OPLYSNINGER
1. Titus's tilbagerejse til Syria
Im idlertid lagde skæ bnen allerede i en anden del af verden den første grund til et herskerhus, der under skiftende vilkår blev riget til glæ de eller til gru og selve regenterne til ly k k e eller til fordærv.
T itus V espasianus var endnu i G albas levende live p å sin faders befaling rejst fra Judæ a. Som grund til sin rejse foregav han, at han vilde bringe regenten sin hyldest og søge at kom m e ind p å æm- bedsbanen, hvortil han nu var gam m el nok. Men mængden, som er så tilbojelig til at lave historier og hitte p å forklaringer, havde u d spredt det ry g te , at han var bleven kaldet til Rom for at blive adopteret.
Kilden til denne snak var regentens hoje alder og b arn lø sh ed , og desuden har folk jo altid så urim elig trav lt med at udpege m ange, indtil en enkelt vælges.
D er var også m eget, der hjalp til a t sty rk e ry g te t:
T itus selv var jo en så g o d t begavet m and, a t han var i stand til at indtage enhver stilling, hvor hoj den end v ar, og dertil havde han et sm ukt ansigt og en
96 Ø stlandet efter G albas død. R ø r e i Rom.
vis m ajestæ tisk holdning; V espasian havde haft lykken med sig , og endelig havde man spådom m e a t holde sig til sam t tilfældige om stæ ndigheder, der i lettroendes ojne træ d e i varslers sted.
D et v ar i K orinth i A k h aja, at han fik sikker efterretning om G albas død; der var også dem , som forsikrede, at Vitellius rustede sig, og at krigen stod for doren. Uvis om , hvad han skulde g ø re, sam lede han nogle af sine venner om kring sig og overvejede m ed dem sam tlige om stæ ndigheder fra begge sider:
„Hvis han rejste til hovedstaden, vilde ingen vide ham ta k for en hylding, som havde v æ ret tiltæ nkt en anden, o g han vilde blive et gidsel i Vitellius’s eller O thos hånd. Hvis han derimod vendte tilb ag e, vilde det åbenbart væ re en fornærm else mod sejrherren;
men d et v ar endnu u v ist, hvem der vilde sejre, og når faderen gik over til det sejrende p a r t i , vilde sonnen derm ed væ re re tfæ rd ig g jo rt; to g derim od V espasian selv regeringen, så tæ n k te man jo p å krig og- m åtte ikke ænse fornæ rm elser/4
Disse og lignende tanker holdt ham en stund svæ vende mellem håb og f r y g t; om sider fik h åb et overhånd. D er har væ ret dem , der tro ed e, at det v ar hans bræ ndende læ ngsel efter dronning Berenike, som havde b ra g t ham til at vende om , o g vistnok var den unge mand ikke ufølsom for hendes yn d ig h ed er, men hans lidenskab dro g ham d o g ikke bort fra vigtigere ting; han henlevede sin ungdom i glad livsnydelse, men med et m ådehold, der snarere var frugten af hans herredom m e over sig selv end a f faderens bud.
Udenom A khajas og A sias k y st og havet mellem disse lande til venstre sejlede han da ad de dristigste veje til øerne R hodos og K y pro s og derfra til Syria.
På K ypros fik han ly st til a t g å hen og besøge den pafiske Venus’s tem p el, som er berom t hos indfødte og fræmmede. D et vil ikke væ re sønderlig af vejen, om je g her fortæ ller om oprindelsen til denne g u d s
dyrkelse, om tem pelskikkene og om gudindens billede, ti her fræmstilles hun ikke således som andensteds.
T em plets grundlæ gger var ifølge et gam m elt sagn kong Aerias, men der er dem, der påstå, at dette var selve gudindens navn. E t nyere sagn siger, at tem plet blev indviet af K inyras, og a t gudinden selv, und
fangen af h a v e t, landede på dette s te d ; men haru- spexernes videnskab og konst skal væ re kommen andenstedsfra og væ re bleven indført a f Kilikeren Tam iras, og man skal have truffet den aftale, at efter
kom m erne af disse to familier, næmlig K inyras’s og T am iras’s, skulde forestå tem peltjenesten. Siden vilde man, at kongeslæ gten i enhver henseende skulde have forrangen for den udenlandske stam m e; da afstod de fræmmede den videnskab, de selv havde indført, oof1 O kun en æ tling af K inyras må nu væ re p ræ st og den,
man rådspørger. Enhver kan skæ nke hvilke offerdyr
1
han vil, men de må væ re af hankon; sto rst tro har man til indvoldene af gedekid. A t overstæ nke altret med blod er forbudt; under bon lader man en ren ild bræ nde p å d et, og det vædes aldrig a f nogen regn, skont det står under åben himmel. Billedet af g u d inden har ikke m enneskelig sk ik k else: det er et rundt legem e, d er, ligesom en kegle, fra en bredere grund
flade op ad bliver sm allere og sm allere og ender i en spids; men grunden til denne dets form er ubekendt.
E fter a t - h a v e tag et tem pelskattene og k o n g e gaverne i ojesyn såvel som også alt det andet, disse G ræ kere i deres svæ rm eri for sagn og sag er fra gam le dage have hittet p å at henføre til den m ørke oldtid,
9 8 Ø stlandet efter G albas død. R ø re i Rom.
•i.
. . " ii
» ii
✓
j«-■i.."
' - V .
i"
’i.
\
*;
J )
*
,:-Tv
!•»
** • .
(I
sp u rg te T itu s sig først til råds hos gudinden sin sejlads vedkom m ende. D a han havde fået det svar, at vejen lå åben for ham , og at han vilde have vind og strom med sig, slag ted e han en m ængde offerdyr og sp u rg te så i forblom m ede u d try k om sig selv. S ostratus (således hed præ sten) så’, at indvoldene enstemmig varslede ly k k e , og at gudinden gæ rne så’, man søgte råd hos hende om sto re planer; han gav derfor i øje
blikket kun et k o rt svar i den sæ dvanlige stil, men bad ham om en hem m elig sam m enkom st og oprullede så et billede af fræmtiden for ham. Med øget mod sejlede T itus videre og nåede til sin fader; i et oje- b lik , da provindserne og hæ rene endnu ikke havde tag et bestem t p a rti, kom han til og v ak te allevegne den samme fortrøstning, det samme gode håb, som han selv var besjæ let a f