tf
M. H r.!
J e g skal idag gjennemgaa for Dem et af. de vig
tigste Kapitler i det nyfødte Barns Ernærings Liv, et af dem, hvor det for Barnet Særlige og Eiendommelige tyde
ligst udtaler sig, nemlig Kapitlet om Barnets Udtøm
melser i sund Tilstand, idet jeg tillige leiligliedsvis skal gjøre enkelte Bemærkninger .om de vigtigste Afvigelser fra de normale Forhold.
Kort Tid efter Fødslen, undertiden allerede under Forløbet af denne, begynder Afgangen af m e c o n i u m , der er sammensat af Slim fra Tarmkanalen, Bestanddele af Galden, navnlig Cholestearin, Fedt, Fedtsyrer, Galde
syrer og Farvestoffer, samt betydelige Mængder af Epithel fra den ydre Hud, tilligemed Haar, slugte med Amnios- Vandet. Endvidere har Zwe i f e l fundet smaa, røde^
rhombiske Krystaller, uopløselige i Vand, Æther og Al- kobol, og som ved Salpetersyre gjennemgaa den bekjendte Farveskala gjennem Kødt, Violet, Grønt, Blaat til smudsig Gult; det er Krystaller af Hæmatoidin, der er identisk med Biliverdinet. Blandet med Vand til en uklar
Emul-sion giver meconium med rygende Salpetersyre tydelig Gme l i n s Keaktion.
Denne Udtømmelse vedvarer i nogle Dage. Normalt foregaar den ganske af sig selv, og vi gjore her som overalt bedst i at lade Naturen hjælpe sig selv. I de aller fleste Tilfælde vil meconium begynde at afgaa snart efter Fødselen, om ikke før, saa naar Barnet begynder at tage Næring til sig, idet den peristaltiske Bevægelse derved vil komme i livlig Gang; det bedste Bevis herpaa er, at Udtømmelsen af meconium efter B o u c h a u d s An
givelse tilendebringes langt hurtigere, endog efter 30—40 Timer, hos de Børn, der strax lægges til Brystet hos en Amme. Kun naar Udtømmelsen, — afset naturlig
vis fra abnorme Dannelses Forhold, — ikke begynder i Løbet af den 1ste Dag, kunne vi nødes til at gribe ind;
men i slige Tilfælde er et simpelt Lavement af lunket - Vand at foretrække for alt Andet. I Almindelighed vil Afgangen af meconium være endt den 4de Dag, saa at fæces fra den Tid af ere gule; den samlede Mængde an
gives til 60—90 Grm.
Gaa vi nu for den følgende Tids Vedkommende ud fra de naturlige Forhold, hvor Barnet ernæres ved Bryst alene, uden anden Tilsætning, da bliver Undersøgelsen af.
fæces netop af den Grund saa vigtig for os, fordi denne bestemte, ensartede Føde ogsaa afgiver aldeles ensartede fæces, medens omvendt enhver Forandring i Ernærings Maaden, ligesom enhver Forandring i Barnets Velbefin
dende eller i dets Ernærings Organers Virksomhed, strax giver sig tilkjende ved Forandringer i Sammensætningen af fæces. Denne' Undersøgelse har derfor ikke alene stor Betydning, som objektive Undersøgelser i det Hele i den første Barnealder; den har tillige en særlig Betydning, fordi den giver os et klart Indblik i Barnets hele Ernæ
rings Liv, saavel i sund, som i syg Tilstand.
Enhver Forandring i Ernæringen vil nemlig strax 11
give sig tilkjende i Sammensætningen af fæces, saa at man ved nogen øvelse og uden Apparat strax kan over
bevise sig om, hvorvidt Barnet ernæres ved Komælk, eller om det maaske tillige faar mere blandet Kost, navnlig melstoflioldige Næringsmidler, idet de udbolnede amylum Korn let opdages med blotte Gine og i al Fald give den karakteristiske Jodreaktion. Undersøgelsen af fæces bliver derfor af Betydning for os, ikke blot for at komme paa det Rene med, hvilken Næring der i et givet Tilfælde er Barnet tjenligst; men den er os tillige et sikkert Middel til at kontrollere, om vore Anordninger i diætetisk Hen
seende virkelig efterfølges.
Man bør derfor aldrig stole paa Andre i saa Hen
seende, men altid selv undersøge Bleerne; thi, som jeg alt oftere har udtalt for Dem, — og De ville ofte nok faa Leilighed til at overbevise Dem om Rigtigheden af mine Ord, — intet Steds begaas der flere Misgreb end paa dette Omraade, hvor det gjælder spæde Børns Ernæring, og det mangen Gang nok saa meget af Uforstand og paa Grund af indgroede Fordomme, som af virkelig Man
gel paa god Villie. Derfor bør Lægen ikke lade dette Middel slippe sig af Hænde til paa én Gang selv at .overbevise sig om de sande Forhold, og samtidig-lade Barnets Omgivelser mærke, at han er i Stand til at kon
trollere dem.
Af ikke mindre Betydning bliver denne Undersøgelse under sygelige Tilstande i Tarmkanalen hos Smaabørn, som det vigtigste og ofte eneste Middel til at erkjende
*
ikke blot Sygdommens Natur, men ogsaa dens Sæde, og som Kontrol for Behandlingens Virksomhed. I denne Henseende maa vi værdige alle herhen hørende Forhold vor Opmærksomhed; Ma a d e n , hvorpaa fæces afgaa, med eller uden Smerter, med eller uden Vinde; Ti d e n , naar de især afgaa; H y p p i g h e d e n af Defækationen; end
videre M æ n g d e n , F a r v e n , B e s k a f f e n h e d e n , Lu g
-- •
t en osv., da der i ethvert af disse kan ligge et eller andet vigtigt diagnostisk Vink.
I normal Tilstand afgaa fæces umærkeligt, uden Smerte eller Trængen, og uden betydelig Luftafgang.
Forandringer heri antyde altid en eller anden sygelig Tilstand; undertiden gaa Anfald af Smerte., — Kolik
smerter — med Skrig og Krympen forud for Defæka- tionen, og ophøre først naar fæces ere afgaaede; dette er navnlig Tilfældet under Sygdomme i den øvre Del af
Tarmkanalen, og fæces ere i disse Tilfælde meget rigelige, tynde, og stærkt blandede med Luft. I andre Tilfælde derimod optræder Defækationen med trængende Smerter, der vedvare indtil den er forbi, eller endog lidt etter; i disse Tilfælde, der navnlig tyde paa en sygelig Tilstand, akut eller kronisk, i Tyktarmen eller rectum, ere fæces derimod ved hver.Udtømmelse meget sparsomme, blan
dede med Slim eller Blod, og afgaa overordenlig hyppigt.
I kroniske Tilfælde af denne Art, hvor Defækationen just ikke altid er saa meget hyppig, iagttager man ofte det eiendommelige Forhold, at Aabningen især afgaar i de tidlige Morgentimer, medens der hersker Ro den øvrige Tid af Døgnet.
H os B ø r n , der f aa B r y s t a l e n e , have fæces under normale Forhold en lys, gullig Farve og en grødet Beskaffenhed, en fad animalsk Lugt, og reagere svagt sur. De afgaa uden Trængen, 2—4 Gange i Døgnet;
har Barnet kun Afføring en enkelt Gang i Døgnet; og dette gjentager sig i længere Tid, bør det vække vor Opmærksomhed, selv om ingen andre sygelige Tegn ere tilstede.
Mængden af de udskilte fæces staar i nærmere For
hold dels til den optagne Næring, dels til Barnets For- døielsesevne, saa at vi deraf kunne forklare os den ofte paafaldende store Mængde, der undertiden udskilles ikke blot af sunde, men ogsaa af lidet udviklede, livssvage
l i *
Børn. Barnet patter jo nemlig i den første Tid baade meget ofte og meget rigeligt, medens samtidig den peri- staltiske Bevægelse er særdeles livlig. Følgen heraf er, at en Del af Mælkens Næringsstoffer udskilles ubenyttede med fæces, og dette er hos sunde Børn i den Grad Re
gelen, at vi- ikke engang gjerne se at Defækationen fore- gaar sjeldent, eller at fæces indeholde faa Mælkerester.
Dette Forhold ophører først lidt efter lidt senere hen, naar Barnet patter sjeldnere, men navnlig forandres det ganske naar Barnet tillige begynder at faa anden Næ
ring; da bliver Defækationen sjeldnere, ligesom selve fæces faa en fastere Beskaffenhed og forandret Sammen
sætning. Hos Børn, der fra Begyndelsen af ernæres med blandet Kost, ere Forholdene derfor ogsaa meget forskjel
lige fra de her beskrevne.
Om Mæ n g d e n af fæces, der udskilles, har man ikke nøiagtige Oplysninger for den første Tid. Derimod har C am er er foretaget Undersøgelser i denne Retning med sin 5 Maaneder gamle Datter, der paa den Tid er
næredes udelukkende med Komælk: Barnet, der veiede 6800 Grm., drak i Løbet af de 6 Dage, i hvilke Forsø
gene udførtes, i Gjennemsnit 1390 Grm. Mælk og 187 Grm. Sukkervand, og udskilte 56 Grm. fæces i Døgnet.
Dette er i Forhold til Legemsvægten en langt større Mængde, end der udskilles i den voxne Alder; men om
vendt er ogsaa Næringsmængden, — beregnet efter 1000 Grm. Legemsvægt, — betydeligt større hos Barnet end i den voxne Alder, hvoraf det atter tydeligt fremgaar, at den større Udskilning af fæces ikke har sin Grund i en daarlig Benyttelse af Føden, men deri, at Barnet under normale Forhold tager en større Mængde Næring til sig, end der er strengt nødvendig til Legemets Ud
vikling. At dette mangen Gang overdrives i en meget betydelig Grad og kan føre til høist beklagelige Resul
tater med Hensyn til Barnets Udvikling og Sundhed i
det Hele taget, har jeg allerede meget indtrængende ud
viklet for Dem. Omvendt er derimod en meget sparsom Afføring ofte det sikreste Tegn paa, at Barnet faar for lidt Næring, hvad vi da kunne kontrollere ved Vei- ninger.
V a n d m æ n g d e n i fæces er betydeligt større, end i den senere Alder; selv under normale Forhold iagttager man derfor paa Bleen omkring fæces en smal Rand, gjennemtræhgt af Fugtighed. Under sygelige Tilstande kan denne tiltage mere og mere, saaledes navnlig under de voldsomt optrædende Tarmlidelser, Cholera infantum, \ hvor man tilsidst neppe mere er i Stand til at opdage selv ubetydelige faste Bestanddele i fæces, da Barnet jo næsten ingen Næring tager til sig, og tilmed brækker det meste op igjen. I slige Tilfælde er det derfor et godt prognostisk Tegn, naar der paany optræder fastere Bestanddele i fæces.
Ofte. ville De ogsaa iagttage ganske det modsatte For
hold, idet fæces enten blive seige som Beg, -eller endog fastere, saa at de falde fra hverandre som adskilte Klumper, naar man aabner Bleen. Endnu mere paafal
dende er en Blanding af faste og fuldkommen flydende fæces, noget man oftere iagttager i Begyndelsen af en stærkere Tarmliden, idet større Fartier af den koagule
rede, men endnu ikke fordøiede Mælk hurtigt føres bort gjennem Tarmen ved den sygeligt forøgede peristaltiske Bevægelse, hvad der i det populære Sprog hedder, at det er «Trøsken» der afgaar, et Udtryk De ofte ville faa at høre. Hos Børn, der tidligt fyldes med melstofholdige Fødemidler, og navnlig hos Rakitikere, ere fæces som oftest meget faste, eller endog haarde, som indtørret Kit, saa at de afgaa vanskeligt, under stærk Trængen og med
Smerter.
Eiendommeligt for fæces af Børn, der kun faa Bryst, er at de indeholde en Mængde fine hvide Fnokker, der
ligne koaguleret Fibrin, og som findes ligelig fordelte i den hele Masse. Ved nogen -Øvelse lærer man snart at kjende disse, og man kan deraf i de fleste Tilfælde med starste Sikkerhed ved Betragtningen af fæces afgjore, om et Barn bliver ernæret ved Bryst alene eller ikke.
Allerede ved Ernæring med Komælk antage fæces et helt andet Udseende, og endnu mere ved Ernæring med blan
det Kost; ved Komælk blive de ofte langt fastere, endog formede, og den gule Farve bliver langt svagere. Dette er netop et af de Punkter," hvor det er af den starste Betydning, at vi ikke blot have naie Kjendskab til For
holdene, men at vi tillige undersage dem med egne Dine.
Med Hensyn til den k e m i s k e Be s k a f f e n h e d af disse Rester af Mælken har der indtil den sidste Tid hersket megen Uklarhed. I lang Tid stattede man sig til en eneste Analyse af S i mo n , der havde fundet 18 pCt. Kalialbuminat og 52 pCt. Fedt i fæces. Senere var man, efter* M o n t i s Undersagelser, mest tilbaielig til at antage Hovedmassen af fæces for ufordaiet Kasein, og farst for faa Aar siden er der af W e g s c h e i d e r udfart en Række naiagtige Analyser af fæces af Barn fra 2—6 Maaneder, ernærede ved Bryst alene. Han fandt, at de omtalte hvide Fnokker hverken oplastes i Vand, Syrer eller Alkalier; behandledes de derimod med Æther og Alkohol blev der kun en ganske lille Rest tilbage, hvoraf det altsaa fremgaar, at Hovedmassen bestaar af F e d t , medens Resten sandsynligvis bestaar af Epithel fra Tar
men. Æggehvidestoffer fandt W. kun i rent forsvindende Mængde. Der er imidlertid, saaledes som B i e d e r t har paavist, starst Sandsynlighed for, at disse ufor- daiede Mælkerester virkelig kunne være af forskjellig kemisk Beskaffenhed, og bestaa enten af Fedt eller af Kasein, alt eftersom det ene eller andet af disse Stoffer har været tilstede i overveiende Mængde i Barnets
Næring. Som Middeltal af Analyserne fandt W. i 100 Dele:
V a n d ... 85,13.
organiske Stoffer . . . . 13,71.
uorganiske Stoffer . . . 1,16.
I nogle Tilfælde kan Fedtmængden i fæces forøges i en meget betydelig Grad, saaledes som det først er iagttaget af D em rne og B i e d e r t , hvilken sidste liar foreslaaet Navnet F e d t d i a r r h o e for de Tilfælde af denne Art, livor den forøgede Fedtmængde skyldes ikke blot en forøget Optagelse af Fedt, saaledes ved Overfyld
ning med deraf følgende Dyspepsi, men li vor Fordøielsen af Fedtet er mere eller mindre standset, navnlig under sygelige Tilstande af Leveren og pancreas. Under nor
male Forhold udgjor Fedtet 10—12 pCt. af de tørrede fæces; men B i e d e r t har i enkelte Tilfælde fundet endog 45—67 pCt. Fedt i fæces, der da samtidig vare meget rigelige og stinkende. Den forøgede Fedtmængde kan i slige Tilfælde undertiden crkjendes med det blotte Oie;
men fuldstændig Sikkerhed i Diagnosen opnaar man naturligvis først ved en mikroskopisk Undersøgelse af en lille Prøve, og navnlig ved den kemiske Analyse.
Normale fæces indeholde altid tillige lidt Sl i m, fint fordelt mellem de øvrige Bestanddele. Er Slim derimod tilstede i større Mængde antyder det næsten altid en eller anden sygelig Tilstand; den findes da enten i Klum
per, afsondret fra de øvrige Bestanddele,, eller mere jævnt blandet med disse, og man kjender den let deraf, at fæces i slige Tilfælde have et eget geleagtigt Udseende, som man har sammenlignet med Frøæg. Ved at be
handle fæces med Vand samler Slimen sig som en seig, traadtrækkende Masse; kemisk kan den erkjendes ved den H e l l e r ske Prøve. En stor Mængde Slim, mere ens
formig blandet med fæces, navnlig naar der tillige findes
Blod imellem, eller Pus og kroupøse Hinder, har altid en alvorlig Betydning, idet det antyder en dybere Liden af Tarmkanalen, hyppigst af Slimhinden og Folliklerne i colon og rectum. • Afsondrede Slimklumper af klart, gjennemskinnende Udseende ser man derimod undertiden afgaa, uden at man samtidig bemærker andre Tegn paa nogen Liden af Tarmen; Lægfolk henføre ofte dette Symptom, som saa mange andre, til Tilstedeværelsen af Or m, en Antagelse, der naturligvis bor optages med megen Kritik i hvert forekommende Tilfælde, inden man paa Grundlag af den begynder nogen Behandling.
Den normale gul e F a r v e skyldes Galdens Farve
stoffer, hvis Tilstedeværelse let kan paavises ved Udtræk
ning med Kloroform, hvorefter den inddampede Best giver den G m e l i n s k e Reaktion paa Galdefarvestof. Selv ved at være længere Tid udsat for Luften forandrer Farven sig ikke under normale Forhold. Under den kunstige Ernæring kunne fæces undertiden antage en bestemt, eiendommelig Farve af de anvendte Nærings
midler; under Brugen af Cacao antage de saaledes en mørk, graabrun Farve; af Liebigs Suppe og endnu mere af Maltextrakt Sirup antage de en brunlig Farve; af Børnemcl ligeledes en mere eller mindre mørk brunlig Farve.
Under sygelige Tilstande ser man ofte fæces, efter at have været en kort Tid udsatte for Luften, forandre Farve, selv om de ved Udskillelsen havde normalt Ud
seende; eller de ere strax, naar de udskilles, abnormt farvede, enten helt igjennem eller delvis, saa at f. Ex.
Midten er gullig farvet medens Resten er grønlig, eller de ere omgivne af en grønlig Rand, der lidt efter lidt bliver større i Omfang. Dette Forhold iagtager man navnlig under den Art sygelige Tilstande, man betegner med Navnet Dyspepsi. Størst Opmærksomhed har den grønne Farve vakt, som fæces ofte antage selv under
i'
*1'
mindre betydelige, akute Tarmlidelser; de ere da i Al
mindelighed tillige tynde og meget rigelige. Efter B a m b e r g e r skulde Grunden være den, at Galden ved den forøgede Peristaltik fores hurtigere bort gjennem Tarm
kanalen i ufordoiet Tilstand, medens Intet beviser den Antagelse, at der i slige Tilfælde skulde afsondres en større Mængde Galde, end under normale Forhold. Den naturligste Forklaring er dog, at Farveforandringen skyl
des en Iltning af Bilirubinet til Biliverdin, en Forkla
ring, der netop ogsaa er sandsynlig for de Tilfældes Ved-' kommende, hvor Farven forandres nogen Tid efter De- fækationen. Zwe i f e l bemærker, at ogsaa normale fæces farves lysegrønne ved at opvarmes med fortyndede Syrer, og han antager derfor, at fri Syre i Overskud ogsaa fremkalder Forandringen af Farven under sygelige Til- -
stande. Paa lignende Maade kan man maaske forklare sig den bekjendte, græsgrønne Farve, fæces antage under Brugen af Calomel. Ogsaa andre Medikamenter frem
kalde visse bestemte FarVeforandringer, som det er vigtigt at være opmærksom • paa for at undgaa Mistydning;
Jernpræparater meddele saaledes, som bekjendt, fæces en mørk, næsten sort Farve, medens de af Rhabarbra farves
stærkt gule.
L u g t e n af fæces forandres under forskjellige syge
lige Tilstande. Undertiden have de en stærkere syrlig Lugt, og reagere tillige i slige Tilfælde stærkere surt, saaledes navnlig under dyspeptiske Tilstande, og Virk
ningen heraf iagttager man da ofte i Form af Exkoria- tioner om anus og paa nates; ved Ernæring med mel- stofholdige Fødemidler forøges Syremængden i fæces i en betydelig Grad, idet baade Melstof og Sukker ved den videre Dekomposition i Tarmkanalen danne Syrer.
I hæftigere, mere indgribende og langvarige Sygdomme i Tarmkanalen antage fæces derimod en modbydelig stin
kende Lugt, idet de da allerede paa et tidligt Trin
be-gynde at undergaa en Forraadnelse, der under normale Forhold kun finder Sted i meget ringe Grad. Omvendt ere de næsten uden Lugt i de senere Stadier af Cholera infant., og i de Tilfælde, hvor de væsenlig bestaa af
Slim.
Af f r e m m e d e Bestanddele maa man, afset fra alle Slags Stolfer, der tilfældig indføres med Fødemidlerne, særlig lægge Mærke til Blod, Pus og kroupøse Hinder.
Af B l o d e t s Beskaffenhed vil man, ligesom hos Yoxne, ofte kunne slutte sig til Stedet, hvorfra det hid
rører, og derigjennem, ved at sammenholde det med Be
skaffenheden af fæces i det Hele, faa et Vink om Syg
dommens Sæde og dens Natur. Er Blodet, fuldkommen frisk og flydende vil det næsten altid stamme fra den
■ nedre Del af Tyktarmen; kun naar Blodet afgaar i meget rigelig Mængde vil det, selv om det endnu er flydende, kunne skyldes en Blødning fra et Sted høiere oppe i Tarmen. Som Kegel vil det, naar det kommer fra de øvre Partier, fra Maven eller Tyndtarmen, være koa
guleret eller endog fordøiet, saa at det sammen med fæces danner en mørk, tjæreagtig Masse. I dette sidste Tilfælde bør De iøvrigt ikke forglemme, dersom Barnet patter, da at have Opmærksomheden henvendt paa Mo
derens Brystvorter; ere disse nemlig Sædet for Bevner kan Blodet hidrøre fra dem, og dette ved første Diekast foruroligende Symptom saaledes være uden nogen som helst alvorlig Betydning.
P u s forekommer, afset fra Abscesdannelser omkring anus eller i Bækkenhulen, sjeldnere i større Mængde i fæces og antyder da, blandet med k r o u p ø s e H i n d e r , Tilstedeværelsen af en hæftig og dyb Betændelse af Tar
mens, oftest Tyktarmens Slimhinde. Oftere findes det i ringere Mængde, pletvis, blandet med Slim, hidrørende fra Ulcerationer af Tarmens Follikler.
Jeg skal endnu gjøre Dem opmærksom paa, at en
m i k r o s k o p i s k U n d e r s ø g e l s e af fæces i enkelte Til
fælde kan være til Nytte ved at konstatere Tilstede
værelsen af Indvoldsorm, saaledes navnlig Bændelorm.
Har man Formodning om, at et Barn, der bringes til o s, lider af Bændelorm og vi ønske at stille Diagnosen
/
hurtigt, uden at afvente Afgangen af Led, kan man med Fingrene.udtage lidt Fækalmasse fra Tarmens ' nederste Folder, og undertiden lykkes det da at opdage Æg af Bændelorm deri.
Selv i normale fæces bos sunde Børn kan man finde betydelige Mængder af M ik r o k o k k e r , især Stavbak
terier; men i nogle Tilfælde af Cholera infant., som jo særlig giver Billedet af en akut Infektions Sygdom, har De mme fundet saa betydelige Mængder af dem, ikke blot i fæces, men som et helt Overtræk paa Mavens og Tarmens Slimhinde, og han har forfulgt dem helt op i de fra Tarmen forende Lymfekar, saa at han har ment i dem at kunne se Sygdommens Aarsag, og derfor be
tegnet disse Tilfælde som en T a r m my ko se, et Begreb, hvis Berettigelse imidlertid endnu ikke er fastslaaet*
Vi ville nu betragte ITiiinfsoitdriiigen hos det nyfødte Barn, idet jeg dog her skal indskrænke mig til kun at omtale enkelte af de vigtigste Forhold; thi hidtil har jo Undersøgelsen af Urinen i denne Alder ikke havt stor praktisk Betydning for os til.Erkjendelsen af Sygdomme, hovedsagelig af den Grund, at det er forbundet med endel Vanskelighed, at faa Urinen opsamlet for sig, uden Tilblanding af fæces. De Forff., der have leveret de mest udførlige Undersøgelser paa dette Omraade, nemlig M a r t i n og Bu g e , have derfor ogsaa truffet særlige Forholdsregler, for at faa Urinen omhyggelig samlet.
Med Hensyn til T i d e n for den f ø r s t e . U r i n l a d n i n g da fandt de, at af 24 Børn kun de 3 udtømte
\