I: KORPUSLIGNING
4. Den praktiske gennemførelse af læ glæ gningen
Det turde være umiddelbart indlysende, at i en udredning af ligningsforholdene i forbindelse med pålæggelse aflægsskatter er en undersøgelse af selve ligningspro
ceduren af fundamental betydning. Det drejer sig kort sagt om besvarelse af spørgsmålet: hvordan er læglægning efter princippet: den rige hjælpe den fattige blevet afviklet i praksis?
Det drejer sig om at få skabt klarhed over så væsentlige spørgsmål som: Har man i det hele taget læglagt? - Hvis man har læglagt, har da alle inden for lægget betalt samme ydelse? - Eller har man differentieret lægsydelsen ud mellem lægsbrødrene, således at den rige kom til at betale mest? - Eller mere generelt:
hvor kraftigt har man i givet fald differentieret? - Har vi en mulighed for at finde ud af, hvilke lægsbrødre der var rige og hvilke fattige? - Hvem, dvs. hvilke personer eller hvilken myndighed, har truffet afgørelsen mht. fastsættelsen af den enkelte lægsbroders andel aflægsydelsen? - 1 en socialhistorisk undersøgelse, hvis hovedformål det er at få klaret virkningen af korpusbeskatningen for den enkelte skatteyder, bør man selvsagt sætte noget ind på at få besvaret disse fundamentale spørgsmål så fyldetsgørende som muligt.
Opgaven er imidlertid vanskeligere, end den måske ved en første betragtning skulle synes at være. Vi må i virkeligheden erkende, at de nævnte spørgsmål ikke kan besvares så fyldestgørende, som man kunne ønske sig. I stedet for blot nogenlunde sikre slutninger må man på flere punkter lade sig nøjes med forskel
lige grader af sandsynlighed.
Årsagen hertil ligger i materialets natur, først og fremmest deri, at en del af bestemmelserne i det normative materiale (skattebreve) er uklart udformet, men også derved, at kun et mindretal af mandtallene er lægsstruktuerede og endnu færre forsynet med de for gennemførelsen af en sådan undersøgelse så vigtige individuelle beløb; vi står således uden tal for de enkelte skatteydere.
Selv om det klart må erkendes, at manglende individuelle - og især differentie
rede - beløb er et stort minus, har gennemgangen af hele det store materiale, både det normative og udskrivningsmaterialet, givet en hel mængde ”enkeltnotit
ser” , der enten klart udtaler, at læglægning har fundet sted eller i det mindste indicerer anvendelsen af læg og læglægning samt lægsmænd. En samling og klassificering af disse spredte oplysninger har vist sig lønnende. Kombineres de med de oplysninger, der kan hentes fra enkelte for vor undersøgelse egnede mandtalsregistre og understøttet af en fortolkning og vurdering af de få normati
ve bestemmelser, der findes vedr. skatteligning, når man alligevel - efter mit skøn - frem til et nogenlunde vederhæftigt billede af læglægningen i perioden
1530-1660.
I det følgende skal først gennemgås de normative bestemmelser vedr. læglæg
ningen, herunder sådanne bestemmelser, der kun indirekte angår læglægningen, men dog i praksis vil komme til at afficere den 28). Endvidere vil blive medtaget
udtalelser fra rigsråder, da det jo var dem, der sammen med kongen havde bevillingsmagten, og da man rent faktisk kan se, at der ved udformningen af skattelovgivningen er blevet taget hensyn til sådanne forslag fra rigsråder. Der
næst skal klassificeres og behandles de i udskrivningsmaterialet forefundne lægs- og læglægningsvidnesbyrd (”Læglægning som åstedsforretning”).
a. Normative bestemmelser og direktiver vedr. læglægning.
Normative bestemmelser samt konkret udformede direktiver, der tager sigte på læglægning efter evne-princippet eller afficerer læglægning findes selvfølgelig først og fremmest i selve skattebrevene og missiverne hertil. Men også de to fiskalforordninger fra 1628 og 1635 rummer passus, der bør medtages (fx. om adelens ret til at ligne egne tjenere). Derudover synes der ikke at være normativt materiale vedr. læglægningsproblematikken.
Skattebrevenes bestemmelser vedr. læglægning var holdt i bred almindelighed.
Den vigtigste normative bestemmelse her var kravet om, at der skulle foretages læglægning af selvejere og fæstere, og at lensmanden skulle påse, at dette krav virkelig blev opfyldt. Denne bestemmelse går igen i alle skattebreve vedr. de almindelige lægsskatter, hvor det som bekendt hedder, at 10 (20) selvejere eller fæstere skulle lægges i læg sammen og give så og så mange dalere, ” den rige hjælpe den fattige” . Meget sjældent var der i skattebrevene tilføjet yderligere bemærkning til denne passus. Længere nede i skattebrevet findes de bekendte passus om, at lensmanden skulle lægge bønderne sammen i læg, så at den rige hjalp den fattige, og om, at bønderne skulle møde og lade sig lægge og skrive for skatten (Skattebrevets §§ 8 og 10).
I missiverne hertil findes nogenlunde den samme formulering om, at lensman
den skulle ”skrive og lægge (skatten) og have alvorlig indseende, at dermed må gå ligelig til, så den rige hjælper den fattige” 29).
Disse i almindelige vendinger holdte bestemmelser om læglægning af de skattepligtige efter evneprincippet kan ikke have været a f særlig stor nytte for de personer, hvem det pålå at organisere og overvåge læglægningen. Dertil var de pågældende passus alt for upræcist udformet.
Ser man nøjere på disse formuleringer i det samlede skattebrevskorpus, speci
elt de ret få skattebreve, hvor der er anvendt en afvigende formulering 30), må man finde det såre naturligt, om læglæggerne har opfattet kravet om læglægning således: en gruppe på 10 skattepligtige fæstere skulle ved en enkeltskatteudskriv
ning præstere 10 gange én rigsdaler, altså hver mand skulle betale 1 rdl. Var der så nogen (el. nogle) i lægget, der ikke formåede at betale denne daler, måtte de andre hjælpe ham (dem). Differentierede man, var det udfra gennemsnitsydelsen.
Med andre ord: ”hjælpen” fra den rige til fattige har bestået i at give ham så meget, at han kom op på gennemsnitsbeløbet. Intet tyder på, at man har foretaget en virkelig differentiering af den samlede lægsydelse, hvorved de enkelte lægsbrødre kunne komme til at yde vidt forskellige beløb, nogle måske 2-3 eller flere gange så meget som andre 31).
Det er umiddelbart indlysende, at denne måde at lægge på har bevirket, at de rige i lægget er sluppet billigst 32), og de fattige er kommet til at betale for meget.
Det har sikkert ikke været lovgivernes hensigt med anvendelsen af læglæg
ningsbestemmelsen. Men selv om der forelå klager over, at den fattige ved læglægning besværedes lige med den rige, gjorde man tilsyneladende intet ved det fra statsmagtens side. Muligvis har man fortrostet sig til, at lensadministrati
onen udovede den nødvendige kontrol. Først under Syvårskrigen, hvor skatte
byrden steg meget kragtigt, begyndte man at røre lidt ved problemet. Som begrundelse for den første kvægligningsskat 1566 fremførte man, at der var fremkommet mangfoldige klager over, at den fattige ved udskrivningen af almin
delige landeskatter besværedes lige med den rige, og den ene ikke ville hjælpe den anden. Som bekendt fik denne nye beskatningsform en - i det mindste midlertidig - afslutning i 1570.
Når man i årene efter 1570 og helt op til Kejserkrigen ikke hørte meget til problemet om de ” socialt skæve læg” , er grunden formentlig den, at ekstraskat
tepålæggene i størstedelen af denne periode, i det mindste i årene 1580-1620, ikke kan have været følt særlig tyngende for landbefolkningen 33). Men efter 1620 ændredes billedet, idet ekstraskatteudskrivningerne fra dette år blev årlig tilbagevendende, ja nogle år (første gang 1626) udskreves der to landeskatter om året. Dertil kom, at skattebyrden steg eksplosionsagtigt efter midten af 1620’er- ne. Dette kunne ikke undgå at påvirke lægssystemet: dets væsentligste mangel, den ringe differentiering, faldt nu kraftigere i øjnene. 1 missivet til udskrivningen 1624, 8. aug., udtales de bekendte ord om, at lensmanden skulle påse, at det gik ligeligt til, så at den rige hjælper den fattige; men hertil føjedes ordene: ” der i denne særlig dyre tid skal skånes så vidt muligt” . Denne bestemmelse er med i de følgende missiver til og med miss. 1626, 28. sept., forsvinder derpå af missiverne og dukker først op igen 1629, 1. okt., men da ”hægtet på” det nye direktiv om læglægning (se forneden).
Utvivlsomt havde man fra statsmagtens side forestillet sig, at det, der sattes til ved forskånsel af de fattige, skulle pålægges de rige i læggene, hvilket skattebre
vets formulering jo også hjemlede ret til. Statsmagten skulle altså have lægsydel
sen intakt. Heri skuffedes man imidlertid. Ved indsættelse af forskånselspassus i missiverne havde de fattige fået et våben i hænde, som de forstod at bruge, selv i den periode, hvor denne passus var forsvundet fra missiverne.
Og de fik snart brug for denne forskånselsret. Fra 1626 skete der en eksempel
løs kraftig stigning i skattebyrden 34), der nærmest accellereredes i de sidste par år af Kejserkrigen. Herpå reageredes der ved, at mange flere skattepligtige end tidligere forhvervede tingsvidne på, at de var forarmede, eller at deres gårde var øde. I det store flertal af lenene på øerne (Jylland var jo besat fra oktober 1627) steg antallet af sådanne tingsvidner voldsomt, især i årene 1628 og 1629.
Adskilligt i den efterfølgende lovgivning tyder på, at de rige ikke har kunnet eller villet erstatte det derved tabte provenu. Eller sagt med andre ord: en
lægsydelse kom til at bestå af rede penge og tingsvidner. Dette problem har bekymret Rigets skattebevilgende myndigheder: Konge og Rigsråd. - 1 aug.-sept.
1628 holdtes rådsmøde i København 35). Som svar på den kongelige proposi
tions pkt. 4 om overvejelse af midler mod den efterladenhed, lensmændene viste ved skatternes opkrævning, afgav 7 af råderne 2. sept. særskilte betænkninger.
Af disse fremgår klart rigsrådernes opfattelse af lægssystemets svigten, idet alle råderne kraftigt understregede dels, at læglægning virkelig blev gennemført på en sådan måde, at den fattige kunne få hjælp af den rige, dels at lensmændene for fremtiden førte et effektivt tilsyn med, at dette virkelig gennemførtes 36). Ja, en af rigsråderne (Hans Lindenov) foreslog endog 37), at lensmanden skulle lade kalde sognemændene og præsten og udi deres nærværelse taxere enhver efter deres formue. Interessant er Albret Skels forslag om at lade adelen ligne sine egne tjenere, ”på det bønderne herefter desbedre den ene kunne hjælpe den anden” 38). Samme rigsråd udtalte sig også om de fattige, at de - som hidtil sket er - bør kunne frigøres ved tingsvidne, men tilføjer dog: ”hvilket dog burde at være såre få, som endnu slet intet udgive kunne, om husbonden ellers er god” . Fejlen ligger iflg. Albret Skel hos lensmændene, ”at de ikke i begyndelsen, når skatten lægges, har det opsyn, at det således den fattige og rige bliver mellemlagt, at de det begge udi denne onde tilstand endnu kunne udgive” . Konklusionen af Albret Skels ord må være, at hvis man ved læglægningen virkelig havde differen
tieret mellem rige og fattige, svarende til deres evne til at skatte, så havde man i det store og hele kun undtagelsesvis behøvet at udskille fattige af læggene som totalt skatteuegnede.
Som bekendt resulterede dette i indførelsen af Fiskal I af 1628,18. sept., hvor man fulgte Albret Skels forslag om, at adelen skulle have ret til at ligne egne tjenere (§ 5). Forordningens § 1 er en ret så kraftig bebrejdelse til en del lensmænd, bl.a. over at de ikke har ”således lagt skatten, at den rige havde hjulpet den fattige, hvorudover mangen, som nu ganske forarmet er, bedre havde været ved formue” (underforstået: og kunne have givet skat). Altså: de fattige var ved den måde, hvorpå læglægning foregik, blevet for hårdt beskattet, således at de var blevet forarmet og som følge deraf måtte udskilles af læggene som skatteuegnede. Dette skulle som bekendt ske ved tingsvidne, og om brugen heraf i slige tilfælde udtaler forordningens § 3, at der ” skal føres nøjagtigt tingsvidne på den forarmedes bo (sæd, korn, boskab, kvæg), så og tingsvidne, at ingen udi næstliggende byer er så rig, at han ham bekvemmelig kan hjælpe”. Der er efter mit skøn heri to interessante oplysninger: a. Det, man krævede, var’i virkelighe
den afholdelse af synsforretning som forudsætning for udstedelse af tingsvidne i forarmelsestilfælde - og b. For at finde folk, der var tilstrækkelig rige til at indgå i læg, hvoraf der måtte forskånes fattige, gik man ud over bygrænsen (men næppe over sognegrænsen).
At rigsrådernes forslag om gennemførelse af en virkelig ligning med differen
tiering mellem rig og fattig har båret frugt, fremgår vidunderligt klart af missive til udskrivn. 1628, 8. sept. (altså udstedt 10 dage før Fiskal 1), der har et afsnit
om skat af provster og præster, hvori der ligefrem fremlægges en differentierings
skala med ikke færre end 7 satser, ” eftersom de formår lidet eller meget at udgive” 39). Ved den følgende pengeskat året efter, 1629, 1. okt., kommer bønderne med, idet det i missivet hedder, at der altid skal være nogle rige iblandt de fattige, så de rige kan give dobbelt, tredobbelt eller mere efter deres evne, nemlig efter boskab, drift og andre omstændigheder og de fattige forskånes helt eller for det meste. - De fattige er nu kommet med igen, efter at de havde været udeladt i missiverne 1627 og 1628. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at man har regnet med, at de rige skulle betale for de fattige, således at staten fik sin lægsydelse. Men med miss. 1630 21. nov., hvor formuleringen bliver, at de fattige i lægget må forskånes, hvis der da ikke i lægget findes rige, der kan udgive skatten for dem, begynder man så småt at se mere realistisk på de riges evne eller vilje til at ville betale for de fattige. Og i 1637 (Miss. 1637, 26. juni) hedder det, at de forarmedes anpart ikke skal pålægges nogen anden, medmindre ” udi samme læg de findes, som så formuendes ere, at de uden deres trang og store afbræk kan lægge ud for andre” .
Også Rentekammeret begynder fra 1628 i sine revisionsbemærkninger (anteg
nelser) til mandtalsregistrene at beskæftige sig med det stigende antal skatteplig
tige, der ved tingsvidne om forarmelse eller ødetilstand skaffede sig skattefor- skånsel. Man fastslog nu 40), at ingen kunne forskånes pga. forarmelse og øde gårde, men at den rige skulle hjælpe den fattige. Sådanne antegnelser optræder i ganske særlig grad i perioden 1628-32. I det mindste efter 1629, 1. okt., var de ikke i overensstemmelse med skattebrevsmissiverne, der jo som omtalt netop tillod forskånsel af de fattige. Hvad Rentekammeret ikke forstod, forstod imid
lertid lensskriveme, der i deres svar på antegnelserne kort og godt meddelte, at missiverne hjemlede ret til forskånsel af de fattige mod tingsvidner 41).
Af ovenstående gennemgang af læglægning m.v. i det normative stof fremgår klart, at lægssystemet har fungeret dårligt, idet de fattige har betalt for meget i forhold til de rige. Følgen heraf er blevet forarmelse, således at man fra 1624 var nødt til at åbne mulighed for forskånsel af de fattige i lægget. Alt tyder på, at de rige som følge af den stærkt stigende skattebyrde efter 1626 ikke har erstattet det, de fattige ikke havde kunnet betale. Det blev begrundelsen for de konkrete direktiver 1628-29, der ganske utvivlsomt ikke er blevet benyttet efter deres ordlyd - i det mindste ikke generelt. Læglægning med ringe eller måske ingen differentiering fortsatte perioden ud. Læggene var nu mere eller mindre ”perfo
rerede” . Statsmagten fik som omtalt sin lægsydelse i penge og tingsvidner 42).
Flere gange i det foregående er nævnt lensmandens tilsynspligt i forbindelse med gennemførelsen af læglægningsproceduren. At et sådant tilsyn har været i høj grad nødvendigt, er hævet over enhver tvivl. Både i skattebrevene og missiverne til disse findes klare bestemmelser om lensadministrationens tilsyns
pligt i forbindelse med både skrivning og ligning af ekstraskatter på bønderne.
Ret tidligt kom man ind på at kræve personlig nærværelse a f lensmanden i forbindelse med afviklingen af disse dele af udskrivningsproceduren. Man har i
denne forbindelse også fra statsmagtens side været opmærksom på de mislighe
der, der kunne forårsages af lensadministrationens eget personale (fogder, skri
vere).
Første gang jeg har truffet bestemmelsen om, at lensmanden personlig skulle være til stede, når skatten skrives og lægges, er ved udskrivn. 1576, 2. april. Det står også her, at han ikke må lade den skrive ved sine fogder, skrivere eller andre tjenere 43). Det må imidlertid indrømmes, at dette påbud om lensmandens personlige nærværelse ikke er med i alle missiver, hvordan det så end skal tolkes.
Fx. er påbudet med i langt de fleste missiver fra 1630’erne og 1640’erne, men fattes i sådanne fra 1650’erne, hvorimod bestemmelsen er med i selve skattebre
vene.
I Fiskal I af 1628, 18. sept. 44) gives en begrundelse for nødvendigheden af lensmandens personlige tilstedeværelse ved ligningsprocessen, idet det her (§ 4) hedder: ” Og eftersom vi vel vide fogder og skrivere størstedelen til al forbemeld- te uordning (se næste afsnit) at give tilfælde, da skulle vor lensmand selv overvære, når skatten lægges og have indseende, at den ret lægges, og at den rige hjælper den fattige” .
Denne ”uordning” er nævnt i forordningens § 1, hvori kongen som omtalt bebrejdede en del lensmænd, at de ikke havde efterkommet hans breve vedr.
skatteudskrivning til de fastsatte terminer, ” og således lagt skatten, at den rige havde hjulpet den fattige, hvorudover mangen, som nu ganske forarmet er, bedre havde været ved formue” . Dette kunne jo tydes derhen, at fogder og skrivere i en hel del tilfælde havde ” affundet” sig med de rige bønder på en sådan måde, at skattebrevenes krav om skat efter evne ikke på betryggende måde var blevet tilgodeset. I det mindste siger det sidste punktum i nævnte forordnings § 4 klart, at lensmanden skal påse, at ”skrivere og deres drenge ingen skriverpenge eller foræring tager være sig for skattesedler eller madskat, den ene for den anden dermed at afskille” . Disse bestemmelser gentages i Fiskal II af 1635, 23. jan. 45).
For øvrigt var dette påbud mod, at lensskriveren tog skriverpenge en stående bestemmelse i alle skattebreve. Såre betegnende er en udtalelse i brevet 1621, 20.
juli, af ”uvisse personer” om, at lensmanden måtte påse, at der ”ikke for gunst, gave, had, avind, vild (=partiskhed) eller venskab af dem, han har at befale over, nogen uret vore undersåtter herudinden vederfares i nogen måde” .
Gennem sin tilsynspligt skulle lensmanden således påse, at ligningen blev afviklet så retfærdigt som muligt, således at enhver kom til at betale efter sin evne (formue). Men han skulle også påse, at alle skattepligtige virkelig kom til at betale skatten. I skattebrevsmissiverne henstilles det til lensmændene at drage omsorg for, at alle kommer med i læglægningen, og ofte nævnes specielle kategorier, som lensmanden endelig ikke måtte forbigå ved lægningen af skatten.
Bl.a. står der regelmæssigt om ågerkarlene og ” de, som bruger stort køb eller forprang og handel med kom” m.m.., at de også medtages i lægningen og giver efter deres formue. Af samme art er også den i skattebreve og missiver gentagne bestemmelse om, at fogder og skrivere ikke forskånes i skatten. Sådanne
bestem-melser har sikkert været nødvendige, for ågerkarlenes vedkommende derved, at de vel ofte er draget omkring fra sted til sted, hvorfor det har været vanskeligt at få dem skrevet i mandtal, for fogders (ride-, herreds-, birke- og delefogder) vedkommende derved, at en hel del af disse rent faktisk som en kongelig nådesbevisning var skattefrigjorte, hvilken omstændighed kan have gjort det lettere for de resterende fogder at friholde sig selv.
b. Læglægning som åstedsforretning.
Vendes nu blikket mod det materiale, der i en undersøgelse af, hvordan korpus- ligningen i virkeligheden er foregået, må siges at være det mest givtige: Udskriv
ningsmaterialet, skulle det synes umiddelbart indlysende, at her - om nogetsteds - vil kunne hentes sandheden om læglægningen. Man må på forhånd formode, at det som ” feltmateriale” vil være egnet til at gengive et åstedsforhold.
Som ovenfor omtalt 46) lider imidlertid en væsentlig del af udskrivningsmate
rialet, nemlig selve mandtalsregistrene, af den alvorlige mangel, at størstedelen af dem ikke er lægsstruktuerede, og kun en ringe del af dem er forsynet med beløb for den enkelte person. Kun i ganske få mandtaller (overvejende over kontribu- tioner) er disse individuelle beløb differentierede. Endvidere kan man nok have sine berettigede tvivl, om de i mandtalsregistrene opførte lægsstrukturer nu også i alle tilfælde fremstår som resultatet af en åstedsforretning, dvs. at de i kolumneringen i læg sammensatte personer virkelig har været i læg sammen. Især manglen af individuelle beløb er alvorlig, da vi herved unddrages muligheden for dels at se, hvor kraftigt man har differentieret (hvis man har differentieret), dels at kunne jævnføre disse skattebeløb med andet materiale (fx. jordebøger), der må formodes at være egnet til at sige lidt om den enkelte skatteyders økonomi
ske formåenhed. Ved en sådan jævnførelse skulle man have en mulighed for at danne sig et indtryk aflæggenes ”sociale sammensætning” .
En sådan mulighed var givet i Næsbyhoved len i 1511 47). Det fra dette år og len bevarede mandtal er enestående derved, at det foreligger i både kladde og renskrift, hvoraf den første har individuelle, differentierede ydelser, mens ren
skriften samler personerne i læg. Vi er således i stand til at fastslå, hvem der indgår i de enkelte læg. Man får endvidere mulighed for at udtale sig med nogen sikkerhed om den enkelte lægsbroders økonomiske formåenhed takket være den omstændighed, at jordebogen 1510/11 fra Næsby hoved len er bevaret. Derved får man mulighed for at sammenligne den enkelte persons skattetynge med hans landgildetynge. Undersøgelsen har givet til resultat, at ganske vist betyder (gen
nemsnitlig taget) højere landgildetynge højere skat, men skattetyngen stiger på ingen måde i takt med stigningen i landgildetyngen - altså den rige er sluppet billigst.
Når det samlede mandtalskorpus (1566)1583-1660 kun i ringe grad er lægs- struktueret, og der i det så godt som ikke optræder differentierede, individuelle ydelser, er årsagen hertil nogenlunde let at få øje på: man har fra Centraladmini
strationens side ikke anset dette for nødvendigt i de renskrifter af lenets
mandtal, der gik ind til Rentekammeret. Man er på forhånd gået ud fra, at sådanne dele af udskrivningsprocessen som sammensætning af skatteyderne i læg og differentiering af de enkelte lægsbrødres skattebeløb har været et anliggende, bønderne selv har ordnet, enten i samarbejde med lensadministrationen eller i det ringeste under dennes tilsyn. Det fortjener også at bemærkes, at på det tidspunkt, hvor mandtallene sætter ind (fra midten af 1580’erne) må udskrivnin
gen af ekstraskatter være lagt i nogenlunde faste rammer, takket være de mange udskrivninger i Syvårskrigens tid og de årlige udskrivninger i 1570’erne. Man tør vel formode, at et ekstraskattebeløb har hvilet som en fast, eller nogenlunde fast, kanon på en person, en og samme sats, som han betalte udskrivning efter udskrivning. Udskreves skatten som en dobbeltskat, fordobledes den individuelle ydelse. Der er intet til hinder for, at hver selvejer eller fæster har betalt gennemsnitsydelsen (2 eller 1 dir ved en enkeltskat). Ja, det har måske været det almindeligste 48). Men så har der jo ikke været noget behov for at anføre individuelle beløb i mandtallene. Desuden har Rentekammerets revision ikke kunnet have megen glæde af, at de i mandtalsregistrene opførte personer var forsynet med individuelle beløb. Man kunne ganske vist se, om man i det hele taget havde differentieret, men man kunne jo ikke afgøre, om man havde differentieret rigtigt mellem rige og fattige, da man jo ikke havde noget ”jævnfø
relsesmateriale” , hvorudfra man kunne danne sig et skøn over den enkeltes økonomiske formåenhed.
Betragter man den overvældende mængde af mandtaller, der hverken er lægsstruktuerede eller forsynet med individuelle beløb, forledes man let til den slutning, at en læglægning enten slet ikke har fundet sted, eller at man nok har læglagt, men at hver lægsbroder så har betalt det samme beløb: gennemsnitsydel
sen 49), og dette kan, som overfor nævnt, udmærket have været tilfældet ved mange udskrivninger. Læggene bliver på denne måde rene oppebørselsgrupper.
Generelt mener jeg imidlertid, at en sådan slutning er forhastet. Selv om utvivlsomt tusinder af skatteydere udskrivning efter udskrivning har betalt gen
nemsnitsydelsen, så er det hævet over enhver tvivl, at der i nogle tilfælde også har været differentieret. Denne opfattelse bygges på særdeles mange opsamlede
”enkeltnotitser” i så at sige alle dele af udskrivningsmaterialet fra alle dele af Riget og igennem hele mandtalsperioden. Disse enkeltnotitser må man nødven
digvis anvende til at rekompensere for ovennævnte mangel hos mandtallene. Og de har vist sig anvendelige, især når de kombineres med de oplysninger om læglægning, det normative materiale kan give. Da dette materiale efter sin natur er noget spredt, dertil meget omfattende, må det klassificeres, førend man kan behandle de deri indeholdte oplysninger.
Vidnedsbyrd om eller omtale af læg, læglægning, lægsmænd, lægssedler, taxering eller vurdering af skattepligtige forekommer i mandtaller, tings- og sognevidner, domme, husbondsedler af enhver art (bl.a. adelsligningssedler), sognepræsters testimonier, lokalmissiver, Rentekammerets antegnelser til mand
tallene samt af og til i kvittanserne (dog i en noget stereotyp, fra skattebrevene hentet formulering).