Ud over de nævnte former for ekstraordinær beskatning af landbefolkningen 1530-1660 optræder en særlig kategori af offentligretlige pålæg af utvetydig ekstraordinær natur: Kontributioner. Det kan godt være vanskeligt at udskille en kontribution fra visse af de andre pålæg, ikke mindst fra de geografisk-partielle udskrivninger af naturalieskat. Men forskellen mellem en ”almindelig landeskat”
i penge eller naturalier og en kontribution ligger, såvidt jeg kan se, dels i formålet med udskrivningen af den, dels i omfanget af det område, hvorover udskrivnin
gen foregår.
Mens begrebet er kendt i hele perioden, er benævnelsen først påtruffet i både det normative og ikke-normative materiale et stykke ind i det 17. årh. 84). Det synes at være et nyt ord, der er kommet ind i sproget, i det mindste på det saglige område, der er relevant i nærværende undersøgelse. Derfor er det ikke brugt énty digt i den tid, det er anvendt (frem til 1660). Det bruges af og til om skat i al almindelighed, også om de almindelige penge- og naturalieskatter 85), både af central- og lokaladministrationen samt retsvæsenet (tingsvidner). Om
vendt kan man finde pålæg med uomtvistelig kontributions-karakter benævnt
”skat” (Graver-, fortifikations- og vagtskat). Udtrykket ”kontribution”
anvend-tes også i udstrakt grad om ydelser af adel og gejstlighed (”godvillige kontribu- tioner”).
Dog er det hævet over enhver tvivl, at kontribution i flertallet af de tilfælde, hvor ordet er nævnt, er brugt i en betydning, der er afvigende fra det reelle indhold i benævnelsen ” almindelig skat” .
Mens en ” almindelig skat” principielt pålagdes hele Riget 86), og - for at bruge et fra samtiden hentet udtryk - bevilgedes ”til Rigens nødtørft” , er en kontribu
tion en rent lokal ekstraskat, der ovenikøbet var en ”skat oven i skatten” (den almindelig skat) for dem, der kom til at betale den, medmindre da kongen fritog dem, hvilket vistnok var sjældent. Kontributionen havde altid et lokalt formål og var iflg. sin natur ” mere ekstraordinær” end de almindelige skatter, der efter 1620 egentlig ikke var ekstraordinære, idet de udskreves hvert år.
En sammenligning mellem de formål, der er angivet i skattebrevene vedr. de almindelige lande- dvs. penge- og naturalieskatter og de i de åbne breve og missiver ang. kontributioner angivne formål viser med al ønskelig tydelighed, at de almindelige skatter bevilgedes til formål, der angik hele Riget og dettes undersåtter, mens kontributioneme kun angik et enkelt ”land” , ja ofte kun en del af dette. Én ting er imidlertid fælles for både almindelige skatter og kontributioner: formålet var i det ganske overvejende antal af tilfældene mili
tært. Den almindelige skat, betalt i penge eller naturalier, kunne udskrives til hvervning, aflønning og underhold af krigsfolk til at forsvare Riget og dettes undersåtter, til ”grænsernes forsikring” , hvilket udtryk sikkert dækkede over krigsfolk og fæstninger til forsvar af Rigets grænser, hvis ikke det ligefrem er udtrykt, at skatten er bevilget til bygning eller reparation af Rigets fæstninger i almindelighed. Endvidere kunne en almindelig skat bevilges ”til gældens aflæg
gelse” , dvs. den ved en krig forvoldte gæld. Madskatter udskreves til ”vores krigsflåde i beredskab at have” , kornskatter til det samme eller - i slutningen af perioden - til magasinerne (såvel flådens som hærens). Ofte føjedes til det specifikt angivne formål de mere uklare ord: ” og anden Rigens nødtørft” , ja af og til kunne skatten udskrives (gælder i årene efter 1636) ” til vore landes og Rigers høje anliggende nødtørft” . Da unionen mellem Kongeriget og Hertugdøm
merne etableredes i 1637, hed det i brevene (fra 1637, 5. nov.), at skatten var udskrevet ” til unionens efterkommelse og grænsernes forsikring” , hvortil fra 1639 (januar-udskrivningen) føjedes: ” ... og Rigets krigsfolks derpå liggende underholdning” , en formulering, som blev gængs frem til 1644. Kobberskatskat
ten fra 1646 bevilgedes som omtalt for en ” fornøden artilleri igen at lade oprette” .
Ovenstående gennemgang viser tydeligt, at det var mere eller mindre konkret udtrykte rigsanliggender, der var formålet med udskrivningen a f de almindelige skatter.
Ser vi på kontributionsudskrivningerne, der ofte er foretaget ved missiver, så møder vi et helt andet formålsmønster. Her er der tale om noget lokalt, på sin vis mere ” konkret” . Nedenstående gennemgang af de forskellige former for kontri
bution vil godtgøre dette.
Kontributioner udskreves over geografiske områder, der strakte sig fra hele
”lande” ned til enkelte len, i nogle tilfælde enkelte herreder, og med en række formål, der må karakteriseres som ”rent lokale” . Klassificerer man disse, vil man se, at det drejer sig om: a. Præstationer i forbindelse med fæstningsbyggeri eller -reparationer, b. Tilførsel af mad og fourage til fæstninger, byer m.m. c. Lønning til soldater i et givet område. Afløsningsydelser for at slippe for at holde vagt eller indkvartering, d. Rent civile formål.
a. Præstationer i forbindelse med fæstningsbyggeri eller -reparation kaldtes i samtiden graverskat, voldskat, voldpenge, arbejdspenge (til fæstningernes repara
tion), fortifikationsskat, stenpenge, sandpenge. Af disse benævnelser synes gra
verskat at være den mest anvendte (dog overvejende i områderne øst for Storebælt). Benævnelsen stenpenge og sandpenge er kun påtruffet i Blekinge.
Fortifikationsskat, som synes den mest hensigtsmæssige benævnelse af denne art kontribution, præsteredes mest i perioder. Det kan således nævnes, at indbygger
ne i Skanderborg len 1617 ydede kontribution til befæstningen af Skanderborg slot, en skat, der ved brev af 1618, 28. marts, forlængedes med ét år. I årene 1617-1621 kontribuerede Christianopel og Søl vitsborg lens bønder ”stenpenge” , nemlig 2 rdl af hver bonde, til Christianopels befæstning, medens indbyggerne i Halmstad len 1618 kontribuerede til Halmstads befæstning. I årene 1632-1635 foretoges der bygningsarbejder på fæstningerne i de skånske landskaber 87) og på Nakskov fæstning 88). Men det mere omfattende fæstningsbyggeri satte først ind efter Torstenssonfejdens afslutning. Fra 1647 og praktisk talt i alle årene frem til Karl Gustavkrigene byggedes der på de skånske og blekingske fæstninger samt på Københavns befæstning, hvortil henholdsvis indbyggerne i Skåne, Ble
kinge samt på den sjællandske øgruppe måtte kontribuere. De jyske len måtte til gengæld i årene 1650-53 præstere kontribution til Frederiksoddes befæstning (Om ligningen af disse kontributioner se forneden). Disse fortifikationsskatter ramte således alle dele af Riget med undtagelse af den fynske øgruppe.
b. Tilførsel af mad og fourage til besætninger på fæstninger, til byer, hvori var indkvarteret soldater, kaldtes vistnok almindeligvis ” proviantskat” . Den optræ
der kun under krige, især under Syvårskrigen, Torstenssonfejden og Karl Gustav
krigene. Ved disse i egentligste forstand lokale udskrivninger ramtes alle dele af Riget, men dog især de skånske landskaber, Lolland-Falster samt Nordjylland.
Også til forlægning af troppekontigenter måtte befolkningen i en vis afstand fra forlægningsområdet kontribuere. Det bedst kendte eksempel herpå er den kon
tribution, som bønderne i Antvorskov kl. og Korsør len måtte yde til underhold af kongens hoffane, der vinteren 1627-28 indkvarteredes i Slagelse 89).
c. Kontributioner med det formål at lønne soldater kendes især fra Syvårskri
gen 90), og udskrivningerne havde da ofte en panikagtig karakter: befolkningen i et givet område (næsten altid Riget øst for Sundet) pålagdes ydelser af penge for at forebygge uønskede reaktioner fra lejetroppernes side. En særlig omfattende kontribution af denne art er soldaterlønningsskatten 1625 91), der efter de bevarede mandtaller at dømme kun er udskrevet i Jylland-Fyn. Det er tvivlsomt,
om den skal henregnes til kontributionerne eller de almindelige landeskatter. Af en del sjællandske len 92) ydedes der i årene 1644-45 ”soldaterpenge” . Af Fyn præsteredes iflg. miss. 1644, 6. nov., 1 rdl månedlig i 3 måneder af hver helgård
” til soldateskens underhold” . Indbyggerne i Varberg len præsterede 1644, Mar- tini, en ” contributionsskat” i penge ” at udgive til garnisonens officerer og soldater med at underholde” . I årene 1659 og 1660 udskreves flere pengekontri- butioner i Ålborghus len til lønning af soldater eller for at bønderne kunne blive fri for indkvartering. Under Kalmarkrigen ydede skånske len ”vagtskat” til lønning af vagtmandskab ved grænsen 93).
.d. Pålæg af kontributiv art kunne - om end sjældnere - også tjene rent civile formål. Det drejede sig især om vejbygning, brobygning eller reparation af veje, regulering af vandløb o.l. - offentligretlige arbejdsforpligtelser, der i undersøgel
sesperioden almindeligvis afløstes med penge. Således kan det nævnes, at bønder
ne i Halland samt i Høgs, Bjerge og Nørre Asbo herreder i Skåne i årene 1633-35 måtte betale hver 1 rigsmark for en hel og 1/2 rigsmark for en halv gård som bidrag til udgravningen af Stensåen. Alle de tre hallandske len måtte 1642 yde en kontribution til Laholm bros bygning: af hver jordegen eller fæstegård - både adelens, kronens og gejstlighedens gods - 1 rdl, hver halve gård 1/2 rdl, og hver fjerdingsgård 1 rigsort. Endvidere kan nævnes, at adelens bønder i en del skånske herreder 1624, 20. febr., tilpligtedes at kontribuere til vedligeholdelse af veje: 4 skiil. årlig af hver fuldgård, 2 skiil. af hver halve gård og af adelens ugedagsmænd, mens alle skånske bønder 1634 måtte betale en omfattende restaurering af landsdommerens bolig: 1 1/2 sletmk af hver af kronens og gejstlighedens bønder.
1636 måtte hver af kronens og gejstlighedens bønder af med 1/2 sletmk til istandsættelse af St. Peders kirke i Lund. En art kontribution må der være tale om, da Gydinge, Villands m.fl. herreder 1541, 6. maj, fik ordre til at rykke ud med en gengærd i anledning af et møde i Kalmar mellem den danske og den svenske konge.
Som det er fremgået af ovenstående præsteredes kontributioner dels i penge, dels i naturalier - eller både/og. Naturaliepersilleme var vegetabilske (korn, gryn, mel, brød, ærter, malt, øl), animalske (kød, flæsk, smør, ost, lam, gæs, høns) eller emballage-persiller (tønder, sække). Men disse samt størrelsen af den enkel
te persil er i alt væsentlig behandlet under naturalieskatterne foroven. Hvad angår satserne for de i penge ydede kontributioner, så er der foroven givet en række eksempler. Sammenfattende kan siges, at en sats på en rdl for en hel gård og en enkelt kontribution synes at være en art norm. Dog kunne satsen godt komme en del højere op under krigsforhold. Således udgjorde vagtskatten 1612 i Skåne som omtalt 3 rdl for en sommers vagt, det samme som tremånedersskatten på Fyn 1644-45. Men satsen kunne også være lavere (end 1 rdl). Således præsterede de lollandske bønder 1633-35 2 mk (1/3 rdl) årlig hver til Nakskovs befæstning (for de tre år altså 1 rdl).
Almindeligvis var kontributioner pålagt med et fast beløb for hver person, af og til gradueret efter jordegen eller fæsterstatus, hyppigere efter hele og halve
gårde (se forneden). Læglægning af de skattepligtige efter princippet, at den rige skulle hjælpe den fattige, forekommer også, især ved tilførselskontributioner under krige 94), men var i øvrigt ikke gængs skik ved pålæg af kontributioner.
Ved fortifikationsskatten til Københavns befæstning fra 1647ff. og Frederiks- oddes 1650ff., hvor der af hvert len skulle stilles en karl pr 200 tdr hartkorn eller betales et beløb i stedet for 95), fastsattes den enkelte bondes tilsvar til den sam
lede ydelse efter hans anden af lenets hartkorn, hvilket fremgik af jordebogen 96).
Ligesom det var tilfældet med naturalieskatterne ydedes kontributionerne ordentligvis kun af de egentlige bønder, dvs. jordegne, fæstere og - mere spora
disk - kongelige ugedagsmænd. I flertallet af de opnoterede udskrivninger af kontribution, der ganske overvejende vedrørte tidsrummet 1625-1660, differen
tierede man ikke så meget efter jordegen og fæsterstatus som efter hele og halve gårde 97). Der haves enkelte eksempler på, at også andre end ovennævnte kategorier har deltaget i udredelsen af kontributioner. Ved vagtskatten 1612 af de skånske len ydede også de, der boede på fæster og gadehusmænd noget (sidstnævnte kategori dog kun 1/6 af det, en jordegen eller en landbobonde ydede). Ved en månedskontribution 1644 (fra 3. april) i Nykøbing len ydede hver gårdsæde, gadehusmand og indest 16 skili. om måneden, mens hele gård- mænd præsterede 36 skiil. Ved en kontribution 1658, 25. nov., af Ålholm len til Nakskov fæstnings proviantering, hvor de ” fulde” gårde bl.a. præsterede saltet oksekød, gav husmænd og indester salt og tønder dertil. Men i øvrigt er det sjældent, at andre kategorier end de egentlige ”bomænd” deltog i kontributions- udskrivningeme.
ANDEN DEL Skattepligt
Pligten til at betale de ekstraordinære skatter og ovrige offentligretlige palæg påhvilede principielt hele den del af den ikke-adelige landbefolkning, der ikke ved særskilt bestemmelse i skattebreve eller ved kgl. bevilling eller på anden måde var særlig undtagne. Alle disse tilfælde skal behandles i tredie del: Skatte- forskånsel, der også medtager de tilfælde, hvor skattepligten ikke kunne bringes til anvendelse på grund af de skattepligtiges uformuenhed.
Første afsnit:
KATEGORIER OG KLASSER
I undersøgelsesperioden 1530-1660 gennemførtes de almindelige landeskatter, først og fremmest de i penge betalte offentligretlige pålæg, men i nogen grad også naturalieskatteme, på landbefolkningen ved en opdeling af det samlede korpus af skattepligtige på forskellige grupper, hver med sin benævnelse (jord- egne bønder, fæstere, landhåndværkere o.s.fr.). Disse grupper vil i det følgende blive kaldt kategorier. Antallet af kategorier, der medtoges ved den enkelte udskrivning, fortæller noget om, hvor langt ud man har strakt skattepligten.
Samler man alle de kategorier, der betaler samme skattesats (gennemsnit ved læglagte kategorier) i én ramme, får man, hvad jeg vil kalde en skatteklasse.
Antallet af klasser, der er anvendt ved den enkelte udskrivning, illustrerer sammen med satsrelationen mellem de enkelte klasser - hvorledes man har gradueret skattepligten mellem de skattepligtige kategorier. I en given skatteklas
se figurerer altså de kategorier, der skønnedes at have nogenlunde samme skatteevne. Og et system med et givet antal klasser må derfor angive relationerne mellem de enkelte kategoriers af statsmagten skønnede skatteformåenhed 1).