3. Skat, lignet på de skatteydendes besætninger med satser, der gradueredes efter kreaturernes art (Kun i årene 1566-70 samt i 1657).
4. Skat, lignet på pengeformuer, almindeligvis kaldt rentepengeskat.
5. Hovedskat med fast beløb pro persona for alle personer af landbefolkningen (kun i 1645 og 1660).
6. Bådsmandsskat (fra 1635) med fast beløb for afløsning af pligten til at stille bådsmænd til flåden.
7. Hartkornskat af de bønder, der havde frit jordegods (kun én gang, 1652).
8. Tiendeskat af bortfæstede tiender.
9. Andre almindeligvis rigsdækkende pålæg (fx. kobberskatten 1646, og rigs
ortsskatten 1657/58).
10. Lokale kontributioner.
1. Den almindelige lande- eller pengeskat.
Den almindeligst forekommende skat (i hvert fald på rigsbasis) var ”den alminde
lige lande- eller pengeskat” , pålagt landbefolkningen, der ved skattepålægget var opdelt i kategorier, hver kategori med sin graduerede sats. Dens ” almindelighed”
bestod deri, at den principielt påhvilede landbefolkningen i hele Riget med enkelte i skattebrevene anførte undtagelser.
Når bortses fra missiver vedr. lokale kontributioner vedrørte de fleste skatte
breve denne form for skat. Benævnelserne for den kunne variere en del i perioden 1530-1660: ” Skat” , ” Hjælp” , ” En mulig hjælp” , ” Landehjælp” eller
” Landhjælp” , ” En almindelig skat” , ” En almindelig landehjælp” , ” En almindelig skat og landhjælp” , ” En mulig og anselig landhjælp og kontribution” , ” En almindelig landskat” , ” En almindelig landskat og hjælp” (eller omvendt) og ” En almindelig pengeskat” . - Den almindeligste formulering i tiden frem til ca. 1620 var ” Almindelig skat og landhjælp” , men også udtrykket: ” En almindelig skat”
anvendtes meget. I 1620’erne anvendtes ofte formuleringen: ” En mulig hjælp” , og i 1630’erne og den første del af 1640’erne: ” En almindelig landskat” .
Kombineredes pengeskatten med udskrivning af en naturalieskat (ved et og samme skattebrev), tilkendegaves dette ved de anvendte udtryk, fx. ”En almin
delig penge- og kornskat” eller ”En almindelig penge-, kom- og flæskeskat” , som det hedder i 1653. Men dette skete som omtalt først i den allersidste del af pe
rioden.
Da det i særlig grad er den almindelige pengeskat, ovenstænde skattebrevsana
lyse er bygget på, og som behandles forneden i afhandlingens tre hoveddele (SKATTEPLIGT, SKATTEFORSKÅNSEL og SKATTETYNGE), er en alminde
lig beskrivelse af den på dette sted overflødig.
2. Naturalieskat.
En mere omfattende behandling af dette emne er nødvendig, da mange af oplysningerne her ikke rigtig kan placeres ind i fremstillingen af ovennævnte tre hoveddele.
Benævnelserne for de enkelte naturalieskatter kunne have deres oprindelse i arten af de naturalier, der ydedes, men de blev som oftest blot kaldt madskatter.
Madskat, hvori der indgik flæsk, kød eller smør, benævntes af og til - i det mindste i begyndelsen - fetaljehjælp. Præsteredes der udelukkende korn (rug eller byg), var benævnelsen kornskat almindelig (dog først fra Kejserkrigens tid).
Var den ydede persil havre, var benævnelsen havreskat. I landene øst for Sundet kaldtes skatter, ydet i levnedsmidler, som oftest gengærd eller gærd, hvilket udtryk, såvidt det kan ses, kun er påtruffet enkelte gange i landene vest for Sundet, fx. i visse sjællandske len og af Fyn i 1570. Dog anvendtes også i de skånske landskaber jævnsides ordet gengærd de gængse benævnelser om natura
lieskatter.
Baggrunden for udskrivningen af naturalieskatter var i langt de fleste tilfælde det behov for levnedsmidler, der opstod, når krigsflåden skulle udrustes til at stikke i søen. Derfor findes ofte i skattebrevene vedr. naturalieskatter eller i missiverne til lensmændene detaillerede bestemmelser om arten og kvaliteten af de persiller, der ydedes 3), bestemmelser, der gang på gang måtte indskærpes og nøje præciseres 4). - Foruden til krigsflådens behov kunne naturalieskatter ydes til proviantering af landsknægte i krigene, særlig under Den nordiske Syvårskrig 5) og Karl Gustavkrigene. Eller også forsynedes et med landsknægte indkvarteret kongeligt slot med levnedsmidler ved hjælp af en naturalieskat, der i så fald ofte kun udskreves i det len, hvori slottet var beliggende, evt. støttet af nabolenene.
Det siger sig selv, at det her især gik ud over de skånske landskaber. Undertiden - men dog forholdsvis sjældent - udskreves i fredstid en lokal ekstraskat til supplering af levnedsmiddelbeholdningen på et kgl. slot. Men disse rent lokale udskrivninger må nærmest betegnes som kontributioner, som vil blive særskilt behandlet forneden. I 1650’erne udskrev man levnedsmiddelskatter, der skulle oplægges i magasinerne 6). løvrigt bliver udtrykkene for motiveringen af natura- lieskatterne her i tiden umiddelbart op til Enevælden mere upræcise; det hedder nu ofte blot: ” til vores defension til lands og vands” .
Nøjagtigt at sige, hvor mange udskrivninger af naturalieskatter der har fundet sted i det samlede danske Rige i perioden 1530-1660, kan være vanskeligt, idet man dels nok ikke kan være sikker på, at de alle er med i brevbøgerne (gælder især dem fra Christian III’s første tid), dels kan det af og til være vanskeligt at afgøre, om en i naturalier ydet skat eller andet offentligretligt pålæg skal betragtes som en naturalieskat eller som en lokal kontribution 7). Men jeg har - med alle mulige forbehold for fejl - optalt antallet til at ligge på omkring 100 udskrivninger (eller nøjagtigt 96, se IV. DEL: SKATTETYNGE, s.233). Af disse 96 naturalieskatter er mange udskrevet over kun en del af Riget eller i hvert fald ikke over alle Rigets ”lande” (geografisk-partielle), eller beskatning har kun
fundet sted af visse grupper af landbefolkningen med udelukkelse af andre ( kategori-partielle).
De geografisk-partielle naturalieskatte-udskrivninger, der enten omfattede et eller flere ”lande” af det danske Rige eller måske kun nogle få len, har åbenbart udgjort langt over halvdelen af samtlige udskrivninger af denne skatteart. I de mindste er der kun 34 skattebreve fra den behandlede periode, der er stilet til bønderne over ” hele Riget” eller over ” alt Danmark” , mens 12 breve er stilet til Riget minus enten de skånske landskaber (især 16. årh.) eller Jylland (især 17.
årh.). Af de resterende 50 geografisk- partielle udskrivninger har ikke mindre end 32 (så vidt jeg kan se) været placeret i perioden 1559-1570, hvis sidste 7 år jo dækkede Syvårskrigen 8). I denne periode kan der tales om egentlige ”panikud
skrivninger” , afstedkommet af, at man hurtigt har skullet skaffe levnedsmidler til en betrængt fæstning eller til indkvarterede soldater. Efter 1600 var der kun 8 geografisk-partielle udskrivninger af levnedsmiddelskatter, og disse fandt alle sted under krige og var udelukkende 9) partielle, fordi en del af landet (Jylland under Kejserkrigen og Torstenssonfejden) var besat af fjenden og dermed unddraget beskatning, i det mindste til den danske statsmagt 10).
Ser vi på de kategori-partielle udskrivninger, der både kunne omfatte en del af og hele Riget, finder vi særbeskatning af de jordegne bønder og af kronens og gejstlighedens fæstere i tiden fra begyndelsen af 1560’erne til midten af 1580’er- ne; den sidste udskrivning af denne art fandt sted 1586, 6. dec. I skattebrevene opregnedes de pågældende grupper minutiøst: ” Kronens, stiftsgodsets, kloster-, prælat-, kannike-, vikarie-, kirke- og præstetjenere” .
De arter af naturalier, der præsteredes såvel i naturalieskatteme som i kontri- butionerne, kan opdeles på følgende hovedgrupper:
a. Vegetabilske produkter b. Animalske produkter c. Emballage-persiller 11).
Neden for vil alle de i denne periode ydede persiller blive gennemgået med angivelse af ydelseskvantum for den enkelte persil samt, hvad der iøvrigt vil være at sige om den enkelte naturaliepersil.
a. Af vegetabilske produkter præsteredes: havre, byg, rug, mel, brød, gryn, ærter, sennep, malt, humle, øl, hø, halm, hakkelse og strøelse.
Havre ydedes i hele perioden 12). Den karakteriserende pro-persona-ydelse var 1 tønde, der ydedes praktisk talt alle de gange, der præsteredes havre til skat i 16. årh., men kun én gang i 17. årh., nemlig i 1644, og da kun af jordegne bønder. Ellers ydedes 1—3 skæpper 13), enkelte gange 1/2 tønde og én gang 2/3 tønde. Særlig hård forekommer gengærden af 1657, 30. juli, Skåne, hvor hver bonde skulle præstere en skæppe ugentlig.
Byg optræder først så sent som i 1628 (valgfrihed mellem byg og malt), men bliver så til gengæld sammen med rugen den almindeligst forekommende persil i naturalieskatteme, således at den tidligere benævnelse ”madskat” nu i alt
væ-sentlig afløses af benævnelsen ” kornskat” . Det kan godt være vanskeligt at sige, hvor meget byg der er præsteret ved den enkelte komskatteudskrivning, da det ofte hedder, at i det ringeste halvdelen af en samlet kornydelse skulle præsteres i rug. I de tilfælde, hvor udspecifikation på rug og byg har fundet sted, ydes enten det samme kvantum byg som rug (se forneden under behandlingen af rug) eller også dobbelt så meget byg som rug 14). I det hele taget følges disse to kornsorter ad.
Rugen dukker op første gang ved udskrivningen 1627, 25. marts. Det starter med én skæppe (Jylland 2) for jordegne og 1/2 skæppe (Jylland 1) for fæstere, og rugydelsen holder sig på nogenlunde denne størrelse indtil 1639 15). I tidsrummet 1639-43 (5 udskrivninger) krævedes af hver jordegen 1/2 tønde kom, hvoraf i det mindste halvparten skulle være rug; hver hele fæstegård ydede halvt. Ved udskrivningen 1644, 2. sept., ydede jordegne og fæstere det samme:
10 mænd 10 tønder (ved siden af 10 tønder byg). Dette var en høj skat - i nogle len kaldt ” den store kornskat” , men i de fire følgende udskrivninger (1646, 1647, 1648 og 1652), hvor også jordegne og fæstere skattede ens, ydede hver mand 1/6 (1646-47), 1/8 (1652) eller 1/10 tønde (1648). Ved udskrivningen 1653, 12. aug., skelnes der igen mellem jordegne og fæstere. Ved denne udskriv
ning ydede 10 jordegne 10 tønder (sammen med 10 tønder byg), fæstere 5. Ved udskrivningerne 1654, 1655 og 1656 ydede igen jordegne og fæstere det samme, nemlig 5 tdr (samt 5 tdr byg) af 10 mænd, mens de kgl. ugedagsmænd hver ydede 1/2 td rug eller byg, dvs. halvt mod de andre, der også ydede 5 tdr byg pr læg. Endvidere præsteredes både byg og rug i vekslende mængder ved kontribu- tioner (fra én skæppe til én tønde).
Hvede er en sjældent forekommende species. Den optræder 1652 på den må
de, at der gaves valgfrihed mellem denne kornsort og rug eller byg, samt i 1659 ved en kontributionsudskrivning i Ålborghus len.
Mel præsteredes kun i 1563, hvor 20 bønder leverede 20 skæpper, samt ved kontributioner i Kalø len 1659 og 1660.
Brød ydedes altid i kavringer (tvebakker) i tønde- eller pundmål, ganske overvejende i perioden 1535-1586, senere to gange i 1628 og én gang i 1657 (Skåne). Størrelsen af ydelsen svinger en del, men 1/2 og 1 tønde pro persona synes at være den karakteriserende ydelse (dog også 1/3, 1/4, 1/5, 1/6 og 1/10 tønde samt 6 lispund). Ved kontributioner til proviantering af fæstninger var brød (samt smør, ost, kød, flæsk) en almindelig forekommende species. Fæstere yder i nogle perioder halvt mod selvejerne og de kgl. ugedagsmænd halvt mod fæsterne.
Gryn ydedes altid skæppevis 16), oftest med en pro-persona-ydelse på under en skæppe (1/2, 1/3, 1/4, 1/5 eller 1/8 skæppe), men 1628, 13. jan., ydede hver jordegen 1/2 td byggryn, hver fæster 2 skæpper.
Ærter præsteredes regelmæssigt på Lolland-Falster i stedet for gryn; der ydedes skæppe for skæppe 17). Endvidere er ærter fundet leveret ved en kontributionsudskrivning i Ålborghus len 1659.
Sennep ydedes - så vidt det kan ses - kun én gang, nemlig 1644, 5. dec., hver helgård 3 pund.
Malt optræder aldrig i de udskrivninger, hvor der præsteredes øl. Pro-persona- ydelsen svingede mellem 1 og 3 skæpper 18), men hvor der skelnes mellem selvejere og fæstere, kunne man godt komme ned under én skæppe.
Humle præsteredes to gange: 1564, 15. dec., (10 mand 20 skæpper) og 1657, 30. juli (hver helgård ugentlig 1 fjerdingkar).
Øl præsteredes kun i 16. årh. og én gang (1610) i 17. årh. 19). I ganske særlig grad præsteredes det i 1530’eme og 1540’erne og under Syvårskrigen. Den karakteriserende pro-persona-ydelse var 1 tønde, af og til 1/2 tønde, to gange 2 tønder (sidste gang dog kun af jordegne). Men også andre forhold kan findes:
1/10, 1/5, 2/5, 3/5, 1/3 og 1 1/5 20).
Hø, halm, hakkelse og strøelse ydedes to gange i 1535: 10 mænd 3 læs hø og 30 mænd 10 læs hø, samt 3 gange i 1541: 20 mænd 4 læs hø og 4 læs halm, 20 mænd 10 læs hø og 4 læs halm; sidste gang udtrykkes det: ” Hver mand så meget hø og halm, som kan føres på to heste”. 1567, 19. okt., ydede i Kær herred 4 mænd 1 læs hø og 1 læs strøelse. Endvidere ydedes hø og hakkelse ved en kontribution i Ålborghus len 1658.
b. Af animalske produkter præsteredes okser, kød, svin, flæsk, får, lam, gæs, høns, æg, fisk, smør og ost.
Okser (okser, nød, oksekød, nødekød eller -kroppe, slagtenød, saltet nød, røget oksekød, kød) angaves i en del tilfælde at være leveret levende, og da almindeligvis 20 mænd (eller 10 jordegne) eller 10 mænd om en okse, en enkelt gang (1535 i Skåne) 30 mænd. 1570, 4. aug., ydede 10 mænd ” et par færdige staldøksne” . Men det kan ikke altid ses, om dyret er leveret levende eller slagtet, men dog nok, at lægget har leveret det helt. Fra 1577 går man over til at levere okserne slagtede (nøde- eller oksekrop eller blot kød). Almindeligvis ydede 10 fæstere 1/4 eller 1/2 oksekrop (1/2 oksekrop vejede ca. 6 lispund), jordegne dobbelt, kgl. ugedagsmænd halvt; men også 3/4 oksekrop kan findes ydet af lægget. Fra 1628 og perioden ud angives ydelsen altid i lispund. I de udskrivnin
ger 21), hvor angivelsen af ydelsen gælder enkeltpersoner, yder en jordegen normalt 2 lispund og en fæster 1 lispund, men 1 og 1/2 lispund findes også.
Svin i levende tilstand præsteredes 1559, 2. okt., af Sjælland, Lolland-Falster og Skåne og 1575, 8. okt., af kronens og gejstlige institutioners bønder i Skåne og på øerne: hver jordegen og hver to fæstere et godt levende oldensvin.
Endvidere gaves der ved en kontributionsudskrivning 1658 i Ålholm len valgfri
hed mellem svin og flæsk.
Flæsk præsteredes i perioden 1530 - ca. 1580 gennemgående med 1/2-1 side pr mand, men af og til også 1/4 og 1/5 side. Ved adskillelse mellem selvejere og fæstere er dette normalydelsen for fæstere. Er de kgl. ugedagsmænd medtaget, betaler de halvt mod fæsterne. Fra begyndelsen af 1580’eme 22) er alle angivel
serne i lispund, fra 1/4 til 2 lispund pro persona - 1 lispund synes at være den
karakteriserende ydelse for en selvejer 23). Dog findes der mht. denne som med andre persiller lokale afvigelser (gælder ikke mindst ved kontributionerne).
Får og lam ydedes vistnok mest i slagtet tilstand, almindeligvis kaldt fårekrop- pe, en enkelt gang lammekroppe eller lam, som dog ydedes ret sjældent, bortset fra 1530’eme og begyndelsen af 1540’eme. Pro-persona-ydelsen var almindeligvis 1/2 eller 1 fårekrop, en enkelt gang 1/4 fårekrop og 1/5 fårekrop. Lam præstere- des i 1, 1/2, 1/3 og 1/4 styk 24). En enkelt gang, 1543,4. nov., er ydet levende får (20 bønder og landboer 10 levende får). Bortset fra udskrivningen 1610, 23.
okt., samt en kontributionsudskrivning i Ålholm len 1658, ydedes disse skatte- persiller kun i det 16. årh.
Qæs optræder vistnok altid slagtede, almindeligvis benævnt gåsekroppe, en enkelt gang ” tørre gæs” , men også blot gæs. Den gængse gennemsnitsydelse i de tilfælde, hvor der ikke adskilles mellem selvejere og fæstere, var 1 gåsekrop (10 mænd 10 gåsekroppe), enkelte gange 1/2 (10 mænd 5 gåsekroppe) 25). I de tilfælde, hvor der skelnes mellem jordegne og fæstere, yder de jordegne som oftest i gennemsnit 2 stk. Kgl. ugedagsmænd præsterede i de enkelte tilfælde, hvor de beskattedes, halvt mod fæsterne. I øvrigt optræder de - bortset fra
161 O-udskrivningen - kun i det 16. årh.
Høns præsteredes - såvidt det kan ses - kun i perioden 1535-41 26), alminde
ligvis 20 mænd 20 høns, et par gange 20 mænd 10 høns, og én gang (1535) 20 mænd 20 par høns.
Æg er tilsyneladende kun ydet én gang (1541), 20 mænd 80 æg.
Smør ydedes ganske overvejende i 1530’erne og 1540’erne, almindeligvis 20 eller 10 mænd 1 fjerding, samt i 1560-70’erne (25 gange): 10 bønder ydede i disse årtier 1/4 eller 1/8 tønde, 1571 dog 1/2 tønde, der i de tilfælde, hvor deling i kategorier har fundet sted, normalt ydedes af selvejere. 1628, 8. sept., præstere
de hver jordegen 4 skålpund smør. Ved de under Torstenssonfejden og Karl Gustav-krigene udskrevne kontributioner var smør en almindelig ydet persil.
Fisk præsteredes i 1535: 10 mænd 100 tørre hvillinger og 1/2 vorde kabliau, samt i 1541: 20 mænd 400 spegesild og 1 tønde saltet torsk. Derudover præsteredes torsk ved en kontribution i Christianopel len 1645.
Ost var en sjælden naturaliespecies, kun ydet 1541-42, under Syvårskrigen og i Torstenssonfejdens og Karl Gustav-krigens kontributioner 27), tilsyneladende 9 gange. Ydelserne var vidt forskellige: fra 1/20 pund til 1/2 pund. Seks af disse 9 udskrivninger vedrørte de skånske landskaber, én visse sjællandske len, én Fyn og én Jylland.
c. Emballage-persiller var sække og tønder. Førstnævnte persil præsteredes i 1563 (20 mænd 5 sække til havre) og i 1645 af Sjælland: af en hel gård en sæk, af en halv gård en halv sæk. Endvidere præsteredes tomme sække og tønder af Vendsyssel ved kontributionsudskrivninger 1659 og 1660. Tønder præsteredes endvidere i 1564 og 1657, i første tilfælde én pro persona, i andet tilfælde to.
Antallet af persiller, der indgik i den enkelte udskrivning af naturalieskat eller kontribution, var selvsagt varierende. Størst var det i perioden 1535-1586, nemlig gennemgående 6-12 persiller 28). I den sidste del af perioden frem til 1660, nemlig 1627-1660 (idet der ikke fandt nogen udskrivning af naturalieskat sted mellem 1610 og 1627), finder vi - bortset fra gengærdsudskrivningen i Skåne 1657, 30. juli - ikke over 4 persiller ydet i den enkelte naturalieskat. Nu er det i høj grad de vegetabilske produkter, der dominerer. Fra 1630 består ydelserne ved praktisk talt alle naturalieskatteudskrivningerne af rug, byg og flæsk, enten rug og byg eller rug eller byg eller alle tre persiller sammen.
En persil kunne konverteres med en anden persil, hvilket oftest var anført i skattebrevene, idet der gaves valgfrihed mellem byg og rug eller flæsk og kød,
”hvad bonden bedst kan afstedkomme” . Konvertering til penge kunne også finde sted, ja endog være påbudt af statsmagten, især i de tilfælde, hvor transport af en naturaliespecies over længere afstande ansås for uhensigtsmæssigt 29). For øvrigt vil emnet konvertering blive særskilt behandlet forneden i Anden Del: SKATTE
PLIGT, Tredie Afsnit: En række særlige forhold vedr. skattepligten.
Hvad angår ligningen af naturalieskatterne kan siges, at læglægning af skatte
yderne efter princippet: ” Den rige hjælper den fattige” har været krævet i flertallet af skattebrevene. Normallægget var - som ved pengeskatter - på 10 personer, enkelte gange 20 personer 30), endnu sjældnere læg med et afvigende persontal (24, 8, 4), mest anvendt ved lokale kontributioner. Det er ingenlunde altid, at sætningen ” den rige hjælper den fattige” er udtalt, men selv i de tilfælde, hvor den er udeladt, må man gå ud fra, at den har været alment accepteret.
I et ret stort antal skattebreve angives imidlertid den individuelle ydelse (”Hver mand” . . . ” Hver jordegen bonde” . . . ” Hver bonde med hel (halv) fæste
gård” ), men da det oftest i disse skattebreve er anført, at den rige skal hjælpe den fattige, må man vel gå ud fra, at man fra statsmagtens side har ønsket, at der skulle finde en læglægning sted. Ser vi på hele perioden 1530-1660, når vi til det resultat, at læglægning med samlet lægsydelse er angivet i vel 85-90 % af skattebrevene i tidsrummet 1559-1610, individuelle ydelser (” Hver mand”) finder vi i alle skattebreve 1627-43, idet der som ovenfor omtalt ikke har været nogen naturalieskatteudskrivning mellem 1610 og 1627. I slutningen af perio
den, i årene 1644-1660, finder vi en blanding af lægs- og individuelydelse (7 gange lægs- og 5 gange individuelydelse).
Om læglægning ved naturalieskatteudskrivningerne virkelig har fundet sted i praksis, herom kan der vanskeligt siges noget sikkert. Ligesom det er tilfældet med pengeskattemandtallene i begyndelsen af mandtalsperioden, finder man rent faktisk, ganske overvejende i perioden frem til og med 161 O-udskrivningen (der skulle betales til påske 1611), skatteyderne samlet i 10-mandsgrupper i mandtal
lene med angivelse af gruppens (læggets) ydelse. Men som det skal godtgøres forneden i afsnittet SKATTELIGNING, kan samlingen i 10-mandsgrupper være noget, lensskriveren har foretaget for at give det indtrykket af, at skattebrevets krav om læglægning er sket fyldest 31).
Ved kravet om læglægning skelnede man i begyndelsen ikke mellem selvejere og fæstere 32), men der er eksempler på, at en naturalieskat udelukkende er præsteret af jordegne eller af kronens og gejstlige institutioners bønder (kategori- partiel). Men med udskrivningen 1574, 16. maj, der kun vedrørte bønderne i de tre nordsjællandske len, indførtes en sådan adskillelse, hvor selvejerne - ligesom det var tilfældet med pengeskatterne - betalte dobbelt mod fæsterne. Denne adskillelse fæstnede sig i de følgende udskrivninger, og med udskrivningen 1582, 27. nov., der vedrørte hele Riget, indførtes de kgl. ugedagsmænd som særskilt skattepligtige ved naturalieskatter; de betalte halvt mod fæsterne. De optræder sidste gang i udskrivning 1610, 23. okt. - og ved den derpå følgende udskrivning af naturalieskat, den i 1627, skelnes der igen kun mellem jordegne og fæstere.
Sidstnævnte kategori deltes ved udskrivning 1628, 13. jan., i hele og halve gårde, en distinktion, som gennemførtes i praktisk talt alle udskrivninger af naturalie
skat frem til 1660. Ja, ved udskrivningerne 1644-1653 (begyndende med ud
skrivning 1644, 2. sept. og sluttende med udskrivning 1652, 30. sept.) skelnes der udelukkende mellem helgårde og halvgårde, hvad enten disse bebos af selvejere eller fæstere 33). Med udskrivningen 1653,12. aug., sker igen adskillel
se mellem selvejere og fæstere, og ved de sidste udskrivninger af naturalieskat 1653-1656 er de kgl. ugedagsmænd medtaget igen.
Hvem ydede naturalieskatterne ? - Af det foransagte vil fremgå, at skatteplig
tige i henseende til naturalieskatter var de egentlige landbrugere, der producerede de krævede naturalier, dvs. selvejere og fæstere, hele og halve gårde. Som omtalt var de kgl. ugedagsmænd ikke med i skattebrevene i perioden efter 1611 og indtil 1652. Dog bør det bemærkes, at de i stor udstrækning figurerer i mandtal
lene i den periode efter 1611, hvor der frem til 1653 udskreves naturalieskatter, nemlig 1627-1652. Dette kan måske skyldes en lokal fortolkning af den passus, som i skattebrevene vedr. naturalieskatter (i det ringeste fra 1633) følger lige efter sætningen om selvejernes og fæsternes satser, og som lyder: ” Og udi samme skat skal ingen bonde, som har hel eller halv gård, forskånes... ” . Dog er beskatning af de kgl. ugedagsmænd mht. naturalieskat 1628-1652 på ingen måde et gængs fænomen.
Eksempler på, at naturalieskat har været krævet af andre kategorier end selvejere og fæstere samt evt. kgl. ugedagsmænd, er sjældne. Dog kan det nævnes, at ved to udskrivninger i 1570’erne - 1572, 2. sept. og 1574, 16. maj - udelukkende af kronens bønder i tre nordsjællandske len (det drejer sig om øksenskat i begge tilfælde), var landhåndværkere med og uden avl, tjenestedren
ge med kornsæd, pebersvende og husmænd med.
I mandtallene over mad- og kornskat kan imidlertid påtræffes personer, tilhørende kategorier, der ikke - i hvert fald ikke udtrykkeligt - er nævnt i skattebrevene. Det drejer sig især om indester og bolsmænd (begge kategorier især i Jylland) samt gårdsæder (kun sjællandske ø-gruppe). Mens de to først
nævnte kategorier forekommer i ikke ringe grad i mandtalsmaterialet, er sidst
nævnte kategori sjældent forekommende 34). Forklaringen på disse kategoriers
optræden i mandtallene synes nærliggende, i hvert fald for indesternes og bolsmændenes vedkommende: de er af lensadministrationen simpelt hen blevet betragtet som besiddere eller brugere af halve - og dermed skattepligtige - gårde.
Ganske illustrerende er i denne forbindelse en bemærkning i mdt. vedr. penge
skat 1632 og kornskat 1633, fastelavn, Silkeborg len; ud for fæsteindesterne i summa summarum findes en bemærkning: ” Af disse (nemlig 76) indester ere halve gårde 40, gav kornskat” . En bemærkning af samme art findes i marginen ud for ugedagsindesterne.