Den fæm tende ja n u a r, da G alba var i færd med at ofre i A polios tem pel, råb te haruspexen Umbricius til ham med profetisk rø st: „Ildevarslende indvolde!
truende efterstræ belser! en fjende i h u s e t!“ D ette hørte O th o , som stod lige tæ t v ed, og o p to g det tvæ rtim od som noget glæ deligt og som noget, der var gunstigt for hans egne planer. Ikke ret længe efter m æ lder hans frigivne Onomastus, at bygm æ steren og entrepenørerne stod og væ ntede p å ham — dette var efter aftale tegnet p å , at soldaterne nu sam lede sig, og a t de sam m ensvorne vare rede. Da man sp u rg te O tho, hvorfor han vilde g å bort, foregav han, at han stod i handel om et hus, hvis ælde var ham m istænkelig, og som han derfor først m åtte tage syn over. D erpå gik han, stø ttet p å sin frigivnes arm, igennem T ibers palads ind i V elabrum og derfra til den forgyldte m ilepæl ved Saturns tem pel. Her finder
han tre og tyve soldater af garden (spekulatorer), der hilse ham som krigsherre; han bliver urolig ved at se, hvor få de e re , men de skynde sig at få ham sat i en b æ resto l, drage deres svæ rd og fare afsted med ham til kasernen. Næsten ligeså m ange soldater slutte sig til på vejen — nogle, fordi de vare med i k o m p lo ttet, m ange af forbavselse og nysgerrighed, en del under leveråb, andre i stilhed, idet de vilde se, hvad det blev til, og så tag e deres beslutning derefter.
Tribunen Julius M artialis havde den gang v ag t i kasernen. H vad enten han nu følte sig overvæ ldet a f den pludselige voldsgæ rning eller m åske blev bange for, at der skulde væ re flere af m andskabet i k a sernen, som havde ladet sig forføre, o g at han vilde væ re dødsens, hvis han gjorde m odstand, vist er det, at han hos mange vakte m istanke o m , at han var
med i kom plottet. O gså de andre tribuner og alle centurionerne foretrak det næ rvæ rende for det uvisse og hæ derlige, og stemningen var sådan, at der vel kun var få, der dristede sig til d ette skæ ndige fore
tagende, men flere, som ønskede det, og alle lod det have frit løb.
Uden at vide noget af alt dette og helt optagen af ofringen plagede G alba im idlertid med sine bonner guderne i et rige, som allerede var i en andens vold.
Da kom der et ry g te om, at nogle soldater fo’r afsted til kasernen med en senator, uvist hvem ; snart efter hed det sig, at det var O th o , de fo’r afsted m ed; i det samme kom der fra hele byen folk, som havde mødt dem , og nogle overdrev faren a f frygt, medens andre gjorde den mindre end den virkelig v a r, idet de endog nu tæ nkte p å at smigre. Man holdt da råd og besluttede, at man vilde se at komm e efter stem
ningen i den kohort, som havde v ag t i p alad set; men
uden at G alba viste sig for den i egen person: hans m yndighed vilde man gaemme usvæ kket, til kraftigere hjælpem idler behøvedes. D et blev da Piso, der lod ' soldaterne kalde sammen foran paladsets tra p p e og tiltalte dem p å følgende måde:
„V åbenbrødre! D et er nu p å sjæ tte d ag , siden je g , uden at kende fræm tiden og uden at vide, om det vilde væ re ønskeligt eller farligt for m ig, blev u d k året til C æ sar; om det skal blive til ly k k e eller til u ly k k e for vort hus eller for staten , er nu lagt i eders hånd. Jeg siger ikke d e tte , fordi je g for mit eget vedkom m ende æ ngstes for en sørgeligere vending i tingene: je g har prøvet m odgang og læ rer netop nu, at selv m edgang ikke er mindre farefuld; det er min fader og senatet og selve riget, det gø r mig ondt for, hvis vi idag nødes til enten selv at dø eller, hvad der i retsindige mænds ojne er ligeså so rg elig t, at dræ be andre. U nder den siste rystelse havde vi den trø st, at byen blev skånet for blodsudgydelse, og at m agten uden strid og splid overførtes p å en anden.
Ved min adoption syntes man at have so rg et for, at der heller ikke efter G alba skulde væ re anledning til k rig .u
„Jeg vil hverken gøre mig til af hoj byrd eller af sæ delig vandel; ti at nævne d y d e r, behøves ikke, når det er O tho, man sammenlignes med. Hans laster
— det eneste, han har at prale med — undergravede krigsherrens m yndighed, selv da han spillede en ven a f ham. S kulde han m åske ved sin holdning og o p træ den have g jo rt sig fortjent til at få m agten eller ved den kvindagtige m åde, han udstafferer sig på!
De skuffe sig selv, som lade sig blæ nde af skinnet og tage hans flothed for gavm ildhed; at forøde vil dette menneske nok forstå, men han vil aldrig forstå
at give. Nu er det skørlæ vned, sus og dus og kvindelag, som hans hu stå r til; i disse ting sæ tte r han herligheden ved at væ re reg en t, og lad end glæ derne og nydelserne derved blive hans, skam men og vanæren vil væ re alles; ti ingen har nogensinde vundet m agten ved skæ ndig færd og så udøvet den på en sm uk og god måde. G alba blev enstemmig ud
næ vnt til C æ sar af hele m enneskeslæ gten, je g valgtes af G alba, og I gav eders sam tykke. Hvis ordene selvstyre (fristat), senat og folk ikke er andet end tomme lyd, så er det eders sag, mine våbenfæller, at våge over, a t det ikke bliver de sletteste mennesker, der kom m e til at afgøre, hvem der skal væ re rigets herre (enevoldsherre). Legioners opstand mod deres øverster har man nu og da hørt om ; eders tro sk ab har stået u ro k k et, eders æ re u p lettet indtil den dag idag. D et var også N ero, som svigtede eder, ikke je r, som svigtede Nero. Skal mindre end tredive overløbere og romningsmænd, som ingen vilde tillade at væ lge sig en centurion eller tribun, nu råde for, hvem der skal væ re rigets herre? Vil I lade en sådan fræmfærd g å og gæ lde og gøre je r skyldige i samme forbrydelse ved at holde je r i ro? Denne fræ khed vil forplante sig til provindserne, og følgerne af mis- gæ rningerne vil ramme os, følgerne af krigene eder.
H vad der gives for at dræ be en regent, er ikke mere end der gives dem , der ere uden sk y ld ; men af os skal I ligeså vel få belonning for tro sk ab som af andre for en udåd.“
E fter at drabanterne (spekulatorerne) havde sp red t sig, så’ man den øvrige kohort, som uden knur havde hørt p å hans ta le , skynde sig at løfte hæ rm æ rkerne, uden tvivl, som det går under røre og forvirring, mere ifølge øjeblikkets indskydelse og uden nogen bestem t
plan end, som man siden efter har troet, for at skuffe og svige ham. Marius Celsus blev sendt til de ud valgte af den illyriske h æ r, som havde sit k v arter i den vipsaniske sojlehal. Prim ipilarerne Amulius Sere- nus og D om itius Sabinus fik ordre til at hænte de germ aniske soldater fra forgården til Frihedens tem pel;
soldaterne i flådelegionen havde man mistillid til, fordi de vare forbitrede over nedsablingen af deres kam m e
ra te r, som G alba havde ladet m yrde stra x ved sit indtog i Rom. Endelig gik tribunerne C etrius Seve- ru s, Subrius D exter og Pom pejus Longinus til selve præ torianernes (gardens) kaserne for at se, om de ikke kunde tale dem til fornuft og få o p rø ret kvalt i fødselen, inden det endnu nåede sin fulde styrke.
Mod de to a f disse tribuner, Subrius og Cetrius, ind
skræ nkede soldaterne sig til trusler; Longinus derim od læ g g e de voldsom hånd p å og tag e hans våben fra ham , fordi han — ikke p å grund af sin stilling i hæ ren, men a f venskab for G alba — var sin k rig s
herre tro og derfor mere m istænkt hos oprørerne.
Flådelegionen tøver ikke et ojeblik med at slutte sig til garden. De udvalgte af den illyriske hæ r løfte truende deres k a stesp y d imod Celsus og jag e ham bort. De germ aniske afdelinger vaklede læ n g e ; de vare næmlig endnu ikke kom ne til kræ fter efter den sygdo m , som den lange sejlads til og fra A lexandria havde p å d ra g e t dem — Nero havde sendt dem forud for sig selv dertil og stra x efter kaldt dem tilbage —, og desuden havde det gjort et godt indtryk på dem, at G alba med så stor iver tog sig af dem for at få dem raske igen.
Hele det menige folk, blandet med slaver, fyldte allerede det palatinske bjerg og kræ vede med sk u r
rende råb O thos drab og de sam m ensvornes død, som
om det var i cirkus eller i th e a tre t, de forlangte et eller andet skuespil opført; de lod sig hverken lede af indsigt eller af alvorlig overbevisning — dagen skulde jo ikke løbe til ende, inden de med samme iver forlangte det m odsatte; men de fulgte den sæ d vane, de havde arvet fra den forrige slæ gt, og sm igrede alle regenter uden forskæl ved rasende leveråb og anden tom hyldest.
Imidlertid vaklede G alba mellem to m odsatte m e
ninger. T itus Vinius vilde, „man skulde blive i p a ladset, væ bne slaverne til m odstand, befæ ste tilgangene
og ikke g å de forbitrede fjender imøde. Man skulde give de ildesindede tid til at fo rtry d e, de g od e til at enes; m isgærninger fræm m edes ved rask indgriben, gode planer ved sindig adfærd. E ndelig, hvis det syntes rådeligt at g å angrebsvis til væ rks, vilde der også siden væ re lejlighed dertil; men om man skulde få lov til at g å tilbage, når man fortrød at væ re g ået fræm, det lå i andres hånd.u
De andre m ente, „man burde skynde sig, inden den endnu svage og lidet talrige sam m ensværgelse voxede sig stæ rk. Selv O tho vilde blive æ ngstelig;
han havde stjålet sig b o rt fra tem plet og var bleven ført ind til folk, som ikke kendte ham, men ved den tøven og uvirksom hed, man nu spildte tiden med, vilde han læ re at spille regent. Man burde ikke vænte, til O tho havde fået alt ordnet i kasernen og så træ ngte ind p å forum og steg op p å K apitolium lige for G albas ojne, medens denne store krigsøverste med sine k æ k k e venner lukkede sig inde i sit palads og så vel sagtens vilde se at udholde en belejring der. Ja , det vilde væ re en herlig hjælp, han kunde vænte sig a f slaverne, når enigheden mellem så mange begyndte at m attes, og den første harme, som der altid ligger storst kraft
i, tik tid til at kølnes. H vad der ingen æ re var ved, det var der heller ingen sikkerhed i; skulde man ende
lig falde, burde man først byde faren trods; det vilde væ kke stø rre uvilje mod O tho og væ re ærefuldt for dem selv.w Vinius bekæ m pede denne mening; men L aco faldt over ham med trusler og æ ggedes a f Icelus, der altid hårdnakket holdt ved sit p rivate had , (om det end skulde føre) til ulykke for fædrelandet.
G alba betæ nkte sig ikke længe p å at tiltræ de den mening, som to g sig bedst ud. D og blev det be
stem t, at Piso skulde gå forud for ham til kasernen;
han var jo , tæ nkte m an, en ung mand i sine bedste å r, han havde et sto rt navn, det var jo kun k o rt tid, siden han havde g jo rt sig yndet, og så var han jo en fjende af T itus Vinius, enten han nu virkelig var det eller de, der selv vare d et, ønskede, at også han skulde væ re det; og når man hader én, kom m er man jo så let til at tro, at også andre gøre det.
Piso havde endnu næ ppe forladt paladset, forend det hed sig, at O tho var bleven d ræ b t i kasernen.
I begyndelsen snakkede man derom i svæ vende og ubestem te udtryk, men, som det g å r med store logne, det varede ikke læ nge, inden der var dem , der for
sik red e, at de selv havde væ ret tilstede og sét det med deres egne ojne, og nyheden blev m odtagen med glade og sorgløse m enneskers lettroenhed. Mange troede den g an g , at denne snak v ar bleven lavet og forbedret af tilhæ ngere af O th o , som allerede havde blandet sig i sværm en og falskelig udspredt en glæ de
lig nyhed for at lokke G alba ud af paladset.
Nu var der ingen ende p å folkets og den blinde m ængdes håndklap og leveråb, og ikke nok derm ed:
mange riddere og senatorer opgive al frygt og blive uforsigtige; de bryde paladsets dore o p , sty rte ind
T acitu s’s H isto rieb ø g er, I, 33 — 36. 31
1
og vise sig for G alba beklagende sig ov er, at de ikke havde fået lejlighed til at hævne ham. De fejgeste personer, der, som det snart viste sig, ikke vilde vove noget i farens stund, slog om sig med djæ rve ord og havde mod nok p å læberne. Ingen vidste noget, alle forsikrede, og således blev det ved, indtil G alba om sider, da han ikke kunde få sand
heden at vide og alle vare enige i vildfarelsen, iførte sig sit brystharnisk o g , eftersom han med sin hoje alder og sit svagelige legem e ikke kunde holde sig imod den indbrydende svæ rm , lod sig løfte op i en bærestol. Han var endnu i paladset, da en soldat af garden ved navn Julius A ttikus kom ham imøde og, idet han holdt sit blodige svæ rd fræm, rå b te , at han havde d ræ b t Otho. „Kam m erat! hvem har befalet dig d e t,u svarede G alba; han havde jo i en m æ rk
værdig g rad mod på at kue soldaters tojlesløshed og lod sig ligeså lidt vildlede a f sm iger som skræm m e af trusler.
Nu var der ikke mere nogen i kasernen, som vaklede, og begejstringen for O tho var så sto r, at soldaterne ikke lod sig noje med at om sværm e ham enkeltvis, men løftede ham op p å den tribune, hvor der k o rt i forvejen havde stået en guldstatue af G alba, stillede ham der midt imellem ornene og om ringede ham med deres delinger. H verken tribuner eller cen- turioner fik lov til at nærme sig dette sted; de menige soldater sagde endog til hinanden, at man skulde tage sig i ag t for sine foresatte. Alting genlød af råb og bulder og gensidige opm untringer, og det var ikke disse med flov smiger krydrede skrål, som høres i op
løb af folket og p ø b elen , men så snart de så ’ en ny kam m erat komme løbende, var der stra x én, som to g ham i hånden, slog armene om ham og stillede ham
•f1, •, i
- u *
li
\ * ■ f
, si
! • ’ ■
•*' r,i:
! • " " 1
«»•
\ t <
:• 1 .! • ,
G'-&!■*•• ; ■ * f ■*' ’’ ‘
fh ; r;-.
■-!3:.V
•S: :
' » ' V
•■•i"■ I : .
■.I;
: '!
.<»
* *
!!
. •- * I
" I .
ved siden af sig; så foresagde han ham eden og an
befalede snart krigsherren til soldaterne, snart sol
daterne til krigsherren. O tho p å sin side stod hele tiden og stra k te hænderne ud mod mængden, idet han hilsede den med æ rbødighed, tilkastede den k y s og i det hele ta g e t teede sig som' slave for at blive herre.
E fter at hele flådelegionen havde sv o ret ham troskab, troede han sig stæ rk nok til at kunne gøre videre s k r id t, og medens han hidtil havde æ g g et soldaterne enkeltvis, mente han nu, det var b ed st at opflamme dem alle under ét; han trådte derfor fræm p å volden om kasernen og to g således til orde:
„I hvilken egenskab je g her træ d er fræm for eder, kam m erater, er je g ikke i stand til at sige; ti p riv a t
mand to r je g ikke kalde mig, da I have udnæ vnt mig til regent, og je g to r heller ikke kalde mig regent, da jo en anden har regeringen. O gså hvad man skal kald e eder, vil væ re uafgjort, så læ nge der kan tvivles, om det er R om erfolkets krigsherre eller fjende, I have i eders kaserne. K an I ikke allerede høre, hvorledes man p å én g ang kræ ver eders død og stra f over mig!
S å klart er det, at vi hverken kan leve eller dø uden med hinanden. O g G alba — I kende jo hans mild
hed — han har m åske allerede lovet vor død; han har jo , uden at nogen forlangte det, ladet hel uskyl
dige soldater m yrde i tusindvis. R æ dsel griber mig, når je g tæ n k er tilbage p å hans grufulde in dtog, på denne hans eneste sejr, da han lod bonfaldende sol
dater, som havde givet sig i hans vold og vare tagne til nåde, decimere for hovedstadens ojne. Pa denne ildevarslende m åde holdt han sit indtog, og hvad æ re b ra g te han med sig på tronen uden den at have dræ bt O bultronius Sabinus og Cornelius Marcellus i Hispania, Betuus Chilo i G allia, Fontejus C a p ito .i Germania,
V ’r •
Clodius Macer i A frik a, Cingonius p å vejen fra Hi- spania, T urpilianus her i Rom og Nymfidius i kasernen.
H vor i hele verden er der en provinds, hvor er der en lejr, som han ikke h ar tilsølet med blod o g skam- skæ ndet eller, som han altid selv siger, renset og for
bedret? T i hvad der for andre er fo rb ry d elser, er i« • hans ojne læ gem idler; ja han fordrejer sp ro g e t:
grum-1
hed bliver i hans mund til stræ n g alvor, gerrig h ed til sparsom m elighed, og når han henretter o g kræ n k er je r , snakker han om tilrettevisning og opdragelse.
D et er nu syv m åneder siden Nero døde, og allerede har Icelus tilranet sig en rigdom storre end den, for hvis skyld en P olyklitus, en V atinius, en Æ g ialu s m åtte bøde med livet. T itus Vinius vilde have huseret med en mindre tøjlesløs g risk h ed , hvis han selv var bleven regent; nu h ar han k u sk et os, som vare vi hans slaver, og foragtet os, som tilhørte vi en anden.
Hans hus hist henne er alene nok til den ex trag av e, som I aldrig få, men hver dag må høre for. “
„O g for at vi ikke engang skulde have noget at håbe af hans efterfølger, har han k ald t den mand til
b age fra lan d fly g tig h ed , som han skonnede lignede ham selv mest i gnavenhed og gerrighed. I have set, våbenbrødre, hvorledes endog guderne ved det m æ rke
lige uvejr, de sendte, viste deres uvilje m od denne ulykkessvangre adoption. Sådan er også stem ningen' hos senatet og hos folket. Det er eders m andighed, man gør regning på; hos eder hæ nter gode og sm ukke planer al deres styrke, uden eder er endog de y p p e r
ligste tanker m agtesløse. D et er ikke til krig eller noget andet farefuldt arbejde, je g nu kalder eder; alt hvad der er soldat og bæ rer våben, er med os. Den ene togaklæ dte k o h o rt, som er hos G alba, forsvarer ham ikke, men holder ham fra at undfly; når den får
bje p å je r, når den får signalet fra m ig, vil striden kun blive en k a p p e strid om, hvem der kan vinde sto rst k rav p å min taknæ m m elighed. D er er ikke tid til o p sæ ttelse, hvor talen er om en plan som denne, der ikke kan roses, fdrend den er fuldbyrdet.
D erpå gav han ordre til at åbne tojhuset. Man k asted e sig stra x over de v å b e n , man fandt der, sn ap p ed e dem uden at følge vanlig m ilitær skik og orden, efter hvilken gardesoldaten og legionssoldaten skulde have hver. sine sæ rskilte k e n d in g steg n ; det hæ ndte sig vel også nu og d a , at de to g hjælme og skjolde, som hjæ lpetropperne plejede at g å med.
Ingen tribun eller centurion opm untrede d e m ; hver mand lod sig lede af sin egen ly st og ophidsede sig selv, og hvad der især tjente de ildesindede som middel til at æ gge andre, var, at de retsindige havde ta b t modet.
Piso, som var bleven skræ m m et tilbage ved larm en a f det voxende o p rø r og råbene, som kunde høres langt inde i byen, havde allerede nået G alba, der im idlertid havde forladt paladset og nu nærm ede sig det store to rv ; allerede var Marius Celsus kom m en tilbage med ingenlunde glæ delige efterretninger. Da rådede nogle at vende tilbage til p alad set, andre at ty til K apitolium , mange at b esæ tte talerstolen; de fleste gjorde ikke andet end at tale imod andres for
slag, og hvad der gæ rne viser sig ved ulykkelige men
neskers rådslagning, skete også her: den plan syntes bedst, som det allerede var for sent at udføre. L ako skal uden G albas vidende have tæ nkt på at dræ be T itus Vinius, enten det nu var for at formilde sol
daterne eller fordi han tro e d e , han var i forståelse med O tho, eller endelig for at m ætte sit had til ham.
T iden og stedet v ak te betæ nkelighed hos ham, ti var