OPLYSNINGER
J. Valens kommer ned i Podalen; forener sig med Cæcina
D ette tab satte ikke så m eget Vitellianerne i frygt, som det sk æ rp ed e deres pligtfølelse, og dette var ikke blot tilfæ ldet i Cæcinas lejr — han skød al skylden over p å soldaterne, som han sagde vare villigere til at gøre o prør end til at slås — ; også i Fabius V a
lens’s hæ r (han var næmlig nu komm en til Ticinum) hørte soldaterne op med at foragte fjenderne og viste i deres higen efter at genvinde deres glim rende ry en
T acitus's H isto rie b ø g er II, 26 — 28. l i g
mere æ rbødig og stadig lydighed mod deres hær- øverste. T idligere var der næmlig blandt disse tr o p
p er udbrudt et farligt oprør, som je g nu skal fortælle om ; når je g ikke har gjort det ovenfor, er d et, fordi je g mente, je g burde ikke afb ry d e fortællingen om
Cæcinas færd.
Jeg har allerede fortalt, at de bataviske kohorter, der under opstanden mod Nero havde skilt sig fra den fjortende legion, p å vejen til Britannia fik at høre om den vitelliske bevæ gelse og i Lingonernes land sluttede sig til Fabius Valens. De viste nu hos ham en overm odig opførsel: de løb om kring til legionernes tæ lte og brovtede af, at det var d e m , der havde tæ m m et den fjortende legion og skilt Nero ved Italia, o g at det ganske lå i deres hånd, hvorledes det skulde g å med krigen. D ette æ rgrede soldaterne og pinte h æ rø v e rste n ; krigstugten fordæ rvedes ved skæ nderi og slagsm ål og tilsist begyndte Valens endog at frygte for, at deres fræ khed skulde gå over til troløshed.
Under disse om stæ ndigheder fik man budskab om , at O thos skibshæ r havde slået det trev erske ry tte ri sam t T ungrene og truede det narbonske Gallia, og da det var ham m eget om at gøre både at for
svare sine forbundsfæller og ved en krigslist få de urolige k o h o rte r, som sam lede vare altfor stæ rke, spredte og skilte fra hinanden, gav han ordre til, at en del af Bataverne skulde drag e provindsen til und
sætning. Såsnart dette blev almindelig bekendt, k la gede forbundsfællerne, og legionerne knurrede: „Man skilte dem, sagde de, ved de djæ rveste mænds hjæ lp;
disse g a m le , i så m ange krige sejrrige krigere bleve nu, da fjenden var i syne, trukne bort, så at sige lige fra valpladsen. Hvis en provinds var mere væ rd end
r ‘
*> : I
• * ✓
~ j t H l i
, -. ji
■. ■ i»
♦ •i .
• " ■ >
i*"1
:•*' .» •
U
i*. v« »• • *:v/
»ri V
r: i
- .„=■
i ■r ■
. * I'
t;
V ' •
r > V
t
X>
w.
O
V - V
i / V
v •••
• M t}
«
. * ;
• Il
> • ■■' *
* /V,
o.
, i,-: • •i" -!T.
. ‘ v .
120 B egyndelsen af krig en m ellem O tho og Vitellius.
hovedstaden og rigets fræ lse, burde alle følges did;
men var det Ita lia , som g av sejren fasthed og fuld
endelse, så burde man ikke rive de stæ rk este lemmer af det legeme, de hørte til.“
Medens de i vild og trodsig tone udslyngede disse ord, sendte Valens sine liktorer ind iblandt dem for at dæ m pe o p fø re t; men så g å de løs p å ham selv, kaste stene efter ham og forfølge ham , da han flygter. U nder det råb, at han gæ m te .hos sig b y ttet fra de galliske lande og Viennernes g u ld , lonnen for deres m ojsom m eligheder, plyndrede de hans b ag ag e og gennem rodede hæ røverstens tæ lt, ja endog jorden der med deres sp y d og lanser; Valens holdt sig næ m lig, forklæ dt som slave, skjult hos en under
befalingsm and i rytteriet. Nu hittede lejrøversten Alfenus V arus på en list: da han m æ rkede, at gæ-ringen lidt efter lidt lagde sig, blev det forbudt cen- % t urionerne at g å om til vagterne og trom peterne at kalde soldaterne til deres arbejde. Følgen d eraf var, at alle studsede og s å ’ forbavsede p å hinanden, og netop den om stæ ndighed, at ingen kom m anderede, gjorde dem ræ d d e; ved stilhed og tålm odighed, tilsist ved bonner og tårer søgte de at få tilgivelse. O g da nu Valens tråd te fræm i sin usle d ra g t, med tårer i ojnene og mod forvæntning i god behold, ytrede de g læ d e, m edlidenhed og hengivenhed; i den hen ry k kelse, som nu havde grebet dem — og mængden g år jo gæ rne fra den ene yderlighed til den anden — b ar
de ham under lovprisning og lykønskning mellem orne og faner op p å tribunen. Han på sin side viste klogt m ådehold: han fordrede ikke nogens d ø d , og for ikke at drive forstillelsen så v id t, at han derved v ak te m istanke, klagede han over nogle enkelte; han
Ih. 'i
vidste, at borgerkrig giver soldaterne mere frihed end hæ røversterne.
De vare i færd med at forskanse lejren ved Ti-, cinum, da der kom budskab om det nederlag, Cæcina havde lid t, og det var næ rved at kom m e til et nyt o p rø r, idet de m ente, at det var lum sk nøleri fra V a
lens’s side, der var skyld i, at de ikke havde v æ ret med i slaget. De vilde ikke vide af hvile, vilde ikke vænte p å h æ rø v ersten , g ik forud for fanerne og skyndte på fanebæ rerne, og efter en forceret marsj forenede de sig med Cæcina.
Valens havde ikke noget g o d t ord p å sig i Cæ- cinas hæ r. De beklagede sig o v e r, at man havde udsat dem, så underlegne som de vare i tal, for fjen
dernes hele m agt; de vilde derm ed undskylde sig selv og sm igrende fræm hæve de nys tilkom nes styrke, for ikke at blive foragtede som overvundne og fejge.
O g skont Valens havde sto rre m a g t, næsten dobbelt så mange legioner og h jæ lp etro p p er, holdt soldaterne dog mest af Cæcina, ikke blot fordi man tiltroede ham et mildere sind, men også p å grund af hans hoje, ungdom skraftige skikkelse sam t et skin af velvillig
hed, som han havde p å sig. D ette v ar en kilde til skinsyge mellem de to hæ røverster. Cæcina sp o tted e Valens som et nedrigt og sm udsigt m enneske, og denne igen ham som en indbildsk og forfængelig nar.
Men de dulgte det nag, de b a r til hinanden, og viede sig til sam me s a g ; i talrige breve forekastede de O tho hans skæ ndige handlinger, som havde de o p givet at finde tilgivelse, medens øversterne p å O thos side afholdt sig fra hånsord mod Vitellius, hvor rig e
ligt stof de end havde dertil. V ist er d e t, at forend begge døde, O tho en ærefuld, Vitellius en forsm ædelig død, var man mindre bange for dennes dorske liv i
nydelser end for hins bræ ndende lidenskaber. Otho havde g jo rt sig frygtet og hadet som G albas m order;
derim od var der ingen, som g av Vitellius skyld for at have begyndt krigen. Denne vanæ rede sig selv ved frådsen og fylderi, medens O tho syntes at true sam fundet med flere u ly k k er ved sin y p p ig h e d , grum hed og dristighed.
r-III.
F o r t s æ t t e l s e a f k r i g e n in d t il O th os d a d (d. 16. a p r il 6 9 ).