Konvertering af enhver a r t

Som omtalt ovenfor i Første Del om naturalieskatter kunne disse i nogle tilfælde konverteres med penge.

Inddrager man de almindelige pengeskatter og de andre former for offentlig­

retlige ekstraordinære pålæg, finder man imidlertid i perioden 1530-1660 også andre konverteringsmuligheder. Ialt er der seks konverteringsmuligheder: a. Na­

turalier til penge b. Penge til naturalier c. Naturalier til andre naturalier d. Penge til ædelmetal e. Ædelmetal til penge og f. Offentligretlige arbejds- og militære forpligtelser til penge. Mulighed d. og e. optræder sammen og kun, såvidt det kan ses, to gange i begyndelsen af perioden. Ved udskrivn. 1536, 20. nov., var der valgfrihed mellem 1 rhinsk gylden, 1 jochimsdaler, 2 lod sølv eller 7 mk danske.

Ved udskrivn. 1539, 31. aug. (Bornholm), 1 jochimsdaler eller 2 lod stemplet sølv.

Det er først fra Kejserkrigens tid (vistnok fra 1628), at de nævnte konverte­

ringsmuligheder (bortset fra konvertering med ædelmetal) bliver bragt ind i nogenlunde faste rammer i den forstand, at man ligefrem forlods, dvs. i skatte­

brevene, fastslår en ret til konvertering (normativ konvertering) i den ene eller den anden retning. Dette gælder i ganske særlig grad kornskatterne, især i perioden efter 1635 41), hvor der i skattebrevene er meddelt en fast konverte­

ringssats 42). Eller det fastsloges, at én kornsort (rug) kunne ombyttes med en anden (byg), skæppe for skæppe eller tønde for tønde 43). Men det kunne også ligefrem være fastslået i skattebrevet, at bønderne skulle betale penge i stedet for kom ; det fastsloges fx. ved 1649-udskrivningen, at hver helgård skulle ”udi landekisten udi stedet for komskat, som ellers til magasinerne skulle erlægges” , give 1 rigsort.

Drejer det sig om konvertering af penge til naturalier, så finder vi, at der i skattebrevet til pengeskatten, der udskreves 1628, 18. febr. (termin: påske og 1.

juli) fastsloges: ”- og efterdi det vil falde eder meget besværligt alt udi penge at udgive, da har vi nådigst bevilget, at de, som det ikke kunne afstedkomme, at

være frit for at erlægge det udi kom og anden vare efter den ordinans, som i vort land Fyn gjort er” 44). Også ved pengeskatteudskrivn. 1645, 23. jan., (termin:

påske) fastsloges en konverteringsmulighed til proviant og kobber, hvorfor der sattes en omregningstakst 45).

Før Kejserkrigens tid er der, bortset fra et enkelt tilfælde fra 1535 46), såvidt jeg kan se ingen forlods meddelte tilladelser til konvertering i den ene eller den anden retning (normativ konvertering); de fundne tilfælde, hvor konvertering er foretaget, er egentlig en række enkelttilfælde, alle geografisk-partielle.

Disse enkelttilfælde er imidlertid ganske illustrerende, når man ønsker oplyst baggrunden for konverteringerne. - Ud fra statsmagtens opfattelse kunne konver­

tering af en eller flere naturaliespecies være bekvem, hvis denne (de) var van­

skelig eller bekostelig at transportere eller emballere eller let blev fordærvet (fx. øl) 47). Eller hvis man på et sted havde mere brug for et andet naturalie end det i skattebrevet krævede 48). - For skatteyderne kunne konvertering være en nødvendighed, hvis de havde for lidt eller intet af de fordrede naturaliespe­

cies 49). Eller hvis de var i restance med en naturalieskat 50). Omvendt kunne en bevilling til at måtte yde naturalier i stedet for penge være en hjælp for bøn­

derne i det tilfælde, hvor de ikke havde pengene 51).

En særlig form for konvertering var konvertering af en arbejdspligt eller militær forpligtelse til penge. Hvad det sidste angår, er den årlige bådsmandsskat fra 1635 i virkeligheden en permanent konverteringsordning 52). De konvertere­

de arbejdsforpligtelser gik almindeligvis under benævnelserne ”graverskat” , ”for­

tifikationsskat” eller ”voldskat” , ydelser der kun er kendt fra 17. årh. 53). Ofte gaves der mulighed for, at de arbejdspligtige kunne vælge, om de ville arbejde eller betale penge i stedet for 54).

At bønderne har benyttet sig af statsmagtens tilbud om konvertering især af naturalier til penge, fremgår med al ønskelig tydelighed af hundredvis af korn- skattemandtaller fra 1635 og frem til slutningen af 1650’erne. De bærer påskrift om, at bønderne har betalt penge i stedet for korn, og summa summarum er opgjort i penge. Nu må man imidlertid ikke forestille sig, at det har været den enkelte bonde, der har kunnet afgøre, om han ville betale penge i stedet for at yde korn. Thi i så fald måtte man jo vente, at det var markeret i kornskatte- mandtallene, hvad der overhovedet ikke er fundet noget vidnesbyrd om. Dvs. at valgfriheden mellem ydelse in natura og i penge har været ” kollektiv” . Dette rejser - synes det mig - en ganske interessant problematik: Er det mon lensadmi­

nistrationen, der har ”presset” bønderne til at betale penge i stedet for kom, hvilket sikkert var mere bekvemt for denne? - Eller er det bønderne selv, der ved en eller anden form for flertalsbeslutning har vedtaget, at man skulle udnytte den i skattebrevet indeholdte konverteringsmulighed? 55). Eller måske kan man tænke sig en kombination af de to muligheder: lensmanden har været klar over, at der har været et almindeligt ønske blandt bønderne om at betale penge i stedet for korn, og så har han simpelt hen besluttet, at så skulle alle bønderne i lenet betale penge? - Vi ved det faktisk ikke.

Men under alle omstændigheder rejser denne problematik i almindelighed spørgsmålet om, hvem der har skullet afgøre, om en konvertering har skullet finde sted? Nært knyttet til dette er et andet spørgsmål: hvem har i det enkelte tilfælde taget initiativet til en konvertering?

For at tage det sidste spørgsmål først kan der fastslås tre muligheder; at det skulle være: a. Centralmagten b. Lensadministrationen eller c. Bønderne selv.

Foruden ved forlods meddelt og altså lovhjemlet valgfrihed kunne en konver­

tering gennemføres ved: 1. Et generelt, centralt påbud (konverteringstvang) - 2.

Et lokalt påbud (af lensmanden) - 3. Ved forhandling med skatteyderne og 4.

Ved ansøgning eller begæring fra skatteyderne om konvertering med evt. påføl­

gende kgl. bevilling hertil.

1. Et generelt, centralt påbud om, at en naturalieskat eller en arbejdsforpligtelse skulle konverteres til penge, er en sjælden foreteelse. Ved udskrivn. 1649, 1.

sept., (termin: 14 dage efter Mikkelsdag) bestemtes som ovenfor nævnt, at man i stedet for kornskat til magasinerne af hver helgård skulle erlægge 1 rigsort.

2. Hvor omfattende anvendelse af evt. lokale påbud om konvertering har været, er det vanskeligt at sige, men det er vel sandsynligt, at der har været praktiseret en art ”lokal konverteringstvang” i en del tilfælde (se foroven). Desværre yder vort materiale ikke mulighed for at fælde en sikker dom herom.

3. Af særlig interesse er de tilfælde, hvor statsmagten har ment det nødvendigt at forhandle sig til rette med bønderne om en konverteringsordning, der først og fremmest var i statsmagtens interesse, hvilket ikke forhindrede, at den også kunne være i bøndernes interesse. Her udgår initiativet altså fra statsmagten, og afgørelsen af dennes begæring ligger faktisk hos bønderne. - 1 1579,13. nov., fik en række lensmænd befaling til at forhandle med bønderne i de dele af deres len, hvor der ikke var fisk at få, om at yde penge i stedet for madskatten. I det mindste bønderne i Ribe len nægtede at gå med hertil 56). Da kongen 1583, 12.

jan., ønskede at få penge i stedet for øl fra lenene i Vestjylland (bl.a. Riberhus og Lundenæs), får de implicerede lensmænd ordre til at forebringe sagen for bønderne, derpå meddele rentemester Christoffer Valkendorf, hvad de bliver enige med bønderne om, og hvis disse går med til dette, skulle de indkræve pengene 57). 1580, 18. jan., udstedtes en befaling til lensmændene i Jylland, Fyn, Smålandene og Skåne om - såfremt bønderne har bevilget at give penge i stedet for øl i madskatten - da at indkræve pengene og sende dem til Rentekam­

meret 58). 1628, 15. marts, fik Christoffer Urne ordre til at forhandle med bønderne i sit len (Ålholm) om at yde mindst halvparten af den sidst påbudte skat i rede penge og resten i god tjenlig proviant efter skattebrevets indhold 59).

- I alle de nævnte tilfælde er det ganske klart, at man skulle have bøndernes accept til gennemførelse a f konverteringen, og som omtalt er denne i det mindste i ét tilfælde blevet nægtet. Men denne fremgangsmåde synes mest anvendt i 16.

årh.

4. Initiativet til en konvertering kunne også udgå fra bønderne. Ret almindeligt, både i 16. og 17. årh., var det, at bønderne ansøgte om eller begærede, at en

konvertering måtte finde sted. Ofte angav de, hvad de ønskede den i skattebre­

vet krævede præstation konverteret til. Det var så statsmagtens, der skulle tage stilling til, om ansøgningen kunne imødekommes. - 1583 ønskede bønderne i Koldinghus len at give penge i stedet for madskatten. I den anledning skrev kongen til rentemester Christoffer Valkendorf og bad ham udtale sig, om dette kunne lade sig gøre (”om der ellers kan skaffes fetalje nok”) 60). Bønderne i Nykøbing len får lov til at betale korn og kvæg i stedet for penge i skatten 1657, 24. aug. (lignet på kreaturer) 61). 1578 anmodede bønderne i Varberg len om at måtte svare levende okser i stedet for nøde-, fåre- og gåsekød; lensmanden skulle aftinge med bønderne, hvor mange levende okser de skulle give 62). Kronens bønder i Sølvitsborg len tilbød 1587 at give øksne i stedet for øl i den sidste madskat (1586, 6. dec.), idet - som de sagde - ” komet i nogle år havde slået sig for dem og de ikke kan få humle at købe, hvorfor de selv må købe øl til deres forbrug”. Rentemester Christoffer Valkendorf får ordre til at overveje sagen 63).

Når kongen i et missive af 1646, 11. nov. 64), giver bønderne mulighed for at konvertere kobber- og tinskatten med penge (24 skiil. for et skålpund kobber og 32 skiil. for et skålpund tin), ligger der utvivlsomt en begæring fra bønderne bag udstedelsen af missivet. Kongen havde virkelig brug for de nævnte metaller pga.

tabet af kanoner under Torstenssonfejden.

En rigsomfattende konvertering på begæring af bønderne (i det mindste kronens og gejstlighedens) er indførelsen af den årlige bådsmandsskat fra 1635.

Det hedder i skattebrevet (23. marts), at kongens tro undersåtter ”har ladet andrage om den mærkelige skade, som de årlige skibsfolks og bådsmands udskri­

velse på søfarten udi vore Riger forårsages, derhos erbydende sig derimod årligen med nogen visse tillæg folk derfor at hverve og antage, midlertid de for samme udskrivelse frilades, at komme til hjælp” .

Har konverteringerne kunnet betale sig fo r bønderne? - Det må vi tro - i det mindste for 17. årh.s vedkommende. Lidt anderledes tegner sikkert forholdet sig for 16. årh.s vedkommende, hvor man som omtalt ofte skulle forhandle sig tilrette med bønderne om at give penge i stedet for naturalier. - Når statsmagten fra tiden henimod 1630 giver mulighed for en konvertering til penge især af korn og arbejdsydelser, og når hundredvis af komskattemandtaller bærer vidnesbyrd om, at bønderne har modtaget statsmagtens tilbud om konvertering, og når endvidere Christian IV i 1636 kunne udtale 65), at størsteparten af bønderne har givet penge i stedet for korn, ja, så tyder disse oplysninger meget stærkt på, at bønderne har været mere interesseret i at beholde kornet og slippe pengene.

Rent faktisk var også konverteringssatserne under i hvert fald den sjællandske kapitelstakst 66). Et interessant bidrag til spørgsmålet, om konvertering til penge har kunnet betale sig for bønderne, rummes i en skrivelse af 1629, 18. juni, fra Frantz Rantzau, statholder, til lensmanden på Landskrone slot, Henrik Huit- feldt 67) om, at bønderne dér i lenet må give penge i stedet for det, de resterer med af madskatter. Bilagt skrivelsen var en "fortegnelse, hvorefter du dig dermed kan forholde” . Denne ”konverteringstabel” bærer overskriften: ”Taxt, hvorefter

efterskrevne fetalje er taxeret og kan annammes penge for med øvrigheds vilje” - og indeholder interessante bemærkninger om forholdet konverteringstakst - markedspris. Fx. sættes en tønde rug til 12 sietmark, idet det tilføjes: ” dog den koster vel meget mere” . 1 td byg 9 sietmark, ” som og gælder nu noget mere” . 1 td malt 10 sietdaler, ” dog den koster og nu vel mere” . 1 skippd flæsk 28 sletdaler, ” dog det er vel sommesteds dyrere” . - En ”taxt” for de bønder i Froste hened og Heine kirke len, der vil betale penge i stedet for naturalier fremsendes

1629, 25. aug., af rentemester Jørgen Vind 68).

Alt tyder på, at pengeøkonomien er kommet til at spille en større rolle i tiden siden 1580, hvor man skulle forhandle med bønderne om konvertering til penge af naturaliespecies. Halvtreds år senere, da kornskatteudskrivningerne satte ind, var bønderne betydelig mere villige til at slippe pengene 69).