Begået af udskrivningsmyndighederne

Uregelmæssighederne kan også findes begået eller være forvoldt af udskrivnings- myndighederne fra Centraladministrationen (Rentekammeret) over lensadmini­

strationen ned til de underordnede oppebørselsmyndigheder. Også her må man nok regne med, at det vil være umuligt at få alle tilfælde med.

Langt de fleste af de konstatérbare tilfælde af sådanne uregelmæssigheder synes at måtte tilskrives lensadministrationen. At få de uregelmæssigheder re­

gistreret, der er begået af de underordnede oppebørselsmyndigheder (lægsmænd man.), må man nok på forhånd give afkald på.

Af forsyndelser, begået af Centralmyndigheden, er der egentlig ikke ret mange. Men det kan dog nævnes, at det er passeret, at man har undladt at sende skattebreve ud til en lokalitet 137). At skattebreve kunne komme for sent ud, er behandlet foroven under skatteterminer.

Uregelmæssigheder, fejl og udeladelser, begået af lensadministrationen og de underordnede oppebørselsmyndigheder (lægsmænd, sognefogder m.m.), kunne både være til fordel og til ulempe for skatteyderne, dog nok mest til ulempe.

Der optræder en del klager over, at den pålagte skat var for høj. Det kunne være en enkeltperson eller en gruppe af personer, der mente, at han (de) var lignet for højt i forhold til sine (deres) naboer, eller et helt område, der havde fået pålagt skat med en for høj sats 138).

Men skatten kunne også blive for høj for den enkelte person derved, at han var skrevet i forkert kategori, dvs. en ” dyrere” . Helt afgøre, om det er en fejltagelse fra lensadministrationens side, kan man ikke, idet det ofte først fastslås ved tingsvidne, at en person tilhører B-kategori, mens han er skreven som tilhørende A-kategori, hvilket lensadministrationen må være i sin gode ret til, sålænge ikke andet er godtgjort. Men at der har fundet fejltagelser sted, er hævet over enhver tvivl. Fx. opføres 11 fattige gårdsæder i Sonnerup by (Højby sogn, Ods h.) i mandtallet som landboer 139). I Bøvling lens mdt. 1611 står (på sidste side), at nogle boliger tilforn af forseelse er indskrevet for gårde, men er kun bol 140).

Men når en person i Salling herred 1624 skrives i skat som en jordegen bonde, uagtet han har været ”ret fæstebonde” i to år, så kan det skyldes, at lensadmini­

strationen endnu ikke har fået underretning herom 141). Men det kan også gå den anden vej: at en person rykker op i en højere kategori. I et sogn under Hald len (Lund birk på Mors) hedder det om en bonde, Niels Jensen, at han er en fæstegårdmand, men findes opført hos ugedagsmændene, hvilket imidlertid ikke kan passe, ” fordi der ikke er uden 22 ugedagsmænd i forme sogn” 142).

I hvor høj grad det drejer sig om regulære fejltagelser fra lensadministrationens side, når personer anker over, at de er blevet beskattet af hele gårde, uagtet de - efter eget udsagn - kun sad på halve, er vanskeligt at afgøre. Men at alle de gårde, der ved tingsvidne eller på anden måde har fået nedsættelse til halv skat under henvisning til, at var halve, reelt er halve - det er fast utroligt. Bestræbelserne for at få gårde anerkendt som halve og dermed halvskat undergivet, var stærkt fremherskende efterhånden som man kom frem i 17. årh., og rummer sikkert som ovenfor omtalt et ikke uvæsentligt element af skatteunddragelse 143). Men af mandtalsmaterialet kan ses, at der er sket fejltagelser, der skyldes lensadmini­

strationen. I Koldinghus lens mdt. fra 1610 er en hel del gårde indført som hele, men er kun halve; nogle af bønderne ”formener dem dermed i forløbne års skatter at være sket uret og forkort” 144). I 1635 må der i Lundenæs len ske

afkortning for skattepligtige, ” som udi forrige tider af forseelse er indskrevet udi skattebogen for hele gårde og er ikke uden halve gårde (tilsvarende med hele bol, der kun er halve bol) efter tingsvidners formelding” 145). En mand i Ålborghus len anker 1643 til kongen over, at hans bol eller halve gård skal være indskrevet for en hel gård i skattemandtallet, uanset at der fra gammel tid kun er givet halvskat af den. Da kongen af lensmanden Gunde Langes erklæring ser, at man­

dens angivelse er rigtig, skal Gunde Lange opføre hans gård for en halv gård 145a).

En ret almindelig forseelse fra lensadministrationens og de underordnede ud­

skrivnings- og oppebørselsmyndigheders side var, at man er kommet til at be­

skatte generelt skattefrie, enten kategorier eller enkeltpersoner. Der er adskillige vidnesbyrd om, at man fejlagtigt har krævet skat a f adelige ugedagsbo nder, hvilket let lod sig gøre i de tilfælde, hvor underretningen om et adeligt ugedags­

forhold først blev oplyst, når den tidligere fæster - nu adelig ugedagsmand - blev afkrævet sit skattetilsvar. 1 mandtalsmaterialet optræder hundredvis af sedler, udstedt af adelsfogder eller skrivere, ja endog af adelspersoner selv, som oplyser, at en person, man har forsøgt at afkræve skat,er blevet adelig ugedagsmand 146).

Også bønder, der holdt soldater og derfor var skattefrie, er fejlagtig blevet be­

skattet 147).

I årene 1639-1648 betalte som bekendt landhåndværkerne halv skat mod fæsterne. Det er derfor ikke så underligt, at man netop i førstnævnte år i Dronningborg len har glemt dette og krævet fuld skat af dem iflg. oplysning på mandtallets forside: ”embedsmændene har givet hel pengeskat og skattebrevet formelder halvt” 148).

Også enkeltpersoner, der havde kongeligt brev på at måtte være skattefri, er fejlagtig blevet beskattet. Dette må sikkert bero på en forglemmelse fra lensadmi­

nistrationens side, idet man jo regelmæssigt fra kongens side underrettede lokalforvaltningen om sådanne enkeltfritagelser. Man har så overset det 149). Jeg har fundet i det mindste ét sikkert eksempel på, at man har krævet skat af en adelsperson. I et tingsvidne af Rinds herred 1650, 4. marts, klager en adelsper­

son, Jørgen Pors, over, at han er blevet beskattet 150).

Til uregelmæssigheder, begået af udskrivningsmyndighederne, bør også regnes den beskatning, der har fundet sted af kategorier, som ikke var nævnt i skatte­

brevet. Problemet er behandlet foroven i Første Afsnit (Klassificering). Man kan godt undre sig over, at sådanne af statsmagten uretmæssigt beskattede kategorier ikke har fået deres fejlagtigt betalte skat tilbage, i det mindste er der ikke fundet noget eksempel herpå.

Mandtallene rummede normalt alle dé skattepligtige personer, selv om en del af disse af forskellige grunde var til afkortning bag i mandtallene. Men der er fundet eksempler på, at man har glemt at indfore vitterligt skattepligtige perso­

ner i mandtallet 151). At udeladelse af at indføre personer i mandtallet kan være en bevidst handling fra skriverens side, derom haves et eksempel fra Norge, hvor en lensmands foged uden lovlig grund har udeladt to gårde af skattemandtallene og dermed ”fravendt kongen skatterne” . Lensmanden afkræves nu disse penge 152).

At mandtalsføringen somme tider har ladet noget tilbage at ønske, kan ses deraf, at der i kolumneringen optræder personer med vedføjede marginalnoter: ”Findes ikke” , ”Denne husmand findes ikke” 153), tilføjet senere (andet blæk). I mand­

tallene fra Hald len fra 1630’eme er der et ret betydeligt antal tilfælde, hvor der er tingsvidnesbyrd om, at personer er døde eller flyttet fra deres gårde 154).

Ved flytning kunne man risikere at blive afkrævet skat to steder 155). - Én form for misbrug fra lensadministrationens side har statsmagten til stadighed været på vagt overfor: at skriveren tog penge for at skrive skatten.

TREDIE DEL Skatteforskånsel

Som omtalt i begyndelsen af Første Del: SKATTEPLIGT omfattede denne principielt alle, der ikke ved særskilt undtagelsesbestemmelse i skattebrevene var undtagne, en formulering, der var nødvendig ud fra et fiskalt synspunkt.

I hele perioden findes der egentlig kun én undtagelsesbestemmelse, der kan siges at have normativ karakter i den forstand, at den var alment accepteret og forlods meddelt i alle skattebreve, nemlig bestemmelsen om de adelige ugedags- mænds skattefrihed. -Ved udskrivningerne 1618 og 1620 var i skattebrevene optaget en fra krigsordinansen af 1614 hentet bestemmelse om fritagelse af dem,

”som er udskrevne udi Rigens tjeneste for soldater” . - Bestemmelser i skatte­

breve og missiver om forskånsel i skatteuegnethedstilfælde (forarmelse) dukker første gang op i 1624, fra 1627 med krav om fremlæggelse af tingsvidnehjemmel.

Dog er en sådan bestemmelse kun med i et mindretal af skattebrevene i perioden 1627-1648, nemlig i dem, der vedrører komskatter. En normativ bestemmelse om fritagelse af øde gårde (”slet øde”) findes først optaget i 1649-skattebrevet.

Man kan dog på ingen måde ud fra skattebrevene og -missiverne alene danne sig noget indtryk af antallet af de personer, der principielt var skattefrie eller traditionelt ikke beskattedes eller var på nedsat skat. Her ses selvsagt helt bort fra adelen. I en række tilfælde, der både vedrørte grupper af personer og enkelte lokaliteter, var frihed for skat eller tilladelse til at betale en nedsat skat en slags velerhvervet rettighed, der oftest havde aldershævdskarakter.

Den meddelte skattefritagelse var enten fuldstændig eller delvis, altså skatte­

nedsættelse (Jfr. udtrykket halvskat). Som en fællesbenævnelse for både den totale fritagelse og nedsættelse vil i det følgende blive anvendt det i samtiden anvendte udtryk Skatteforskånsel.

Første afsnit:

De forskellige måder, hvorpå der for- hvervedes skatteforskånsel

Ovenfor er nævnt den normative forskånsel, der hjemledes en bestemt kategori eller bestemte grupper af personer i skattebrevene, ligesom det også er nævnt, at forskånsel kunne forhverves uden om den egentlige lovgivning. - Det må ligge inden for denne afhandlings rammer at få tilvejebragt en oversigt over de fremgangsmåder, deri perioden 1530-1660 anvendtes til forhvervelse a f hjemmel

eller adkomst til skatteforskånsel.

Det er egentlig først i tiden efter 1570, at der kan siges noget sikkert herom.

Bedst er forholdene belyst i mandtalsperioden ca. 1584-1660 1). Det viser sig, at der i denne periode kan registreres fem forskellige måder, hvorpå man forhverve­

de skatteforskånsel (eller ” konserverede” en allerede opnået). Det kunne ske ved:

I: Lovhjemmel.

II: Brevhjemmel (Kgl. bevillings- eller bemyndigelsesbreve).

III: Aldershævd (ofte bekræftet ved kgl. brev).

IV: Retshjemmel (Tingsvidner m.m.).

V: Husbondseddel (udstedt af adelige husbonder).

Dvs. at både øvrighed (konge eller lensmand på kongens vegne), retsvæsen og adelige husbonder i praksis har meddelt skatteforskånsel. Fra 1635 forbødes sidstnævnte praksis (V) og krævedes afløst med retshjemmel. - Disse muligheder kunne, i det mindste fra Kejserkrigens tid, kombineres. Fx. kunne en kgl.

bevilling gøres afhængig af, at ansøgerne forhvervede tingsvidne på deres skatte- uformåenhed, mens en husbondseddel ikke så sjældent ledsagedes af et forhver­

vet tingsvidne. Aldershævdforskånsel bekræftedes ofte (men ingenlunde altid) ved kgl. brev.