II: SKATTEKLASSER
2. Gennemgang a f klassesystemerne
I det følgende vil blive gennemgået de enkelte klassesystemer, der anvendtes fra 1535 og frem til Enevælden.
Til angivelse af de enkelte kategoriers ydelsesforhold vil vi gå ud fra selvejernes indextal: 200 (se foroven) og så sætte alle de andre klasseydelser i forhold hertil.
For hver klasse nævnes de kategorier, der hører til klassen.
Ser vi først på klassesystemerne i kronologisk henseende, får vi følgende hovedlinier i udviklingen:
I. ca. 1535-1548: Den ”embryoniske” periode. - Systemet skabes og udvikler sig så småt. Der er tale om to eller tre ydelses-klasser, afbrudt af udskrivninger uden klassifikation (Ingen klassifikation eller 2 klasser er det almindeligste). Ikke noget egentlig system i det.
II. 1548-1578: (Dog med udelukkelse af Syvårskrigen) Treklassenormens perio
de. Mønstret ganske fast, dog med klasseskifte i 1570’erne for tjenestekarles og pebersvendes vedkommende (fra 3. til 2. klasse, dog fra 1578 tilbage til 3.).
III. 1579-1653: Fireklassesystemets altovervejende dominans. Varianter spiller ingen større rolle. De multiklassikale systemer kun anvendt under Kalmar- og Kejserkrigen.
IV. 1654 - ud: Er en syvklassenorm på vej?
TO-klassesystemet,
der anvendtes frem til 1548 - dog afvekslende med treklassesystemet - var for så vidt ganske simpelt, som det placerede de egentlige landbrugere, altså selvejerne og fæsterne, i 1. klasse og resten af landbefolkningen i 2. klasse:
Klasse: Indextal:
1.
2.
100 50
Klassificering:
Egentlige landbrugere Resten
De i 1. klasse kaldtes almindeligvis ”mænd” , ”mænd, bønder og landboer”
(her må ”bønder” stå for selvejerbønder), ”bonde og almuesmand” , ”bønder og menige almue” . - I 2. klasse figurerer ugedagsmænd (kongens og kirkens), gårdsæder, gårdmænd, husmænd, gadehusmænd, pebersvende og tjenestedrenge med sæd. Selv om dette system er ret udifferentieret, synes man dog at have bestræbt sig på en vis form for retfærdighed.
TO-klassesystemet anvendtes også under Syvårskrigen. I 1. klasse optrådte jordegne og fæstere sammen 7), af og til også landhåndværkere og møllere 8). I 2. klasse optræder resten af de skattepligtige kategorier. Ydelsesforholdet er 100-50 bortset fra udskrivn. 1564, 1. sept., af Jylland, Fyn, Sjælland og Smålandene, hvor forholdet var 100-75.
T RE-kl assesy s t eme t
anvendtes i perioden 1535-1578.1 tiden 1535-1548 brugtes det afvekslende med toklassesystemet. Det er egentlig først med 1548, at systemet får en fast form, at en treklassenorm bliver skabt.
I tiden frem til 1548 er det tilsyneladende kun anvendt to gange (1535 og 1539). Ydelsesrelation og klassificering er som følger:
Klasse:
1.
2.
3.
Indextal:
100 50 25
Klassificering:
”Mænd” - ”Mænd, bønder og land
boer”
Kgl. ugedagsmænd
Gårdmænd, pebersvende, husmænd, gadehusmænd, tjenestedrenge med sæd.
Altså fremkaldt ved, at ugedagsmændene toges ud af toklassesystemet til særskilt beskatning. I det mindste i 1535 lettedes denne fremgangsmåde ved en høj skattesats (80 lod sølv af 20 mænd), der gjorde en differentiering mere naturlig.
(Jfr. de multiklassikale systemers anvendelse ved dobbeltskatter m.m.).
Med året 1548 skabes ved selvejernes udskillelse af ”mændene” og deres placering i 1. klasse en treklassenorm, der i det mindste i tiden frem til Syvårskrigens begyndelse havde følgende relations- og kategorimønster:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 100 Fæstebønder, landhåndværkere
(uden angivelse af avl)
3. 50 Resten af den skattepligtige del
landbefolkningen.
Klasse 3 omfatter altså sådanne kategorier som kgl. ugedagsmænd, indester, husmænd, pebersvende og tjenestedrenge med sæd 9).
Selv om udskrivningsforholdene under Syvårskrigen som omtalt var meget kaotiske, følges i det store og hele dette mønster for treklasseudskrivningemes vedkommende 10). - Ved udskrivningerne i årene 1571-1576 (i alt 6) optræder en anden art treklassenorm, idet som omtalt foroven landhåndværkere med avl er placeret sammen med selvejerne, de uden avl sammen med fæsterne. Også pebersvende og tjenestedrenge med sæd figurerer i denne periode i 2. klasse. - Ved udskrivn. 1578, 1. juni, den sidste før skabelsen af fireklassesystemet, går man tilbage til mønstret fra 1571, idet dog landhåndværkerne (som 1571-76) deles i sådanne med og sådanne uden avl, der placeredes i henholdsvis 2. og 3.
klasse.
FIRE-klassesystemet
udvikles som omtalt af treklassesystemet ved udskillelse af tjenestedrenge med ikke fuld løn i 1579 11). Det bliver som omtalt det helt dominerende system frem til og med udskrivn. 1653, 12. aug. Af 65 udskrivninger af almindelig pengeskat i tidsrummet 1579-1653 er 57 udskrevet i fireklassesystem.
Systemet er bygget op på den i 1579 skabte norm, der var fast i to henseen
der:
1. Ydelsesrelationen - ” den successive halvering” : 200-100-50-25 - er den samme i alle udskrivninger efter denne norm (Normalrelation).
2. Klassificeringen er den samme i alle udskrivninger efter denne norm (Normal- klassificering).
Fra denne norm er der nogle få afvigelser, både i henseende til ydelsesrelation og klassificering.
Fireklassenormen har - med maximal kategorisering af hver klasse - følgende udseende:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 100 Fæstere, møllere og landhåndværkere
m. avl, pebersvende.
3. 50 Møllere og landhåndværkere u. avl.
Gadehusmænd, husmænd, indester, ugedagsmænd, tjenestekarle m. fuld løn.
4. 25 Tjenestekarle m. ikke fuld løn 12).
Denne opstilling rummer på én gang alle de ved udskrivninger i fireklassenorm 1579-1653 benyttede kategoriseringsmuligheder, opdelt på de klasser, hvor de hører hjemme. Hvilke kategorier, der medtoges ved de enkelte udskrivninger, er behandlet foroven under stykket ” Kategorisering. Emnet i almindelighed” . Vi så
her, at man arbejdede med en stamkategorimodel, anvendt i perioden 1603-1630 (dog ikke ved alle udskrivninger) og kategoriseringsmodel I (anvendt 1559-1602,
1628 og 1631-35), II (1635-52) og III (1653-56).
Som ovenfor omtalt kunne dette faste mønster brydes i henseende til relatio
nerne, altså således at indextallene ændredes. Dette er for fire klassesystemets vedkommende behandlet s. 92. Nævnes kan her, at det kun forekommer nogle få gange i slutningen af Syvårskrigen (1569 og 1570) - og ellers ikke.
Mht. ændringer i fireklassesystemets klassificering (indplacering af kategorier på klasser) må det være tilstrækkeligt at henvise til det s. 92 anførte 13).
Vi forlader nu normalklassesystememe og går over til at behandle de multi- klassikale systemer. Som ovenfor omtalt må disse nærmest betragtes som afvigel
ser fra fireklassenormen. Generelt kan det siges, at disse afvigelser er fremkom
met ved, at man har ”forskudt” især landhåndværkernes og tjenestekarlenes ydelser i forhold til fæsterydelsen. - De multiklassikale systemer, der sammenlagt er anvendt elleve gange i tidsrummet 1611-1656, omfatter som omtalt FEM-, SEKS- og SYV-klassesystemerne.
FEM-klassesystemet
finder vi ved de to udskrivninger 1629, 1. okt., og 1630, 10. sept. Skatten 1653, 12. aug., udskreves ganske vist i femklassesystem (dobbeltskat), men ved miss.
s.å., 19. sept., halveredes satserne for selvejernes og fæsternes vedkommende (men altså ikke for de andre kategorier)-, herved blev udskrivningen fireklasses.
Ved de to udskrivninger finder vi følgende relations- og klassificeringsmønster:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1 • 200 Selvejere
100 Fæstere, landhåndværkere og mollere m. avl
75 Tjenestekarle m. fuld løn
50 Landhåndv. og møllere u. avl, uge-dagsmænd
5- 37 1/2 Tjenestekarle f. ikke fuld løn.
Af opstillingen ses, at femklassesystemet i dette tilfælde er fremkommet derved, at tjenestekarle med fuld og ikke fuld løn yder 50 % over deres sats i fireklasse
normen.
SEKS-klassesystemet
anvendtes ved tre udskrivninger, hver med sit relationsmønster: 1626, 28. sept., 1627, 25. marts og 1654, 14. juli.
Ved 1626-udskrivningen anvendtes nedenstående relations- og klassificerings- monster:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 100 Fæstere, landhåndværkere og mollere
m. avl
3. 66 2/3 Tjenestedrenge f. fuld løn m. sæd
4. 50 Landhåndværkere og møllere u. avl,
tjenestedrenge f. fuld løn u. sæd
5. 33 1/3 Tjenestedrenge for ikke fuld løn m.
sæd
6. 25 Tjenestedrenge f. ikke fuld løn u.
sæd.
Det ses tydeligt, at denne noget kunstige afvigelse fra fireklassenormen er fremkommet ved en opdeling af tjenestekarlene på ikke mindre end fire grupper både efter lønnens størrelse og efter, om de har sæd eller ikke. Det har resulteret i, at tjenestedrenge med sæd har betalt 1/3 over deres relationsnorm.
For udskrivningen 1627, 25. marts, ser mønstret således ud:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 133 1/3 Landhåndværkere og møllere m. avl
3. 100 Fæstere
4. 66 2/3 Landhåndværkere og møllere u. avl,
tjenestedrenge f. fuld løn, ugedags-mænd
5. 50 Husmænd
6. 33 1/3 Tjenestedrenge f. ikke fuld løn.
Dvs. at afvigelsen fra fireklassenormen er fremkommet ved en forskydning opad med 33 1/3 % for landhåndværkernes, tjenestedrengenes og ugedagsmændenes vedkommende.
Ved den sidste udskrivning i seksklassesystem (1654, 14. juli) finder vi følgende relations- og klassificeringsmønster:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 133 1/3 Pebersvende
3. 100 Fæstere, møllere m. avl
4. 66 2/3 Landhåndværkere u/angivelse, mølle
re m. avl, tjenestedrenge f. fuld løn, ugedagsmænd
5. 33 1/3 Tjenestedrenge f. ikke fuld løn
6. 16 2/3 Gadehusmænd.
Mønstret fremkommer ved, at pebersvende, landhåndværkere, tjenestedrenge (som helhed) beskattes 1/3 over deres gængse niveau, mens gadehusmændene betaler 1/3 under det, de betalte i 1653 14).
SYV-klassesystemet
optræder i forbindelse med 6 pengeskatteudskrivninger: 1611, 10. april, 1612, 1613, 19. juni, 1614, 1655,10. aug. og 1656, 1. sept.
Ved de første fire udskrivninger, alle under Kalmarkrigen og året derefter, ser mønstret således ud:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 100 Fæstere
3. 80 Møllere og landhåndværkere m. avl,
pebersvende, ågerkarle
4. 50 Ugedagsmænd
5. 40 Møllere og landhåndværkere u. avl
6. 30 Tjenestedrenge f. fuld løn,
gadehus-mænd, husmænd
7. 15 Tjenestedrenge f. ikke fuld løn.
Mønstret er fremkommet ved en 20 % nedsættelse af landhåndværkernes og en 40 % nedsættelse af tjenestedrenges normalydelse (normalrelation) 15).
Ved de sidste to pengeskatteudskrivninger af kategoriskat, nemlig dem i 1655 og 1656 finder vi følgende syvklassesystem:
Klasse: Indextal: Klassificering:
1. 200 Selvejere
2. 133 1/3 Pebersvende
3. 100 Fæstere, møllere m. avl
4. 66 2/3 Landhåndværkere u. angiv., møllere
u. avl, tjenestekarle f. fuld løn
5. 50 Ugedagsmænd
6. 33 1/3 Tjenestekarle f. ikke fuld løn
7. 16 2/3 Gadehusmænd.
Dette syvklassesystem er i virkeligheden en variation af seksklasseudskrivningen 1654 (se ovenfor).
3. Mandtalsklassificeringen.
Ovenstående fremstilling af skatteklasser er, som det er fremgået af den, bygget på skattebrevenes angivelse af, hvad hver enkelt kategoriperson (eller læg af kategoripersoner) skal yde. Jævnfører man disse oplysninger med mandtallenes
satser for de enkelte kategoripersoner, vil man finde skøn overensstemmelse, hvilket jo også helst skulle være tilfældet. Når således mandtallene på deres forside bærer revisionspåtegning om, at skatten er ret lagt osv., gælder denne bemærkning utvivlsomt kategoriseringen og klassificeringen. De få afvigelser, der er konstateret, skal behandles forneden. Som omtalt i indledningen har en del mandtaller ligefrem klassevis opstilling af summa summarum.
Under ” Kategorisering, emnet i almindelighed” foroven er nævnt, at skatte
brevskategorierne var simplexe, mandtalskategorierne dels sim-, dels komplekse.
En jævnførelse af skattebrevenes kategorisatser med mandtallenes lader sig umiddelbart gennemføre for de simplekse kategoriers vedkommende. Heller ikke mht. underdelte kategorier - hele og halve gårde, personer med og uden sæd - er der problemer; her er forholdet jo overalt 1-1/2. Hvad angår den indirekt nævnte kategori, indester, kan det fastslås, at der er overensstemmelse med skattebrevets krav og den faktiske i mandtallene anførte sats, idet indesterne i de tilfælde, hvor de subkategoriseres (jordegne, fæste- og ugedagsindester), konsekvent betaler halvt mod deres hovedmand.
Betragter man klassificeringen af de kategorier, der ikke er nævnt i skattebre
vene, fx. gårdsæder, bolsmænd 16) og skånske fæster, hvor en sammenligning med skattebrevene i egentlig forstand ikke kan finde sted, samt de kategorier, der kun af og til optræder i skattebreveve, men - uagtet de ikke er nævnt - alligevel er inddraget til beskatning (fx. husmænd, af og til også gadehusmænd), så har en gennemgang af hundredvis af skattemandtaller fra hele Riget tydeligvis godtgjort, at der har været en fast og ensartet praksis mht. fastsættelsen af disse satser, idet de regelmæssigt har betalt halvt mod fæsterne, bortset selvfølgelig fra de tilfælde, hvor der gradueredes efter jordegen og ugedagsstatus. Dog er der mht. husmænd og gadehusmænd fundet en del tilfælde med anden satsrelation i forhold til fæsteren, i de fleste tilfælde 1/4-fæsterydelse (1 rigsort i de tilfælde, hvor fæsteren betaler 1 rigsdaler). Årsagen hertil kan måske være, at man normativt synes at have haft visse vanskeligheder i forbindelse med fastsættelsen af disse kategoriers satser. I det mindste finder man i mandtalsperioden i skattebrevene foruden satsen: halv fæsterydelse satser på 30% (1611-1614), 25 % (1633, 1634 og 1652-1653) samt 16 2/3 % (1654-1656) af fæsterydelsen. Når desuden beskatning af disse kategorier kun optræder sporadisk, er det indlysen
de, at der kunne fremkomme nævnte forskelle.
Som omtalt foroven under ” Kategorisering, emnet i almindelighed” rummer især de jyske mandtaller i massevis af tilfælde subkategoriserede grupper. Heller ikke disses indplacering i klassesystememe volder nogen vanskelighed, idet en subkategoriseret person (fx. jordegne husmænd) konsekvent betalte halvt mod sin hovedmand. Jordegne husmænd kommer således i klasse med fæstere, fæste- husmænd i klasse med fx. ugedagsmænd og tjenestedrenge for fuld løn. Det samme satsfastsættelsesprincip gælder også for de ugedagssubkategoriserede grupper. Altså en person med ugedagsstatus placeres i klasse med de kategorier, der yder halvdelen af hovedmandens sats 17). Dette er en fast og ufravigelig
regel. Det bør måske her bemærkes, at hvis ugedagseringen drives helt ned til tjenestedrengene, så bliver i mandtaller, der rummer ugedagstjenestedrenge for halv løn, fireklassesystemet i virkeligheden til et femklassesystem, idet ugedags- tjenestedrenge for halv løn i de fleste tilfælde (men ingenlunde i alle) betaler halvt mod de halvtlønnede tjenestedrenge, der ikke er ugedags. Dog er det i relativt få len, man er gået så vidt.
Ovenfor er nævnt, at der er skøn overensstemmelse mellem skattebrevenes satser for de enkelte kategoripersoner og de tilsvarende satser i mandtallene. Der findes dog - hvad man vel måtte vente i et så omfattende materiale med mange tusinde poster - en del uoverensstemmelser mht. skattebeløbene. Men dels er disses antal meget ringe - jeg vil skønne godt 1 % af samtlige de i summa summarum anførte satser for de enkelte kategorier 18), dels kan man i ganske mange tilfælde finde en forklaring på forskellen i skattebrevets og mandtallets sats. - Ser man helt bort fra muligheden af fejlskrift (fra skriverens) eller fejlafskrift (fra min side), kan forklaringen på, at mandtallet har en anden sats end skattebrevet findes i enkelte let konstaterbare fejlkilder. Det kan fx. a.
skyldes pludselig ændring af satser, der gennem længere tid har været meget faste. Her er det naturligt at nævne halveringen af landhåndværkernes sats 1639, 19. jan. (til påske s.å.) og stigningen igen med 1/3 fra 1654-udskrivningen. Det er vel forståeligt, at man i en del len ikke helt har fået noteret sig de nye satser. - b.
En anden fejlkilde kan hidrøre fra visse uklarheder i skattebrevenes formulering ang. en kategoripersons sats. Mens fx. alle skattebreve til og med udskrivn. 1652, 30. sept. (til Martini) differentierer mellem landhåndværkere og møllere med og uden avl, tales der ved de sidste fire udskrivninger af kategoriskat (1653-1656) blot om ”embedsmænd” uden nogen som helst angivelse af avl eller ikke, hvorimod møllerne stadigvæk opdeles på sådanne med og sådanne uden avl.
Dette har skabt en vis forvirring ude i lenene. I en hel del tilfælde har man opretholdt distinktionen fra før 1653, hvilket har givet vanskeligheder mht.
fastsættelse af satsen. Nogle steder graduerer man efter satsen: møllere med avl og møllere uden avl, hvorved landhåndværkerne med konstateret avl faktisk er kommet til at betale det dobbelte af skattebrevets sats i 1653 og 50 % af samme sats i 1654-1656. Andre steder er man gået ud fra skattebrevets sats (1 rdl 1653-1656) og har anvendt den ved embedsmænd med avl; sådanne uden avl har så betalt halvdelen af den i skattebrevene krævede sats. c. Det fortjener vistnok at understreges, at uoverensstemmelse mellem skattebrevs- og mandtalssats kan skrive sig fra rent lokale forhold, og er for så vidt af en mere konsekvent natur.
En gruppe af personer i et bestemt område (ofte et forarmelsesområde) kan ved brev- eller retshjemmel have opnået nedsættelse af skatten, fx. til halvdelen af deres tidligere sats. I det hele taget kan den mulighed ikke udelukkes, at en del uforklarlige - men dog konsekvent anvendte - afvigelser kan skyldes aldershævd, hvilket unddrager sig vor erkendelse. Hele denne problematik vil blive behandlet forneden i Tredie Del: SKATTEFORSKÅNSEL.
Andet afsnit:
Skatteligning
Søger man at udfinde de principper, der har været anvendt - eller formodes anvendt - ved udmålingen af den enkelte skattepligtiges tilsvar ved påligningen af de i FØRSTE DEL: DE FORSKELLIGE FORMER FOR BESKATNING gen
nemgåede offentligretlige onera, vil man nå frem til i det ringeste tre muligheder:
1. At der overhovedet ikke har fundet nogen egentlig differentieret ligning sted, men at alle - i det mindste inden for en given gruppe - præsterer samme skatteydelse. Skatten er således en caput- eller kopskat (kapital- eller koplig
ning).
Kopligning anvendtes ved beskatning af visse kategorier (fx. indester, hus- mænd, pebersvende, tjenestekarle) i forbindelse med de almindelige landeskatter, endvidere ved hovedskatteudskrivninger, vistnok også ved bådsmandsskatter samt ved tiendeskatter i de tilfælde, hvor enkeltpersoner havde fæstet tienderne.
Denne ligningsmåde må betragtes som hensigtsmæssig og retfærdig i de tilfæl
de, hvor man beskattede en i indkomstmæssig henseende nogenlunde homogen masse (fx. tjenestekarle), eller hvor det af den enkelte krævede skattebeløb var ganske ringe, ofte udmålt i skilling (bådsmandsskat). Den har derimod været mindre heldig ved beskatning af kategorier som indester og husmænd, to katego
rier, der socialt set var meget heterogene.
2. At ligningen af den enkelte skattepligtige person er baseret på et eller andet fixeret eller præcist formuleret økonomisk grundlag.
Denne ligningsform anvendtes ved de udskrivninger, hvor ligningsgrundlaget var besætninger (1566-70, 1657), ved rentepenge- og hartkomskatter (1652) samt undertiden i forbindelse med kontributioner (Fx. graverskat 1647ff.).
Denne ligningsmetode udvikledes som bekendt først rigtigt efter 1660. Men som det skal ses i slutningen af dette afsnit fremtræder ideen hertil i slutningen af Kejserkrigens tid, også hvad angår de almindelige landeskatter 1). Da den forudsatte den skattepligtiges egen-deklaration af det tilgrundliggende lignings
grundlag (antal kreaturer af hver art, størrelsen af forrentede, udestående for
dringer), er det indlysende, at den i sig rummede muligheder for skatteunddragel
se ved at give urigtig deklaration.
3. At ligningen er foretaget med faste beløb på læg a f personer med efterfølgen
de repartering a f lægsbeløbet på de enkelte personer, der udgjorde lægget.
Denne form for ligning vil i det følgende blive kaldt korpusligning. Den anvendtes for selvejernes og fæsternes vedkommende ved udskrivning af de
almindelige landeskatter. Endvidere formodentlig ved tiendeskatter i de tilfælde, hvor sognemændene havde fæstet tienderne, samt i en del tilfælde ved kontribu- tioner 2).
De to første ligningsmuligheder er i alt væsentligt behandlet i FØRSTE DEL.
Her vil vi derfor kun behandle den tredie ligningsmulighed: korpusligningen, der da også er den mest benyttede i perioden. Det bliver derfor ligningen a f de almindelige landeskatter i penge og naturalier, der vil blive emnet for nedenståen
de gennemgang a f skatteligningen.
Dog har det vist sig, at flere af mandtallene vedr. pålagte kontributioner indeholder oplysninger, der må formodes at kunne bidrage til løsning af visse problemer vedr. ligningen af de almindelige landeskatter. Derfor har det været nødvendigt at inddrage en del af de i ligningsmæssig henseende mest givtige kontributionsmandtaller.