Adelens ret til at ligne egne tjenere

Som ovenfor omtalt fik den danske adel ved Fiskal I 1628, 18. sept. 118), ret til at ligne sine egne bønder. Bestemmelsen herom findes i forordningens § 5, hvori det hedder: ” ...belangende den hjælp, som den rige skal give den fattige udi skat og kontribution at udlægge, da har vi bevilget, at hver adelsmand sine egne bønder må taksere, hvor meget enhver af dem har at udlægge, og derpå tilstille vor lensmand en fortegnelse, hvorefter han skatten kan indfordre. Dog dersom nogen af adelen derudi findes forsømmelige, da skal lensmanden selv have magt dem at sætte udi skat efter deres formue” . Denne bestemmelse indføjedes derefter i alle skattebreve fra 1629 og perioden ud.

Bestemmelsen udvidedes noget i Fiskal II af 1635, 23. jan. Her er man gået et skridt videre (§ 9) og giver adelsmændene ret til selv at oppebære skatten af deres bønder og tilskikke den til lensmanden med mandtal 119). Men adelsmæn­

dene må dog stadigvæk anvende den i 1628 nævnte fremgangsmåde med en til lensmanden overdraget fortegnelse, ”hvorefter han skatten uden nogen afkort­

ning kan lade indfordre, så som den af Arilds tid indfordret er” . Paragraffen slutter: ” Og eftersom en del sig viderlig derudi anstiller, da dersom nogen af adelen derudinden findes forsømmelig, skal lensmanden selv have magt bønderne at sætte udi skat efter deres formue og som han agter at forsvare. Og skal husbonden ikke må ved sin seddel enten på fattigdom, ringe brug eller andet (vel overgang til status som adelig ugedagsmand) nogen fra forrige gammel skattelæg befri, men formener nogen (adelsmand) sine at forurettes, da befri sig dennem ved lov og dom, som vores lensmand er kaldet imod, hvorfor og lensmanden selv skal være forpligtet årlig om adelens bønders skat, som os tilkommer, at forfare eller og selv udlægge skatten, om han det forsømmer” 120).

Såvidt de normative bestemmelser. - Første gang bestemmelsen om adelslig­

ning er optaget i noget skattebrev er, som omtalt, i forbindelse med udskrivnin­

gen 1629, 1. okt. Dog fortjener det at bemærkes, at bestemmelsen er fundet anvendt i Landskrone len allerede i forbindelse med udskrivn. 1628, 8. sept.

(totermins: 1628 jul/1629 påske), hvilket utvivlsomt skyldes, at Fiskal I er tilgået lenet under selve udskrivningsproceduren, hvorfor man har taget hensyn til forordningens § om adelsligning af egne tjenere, uagtet skattebrevet ikke hjemlede denne fremgangsmåde.

I hvor høj grad har denne bestemmelse været anvendt? - Har alle Danmarks adelsmænd efter 1629 og frem til Enevældens indførelse virkelig sat deres fæstere i skat?

For at kunne besvare dette spørgsmål må man indsamle de vidnesbyrd om adelspersoners - eller disses fogders eller skriveres - ligning af egne tjenere, der kan hentes af mandtalsmaterialet og ikke-normativt materiale i øvrigt. Men det må understreges, at manglende omtale af adelsligning i et givet materiale ikke er noget fældende bevis for, at en sådan ikke kan have fundet sted. På den anden side må det hævdes, at en konsekvent gennemført adelsligning af egne tjenere inden for et givet område højst sandsynligt har manifesteret sig i det overleverede materiale, omend blot antydningsvis.

De vidnesbyrd, der røber anvendelse af den nævnte bestemmelse er: a. Adelige (eller adelsfogders) ligningssedler, bilagt mandtallene (så godt som udelukkende Jylland), b. Opstilling i mandtallet efter adeligt herskab, undertiden hele afsnit, rummende adelstjenere, som er lignet af deres husbonder eller disses fogder eller skrivere, c. Påtegning på mandtallene om, at adelen har lignet egne tjenere og d.

Diverse andre vidnesbyrd: marginalnoter om adeligt herskab (dog usikkert vid­

nesbyrd), omtale i afkortninger, oplysninger i tingsvidner og domme.

For at kunne besvare spørgsmålet, om bestemmelsen i Fiskal I vedr. adelens ret til at ligne egne tjenere har været generelt anvendt (dvs. over hele Riget), vil det være nødvendigt at se på, hvor og hvornår disse vidnesbyrd optræder.

Det er i ganske overvejende grad i Jylland, de er påtruffet, hvilket utvivlsomt hænger sammen med bestemmelsen i 1629- og 1630-skattebrevene til de jyske len om, at skatten skulle sættes i forhold til landgilden 121). For årene 1629 og 1630 finder vi adelsligning markeret i mandtalsmaterialet fra det store flertal af de jyske len. Påfaldende er det også, at vidnesbyrdene ophører allerede i begyndelsen af 1630’eme; nogle steder træffes de endnu i midten af dette årti 122) og enkelte steder i slutningen af 1630’erne 123). Men fra 1640 synes de helt at være forsvundet i det jyske område.

De vidnesbyrd, der findes om anvendelse af adelsligning udover det jyske område, er i egentligste forstand sporadiske, dertil i en del tilfælde usikre.

Omtale af adelsligning træffes i visse len i områderne øst for Sundet. Her er de i særlig grad fundet i Landskrone len 1628/29 124), men derudover optræder de tilsyneladende ikke.

Fra Sjælland og Lolland-Falster er fundet enkelte vidnesbyrd, der indicerer adelsligning. - Fra Korsør len findes under ” Tingsvidner og beviser, tilhørende pengeskatten til Mortensdag 1632 og kornskatten til Fastelavn 1633” et aflangt læg med fire beskrevne sider og med overskriften: ”Mandtal på den påbudte landeskat... til Martini næst forleden... er således af mig underbenævn­

te, såvidt innebønder og tjenere vedkommer, af enhver annammet som følger (individuelle gennemsnitsbeløb). Basnæs 25. november 1632. Axel Arnfeld” . Sedlens udskrift er: ” Basnes mandthall” . Dette må være en ligningsseddel. Som marginalnote til et tingsvidne af Ringsted herred 1647, 21. okt. 125), har lensmanden, Jørgen Seefeld, bemærket: ” Efterdi det er adelen tilladt selv at må skrive deres tjenere udi skat, kan jeg ikke vide at svare til deres uformuenhed, ej heller til visse vide deres vilkår og evne, men formoder, at de, som har vundet herom, ikke har sat deres salighed udi fare, men vundet, hvis de med sandhed kunne vide at forsvare” . Dette kunne jo tyde på adelsligning. Som marginalnote til et tingsvidne af 1647, 18. nov., af samme herredsting 126) har samme lensmand skrevet: ” Disse er Frederik Urnes tjenere til Brendtued, og derfor kan jeg ikke vide deres formue” . Fra samme len omtales et tingsvidne af Tureby birk, 1631, 8. marts 127), hvori det hedder: ” Laurids Lund i Tjæreby, lægsmand over velbyrdig Eskil Giøes tjenere i Tureby birk” . Blandt bilagene til 1648-mdt. fra Roskildegård len findes en seddel, dateret 1648, 16. okt., hvorved Otte Brahe

ligner sine bønder. Blandt bilagene til Halsted kl. len, skatten til Nakskovs fortifikation af Halsted kl. og Ålholm len 1633-1635 findes adskillige sedler af adelige, der har indbetalt penge for deres bønder.

For Fyns vedkommende findes så godt som intet vidnesbyrd om adelsligning.

Fra Odensegård len findes som bilag til 1632-mdt., Fastelavn, et lille mandtal vedr. adelsligning af Hans Lindenovs tjenere. Det drejer sig om pengeskatten til Martini 1632, og mandtallet er udarbejdet af Iffuer Andersen i Nunboe (Nonne­

bo), der kaldes ” Hans Lindenovs fuldmægtig” . Når det derimod i et tingsvidne af Odense herred, 1642, 6. dec. 128) hedder, at ”skattebogen ikke burde at forringes, men deres husbond selv (det drejer sig om adelstjenere) at lægge sine tjenere for skat, så den rige kunne hjælpe den fattige” , så tyder denne formule­

ring nærmest på, at adelsligning ikke har fundet sted.

Konklusionen af ovennævnte fremlæggelse af vidnesbyrd om adelsligning må efter mit skøn være, at adelsligning ganske vist nok har været kendt, men ikke har været noget almindeligt forekommende fænomen i området mellem Lille­

bælt og Sundet i nogen del a f perioden 1629-1660.

Skal vi danne os et begreb om, hvorledes adelsligning er foregået, både rent administrativt og ligningsmæssigt, er vi i alt væsentligt henvist til det omfattende jyske materiale. Dog kan mdt. 1628/29 fra Landskrone len også give gode bidrag.

Det bevarede materiale fortæller ganske tydeligt, at det var adelsmandens foged eller skriver, der organiserede og administrerede skatteudskrivningen på godset 129). Dog haves der adskillige eksempler på, at den adelige lægsseddel er udstedt af adelspersonen selv 130). At fogden (eller adelspersonen) i det mindste nogle steder har benyttet sig af lokale lægsmænd, haves der adskillige eksempler på. Disse lægsmænd har nok først og fremmest virket som opkrævere af skatten, men kan muligvis også have været med til at ligne denne på adelstjenerne 131).

At sedler om adelsligning også er blevet læst på herredsting, haves der flere eksempler på 132).

Hvorledes er ligningen af adelstjenere foregået? - At dømme efter de bevarede ligningssedler har egentlig læglægning efter skattebrevets formulering så afgjort været undtagelsen. Årsagen hertil er indlysende; i mange tilfælde havde den enkelte adelsperson ikke bønder nok af en bestemt kategori inden for et givet område til, at en regelret læglægning kunne finde sted. I det altovervejende antal af tilfældene har været anvendt individuel taxering på basis af gennemsnitsbe­

løbet for den enkelte kategori. Men der haves eksempler på læglægning (se forneden).

De individuelle beløb synes gennemgående at være differentieret i ret ringe grad. Man er altså almindeligvis gået ud fra den af skattebrevene udledede gennemsnitsydelse for fæstere. - Dog er der også eksempler på ret kraftig differentiering. Fx. er Otte Skels gårdmænd (= fæstere) i Sejlstrup len anført med ikke mindre end 10-11 forskellige beløb 133). Men om en regulær læglæg­

ning med ti personer i hvert læg i overensstemmelse med skattebrevets krav har fundet sted, herom haves tilsyneladende intet sikkert vidnesbyrd fra det jyske

område. En ret kraftig differentiering af adelstjeneres skattebeløb træffes også i Landskrone lens mdt. 1628/29. Fx. findes der for Tage Thott (Ottesen)s lejebøn­

der angivet 13 forskellige beløb fra 6 og til 21 mk (6, 8, 9, 10, 11, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20 og 21 mk). For Knud Grubbes lejebønder er påtruffet 10 forskellige beløb: fra 9 mk (= 1 1/2 dir) til 6 dir 2 1/2 mk. Men i de fleste tilfælde (nemlig 16-17 af 20 nævnte adelspersoner) kan man se, at fogden eller skriveren har holdt sig til gennemsnitsbeløbet: 18 mk = 3 dir, som langt de fleste eller alle lejebønder betaler. Fx. betaler alle Axel Rosenkrantz’ 44 lejebønder i Fers herred hver 18 mk. Det samme gælder for Lisbet, s. Oluf Rosensparres 34 lejebønder, der ligger til Scharolt, Else Marsvins 7 og Frans Lykkes 7 lejebønder i Fers herred 134).

Fra samme mandtals adelsligningsafsnit haves - såvidt jeg kan se - det for­

nemste eksempel på læglægning med individuelle beløb, jeg har set i forbindelse med nogen pengeskat. Det drejer sig om Hans Lindenovs tjenere i Fers herred.

Her findes både lægsnummerering, angivelse af, hvem der er lægsmænd samt individuelle beløb. I hvert læg indgår 10 lejebønder, men i de fleste tilfælde optræder også lejefæster: 2 fæster = 1 lejebondegård. Der findes i alt 9 læg, hvoraf det sidste består af 8 1/3 lejebønder. Der er tale om virkelig differentie­

ring 135).