et fra forskællige g a rd ek o h o rter de- tacheret korps.
D e t r æ k k e f o r s t æ r k n i n g t i l s i g — fra Forum Julii.
A n t i p o l i s — en koloni fra Massilia, nu Antibes, nordø st for Frej u s.
A l b i g a u n u m — nu Albenga, mellem Genua og Albintimilium, no rd ø st for denne s.tad.
— d e d e r l i g g e n d e g a l e j e r . . . Det var de såk ald te libur- niske s k i b e , hurtigsejlere, som havde dette navn efter det illyriske sø rø v e rfo lk Liburnerne.
D e t s i l i a n s k e r y t t e r i — se s. 60 m. anm
— a l l e d e s t æ d e r — m e l l e m P a d u s o g A l p e r n e . . . . I virkeligheden havde Vitellianerne kun den vestlige halvdel
.af Norditalien.- ‘ ,
•y
• " i
^ .. C- : s : ■.
c , i :V*f '
- Y V
Y
• . i1 ? *>.■
% ■■ ,
S ; ' < ;•
■ , - ;
- * 1
' '' "
■ s - • ; •, .
•I •
• • S t
n . •
■ p y y
-; o ' Y . v
! « i' ,
• V V. ,* l - i ' '
■ t - - - r
I I I .
I I 2 .
I 1 4 .
\ . ••
• •' ;
■ ^ , *■
• • 1 1
j'^ - •«:
t *■...v
• ■*-.> ’ H *- * < 1 l6.
— d e k o h o r t e r , C æ c i n a h a v d e s e n d t f o r u d — se s. 61.
PI a c e n t i a, nu Piacenza, ved T r e b ia s udløb i Po. T i c i n u m , nu Pavia, på Ticinos venstre b r e d , ikke langt fra dens udløb i Po.
-— e t t u s i n d e v e x i l l a r i e r -— udtagne af de pannoniske eller dalmatiske legioner, se s. 104.
C æ c i n a . . . h a v d e l a d e t g r u m h e d o g t o j l e s l ø s h e d b l i v e t i l b a g e h i n s i d e s A l p e r n e . - Der sigtes til hans a d færd mod Helvederne (se s. 58— 60).
— d e t s m u k k e a m f i t h e a t e r . . . l a g t i a s k e — det var bygget af træ ligesom det i Fidena (A. I, 305).
A n n i u s G a l l u s , se s. 105.
B e d r i a k u m — ved den postumiske vej, to g o de dagsm arsjer fra Verona, tyve ro m e rs k e mil (over 4 danske) fra Kremona.
— b e k e n d t v e d t o r o m e r s k e n e d e r l a g : Othonianernes i april, Vitellianernes i o k to b e r 69.
I m i d l e r t i d g i k a l t o. s. v. — indtil Titian fik overkommandoen.
— h a n s h j æ l p e t r o p p e r . . . n y l i g . . . s l a g n e — ved gladiatorerne under Marcius Macer (s. 115).
— s å ’ F a b i u s V a l e n s n æ r m e s i g — med hæren fra Nedre-- Germania.
116. V e d d e n t o l v t e m i l e p æ l — o. 2 ' U mil.
— K a s t o r e r n e — K a s to r og Pollux
—• E n a f d e l i n g a f d e n 13. l e g i o n — se s. 104.
— — b e s a t t e l a n d e v e j e n , d. e. den postumiske, der fra Kre- mona førte o v e r Bedriakum og Mantua til Hostilia p å venstre bred af Po; fra Bedriakum g å r en anden vej mod nordø st til Verona. På b e g g e sider af den ophojede, midterste del af vejen, k ø re b a n e n , v a r der gangstier.
117. E p i f a n e s , son af k ong Antiokhos i Kommagene (anm. til s. 99). På den tid, b o rge rk rig e n b rø d ud, var han i Rom som gidsel eller i sin faders ærinde og fulgte så Otho i krigen mod Vitellianerne.
119. — d e b a t a v i s k e k o h o r t e r — se s. 52. 55—56. Da o p standen mod Nero b e gy n dte, skilte de sig i Dalmatia fra den fjortende legion fse s. 104 m. anm.) og hindrede denne i at
komm e Nero til hjælp.
120. — l e j r ø v e r s t e n — Til dennes funktioner hørte fordelingen af vagten og af de andre bestillinger.
121. — s å u n d e r l e g n e s o m d e v a r e i t a l . Cæcinas k o r p s ud
gjorde 30,000 mand, V alens’s over 40,000.
122. S v e t o n i u s P a u l i n u s havde u d m æ r k e t sig i året 41 (under Claudius) i krigen mod Mavrerne og i året 61 (under Nero) ved at d æ m p e opstanden i Britannia (A. II, 185 300); han var anden gang konsul i året 66.
— — i d e h i s p a n s k e l a n d e stod legionerne VI V i c t n x og X G e m i n a .
123. — d e m o s i s k e t r o p p e r — be stå ende af legionerne III G a l
-l i c a , VII C l a u d i a , VIII A u g u s t a ; de va re p å den tid, slaget ved Kremona stod, allerede komne til Aquileja (anm. 135).
124. T i ti a n u s havde nu fået o verk o m m a n d o en ved Po (s. 116).
— P r o c u l u s — se s. 39.
— B r i x e l l u m , på den sydlige (hojre) bred af P o , sydø st for Placentia og Kremona.
12s. — l å d e r e n 0 — nedenfor Addas udløb i P o , en mils vej vest for Kremona.
126. F l a v i u s S a b i n u s — se s. 66 m. anm.
127. — f r i e s t æ d e r e l l e r k o n g e r : t. ex. K a r th a g o , Korinth Makedonia, Syria.
— — o p æ g g e n d e t r i b u n e r : t. ex. Graccherne, Saturninus.
— — m æ g t i g e k o n s u l e r : t. ex. Appius Claudius, L. Opimius.
128. — d e n f j æ r d e m i l e p æ l f r a B e d r i a k u m 3 4 fjærding-vej henimod Kremona.
— s k o n t d e t v a r f o r å r . Slaget ved Bedriakum eller rettere Kremona (ti valpladsen var næ rm est ved denne stad) stod d. 14. april
— d e t r o p p e r . . . p å d e n a n d e n s i d e a f P a d u s — dem i
Brixellum hos Otho (s. 124) samt gladiatorerne under Flavius Sabinus (s. 126).
— s e x t e n m i l d e r f r a — 3V3 da ns ke mil.
— n æ p p e h a v d e g å e t f i r e m i l — 3V3 fjærdingvej.
— b y g g e e n b r o — nedenfor Addas udløb (s. 125).
— t i l b a g e t i l l e j r e n — udenfor Kremona.
— i n d e n f o r v o l d e n — Vitellianernes lejr.
— d e n i t a l i s k e l e g i o n . Den lå ellers i garnison i Lugdu- num, men h a v d e sluttet sig til Valens p å hans tog igennem Gallia (s. 56).
— o g v e j e n m e d d e d y b e g r ø f t e r — den postumiske (anm. 116).
— p å l a n d e v e j e n g i k d e . . . — i centrum.
P å d e n å b n e s l e t t e — p å Othonianernes venstre floj.
— d e n f ø r s t e l e g i o n — marinelegionen (s. 6).
— f a n e r o g h æ r m æ r k e r — såvel kohorternes og manipier
nes som rytternes.
P å e t a n d e t s t e d — p å Othonianernes hojre floj.
— f o l k e n e a f d. f j o r t e n d e , d. e. det detachement af denne legion, som v a r ' i Othos h æ r ; det stod i slaget vistnok yderst
p å hojre floj.
— i f l a n k e n — den venstre.
D e t v a r e n u h y r e l a n g v e j . Afstanden mellem valpladsen og Othonianernes lejr har vel omtrent v æ re t tolv ro m e rs k e mil (21 2 danske).
A n n i u s G a l l u s var bleven tilbage i lejren som ukam pdygtig efter sit fald med hesten (s. 123— 124).
— b l e v e n t i l b a g e i B e d r i a k u m — eller rettere i lejren i nærheden af denne, by.
— d e n f æ m t e m i l e p æ l f r a B e d r . — altså en ro m ersk mil fra Othonianernes lejr.
— O t h o . . . v æ n t e d e — i Brixellum, d. 15. april.
P l o t i u s F i r m u s — den ene af g a rd e ø v e rs te r n e (se s. 39).
A q u i l e j a — en latinsk koloni, nordøst for Venezia, nordvest for Triest.
S a l v i u s C o c c e j a n u s blev d ræ b t af Domitian, fordi han havde fejret sin farb ro d ers fødselsdag.
— S e r v i e r n e — sigtende til Servius Sulpicius Galba.
S å s n a r t d e t b l e v l y s t — den sextende april.
137. _ F e r e n t i n u m (Ferentium) — i Etruria.
— — m ø d r e n e s l æ g t . . . Hans moder Albia Terentia hørte til en familie af ridderstanden.
138. V e d t o m æ r k e l i g e h a n d l i n g e r o. s. v — ved at styrte G alba og ved at d r æ b e sig selv.
— R e g i u m L e p i d u m — nu R eg g io , ved den æmiliske vej (mellem Parm a og Mutina), 18 rom. (33/4 danske) mil syd for Brixellum.
— F l a v i u s S a b i n u s — se s. 66 m. anm.
139. M u t i n a , nu Modena, øst for Reggio ved den æmiliske vej mellem Placentia og Ariminum.
— E p r i u s M a r c e l l u s — se A. N.
140. L. V i t e l l i u s — se s. 77.
— — d e n 14. l e g i o n v a r k o m m e n — fra Dalmatia (s. 123).
— — d e t a f O t h o u d s t æ d t e p a s . Ved sådanne p a s s e r på- lagdes det pro vindsøvrigheden at befordre ihændehaverne videre ved at stille de p å de offentlige poststationer stående heste og vogne til deres rådighed.
141. C e r e s f e s t e n fejredes fra den tolvte til den nittende april, p å den siste dag med cirkuslege. På den dag blev Othos død bekendt i Rom (A. II, 266).
— F l a v i u s S a b i n u s — Vespasia ns ældre broder.
— — a l l e d e æ r e s b e v i s n i n g e r . . . , næmlig titlerne Cæ sar og og Augustus, tribunmagt, værdigheden som krigsherre.
— — d e n t a k t s l e t i k k e a t s k r i v e . Det var s k ik , at ingen anden end regenten måtte skriv e til senatet eller konsulerne.
142. — l æ v n i n g e r n e a f ' d e n g e r m a n i s k e h æ r — se s. 53 og 54 m. anm.
— H o r d e o n i u s F l a c c u s — s. 8 m. anm.
— — h æ r e n i B r i t a n n i a — 2., 9. og 20. legion.
143. — b e g g e M a v r i t a n i e r . Kongeriget Mavritania blev i året 42 af kejser Claudius gjort til to ro m e rs k e kejserlige p r o vindser, den c æ sa risk e (det vestlige Algérie) og den tingitanske (Fez og Marokko). De blev som mindre provindser bestyrede af landshøvdinger, tagne ud af ridderstanden.
— C l u v i u s R u f u s , kejserlig guvernør i det ta rra k o n sk e Hispa- nia, var tillige ansvarlig for senatsprovindsen Bætikas ydre sikkerhed; i senatsprovindser var der ingen tropper.
— — d e n t i e n d e l e g i o n — denne legion i forening med VI
V i c t r i x dannede besætningen i de s p a n s k e provindser.
— — l o d s i g k a l d e J u b a . Den af C æ sa r i året 46 f. Kr. o v e r
vundne numidiske k o ng e Juba havde en son af samme navn, som af August fik Mavritania og en Del af Numidia som
186
Side
i ' . . - ■ ■
• -
. • ' V '
., *•
/•
*V. r-j.“ *
r. *»
y . - ,■ ■■ ■
ti1-':
■>PC:
H- , "
. --.'A •
.;.v. ,
V ;
■ v ;
* ■ > . •
’ • . r .
.•'i- • 1
V' *
<« < i
H t•. t
^ -‘v*-»> A, 1.
* 1 • '
*?\n.
i-'-: '“.
... /■
. !i"H,Y
r-:;-'*
v ;,': • C' i -•*
. }- •
-:f \»
*r.»:
» .
• .v i"
•-.'-•»S
Y .*r- ■■
. • A '
1 :
;Y .
v..; .•
• • .
■ • . N. 4 . .•* •%
s '
. / ...
* * j i • . rt ‘ f ■■■v -:
A ;V■ ' X;
; • ; V
^ . •:,
: ;::-“T-3æ=~
js
■v
t: -- .
.4
' . .*«
V.
• »
v.t • . ' ^
l J»
. .*
*\ .
■’ . M
■'* Y
vasalkonge. Ved at fortælle, at Albinus lod sig kalde med dette navn, vilde man g ø r e ham mistænkt som den, der vilde g ø r e sig til uafhængig herre i Mavritania.
143. — k o h o r t ø v e r s t e r n e ( p r æ f e c t i ) — førere for et ko rp s af hjæ lpetropper.
144. A r a r f l o d e n — Saone.
— — v a k t e h a n o p s i g t v e d s i n g a m l e f a t t i g d o m . Sveto- nius fortæller, at da Vitellius skulde rejse til Nedre-Germania som legat (s. 8), var han i så stor forlegenhed, at han, for at skaffe sig rejsepenge, bl. a. måtte tage og p an tsæ tte en af sin m oders perler.
— — d e t l u g d u n s k e G a l l i a — den midterste del af Gallia fra S aon e til oceanet, imellem og p å b e g g e sider af floderne Seine og Loire.
— — t r ø s t e s i g m e d i m o d g a n g . Den lille ^Vitellius blev allerede året efter d r æ b t p å Mucians befaling.
— — d e i l l y . r i s k e h æ r e — de i Illyrikum (d. e. Dalmatia, Pannonia og Mosia) stående legioner.
— — d e ø v r i g e l e g i o n e r — særlig den første ( A d j u t r i x ) og de i Syria og J u d æ a stående.
145. M a r i u s C e l s u s — se s. 62. 66 m. anm.
— — g a v s i d e n S i m p l e x e t k o n s u l a t — for nov. — dec. 69.
— T r a k h a l u s , G a l e r i u s , Vvar i slægt med Vitellius’s hustru Galeria (s. 79).
— B o j e r n e , et keltisk folk, boede mellem Loire og Allier i den sydøstlige del af det lugdunske Gallia.
— — d e t t e l a n d s h o v e d b y — Augustodunum (nu Autun), hovedstaden i Æ d u e r n e s land (se A. I, 207).
146. — s t r æ n g h e d m o d d e f r a f a l d n e , d. e. Othos tilhængere.
— — f r a b e g g e h a v e : det tyrrhenske og adriatiske.
— — D o l a b e l l a . . . f o r v i s t t i l . . . A q u i n u m — se s. 77 m. anm.
147. — d e n k o h o r t . . . i O s t i a — 17. kohort af ro m e r s k e b o r g e re (se s. 69 m. anm.),
— P e t r o n i a — datter af konsularen P. Petronius (se A. N.).
— — d e n f l a m i n i s k e v e j . . . I n t e r a m n a . F r a Narnia førte en sidevej til den flaminiske vej mod nordøst til Interamna.
148. — i k k e G e r m a n i c u s . 1 overskriften til sit brev havde Vi
tellius kaldt sig således.
— C l u v i u s R u f u s — se ovenfor s. 143.
— H i l a r i u s — en af de foregående regenters frigivne, som nu var gået over til den nye regent. Han synes at have været kejserlig rentem æ ster i det ta rra k o n s k e Hispania.