VIII.
120
og fra nu af gaar Udviklingen saavel af disse, som af Kæberne, hurtigt fremad, s aa a t vi hos d e t n y f ø d t e , ful db a a r n e Ba r n f i nde føl gen.de F o r h o l d : Baade Over- og Underkæben ere endnu paa dette Tids
punkt delte i to Halvdele, forenede ved Brusk. Bandene af begge Kæber ere forsynede med en Bække, paa enkelte Steder kun ufuldstændigt adskilte, temmelig Hade Gru
ber, der indeholde Tænderne. Paa Underkæben er proc.
condyl. kun svagt fremtrædende; proc. coronoid. er lige
ledes af ringe Høide, den hæver sig op fra det Sted af Kæberanden, der svarer til den forreste Band af 1ste blivende Kindtand. Alveolarrandene ere lave, saa at den indre Band af Overkæbens alveolus kun rager lidt neden
for Ganen; der existerer endnu ingen antrum Highmori, saa at Bunden af alveolus støder op til Bunden af Oie- liulen.
. M æ l k e t æ n d e r n e ere nu allerede for en stor Del ikke blot anlagte, men forbenede, hvad man kan over
bevise sig om ved at undersøge Kæberne, efter at have fjernet alle Bløddelene: de midterste Fortænder have største Delen af deres Kroner forbenede, dog endnu kun med ufuldstændig Fmaille; de ydre Fortænder, der ere stillede noget bag de midterste, ere noget mindre ud
viklede ; Hjørnetænderne, der staa mere fortil, omtrent i Linie med de' midterste Fortænder, ere kun forbenede lige. i Spidsen; af den 1ste Kindtand er Tyggefladen for
benet i sin Helhed. Bag den ses en større Grube, aaben bagtil og kun ufuldstændigt afdelt ved en Tvær
væg; i den forreste Del af denne ses 2den Kindtand, der kun har sine Spidser forbenede, der danne en sam
menhængende Benring, medens den øvrige Del af Kro
nen endnu ikke er forbenet. Den bageste Del af denne Grube, der danner Kæbens Grændse paa denne Tid, er bestemt til at optage den 1ste blivende Kindtand, hvis Forbening allerede nu begynder.
■ Følge vi nu Udviklingen videre, saaledes som den navnlig er studeret og beskrevet af den engelske Tand
læge To me s , ved Hjælp af en Samling Præparater fra de forskjellige Alderstrin, da se vi alt hos d e t 3 Ma a - ne de r g a ml e B a r n betydelige Forandringer, især i Kæberne; navnlig ere alveoli fordybede, og dé frie Rande, der fra Begyndelsen vare helt aabne, saa at Tænderne paa det macererede Hoved let falde ud af deres Hul
heder, ere nu bøiede noget indad, saa at Aabningerne blive mindre.
H os et B a r n p a a 8 M a a n e d e r , altsaa paa den Tid, da Tænderne skulle til at bryde frem gjennein Tandkjødet, ser man, at de midterste Fortænder, uagtet de endnu ikke rage frem over Kæbebenets Rand, ere blottede paa den største Del af deres forreste Flade, idet Benet her er absorberet; det Samme er for en mindre Del Tilfældet med de ydre Fortænder, tydeligst i Under
kæben. Den ydre Rand af de midterste rager frem foran de ydre, der fremdeles ere stillede noget bag Hjørne
tænderne, saa at Tænderne, dersom de brøde igjennem i denne Stilling, vilde komme til at staa høist uregelmæs
sigt. Hulhederne for de blivende, midterste Fortænder ere nu ifærd med at adskilles fra Mælketænderne ved septa, der hæve sig op fra den dybere Del af alveolus.
Der er nu dannet en artium Highmori. De to Halvdele af Overkæben ere endnu adskilte, hvorimod Underkæbens
Halvdele allerede ere forenede.
Hv a d sel ve T æ n d e r n e a n g a a r , da ere Kro
nerne af de midterste Fortænder nu fuldstændigt for
benede, og Emaillen har sit normale, glatte og skinnende Udseende; de ydre Fortænder ere ligeledes næsten helt færdige. Hjørnetænderne ligge endnu dybt i deres Hul
heder, og ere langt tilbage i Udvikling; derimod er Kro
nen af 1ste Kindtand næsten fuldstændigt forbenet, og Overfladen ligger i Niveau med Kæberanden, hvis ydre
Aabninger alle vise Tegn til Absorbtion. 2den Kindtand og 1ste blivende do. ere derimod tilbage i Udvikling, og navnlig den sidste ligger endnu dybt i sin Hulhed, hvis Rande ligge sammentrukne om den.
Under den følgende Væxt blottes nu Kronen efter- haanden mere og mere, saa at ved den 18de Ma a n e d alle 4 midterste Fortænder med deres Kroner ere traadte fuldstændigt igjennem alveolus; de ligge op imod For
fladen af Kæben, medens alveoli' af de blivende Tænder allerede ere betydeligt udviklede. 1ste blivende Kind
tand ligger dybt nede i sin alveolus, hvis Rande dække over en stor Del af Aabningen, der er af oval Form;
dens Krone er fuldstændigt forbenet. Bag den ses i Underkæben allerede en lille Grube for 2den blivende Kindtand.
Rødderne ere endnu meget ufuldstændige; de voxe nu langsomt i Længden, og samtidig hermed forsnev- res efterhaanden alveoli ved Afsætning af Benmasse, hvorved Rødderne komme til at sidde fastere, medens Tænderne i den forste Tid kunne bevæges noget til Si
derne.
F o r s t me l l e m 4de og 5t e Aa r have s a m t l i g e M æ l k e t æ n d e r naaet d e r e s f ul de Ud v i k l i n g .
Det synlige Udtryk for denne Virksomhed er Gj e n- n em b r u d det af T æ n d e r n e ; men, som man ser, er denne Proces allerede forud i fuld Udvikling, og fort
sættes ‘tilmed længe efter, at Tænderne have gjennem- brudt Tandkjødet, saa at selve Tandbruddet kun danner enkelte Stadier i den hele Udvikling. Som vi have set absorberes allerede tidligt et stort Parti af den forreste Alveolarrand, saa at denne umuligt kan danne nogen Hindring for Tandens Gjennembrud; ogsaa Tandsækken absorberes tidligt; noget Periost, der skulde strække sig ud over Mundingen af alveolus, saaledes som man har antaget, findes ikke, og tilbage er saaledes endnu kun
Tandkjødet. Cellerne i dettes øvre Lag ordne sig hen- imod den Tid i Bundter, der i en Bække ligesom sænke sig ned imod Spidsen af Tanden, indtil det lidt efter lidt umærkeligt svinder bort.
I 6te til 8de Maaned bryde de to midterste For
tænder i Underkæben igjennem, der, som Regel taget,' aabne Rækken; efter et Ophold af 4—6 Uger komme de midterste Tænder i Overkæben; henimod Slutningen af 1ste Aar de ydre Fortænder i Overkæben, saa at
Barnet ved Slutningen af-Aaret i Regelen har 6 Tænder.
I Begyndelsen af 2det Aar bryde nu de ydre For
tænder i Underkæben igjennem; efter et Ophold af et Par Maaneder de 4 første Kindtænder, der i Regelen komme parvis, de øverste først.
Derefter er der atter et længere Ophold, og først i 2den Halvdel af 2det Aar komme de 4 Hjørnetænder.
Endelig komme i Slutningen af 2det Aar, eller noget ind i det 3die Aar de 4 bageste Kindtænder, hvorved altsaa Tallet paa de 20 Mælketænder er fuldt.
Dette er imidlertid kun Gjerinemsnittet for det store Flertal af Tilfælde, der her er angivet. Selv indenfor det Normales Grændser er der store Afvigelser fra denne Regel, ikke blot med Hensyn til Tiden for Tændernes Gjennembrud, men ogsaa med Hensyn til Rækkefølgen, hvori de komme; det er saaledes navnlig ikke sjeldent, at de to ydre Fortænder i Underkæben allerede komme i Slutningen af 1ste Aar; undertiden komme de først frem efter de første Kindtænder. Raceforskjelligheder og klimatiske Forhold udøve Indflydelse i denne Retning, saa vidt man kan se af de 'Sammenstillinger, der ere foretagne, og selv indenfor enkelte Familier ser man ofte udprægede Eiendommeligheder ved Tandforholdene gaa i Arv.
Endnu betydeligere og mere indgribende ere de Af
vigelser, vi iagttage under sygelige Tilstande.
I sjeldne Tilfælde kunne, som De véd, B ø r n f ades me d en e l l er f l ere T æ n d e r , uden at vi dog deri se noget Tegn paa en tidlig Udvikling ogsaa i andre Bet- ninger. Dette tidlige Gjennembrud af Tænderne kan forklares enten deraf, at Tændernes Væxt er bleven frem
skyndet i Fosterlivet af en eller anden, os ubekjendt Aar- sag; eller det kan ligge deri, at Tandsækkene have havt et abnormt overfladisk Leie, saa at Tænderne derved hur
tigere have kunnet trænge ud gjennem Tandkjødet.
Dette Forhold er paa ingen Maade heldigt; tværtimod kunne disse smaa, ofte meget spidse Tænder, især naar de tillige have en skæv Stilling, være til Hinder for Pat- ningen, idet de saare Brystvorterne, og man kan derfor blive nødsaget til at trække dem ud. Skaden derved er vel heller ikke stor, kun beholder Barnet en lille tandløs Plet, indtil de blivende Tænder en Gang bryde frem;
dog maa det bemærkes, at man har set enkelte Tilfælde, i hvilke Udtrækningen af en saadan Tand har bevirket en dødelig Hæmorrhagi i Tandsækken. Ogsaa en me g e t s én U d v i k l i n g af Tænderne kan man iagttage hos iøvrigt sunde Børn, og man kan heri ofte forfølge et arveligt Anlæg.
Af s e t f r a di s s e Ti l f æl de er T æ n d e r n e s F r e m - b r u d i r e t t e Ti d og i den r e t t e Or den et af de . v i g t i g s t e og p a a l i del i gs te Tegn p a a at B a r n e t s hel e U d v i k l i n g er l e d e t i det r e t t e Spor , og g a a r u f o r s t y r r e t for sig. Netop derfor har jeg her gjennemgaaet de anatomiske Forhold saa udførligt, fordi det derigjennem maa blive os klart, hvor vigtigt det er, at Barnets Ernæring foregaar paa rette Maade, da endog de første blivende Tænder allerede forbene indenfor dette Tidsrum.
Omvendt have vi ogsaa under sygelige Tilstande i Tændernes Forhold et vigtigt Holdepunkt i prognostisk Henseende. Hos svage, for tidligt fodte Børn, der i det
Hele ere tilbage i Udvikling, eller hos Bom, der i den første Tid liave gjennemgaaet svækkende Sygdomme, navnlig langvarige Diarrhoer, vil ogsaa Tandbruddet ofte forsinkes betydeligt: men navnlig finder dette Sted under B ak t i i s, denne Typus paa Sygdomme i Ernæringen, og vi kunne derfor under denne drage særdeles vigtige Slut
ninger af Tændernes Forhold. Ligesom Bensystemet i sin Helhed lider, saaledes standser ogsaa Udviklingen og Frembruddet af Tænderne, og denne Stilstand vedvarer saalænge til Sygdommen er forløbet. Vi træffe derfor Børn med Rakitis, der langt ind i det 2det Aar, ja endog senere, endnu ikke have faaet en eneste Tand.
Derfor hilse vi ogsaa under Rakitis de første Tænders Frembrud som et godt prognostisk Tegn.
Det her beskrevne Forhold er det almindeligste:
men meget ofte erfare vi ogsaa, at et Barn, der lider af udtalt Rakitis, fik sine første Tænder i rette Tid, ja maaske endog forholdsvis tidligt; ved nærmere Fore
spørgsel og Undersøgelse erfare vi endvidere, at de føl
gende Tænder kom meget længe efter, med et usædvan
lig langt Ophold; eller at der mulig ikke er kommet . tiere senere. Dette er da et Tegn paa, at Sygdommen først har udviklet sig sent, efter at de første Tænder vare brudte igjennem, og vi ville da for det meste ved at udspørge Moderen kunne overbevise os om, at et eller andet F.eilgreb i Ernæringen paa dette Tidspunkt, eller en for tidlig, uheldig gjennemført Afvænning, eller mulig en for længe fortsat Diegivning har været Skyld deri.
Vi have saaledes i Tændernes Forhold et meget vigtigt Middel til at beregne det Tidspunkt, na ar Rakitis har udviklet sig, dersom vi skulde mangle Oplysning derom ad anden Vei.
I disse Tilfælde er det ogsaa at vi se de fleste Af
vigelser fra den oven givne Norm for Frembruddet af de forskjellige Tandgrupper. Undertiden komme
Fortæn-I
Vi
cA __
(lerne i Overkæben for dem i Underkæben, ofte de vderste7 %J før de midterste; eller de Tænder, der ellers i Alminde
lighed komme parvis, komme lier enkeltvis, saa at man hos rakitiske Born meget ofte finder et u l i g e Antal*
T æ n d e r ; undertiden komme hos disse Born flere Tæn
der frem i Løbet af meget kort Tid; ofte iagttager man ogsaa her det eiendommelige Forhold, at naar der efter Sygdommens Ophor begynder at komme Tænder frem, at da de Tænder, der paa dette givne Tidspunkt staa for Tur, bryde først igjénnem, hvorimod de, der alle
rede skulde være komne, endnu lade vente paa sig i nogen Tid.
Til Belysning af disse Forhold skal jeg her meddele’
en O v e r s i g t over 1672 Kaki ti ke r e , samlet dels fra Børnehospitalets Polikliniker, dels fra privat Praxis; for at faa fuldkommen rene Besultater har jeg her kun med
taget de Tilfælde, hvor der er optegnet nøiagtige Oplys
ninger om Barnets Alder og om Antallet af Tænder paa det Tidspunkt, da Barnet fremstilledes første Gang, — altsaa før der har været indledet nogen som. helst Be
handling.
Betragte vi Forholdene ved (Slutningen af 9de Maa- ned, paa hvilken Tid Barnet jo som Kegel har et Par Tænder, da se vi, at Halvdelen af de iagttagne Kaki- tikere dengang endnu ikke havde faaet nogen Tand. Ved Slutningen ' af 12te Maaned se vi endnu en Femtedel af Børnene uden Tænder, medens kun lidt over en Femte
del har det for denne Alder normale Antal af 6 Tæn
der eller derover. Endnu ved Slutningen 15de Maaned se v i, at Halvdelen ikke har faaet 6 Tænder. Af 143 Kakitikere mellem 2—3 Aar har kun Halvdelen opnaaet at faa det for Slutningen af 2det Aar normale Antal af
16 Tænder eller flere, medens 26 endnu ikke engang have 12 Tænder. Heraf se vi tydeligt, hvilken
gjen-nemgribende Indflydelse Kakitis udøver paa Tandfor
holdene.
Hvad sel ve Bes kaf f enheden af Tænderne hos Ka k i ti k e r n e angaar, da skal jeg her kun berøre dette Forhold ganske kort. Beskaffenheden af Tænderne vil, — afset fra andre Momenter, arvelige Anlæg m. m.,
— afhænge af det Tidspunkt, paa hvilket Sygdommen har udviklet sig. Derfor kan man i mange Tilfælde se fuldkommen gode Tænder selv hos Born, der have været i høi Grad rakitiske, og hvor Gjennembruddet af Tæn
derne er blevet forsinket længe, naar Sygdommen nem
lig først har udviklet sig noget senere, efter det forste Halvaar; thi, soih vi have set, ere jo paa dette Tids
punkt i al Fald Fortændernes Kroner fuldstændigt for
benede, saa at Sygdommen ikke kan komme til at øve nogen Indflydelse paa dem. Har Sygdommen derimod udviklet sig allerede meget tidligt, kan Kronens. Forbe
ning og navnlig Emaillens Dannelse komme til at lide, saa at Tanden tidligt ødelægges.
Men selv om dette sker, trøster man sig dog let herover, da man véd, at Barnet senere vil faa nye Tæn
der, og kun de Færreste have nogen Anelse om, at K a k i t i s u n d e r t i d e n kan u d ø v e I n d f l y d e l s e p a a de b l i v e n d e Tæn d e r . Strækker Sygdommen sig nemlig ud over det Tidspunkt, da de blivende Tænder forbene, . vil nemlig Emaille Dannelsen standse i sin Udvikling, og vedvarer dette nogen Tid kan Tabet ikke mere erstattes, idet Organet sandsynligvis atrofierer, saa at disse Tæn
der, — og dette gjælder da navnlig 1ste blivende Kind
tand og Fortænderne, — naar dé i sin Tid komme frem ere blottede for Emaille paa en større eller mindre Del af Kronen, hvad jeg ofte har havt Leilighed til at over
bevise mig om. Dette kan naturligvis ogsaa ske, selv om Mælketænderne have været fuldkommen normale, og Forholdet er her saa meget mere overraskende, som man
Antal af Tænder.
M a b
VII. VIII. IX. X. XI. XII. XIII. XIV. xv. ./;
0 6 9 8 0 6 9 6 0 3 9 3 9 31 11
I
17 4
1 I . .1 4 3 5 8 9 3 : 2 1 . 2i
2 ! 1 41 16 2 4 41 51 3 8 51 2 9 18 1771
3
|
• • • * 4 2 • 5 1 2 n 3 6 G 3
4 1 • • ■4 6 13 16 3 0 15 i 1 4 1771
5
1
• • * * 4 4 6
6 G)
6 • * 1 1 4 6 8 15 17 15 18 i l
i . . 4 3 6 9 9 77
8 • « • • • • • 1 3 13 7 17 211S
9 ; • 2 38
10 i • 1 • • . 4 38
11 i
1
- 1
12
!
2 • *
13 1
1
1 4 1 j • • • • •
15 !
i 16
17 i
18 1
19 i
i 1
2 0 1
! !
!
t r 8 4 101 105 1 1 8 127 , 1 3 2 1 6 5 1 0 2 110 1088C
*
) o d e r . •
- 2 — 3
Aar. S u m .
r/.;vi. XVII. XVIII. IXX. XX. XXI
' XXII. xxm.
2 2 3 i
* * 1
1 1
1 4 2 5
2 ' 2 1 | 1
1 1 1
i 41 3 ' 9 4 ! s ! i 1 1
11 it
3 2 1
> 4 5 2 ; • • 1 1 1 • • • • • • 2 (13
)J16 12 15 1 1 i 2 • • • • 2 1 6 5
COft
3 9 1
111
* * 1 2 • • • # 1 l 45
r 7 3 1 5 3 3 4 3 • • 2 i 1 2 5
2 8 7 12 1 i 6 0
> J14 11 18 •4 7 8 2 2
l
5 1 3 3
• 3 1 4 1 2 • # • • 4 20
l 2 5 7 1 2 3 • • • • 5 3 3
il • • • i 5 1 • • 2 • • 1 3 15
) G 2 19
i • • 7 15 9 6 3 0 98''
11 • • • 1 i
l * * • • 1 1 • • 5 i . 8
: l i * * 1 1 1
| • • 2 3 1 1 i 4 1 1 4
: i ! * •
11
i • •
ii 2 i
i 5 8
« • i i 3 1 3 4 1 2 ( 4 5 : 6 0
ti i ø • i
1 i
i • •
1 1
1t
• • • • • • 3 » 5
i
2 • • • • 7 ) 9
j 1 1
<• • • • • • • • • • • • • • • • 17 17
1775 6 0 118 19 2 8 4 8 17 1 2 1 4 3 1 6 7 2
i slige Tilfælde ikke aner Uraad, da Sygdommen synes vel overstaaet. Efter at vi have gjort os bekjendte med Tiden for de blivende Tænders Forbening vil dette imid
lertid ikke længere undre os; men jeg anfører det her i denne Sammenhæng kun som et yderligere og talende Bevis p a a , af hvor stor Betydning det er at skaffe Bar
net en god Ernæring og Pleie i det 1ste Leveaar.
H os s u n d e og k r a f t i g e B ø r n er det Regel en, at G j e n n e m b r u d d e t a f de f ø r s t e T æ n d e r f o r e gå ar a l d e l e s u m æ r k e l i g t , saa at vi neppe have nogen Anelse om, at de ere ifærd med at bryde igjen- nem, for vi en Dag se Spidserne udenfor Gummen, og Barnets Velbefindende har ikke været forstyrret en eneste Dag. Navnlig gjælder dette om Fortænderne, der have rigelig Plads, og tilmed kun danne en linieformig Aab- ning i Tandkjødet. Kindtænderne derimod frembringe, ved at bryde igjennem med deres 4 Spidser, en større og mere uregelmæssig Aabning, hvorved mindre Tjavser af Tandkjødet kunne komme i Klemme og blive læderede ved Trykket af den modstaaende Tand, hvad der natur
ligvis kan foraarsage Barnet Smerte.
Undertiden iagttage vi allerede nogen Tid før og samtidig med Tændernes Frembrud l o k a l e S y m p t o m e r i M u n d h u l e n , som i al Fald ofte med n o g e n Ret kunne skrives paa Tandbruddets Regning.
En f o r ø g e t S p y t a f s o n d r i n g er saaledes almin
delig paa denne Tid, og vækker saa let Opmærksomhed;
om den imidlertid er direkte afhængig af nogen -Ømhed og Svulst af Gummerne er meget vanskeligt at bevise, da dette Symptom ofte iagttages endog længe før Tænderne bryde igjennem, ligesom det ogsaa kan ses hos Børn, hos hvem Tandbruddet foregaar aldeles umærkeligt, idet den stærke Udvikling af Spytkjertlerne jo er 'et vigtigt Led i den Kjæde af Forandringer, der foregaar paa dette
Tidspunkt af Barnets Liv. Et rent ydre Moment kan ogsaa ligge i. den Omstændighed, at Barnet henimod denne Tid sidder langt mere overende, end tidligere, saa at den rigelige Spytmængde saa let flyder ud af Munden,-medens Spyttet, naar Barnet indtager en lig
gende Stilling, flyder bagtil og synkes. Og dog har selv dette ligefremme, let forstaaelige Symptom givet Anled?
ning til de æventyrligste Forklaringer, som naar Vo g e l paastaar, at denne rigelige Spytafsondring har stor Be
tydning ved at forebygge Udviklingen af Hjernetilfælde.
I andre Tilfælde ser man T a n d k j ø d e t rødt, spændt, svullent og ømt ved Berøring, ligesom det ogsaa er tyde
ligt, at Barnet har en ubehagelig Fornemmelse paa Stedet.
Hævelsen kan endog være ret betydelig, især hos Børn, hos hvem Tandbruddet længe har været forsinket ved ltakitis; man ser da Tandkjødet skudt frem som en spændt, blaaligfarvet lille Svulst.- Der kan udvikle sig en overfladisk, e r y t h e m a t ø s B e t æ n d e l s e , eller en virkelig s tom a t i ti s a p k t h o s a , — et Navn, der er blevet meget misbrugt, — hvorved man forstaar en Be
tændelse i coriums overfladiske Lag, der er let kjendelig ved de hvidlige, bølgeformede, af en injiceret Band om- givne Exsudatmasser, der afsætte sig i denne, ofte reci
diverer og først langsomt svinder, idet Fxsudatet løsner sig langs- Banden og afstødes.
Samtidig med disse lokale Tilfælde ser man da ofte, at Barnet er noget uroligt, mister Humøret og bliver gnavent. Det stikker ofte Fingrene i Munden; dets Søvn er forstyrret, det farer undertiden op med Skrig; det tager mindre Næring til sig, men tørster noget, og det gjør sig oftere vaad, ogsaa om Dagen, uagtet det allerede havde begyndt at kræve sig, — kort sagt, vi iagttage l e t t e r e F o r s t y r r e l s e r i det s Al me n b e f i n d e n d e .
Men foruden disse Tilfælde, om hvis Sammenhæng med og Afhængighed af Tandbruddet Alle kunne være
9*
enige, er der endnu en Mængde andre, der hyppig skrives paa samme Regning. Ja , De vil sjcldent faa et Barn paa dette Tidspunkt af Livet under Behandling, uden at man vil sige Dem, at det eller det Symptom, hvoraf det lider, «vistnok kun er for Tænder», ligesom der paa den anden Side ikke cxisterer noget Symptom, der ikke hen
føres hertil. Maaske ville De undre Dem herover, og De ville ikke kunne forstaa, at en slig besynderlig Fordom k kan vedligeholde sig, uagtet der dog ofte opponeres der
imod; men Deres Forundring vil tabe sig naar De er
fare, at det ikke alene er i Ammestuerne, at den holdes ilive, men at ogsaa Læger, og det tilmed hekjendte Børnelæger, opfriske de samme gamle Historier, og paany sende dem ud i Verden. Saaledes har for nogle Aar siden Vogel paany fremstillet Dentitionens store og skæbnesvangre Betydning med Hensyn til en Mængde
■ forskjellige Sygdomme, den skulde kunne fremkalde. Han blev iinødegaaet af P o l i t z e r i Wien med en knusende Kritik, og senere har ogsaa den for tidligt afdøde F le i s ch - m a n n i en klar og meget udførlig Fremstilling paavist det Uberettigede og Løse i disse Paastande, — ja alle
rede i 1798 har W i c h m a n n kriticeret dem paa en liøist træffende Maade; men man tør dog derfor paa ingen Maade hengive sig til det Haab, at Sagen dermed skulde være afgjort. De grundigt ihjelslaaede «Tandsyg
domme*) ville paany dukke op ved given Leilighed, lige
som man jo endnu i Almindelighed ved Optællingen af Aarsagsmomenterne til næsten enhver Sygdom i denne Alder anser sig forpligtet til at tage Tandbruddet med.
Det er i denne Sammenhæng meget betegnende at læse B e d n a r s Udtalelser om dette Punkt. Trods sin egen store personlige Erfaring, der paa saa mange Punkter træder frem i udtømmende Beskrivelser og Udviklinger, kan han dog ikke undlade, ved at omtale Tandbruddet pligtskyldigst at opregne alle de Sygdoms Former, man har