M. H r.!
Je g skal idag begynde at udvikle for Dem et af de for Børnelægen interessanteste Kapitler, det nemlig, der omhandler det nyfødte Barns Fordøielsesorganer. Det er af den Grund særlig interessant, fordi Barnets Livsyt- tringer i den første Tid i en saa væsenlig Grad henhøre under den vegetative Sfære; fordi det er saa overordenlig vigtigt, - at Ernærings Livet lige fra den første Tid af ledes i det rette Spor; og endelig fordi det er Lægens Opgave, baade at lære at forstaa Barnets første, instinktive Livs-
yttringer og at vaage over, at dets Krav tilfredsstilles.
Derfor er det naturligvis særlig paa dette Punkt af den aller største Betydning for Lægen at have et sikkert fysiologisk Standpunkt; men uagtet det maaske intet andet Sted er ønskeligere eller nødvendigere, end netop her, har man mærkeligt nok lige til den seneste Tid næsten ganske manglet et saadant. Hvad man vidste med Hensyn til Eiendommelighederne ved det nyfødte Barns Fordøielse og de for det passende Næringsmidler skyldtes egenlig kun den kliniske Erfaring. Man har atter og atter iagttaget, at den normale Ernærings Proces
saa let forstyrres i den første Levetid, navnlig naar Bar
net ikke bliver ernæret ved Modermælken, og man har særligt lagt Mærke til, at visse bestemte Næringsmidler ikke taales i denne Alder, men i de aller fleste Tilfælde fremkalde Forstyrrelser i Fordøielsen; men man har ikke med positiv Sikkerhed kunnet paavise Grunden hertil.
Og dog er det netop af den Grund saa nødvendigt for os, at have et fysiologisk Standpunkt som Grundlag for vore Bestræbelser for at ordne disse Forhold paa en for
nuftig Maade, da neppe noget andet Omraade indenfor
* Lægekunstens Grændser er blevet virksommere bearbejdet af Spekulationen og Reklamen. De sørgeligt bekj endte Erfaringer om den store Dødelighed i den første Barne
alder, der jo for en væsenlig Del skyldes den kunstige Ernæring, have givet Spekulationen et vidt Spillerum, og . den har stadig været sikker paa at finde Afsætning for sine Produkter. Først i den senere Tid har man ved interessante Undersøgelser paa dette Omraade faaet et klarere Indblik i disse Forhold.
En Betragtning af Barnets jTliiiidhiile lader os ikke længe i Tvivl om dens svage Udvikling. Kæberne ere smalle og tynde, Tyggemusklerne svagt udviklede, Gum
merne uden Tænder, kort sagt, det første Blik viser os, at Barnets Mundhule er ude af Stand til at bearbejde fastere Fødemidler, medens den derimod er et ypperligt Redskab for Patningen.
Hvorledes forholder det sig nu med den for For
døielsen saa vigtige S p y t a f s o n d r i n g ? Medens man, efter at man havde opdaget Spyttets Evne til at forvandle Melstof til Sukker, for Voxnes Vedkommende hurtigt skred til videre Undersøgelser i denne Retning, var dette ikke Tilfældet for Barnealderens Vedkommende. Bekj endte Fysiologer, som B u r d a c h , B i d d e r og S c h m i d t be
nægte, at Spyttet i de første Maaneder besidder denne
Evne, vel at mærke efter Forsøg paa Dyr, uden egne E r
faringer fra Børn. Blandt Børnelægerne er R i t t e r den første, der foretog selvstændige Undersøgelser for at klare dette Spørgsmaal, i Aaret 1868. R i t t e r bragte en Sut, fyldt med Stivelse, ind i Mundhulen paa Børn, lod den ligge nogle Minuter, udvadskede derpaa Stivel
sen med destilleret Vand, filtrerede og prøvede Vædsken paa Sukker ved den Trommerske Prøve. Han anstillede 21 Forsøg med Børn i forskjellige Aldre, fra 1—8 Maa- neder, og kom til det Resultat, at Spyttet ikke i de 6 første Uger er i Stand til at forvandle Melstof til Sukker.
Lignende Anskuelser udtaltes derefter af de fleste Børne
læger, idet man i det Hele antog, at denne Evne først udviklede sig langt senere, hen imod Tandbruddet.
Senere er der imidlertid fremkommet nye Under
søgelser over denne Gjenstand; man er gaaet forskjellige Yeie, men er kommet til det samme Resultat, hvad der jo netop taler for Undersøgelsernes Paalidelighed.
K o r o w i n i Petersborg anstillede sine Undersøgelser med Pattebørn. Ved mangelfuld- Renlighed fandt han stedse, at Afsondringen i Mundhulen reagerede sur; blev derimod Mundhulen forud omhyggeligt udvadsket og renset fik han næsten konstant en neutral, sjelden en alkalisk Reaktion. I det første Par Maaneder er Spyt- afsondringen meget ringe, og dog var K. i Stand til, ved mekanisk at irritere Mundhulen, lige fra den første Dag af at opsamle en tilstrækkelig Mængde til at foretage Prøve paa Sukker. Han indførte nemlig smaa Stykker kemisk renset Svamp i Munden, efter at denne hver Gang forud var bleven omhyggeligt renset; Svampen maa ikke være saa stor, at den ved at svulme op hindrer Barnet i at gjøre Pattebevægelser, og den maa ikke føres saa langt ind i Munden, at den kommer til at irritere Svælget, da der i saa Tilfælde øieblikkelig følger Bræk
ning, hvorved Forsøget naturligvis mislykkes. Tillige
maa man undgaa at gjøre Barnet uroligt, da Afsondrin
gen derved hindres. I den forste Tid efter Fodslen fore
gik Afsondringen, som sagt, langsomt og i ringe Mængde:
efter Forløbet af XU—V2 Time lykkedes det neppe at presse mere end 1 Cc. ud af Svampen, ofte endog langt mindre. Men allerede hos Born i 2den Maan'ed gik det lettere; i 8de Maaned kunde K. i Løbet af 5—7 Minu
ter opsamle 1— I V 2 Cc.
Den saaledes opsamlede Vædske blev nu, efter en noiagtigt beskrevet Fremgangsmaade, digereret med en kemisk ren Stivelseblanding og derefter prøvet paa Suk
ker, dels ved kemisk Prøve, dels ved Gjæringsproven og endelig ved Polarisationsapparatet.
K. foretog flere Rækker Forsøg. Hans første F0 1- maal var at prøve Spyttets Beskaffenhed hos Nyfødte og Børn i den første Levealder. Forsøgene vare her, som sagt, forbundne med mange Vanskeligheder; ikke desto mindre lykkedes det næsten altid at opsamle den til Prø
verne fornødne Mængde, d e r k o n s t a n t v i s t e si n Ev n e t i l at f o r v a n d l e M e l s t o f t i l Su k k e r . En anden Række Forsøg udførte han gjennem flere Maaneder med et og samme Barn, og det fremgik heraf, ligesom ogsaa af Undersøgelser med Børn i forskjellige Aldre, at Spyttets Evne til at forvandle Melstof til Sukker i Be
gyndelsen er svag, men tiltager hurtigt med Alderen.
Som Kontrol for disse Forsøg foretog K. en anden Række Undersøgelser med Infuser af parotis, udtagne af Børn i forskjellige Aldre, fra faa Dage til over 1 Aar gamle, og som vare døde af forskjellige Sygdomme, Ente- rocatarrh, Pneumoni, Meningitis m. m. I alle Tilfælde gave Undersøgelserne positivt Resultat.
Omtrent samtidig har Zwe i f e l i Strasborg udført en lignende Række Undersøgelser, som de sidst nævnte, med Infuser af udtagne Spytkjertler, og han prøvede des
uden parotis og giand. submax. særskilt i dette Oiemed.^
~»1
'
c-Resultatet var, at kun parotis viste sig at indeholde det sukkerdannende Ferment, hvorimod dette ikke fandtes i giand. submax. før tidligst efter Forløbet af 2 Maaneder.
Gaa vi nu over til at betragte Ventriklen hos det ny
fødte Barn, ville vi faa at se,' at der her er forskjellige Eiendommeligheder tilstede, der adskille den første Barne
alder fra den senere Alder, og det ikke „blot saadanne, der ere begrundede i Størrelses Forholdene alene. For at bestemme Ventriklens Form. og maale dens Rumme
lighed har man foretaget U dm a a l in g e r af den, dels i s l a p T i l s t a n d , dels udspilet under et vist bestemt Tryk, for at kunne sammenligne det med Tilstanden i levende Live. Middeltallene af Maalingerne af et større Antal, navnlig pattende Børn, fandt F l e i s c h m a n n at være følgende:
Længde. Høide, fundus. pylorus-cardia.
1ste Uge . . . . G,4 3,5 1,5 2,8. C tm . 2den — . . . . 7,6 4,6 1,5 3,1
— 4de — . . . . 7,6 4,7 1,6 3,3
hvoraf man ser en hurtig Tiltagen af Størrelses Forhol
dene i de forskj ellige Retninger.
M a a l i n g af den u d s p i l e d e V e n t r i k e l foretog F. under et Tryk, der var lig Trykket af en Vandsoile paa 14 Ctm., rigtignok et høiere Tryk, end der er til
stede i levende Live, hvor det neppe stiger høiere, end til 6—7 Ctm. Resultaterne af disse Maalinger ere i flere Hen
seender af Interesse. Til Understøttelse af Maalingerne for
færdigede han ogsaa Afstøbninger af Ventriklen ved Ind- sprøitning af Gibs eller Vox, og udskar Skiver af den;
det viste sig da, at Gjennemsnittene ikke have en kredsrund Form, men danne Ellipser, hvis længste Axe dannes af Høidegjennemsnittet. Medens endvidere fundus i Foster
tilstanden er meget tilbage i Udvikling tiltager den hur
tigt fra den første Tid efter Fødslen, saa at efter kort Tids
30
*
Fgrlob Gjennemsnittet, saavel af Højden som af Dybden af Ventriklen, er størst i fundus. Hos Fosteret udgjor fundus omtrent Vs, bos Pattebarnet V• 1 4, bos den Voxne V3 af den udspilede Ventrikels Længdemaal. En lignende betydelig Udvikling undérgaar samtidig pylorus.
For at undersøge Ventriklens R u m m e l i g h e d foretog F l e i s c h m a n n en lignende Række Forsøg, ved at op- blæse den under et Tryk af 14 Ctm. Vandsoile; derpaa blev den torret og overtrukket med et tyndt Lag Fernis.
Den saaledes præparerede Ventrikel blev dyppet ned i en inddelt Vandbeholder, og af Mængden af det uddrevne Vand kunde man altsaa erkjende dens Rumfang. Da Trykket imidlertid er stærkere end i levende Live ville ogsaa Resultaterne være noget for boie; men da det paa den anden Side var svage Born, døde af forskjellige Sygdomme, med hvis Ventrikel Forsøgene foretoges, op- veies Feilene maaske tildels herved. Disse Undersøgelser viste en stadig Tilvæxt i Ventriklens Rumfang fra Fødslen af, nemlig:
i 1ste Uge . ’... 46 Cc.
- 2den — ... 72 — - 4de — ... 80 — - 1ste Maaned . . . . 72 — - 2den — . . . . 140 —
Størst Indflydelse paa Rumfanget havde Barnets Legems
vægt, saa at f. Ex. Ventriklen af et meget ældre, men lettere Barn ikke viste noget større Rumfang end den af et yngre, kraftigere udviklet. Endvidere have Born, der faa Bryst, en regelmæssig udviklet Ventrikel af ringere Rumfang end de kunstigt ernærede, og navnlig bliver Ven
triklen under visse Sygdomme udspilet i en aldeles una
turlig Grad; dette er, som bekjendt, Tilfældet under Dys
pepsien og især under de kroniske Former afEnteritis, der staa i saa noie Forbindelse med Rakitis, idet den stærke Luftudspiling og den svækkede Muskulatur her virke i
samme Retning. Disse Forhold iagttager man jo imid
lertid først ret udviklede efter Forløbet af flere Maaneder.
Resultatet af disse Undersøgelser er navnlig ogsaa af den Grund af Interesse, fordi vi ved at sammenligne dem med de ad andre Veie vundne Resultater faa et sikkert
*
Grundlag for Bedømmelsen af Barnets Ernærings For
hold. Jeg sigter herved til de methodiske Veininger, man har foretaget, for af dem at bestemme, hvor stor en Mængde Mælk Barnet tager til sig i de forskjellige Perioder; for en væsenlig Del stemme F l e i s c h m a n n s Resultater med andre Iagttageres, hvortil vi senere komme tilbage.
V e n t r i k l e n s M u s k l e r bestaa dels af Fibre, der komme fra oesophagus, og fortsætte sig baade som Ring- muskler og som Længdemuskler, hvilke sidste navnlig strække sig i stærke Bundter langs curvatura min. hen imod pylorus, dels af Muskler, egne for Ventriklen. Disse sidste bestaa navnlig af tæt liggende, anastomoserende Traade, ordnede ringformig om den store Axe; stærkest udviklede ere de i Egnen af pylorus, men aftage i Styrke hen imod Midten; ved fundus ere de svagest, og danne til Slutningen mindre og mindre, koncentriske Kredse om et Punkt, der frembyder den svageste Muskulatur af hele Ventriklen.
Af denne Anordning fremgaar det, at Ventriklens Muskler ere i Stand til at fremkalde en fra fundus fremad skridende Bevægelse, tiltagende i Kraft hen imod pylorus;
men tillige kan der frembringes en Forkortning, idet nemlig Fibrene langs curvatura min. kunne nærme pylorus til cardia. Sammenlignet med den senere Alder er Musku
laturen dog i det Hele taget svagere udviklet.
I Henseende til S t i l l i n g og Lei e frembyder Ven
triklen meget væsenlige Forskj elligheder fra den senere Alder. Som bekjendt er Fordoielseskanalen i sit tidligste Anlæg kun et lodret Rør, stillet i Legemets Midtlinie,
uden Adskillelse mellem forskjellige Afdelinger, saaledes som senere hen. Forst i 4de—5te Uge af Fosterlivet begynder der at danne sig en Udbugtning paa det Sted, hvor Ventriklen kommer til ’at ligge; curvatura min.
danner den forreste Rand, der ved en senere Dreining-7 o kommer til at ligge opad og til Hoire.
Da oesophagus med sit nederste Stykke gaar noget skraat til Venstre, for i Høide med 9de Ryghvirvel at gaa gjennem diaphragma og indmunde i Ventriklen, medens curvatura min. har en næsten lodret Stilling, saa følger heraf, at Foreningen med denne sker i en Vinkel, der er stump nedad, spids opad imod fundus, en Vinkel, der ikke forandres under normale Forhold.
C ar d ia er beliggende i Høide med 10de Ryghvirvel, paa dennes venstre Side, og er ved Bindevæv befæstet til Siden af Rygsøilen, saa at den paa denne Maade danner et fast Punkt.
F u n d u s er i sammenfalden Tilstand beliggende mellem Milten paa dens nederste bagerste Flade, venstre Leverlap paa dens øvre Flade, lobus Spigelii paa høire Side og paa dens nederste Flade Tarmen, pancreas og Binyren. Den er saaledes ikke tilgjængelig for Under
søgelse udvendig fra, da den dækkes paa alle Sider; den drager et Stykke af colon transv. op med sig i venstre Hypokondrium, og dette kan ved Perkussion give An
ledning til Forvexling'med Ventriklen selv.
P y l o r u s ligger efter F l e i s c h m a n n , som Regel taget, i Legemets Midtlinie hos Nyfødte. 1 sammen
falden Tilstand udgjør den det dybest liggende Punkt, og ligger da midt imellem processus ensif. og Navlen.
Afstanden fra cardia er 2—2XA> Hvirvel. Den ligger noget mere fortil end cardia, der jo ligger op imod Side
fladen af Hvirvelsøilen; den er dækket af Leveren og kan ikke føles udvendig.
C u r v a t u r a min. staar, naar Ventriklen er i
middel-maadig Grad fyldt, meget steil og lober med sin større, øvre Halvdel parallel med venstre Rand af Rygsøilen; den nederste Halvdel, der hører til pars pylorica, dreier der
imod af i en næsten ret Vinkel og ligger tværs henover Rygsøilen. Trænges Ventriklen stærkt opad af colon kan Vinklen derved blive mere spids. I denne Vinkel ligger lobus Spigelii, der danner ligesom et hypomoclion for Bevægelsen. Naar Ventriklen fyldes stærkt dreies ogsaa den øvre Halvdel af curvatura min. nedad.
C u r v a t u r a, m a i. er, med Undtagelse af et lille Parti af pars pylorica, ikke synlig hverken i tom eller i fyldt Tilstand.
Ud v i d e s V e n t r i k l e n , da forandres Forholdene mere eller mindre; paa den ene Side er nemlig fundus det med Muskler svagest forsynede Parti af Ventriklen, og kan derfor lettest udvides; omvendt er den bagre Side af fundus ved Bindevæv fæstet til Rygsøilen, saa at Bevægeligheden kun er ringe. Ved Udvidningen maa nu venstre Leverlap give efter og fortrænges noget opad, hen imod Midtlinien. Milten trænges nedad og bagtil, og der bliver paa denne Maade et lille, frit Rum, hvor Ventriklen trænger sig frem imod Brystvæggen. Opad kan Udvidningen jo imidlertid ikke gaa for sig paa Grund af de nævnte Organer; derfor maa fundus trænge sig frem nedad til, fra 7de til hen imod 10de Ribben i Axillærlinien. Kun ved en meget betydelig Udvidning stiger Ventriklen frem nedenfor Ribbensranden, mellem denne og venstre Leverlap, og hvælver Underlivsvæggen fremad.
Da Ventriklen saaledes sjeldent og navnlig ikke i sammenfalden Tilstand rykker ud af venstre Hypokon- drium bør man kun med største Forbehold antage en tympanitisk Tone i Epigastriet for at hidrøre fra Ven
triklen. Endvidere maa man jo erindre, at Ventriklen, naar den kun indeholder faste Bestanddele uden Luft, ikke ved Perkussion vil kunne skjælnes fra de omgivende Organer. Er den derimod stærkt udspilet af Luft vil
%
man finde Leveren trængt til Høire og opad, saa at dens frie Rand kommer til at danne en spids Vinkel med venstre Ribbensrand, og i det derved dannede, tre
kantede Rum trænger Ventriklen frem.
' Vi komme dernæst til et andet, ikke mindre vigtigt Punkt, nemlig til Undersøgelserne med Hensyn til de egeulig fordøiende Kræfter; et fysiologisk Grundlag for vore praktiske Bestræbelser i denne Retning er naturligvis af den aller største Betydning for os.
Betragte vi foreløbig dette Spørgsmaal for saa vidt de nys omtalte Undersøgelser kunne yde os noget Bidrag, da viser allerede Ventriklens ringe Rumfang lien til, at den i den første Tid kun er i Stand til at optage en meget- ringe Mængde Næring ad Gangen. Dens næsten lodrette Stilling viser endvidere, at fundus, der tilmed er svagt udviklet, kun i ringe Grad kan tage Del i For- døielsen; Føden maa jo nemlig ifølge Tyngdens Love indtage den- dybeste Plads, altsaa nedad imod pylorus, der ogsaa har en forholdsvis betydelig Udvikling paa denne Tid. Hos Børn, der fra Fødslen af opnæres 'kunstigt, navnlig med melstofholdige Næringsmidler, ud
vikles fundus derimod tidligt i en ualmindelig Grad.
Endelig er Ventriklens Muskulatur forholdsvis svagt ud
viklet.
Hvad nu den egenlig fordøiende Virksomhed aiigaar, da betinges den jo væsenlig af den i et vist Tidsrum afsondrede Mængde Pepsin. Den anatomiske Under
søgelse viser, at Slimkjertler ere tilstede i Ventriklen i betydelig Mængde, hvorimod Løbekjertlerne ere spar
somme; de udelte Løbekjertler ere de talrigste og de ere ligeligt fordelte over hele Ventriklens Overflade; de flerdelte ere derimod spredte hist og her, noget talrigere i Egnen af pylorus.
Medens man hidtil kun havde disse anatomiske og
de kliniske Erfaringer at støtte sig til, er der i den seneste Tid udført en Kække direkte Undersøgelser af den tidligere omtalte Forf., Dr. Zwei f el . De gaa kun i kvalitativ Retning, da den overordenlig sparsomme Mængde Mavesaft, der afsondres paa denne Tid, i ethvert Tilfælde i høi Grad vil vanskeliggjøre kvantitative Under
søgelser. Efter Zwe i f e l er Ventriklens Slimhinde hos et Barn, død under Fødslen, lys rosafarvet, dækket af en seig Slim, der let skrabes af, og anvender man et stærkere Tryk skrabes undertiden hele Slimhinden af med det Samme; Reaktionen er sur, ganske som hos
Voxne. Undersøgelserne foretoges med den friske Ven
trikel, efter en nøiagtigt beskrevet, vidtløftig Fremgangs- maade og den gav hver Gang et positivt Resultat. Hos fuldbaarne Børn dannedes der konstant Peptoner i ret rigelig Mængde, og Processen forstyrredes ikke synderlig ved Sygdomme; en Gang fandt Z. Peptoner ved Under
søgelsen af Ventriklen af et Barn, der var holdt 12 Timer i Live ved kunstig Respiration, uden at tage Næring til sig; han fandt endvidere, at den raa og den rent frem
stillede Kasein fordøiedes lige let, hvorimod F i b r i n og de ø v r i g e A l b u m i n a t e r i d e n n e H e n s e e n d e s t ode t i l b a g e for Ka s e i n e t .
I ét Tilfælde gjorde Z. en interessant Iagttagelse, som fortjener at erindres. Hos et 7 Dage gammelt Barn, der var blevet ernæret med farine lactée, men som i de sidste Dage kun havde taget meget lidt Næring til sig, fandt han Ventriklen stærkt udspilet; Indholdet var slimet, udbolnet, af hvidlig Farve, gav stærk Reaktion paa Sukker, derimod ikke paa Peptoner. Hovedmassen deraf bestod, som Jodreaktionen viste, af udbolnet Melstof, der havde udspilet Ventriklen i den Grad, at det derved havde forhindret den i at fjerne sit Indhold. Ligeledes fandtes hele Tyktarmen stærkt udspilet af ufordøiet Mel
stof, et Forhold, der er værd at erindre med Hensyn til
Besvarelsen af Spørgsmaalet om dette Præparats An
vendelighed.
Efter Fordøielsen i Ventriklen kommer, som De véd, en ny Faktor til, nemlig Afsondringen af p a n e r e a s , der ligeledes er af den største Betydning, da den i sig forener flere Funktioner; den har ikke blot, ligesom Spyttet, den Egenskab at forvandle Melstof til Sukker, men den bidrager ogsaa til at fordøie Æggehvidestofferne og til at dekomponere Fedtstofferne. For at undersøge, hvorvidt panereas allerede ved Fødslen er i Stand til at forvandle Melstof til Sukker foretog Ko r o wi n en lig
nende Kække Forsøg som dem, jeg alt har beskrevet for Dem, og tildels med de samme Børn, af hvilke parotis var udtaget. Resultatet var, at han i de f ø r s t e 3 Ug e r e f t e r F ø d s l e n i kke f a n d t Spor af S u k k e r d a n n e l s e . Efter den Tids Forløb indtraadte derimod Forvandlingen allerede efter kort Tids Indvirkning, og navnlig henimod Slutningen af 1ste Aar var Sukkerdannelsen betydelig.
Til et aldeles lignende Resultat kom Zwe i f e l , at panereas Saften i den første Tid efter Fødslen i kke er i Stand til at forvandle Melstof til Sukker. Derimod fandt han, at den form aar at fordøie Æggehvidestoffer og forvandle dem til Peptoner; af 8 Tilfælde, i hvilke han foretog Forsøg i denne Retning, fik han kun i de 2 et negativt Resultat, og begge disse Børn vare døde af en hurtigt forløbende Diarrhoe. Ligeledes fandt Z., at den formaar at spalte Fedtstofferne, der jo forvandles til Glycerin og frie Syrer, der dels danne en Emulsion, dels træde i Forbindelse med Galdens Alkalier til Sæber;
kun i 2 af 6 Tilfælde indtraadte Forvandlingen ikke, og det netop hos de samme 2 Børn, der vare døde af Diarrhoe.
Sammenfatte vi nu i. Korthed Resultaterne af disse anatomiske og fysiologiske Undersøgelser, og stille vi dem