I: GENERELLE FORSKÅNSLER AF ENKELTE KATEGORIER.
ADELIGE UGEDAGSMÆNDS SKATTEFRIHED samt
KONGELIGE UGEDAGSMÆNDS HALVSKAT
Ingen enkelt kategoris skattefrihed har været så betrygget som de adelige uge- dagsmænds. En bestemmelse om disses fritagelse for at betale de almindelige landeskatter findes i alle skattebreve i hele perioden, i det mindste i de skattebreve, der vedrørte de almindelige penge- og naturalieskatter. Undtaget er selvfølgelig de meget få gange, hvor adelens ugedagsmænd virkelig har betalt skat (se neden
for) 1). I betragtning af denne gennem skattebrevene ydede betryggelse mod skattepålæg kan det nok undre en del, at bestemmelsen herom ikke er optaget i nogen håndfæstning før i Frederik III.’s (§ 9).
Formuleringen af skattebrevenes paragraf vedr. ugedagstjenernes skattefrihed var i begyndelsen ikke fast i den forstand, at den (som det senere var tilfældet) gentoges så at sige ad verbum fra skattebrev til skattebrev. De anvendte udtryk varierede en hel del, medtog kun undtagelsesvis alle de fire ” nøglebestemmelser”
(ugedagskriterierne), som paragraffen i sin senere fulde udformning rummede (se forneden). Dette hindrer dog ikke, at formuleringen i begyndelsen af perioden godt kunne være ret omfattende, idet man tydeligvis har søgt at gøre betingelser
ne for skattefriheden så klare som mulige 2).
Under Syvårskrigens høje udskrivningsfrekvens fæstnedes gradvis den formule
ring, som - i begyndelsen med mindre sproglige variationer - holdt sig i perioden ud. Dog kom der, som det senere skal ses, en vigtig tilføjelse i 1603. Denne formulering er (taget efter skattebrevet 1596, 28. sept.): ” Og skulle aldeles ingen være fri for samme skat og hjælp...uden aleneste adelens egne ugedags-mænd, som bor for deres sædegårde, de holder avl på, og ligger udi sognet, som samme deres sædegårde udi ligger og har været fri af Arilds tid” . - Med skatte
brevet 1603, 2. juni, kom der til denne formulering en tilføjelse, bestående af to ord: ”de, som” , således at slutstykket kom til at lyde: ” ...og ligger udi sognet, som samme deres sædegårde udi ligger og de, som har været fri af Arilds tid” . Som vi senere skal se, har denne lille tilføjelse som allerede påpeget af Fridericia 3) fået overvældende betydning for udviklingen fremover 4).
Af ovennævnte formulering kan man med sikkerhed udlæse, hvilke betingel
ser lovgivningsmagten har stillet, for at en person kunne godkendes som skatte
fri, adelig ugedagsbonde. Disse betingelser vil i det følgende blive kaldt for ugedagskriterierne.
For at en sådan person principielt kunne slippe for at betale skat, skulle han:
1. være adelige ugedagsmand og udføre ugedagsarbejde ( ”ugedagsarbejdskrite
riet” eller blot ”arbejdskriteriet”),
2. bo ” for” (i nærheden af) en adelige sædegård, hvortil var avl ( ”sædegård(avl- kriteriet”),
3. bo i samme sogn, hvori sædegården var beliggende ( ”sognekriteriet”),
4. have været fri ”a f Arildstid” (eller hans forgængere for ham) (” Arildskrite
riet” ).
Ser man på skattebrevenes formuleringer i hele perioden, kan der gøres følgende bemærkninger til hvert af disse fire ugedagskriterier:
1. Ugedagsarbejde-kriteriet. - At den pågældende person skulle udføre arbejde på sædegårdens tilliggende jord, ligger i og for sig i udtrykket: ugedags-. Det har været så selvfølgeligt, at skattebrevene i så godt som alle tilfælde ikke har fundet det nødvendigt at markere, at ugedagsmænd skulle udføre arbejde. Dog findes der ganske enkelte eksempler på en præcisering heraf. Fx. hedder det i skatte
brevene til udskrivningerne 1557 og 1559 ” de ugedagsmænd, der gør ugedage” . Det er også troligt, at når man i 1541 taler om ” daglige gårdsæder” og i 1553 om
”virkelige ugedagstjenere” , så har lovgiverne haft ugedagsmændenes arbejdspligt i tankerne.
2. Sædegårdskriteriet. Ordet ”sædegård” nævnes ikke i begyndelsen af perioden.
I tiden umiddelbart forud for og efter 1530 tales der blot generelt om ”gode mænds gårde” 5). Ved udskrivningerne 1539 og 1541 anvendtes udtrykket
”gode mænds arvegårde”, en formulering, som 1542 ændres til ”arvesædegårde”;
ved udskrivn. 1545, 1. aug., optræder for første gang ved siden af ” arvesædegår
de” også det forkortede udtryk ”sædegårde”. I det mindste fra 1553 anvendtes dette ord i alle skattebreve vedr. almindelige landeskatter. - Det til ”sædegård”
knyttede ”holder avl på” forekommer første gang i 1545 (”arvesædegårde, som adelen selv bruger avl”). Fra o. 1560 er de, i begyndelsen med varierende sproglig udformning, med i alle skattebreve.
3. Sognekriteriet findes første gang anvendt ved udskrivningen 1526, hvor der tales om ”gårdsæder og ugedagsmænd, som bor på prælaters og gode mænds gårde udi de sogne, som de selv ere” (dvs. bosiddende i). I begyndelsen anvendtes det ikke konsekvent i alle skattebreve, men det synes nærmest at være en forglemmelse. Udformningen af dette kriterium kan variere en del, især i begyn
delsen: ” ...som ligger udi de samme sogne (eller: det samme sogn), deres gårde udi ligger” (1535) 6), - ”udi samme det ene sogn, som deres sædegårde udi ligger” (1545) 7), - ”i det sogn, adelens sædegårde ligger i” (1565). Imidlertid er formuleringen klar nok: kun de ugedagsmænd, der var bosiddende i det sogn, hvori sædegården var beliggende, var fritagne.
4. Arildskriteriet er som påvist af Fridericia 8) uden betydning efter 1603, idet ændringen af formuleringen af paragraffen om de adelige ugedagsmænds skatte
frihed muliggjorde det for adelen også at indtage nye ugedagstjenere, hvilket som bekendt også fandt sted i stort omfang - også før 1603. - 1 betragtning af, at statsmagten måtte have en naturlig interesse i, at der ikke blev alt for mange skattefrie ugedagsmænd og derfor måtte fastholde, at kun de ugedagsmænd måtte være fri, der - formodentlig generation efter generation for deres gårdes vedkommende - plejede at være fri, så kan det nok undre, at fri-af-arildsbestem- melsen ikke er med i alle skattebreve. Men aldershævd-begrebet kan være udtrykt på anden måde, fx.: ”- som har været fri i kong Hans’ tid” (1543,1548),
”- plejer at være fri” (1565). Måske har man også tænkt på arildskriteriet ved anvendelsen af sådanne udtryk som: ”adelens egne arvetjenere” (1542, 1549, 1566, 1569, 1575, 1585 og 1586) eller: ”de ugedagsmænd, som adelen selv arveligen tilhører” (1545).
En vurdering af denne skattebrevenes passus om de adelige ugedagsmænds skattefrihed kan kun føre til den opfattelse, at den lader en del tilbage at ønske mht. klarhed. Udelukkes kan den mulighed vel ikke, at den vage formulering er bevidst. Dette gælder især undladelsen af klart og utvetydigt at præcisere, hvad det egentlig var for adelsgårde, man efter loven måtte friholde ugedagstjenere til.
Dette problem skal behandles nedenfor under gennemgangen af sædegårdskrite
riet i forbindelse med ugedagseringsprocessen.
Det må anses for meget sandsynligt, at denne vage og noget uklare formulering i høj grad har lettet overgangen til adelige ugedagsstatus af tusindvis af danske
fæste- og også en del selvejerbønder (samt andre kategorier) i perioden 1600-1660. Omfanget af denne ugedagsering for Riget som helhed skal ikke behandles her, da det er gjort af Fridericia i hans bekendte ” Historisk-statistiske Undersøgelser” . Som bekendt nåede han frem til, at der for det daværende Danmark som helhed omkring midten af 17. årh. var ca. 14.000 skattefrie, adelige ugedagsbønder eller ca. 18 % af det samlede antal jordbrug og 42 % af adelens egne 9).
En gennemgang af materialet for hele Riget synes mig at bekræfte Fridericias tal. Skulle der rokkes ved det, må man vistnok sige, at han nærmest har været lidt for forsigtig; tallet skal snarere være et par tusinde højere. Men da jeg ikke har lavet statistik på dette område for Riget som helhed, vil jeg nøjes med at bringe nogle tal fra Nyborg len 1610-1657, et len, der er gennemgået systema
tisk. Når Nyborg len er blevet valgt hertil, skyldes det, at det utvivlsomt kan opvise den mest omfattende overgang til adelig ugedagsstatus i hele Riget.
Dette er sket på basis af mandtallenes afkortningsafsnit, idet jeg a priori er gået ud fra, at lensskriveren helt fra 1610 har bygget dette på grundlag af de indkomne husbondsedler, tingsvidner og domme - en forudsætning, der erfarings
mæssigt holder stik i det altovervejende antal af tilfældene. - For hver enkelt udskrivning af penge-, naturalie- og (fra 1635) bådsmandsskat er: a) optalt antallet af nytilkomne adelige ugedagsmænd, b) angivet disses kategori, c) specificeret ud, hvilke byer (sogne og herreder) de bor i, d) angivet, hvilke adelsgårde de er blevet ugedagsmænd til samt e) meddelt ejeren af adelsgården i de tilfælde, hvor dette udtrykkeligt er meddelt i materialet.
Undersøgelsen har givet til resultat, at der i perioden 1610-1657 i Nyborg len er friholdt 803 personer som ugedagsbønder til i alt 51 adelsgårde. Heraf var 34 selvejere, 668 fæstere, 19 møllere og landhåndværkere, 82 husmænd, gadehus- mænd og indester. Holder vi os til fæsterne alene, kan vi notere, at ca. 40 % af samtlige fæstere i mandtalsperioden er blevet adelige ugedagsbønder. Nu var antallet af kronefæstere i Nyborg len utvivlsomt lavere end antallet af adelsfæste
re; men vi regner næppe galt, når vi slutter, at et godt stykke over halvdelen, måske totrediedele af adelsfæsterne i Nyborg len i denne knapt 50-årige periode er blevet ugedagstjenere. - Forøvrigt er det interessant at se, at antallet af ugedagsfrigjorte bønder synker under krige, evt. går ugedagseringen helt i stå. Fx.
er der i årene 1643 (fra Mortensdagsudskrivn.) - 1646 overhovedet ikke sket nogen overgang til ugedagsstatus.
Denne fynske undersøgelse kan så godt som ikke give respons på ugedagsarbej
de- og arildskriterierne (En gennemgang af bilagsmaterialet ville måske kunne give noget mere på disse områder). Derimod kan den sige noget om sædegård/
avl-kriteriet og - især - sognekriteriet. Men dette skal behandles nedenfor ved gennemgangen af disse kriterier.
Takket være udskrivningsmaterialet (afkortninger, husbondsedler, tingsvidner og domme) er vi i stand til at få belyst ugedagseringsprocessen inden for mandtalsperioden. Materialet må helt igennem betragtes som udmærket og egnet
til at skabe klarhed over, hvorledes de ugedagsfrigørende adelsmænd har fortol
ket og brugt skattebrevenes passus om de adelige ugedagsmænds skattefrihed.
Materialet kan vise os, hvilke kriterier adelsmandene har lagt særlig vægt på (arbejds- og sognekriterierne), og hvilke de har søgt at ”sløre” eller ” manipulere”
med (sædegårdskriteriet). Endvidere kan dette materiale på særdeles udmærket måde illustrere det danske retsvæsens stilling til ugedagsproblematikken samt statsmagtens afmagt over for en udvikling, der af fiskale grunde selvsagt ikke kunne være i dennes interesse. - Det er mit indtryk, at en adelsmand blot behøvede at dyppe gåsefjeren i blækhuset for at forvandle en af sine skatteplig
tige fæstebønder til skattefri ugedagsbonde.
Da udskrivningsmaterialet (først og fremmest bilagene) i udpræget grad frem
viser respons på skattebrevenes ugedagskriterier, har jeg fundet det mest hensigts
mæssigt at gennemgå den faktiske ugedagseringsproces, som den afsløres i materialet, netop ud fra ugedagskriterierne. Opgaven bliver således at få samlet, hvad dette materiale kan fremvise som respons på ugedagsarbejde-, sædegård/
avl-, sogne- og arildskriterieme. Herved vil man kunne danne sig et indtryk af, hvorledes den danske adel har udnyttet ugedagsfrigørelses-paragraffen i de skif
tende skattebreve 1530-1660. Endvidere vil blive behandlet de måder, hvorpå den enkelte adelsmand kunne gøre sine bønder til skattefrie ugedagsmænd.
1. Ugedagsarbejde-kriteriet.
Fussing mener 10), at det ikke så meget var beliggenheden (sædegårdssognet) som det faktiske hovarbejde, der var afgørende for, om en bonde var skattefri ugedagstjener eller ej. Denne opfattelse bekræftes tilfulde af udskrivningsmate
rialet, især af tingsvidner og domme. Heraf fremgår det så klart, som man kunne ønske det, at domsmagten først og fremmest har anvendt ugedagsarbejde-krite
riet i sager om friholdelse af nye adelige ugedagstjenere. Således hedder det i en dom af Viborg landsting 1626, 22. april, om bønderne i Sunds sogn (Hammerum herred), der er ugedagsmænd til Nygård, tilhørende Gert Rantzau til Breiten- burg, at de bør være forskånet for skat, ” imeden de træller til for:ne gård” 11).
1578 fastsloges det, at 3 fæstere, som hospitalet i Odense brugte til sin avlsgård Blangsted, måtte regnes for ugedagsmænd og være fri for skat og tynge ligesom adelens ugedagsmænd, sålænge hospitalet brugte Blangstedgård som avlsgård 12).
Men heraf fulgte vel også, at når ugedagsarbejdet ophørte, var det også slut med skattefriheden. Om dette har været tilfældet, har vi nok ikke større mulighed for at efterspore. Dog har vi nogle enkelte vidnesbyrd om ophør af skattefrihed ved ophør af ugedagspligt. En gård (Vejbjerggård) i Skodborg herred er blevet bortfæstet til en bonde, ”så og efterdi bønderne dette år igen ugedags- arbejde gør til forne Vejbjerggård, har de deres skat med fæstebønder udgivet” . Det blev dog kun en kort forteelse; året efter (1618) solgtes gården til Gert Rantzau til Breitenburg, og nu kom bønderne igen til at yde ugedage med skatte
frihed til følge 13). - En anden gård (Vinderslevgård) blev 1637 bortfæstet til Anne Folkvardsdatter, og det fastsloges, at bønderne nu ikke længere arbejdede til gården, men gav fuld skat 14).
At adelspersoner med ugedagstjenere har været ret så ihærdige mht. at fastslå, at de frigjorte personer virkelig gjorde ugedagsarbejde til deres gårde, kan ses af de i forbindelse med etablering af ugedagsforhold udstedte husbondsedler, tings
vidner og - især - domme.
Husbondsedlerne og tingsvidnerne anvender normalt ikke mange ord på at fastslå, at denne forudsætning var i orden. Det hedder i det overvejende antal af tilfældene herom blot, at de pågældende personer ”gør dagligt arbejde” , ”gør ægt og arbejde” , ”gør ugedage” (eller ” daglige ugedage”), ”gør hoveri, ægter og ugedagsarbejde” , ”bruges så godt som daglig” , ”bruges daglig til gården” , ”dag
lige ugedagstjenere” eller lign. formuleringer 15). - Men længere formuleringer vedr. ugedagspligten træffes også i nogen omfang. Disse findes i ganske særlig grad i domme, der iøvrigt pga. deres omfang som regel indeholder godt materiale til belysning af de skattefrigørende adelspersoners respons på skattebrevenes ugedagskriterier. Det drejer sig om konkrete oplysninger vedrørende arbejdets art; evt. angives omfanget af dette. Disse mere præcise formuleringer er oftest kombineret med et eller flere af ovennævnte mere diffuse urtryk. De specificerer avlingsarbejdet og udgør derved respons på skattebrevenes avls-kriterium. Det drejer sig om pløjning, såning, høst, gærders lukkelse og ægt i forbindelse med disse arbejder 16). Men også andre former for ugedagsarbejde forekommer.
Således skattefritoges to personer, der vogtede Hennings Valkendorf til Glorups enemærke, som de for øvrigt boede på 17). I oven omtalte dom af Viborg landsting 1626, 22. april, udtales, at bønderne i Sunds sogn ” på tre års tid har været daglige trældoms arbejdere og ugedagstjenere til den gård Nygård (tilhø
rende Gert Rantzau til Breitenburg), liggendes i Sunds sogn, med dem med husarbejde, avling og besværing, dertil er gjort” 18).
Ud fra udskrivningsmaterialet kan praktisk talt ingen oplysninger hentes om omfanget af de adelige ugedagsmænds arbejde til de adelige gårde, hvilket i og for sig er beklageligt i betragtning af spørgsmålets socialhistoriske relevans. Jeg mener ikke, at man ud fra de i husbondsedler og tingsvidner anvendte gængse formuleringer (” dagligt arbejde” , ” daglige ugedagstjenere” , ”gør dagligt ugedags- arbejde” , ” bruges daglig til gården” el. lign. udtryk) kan sige noget om, at de pågældende ugedagsmænd virkelig har arbejdet hver dag i ugen; sandsynligvis ikke 19). Men at deres arbejdspligt har været mere omfattende end de kongelige ugedagsmænds, vil jeg anse for givet. Arent Berntsens forklaring på, hvorfor de kgl. ugedagsmænd betalte halv skat, nemlig fordi de ikke var så ophængte med arbejde som de adelige ugedagsmænd, synes mig særdeles fornuftig 20).
2. Sædegård/avl-kriteriet.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at når skattebrevene bruger ordet ” sæde
gård” , må dette udtryk (i det mindste oprindeligt) være anvendt i en specifik betydning, altså adskillende sædegårde som type fra andre adelsgårde. Formule
ringerne fra begyndelsen af perioden (se for oven) siger nok en del om, hvad det var for en art adelsgårde, lovgivningsmagten havde i tankerne ved udformningen
af den del af ugedagsfrihedsparagraffen. Det drejer sig utvivlsomt om de gennem generationer nedarvede adelsgårde, hvis ugedagsgørende bønder for størsteparten allerede var skattefrie før 1530. Formuleringen af denne paragraf, som den fremtræder i 1530-40’erne rummer så afgjort et moment af hævd. Lovgivnings
magtens 21) opfattelse må have været, at de personer, der havde velerhvervede rettigheder, skulle bevare disse (Jfr. arildskriteriet), men nye kunne principielt ikke accepteres. Det man har ønsket, var en fastlåsning af antallet af personer, der var skattefrigjorte som adelige ugedagsmænd. Det kan umuligt have været udskrivningsmagtens opfattelse, at alle hoverigørende bønder til alle former for adelsgårde måtte skattefriholdes, når blot de boede i disse adelsgårdes sogne. - Dette fører os ind på spørgsmålet: hvad er da en sædegård?
Ud fra materialet kan vi ikke få noget éntydigt svar på spørgsmålet. Det kan selvfølgelig skyldes, at man i datiden ikke har haft nogen klar opfattelse af begrebet. Derom tør jeg ikke udtale mig med sikkerhed. I det mindste er det en kendsgerning, at Ostersson-Weylle i sit Glossarium Juridicum overhovedet ikke har ordet (For øvrigt heller ikke ord som hoved-, avls-, lade- og herregård - ja, end ikke begrebet ugedagsmand omtaler han). Heller ikke Arent Berntsen anven
der ordet, men taler blot generelt om hovedgårde 22). Til gengæld kan der hos denne forfatter hentes en del oplysninger om ugedagsproblematikken i alminde
lighed. - Holder vi os til skattebrevenes formulering, vil jeg anse det for sandsyn
ligt, at uklarheden mht. det reelle indhold af dette ord for en del kan forklares derved, at den danske adel i dens bestræbelser på at friholde så mange ugedags- gørende bønder som muligt ligesom har ”sløret” begrebet sædegård. Dette var især praktisk mht. de adelige nybyg, der så afgjort ikke kunne siges at være arvegårde som nævnt i 1530-40’erne. Det gjaldt om at ”give disse sædegårdska
rakter” . Dog er det langtfra i alle tilfælde, at man har gjort sig den ulejlighed at give et adeligt nybyg sædegårdskarakter. Af de to bestanddele: Sædegårde - avl, der indgik i denne passus i ugedagsfrigørelsesparagraffen i skattebrevene, har man lagt mest vægt på det sidste: avl (Jfr. også understregningen af ugedagsarbejde
kriteriet i tingsvidner og domme).
Den mand, der i nutiden mest indgående har beskæftiget sig med sædegårds
problematikken, er Gunnar Olsen i sin bog ”Hovedgård og bondegård” (1957).
Om forholdet hovedgård-sædegård udtaler han (s. 58), at de to udtryk alminde
ligvis bruges i flæng, men at de ikke fuldstændig dækker hinanden. Forskellen er dog så ringe og ubetydelig, at et egentlig skel ikke kan trækkes mellem dem. Om benævnelsen sædegård siger Gunnar Olsen, at det er betegnelsen for den gård, en adelsmand boede på. Havde en adelsmand flere gårde, var kun en af dem, nemlig den, han boede på, hans sædegård; de øvrige var hans hovedgårde. Foruden det rent faktiske at adelsmanden boede på gården og holdt sin husholdning dér, gav det sig udtryk i, at han skrev sig til vedkommende gård. Fordelingen mellem sædegårde og hovedgårde kunne imidlertid være af rent midlertidig karakter. En adelsmand kunne en tid bo på den ene af sine gårde og siden på en anden og atter igen måske på en tredie. Den gård, han da for øjeblikket boede på, og
rimeligvis den, han skrev sig til, var da hans sædegård. Man kan måske udtrykke det således, at alle sædegårde tillige var hovedgårde, men sædegården var en speciel og midlertidig funktion af hovedgården. Om hovedgårdenes og sædegår
denes rettigheder udtaler Gunnar Olsen, at disse to gårdtyper i privilegiemæssig henseende har haft de samme rettigheder, og i lovgivning og i andre officielle skrivelser anvendes de to betegnelser som fuldt ligestillede.
Såvidt Gunnar Olsen. - Men hvordan manifesterer sædegårdene sig nu i udskrivningsmaterialet? - Det er egentlig undtagelsen, at man anvender benæv
nelsen ”sædegård” i afkortningslister, husbondsedler, tingsvidner og domme.
Ordet ”Hovedgård” forekommer betydeligt hyppigere, enkelte gange også beteg
nelserne ”herregård” og ”herresæde”, hvis man da ikke nøjedes med blot at skri
ve ”N.N.s gård” eller navnet på denne (som oftest endende på -gård). Det fortje
ner at bemærkes, at materialet ganske utilsløret også nævner ”avlsgårde” eller
”ladegårde”, der absolut ikke skulle være sædegårde i egentligste forstand 23).
Ja, undertiden kan man i et og samme tingsvidne eller i en og samme dom finde anvendt to udtryk om samme gård, fx. ”avlsgård” og ” rette hovedgård” 24),
”sædegård” og ”hovedgård” 25) samt ”ladegård” og ”avlsgård” 26).
Skal man danne sig et almindeligt indtryk af en adelsgårds karakter, må man nok ikke hænge sig for meget i disse ofte i flæng anvendte betegnelser. Karakteri
stikken kan - om jeg så må sige - parafraseres. Man kan ved anvendelse af faste udtryk ligesom give en definition af en gårds karakter, eller snarere af dens funktion. Et almindeligt udtryk til at betegne selvstændig husholdning, dvs. fast ophold på et sted, var: ”N.N. holder hus, dug og disk”. Efter N.N. eller ”holder”
kan indsættes ordet ” selv” , hvilket vistnok ikke er uden betydning. Udtrykket kan varieres lidt, og af og til kan det være suppleret med udtrykket ”residere”, der formentlig er det ord, vi har i ” sæde” i sædegård 27). Nævnte udtryk er ofte udvidet med ordene ”foged og fo lk ” eller blot ”fo lk ”-, altså i sin fulde udform
ning: ” N.N. holder foged og folk, dug og disk” , men adskillige variationer forekommer: ”holde dug og disk for sine folk” , ”holder hus og folk” , ”holder sin foged og folk på med øl, mad, dug og disk” 28).
Den nævnte foged og de omtalte folk skulle selvfølgelig røgte avlen. Og til at betegne, at der var avl til en gård, anvendte materialet ret konsekvent formulerin
gen: ”N.N. bruger avl” (enkelte gange ”holder avl” eller ”avler”); oftest knyttet til ovennævnte udtryk om foged og folk, dug og disk 29). Men at der på gården foregik landbrugsarbejde, kunne også udtrykkes mere præcist eller omstændeligt:
” N.N. holder folk, lade, stalde, øksen og bruger avl dér sammesteds” 30). ”N.N.
selv ved sin ladefoged og tjenere ladet bruge avlen... , item holdt sit kvæg og fæmon i gården og hans folk og tjenere det at røgte” 31) ” N.N...lader drive og høste sin avling til N-gård” 32), ”N.N. ladet så og avle dér til går
den” 32a).
Det er min opfattelse, at man ikke med sikkerhed vil kunne anvende de nævnte udtryk til identificering af en adelig residens- eller domicilgård, selvom der i de tilfælde, hvor der efter navnet eller ”holder” er indskudt ordet ” selv” ,
kan være tale om, at adelspersonen har gården som sin residens. Der er i flertallet af tilfældene snarere tale om, at nævnte husholdning afholdes i adelspersonens navn for hans foged og folk, der tager sig af avlen til en af adelsmanden ejet og vel som oftest nyopført gård. ” Sædekriteriet” gælder således personer, der er knyttet til adelsmanden i en landbrugsmæssig funktion.
Dog findes der også formuleringer og udtryk, der mere eller mindre utvetydigt angiver eller indicerer et residens- eller domicilforhold for en adelsperson. Der kan være tale om en faktisk konstatering af et residensforhold; men der kan også være tale om, at man prætenderer, at der foreligger et residensforhold.
Hvad angår det første forhold er vi i mange tilfælde overhovedet ikke i tvivl om, at et kildested angiver en bestemt af en adelsperson ejet gård som virkelig residens eller domicil for pågældende adelsperson, altså som en ” ret sædegård” . Der anvendes udtryk, der betegner, at han eller hun virkelig bor på gården 33).
En yderligere præcisering af, at en gård virkelig udgør residens for en adelsper
son, foreligger i en del tingsvidners og dommes oplysninger om, at den pågælden
de adelsperson søger stedets sognekirke (hvori han eller hun har sine stolestader), her hører sognepræstens præken og modtager nadveren af ham (se forneden under ” Sognekriteriet”).
Ved siden af de rette sædegårde optræder, hvad man kunne kalde ”uegentlige sædegårde”. I det mindste kan der fra domme hentes formuleringer, der ligesom argumenterer for, at en nybygget adelsgård har ”sædegårdskarakter” . Det under
streges i dommen, at den nævnte adelsperson virkelig en gang imellem bor på gården, evt. at en del af gården - som regel et nybyg - kan være indrettet som en art herberge for ham og hans adelsfrue, når de opholder sig på gården i et eller andet øjemed 34).
Såvidt jeg kan se, er man på grundlag af det indsamlede materiale vedr.
sædegårdskriteriet, hvoraf er bragt eksempler, i stand til at skelne mellem tre slags adelsgårde, hvortil der i undersøgelsesperioden er skattefriholdt ugedags
mænd:
1. Rette sædegårde, som de er skildret af Gunnar Olsen. Disse har at dømme ud fra materialet a) enten været adelens arve(sæde)gårde, altså de ”gamle” adelsgår
de, for hvis ugedagsmænd de pågældende adelspersoner formodentlig har erhver
vet skattefrihed, før mandtallene for alvor sætter ind (o. 1600). De relativt få tilfælde, der i mandtalsperioden kan findes på frigørelse til arvesædegårdene, må være de resterende bønder i sædegårdssognet. - b) Eller det kan være overtagne eller nybygte adelige residens- eller domicilgårde. -Flyttede en adelsperson til en anden gård for at residere dér, frigjordes alle de til gården hoverigørende bønder i sognet for skat. I de tilfælde, hvor en adelsperson byggede sig en helt ny residens med avl til, fritoges også residenssognets bønder for skat. Dette har været alment accepteret, i det mindste efter 1600 (1603).
2. ”Uegentlige sædegårde” er sådanne i langt de fleste tilfælde nybygte gårde (ikke så sjældent funderet på en eller flere nedlagte bøndergårde), som man har forsynet med sådanne, vel ret primitive faciliteter, at de for en kortere tid kunne