• Ingen resultater fundet

Digitaliseret af | Digitised by

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Digitaliseret af | Digitised by"

Copied!
453
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Tacitus, Publius Cornelius.; oversat af O. A.

Hovgård, udg. for Selskabet til historiske kildeskrifters overførelse på modersmålet ved H. H. Lefolii.

Titel | Title: Den ældre romerske kejsertid efter Cornelius

Tacitus's årbøger og historiebøger Bindbetegnelse | Volume Statement: Vol. 3

Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Karl Schønberg, 1885-1889 Fysiske størrelse | Physical extent: 3 bd.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

(2)
(3)

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

1 3 0 0 2 1 8 6 6 1 3 0

(4)
(5)
(6)

E F T E R

CORNELIUS TACITUS’S

ARBØGER OG HISTORIEBØGER.

O versat af

O. A. HOVGÅRD.

Med u n d erstøttelse fra m inisteriet for k ir k e - og undervisningsvæ senet udgivet for

Selskabet til historiske, kildeskrifters overførelse på m odersm ålet ved

H. H. LE FO L II.

T red je bind.

(Historiebøgerne.)

København.

K a r l S c h ø n b e r g s f o r l a g . 1889.

(7)

^ / . • ~' .'.• •• •' -/ "?r, ,.:.~ -rtrm t^xT rz -

& r\ $ g • ' .i h b; ' " '. ' ' . ■ - ; V •• ■.:' - r • • '.

I

s"

■:iPM

København. — Bianco L unos k gl. h of-b ogtryk k eri (F. D reyer).

(8)

/* ri

i 1

%

C ornelius T acitus s

HISTORIEBØGER.

■ t

f

i

f»,

oi

«

S- V• .•*

» •*

På dansk

ved

O. A. H O V G A R D .

i

*

Med understøttelse fra m inisteriet for kirke- o g undervisniiigsvæ senet udgivet for

S elsk ab et til historiske kildeskrifters overførelse på m odersm ålet

A

ved

H. H. LEFOLII.

9

r

København.

K a r l S c h ø n b e r g s f o r l a g .

.i

1889.

(9)

' Æk-’hi

*••>, ■

•J •;;••■ : ■ ■■'-.■ ■ ••■ -

' * * ■ , • ■ » : ■ • / ■ ' ■' . • > ■ • .

i V v ,

T'‘ " •'

■A- ■ m m

* ? ' 1 •

ci’-'V

m

Ww sej

. J V - • • • ,•"»■>:

' . . * ■ <

(10)

Indholdet af Historiebøgerne.

Første bog'.

^ Side

F o r o r d ... ... ... 1 IO*

Historiebøgernes æmne, dettes s æ r p r æ g ... i.

Tilstanden i Romerriget i slutningen af ar 6 8 ... 4 1. Begivenheder i Rom i januar 6 9 ... 11 44

1. Pisos adoption m. .. ... 11 2. Otho tæ n k e r på et s t a t s k u p ... 19 3. Othos opstand. Galbas og Pisos d r a b ...24 JI. Legionerne i Germania omkring årskiftet, 68—69 e. K.f. 44—61 1. Vitellius u dråbes til krigsherre af de to h æ re ved Rhinen 44 2. Valens’s og Cæcinas tog til Italia ... 53 111. Othos regering indtil 14. marts 69 e. Kr. f . ... 61—80

1. Celsus. Tigellinus. C r i s p i n i l l a ...61 2. Otho og Vitellius. Provindserne dele sig mellem b e g g e 64 3. Otho s ø g e r at vinde senatorerne og provindserne for sig.

Roxolanernes indfald i M o s i a ... 66 4. O p r ø r i Rom. Jertegn. Tib erens oversvøm melse . . . 69 5. Othos forberedelser til krigen og opbrud fra Rom . . . . 76 Oplysninger til første b o g ... 81—94

Anden bog.

1. Østlandet efter Galbas død. R ø r e i Rom (jan.—marts 69) 95— 104.

t . Titus’s tilbagerejse til S y r i a ... 95.

2. Vespasian og Mucian. R ø r e i deres l e g i o n e r ... ... 98.

3. En falsk Nero. Vibius C r i s p u s ... * . . 101.

11. Begyndelsen af krigen mellem Otho og Vitellius. . . 104— 122.

1. Othos h æ re r y k k e ned i Podalen m. m. (Skibshæren k æ m p e r heldig ved foden af Sø a lp e rn e — R øre p å

(11)

i . * . . - , : '

;i >’• .•!■ .

uT-*';

r •4 '

:9? : l-;-*''--zfj.l

'V.V.

& ■ ■ * £ ■ . ■ ■ ■

:Pi: :

?S!f *’■v, V

t

III.

IV.

V.

Korsika. Pakarius dræbt. — Vitellianerne begynde

fjendtlighederne i Podalen. Mytteri i Placentia.) . . . 104.

2 / Caecina k o m m e r ned i Podalen. (Frugtesløst angreb på Placentia. — Gallus stanser i Bedriakum. — Macer k æ m p e r heldig ved K re m o n a ; mistæ nkes af sine sol­

dater. — Cæcinas nederlag ved K astore rne s kapel.) . 111.

3. Valens k o m m e r ned i Podalen; forener sig med Cæcina 118. - Fortsæ ttelse af krigen indtil Othos død (d. 16. april 69) 122— 142.

1. Otho forlanger en hurtig afgørelse; g å r til Brixellum T22.

2. Ka mp ved Padus. Ft falsk rygte om hærens fredslyst 124.

3. Slaget ved Bedriakum (14. apr. 6 9 ) ... 128.

4. Othos endeligt og hvad der fulgte nærm est efter . . . 134.

Vitellius’s tog fra G erm ania ned i Italia (i våren 69) 142— 155.

1. Vitellius’s færd igennem G a l l i a ... 142.

2. Vitellius’s færd i Podalen *... 149.

Rejsning mod Vitellius i østlandet (i sommeren 69) 155— 167.

i. V espasian hyldes som krigsherre i alle de østlige

provindser ... 155 2. Det flaviske p a r ti’s udrustninger og dets fræmgang i

E v ro p a

VI. Vitellius i sommeren 69 e. Kr. f ... 168— 179.

t. Hans tog igennem Italia og hans færd i R o m ... 168.

2. O p b u d til krig mod det flaviske parti; Cæcinas ud ­ rykning ...175.

Oplysninger, til anden b o g ... 180— 192.

Tredje bog.

(Vitellianerne og Flavianerne i .efteråret 69).

I. De illyriske h æ r e s indfald . o g sejrrige fræmgang i

P o d a l e n ... 193 — 223.

1. Krig srådet i Potovio. Antonius r y k k e r fræm til Verona 193.

2. Cæcinas uvirksomhed. O p r ø r blandt Flavianerne.

. Bassus’s og Cæcinas f o r r æ d e r i ...200.

3. Antonius b r y d e r op fra V eron a med hele hæren og tr æ n g e r fræm til Kremona. (Varus’s indhug p å fjen-

dernes fortrop. Antonius’s kæ khed. — Slag om natten mellem begg e partiers samlede styrke. — Vitellianernes lejr udenfor K rem ona stormes. — Kremonas overgivelse

og ø d e l æ g g e l s e ) ... 206.

II. Det flaviske p a rti’s fræmgang i vesc og i øst og i selve

I t a l i a ...223 — 247.

(12)

2. Fabius Valens’s færd i Italia og tilfangetagelse i

G a l l i a ... 227.

3. Almindeligt r ø r e i p r o v i n d s e r n e ...230.

4. Antonius bryder op fra Verona og r y k k e r fræm i Um- bria. Hans forhold til M u c i a n ... 234.

5. Vitellius efter hans hærs nederlag ved K re m ona . . . 238.

6. Flavianerne gå over Apenninerne. En vitellisk h«ær overgiver sig i N a r n i a ... 243.

III. Slutningen af den vitelliske k r i g ...247— 269.

1. Fredsuriderhandlinger. Vitellius’s forsøg på at. n e d ­ læ gge regeringen (18. dec 6 9 ) ... 247.

2. Vitellianernes sejre i Rom og K am pan ia (Kampen ved Fundans dam. Kapitoliums brand. S a binus’s død. — L. Vitellius tager T a r r a c i n a ) ...252.

3. Flavianernes opbrud fra Okrikulum og indrykning i Rom. Vitellius’s d ø d ... 261.

Oplysninger til tredje b o g ... 270— 281.

Fjærde bog.

I. Stemninger og tilstande i Rom i de siste dage af

året 6 9 ... 282— 292.

1. Flavianernes rasen. L. Vitellius’s overgivelse og dra b 282.

2. Forhandlinger i senatet. Helvidius Priscus ... 284.

3. Mucians o p træ d e n i R o m ... 291.

II. R ø re t i Germania i efteråret 6 9 ... 292—318.

1. Civilis’s opstand og første f o r e t a g e n d e r ...292.

2. Nyt slag p å Batavernes 0. Kam p ved Bonna. Veteras b e l e j r i n g ...299.

3. Den ro m e rs k e hærs fræmrykning; k a m p ved Gelduba.

Ubiernes ydmygelse; nyt angreb p å V e t e r a ... 305.

4. Germania efter slaget ved Kremona (nov. — dec. 69):

Voculas sejre ved Gelduba og V e t e r a ...311.

Voculas bortg ang fra Vetera, s o ld a te r o p r ø r i Novæsium 315.

III. Romerriget i den første halvdel af året 7 0 ...318 — 369.

1. Tilstanden i Rom. Senatsmøder. (Røre blandt so l­

daterne) ... ' ... 318.

2. L. Pisos drab. Vespasian. Kapitoliums genopbyggelse 328.

3. Krigens opblussen i de galliske og g e rm a n s k e lande.

(Classicus og Tutor — Vocula. — T r o p p e r n e i Øvre- Germania og i Vetera aflægge tro s k a b s e d til Gallerne.

— Agrippinas stad slutter sig til Civilis. Denne hvides

(13)

af T u n g r e r n e og andre folk. — J. S a binus’s nederlag ved S e k v a n e r n e ) ...334.

4. Fortsættelse af krigen i de galliske og g e rm a n s k e lande. R o m e r s k e h æ re s fræmrykning. Møde i Re- mernes land. T utors n ederlag ved B i n g i u m ... 349.

Cerialis's k o m m e og sejr ved R i g o d u l u m ... * . 353.

Cerialis sejrer ved T r e v e r e r n e s stad og kaldes til hjælp af A g r i p p i n e r n e ... 358.

5. Mucian og Domitian. Vespasian i Alexandria . . . . 362.

Oplysninger til fja-rde b o g ... 370—381.

Fæmte bog.

(Romerriget i å ret 70 e. Kr. f.j.

I. Titus C æ s a r o v e r t a g e r krigen mod Judæerne. Landet

og f o l k e t ... 382.

II. De siste k a m p e mellem Civilis og Cerialis (til ind i efter­

året 7 0 ) ... 394.

Oplysninger til fæmte b o g ...405.

N avneliste"... 411—433.

E f t e r s k r i f t ... ... . . . ' ...434—435.

&

(14)

FØRSTE BOG.

F o r o r d .

H istoriebøgernes æmne, dettes sæ rpræ g.

Jeg vil begynde mit v æ rk med det år, da Servius G alba var konsul anden gang og havde T itu s Vinius til kollega. De otte hundrede og ty v e år fra Roms grundlæ ggelse indtil dette tidspunkt have ’ næmlig m ange fortalt om , og så længe det var R om erfolket i selvstyrets tid, talen var om , kunde den frihed og uhildethed, hvorm ed forfatterne udtalte sig , måle sig med skonheden og klarheden i deres fræmstilling. Men efter slaget ved A ktium , da der ikke 'kunde skaffes fred i det indre uden derved, at hele statsm agten lagdes i en enkelt mands hånd, tråd te • hine store skribenter tilb ag e, og fra samme tid af blev den hi­

storiske sandhed af flere grunde forvansket. F o r det første skortede det historieskriverne p å indsigt i det offentlige liv, som de jo ikke mere havde del i; d er­»

næst lode de sig påvirke af lysten til at snakke her­

skeren efter munden eller på den anden side af had til ham , og idet de således enten vare fjendtlig stem te eller træ llesindede, tæ nkte ingen af dem p å den slæ g t, der kom efter dem. Men den skribent, som

(15)

jager efter yndest, vender man sig snart bort fra, medens nid og bag talelse altid m odtages med åbne ø re n , ti sm igeren v æ k k er væm m else ved det præ g, den b æ rer, af træ llesind, skum leriet derimod skuffer med sit skin af frisindethed. — Mig har G alba, O tho og Vitellius hverken g jo rt ondt eller godt. A t V espasian først førte mig ind p å æ m bedsbanen, at T itus forfræm m ede m ig, og at Domitian løftede mig endnu hojere o p , d et skal jeg ikke fragå; men den, der vil gæ lde for en æ rlig og sam vittighedsfuld hi­

sto rieskriver, bør tale om alle, hvem d et så end er, uden forkæ rlighed og uden had. E t rigere og mindre farligt æm ne, gud N erva som reg en t, T rajan som k rigsh erre, h a r je g tæ n k t, hvis je g lever længe nok, at gæmm e til min a ld e rd o m ; vor tid nyder jo den sjældne lykke, at vi to r tæ nke, hvad vi vil, og udtale, hvad vi tænke.

Jeg skrider til skildringen af et tidsrum rigt p å ulykkelige tild rag elser, fuldt af blodige slag , sønder­

revet a f o p rø r, skæ m m et ved grum hed selv midt under freden. F ire' regenter døde en voldsom død;O 1 tre gange m ødtes m edborgere til blodig strid, tiere endnu havde vi at kæ m pe med ydre fjender, ofte rasede begge slags krige p å én g an g ; vi havde lykken med os i ø st, men vare uheldige i vest; det kom til o p rø r i Illyrikum , de galliske lande vaklede i deres troskab, Britannia blev kuet og stra x igen op- g iv e n ; sarm atiske og sveviske folkefærd rejste sig im od os; D akeren kom i ry ved sine egne og ved vore nederlag; endog P artherne havde nær ladet sig narre af en foregiven Nero til at gribe til våben imod os. Fræ m deles blev Italia hjem søgt a f ødelæ ggelser, det aldrig havde kendt for eller i det mindste ikke oplevet i m ange å rh u n d re d e r: K am panias fru gtbare

(16)

kystland blev opslugt af havet eller b eg rav et under aske. Desuden blev hovedstaden hæ rjet af ildebrande, de æ ldste gudehuse gik op i luer, og borgere sta k med egen hånd ild p å selve K apitolium . Hellige skikke kræ nkedes; der forekom æ gteskabsbrud af opsigtvæ kkende natur; havet vrim lede af landflygtige, p å øde klippeøer flød deres blod for udsendte m or­

deres dolke. Endnu skræ kkeligere var den grum hed, som øvedes i hovedstaden: adelig b y rd eller rigdom gjaldt for forbrydelser, ligeså afvisningen af et æ m bede eller beklæ deisen af d e t, og intet førte så sik k ert til døden som hojsindet dåd og mandig færd. O g ligeså sto r harm e som m isgærningerne selv v a k te , ligeså stor var forbitrelsen over den Ion, angiverne fik, ti nogle af dem vandt sig p ræ stesk ab er og ko n su later som b y tte , andre poster som C æ sars forvaltere eller landshøvdinger eller også indflydelsesrige stillinger ved hoffet, og så voldte de forvirring allevegne ved det had , de v ak te, den sk ræ k , de udbredte. S laver købtes til at forråde deres herrer, frigivne til at træ d e op mod deres patroner, og de, som ikke havde nogen fjende, styrtedes i u ly k k e ved deres venner.

A lligevel var denne tid ikke så fattig p å dyder, at den ikke også skulde have gode og sm ukke hand­

linger at fræmvise. Mødre ledsagede deres fredløse sonner, hustruer fulgte deres mænd i landflygtighed;

man så’ dristige fræ nder, m odige svigersønner, slaver af ubojelig troskab endog ligeoverfor pinsler og h ø jt­

stående mænd, som, stæ dte i yderste nød, gik i døden uden at blegne og forlod livet med samme sindsro som de lovpriste forbilleder fra oldtiden.

T il de mangfoldige tildragelser i m enneskeverdenen kom der også jertegn fra himlen og på jorden, lynslag og andre varsler om fræmtiden, glæ delige eller sorge-

(17)

4 Forord.

lige, tv ety d ig e eller soleklare. Nej, aldrig nogensinde er det ved skræ kkeligere u ly k k er end dem , der den gang ram te R om erfolket, eller ved mere talende varsler blevet g o d tg jo rt, at guderne ikke sorge for at b e try g g e vor tilvæ relse, men nok for at tu g te os.

*

. .. r

i- r

T ilstanden i R om eriget i slutningen af år 68.

Inden jeg giver mig til a t skildre det tidsrum, je g har foresat mig at skrive om, mener je g at burde g å tilbage til tiden lige forud og gøre rede for stem ­ ninger og tilstande i hovedstaden, i hærene, i provind- serne, for hvad der i hele verden var sundt eller s y g t, for at man kan læ re at kende ikke blot selve begivenhederne o g tildragelserne, der i m anges ojne kun ere tilfældets v æ rk , men også deres årsag er og

N eros endeligt havde efter det første glæ desud­

brud vak t forskæ llige følelser ikke blot hos senatet, folket og tropperne i h o v ed stad en , men hos alle legionerne og deres øv erster, ti en hem m elighed ved

enevoldsm agten v ar komm en for dagen: regenten kunde jo væ lges andensteds end i Rom.

S enatorerne ju blede over friheden, som de stra x havde tilegnet sig o g nyttede temmelig hensynsløst, da de jo stod overfor en ukendt og fravæ rende regent.

De fornæmste af ridderstanden følte en g læ d e, der næsten var ligeså sto r som senatorernes. Den bedre stillede del a f folket, der v ar k n y ttet til de store huse, ligeså de dom fældtes o g landsforvistes klienter o g frigivne fattede p åny h å b ; p ø b elen , der v ar vant til cirkus og theatrene, så vel som bærm en a f slaverne eller sådanne, som efter at have forødt deres formue

(18)

levede af Neros skæ ndsel — alle disse vare ilde til­

mode og grebe begæ rlig efter allehånde rygter.

G ardesoldaterne havde altid, af nedarvet æ refry g t for deres tjenesteed, følt sig knyttede til C æ sarernes hus, og når de alligevel nu havde svigtet Nero, havde de vistnok ikke gjort det a f egen drift, men vare snarere bievne forførte dertil ved list og overrum pling.

D a de derefter m æ rkede, at det ikke blev til noget med den g av e, man i G albas navn havde lovet dem, og da det gik op for d e m , at der ikke i fred var samme lejlighed som i krig til at indlæ gge sig sto re fortjenester og høste stor Ion, og at de legioner, som havde g jo rt G alba til regent, vare komne dem i for­

købet med at vinde hans yndest, så vare de allerede af sig selv stem te for en om væltning og æ ggedes end mere a f gardeøversten Nymfidius Sabinus, der troløst pønsede på at gøre sig til rigets herre. R igtig­

nok var Nymfidius’s plan bleven kvalt i fødselen; men endskont hovedm anden for o p rø ret således var borte, var der dog m ange soldater, som ikke kunde glemme, at de h avde væ ret med. Ikke så sjælden faldt der skarpe ytringer om G albas affældighed og gerrighed.

Hans fordom lovpriste o g blandt soldaterne så tit om talte stræ nghed æ ngstede dem, der ikke vilde vide noget af den gam le krigstugt og som nu i fjorten år vare bievne så forvæ nte a f N ero, at de elskede re ­ genternes laster ligeså hojt, som de fordom æ rede deres dyder. H ertil kom det ord af G alba: „at han valgte soldaterne og købte dem ik k e u — en ytring, der var til æ re for staten , men farlig for ham selv;

ti denne stræ nge tone passede ikke til tiden.

T il at undergrave den svagelige gam le mands stilling virkede den nedrige T itus Vinius og den lade og dvaske Cornelius Laco hver p å sin m åde: den

(19)

førstnævnte gjorde ham forhadt ved sine skurkestreger, den anden b rag te ham i foragt ved sin ladhed. Hans rejse til Rom havde v æ ret langsom og blodig: han havde ladet den udnæ vnte konsul Cingonius V arro o g konsularen Petronius T urpilianus dræ be; den ene skulde have v æ ret i led to g med Nymfidius, den anden havde væ ret en a f N eros hæ røverster; de vare døde

1 i

uden at væ re bievne hørte eller forsvarede og i folkets ojne uden skyld. Hans indtog i hovedstaden efter nedslagtningen af så m ange tusinde uvæ bnede soldater .havde v a k t bange anelser, ja endog indgydt dem fry g t, som havde udført m yrderiet. En legion fra H ispania v ar ry k k e t ind i Rom med ham , medens den, Nero havde tru k k e t sammen af flådens m andskab, blev ved at ligge d er, så at staden var fuld af en usæ dvanlig m æ ngde krigsfolk. H ertil kom mange troppeafdelinger fra Germ ania, Britannia og Illyrikum ; dem havde N ero ligeledes udskrevet og ladet tage afsted ad de kaspiske p asser til, da han rustede sig til k rig m od A lbanerne, men havde så kaldt dem til­

b ag e for ved hjæ lp a f dem at kue V index’s opstand.

H er var der et m æ gtigt æmne til en om væltning, og vel var der ikke nogen, som denne m ængde sæ rlig y n d ed e, men .den stod til hver dens rådigh ed, som havde mod til at n y tte den.

Tilfæ ldigvis fik man p å samme tid efterretning om Clodius Macers og Fontejus C apitos drab. Macer, der upåtvivlelig søgte at v æ k k e uroligheder i Afrika, havde landshøvdingen T rebonius G arutianus d ræ b t på G albas befaling; C apito, der havde d et samme for i G erm ania, var bleven m yrdet af legionslegaterne Cornelius A quinus og F abius V alens, inden de fik ordre dertil. Flere forfattere have troet at C apito, så skæ m m et og tilsølet han end var af gerrighed og

(20)

udsvæ velser, dog slet ikke havde tæ nkt p å at stifte oprør, men legaterne havde først søg t at overtale ham til krig, og da de ikke havde kunnet formå ham dertil, havde de endog pålojet ham slige tan k er, og G alba havde så ifølge sin pirrelighed eller m åske a f frygt for at røre videre op i sa g e n , givet sit minde til det sk ete, hvorledes det end var g ået til derm ed, siden d et dog ikke kunde gøres om igen. Forresten gjorde b eg g e disse mord et ugunstigt indtryk, og da regenten først engang havde g jo rt sig forhadt, fræ m kaldte ligeså vel hans gode som hans slette handlinger uvilje imod ham. A lting var nu tilfals, hofsinderne overm æ gtige, o g slaverne nyttede med griskhed den pludselige for­

andring i deres stilling og spildte ikke et ojeblik, da deres herre jo var en gam m el mand. M isbrugene ved d et nye hof vare de samme som ved det forrige; man led ligeså m eget under d e m , men undskyldte dem mindre. Selv G albas alder v ak te latter og lede, da man var vant til Neros ungdom og ifølge m ængdens sæ dvane dom te herskeren efter legem s skonhed og sm ukt ydre.

Sådan var da stemningen i Rom, såvidt man kan skonne, hvor talen er om en så sto r befolkning. Men nu provindserne!

Hispania styredes af Cluvius Rufus, en veltalende m and, vel bevandret i fredens gæ rning, men endnu ikke prøvet som krigsm and. De galliske lande følte sig G alba forbundne ikke alene for V index’s skyld, men også fordi han nylig havde skæ nket dem rom ersk b o rg erret og tilstået dem en vedvarende skattelettelse.

Dog, de stæ der i Gallia, som lå næ rm est ved de g e r­

maniske legioner, vare ikke bievne så g o d t behandlede, ja enkelte af dem havde man endog fratag et en del af deres land, og de så’ derfor med lige sto r harm e

(21)

p å de fordele, andre havde opnået, og den fortræ d, man havde g jo rt dem selv.

Hos de germ aniske legioner rørte der sig to i så store tro p p em asser yderst farlige følelser, bekym ring og forbitrelse, dels en følge af det overm od, som den nys vundne sejr havde fyldt dem m ed, dels en v irk ­ ning af fry g t: man kunde jo sige om dem , at de havde holdt med et andet parti. De havde tøvet med at skille sig fra N ero, og V erginius havde ikke stra x stillet sig p å G albas side; om han under alle om stæ ndigheder vilde haft noget imod selv at blive h ersk er, v ar tvivlsom t; at soldaterne havde tilbudt ham herredom m et, v ar en afgjort sag. M ordet p å Fontejus C apito harm ede endogså d e m , som ikke kunde beklage sig derover. De savnede et hoved, efter at man under venskabs m aske havde kaldt V er­

ginius til hoffet; at han ikke sendtes tilb ag e, ja vel endog var under anklage, deri så de en beskyldning imod dem selv.

H æren ved Øvre-Rhin foragtede sin leg at Hor- deonius Flaccus, en gam m el affældig p o d a g rist, uden fast k a ra k te r, uden m yndighed; ikke engang når soldaterne var rolige, kunde han råde med dem; nu da de vare kom ne så vidt i raseri, ophidsedes de endog mere ved den s v a g h e d , hvorm ed han holdt igen på dem. L egionerne i N edre-G erm ania var i læ ngere tid uden konsular (legat), men endelig kom A ulus Vitellius dertil, sendt af G alba. Han var son af den Vitellius, som havde væ ret censor og tre gange konsul; dette syntes adkom st nok hos ham.

Blandt tropperne i Britannia var der ikke sp o r af m isfornøjelse, og det var uden m odsigelse disse legioner, som i alle bevæ g elser under borgerkrigene opførte sig b ed st, hvad enten det nu var fordi de

(22)

vare så langt b orte og skilte fra andre ved oceanet eller fordi de ved deres idelige k rig sto g havde læ rt snarest at lade fjenden føle deres had. O gså i Illyri- kum var der rolighed, endskont de af Nero o p b u d te legioner, medens han lå og spildte tiden i Italia, ved sendemænd havde henvendt sig til Verginius. Men hærene stode langt fra hinanden, hvad der er det bedste middel til at sikre sig soldaternes tro sk a b , og derfor kunde de hverken sm itte hinanden med deres lyder eller tage hinanden til m ønster i dyder.

Ø sterland var endnu roligt. S yria med sine fire legioner stod under Licinius Mucianus, en m and, der i m edgang som i m odgang g av folk lige m eget at snakke om. Som ung havde han søgt at indsmigre sig hos hojtstående personer og holde venskab med dem. S iden, da hans formue var sat over s ty r, da hans stilling blev vaklende og han endog frygtede for at have p åd rag et sig C laudius’s vred e, sendtes han b o rt til det afsides liggende A sia og var da ligeså nær ved at væ re landflygtig som siden næ r ved at blive rigets herre. Han var en blanding af nydelses­

syge og v irk ely st, af venlighed og hovm od, a f slette og gode egenskaber; han hengav sig altfor m eget til fornojelser, når han var ledig; men når han havde revet sig løs, udfoldede han store dyder. Hans offent­

lige færd kunde man ikke andet end rose, hans p ri­

vate liv var ilde om talt. På sine undergivne, sine næ rm este, sine kolleger øvede han en m æ gtig ind­

flydelse ved m angehånde tillokkende egenskaber, men det vilde væ re lettere for ham at læ gge m agten i en andens hånd end at vinde og beholde den for sig selv. Krigen i Judæ a førte Flavius V espasianus med tre legioner; Nero havde valgt ham til hæ røverste.

V espasian havde ikke noget imod G alba; han havde

(23)

jo , som jeg p å sit sted skal fortæ lle, sendt sin son T itus til ham for at bringe ham sin hyldest. A t sk æ b ­ nens lonlige m agt, åbenbaret i jerteg n og orakler, skulde have bestem t regeringen til V espasian og hans sonner, er noget, vi først ere komne til at tro efter hans ophojelse.

Æ g y p te n og de tro p p e r, hvorm ed landet skulde holdes i ave, havde allerede siden gud A ug u stu s’s tid stået under rom erske riddere udrustede med kongeligO o

m yndighed; p å den m åde havde man ment bedst at kunne hæ vde regenthusets besiddelse a f en provinds, som det var vanskeligt at kom m e til, som avlede korn i overflod, som p å grund af sin tojlesløse fana­

tisme var o p rø rsk og let at bringe i bevæ gelse, ikke kendte til love og ikke vidste af øvrighed at sige.

Den styredes den g an g af en indfødt mand T iberius A lexander. — A frika og den legion, som sto d der, havde i Clodius Macer p røvet en lille despot og vilde nu efter hans drab væ re tilfreds med hvilken regent det skulde være.

De to M avritanier, R æ tia, N orikum , T h rak ia og de andre provindser, som sty red es af landshøvdinger, lode sig, hver isæ r under påvirkning af en storre s ty rk e , drive til kæ rlighed eller had, efter som de vare den ene eller den anden h æ r nærm est. De p ro ­ vindser, hvor der ingen tro p p e r lå, og først og fræm- mest selve Italia, der var udsat for den væ rste træ l­

dom, vilde stå som kam pprisen og tilfalde sejrherren.

Sådan var tilstanden i R om erriget, da Servius G alba anden gang o g T itus Vinius tiltråd te konsulatet og begyndte det å r, som for dem skulde blive det siste og næ r også v ar blevet det siste for staten.

(24)

I.

B e g i v e n h e d e r i R o m i j a n u a r 6 9 .

1. Pisos adoption m. ni.

F å dage efter den første jan u ar kom der brev fra prokuratoren i det belgiske Gallia Pom pejus Pro- pinquus, som m æ ldte, at legionerne i Ø vre-G erm ania havde b ru d t deres tjenesteed og forlangte en anden krigsherre, men, for at man skulde domm e m ildere om deres o p rø r, lagde valget af ham i senatets og folkets hånd. Denne efterretning b ra g te en plan til m odenhed, som G alba allerede læ nge havde tæ n k t over og drøftet med sine venner, næmlig den at ud­

k å re sig en son og eftermand. D er v ar intet, som hele staden i flere m åneder havde talt mere o m , for det første ifølge den um ådelige ly st, man h av d e, til at snakke om slige ting, dernæ st fordi G alba allerede var try k k e t af årenes vægt. Det var kun få, som havde ævne til at skonne, hvad der var det rette, eller som det almene bedste lå p å hjæ rte. Mange lod sig lede af et forfængeligt h å b , udspredte sm igrende ry g te r om den ene eller den anden og udpegede d er­

med en ven eller patron til G albas efterfølger; mange gjorde det også af nag til T itus V inius, der d ag for d ag fik storre og storre indflydelse og med det samme blev mere forhadt. Den grådige b egæ rlighed, som var bleven v a k t hos G albas venner ved den hoje stil­

ling, de havde opnået, forstæ rkedes jo næmlig ved hans egen fojelighed, eftersom de under en svag og lettroende herre ikke behøvede at væ re så ængstelige, når de forbrød sig, men kunde vænte sig sto rre ud ­ b y tte deraf.

(25)

R egeringsm agten v ar delt imellem konsulen T itu s Vinius og gardeøversten Cornelius Laco; men i ikke mindre yndest hos G alba stod Icelus, en af hans fri- givne; han havde nylig fået guldringen og bar som ridder navnet Marcianus. Disse mænd, der også ellers var uéns og selv i mindre ting s å ’ hver på sit eget b ed ste, havde med hensyn til valget af regentens efterm and skilt sig i to partier. Vinius var stem t for Marcus O tho, Laco og Icelus vare snarere enige om at m odarbejde denne end om at stø tte en anden. G alba var ikke uvidende om det v e n s k a b , der v ar imellem O tho og T itu s Vinius, og folkesnakken, der ikke lader noget g å uom talt hen, gjorde dem allerede til svigerson og svigerfader, fordi Vinius’s d atter v ar ugift og O tho var løs og ledig. D et kan også nok være, at G alba er kom m en til at tæ nke p å det almene bedste og har sa g t sig selv, at det ingen nytte havde v æ ret til at tag e m agten fra N ero, når den tilsist skulde læ gges i O thos hånd. O tho havde jo næmlig levet sine dræ ngeår uden at læ re no g et, og som ung mand havde han ført et ry g gesløst liv og gjort sig yndet af N ero ved sin iver for at k ap p es med ham i udsvæ velser. Han var altså m edvider i Neros løs- agtighed, og netop derfor havde denne givet ham sin frille P o p p æ a Sabina i forvaring, til han kunde få sin hustru O ctavia skaffet af vejen. Siden, da han havde fattet m istanke til ham for hans forhold til den samme P o p p æ a , fjærnede han ham under navn af legat til provindsen Lusitania. E fter at have sty ret sin p ro ­ vinds med mildhed, var O tho den første, der gik over til G albas p a rti, og sålæ nge krigen stod p å , virkede han ufortrøden for dennes sag og overstrålede alle dem, som om gav den nye regent. Det var da n atu r­

lig t, at han stra x fattede håb om at blive u d k året til

(26)

son og efterfølger, og det var det m ål, han higede fræm imod med en iver, der blev sto rre d ag for dag, ti blandt soldaterne var der jo m ange, der holdt af ham , o of N eros hoffolk vare vel stem te for ham ; de så ’ i ham et menneske, der lignede dem selv.

E ndskont efterretningen, G alba havde fået om o p­

røret i Germ ania, ikke sagde noget bestem t om Vitel- lius, havde den dog gjort ham bang e, da han ikke vidste, i hvilken retning legionerne vilde storm e fræm, og da han heller ikke engang turde stole p å so l­

daterne i hovedstaden, tyede han til den eneste udvej, han kunde se, næmlig at væ lge en efterfølger. Han tilkaldte d a, foruden Vinius og L aco , den udnæ vnte konsul Marius Celsus og stadøversten (byfogden) Du- cenius Geminus, og efter et p a r ord om sin egen hoje alder lod han Piso Licinianus hænte, enten det nu var efter eget valg han gjorde det, eller, som nogle have tro e t, på Lacos tilskyndelse. Denne havde næmlig plejet venskab med Piso i Rubellius P lautus’s hus, men var nu snild nok til at tag e sig af ham som af

en ubekendt, og det gode ord, Piso havde på sig, gav hans råd væ gt. Piso var son af Marcus Crassus og Scribonia, p å begge sider af adelig b y rd ; ved ud­

try k k e t i sit ansigt og ved sin holdning mindede han om den gamle tids sæ d, o g rettelig bedom t var han en alvorlig m and, men dem , der udlæ gge alt til det v æ rste, syntes han altfor m ørk og stræ ng. Jo mere denne side af hans k a ra k te r frygtedes af dem , der havde en ond sam vittighed, des mere huede den G alba, der nu vilde til at adoptere ham.

Da nu Piso v ar trå d t ind, skal G alba have tagret1 o ham i hånden og tiltalt ham på følgende m åde: „Hvis je g var privatm and og som sådan udkårede dig til son ved en kuriatlov i overvæ relse af pontifexerne,

(27)

•tf#■ y l i - s . v t f a f ø i v ; '•

. -

l 4 Begivenheder i Rom i ja n u ar 69.

som skik og b ru g er, vilde det både for mig væ re en ære at o p ta g e en æ tling af Cnæus Pom pejus og Marcus Crassus i min familie og for dig en udm æ rkelse at få dine egne berdm m elige aner fojede til Sulpicier- nes og L utatiernes adel. Men nu er jeg med guders og m enneskers minde rigets h e rre , og det er dine herlige egenskaber og min fæ drelandskæ rlighed, som har drevet mig til at kalde dig fra fredens skød til den hojeste væ rdighed, som vore forfædre stredes om med våben, og som je g selv har opnået ved krig.

Således stillede jo også gud A ugustus sin søsterson M arcellus, dernæ st sin svigerson A g rip p a , siden sine d a tte rsø n n e r, tilsist sin stifson T iberius Nero på det hojeste trin næ st efter sig selv. Men A ugust søgte en efterfølger i sin familie, je g søger en i riget — ikke fordi je g ikke har frænder eller våbenfæller, men je g har ikke selv personlige hensyn at tak k e for m agten, og det skal væ re et bevis for mit uhildede skon, at je g h ar givet dig fortrinnet ikke blot for mine egne slæ gtninge, men også for dine. Du har en b ro d e r, der er af ligeså ædel b y rd , æ ldre end du og som vilde væ re væ rdig til denne hoje stilling, hvis du ikke var det i endnu fuldere mål. Du er i en alder, da du allerede har undsluppet ungdomm ens liden­

skaber, dit hidtidige liv h ar væ ret sådant, at du ikk e har noget at undskylde. Hidintil har du kun haft m odgang at bæ re; m edgang sæ tter m ennesket p å en sk arp ere p rø v e , ti genvordigheder tåles, lykken for­

d æ rver os. Æ rlig h e d , frim odighed, trofasthed i ven­

skab, disse m enneskehjæ rtets skonneste prydelser, vil du vistnok holde p å med samme fasthed som hidtil, men der er fare for, at de skal svæ kkes ved andres slaviske fojelighed, K ryberiet, sm igeren og hvad der er den væ rste gift for al sand følelse, egennytten, vil

(28)

UJ

Eli

»dl

§ia /is

3m :Erf

[31

K V

3m :æl ab ion lib

£91

liv 02 8 °

9b

7£f ils

ab ab as

ie! na rai na os Ib ob m

træ nge sig fræm imod dem .. Jeg og d u -ta le r idag åbent og æ rligt med hinanden, alle andre henvende sig hellere til vor hoje stilling end til os selv; ti at give en regent gode råd er en såre vanskelig sag, men at sige ja til alt ligeoverfor en reg en t, hvordan han end er, det gør man, uden at h jæ rtet er m ed.“

„Hvis rigets uhyre legem e kunde holde sig o p ­ rejst og i ligevæ gt uden en øverste sty re r, vilde det væ re rigtigst, at det folkelige selvstyre igen b eg y n d te med mig; men nu er enevoldsm agten allerede for længe siden bleven en nødvendighed, så at je g med den hoje alder, je g har, ikke kan skæ nke R om erfolket nogen storre gave end en g o d efterfølger og d u , i din ungdom skraft, ikke give det mere end en god regent. U nder T ib er, Cajus og Claudius have vi så at sige væ ret et arvegods i én og sam m e familie; det vil væ re et slags frihed, at regenten væ lges, således som det forst er sk et med m ig, og nu da Juliernes og Claudiernes hus er uddød, vil adoptionen finde den væ rdigste. A t væ re født og båren i en reg ent­

familie, er en tilfæ ldighed, og al vurdering er af­

skåren; den, der ad o p terer, har frie hæ nder, og er der flere, han ønsker at væ lge imellem, så u d p eg er den offentlige mening, hvem han skal vælge. Lad os se på N ero, der var så opblæ st af at høre til den lange ræ kke af C æ sarer! D et var ikke V index med en uvæ bnet provinds, ikke mig med min ene legion, men hans egen vildskab, hans egne udskejelser, som rev folket ud af hans, dette ro v d y rs k lø r; man havde endnu ikke oplevet at se en regent domfældt. Vi, som ved krig og ifølge en vurdering ere bievne kaldte til regeringen, vil, hvor udm æ rkede vi end m åtte være, dog ikke undgå at forfølges af had og avind. Du ma dog ikke blive ræ d, om der under denne verdens-

*

' t

*.■>

1. "

L’

v<:

rv

v.1

•1

1

1

(29)

i6 Begivenheder i Rom i januar 69.

. >.

...

r;

f e ' "

Yr

. >•

&'■

V

rystelse er et p ar legioner, som endnu ikke ere komne til ro. Heller ikke jeg selv tiltrådte regeringen under rolige forhold, og når man får at høre, at du er a d o p te re t, vil man ikke læ ngere tæ nke p å , at je g er en gam m el mand, og det er jo det eneste, man endnu lader mig høre. N ero vil altid savnes a f de onde;

je g og du bør handle således, at han ikke også savnes a f de gode. A t holde en lang tale for at påm inde og advare dig er tiden nu ikke til; je g har g jo rt nok, når je g i dig har truffet et g o d t valg. Den bedste og tillige k o rteste vej til at skæ lne mellem ondt og godt er a t overveje, hvad man selv enten har villet eller ikke villet under en anden regent. T i det er jo ikke her som hos de folk, der have k onger, at der er en bestem t familie af h errer, og at alle andre ere slaver; men du vil komm e til at herske over men­

nesker, som hverken kan tåle fuldstændig træ ldom eller fuldstændig: frihed.“o

På denne og lignende måde talte G alba som den, der vilde gøre Piso til regent; de andre talte med ham, som om han allerede var det. Piso skal hverken s tra x , da de tilstedevæ rende så’ p å ham , eller siden, da alles ojne hvilede p å ham , have givet nogetsom- helst tegn p å sindsuro eller glæ de. Han talte til sin fader og krigsherre med æ rbødighed, om sig selv med tilbageholdenhed, uden mindste pral; man så’ ingen forandring i hans miner eller holdning; han syntes mere at have ævne end lyst til at væ re hersker. Man drøftede dernæ st det spørgsm ål, om man skulde kund­

gøre adoptionen fra talerstolen p å forum eller i senatet eller i gardekasernen. Man besluttede at g å til kasernen;

soldaterne, mente man, vilde regne det for en ære, man viste dem, og var det end forkasteligt at indynde sig hos dem ved hjæ lp a f penge og andre lokkem idler,

(30)

var deres yndest ingenlunde at kim se a d , når man skaffede sig den ved hæ derlige midler. Imidlertid havde folk sam let sig om paladset og væ ntede med utålm odighed p å den store hem m elighed; der var dem, der søgte a t læ gge en dæ m per p å folkesnakken, men de kom så dårlig fra d e t, at de netop gav den storre sty rk e og udbredelse.

Den tiende januar havde væ ret en usæ dvanlig sty g og urolig d ag med reg n sk y l, lyn og torden og alle himlens trusler. Medens iagttagelsen af sådanne fræm toninger i gam le dage havde v æ ret grund nok til at hæ ve en folkeforsam ling, afskræ kkedes G alba d o g ikke derved fra at g å til kasernen, hvad enten han nu foragtede slige ting som tilfældets væ rk, eller fordi det m åske er så , at man ikke tæ nker p å at undgå skæ bnens bestem m elser, hvor tydelig de end have ladet sig m ærke. I en talrig forsamling af sol­

daterne forkynder han her med en hæ røverstes k o rt­

hed, at han nu adopterede Piso efter gud A ugustus’s exem pel og efter den gam le skik i hæ ren, at hver enkelt valgte sin sidemand. O g af frygt fo r, at man skulde tillæ gge oprøret i G erm ania altfor sto r betyd- ning, når han slet ikke talte derom , skyndte han sig at forsikre, at den fjæ rde og den to og tyvende legion, ophidsede a f nogle få personer, vistnok havde fejlet, men dog kun i ord og rå b , og at de om foje tid vilde vende tilbage til deres pligt. T il denne tale fojede han hverken sm igrende ord eller foræringer.

A lligevel gav tribunerne som også centurionerne og de menige soldater, der stod ham nærm est, kæ rkom ne svar; men alle de andre ia g tto g en m ørk tavshed:

det var dem, som om retten til extragave, en ret, de endog under fredelige forhold • havde nydt og fået hæ vd p a , nu var g å e t tab t for dem i krigstid. Vist

(31)

er d et, at selv en nok så ringe gavm ildhed fra den sparsom m elige oldings side vilde kunnet vinde sol­

daterne for h a m ; han stødte dem fra sig ved gam m el­

dags stivhed og overdreven alvor, som vi nu ikke læ ngere kan finde os i.

Den tale, G alba dernæ st holdt i senatet, var hverken pynteligere eller læ ngere end den, han havde holdt til soldaterne. Pisos foredrag var venligt og behageligt, og senatorerne skæ nkede ham da også deres bifald: mange gjorde det af velvilje for ham ; de, som ikke havde ønsket ham, viste storst iver; de, som hverken vare for ham eller imod ham , og det var de fleste, kom ham imøde med almindelig høflig­

hed , idet de havde deres personlige forhåbninger for oje og ikke skæ nkede almenvellet en tanke. F o r­

resten sagde eller gjorde Piso intet offentlig i de fire følgende dage imellem hans adoption og hans drab.

Da der med hver d ag kom flere og flere efter­

retninger om frafaldet i G erm ania til hovedstaden, hvor man stra x er rede til at m odtage og tro alle n yheder, når de ere d årlig e, havde senatet foreslået at sende en deputation til den oprørske hær. Man drøftede så i et hemmeligt rå d , om også Piso skulde rejse med for at give deputationen sto rre v æ g t, idet han til senatets m yndighed lagde en C æ sars v æ rd ig ­ hed. D er var også tale om , at gardeøversten Laco skulde sendes med, men han satte sig derim od. O gså med hensyn til valget af sendem æ ndene, som senatet havde overladt til G alba, viste der sig en usommelig famlen og vaklen såvel ved den første udnævnelse som når man lod nogle slippe og satte andre i deres sted; ti der var en jagen efter at få lov til enten at blive hjemme eller at g å m ed, efter som én til- skyndedes a f frygt, en anden af hab.

(32)

D et næ ste, man m åtte tæ nke p å , var a t skaffe penge i statskassen, og alting vel o v erv ejet, syntes det retfæ rdigst at søge dem der, hvor årsagen var til kassens tomhed. T o tusind to hundrede millioner (2V5 milliard) sestertier havde Nero øst ud i foræringer.

G alba befalede, at man skulde indstævne alle v ed ­ kommende hver isæ r og kræ ve disse gav er tilbage, men tillod d o g , at enhver m åtte beholde tiendedelen af hvad han havde fået. Men de havde næ ppe en tiendedel tilovers, da de havde holdt ligeså dårligt hus med andres penge som med deres egne; de grådigste, som også vare de mest fordæ rvede, havde ikke læ n­

gere jo rd eg o d s eller kapital, men kun hvad der kunde nære og tilfredsstille deres onde lyster. T il at forestå inddrivelsen sattes tredive rom erske riddere, et nyt slags æ m bede, som de indstæ vntes m ængde og deres egen og deres venners påtræ ngenhed gjorde m eget byrdefuldt. A llevegne s å ’ man sp y d sta g e r opstillede og rundt om dem k ø b ere, og staden holdtes i uro ved de medfølgende retsforhandlinger. A lligevel var det en stor tilfredsstillelse at se dem , Nero havde gjort foræ ringer, blive ligeså fattige som dem , han havde plyndret.

I de samme dage fik følgende tribuner afsked: to i garden, Antonius T aurus og A ntonius N aso, én i b y k o h o rtern e, Æ milius Pacensis, og én i natpolitiet, Julius Fronto. D ette hjalp d o g ikke ligeoverfor de andre, men vakte deres frygt; ved list og ved at skræmme, tæ nkte de, vilde man træ nge dem af vejen én for én, mens man havde dem alle m istænkte.

2. Otho tænker på et statskup.

O tho, der ikke havde noget håb under en reg el­

mæssig tingenes tilstand, tæ nkte nu kun p å at fiske i

(33)

rørte vande, og der var p å én g an g mange ting, som drev ham fræm i den retning: en yppighed, som man vilde finde trykkende, selv om det var en regent, den fandtes hos, en pengenød, som det kunde holde hårdt for en privatm and at bæ re, fræmdeles forbitrelse mod G alba og misundelse m od Piso. F o r at hans b eg æ r­

lighed yderligere skulde æ g g es, søgte han endog at bilde sig selv og andre ind, at han havde grund til at væ re bange: „Han havde væ ret Nero til besvær, sagde han; skulde han nu vænte, til man igen sendte ham til Lusitania og lod ham have æren af en ny landsforvisning? M agthaveren så’ altid med mistro og uvilje til den,' som af den offentlige mening udpegedes til hans efterfølger. D erved var han kommen i en skæ v stilling til den gam le reg en t, og det samme vilde i endnu hojere grad blive tilfældet ligeoverfor den u nge, der af naturen v ar hæ ftig og ved en lang­

varig landflygtighed var bleven endnu mere bitter.

A t dræ be O th o , v ar jo noget, der nok lod sig gøre.

D erfor m åtte han handle og v o v e , medens G albas m yndighed stod p å svage fødder og Pisos endnu ik k e havde fæ stnet sig. De tider, da magten g år over fra én hersker til en anden, egnede sig vel til store foretagender, og der var ingen grund til at tøve, når det v a r farligere at holde sig rolig end at træ de dristig op. Døden var væ sentlig éns for alle, men der kunde væ re den forskæ l, at én døde og glem tes, en anden døde og stod i ry hos efterslæ gten, og når således samme endeligt væ ntede den skyldige og den usk y ld ig e, som mede det sig for den djæ rve mand at fortjene sin skæ bne. “ O tho var ikke så blødagtig i sind som i skind.

Hans fortroligste blandt hans frigivne og slaver, der vare vante til et flottere og mere ubundent liv

(34)

encl der ellers føres i et privat hus, mindede ham a tte r og atter om N eros hof og det y p p ig e liv d e r, om æ gteskabsbrudene, koneskifterne og de andre konge­

lige herligheder — han var jo begæ rlig efter slige ting — og sa g d e , at alt dette vilde væ re hans, når han kun havde mod, men vilde tilfalde en anden, hvis han ikke greb til. O gså astrologerne — disse menne­

sk er, som ere troløse mod de m æ gtige og skuffe de æ rgerrige i deres håb, som man altid vil udvise a f v o rt samfund og altid vil holde p å — også de træ ngte ind på ham: „De havde læ st i stjæ rnerne, forsikrede de, at der vilde kom m e nye om væ ltninger og et for O tho ærefuldt å r.“ P o p p æ a havde plejet a t have mange astrologer hos sig — det væ rste b o sk ab i en gift regents hus. En af dem, Ptolem æus, som i Lusi- tania hørte til O thos følge, havde lovet ham , at han skulde overleve N ero, og da dette virkelig v a r ind­

truffet og havde sty rk e t tilliden til ham, var han g ået et skridt videre: ledet a f sine egne gisninger og de beregninger, han hørte folk gøre over G albas hoje alder og O thos ungdom, havde han søgt at få denne til at tro , at han vilde blive kaldet til regeringen. Men O tho optog hans ord som en p å sagkundskab og skæbnens vink grundet forudsigelse; således er jo m enneskehjæ rtet altid tilbojeligt til helst at tro det hemmelighedsfulde. Heller ikke sp ared e Ptolem æus på rå d , men æ ggede ham nu endog til forbrydelse;

overgangen dertil er jo såre le t, når et sådant ønske først er blevet levende hos én.

Man ved dog ikke med vished, om det først var nu, at tanken om en forbrydelse op stod hos ham.

Han havde allerede for læ nge siden søgt at indynde sig hos soldaterne enten i håb om at blive G albas efterfølger eller for at bane sig vej til et statskup.

(35)

På rejsen fra H ispania til Rom, såvel når hæren mar- sjerede fræm, som når den havde gjort h o ld t, tiltalte han de gam le soldater ved navn, og idet han mindede dem om den tid, da de ligesom han selv var i Neros følge, kaldte han dem sine krigskam m erater; nogle kendte han igen, andre sp u rg te han efter og hjalp dem med rede penge eller ved sin personlige ind­

flydelse; ofte blandede han i sin tale k lag er og tv e­

tydige ord om G alba og hvad der ellers kunde o p ­ hidse og forvirre mængden. De træ ttende marsjer, m angelen p å proviant, den stræ nge kom m ando vakte bitre følelser; de havde jo væ ret vante til at rejse med flåden til K am panias søer O g A khajas b y er, og nu m åtte de møjsommelig og under byrden af deres våben klavre over Pyrenæ erne og A lperne og tilbage- læ gge um ådelig lange veje.

Den ild, som allerede bræ ndte i soldaternes bryst, var dernæ st ble ven øget af en af Tigellinus’s fortro­

lige ved navn Mævius Pudens. Denne mand gav sig til at lo k k e de bevæ geligste eller dem, som pengenød gjo rde lystne efter en om væltning, og deri gik han lidt efter lidt så vidt, at han, hver gang G alba spiste hos O th o , gav hver mand i den vagthavende k o ho rt hundrede sestertier som drikkepenge. Denne så at sige offentlige flothed forøgede Otho selv ved mere underhånden at lade enkelte tilflyde sæ rlige g aver;

ja så hidsig var han i at underkøbe, at da en soldat af hestgarden (en sp e k u lato r) ved navn Coccejus Proculus lå i strid med en nabo om et sty k k e jord, kø b te O tho for sine egne penge hele naboens m ark og gav Coccejus den til foræring. A lt d ette blev tålt af gardeøversten, der var så dvask og skødesløs, at han ligeså lidt fik oje p å det, der skete åbenlyst, som p å det, der holdtes hemmelig.

(36)

Nu da forbrydelsen én g ang var b eslu ttet, ov er­

d ro g han til en a f sine frigivne ved navn O nom astus at forestå udførelsen af den, og O nom astus fik Bar- bius Proculus, ordonans i hestgarden, og Viturius, ser­

gent i det samme k o rp s, førte til ham. O tho ud ­ sp u rgte dem om forskællige ting, og da han d eraf

m æ rkede, at det var snilde og dristige m æ nd, o v er­

væ ldede han dem med gav er og løfter og gav dem penge til at friste endnu flere med. T o underbefalings- mænd tog sig således p å at give. R om erfolket en anden regent, og de gjorde det virkelig. De indviede kun nogle få i deres dristige forehavende; de øvrige gjorde de vaklende og søgte p å forskællige m åder at æ gge dem : befalingsm ændene forestillede de, at Nymfidius’s velgæ rninger gjorde dem m istæ nkte hos G alba og Piso, og de andre, de menige soldater, vakte de forbitrelse hos ved at b etag e dem alt håb om nogensinde at få den e x tra g a v e , man så ofte havde o p sat at give dem. D er var dem , der opflam medes ved mindet om Nero og ved savnet a f den tidligere ryg gesløshed, og alle til hobe skæ lvede af frygt for at blive forsatte til en anden og lavere tjeneste.

Gæringen ' sm ittede også legionerne og h jæ lp e­

tro p p ern e, som allerede vare komne i bevæ gelse, efterat det var blevet bekendt, at de germ aniske hæ re vaklede i sin troskab. O g så forberedt var nu o p ­ standen hos de ildesindede, medens de usm ittede lod, som om de ikke m æ rkede noget, at man den fjortende jan u ar, som O tho gik hjem fra et g ild e, vilde have tag et og ført ham til kasernen, hvis man ikke var bleven betæ nkelig ved m ørket, der så let kunde volde fejltagelser, ved afstanden mellem soldaternes over hele byen sp red te k v arterer og ved vanskelig­

heden ved at tilvejebringe enig sam virken mellem

(37)

drukne, så at det ikke var af omhu for fædrelandet, de lod det væ re — de havde jo i æ dru tilstand lavet sig til at besm itte det med deres regents blod —, men de vilde ikke have, at soldater af den pannoniske eller germ aniske hæ r i m ørket skulde tage den første den bedste, de tra f på, for O tho, hvad let kunde ske, da der v ar m ange af dem, som slet ikke kendte ham.

Mange tegn på, at et o p rø r var i færd med at b ry d e ud, bleve u n d ertry k te af de indviede; nogle, der kom G alba for øre, afvistes af gardeøversten L aco, som ingen forstand havde på soldaterånd; han var stem t imod ethvert rå d , hvor udm æ rket det end v ar, når det ikke v ar ham selv, der kom med d et, og viste sig stivsindet ligeoverfor erfarne folk.

3. Othos opstand. Galbas og Pisos drab.

Den fæm tende ja n u a r, da G alba var i færd med at ofre i A polios tem pel, råb te haruspexen Umbricius til ham med profetisk rø st: „Ildevarslende indvolde!

truende efterstræ belser! en fjende i h u s e t!“ D ette hørte O th o , som stod lige tæ t v ed, og o p to g det tvæ rtim od som noget glæ deligt og som noget, der var gunstigt for hans egne planer. Ikke ret længe efter m æ lder hans frigivne Onomastus, at bygm æ steren og entrepenørerne stod og væ ntede p å ham — dette var efter aftale tegnet p å , at soldaterne nu sam lede sig, og a t de sam m ensvorne vare rede. Da man sp u rg te O tho, hvorfor han vilde g å bort, foregav han, at han stod i handel om et hus, hvis ælde var ham m istænkelig, og som han derfor først m åtte tage syn over. D erpå gik han, stø ttet p å sin frigivnes arm, igennem T ibers palads ind i V elabrum og derfra til den forgyldte m ilepæl ved Saturns tem pel. Her finder

(38)

han tre og tyve soldater af garden (spekulatorer), der hilse ham som krigsherre; han bliver urolig ved at se, hvor få de e re , men de skynde sig at få ham sat i en b æ resto l, drage deres svæ rd og fare afsted med ham til kasernen. Næsten ligeså m ange soldater slutte sig til på vejen — nogle, fordi de vare med i k o m p lo ttet, m ange af forbavselse og nysgerrighed, en del under leveråb, andre i stilhed, idet de vilde se, hvad det blev til, og så tag e deres beslutning derefter.

Tribunen Julius M artialis havde den gang v ag t i kasernen. H vad enten han nu følte sig overvæ ldet a f den pludselige voldsgæ rning eller m åske blev bange for, at der skulde væ re flere af m andskabet i k a ­ sernen, som havde ladet sig forføre, o g at han vilde væ re dødsens, hvis han gjorde m odstand, vist er det, at han hos mange vakte m istanke o m , at han var

med i kom plottet. O gså de andre tribuner og alle centurionerne foretrak det næ rvæ rende for det uvisse og hæ derlige, og stemningen var sådan, at der vel kun var få, der dristede sig til d ette skæ ndige fore­

tagende, men flere, som ønskede det, og alle lod det have frit løb.

Uden at vide noget af alt dette og helt optagen af ofringen plagede G alba im idlertid med sine bonner guderne i et rige, som allerede var i en andens vold.

Da kom der et ry g te om, at nogle soldater fo’r afsted til kasernen med en senator, uvist hvem ; snart efter hed det sig, at det var O th o , de fo’r afsted m ed; i det samme kom der fra hele byen folk, som havde mødt dem , og nogle overdrev faren a f frygt, medens andre gjorde den mindre end den virkelig v a r, idet de endog nu tæ nkte p å at smigre. Man holdt da råd og besluttede, at man vilde se at komm e efter stem ­

ningen i den kohort, som havde v ag t i p alad set; men

(39)

uden at G alba viste sig for den i egen person: hans m yndighed vilde man gaemme usvæ kket, til kraftigere hjælpem idler behøvedes. D et blev da Piso, der lod ' soldaterne kalde sammen foran paladsets tra p p e og tiltalte dem p å følgende måde:

„V åbenbrødre! D et er nu p å sjæ tte d ag , siden je g , uden at kende fræm tiden og uden at vide, om det vilde væ re ønskeligt eller farligt for m ig, blev u d k året til C æ sar; om det skal blive til ly k k e eller til u ly k k e for vort hus eller for staten , er nu lagt i eders hånd. Jeg siger ikke d e tte , fordi je g for mit eget vedkom m ende æ ngstes for en sørgeligere vending i tingene: je g har prøvet m odgang og læ rer netop nu, at selv m edgang ikke er mindre farefuld; det er min fader og senatet og selve riget, det gø r mig ondt for, hvis vi idag nødes til enten selv at dø eller, hvad der i retsindige mænds ojne er ligeså so rg elig t, at dræ be andre. U nder den siste rystelse havde vi den trø st, at byen blev skånet for blodsudgydelse, og at m agten uden strid og splid overførtes p å en anden.

Ved min adoption syntes man at have so rg et for, at der heller ikke efter G alba skulde væ re anledning til k rig .u

„Jeg vil hverken gøre mig til af hoj byrd eller af sæ delig vandel; ti at nævne d y d e r, behøves ikke, når det er O tho, man sammenlignes med. Hans laster

— det eneste, han har at prale med — undergravede krigsherrens m yndighed, selv da han spillede en ven a f ham. S kulde han m åske ved sin holdning og o p ­ træ den have g jo rt sig fortjent til at få m agten eller ved den kvindagtige m åde, han udstafferer sig på!

De skuffe sig selv, som lade sig blæ nde af skinnet og tage hans flothed for gavm ildhed; at forøde vil dette menneske nok forstå, men han vil aldrig forstå

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk.. Digitaliseret af /

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk... Digitaliseret af /

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk... Digitaliseret af /

Sønderjyderne rejser Hovedet.. Den danske Nation er et dovent, dorskt o g usammenhængende Folk.. Kongen indvilligede straks.. m.) styredes af fælles Ministre, skulde

Otte år efter at brygger Carl Jacobsen havde ladet Den Lille Havfrue opstille, skabte Anne Marie Carl-Nielsen i 1921 sin Havfrue.. Næste forår udstil- lede hun den på Den

The analysis measures the preference of male or female passive participants in propositional scenarios denoted by transi- tive fuck, thus allowing for the identification of

På SDU gjorde vi os det klart, at: ”Der skal [...] udvikles nye kompetencer og læringsformer hos studerende og undervisere” (Syddansk Universitets E-læringsstrategi, p.

[r]