Kildematerialet til belysning af denne nye opfattelse er tingsvidner vedrørende skatteforskånsel. Det drejer sig i langt de fleste af de konstaterede tilfælde om personer, der ønsker deres skattebeløb nedsat til halvskat (eller andet forhold) og derfor - mere eller mindre koncist - fremlægger det erhvervsøkonomiske grundlag (brug, avl), de har at skatte af. Dette betyder på ingen måde, at skatten afpasses nøjagtigt efter dette grundlag, hvilket der for så vidt skulle være mulighed for i de tilfælde, hvor dette grundlag meddeles konkret. Det, man i langt de fleste tilfælde ønsker, er blot en nedsættelse af skattebeløbet som regel til halvdelen af det, man tidligere havde betalt.
Mens man tidligere i tingsvidner blot i al almindelighed havde angivet, at en skatteyder ikke kunne betale sin skat eller kun delvis kunne betale denne, fordi han var forarmet eller hans gård var øde, altså anvendt ret diffuse udtryk, så begyndte man i slutningen af Kejserkrigens tid i tingsvidnerne nøjere at præcisere, hvad der var årsagen til skatteuformåenheden. Men fremdrog ”gårdens lejlighed”
som det grundlag, skattefastsættelsen måtte bygge på.
Det gjaldt i det aktuelle tilfælde for bonden om at fastslå, at gården ikke var i stand til at bære (”ikke var god for”) det skattebeløb, der hidtil var gået af den, men at dette måtte nedsættes, fx. til halvdelen, evt. helt bortfalde for en tid. Af og til begrundedes nedsættelsen med, at skatteyderen ellers ikke kunne blive ved gården med den følge, at husbonden ikke kunne få sin landgilde og kongen sin skat, en argumentation, der sikkert ikke har været helt uden virkning.
Af tingsvidnerne kan udledes en række forskellige måder, hvorpå man udtryk
te en gårds lejlighed: 1. Ret almindeligt er anvendelsen af udtrykket ”ringe brug”
(i diffus almindelighed). Ofte er dette udtryk udvidet med ordene: ”og avling”. I sin længste form hedder det: ” Ringe brug og avling udi mark, ager og eng” 138).
Men også andre udtryk kan findes: ”Ringe sæd og avling”, ”Ringe gårds brug”,
”Ringe i ager og eng”. Endvidere kan være føjet udtryk, der betegner jordens eller engens bonitet, naturforholdenes indvirken på denne m.m. Således hedder det i et tingsvidne af Flakke bjerg herred 1628, 14. febr. 139), at nogle mænd
”har lidet at bruge, og er ikkun grundjord og sandbakker, hvis pløjeland de har” . - Nogle personer ” har meget ringe avling og brug udi de tvende vange, og udi den ene vang har de intet” 140). Nogle bønder i Varberg len sættes for halv landgilde og skat, da ” de kun har ganske lidt jord til deres gårde, hvoraf størsteparten er sandbanker og stengrund og meget udygtig til at bære nogen afgrøde” 141). - Nu er disse formuleringer i sig selv ikke ret præcise. De kan imidlertid være kombineret med mere konkret udformede udtryk.
2. For det første kan gårdens lejlighed, ” Ringe brug” , udtrykkes ved en eller anden form for relation eller sammenligning. Brugets størrelse sammenlignes med andre brug: en hel gård, evt. en halv, eller blot andre gårde i landsbyen 142). Helt dominerende er her tingsvidnernes konstatering af, at gårde ikke er hele, men kun halve 143), ofte kun med tilliggender, landgilde og hoveri, der udgør halvdelen af en hel gårds 144). Men også andre brugsstørrelser end halve gårde omtales i tingsvidnerne: tredings-, fjerdings- eller ottingsgårde, evt. trefjerdedels- gårde 145). Af og til ønsker man at fastslå, at en agronomisk enhed slet ikke er en gård, men kun et bol, gadehus el. lign. 146). - I de tilfælde, hvor sammenlig
ning foretages med andre gårde i landsbyen, henvises enten til, at de andre gårdmænd i landsbyen betaler fx. halvskat, mens man selv af samme gårdstørrel
se betaler fuld skat, eller til, at man betaler samme skat som de andre i landsbyen, til trods for, at ens gård er ringere end grandernes 147).
3. Men ” gårdens lejlighed” kunne også formuleres præcist for så vidt, som oplysninger herom meddeles i tal. Det drejer sig om, at man i tingsvidner ligefrem opgiver gårdens: a. tilliggender, b. udsæd eller c. landgilde (evt. hoveri).
Disse oplysninger kunne være kombineret. - Oplysninger af den art dukker først rigtig op fra 1628-30, selv om der haves (sjældne) eksempler på, at de har været anvendt tidligere 148). I løbet af 1630’erne og - vel især - 1640’eme bliver det ret almindeligt, omend ingenlunde generelt anvendt, at bekræfte disse oplysnin
ger ved afholden synsforretning (Jfr. Fiskal I’s bestemmelse herom) med lokale synsmænd, udmeldt af herreds- eller birketinget. Synsmændene forkynder i tingsvidnet, at de har været på åstedet og selv ”synet, set og forfaret” de forhold, de skal vidne om.
a. Tilligender. I en adelsligningsseddel (dat. Næsbyholm 16. okt. 1648 og underskrevet O. Brahe) fra Sjælland sættes en person til halvskat, ”efterdi hans brug kun er ringe; han har kun en fjerding og en otting jord” 149). I et tingsvidne ang. en synsforretning på Nordfyn hedder det, at synsmændene har været på den jord, to personer har til deres gårde. Den ene er 4 ørte land og 4 skæpper, den anden 5 ørte land og 5 skæpper. På grundlag af denne oplysning konkluderer synsmændene, at de to mænd kun kan betale halv skat 150). Nogle af Merløse herredsting udmeldte synsmænd skal ”besigtige Mårup bomænd deres gårdes tilliggende brug udi alle vangene inden- og udenbys, såvidt enhver har i
brug og til deres gårde er beliggende” , om disse tilliggender er så store, at de deraf kan give K.M. hel skat eller måske kun halv skat 151).
b. Udsæd: Fra Faxe herred haves en dom om en gård, der med fæstesedlen bevises kun at være et gadehus, og hvoraf der fodres halvgårdsskat, kan kun så en tønde hartkorn i hver mark og ringere i den tredie. Gadehuset må regnes for fjerdeparten af en hel gård, som giver fuld skat 152). En mand ” kan ikke så mere end atten skæpper hartkorn i hver mark og avle fire læs hø. De, der har lige brug ved ham i byen, giver kun halvskat” , hedder det i et tingsvidne af Ringsted herred 153). Der findes også en del synsforretninger om, hvor meget der kan sås i hver mark og hvor mange læs hø der kan avles 154).
c. Landgilde: En person ”har kun en ringe bolig, ikke nær så god som en halv gård; han gør kun halvt gangende og aldeles intet agende hovning og giver mindre end halv gårds landgilde, nemlig 24 skæpper byg og 1 fødenød” , hedder det i en skrivelse fra lensskriveren på Odensegård 1638 155). I en dom af Sønder Hald herred omtales ” et armt ringe bol, og han giver ikke uden 3 skæpper byg og 1 brændsvin til landgilde. Kan kun udgive fjerdeparten mod en gård” 156). I et tingsvidne omtales læsning af en husbondseddel vedr. en fæsters landgilde: 1 pd byg, 2 tdr havre 157). Seks forarmede mænd har kun et halvt bols jord at bruge og giver hver af dem til landgilde: 1/2 pd rug, 1/2 pd byg, 1 td are, 1 lam, 1 gås, 2 høns, hvilket bevises med jordebogen 158). I et tingsvidne af Jerslev herred siges om et ”værested” : ”det er kun et bol, som årlig skylder til husbonden 3 tdr byg” 159).
Man finder også - omend ret sjældent - i forskånselstingsvidner nævnt, at personer ingen besætning har, eller at de kreaturer, de har, er lånte 160).
Tredie afsnit:
En række særlige forhold vedrørende skattepligten
Med behandlingen af emner som kategorisering, kategorier, skatteklasser og skatteligning er væsentlige sider af behandlingen af SKATTEPLIGT blevet afvik
let. - Tilbage står nødvendigheden af at beskrive en række til dette område henhørende forhold med socialhistorisk relevans. Det drejer sig om forhold, der har øvet indflydelse på bøndernes økonomiske og sociale stilling, omend det kan være vanskeligt at godtgøre omfanget heraf.
I. Det drejer sig for det første om spørgsmålet om betalingen eller leveringen af skatten. Herunder skal udredes, hvornår dette er sket: Skatteterminer, både de
” nominelle” i skattebrevene anførte og de ”reelle” for bønderne. Til dette område må også føjes spørgsmålet om, hvorledes skatten skulle erlægges, herun
der specielt muligheden for at betale i anden mønt end hovedmønten, daleren, samt den af statsmagten ofte meddelte tilladelse til at måtte konvertere natura- liepræstationer til penge eller (sjældnere) penge til naturalieydelser samt mulig
heden for at konvertere offentligretlige arbejdsforpligtelser til penge. Endelig skal behandles spørgsmålet om, hvor skatten skulle leveres, både for penge- og naturalieskattemes vedkommende, kvalitetsbestemmelser m.m. vedr. naturalie- skatter samt muligheden for udsættelse med skattebetalingen (I: Skattens beta
ling eller levering).
II. Af socialhistorisk stor interesse er spørgsmålet om skatterestancer og skattere
stanter. Behandlingen af dette emne fører frem til spørgsmålet om retsvæsenets implicering i tilfælde af, at en skatteyder ikke betalte sin skat til tiden, mulighe
den af tiltale, dom og udvurdering (pantning) for skatten. En del af dette emne hører sagligt under Tredie Del: SKATTEFORSKÅNSEL (II: Restancer - Sagsøg
ning for ikke betalt skat).
III. I forbindelse med hele skatteudskrivningsprocessen fra udstedelsen af det kgl. skattebrev til indbetalingen af pengene i Rentekammeret og den senere revision af mandtallene er der foregået en række konstatérbare uregelmæssighe
der. Disse er, som det skal ses forneden, ret forskelligartede, men de kan i hvert fald deles op efter, hvilken af de implicerede parter i udskrivningsproceduren:
skatteyderne eller udskrivningsmyndighederne, der har begået dem (III: Uregel
mæssigheder i forbindelse med skatteudskrivningerne).
I: SKATTENS BETALING ELLER LEVERING