i. Otho forlanger en hurtig afgørelse; går til Brixellum
2. Det flaviske p a rti1 s rustninger og dets frcemgang i Evropa
appa-dokia. I B erytus blev der holdt råd om det hele foretagende. D erhen kom Mucian med sine legater og tribuner sam t de mest udm æ rkede af centurionerne og de m enige; ligeså kom der udvalgte folk i fuld galla fra hæ ren i Judæ a. En sådan m ængde af fod
folk og ry tte re j forening med den p ra g t, som de ovennævnte konger k ap p ed es, om at udfolde, fræmbød et billede af kejserlig hojhed.
2. Det flaviske p a rti1 s rustninger og dets frcemgang
• u
,► V5
' Vf-‘
/' ;
.'i
• *;
* . ^
. • H
V.- i'J
'tr- ' V?.*' ■
^; ■■
V-'kr:y
• •>. ■■
’V-1.*; i••
i*' .«.
V v .
/ ! ♦• f
" y . ' y
-f# V
y*!.-... ::
'•••• V*,
U-r..
! ’ ..
, v * '
■ *
v - t .
. . • • •
U'
i / '
-■All- *. . r. . ,
-•.f A .
I
i ’
4
i*?•>! * '
n »• . v
••••\
•-* • ' f
• t ; •
' • v.‘■/
\ '■.*
I •
• I ■
t
• . - V . .
•:-M i
• * . Æ
• ! »' : . ‘ . . i •i , ;
■ V; “
•’ V. , “ *.*“
.■> ;
f ' •- !"
V..J *•' ;
=■-• ■ * i
i*■ c . . . ; H p
.* • j r
•V ^ i
A/ r:- :* - ■ i i ■
A.i '
« ,••
- V ‘* ; Y .
• w’ a»- . j*• .
^ i .
V v 1
- ■ >' ,h
, ■sr-V*:
n , : M ? *.
•w
-.>4 ‘ j
‘ \
*L.-'a+
*
Ij
når de fik med borgerkrigen at gøre. Man besluttede, a t T itus skulde søge at kue Ju d æ a, men V espasian se at hæ vde sig i besiddelsen af nøglerne til Æ gypten.
D et syntes tilstræ k k elig t, når man mod Vitellius stil
lede en del a f tro p p ern e, Mucian som hæ røverste, V espasians navn og den alt formående skæbne. Man skrev til alle hæ re og leg ater og befalede dem at lokke de m od Vetellius fjendske g ard eso ld ater ved løfte om belønning til at tag e tjeneste påny.
Med en slagfæ rdig tro p ry k k ed e Mucian fræm snarere som m edregent end som regentens tjener, ikke i langsom marsj a f frygt for at synes ræd, dog heller ikke i en altfor hurtig, da han vilde lade ry g te t have tid til a t voxe; ti han vidste, at han kun havde en tem m elig ringe s ty r k e , og at man gæ rne tæ nker sig d et, man ikke ser, sto rre end det virkelig er. F o r
resten fulgte sjæ tte legion og tretten tusinde vexillarier efter — en væ ldig hæ r med fuld b ag ag e og tros. Han havde givet o rd re til at føre Sortehavsflåden til By- zants, idet han var i beråd med sig selv, om han ikke skulde opgive M osia, men besæ tte D yrrakhium med fodfolk og ry ttere og p å samme tid lukke havet mod Italia med langskibe, så at A khaja og A sia b ag ved ham vare i sik k e rh e d , ti disse provindser vare jo uden forsvar udsatte for V itellius’s angreb, hvis der ikke lagdes tro p p e r der; derhos vilde Vitellius selv væ re i uvished o m , hvilken del af Italia han skulde b e sk y tte , når Brundisium og T aren t, K alabrias og L ukanias k y ste r truedes af fjendtlige flåder.
Således var da provindserne i travl bevæ gelse for at skaffe skibe, krigsfolk og våben, men hvad der voldte dem storst p la g e , var den m åde, man opdrev penge på. Penge var det første fornødne i en b o rg e r
k rig , sagde Mucian a tte r og a tte r, og han så’ i sine
Tacitus’s Historiebøger, IT, 82—85. . 1 6 c
/
kendelser ikke på ret eller sa n d h e d , men alene p å rigdom m enes storrelse. Hist og her gjordes xler an
givelser, og enhver velhavende mand blev greben som et bytte. Denne hårde o g utålelige fræmfærd, til hvis undskyldning man dog her kunde s ig e , at krigen gjorde den nødvendig, blev man også ved med, efter at der var kommen fred i riget; ti V espasian selv var i begyndelsen af sin regering ikke videre opsat på at sæ tte slige uretfæ rdigheder igennem , men den tid kom, da han, forkæ let af ly k k en og ledet af slette rådgivere, læ rte d et o g fik mod derpå. Mucian bidrog også til krigsom kostningerne af sine egne midler; han skæ nkede rundelig af sin private kasse for siden med des sto rre griskhed at kunne tag e af statens. De andre fulgte hans exem pel i at sk y d e penge sammen, men det var kun såre få, der havde en så uindskræ nket frihed som han til at holde sig skadesløse.
Imidlertid fræmmedes V espasians foretagende ved den iver, hvorm ed den illyriske hæ r gik over p å hans parti. Den tredje legion foregik med sit exem pel de andre legioner i M osia, næmlig den ottende og den syvende (.den såkaldte clau d isk e), som begge vare O tho m eget hengivne, skont de ikke havde væ ret med i slaget ved Bedriakum. I A kvileja, som de vare ry k k ed e fræm t i l , havde de opført sig som fjender, idet de havde jag et dem b o rt, som b ragte budskab om O thos død, sønderrevet de faner, som bar Vitellius’s navn og endelig røvet krigskassen og delt pengene imellem sig. D erover vare de så bievne bange, og frygten havde vakt den tanke hos dem, at de jo kunde regne sig til fortjeneste hos Vespasian, hvad de m åtte undskylde lige overfor Vitellius. S å ledes gik det til, at de tre mosiske legioner skrev til den pannoniske hæ r for at lokke den til at ga over
f *p
n .1 ,' >\,-A-■
. * • »
y •>;
*
.*• l-.r«
»vir ' v■ " :rf - '
U-'i ■■■ ‘: ' . .1' AA
”\y
C v.
# •'.
■v
V P
i ' . ' ■
Ef* V
v ; ,.
> \
-■“ . • i-.f
•>* .
. • •
' y I
«"5!
9 .1 * ::
v*. * i\" '
-" • ' "
1 l,-.= ^ "
U
>4.
> '
t
,
♦ \
a' * 1»
I:
■ " 1 .
’ . . (
p å deres side og lod den vide, at hvis den afviste deres opfordring, var de rede til at tvinge den.
U nder dette røre vovede guvernøren i Mosia, A ponius Saturninus, en skam m elig gærning. Han sendte en centurion hen for at dræ be den syvende legions øverste T ettius Julianus; i virkeligheden gjorde han det a f had til denne, men foregav, at det var af nidkæ rhed for partiet. Da Julianus fik nys om den fare, han svæ vede i, flygtede han, ledsaget af nogle mænd, som kendte landet, igennem Mosias vildsomme egne over p å den anden side af H æm usbjergene og var fra den tid a f ikke med i b o rg e rk rig e n ; ti vistnok var det hans ag t at begive sig til V espasian, men ved k o rtere eller læ ngere stansninger trak han sin rejse i langdrag og nølede eller skyndte sig a fs te d , alt som han fik den eller den efterretninpf.<_5
I Pannonia gik den trettende legion og den syvende (den g a lb isk e ), som endnu ikke havde for
vunden deres d ybe harm e over slaget ved Bedriakum, uden mindste betænkning, over på V espasians side.
Den, der isæ r virkede dertil, var Primus Antonius.
Denne mand havde g jo rt sig skyldig i lovbrud og var på Neros tid bleven dom t for falsk, men havde siden igen fået sin senatorrang tilb a g e ; det var også en af krigens sorgelige følger. E fterat han af G alba var bleven sat til øverste for den syvende legion, skal han , som man den gang troede, have skrevet brev på brev og tilbudt O tho at væ re en af førerne for hans p a r ti; da denne ikke agtede på h a m , blev der ikke bru g for ham i den othonske krig. Da nu Vitellius’s sag begyndte at v akle, sluttede han sig til V espasian og lagde et sto rt lod i væ gtskålen til bedste for ham ; ti han var en djærv krigsm and, en flink ta le r, en m æ ster i at læ gge andre for had,
d y g tig til at stifte m ytteri og o p rø r, en flot uddeler af røvet g o d s , en m eget slet mand i fre d stid , ikke at foragte, når der var krig.
E fterat således de m osiske og pannoniske legioner havde sluttet sig sam m en, tra k de soldaterne i Dal- m atia m ed, om endskont konsularlegaterne ikke rørte sig. T am pius Flavianus rådede den gang i Pannonia, Pom pejus Silvanus i D alm atia; de vare begge rige, gam le msend, men ved siden af dem stod rente- m æsteren Cornelius Fuscus, en mand i sin kraftigste alder og a f hoj byrd. I sin tidligste ungdom havde han a f ly st til at tjene penge frasagt sig senator- værdigheden. Siden bevæ gede han sin fødeby til at erklæ re sig for G alba og fik til Ion for sin ulejlighed posten som rentem æ ster; nu to g han V espasians parti
O g var den ivrigste til at svinge krigens fa k k e l; ikke
så glad ved frugterne af overstandne farer som ved selve farerne foretrak han det nye, uvisse og vovelige for det visse og for læ nge siden vundne.
Ovennævnte mænd g av sig da til a t ryste og ro k k e ved alt hvad der var råddent, hvor det så end fandtes. Man skrev til den fjortende legion i Bri- tannia og den første i H isp a n ia , fordi disse begge havde væ ret for O tho og mod V itellius; ligeledes spredtes der skrivelser over de galliske lande, og i et ojeblik blussede en væ ldig k rig o p , idet de illyriske legioner åbenlyst faldt fra og de andre vare rede til
at gå til den side, lykken hæ ldede til.
vi.
V it e lliu s i s o m m e r e n 6 9 e. Kr. f.